VietNam - Dansk Vietnamesisk Forening

symbol i Vietnam, men ikke fordi der heri
ligger en materiel fordel. Det handler i højere
grad om at tjene sit land og fællesskabet på en
ordentlig måde. Tidligere var forretningsfolk
ikke en særlig anset socialgruppe, men bevæger
sig langsomt op ad den sociale rangstige og
voksende respekt, da det økonomiske aspekt
nu er kommet mere i fokus.
Kvinder kommer sjældent til at udnytte
deres uddannelser efter de bliver gift. Ofte
forventes det, at de bliver hjemme og passer
hus og børn. De kvinder der formår at få en
høj uddannelse og efterfølgende komme ud på
arbejdsmarkedet, får ofte en højere placering
i familiehierarkiet med i købet. Det betyder,
at de må vælge, om de vil prioritere karriere
og uddannelse over familien, hvilket selvsagt
er et svært valg i det meget familieorienterede
land. Flere og flere kvinder vælger at følge
deres karriereambitioner og trodse traditionerne.
Det betyder også, at den gennemsnitlige
bryllupsalder er steget fra omkring 20 til 27 år
i byområderne. Landbefolkningen gifter sig
dog stadigvæk i langt tidligere - endog helt
ned til 14 år.
Det kræver stadig netværk og penge at
få en højere stilling. Hvis man kun lige har
haft råd til sin uddannelse, kan det derfor
være svært at komme ud på arbejdsmarkedet.
Især inden for den offentlige sektor er det ofte
nødvendigt at bestikke sig til ansættelse.
Forhold til egen kultur
Ændringerne sker ikke kun inden for hjemmets
fire vægge. Der er ingen tvivl om, at der
er sket et kæmpe kulturskred blandt unge.
Der er nu to generationer, hvis livsprioriteter
og livssyn adskiller sig mere og mere.
De to unge lærere Phu og hans kvindelige
kollega opfatter sig selv som nytænkende og
åbne. Det gælder såvel i deres private som
i deres professionelle og politiske liv. Men
landet og partiet sætter grænser for, hvor
3 · 2 0 0 6
åbensindet man kan være, hvilket kommer
til udtryk det forhold, at den unge kvinde
ønsker anonymitet.
Phu fortæller, at der er stor forskel på,
hvordan ens idealer ser ud, afhængig af
hvor i landet man lever. F.eks. lægger de
sydvietnamesiske unge stor vægt på gode
økonomiske job, mens de i nord mere går
op i at få et stabilt job som lærer eller et job i
militæret. Både Phu og hans kollega har helt
bevidst valg lærerhvervet, fordi det giver
større anseelse i samfundet, selvom andre
job havde lønnet bedre. De gamle dyder som
respekt fra andre lever stadig blandt dele af
den yngre generation.
Modsætningsvis taler vi med Nguyen
Trang, som har valgt en amerikansk ægtemand
og derved har tilsidesat de gamle idealer. Hun
fortæller os, at for hende har respekt fra andre
ikke den samme nødvendighed. Hun ønsker
at definere sig selv som et selvstændigt individ
og hendes største ønske for fremtiden er at få
et godt betalt job. Men samtidig vil hun også
have børn.
Religion og identitet
Nogle af de samme tanker giver Miss Y, som
er ugift og uafhængig, udtryk for. Det ligger
hele tiden i hendes baghoved, at hun skal have
en mand og en familie. De to unge kvinder
giver hermed udtryk for en indre splittelse,
da de griber efter nye idealer, men samtidig
ikke vil give helt slip på de gamle.
Det religiøse aspekt, som altid har været
en vigtig identitetsfaktor, er også blevet et
mere flydende begreb. F.eks. udtaler den unge
kvindelige lærer, at hun tror på sig selv og
har dermed fravalgt religion. Anderledes er
det med Nguyen Trang, som kæmper med
at forene sit mands vestlige tankegang med
traditionelle vietnamesiske ritualer.
Phu fortæller hvordan religion sætter
grænser for karrieren. Hvis du ønsker et
VietNam
A J O U R
godt job inden for det offentlige, som er de
mest respekterede jobs, går det ikke at være
buddhist. I dag vælger mange unge mennesker
at få et godt job og så tilsidesætte religionen
modsat tidligere.
Den eneste ud af de fire unge vietnamesere,
som rent faktisk formår at kombinere religion
og det professionelle liv, er Mrs. Y. Hun dyrker
sin buddhistiske tro ved at besøge en pagode
en enkelt gang hver måned. Religion er ikke
længere en nødvendig faktor for den yngre
generations identitetsdannelse.
Alle fire er enige om at den økonomiske
og materialistiske udvikling er positiv, men
samtidig er de, i større eller mindre grad, ikke
klar til at slippe alle traditioner.
Den yngre generation har stadig har svært
ved at definere sig som individuelle individer
fordi de stadig opfatter sig som et fragment
af en større helhed, familien og ikke som et
alenestående menneske.
Den vietnamesiske ungdom er blevet sat
over for et eksistentielt valg, som for nogen
afføder en smertende splittelse. De mærker
stadig et massivt pres fra den ældre generation.
Men der er sket et stort skred i hvilke værdier,
der opfattes som vigtige set i forhold til tidligere
normer for eksempel for kvinderne på
arbejdsmarkedet og I uddannelse.
Det er tydeligt, at der er tale om et værdiskred
i disse år. Mange ældre forstår ikke de
unges interesser. De holder fast i patriotismen,
partiet og sammenholdet, mens de unge taler
om uddannelse i udlandet, ambitioner og
karriere.
Fælles er de dog om at mønstre en udtalt
og imponerende evne til optimisme og livsglæde
som måske ikke findes større i verden.
Vietnameserne elsker at være sammen,
synge og spise, danse og feste. De har gamle
traditioner og de har karaoke. De smiler til
turister og rejsende. De smiler til hinanden.
De smiler til livet.
S i d e 5