April 2012 - Fjd

men kunne ikke rigtig forstå, han ikke kom
tilbage, - havde han stand eller hvad, men
nej, pludselig dukkede han op humpende
på tre ben. Det så ikke godt ud, han havde
fået hudafskrabning på den ene forbov og
ned af brystet, men intet var tilsyneladende
brækket, så han måtte i snor resten af dagen,
ja resten af turen, for det varede faktisk tre
uger, før han var helt ok igen.
Der var en del bevoksning, der hvor vi
befandt os lige nu. Pludselig råbte Anton:
- Ryper! Lidt længere fremme havde hans
hund stand for ryper. Jeg kom på plads i
skydeafstand sammen med hans norske ven.
Nu skulle Antons hund rejse, jo op kom der
en tre-fire ryper ud til den side, hvor vennen
stod klar, men han skød forbi, - hunden stod
stadig, så nu skulle den udrede. Den rejste
igen, og så kom der to mere til min side.
Jeg skød, og jeg var heldig. Den ene faldt,
så nu havde jeg skudt min første rype. Det
var næsten lige så stort, som da jeg skød
min første buk i mine unge dage. Det var en
fascinerende situation, da ryperne lettede,
skriget fra ”stegen”( kokken ), og så de kraftige
vingeslag med de lange hvide svingfjer,
- helt anderledes end agerhønen.
Efter, at der var faldet lidt ro på, blev der
sluppet nye hunde. Vi gik nu i et område
med en del bevoksning, og ind imellem lidt
svært at se hundene, Jeg finder nu Dirty i
stand og rejser her en enkelt rype, som jeg
skyder, og umiddelbart her efter har Anton
en situation mere og fælder en fugl til.
Nu gik vi en times tid uden at se flere
ryper. Vi besluttede at holde en pause, og
netop her hvor vi befindt os, var der en helt
fantastisk udsigt ned over fjeldet. Vores
medbragte sandwich blev spist, og nogle fik
sig en lille lur
Efter et velfortjent hvil,” syntes vi selv”,
gik vi videre opad i det pragtfulde terræn,
så en flok ryper på 12, der ikke ville holde.
Vi besluttede at vende om, så vi kunne nå
at komme hjem, inden mørket faldt på. Da
vi manglede ca. et par kilometer ned til
bilerne, og alle fire hunde var sluppet idet
www.fjd.dk
de faktisk var ved at være trætte, skete der
noget. Hundene var pludselig væk, pist væk,
og vi begyndte at lede. Ca 50 m længere
fremme finder vi dem, - Zak eller rettere
(den Gamle) havde stand og de øvrige var i
sekundering, en fantastisk flot situation, jeg
aldrig vil glemme. Jeg gik hen til min hund,
lagde mit gevær, tog fotografiapparatet op af
lommen og tog et billede, puttede det i lommen
igen og gav tegn til Christian, at nu må
han godt rejse. Det gjorde Zak så, op kom to
ryper, og jeg nåede at skyde den ene, så var
dagen reddet.
Så gik det ellers hjemad, ned til bilerne og
hjem til hytten, og så skulle der kokkereres.
Det var Anton, der stod for madlavningen
den aften, og menuen stod på lækre filet
bøffer medbragt af Christian, og de blev vel
tilberedt som sagt af Anton på bedste måde,
og Åge havde selvfølgelig sørget for udsøgt
rødvin hertil. Efter denne pragtfulde præmiere
på rypejagten, var vi nu godt trætte, og
trængte til en god nats søvn, inden vi skulle
på igen næste dag.
Når fjeldet viser sig fra sin smukkeste side.
21