Guldhornspigen - Jørgen Nybo Rasmussen

GULDHORNSPIGEN
Helene Roed / Helena Nyblom.
Så kom den glædelige meddelelse om, at det guldhorn, Ingemann fik skænket af danske piger til
sin 7o- års fødselsdag den 28. maj 1859, og som i 4o år har været stjålet, ikke blot er fundet igen,
men er kommet tilbage til sin plads på Museet i Frederiksborg. Denne gode nyhed får naturligvis
Ingemanns venner til igen at tænke på Jørgen Sonnes velkendte smukke maleri af Ingemann, der
står på trappen til sit hus i Sorø, hvor han modtager guldhornet af de unge piger. Det er en ny
anledning til at kigge på historien om dette maleri, og specielt til at fortælle mere om den første af
de piger, der kom med guldhornet, nemlig maleren Jørgen Roeds datter Helene. Med sine kun 15
år var hun ikke blot den oprindelige initiativtager til ideen om et guldhorn, men hun fik derefter et
særdeles rigt og begivenhedsrigt liv, der i høj grad er værd at lære at kende. I 1864 giftede hun sig i
Sorø Kirke med den svenske litteraturhistoriker Carl Rupert Nyblom og levede resten af sit lange liv
i Sverige. Der blev hun selv en kendt forfatterinde med betydelig indflydelse i det kulturelle og
religiøse liv til sin død i 1926. Inden da skrev hun sin selvbiografi:” Mina levnedsminnen” i to bind,
hvoraf det første også udkom på dansk i 1923 med titlen ”Livsminder fra Danmark”, mens bind 2
beskriver de senere år og kun foreligger på svensk. Hun var et ægte barn af den danske guldalder,
men blev en levende bro til nabolandets kultur langt ind i en ny og helt anderledes tid.
Helene blev født 17. dec. 1843 som første barn i ægteskabet mellem Jørgen Roed og Emilie
Kruse. Et af Jørgen Roeds mest kendte billeder er malet 1850 i haven til hans eget barndomshjem i
Ringsted. En ung mand på en stige plukker pærer til en ung pige, som modtager dem i sit forklæde.
I forgrunden ses den døbefont, som nu står på plads i koret i Ringsted Klosterkirke, men som
dengang fungerede som blomsterkumme i familien Roeds have. Pigen er dog ikke Helene, der da
kun var 7 år, men en af Roeds søstre, og manden er maleren Frits Vermehrens broder i nabohuset.
Familien Roed boede ellers i København. Der var de en del af tidens kulturelle miljø af kunstnere,
forfattere og komponister, I ”Livsminder” skildrer Helene meget levende, hvorledes man omgikkes
og inspirerede hinanden. Allerede som lille pige lærte hun de fleste betydelige kulturpersonligheder
at kende: H.C.Andersen, Christian Winther, Paludan-Müller, Carl Ploug, Bjørnstjerne Bjørnson,
August Bournonville, Niels W. Gade mfl. , men især faderens kolleger: billedkunstnere som J. Th.
Lundbye, Vilhelm Marstrand, P.C.Skovgaard, Vilhelm Bissen og ikke mindst Jørgen Sonne. Disse
interessante bekendtskaber skildrede hun med meget lune og humør.
Ingemann lærte hun ikke personligt at kende. Men som lille kom hun i ”Dannekvindeskolen”,
hvis overlærerinde var den pædagogiske pioner Susette Dalgas. ”Bedst husker jeg, da hun læste
”Valdemar den Store” af Ingemann for os. Den har efterladt et uudsletteligt minde hos mig”, skrev
hun 60 år senere. Da hun blev teen-ager, begyndte hun selv at læse klassikere som Shakespeare.
”Men en dansk digter optog og henrykkede mig. Det var Ingemann. Man kan forundre sig over, at
så forskellig kunst kunne begejstre en, men jeg tror, at på det tidspunkt virkede Ingemanns romaner
meget stærkt på hele Danmarks ungdom.” Hun var simpelthen ”forelsket i Ingemanns romaner”.
Det var grunden til, at ”jeg ville udtrykke min taknemmelighed imod den digter, der havde skænket
os noget så dejligt. Da den dag nærmede sig, da Ingemann skulle fylde 70 år, talte jeg med nogle
veninder om muligheden for at tilvejebringe en hædersgave til ham. Som en løbeild gik denne tanke
videre, og snart måtte vi udveksle vore skrevne indbydelser med trykte, da hele landets ungdom ville
være med. Vi fik mange penge ind og for dem blev der bestilt et guldhorn, hvortil der modelleredes
små figurer, som forestillede de mest fremragende personer i Ingemanns romaner” Det hele blev
Jørgen Nybo Rasmussen ”Guldhornspigen” udgivet i ”B.S.Ingemann‐selskabets Tankebreve”, 10.årg. nr. 1, maj 2011. Side 1 af 3

meget smukt, skriver hun, ”og da dagen kom, gav enkedronning Caroline af den bedste
Johannisbergervin i sin kælder for at fylde hornet dermed.” Hele Helenes beretning findes i øvrigt
udgivet i ”Tankebreve” 2010 nr. 1
Sammen med en flok jævnaldrende piger tog Helene på festdagen 28. maj 1859 toget til Sorø.
Hele byen var i festskrud med blomster og flag alle vegne. Men hun havde problemer med, hvordan
hornet skulle overrækkes. ”Jeg havde en skræk for at ”komme i avisen”, hvorfor jeg overtalte en af de
andre unge piger til også at holde i det. Siden kunne jeg med sandhed sige, at jeg blot havde holdt i
den yderste spids af det.” – Netop det ser man på Jørgen Sonnes billede: den forreste af pigerne i
den hvide kjole holder ganske rigtigt kun i spidsen af hornet, mens den næste pige i lyserød kjole
bærer det frem til Ingemann i begge hænder. Helene fik bagefter et takkebrev fra Ingemann selv,
som han sendte via Frits Vermehren, der havde været hans elev på Akademiet.
Jørgen Sonnes maleri af scenen er et meget smukt og interessant billede. I nederste højre hjørne
kan man med lidt besvær læse hans signatur: ”I.S. 1860”. Det er altså blevet til året efter
fødselsdagen. Men det er ikke uden gåder. Således er det endnu ikke lykkedes sikkert at identificere
de enkelte piger i flokken af gratulanter, skønt vi ved, at Margrethe Lehmann og Alma Trepka også
var med. Det vil kræve nøjere studier. Senere kom maleriet i politikeren Orla Lehmanns besiddelse.
Han erhvervede det til sin egen samling af danske digterportrætter. Disse billeder blev udstillet i
København i 1867. Blandt dem, der så det der, var H.C.Andersen. Han skildrede sin noget kritiske
opfattelse i et brev til Ingemanns enke, Lucie Mandix.: ”Det er ikke Ingemanns skikkelse, og han
står så galt på sine fødder, at han må falde ned ad trappen. I døren ser man fru Ingemann, man
forstår det er hende, men ser det aldeles ikke”. H.C.Andersen er her nok lovlig hård, men han
skrev vel sådan for at trøste Lucie, hvis ansigt faktisk gemmer sig i halvmørket bag døren.
1861 ledsagede Helene Roed sin far på en rejse til Rom. De startede med at fejre jul i Det
skandinaviske Selskab, hvor bl.a Peter Heise, Chr. Richardt og Carl Bloch var med. Den for hende
største begivenhed blev mødet med den unge svenske docent i æstetik Carl Rupert Nyblom. Ved et
musikalsk selskab kort efter nytår 1862 hos Peter og Ville Heise, som Nyblom kendte fra tidligere,
fik Helene og han øje for hinanden. På herlige ture i Roms omegn voksede deres følelser, men efter
datidens skik udtrykte de dem ikke direkte, heller ikke i den følgende brevveksling, da Helene var
tilbage i København. Men da Nyblom i marts 1863 kom til Danmark, mødtes de og forlovede sig
hos familien Heise i Sorø. Han var på den tid musiklærer ved Akademiet, og komponerede jo bl.a.
musik til mange af Ingemanns digte. Brylluppet fandt også sted i Sorø. Carl Rupert og Helene blev
viet i Klosterkirken af pastor Glahn den 15. sept. 1864 med korsang af Heise, og bryllupsfesten blev
fejret i Heises hjem. Derefter drog de til deres fælles nye liv i Uppsala.
Det blev et godt og lykkeligt ægteskab, om end ikke sparet for vanskeligheder. De fik syv børn,
og økonomien var stram, selv da Nyblom blev udnævnt til professor. Helene havde i begyndelsen
svært ved at integrere sig i det stive akademiske selskabsliv i Uppsala, men hun var ikke bange for at
skabe sin egen livsstil. Det varede ikke længe, før hjemmet, ligesom hun var vant til fra København,
blev midtpunkt i et rigt og levende kulturliv, og hun fik nye bekendte blandt mange af Sveriges
bedste digtere og kunstnere. F. eks blev hun god ven med malerprinsen Eugen og hun var begejstret
for Selma Lagerlöf. Helena blev kendt som den ”dansande vind över Fyris” (Fyrisåen i Uppsala!).
Snart begyndte hun selv at skrive digte og noveller, men mest succes fik hun med sine ”sagor”,
eventyr der var en fornyelse i svensk litteratur. Men det ”moderne gennembrud” brød hun sig ikke
Jørgen Nybo Rasmussen ”Guldhornspigen” udgivet i ”B.S.Ingemann‐selskabets Tankebreve”, 10.årg. nr. 1, maj 2011. Side 2 af 3

om, hverken Ibsen og Strindberg. I kvindedebatten fastholdt hun, at den gifte kvindes rolle som
hustru og husmoder var et kald, der altid måtte prioriteres, uden at det dog behøvede at udelukke
hendes selvstændige virke i kulturlivet.
Det vakte derfor ret stor opsigt, da Helena Nyblom 1895 konverterede til den katolske kirke.
Sverige var dengang blandt de strengeste lutherske lande. Men da nogle mente, at hun nok var
faldet som ”offer for den katolske propaganda”, forsvarede hendes protestantiske ægtemand
indigneret sin hustru. Han vidste, at konversionen var Helenas frie beslutning på grundlag af hendes
egne lange og grundige overvejelser af trosspørgsmålet. Derefter spillede hun en ikke ringe rolle i
den lille katolske menighed i Stockholm. Her fandt hun religiøs fred. Det snævre sociale miljø i
menigheden faldt hende dog ikke altid lige let, skønt hun også her fik nye gode venner.
Carl Rupert døde 1907, men Helena overlevede ham i mange år. Hun var 80, da hun i 1923
afsluttede de ”levnadsminnen”, der er den bedste kilde til hendes liv. Samme år hædredes hun med
medaljen ”Litteris et artibus” for sine litterære fortjenester. Hun døde 9. okt. 1926 i Stockholm og
fik sin grav i Uppsala ved ægtemandens side.
En så forunderlig og uforudset livsskæbne fik altså Ingemanns guldhornspige.
27. marts 2011. Jørgen Nybo Rasmussen
Jørgen Nybo Rasmussen ”Guldhornspigen” udgivet i ”B.S.Ingemann‐selskabets Tankebreve”, 10.årg. nr. 1, maj 2011. Side 3 af 3