TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND - Jørgen Nybo Rasmussen

TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND 

i Middelalderen 

FRANCISKANERE. GRÅBRØDRE. 

Stiftet 1209 af St. Franciskus af Assisi. 

Første kloster i Danmark: Ribe 1232. 

Nordisk ordensprovins ”Dacia” oprettet ca. 1240. 

Antal klostre i Norden ca. 1500: 48, hvoraf i det daværende Danmark: 26. 

Kloster i Helsingør: St. Anna, oprettet 1420, nedlagt 1537. 

DOMINIKANERE. SORTEBRØDRE. 

Stiftet 1216 af St. Dominicus. 

Første kloster i Danmark: Lund 1222. 

Nordisk ordensprovins ”Dacia” oprettet 1228. 

Antal klostre i Norden ca. 1500: 31, hvoraf i det daværende Danmark 15. 

Kloster i Helsingør: St. Nicolai, oprettet måske 1425, ellers 1441, nedlagt 1536. 

KARMELITER. HVIDEBRØDRE. 

Stiftet i Det hellige Land, indført til Europa ca. 1240, pavelig godkendelse 1247. 

Første kloster i Danmark: Landskrona 1410. 

Nordisk ordensprovins ”Dacia” oprettet 1462. 

Antal klostre i Norden ca. 1500: 9 klostre, hvoraf i det daværende Danmark: 8. 

Kloster i Helsingør: St. Maria, oprettet 1430, nedlagt 1537. 

Jørgen Nybo Rasmussen 

Tiggerordenerne I Nordsjælland. Foredrag på Esrom Kloster. 20. januar 1999. Jørgen Nybo Rasmussen Side 1 af 11

1. INDLEDNING. 

TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND 

Det er min opgave at fortælle om tiggerordenerne i Nordsjælland, dvs. det nuværende Frederiksborg 

amt, indenfor rammen af foredragsserien ”Nordsjællands klosterverden”. Allerede sidste år åbnede 

særudstillingen med denne titel, der skulle supplere den permanente udstilling om Esrom Kloster 

selv og om cistercienserordenen. Efter at nu det andet egentlige munkekloster i området, 

augustinerklostret i Æbelholt, er blevet belyst – i vistnok flere foredrag - , er turen kommet til den 

helt nye type af ordenssamfund, der opstod i de opvoksende byer første del af 1200-tallet, og som 

populært kaldtes ”tiggerordener”. I det nuværende Frederiksborg amt fik de dog først klostre i 

1400-tallet, nemlig i den nye og ekspanderende øresundsby Helsingør. Først kom franciskanerne 

(gråbrødrene)1420, derefter karmeliterne (hvidebrødrene) 1430, mens den tredje tiggerordens, 

dominikanernes (sortebrødrenes) ankomst er mere usikker, måske allerede 1425, sikkert dog først 

1441. Tidsmæssigt befinder vi os altså i senmiddelalderen, dvs. i den tid, der i mange danske 

historiebøger kaldes for ”katolicismens forfaldsperiode” el.lign. 

Er det da et forfaldsfænomen, vi nu skal beskæftige os med? Vi er i tiden før Reformationen, da 

”evangeliets lyse dag” sagdes at afløse den katolske kirkes fallitbo. Blandt de klager over den gamle 

kirke, der retfærdiggjorde den nye trosform, hørte i høj grad kritiken af tiggerordenerne. 

Tiggermunkene havde, skrev Daugård 1830 i den ældste danske klosterhistorie ”såvel ved deres 

slette sæder, som ved deres foragtelige levemåde nedsat sig i almuens gunst”. I Politikens 

Danmarkshistorie mener Hvidtfeldt 1977, at ”en tigger er ikke populær, ejheller om han kommer i 

munkekutte. Det var ikke underligt, at det især var tiggermunkene, som hadet og spotten vendte sig 

imod, da den nye tro brød frem” . I den nyeste reformationshistorie 1987 karakteriserer Schwarz- 

Lausten tiggerbrødrene ved at gengive de lutherske prædikaneters nådeløse kritik, men uden at stille 

det spørgsmål, om denne propaganda virkelig giver et sandt billede? 

Det er ikke min mening at begive mig ind i en debat om disse og andre nedsættende domme, der er 

så almindelige, at de må siges at høre til den danske historieskrivnings traditionelle inventar. I 

stedet vil jeg prøve at lade kendsgerningerne, som de præsenterer sig i de historiske kilder, tale for 

sig selv. For de tre Helsingør-klostres vedkommende er dette så meget lettere, som 

Franciskanerklostret, men i særdeleshed det berømte Karmeliterkloster, hvis bygninger endnu 

pryder byen, er rigeligere og bedre belyst af historisk materiale end de fleste danske tiggerklostre. 

Faktisk er materialet så rigeligt, at det vil være mig umuligt at bruge det alt sammen i et enkelt 

foredrag. Derfor har jeg sat mig en bestemt, begrænset målsætning. Skønt det nok vil skuffe dem af 

tilhørerne, der gerne vil beskæftige sig med det synlige og håndgribelige, hvilket her vil sige 

Karmeliterklostret med dets rige udsmykning og inventar, så vil jeg stort set udelade arkitektur og 

kunst af mit tema. Jeg vil heller ikke bringe en nøjere redegørelse for de arkæologiske forsøg på at 

finde underjordiske rester af de to andre, nu helt forsvundne klostre. For mig er det vigtigste i 

historien menneskene selv. Min bestræbelse vil gå ud på at sætte personerne, altså selve 

tiggerbrødrene, i focus, søge at tegne et portræt af nogle af dem som levende mennesker. For at 

bruge et fagudtryk, er mit sigte prosopografisk. Såvidt kilderne gør det muligt, vil jeg prøve at gøre 

enkelte af Helsingørs gamle tiggerbrødre og deres tilværelse levende. - Dog må først historien om 

selve ordenerne og klostrene ridses op, således at man kan søge forstå og vurdere dfdisse personers 

liv og virke ud fra deres egne forudsætninger. 


2. TIGGERORDENERNES HISTORIE. 

Først et omrids af tiggerordenernes almindelige historie. Navnet selv er lidt af et øgenavn, men det 

har den realitetsbasis, at disse ordener adskilte sig fra de ældre munkeordener ved ikke at bygge 

deres økonomi på besiddelse af fast ejendom, i middelalderen jordegods, men på, hvad vi i vore 

dage kalder for indsamling! Det er jo i vor tid ganske almindeligt, at velgørende organisationer gør 

det samme, tænk på f. eks. Røde Kors eller Kræftens Bekæmpelse. Vi anser det for helt naturligt, at 

den slags foretagender ikke bygger på kapitalbesiddelse eller -spekulation, ejheller på statstilskud, 

men på folks egne frivillige gaver, som disse organisationer da gerne selv opfordrer folk til at yde. 

Forudsætningen for denne form for finansiering er, 1) at folk er overbevist om sagens værdi, og 2) 

at de har et vist økonomisk overskud, hvoraf de kan yde bidragene. Ganske de samme 

forudsætninger gjaldt for de middelalderlige tiggerordeners liv og virke. 

Den mest kendte og stadig yderst populære middelalderlige helgen er utvivlsomt den hellige Frans 

af Assisi. Man beundrer hans liv som eneboeren, der vendte sin familie og verden ryggen for helt at 

tjene Gud i afkald og fattigdom. Man kender historierne om hans ubetingede kærlighed til de 

ringeste mennesker og til dyrene og naturen, udtrykt ikke mindst i hans Solsang og hans prædiken 

for fuglene. Man ved også , at han snart fulgtes af en skare brødre, der forlod alt og fulgte hans 

ydmyge og fattige livsform, prædikede evangliet på en ny måde og gjorde mirakler i Assisi og 

omegn, så talrige omvendte sig til et fornyet kristent liv. Verdenskunstens store mestre smykkede 

senere de skønne kirker i byen med geniale fresker af hans liv. For Frans’ skyld blev Assisi et af 

verdens mest besøgte pilgrims- og turistmål. Også i Danmark studeres og beundres han den dag i 

dag ivrigt. – Men man gør sig nok ikke helt så klart, at det var den samme Frans af Assisi, der med 

sin konsekvent fattige livsførelse sammen med sine brødre skabte den første og toneangivende 

tiggerorden! Hvis man – som reformatorerne 300 år senere – ikke kan lide tiggerordener, så er der 

også en side af den hellige Frans livsværk, man ikke kan lide. Den franciskanske ordensregel, der 

godkendtes af paven 1223, påbyder mindrebrødrene (som de gerne selv kaldte sig) udover de tre 

klassiske munkeløfter, herunder det personlige fattigdomsløfte, også at fastholde hele ordenens 

kollektive afkald på faste indtægter og fast ejendom. Helt specielt måtte den ikke besidde netop det 

jordegods, der var de ældre munkeordeners faste økonomiske grundlag. I stedet skulle brødrene 

leve af deres egne hænders arbejde eller af, hvad mennesker ville give dem til livets opretholdelse. 

Da deres eget arbejde mest kom til at bestå i præstegerning for folket, kunne det ikke ernære dem, 

og folks frivillige gaver blev derfor deres vigtigste eksistensgrundlag. Deres særlige virkefelt blev – 

ligeledes i modsætning til de landlige munkeklostre - højmiddelalderens fremblomstrende byer. 

Her fandt de en tæt og voksende befolkning, der havde hårdt brug for deres sjælesorg, og for 

hvilken det normalt ikke var noget stort problem at underholde dem af produktionsoverskuddet og 

at skaffe dem de nødvendige kirker og klosterbygninger. Tiggerordenerne historiske kald blev at 

være de senmiddelalderlige byers apostle. 

Da St. Dominicus næsten samtidig med Frans oprettede sin såkaldte ”prædikerorden”, efterlignede 

han Frans ved også at gøre den til en tiggerorden. Og da de første karmeliter få år senere kom til 

Europa fra korsfarerstaterne i det hellige Land, antog også de med pavelig godkendelse den samme 

form for økonomisk askese. Faktisk stiftedes der endnu flere ”tiggerordener” men udover de nævnte 

fik størst betydning de såkaldte augustinereremiter, den orden, som senere reformatoren Martin 

Luther tilhørte. 


Den totale besiddelsesløshed, som Frans havde tilstræbt, måtte snart modereres, fordi hverken 

gudstjenesten, sjælesorgen eller de studier, præstebrødrene havde brug for, kunne tilgodeses under 

et primitivt vandrerliv, men krævede faste boliger, der snart fik samme karakter som tidens øvrige 

klostre. Sjælesorgen kunne i det lange løb heller ikke praktiseres uden egne kirkebygninger, hvor 

beskedne de end var. Hertil kom i det nordlige Europa de klimatiske forhold, der gjorde mere solide 

boliger nødvendige, end man kunne nøjes med i det varme Syden. Paverne støttede de nye ordener 

ivrigt, og bidrog til modificeringen af fattigdomsidealet ved at fortolke det, så det passede til de 

reelle forhold. Men dette fremkaldte stærke protester især blandt franciskanerne. Nogle franske og 

italienske brødre opfattede disse tilpasninger som rent forræderi mod Frans ideer. Disse 

”spiritualer” blev et stort problem omkring år 13oo, og forårsagede en alvorlig krise i ordenen. 

Krisen fulgtes i 1300-tallet af en vis afslapning i den modsatte retning. Ordensreglerne tilsidesattes, 

og man levede ofte ret mageligt og uforpligtende i klostrene. Mod disse såkaldte ”konventualers” 

slaphed reagerede en reformbevægelse, de såkaldte observanter, der uden spiritualernes 

ekstremisme på ny forlangte ordensregelerne gennemført, bl. a. ved at man skulle bortsælge 

jordegods, som under afslapningsperioden var blevet erhvervet af visse klostre, således at selve 

tiggerordenens ide var kommet i fare. I slutningen af 1400-tallet vandt observantreformer frem i alle 

tiggerordener, også i deres danske afdelinger. 

3. TIGGERORDENERNE KOMMER TIL DANMARK. 

Som allerede nævnt kan tiggerordenerne karakteriseres som de fremvoksende højmiddelalderlige 

byers apostle. Den gamle sognestruktur formåede ikke at yde disse byers tætte befolkninger med 

deres nye sociale problemer den sjælesorg, som alle ifølge den katolske kirkes trosnormer havde 

brug for. Derfor blev de nye ordener modtaget med begejstring i hele Europa og fik en ekspansion, 

der savner sidestykke i historien. Dette gjaldt i lige så høj grad Danmark og de øvrige nordiske 

lande som resten af Europa. Tallene alene er bevis nok derfor. Som det kan ses af oversigten, kom 

dominikanerne allerede 1222 og franciskanerne 1232 til Danmark, og begge ordener udbredte sig i 

hele Norden med forbavsende hurtighed. Karmeliterne kom derimod først hertil i 1400-tallet. Kun 

få år efter deres ankomst var klostrene så mange, at særlige nordiske ordensprovinser kunne 

organiseres. Alle tre ordener havde et centralt styre, men var opdelt i ordensprovinser, der hver for 

sig havde ledere, provincialer, som blev valgt demokratisk af provinsens egne brødre på 

provinskapitler. Provincialerne deltog på tilsvarende måde - sammen med repræsentater for 

provinserne- i generalkapitler for hele ordenen, hvor de rådslog og lovgav om fælles anliggender 

og valgte ordenernes generaler. Karmeliterne var dog lidt mindre demokratiske. Alle de tre 

tiggerordener fik en ordensprovins ”Dacia”, der ikke blot omfattede Danmark, men klostrene i hele 

Norden; dominikanerne først i 1228, så franciskanerne ca.1240, og da karmeliterne 1410 var 

kommet til Norden, fik også de 1462 en provins ”Dacia”. De tre ordeners absolutte antal klostre i 

Norden ved middelalderens slutning er angivet i oversigten: franciskanerne fik i alt 48 klostre, 

dominikanerne 31 og karmeliterne 9 – og så er de kvindelige ordensgrene ikke engang medregnet. 

Dvs. at der ialt var 88 mandlige tiggerklostre i senmiddelalderens Norden. Alene disse tal 

indebærer, at de må have haft en særdeles stor betydning for klosterkulturen, for byerne, ja for hele 

den middelalderlige kristne kultur i Norden overhovedet. 

Det varede forbavsende længe, før Nordsjælland, hvis man herunder vil forstå det nuværende 

Frederiksborg amt, fik tiggerklostre, nemlig først i 1400-tallet, men da alle i Helsingør, som vi 

straks skal se. Det betyder dog ikke, at man før den tid ikke så nogen tiggerbrødre i området. 


Selvom klostrene næsten alle lå i byerne, udstrakte de nemlig også deres sjælesorgsarbejde til det 

omgivende landområde. Ofte blev de af sognepræsterne inviterede til at komme på besøg for at høre 

skriftemål og læse messe og prædike for den lokale befolknning, og fik da til gengæld nogle af 

landets produkter med hjem til klostrene. Allerede i 123oerne fik Roskilde både et Sortebrødre- og 

et Gråbrødrekloster – for nu at bruge de danske navne – og i København stiftedes Gråbrødreklostret 

på nuværende Gråbrødre Torv i 1238. Herfra er brødre draget i ”terminen” helt op i Nordsjælland, 

når der var brug for dem. På den måde kan vi nok bedst forklare, hvorfor et sjældent billede af 

Frans og Dominicus fra ca. 134o smykker en hvælving i Birkerød Kirke. De har været kendte og 

afholdte ordensstiftere også her. Billedet forestiller Kristus, der sætter himmelkronen på sin moder 

Jomfru Marias hoved. Ved siden af tronen står apostlene Peter og Paulus, men bag dem igen ses 

knælende Frans med stigmaterne, dvs Kristi sårmærker, og Dominicus med en dolk i hånden, 

formentlig et symbol på Guds ord som sværdet, der gennemtrænger og afklarer alt. 

4. TIGGERORDENERNE I HELSINGØR. 

Som bekendt var det kong Erik af Pommern, der blev Helsingørs egentlige grundlægger.1426 gav 

han byen købstadsprivilegier og 1427 indførte han øresundstolden, der blev basis for den følgende 

økonomiske opblomstring i ly af den nye borg, Krogen, som han også lod bygge. Det er ikke med 

urette, at hans statue pryder Helsingørs gamle centrale Axeltorv. 

Til byens ophjælpning hørte efter kong Eriks og hele tidens tankegang også en forbedring af det 

kirkelige liv. Den hidtidige sognekirke, St. Olai, var langt mindre end nu og utilstrækkelig til at 

dække den voksende befolknings behov. Dette er baggrunden for stiftelsen af klostre af alle de tre 

tiggerordener, og det i løbet af en højest 2o-årig periode fra 1420 til 1441. 

Først kom franciskanerne. Oplysningerne om dem skyldes især deres egen historieskriver, Broder 

Peder Olsen i Roskilde. 1420 skænkede kongen dem et gammelt kapel, viet til St. Anna, lidt nord 

for byen i fiskerforstaden ”Lappen” med tilhørende grund og et stykke skov. Man tog straks fat på 

at bygge en ny kirke, der 1427 blev indviet af en bispeviet ordensbroder ved navn Søren 

=”Severinus de Tranquillia”. Ham vender vi senere tilbage til. Om klostret ved man i øvrigt næsten 

intet, da der næppe har været udgravninger på stedet, hvor nu Marienlyst Slot ligger. Da 

observanternes reformbevægelse bredte sig blandt de danske gråbrødre, havde den i Helsingør en 

varm tilhænger i guardianen (klosterforstanderen) Broder Niels Jordansen. Han samarbejdede med 

kong Hans, der også kraftigt støttede observansbevægelsen.1495 anmodede kongen paven om at 

autorisere dens indførelse i Helsingør-klostret. Ansøgningen blev bevilliget, og 27. sept. 1496 blev 

den nye regelfortolkning indført i klostret. Til Niels Jordansens liv og øvrige virke vender vi senere 

tilbage. I årene 1510 og 1532 afholdt provinsen ”Dacia” kapitel i klostret. Efter reformationen 

beordrede Christian III i 1537 lensmanden på Krogen, Jørgen Urne, til at fordrive gråbrødrene, 

hvorefter han beslaglagde klostret og gjorde det til en kongelig lystgård ved navn Lundehave. Den 

blev i 1700-tallet ombygget til nutidens Marienlyst. 

Der er modstrid mellem kilderne om, hvornår dominikanerne, sortebrødrene, fik deres kloster i 

Helsingør. Den førnævnte franciskaner-historiker Broder Peder Olsen siger: 1425, men et regulært 

stiftelsesbrev udstedtes først 1441 af kong Christoffer af Bayern. Måske forelå der en plan allerede 

1425, som først senere kunne realiseres. Sortebrødreklostret lå ved den sydlige port, Svingelporten, 

i området omkring nuværende Munkegade og Gråbrødrestræde. Dette navn skyldes, at man i 

forrige århundrede fejlagtigt troede, at det var Gråbrødreklostret, der havde ligget her. Magistraten 


urde faktisk nu ændre dette gadenavn. Udgravninger i området har ikke kunnet klarlægge 

klosterplanen, kun påvise enkelte middelalderlige murrester. Heller ikke de skriftlige kilder siger ret 

meget. 1536 ophævede Christian III klostret, der skulle være byens hospital. Men kun 5 år senere 

blev hospitalet henlagt til Karmeliterklostret. Sortebrødreklostrets bygninger genanvendtes først, 

bl.a. blev kirken pottemagerværksted, men forsvandt så helt i løbet af et århundrede 

Karmeliterne blev, som fortalt, indkaldt til Danmark af kong Erik af Pommern, så det kan ikke 

undre, at han også ville have dem til sin nye yndlingsby, Helsingør. 1430 skænkede han ordenen det 

grundstykke i byens nordøstlige hjørne, hvor det endnu ligger og er bedre bevaret end noget andet 

nordisk middelalderkloster. Derefter ansøgte han om pave Eugen IVs stadfæstelse. Den udstedtes 

16. oktober 1436 og bestod i, at ”den hellige Marias brødreorden” fik lov til i Helsingør at bygge 

kloster med ”kirke, kirketårn og andet nødvendigt til brug og bolig.” Pavens godkendelse var ikke 

strengt nødvendig, men øgede den nye stiftelses prestige og viste, hvor megen vægt kongen lagde 

på dette kloster. Herefter tog man fat på byggeriet, der ifølge de nyeste undersøgelser begyndte med 

kirken, den sydlige dele af østfløjen og den vestlige del af nordfløjen. Men 145o udbrød en brand, 

der lagde store dele af anlægget i ruiner. Den nye konge, Christian I, hjalp brødrene med 

genopbygningen på den måde, at de ekstraordinært fik lov at samle penge ind i hele hans rige. 

Ellers havde jo et tiggerkloster, som omtalt, kun ret til at samle ind i sit eget distrikt, ”terminen”. 

Kirken blev hurtigt genopbygget i den skikkelse, den har nu, dvs. som en prægtig treskibet 

hallekirke i sengotisk stil af stor skønhed. Klosterbygningerne kom først med i slutningen af 1400tallet, 

da flere rige sponsorer skænkede store beløb til formålet. Karmeliterordenen lagde stor vægt 

på den bedste uddannelse af deres medlemmer, derfor finder man flere brødre fra Helsingør som 

studenter ved de nordtyske universiteter i Rostock og Greifswald. Som omtalt oprettedes 1462 en 

nordisk ordensprovins ”Dacia” også for karmeliterne, hvis første provincialprior var broder Mads 

Svendsen. Man formoder, at ordenens klostre samtidig tilsluttede sig ordenens interne 

observansbevægelse. I hvert fald var de sidste provincialpriorer før Reformationen, Anders 

Christensen og Poul Helgesen, som vi straks vil skildre nøjere, ivrige repræsentanter for 

klosterreformen. Man hører da heller ikke noget, der tyder det mindste på ”forfald” blandt de 

danske karmeliter. Tværtimod var de anerkendte af alle for deres integritet og lærdom. Det var 

Anders Christensen og Poul Helgesen, der fra 1517 fik oprettet og ledede Danmarks første 

studiekollegium i St. Peders Stræde ved Københavns Universitet. Da lutherdommen fra 1526 fik 

indpas i Danmark, blev Poul Helgesen ikke blot sin ordens, men i det hele taget den katolske kirkes 

største forsvarer i vort land. Hvad end hans modstandere beskyldte ham for, kunne ingen nægte 

hans dygtighed og etiske format. Men reformationen blev dog indført 1536. Endnu en tid levede 

karmeliterbrødre i klostret, men 1541 bestemte kong Christian III, at det skulle omdannes til byen 

Helsingørs almindelige Hospital. Dette betød i hvert fald, at bygningerne blev reddet for eftertiden. 

Hospitalet bestod helt til 1903, mens den gamle klosterkirke fungerede som kirke for den tyske 

menighed i Helsingør. 

I hvert fald fra 1441 bestod altså den enestående situation i Helsingør, at alle de tre tiggerordener 

havde fået klostre i byen. Det kendes ikke fra nogen anden nordisk by. Men det medførte et 

problem. Alle de tre ordener holdt jo gudstjenester med prædiken, hvilket var en væsentlig del af 

deres opgave. Men i deres iver herfor kom de ikke blot i konkurrence med sognekirken, St. Olai, 

men også med hinanden om et stort set identisk publikum. Derfor indgik de 22. nov. 1446 en helt 

speciel skriftlig aftale, hvorefter de fordelte prædikenerne på de store højtider imellem sig efter en 

fast plan: dominikanerne skulle prædike 2. juledag, 3. påskedag og 4. pinsedag, franciskanerne 3. 

juledag, 4. påskedag og 2. pinsedag og karmeliterne 4. juledag, 2. påskedag og 3. pinsedag. Der har 

været tale om festlige messer med prædiken for folket tre dage i træk, men på skift i klostrene. 


Desværre findes ingen beretninger om , hvordan almindelige mennesker oplevede brødrenes virke. 

Kun fra de højere stænder findes skriftligt materiale, bl. a. om stiftelse af ”private” gudstjenester, 

som en enkelt person eller en familie dengang kunne træffe aftale med en kirke eller et kloster om 

på bestemte betingelser at få afholdt. På kong Hans tid var en af landets mægtigste mænd 

rigshovmester Poul Laxmand. Som lensmand på Krogen Slot fattede han åbenbart stor sympati for 

tiggerordenerne i byen. 1482-83 aftalte han med de tre konventer, at de til gengæld for en stor gave 

til hver på ikke mindre end 1oo mark, der hos dominikanerne skulle finansiere et nyt orgel, hos 

franciskanerne og karmeliterne deres fortsatte byggerier, påtog sig daglig højtideligt at synge en 

særlig lovsang til Jomfru Maria, ”Gaude Maria”, nemlig for Poul Laxmand selv og til hans 

forfædres og alle kristne sjæles evige trøst og gavn. Hvis brødrene forsømte denne forpligtelse, 

skulle pengene gå tilbage til Poiul Laxmand og hans arvinger, der dog i så fald ikke måtte beholde 

dem, men give dem videre som almisse til de fattige. På klostrenes vegne underskrev priorerne og 

gardianen disse kontrakter, der både vidner om brødrenes anseelse og om stifterens fromhed og 

klogskab. 

Det var ikke ”forfald”, der forårsagede klostrenes lukning ved reformationen, men at den nye 

trosopfattelse opfattede sig som uforenelig med katolsk klosterliv. Da Christian III 1536 havde 

vundet Grevefejden, fængslede og afsatte han de katolske biskopper og en luthersk kirkeordning 

indførtes ved lov. I Kirkeordinansen af 1537 bestemtes det, at ”tiggermunke ikke mere måtte 

opretholdes i Danmark”, kun de gamle og svagelige måtte blive, dog på betingelse af, at de aflagde 

deres ordensdragt og ikke ”spottede evangeliet”, dvs., på nutidsdansk, at de ikke måtte udtale sig 

imod den nye lutherske kirke. Dermed var tiggerklostrene uden retsgrundlag, og det blev en opgave 

for de kongelige lensmænd at påse, at loven opfyldtes ved, at de endnu bestående blev ophævet. 

Men enkelte brødre levede dog fortsat i byen, både karmeliter og franciskanere kendes således som 

”pensionister” i Hospitalet. Mange borgere havde fortsat sympati for dem. Endnu 1571 opdagede 

man, at en enke ved navn Karine Rasmusses havde gemt 7 alterkalke, der havde tilhørt 

franciskanerne, sikkert i håb om, at de måske engang ville komme tilbage til byen. 

5. FIRE TIGGERBRØDRE I HELSINGØR. 

Som nævnt blev franciskanernes nye St Annæ Kirke indviet 1427 af en biskop Søren (Severinus) af 

Tranquillia, der oprindelig selv var franciskaner. Han er en skikkelse, der er ganske typisk for den 

kirkeligt set yderst urolige tid i begyndelsen af 1400-tallet, hvor to, ja en tid tre paver stredes om at 

være den rette, og hvor konciler blev sammenkaldt for at løse krisen. Dette gjorde, at mange 

gejstlige havde svært ved at finde deres ståsted. Broder Søren hørte til dem, der kom til at føre en 

urolig og omskiftelig tilværelse. Hvor han stammer fra, vides ikke, måske var han nordmand. I 

hvert fald blev han franciskaner og opholdt sig ved århundredets begyndelse i det sydlige Europa. 

1414 blev han udnævnt til biskop af den ugyldige pave Johannes XXIII. Men da denne pave blev 

afsat af reformkoncilet i Konstans, blev Broder Søren blev alligevel godkendt af koncilet og 

bispeviet i selve Konstans. Næste gang, han dukker op i kilderne, er på Fyn, hvor han i årene 1416- 

1419 fungerede som viebiskop, dvs. hjælpebiskop for Odenses egentlige biskop, Ove Jensen 

Jernskæg. Biskop Sørens virke bestod i, at han rundt omkring i stiftet udførte kirkelige handlinger, 

der krævede bispevielse, såsom at visitere sogne, indvie altre og bevillige lokal aflad. Man kan 

følge to af hans visitatsrejser til fynske kirker i løbet af året 1416. I 1419 genindviede han 

sognekirken i Brenderup efter en ombygning. Da dominikanerkirken i Århus ”Vor Frue 


Klosterkirke” 1424 fik et afladsbrev af de nordiske biskopper var biskop Søren blandt udstederne. 

At han den 22. Januar 1427 indviede den nye St. Annæ franciskanerkirke i Helsingør, forudsætter 

faktisk, at han på den tid havde ”skiftet herre” og nu virkede som viebiskop i Roskilde stift, dvs. for 

biskop Jens Andersen Lodehat, der i sine senere år led under et dårligt helbred. Om Broder Søren 

opholdt sig længere tid i Helsingør, vides ikke, men samme år gjorde han sin gamle orden den 

tjeneste at udstede en kopi af et ældre pavebrev, der gav franciskanernes ret til at høre skriftemål 

overalt. 1429 var han i et andet franciskanerkloster, nemlig i Nykøbing Falster, hvor han deltog i et 

politisk møde, nemlig en fredsforhandling under krigen mellem danskerne og holstenerne. Hidtil 

havde han altid betegnet sig med sin oldkirkelige bispetitel som ”biskop af Tranquillia”, men 1434 

fik han en ny titel, nemlig biskop af Færøerne (”episcopus Farensis”). Bag dette lå en mærkelig, 

men tidstypisk kirkelig manøvre. Broder Søren byttede sig nemlig til denne titel med en anden 

bispeviet franciskaner, danskeren Tidemann Nielsen, der herefter overtog hans titel ”af Tranquillia”. 

Arrangementet var ikke godkendt af pave Eugen IV, der havde udnævnt en helt tredie biskop af 

Færøerne. Det er i øvrigt højst tvivlsomt, om nogen af disse rent faktisk kom til at virke på de 

stormomsuste Atlanterhavsøer. Bag broder Søren stod imidlertid et nyt kirkeligt koncil, nemlig 

koncilet i Basel, der ville styre kirken uafhængigt af og i modstrid med pave Eugen, men som i 

øvrigt stort set havde Erik af Pommerns og de danske biskoppers opbakning. Broder Søren deltog 

1435 i et af Baseler-koncilets møder, hvor han sammen med andre nordiske biskopper virkede for 

godkendelsen af den hellige Birgitta af Vadstenas ordensregel. 1440 havde biskop Søren af 

Færøerne sit sidste kendte hverv, idet han i ærkestiftet Lund vikarierede for ærkebiskop Johannes 

Laxmand, en slægtning til Helsingør-brødrenes senere velgører, Poul Laxmand. Da han døde, uvist 

hvornår, fandt han dog sit hvilested blandt sine gamle medbrødre, nemlig i Gråbrødrekirken i 

Roskilde. Her omtales han i broder Peder Olsens fortegnelse over franciskanske biskopper. Om 

broder Søren kan man sige, at han med sine skiftende kirkelige hverv fik en så omtumlet tilværelse, 

at det næsten kan minde om det vandrerliv, som hans ordensstifter Frans levede og gjorde til sine 

brødres forbillede. 

Mens broder Sørens tilknytning til Helsingør Gråbrødrekloster var helt momentan, var broder Niels 

Jordansen gennem en hel menneskealder sit klosters guardian, dvs. forstander. Vi har allerede berørt 

hans medvirken ved indførelsen af observansen i klostret 1495-1496. Men han sørgede videre for, at 

de praktiske konsekvenser af reformen blev ført ud i livet. Nogle år tidligere havde klostret af en 

venligsindet væbner ved navn Troels Jensen Godov fået forærende en anpart af en bondegård, der 

lå i Lundtofte i Kongens Lyngby sogn. Meningen var, at brødrene skulle have en del gårdens 

fæsteafgifter som en fast indtægt. Men dette stred mod observansreformens krav. Derfor sørgede 

Niels Jordansen straks for at få denne gårdpart solgt. Salgsbrevet er bevaret i den Arnamagnæanske 

Samling i København. Under datoen 26. oktober 1496 står heri, at ”Niels Jordansen af St. Francisci 

orden de observantia, gardian i St. Annæ Kloster i Helsyngoer og menige konvents brødre 

sammesteds med vicarius provincialis samtykke ”(dvs. de danske observanters daværende leder, 

broder Anders Glob) og efter indholdet af vores ordens privilegier, giver to navngivne kanniker ved 

Vor Frue Kirke i København fuldmagt til at sælge den pågældende gårdpart i Lundtofte til biskop 

Niels Skave i Roskilde eller hvem han måtte ønske. At Niels Jordansen ikke selv foretog salget, 

men overdrog det til ”fuldmægtige” viser hans hensyn til observansens krav om, at franciskanerne 

ikke selv skulle befatte sig med økonomi, men overlade den slags til ”åndelige venner” eller 

prokuratorer, der kunne være enten lægfolk eller andre gejstlige. 

Biskop Niels Skave i Roskilde skulle altså have førsteret til at købe gårdparten i Lundtofte. Men 

Niels Jordansen havde et langt mere omfattende samarbejde med denne biskop. I år 1500 kunne 


oder Niels Jordansen afslutte skrivningen af et stort manuskript, nemlig en afskrift af over 100 

pavelige breve vedrørende franciskanerordens kirkelige rettigheder især i forhold til den øvrige 

gejstlighed. Brevene var først og fremmest fra 1200-tallet, men omfattede også de breve, der i 1400tallet 

definerede observantbevægelsens særstilling overfor franciskanerordenen i øvrigt. Formålet 

med dette ”Bullarium” (samling af pavebreve), der omfatter over 300 sider i afskrift, var at 

gråbrødrene dermed kunne dokumentere deres rettigheder i tilfælde af konflikter eller tvivl, f. eks. 

deres ret til at holde gudstjenester, høre skriftemål og indsamle almisser uden andre gejstliges 

tilladelse. Niels Jordansens arbejde var altså af stor betydning for hans medbrødre, hvilket fremgår 

af, at han udførte arbejdet som ”socius” dvs. sekretær for sin foresatte, de danske observanters 

provinsvikar broder Laurids Johansen. Brevsamlingens indholdsmæssige korrekthed blev attesteret 

af to kirkelige notarer. Men den blev også formelt godkendt i Roskilde Bispegård den 15. oktober år 

1500 af biskop Niels Skave selv. Dermed forpligtede han sig selv og stiftets øvrige gejstlighed til at 

respektere de franciskanske observanters ret til at virke frit efter deres egne retsregler. 

Niels Jordansens anseelse blandt sine medbrødre viste sig i året 1505, da han på et særligt 

kapitelmøde i Odense Gråbrødrekloster den 19. november blev valgt til deres repræsentant, 

”discretus discretorum”, for at ledsage deres førnævnte foresatte, provinsvikaren broder Laurids 

Johansen, til ordenens ekstraordinære generalkapitel i Rom. Dette generalkapitel fandt sted efter 

særligt ønske af pave Julius II, der håbede på den måde at kunne finde en løsning på den skadelige 

konflikt i ordenen mellem konventualer og observanter. Selvom mødet blev en fiasko for så vidt 

som konflikten ikke blev løst, fik det dog betydning for de kommende år, idet observanterne fik 

forbud mod at overtage flere af konventualernes klostre, mens disse til gengæld selv lovede at 

indføre reformer. 

Herefter hører vi ikke noget til broder Niels Jordansen, før han nævnes af broder Peder Olsen under 

omtalen af Helsingør Kloster i hans Franciskanerhistorie. Broder Peder skriver, at ”i året 1528 døde 

Jens Pedersen, som var klostrets prokurator, og ved hvis arbejde og omsorg klostret for en stor del 

var blevet bygget og repareret. Ikke mindre fortjenstfuld var hans fælle og ”medprokurator”, Klaus 

Brædike, og gardianen, broder Niels Jordansen.” Broder Peder havde et bestemt formål med denne 

omtale af Helsingør-klostrets trofaste venner. Netop i året 1528 begyndte jo for alvor lutheranernes 

angreb på de danske tiggerklostre, der fra da af blev lagt for had og nedlagt et efter et, som man kan 

læse det i ”Gråbrødrenes Udrivelseskrønike”. Men Helsingør var og blev en undtagelse. Foruden at 

vi får at vide, at der endnu i 1520erne byggedes og repareredes på St. Annæ Klostrets bygninger, 

bevidner Peder Olsens ord disse to lægfolks stadige trofasthed og velvilje mod klostret. Men han 

benyttede også lejligheden til at nævne gardianen Niels Jordansen, ikke blot fordi også han havde 

sin andel i byggeriet, men også for, at en sådan velvilje stadig fandtes mod brødrene i Helsingør. 

Broder Niels Jordansen var en type franciskaner, der udmærkede sig ved stor troskab mod sin orden 

og især arbejdede for dens reformbevægelse i Danmark. Loyalt og flittigt løste han de opgaver, der 

tilfaldt ham som afskriver af pavelige privilegiebreve og som sin provinsvikars ledasager på rejsen 

til Rom. Lokalt har han været klostret i Helsingør en god gardian gennem mange år, optaget både af 

dets fysiske tilstand og af dets gode renomme i den lokale befolkning. 

De to hermed omtalte franciskanere, er langt mindre kendte end de to karmeliter, vi nu vil 

beskæftige os med. Dette skyldes tildels, at karmeliterklostret er bevaret og gennem årene har været 

genstand for langt mere forskning og omtale end de andre, nu helt forsvundne klostre. Man siger jo: 

ude af øje, ude af sind. Men hertil kommer, at Anders Christensen og fremfor alt Poul Helgesen har 

en uomgængelig plads i reformationstidens danske rigshistorie såvel som kirkehistorie. 


Broder Anders Christensen menes at være født i Jylland ca. 1460. Det vides ikke, hvordan eller 

hvornår han indtrådte i karmeliterordenen. Men efter sin elementære klosteruddannelse slog han 

med stor succes ind på en højere akademisk løbebane. I 1484 studerede han ved universitetet i 

Rostock, og 1487 tog han baccalaureusgraden (nærmest = afgangseksamen) i teologi ved universitet 

i Greifswald. Herefter må han have fået en art ansættelse ved Københavns nyoprettede universitet, 

vel som lektor, for 1487 deltog han i valget af en ny rektor. Da han senere omtaltes som magister 

eller doktor i teologi, har han altså også opnået denne højest mulige akademiske grad, formentlig 

netop i København. Under disse studier har han sikkert boet i et af de huse, karmeliterne allerede da 

ejede i byen netop med henblik på ordenens universitetsstuderende. Han må dog hele tiden 

klosterligt set have været hjemmehørende i Helsingør. Foruden at studere fungerede han i disse år 

som en betroet repræsentant for sin ordensprovins. Han repræsenterede ”Dacia” som diffinitor ved 

generalkapitlerne i Rom i 1492, Nimes i 1498 og Piacenza i 1503. På den måde fik han også 

værdifulde internationale kontakter og erfaringer. Derfor er det ikke så mærkeligt, at kong Hans 

kendte ham og udnævnte ham til medlem af den delegation, han 1499 sendte til storfyrsten af 

Moskva for at forhandle om et ægteskab mellem storfyrstens søn og sin datter Elisabeth, et 

tidstypisk politisk motiveret ægteskab, der iøvrigt ikke blev til noget. Men også dette har givet 

broder Anders videre horisonter. 

Det kan ikke undre, at broder Anders Christensen på generalkoncilet i Piacenza 1503 blev udnævnt 

til ordensprovinsen Dacias nye provincialprior. Dermed fik han ansvaret for de 8 klostre, hvoraf 

provinsen bestod, skulle regelmæssigt rejse omkring for at visitere dem og tilse, at alt stod godt til 

og gik efter ordensreglerne. I 1510 kunne han stifte provinsens 9. og sidste kloster i Assens. Dog 

har han ellers resideret i Helsingør. Man mener, at den nordlige udløberfløj blev bygget på hans tid 

og har fungeret som hans, provincialens, fra det øvrige kloster adskilte embedsbolig. 

I kong Christian IIs første regeringsår, der på mange måder var så løfterige, havde karmeliterne, og 

ikke mindst Anders Christensen en høj stjerne hos kongen. Et samarbejde mellem kong Christian og 

broder Anders førte 1516 til stiftelsen af det såkaldte ”Karmeliterhus” syd for selve klostret, nemlig 

som et hospital med 10 senge, specielt beregnet for syge søfolk, der blev sat i land i byen fra de 

mange forbipasserende skibe. En ganske moderne social foranstaltning, realiseret kristen 

næstekærlighed. - Men det var dog humanistisk og teologisk videnskab, der mest interesserede 

broder Anders. I disse år trængte renæssancens og humanismens ånd for alvor frem til Norden. Da 

kanniken i Lund, Christian Pedersen, fattede den dristige plan at få trykt Saxos store 

Danmarkshistorie i Paris, var Anders Christensen, der synes at have været hans personlige 

studiekammerat og ven, med til at søge efter et egnet håndskrift til udgivelsen i 1514. 

Den modne frugt af dette engagement for videnskabens udvikling var oprettelsen af 

Karmeliterkollegiet i St. Peders Stræde i Københvn. Christian II støttede planen ved 1517 at skænke 

brødrene Københavns gamle spedalskhedshospital, St. Jørgens Gården, med tilhørende jordegods. 

Kollegiets økonomi fik dermed en fast basis – der var jo ikke tale om et kloster, som ikke måtte eje 

den slags gods. Til gengæld forpligtede broder Anders og karmeliterne sig til at opretholde 

hospitalet med 20 sygesenge og sørge for gudstjenesterne i St.Jørgens Kapel herunder sjælemesser 

for kongens forfædre. En karmelit, der var baccalaureus i teologi, skulle udpeges til Kollegiets leder 

og samtidig forpligte sig til at holde forelæsninger ved Universitetet. Ved provinskapitlet i 

Landskrona 1519 godkendtes planen fra ordenens side, og det blev Poul Helgesen, der udpegedes til 

forstander for kollegiet og lærer ved Universitetet. I Kollegiet optoges ikke blot unge karmeliter, 

men også nogle cisterciensermunke som studenter. – 1522 blev Poul Helgesen desuden valgt til 

Anders Christensens afløser som provincialprior af provinsen ”Dacia”. 


Det var min hensigt at slutte med en oversigt over denne mest berømte af alle danske karmeliter, 

Poul Helgesens, historie. Men jeg indser, at det vil sprænge rammerne for dette foredrag og for 

tilhørernes tålmodighed. En rimelig behandling af dette drama ville kræve mindst et foredrag for 

sig. Et par relevante spørgsmål til emnet vil vise dette. Betød Poul helgesens oprindelige sympati 

for Luther, som han snart vendte sig fra, således at han blev katolicismens største forsvarer i 

Danmark, at han fortjente øgenavnet ”Poul Vendekåbe”? Var det et totalt politisk fejlgreb, at han 

efter sit opgør med Christian II, som han efter det stockholmske blodbad anklagede for at være en 

ny kong Achab, ikke blot flygtede til Jylland, men også fungerede som propagandist for det oprør, 

der fordrev Christian II og fik Frederik I ind som hans efterfølger? Mod Poul Helgesens 

forventninger blev Frederik I. jo ikke katolicismens værneherre, men favoriserede tværtimod snart 

den lutherske bevægelse, og viste sig som tiggerklostrenes fjende. Da han endelig døde i 1533, og 

rigsrådet syntes at ville genoprette den katolske samfundsorden, blev resultatet kaos og borgerkrig. 

Alt dette beskrev Poul Helgesen selv med sin skarpe pen i den samtidshistorie, der 100 år senere 

blev fundet indemuret i Skibe Kirkes korvæg, og som derfor kaldes Skibykrøniken. Og i hele denne 

tid skrev han det ene forsvarsskrift for den katolske kirkes tro og praksis efter det andet, og var altid 

med, hvor det gik hedest til i striden mellem de to trosopfattelser, f. eks. ved Herredagen i 

København i 1530. I den moderne tekstudgave fylder Poul Helgesens forfatterskab hele 7 bind, det 

mest omfangsrige fra hele vor middelalder. De to sidste skrifter fik han trykt 1534 i Roskilde under 

Grevefejden. Og herefter forsvandt den store karmelit simpelthen så sporløst, at ingen indtil i dag 

har kunnet sige, hvor han blev af. En af Danmarkshistoriens stærkeste åndspersonligheder og største 

gåder! Nej, han kan desværre ikke også behandles ved denne lejlighed. 

Dan gamle Anders Christensen trak sig tilbage og fungerede igen som prior for klostret i Helsingør. 

På det tidspunkt, hvor hans elev, Poul Helgesen, ikke mere lader sig spore, skrev provincialprioren 

for ordenens nedertyske provins, Theoderik de Gouda i januar 1538 et brev til generalprioren 

Nicolas Audet om, hvordan det var gået de danske karmeliter. Efter Kirkeordinansens lov om 

forbud mod tiggermunke var en hel gruppe draget i landflygtighed til Köln, hvor man gæstfrit havde 

taget sig af dem. Tilbage i Danmark var dog provincialprioren, Broder Anders, hvis fortsatte 

tilstedeværelse stiltiende tolereredes af kongens embedsmænd. - Det er det sidste, man hører om 

broder Anders Christensen, der da var ca. 80 år gammel. Efter klostrets ophævelse ser han ud til at 

have levet sine sidste år som stilfærdig pensionist i det hospital, hvortil man havde forvandlet hans 

gamle kloster. Af brevets ordlyd kan formentlig sluttes, at han efter Poul Helgesens forsvinden på 

ny har forvaltet embedet som sin døende ordensprovins sidste provincialprior. Om hans død eller 

gravsted vides intet. 

Hermed slutter redegørelsen for tiggerbrødrene i Nordsjælland. 

Roskilde, 20. januar 1999. 

Jørgen Nybo Rasmussen

TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND - Jørgen Nybo Rasmussen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?