TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND - Jørgen Nybo Rasmussen

More documents

Recommendations

Info

Klosterkirke” 1424 fik et afladsbrev af de nordiske biskopper var biskop Søren blandt udstederne. At han den 22. Januar 1427 indviede den nye St. Annæ franciskanerkirke i Helsingør, forudsætter faktisk, at han på den tid havde ”skiftet herre” og nu virkede som viebiskop i Roskilde stift, dvs. for biskop Jens Andersen Lodehat, der i sine senere år led under et dårligt helbred. Om Broder Søren opholdt sig længere tid i Helsingør, vides ikke, men samme år gjorde han sin gamle orden den tjeneste at udstede en kopi af et ældre pavebrev, der gav franciskanernes ret til at høre skriftemål overalt. 1429 var han i et andet franciskanerkloster, nemlig i Nykøbing Falster, hvor han deltog i et politisk møde, nemlig en fredsforhandling under krigen mellem danskerne og holstenerne. Hidtil havde han altid betegnet sig med sin oldkirkelige bispetitel som ”biskop af Tranquillia”, men 1434 fik han en ny titel, nemlig biskop af Færøerne (”episcopus Farensis”). Bag dette lå en mærkelig, men tidstypisk kirkelig manøvre. Broder Søren byttede sig nemlig til denne titel med en anden bispeviet franciskaner, danskeren Tidemann Nielsen, der herefter overtog hans titel ”af Tranquillia”. Arrangementet var ikke godkendt af pave Eugen IV, der havde udnævnt en helt tredie biskop af Færøerne. Det er i øvrigt højst tvivlsomt, om nogen af disse rent faktisk kom til at virke på de stormomsuste Atlanterhavsøer. Bag broder Søren stod imidlertid et nyt kirkeligt koncil, nemlig koncilet i Basel, der ville styre kirken uafhængigt af og i modstrid med pave Eugen, men som i øvrigt stort set havde Erik af Pommerns og de danske biskoppers opbakning. Broder Søren deltog 1435 i et af Baseler-koncilets møder, hvor han sammen med andre nordiske biskopper virkede for godkendelsen af den hellige Birgitta af Vadstenas ordensregel. 1440 havde biskop Søren af Færøerne sit sidste kendte hverv, idet han i ærkestiftet Lund vikarierede for ærkebiskop Johannes Laxmand, en slægtning til Helsingør-brødrenes senere velgører, Poul Laxmand. Da han døde, uvist hvornår, fandt han dog sit hvilested blandt sine gamle medbrødre, nemlig i Gråbrødrekirken i Roskilde. Her omtales han i broder Peder Olsens fortegnelse over franciskanske biskopper. Om broder Søren kan man sige, at han med sine skiftende kirkelige hverv fik en så omtumlet tilværelse, at det næsten kan minde om det vandrerliv, som hans ordensstifter Frans levede og gjorde til sine brødres forbillede. Mens broder Sørens tilknytning til Helsingør Gråbrødrekloster var helt momentan, var broder Niels Jordansen gennem en hel menneskealder sit klosters guardian, dvs. forstander. Vi har allerede berørt hans medvirken ved indførelsen af observansen i klostret 1495-1496. Men han sørgede videre for, at de praktiske konsekvenser af reformen blev ført ud i livet. Nogle år tidligere havde klostret af en venligsindet væbner ved navn Troels Jensen Godov fået forærende en anpart af en bondegård, der lå i Lundtofte i Kongens Lyngby sogn. Meningen var, at brødrene skulle have en del gårdens fæsteafgifter som en fast indtægt. Men dette stred mod observansreformens krav. Derfor sørgede Niels Jordansen straks for at få denne gårdpart solgt. Salgsbrevet er bevaret i den Arnamagnæanske Samling i København. Under datoen 26. oktober 1496 står heri, at ”Niels Jordansen af St. Francisci orden de observantia, gardian i St. Annæ Kloster i Helsyngoer og menige konvents brødre sammesteds med vicarius provincialis samtykke ”(dvs. de danske observanters daværende leder, broder Anders Glob) og efter indholdet af vores ordens privilegier, giver to navngivne kanniker ved Vor Frue Kirke i København fuldmagt til at sælge den pågældende gårdpart i Lundtofte til biskop Niels Skave i Roskilde eller hvem han måtte ønske. At Niels Jordansen ikke selv foretog salget, men overdrog det til ”fuldmægtige” viser hans hensyn til observansens krav om, at franciskanerne ikke selv skulle befatte sig med økonomi, men overlade den slags til ”åndelige venner” eller prokuratorer, der kunne være enten lægfolk eller andre gejstlige. Biskop Niels Skave i Roskilde skulle altså have førsteret til at købe gårdparten i Lundtofte. Men Niels Jordansen havde et langt mere omfattende samarbejde med denne biskop. I år 1500 kunne Tiggerordenerne I Nordsjælland. Foredrag på Esrom Kloster. 20. januar 1999. Jørgen Nybo Rasmussen Side 8 af 11
oder Niels Jordansen afslutte skrivningen af et stort manuskript, nemlig en afskrift af over 100 pavelige breve vedrørende franciskanerordens kirkelige rettigheder især i forhold til den øvrige gejstlighed. Brevene var først og fremmest fra 1200-tallet, men omfattede også de breve, der i 1400tallet definerede observantbevægelsens særstilling overfor franciskanerordenen i øvrigt. Formålet med dette ”Bullarium” (samling af pavebreve), der omfatter over 300 sider i afskrift, var at gråbrødrene dermed kunne dokumentere deres rettigheder i tilfælde af konflikter eller tvivl, f. eks. deres ret til at holde gudstjenester, høre skriftemål og indsamle almisser uden andre gejstliges tilladelse. Niels Jordansens arbejde var altså af stor betydning for hans medbrødre, hvilket fremgår af, at han udførte arbejdet som ”socius” dvs. sekretær for sin foresatte, de danske observanters provinsvikar broder Laurids Johansen. Brevsamlingens indholdsmæssige korrekthed blev attesteret af to kirkelige notarer. Men den blev også formelt godkendt i Roskilde Bispegård den 15. oktober år 1500 af biskop Niels Skave selv. Dermed forpligtede han sig selv og stiftets øvrige gejstlighed til at respektere de franciskanske observanters ret til at virke frit efter deres egne retsregler. Niels Jordansens anseelse blandt sine medbrødre viste sig i året 1505, da han på et særligt kapitelmøde i Odense Gråbrødrekloster den 19. november blev valgt til deres repræsentant, ”discretus discretorum”, for at ledsage deres førnævnte foresatte, provinsvikaren broder Laurids Johansen, til ordenens ekstraordinære generalkapitel i Rom. Dette generalkapitel fandt sted efter særligt ønske af pave Julius II, der håbede på den måde at kunne finde en løsning på den skadelige konflikt i ordenen mellem konventualer og observanter. Selvom mødet blev en fiasko for så vidt som konflikten ikke blev løst, fik det dog betydning for de kommende år, idet observanterne fik forbud mod at overtage flere af konventualernes klostre, mens disse til gengæld selv lovede at indføre reformer. Herefter hører vi ikke noget til broder Niels Jordansen, før han nævnes af broder Peder Olsen under omtalen af Helsingør Kloster i hans Franciskanerhistorie. Broder Peder skriver, at ”i året 1528 døde Jens Pedersen, som var klostrets prokurator, og ved hvis arbejde og omsorg klostret for en stor del var blevet bygget og repareret. Ikke mindre fortjenstfuld var hans fælle og ”medprokurator”, Klaus Brædike, og gardianen, broder Niels Jordansen.” Broder Peder havde et bestemt formål med denne omtale af Helsingør-klostrets trofaste venner. Netop i året 1528 begyndte jo for alvor lutheranernes angreb på de danske tiggerklostre, der fra da af blev lagt for had og nedlagt et efter et, som man kan læse det i ”Gråbrødrenes Udrivelseskrønike”. Men Helsingør var og blev en undtagelse. Foruden at vi får at vide, at der endnu i 1520erne byggedes og repareredes på St. Annæ Klostrets bygninger, bevidner Peder Olsens ord disse to lægfolks stadige trofasthed og velvilje mod klostret. Men han benyttede også lejligheden til at nævne gardianen Niels Jordansen, ikke blot fordi også han havde sin andel i byggeriet, men også for, at en sådan velvilje stadig fandtes mod brødrene i Helsingør. Broder Niels Jordansen var en type franciskaner, der udmærkede sig ved stor troskab mod sin orden og især arbejdede for dens reformbevægelse i Danmark. Loyalt og flittigt løste han de opgaver, der tilfaldt ham som afskriver af pavelige privilegiebreve og som sin provinsvikars ledasager på rejsen til Rom. Lokalt har han været klostret i Helsingør en god gardian gennem mange år, optaget både af dets fysiske tilstand og af dets gode renomme i den lokale befolkning. De to hermed omtalte franciskanere, er langt mindre kendte end de to karmeliter, vi nu vil beskæftige os med. Dette skyldes tildels, at karmeliterklostret er bevaret og gennem årene har været genstand for langt mere forskning og omtale end de andre, nu helt forsvundne klostre. Man siger jo: ude af øje, ude af sind. Men hertil kommer, at Anders Christensen og fremfor alt Poul Helgesen har en uomgængelig plads i reformationstidens danske rigshistorie såvel som kirkehistorie. Tiggerordenerne I Nordsjælland. Foredrag på Esrom Kloster. 20. januar 1999. Jørgen Nybo Rasmussen Side 9 af 11
Page 1 and 2: TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND i M
Page 3 and 4: 2. TIGGERORDENERNES HISTORIE. Førs
Page 5 and 6: Selvom klostrene næsten alle lå i
Page 7: Desværre findes ingen beretninger
Page 11: Det var min hensigt at slutte med e

TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND - Jørgen Nybo Rasmussen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?