TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND - Jørgen Nybo Rasmussen

Desværre findes ingen beretninger om , hvordan almindelige mennesker oplevede brødrenes virke.
Kun fra de højere stænder findes skriftligt materiale, bl. a. om stiftelse af ”private” gudstjenester,
som en enkelt person eller en familie dengang kunne træffe aftale med en kirke eller et kloster om
på bestemte betingelser at få afholdt. På kong Hans tid var en af landets mægtigste mænd
rigshovmester Poul Laxmand. Som lensmand på Krogen Slot fattede han åbenbart stor sympati for
tiggerordenerne i byen. 1482-83 aftalte han med de tre konventer, at de til gengæld for en stor gave
til hver på ikke mindre end 1oo mark, der hos dominikanerne skulle finansiere et nyt orgel, hos
franciskanerne og karmeliterne deres fortsatte byggerier, påtog sig daglig højtideligt at synge en
særlig lovsang til Jomfru Maria, ”Gaude Maria”, nemlig for Poul Laxmand selv og til hans
forfædres og alle kristne sjæles evige trøst og gavn. Hvis brødrene forsømte denne forpligtelse,
skulle pengene gå tilbage til Poiul Laxmand og hans arvinger, der dog i så fald ikke måtte beholde
dem, men give dem videre som almisse til de fattige. På klostrenes vegne underskrev priorerne og
gardianen disse kontrakter, der både vidner om brødrenes anseelse og om stifterens fromhed og
klogskab.
Det var ikke ”forfald”, der forårsagede klostrenes lukning ved reformationen, men at den nye
trosopfattelse opfattede sig som uforenelig med katolsk klosterliv. Da Christian III 1536 havde
vundet Grevefejden, fængslede og afsatte han de katolske biskopper og en luthersk kirkeordning
indførtes ved lov. I Kirkeordinansen af 1537 bestemtes det, at ”tiggermunke ikke mere måtte
opretholdes i Danmark”, kun de gamle og svagelige måtte blive, dog på betingelse af, at de aflagde
deres ordensdragt og ikke ”spottede evangeliet”, dvs., på nutidsdansk, at de ikke måtte udtale sig
imod den nye lutherske kirke. Dermed var tiggerklostrene uden retsgrundlag, og det blev en opgave
for de kongelige lensmænd at påse, at loven opfyldtes ved, at de endnu bestående blev ophævet.
Men enkelte brødre levede dog fortsat i byen, både karmeliter og franciskanere kendes således som
”pensionister” i Hospitalet. Mange borgere havde fortsat sympati for dem. Endnu 1571 opdagede
man, at en enke ved navn Karine Rasmusses havde gemt 7 alterkalke, der havde tilhørt
franciskanerne, sikkert i håb om, at de måske engang ville komme tilbage til byen.
5. FIRE TIGGERBRØDRE I HELSINGØR.
Som nævnt blev franciskanernes nye St Annæ Kirke indviet 1427 af en biskop Søren (Severinus) af
Tranquillia, der oprindelig selv var franciskaner. Han er en skikkelse, der er ganske typisk for den
kirkeligt set yderst urolige tid i begyndelsen af 1400-tallet, hvor to, ja en tid tre paver stredes om at
være den rette, og hvor konciler blev sammenkaldt for at løse krisen. Dette gjorde, at mange
gejstlige havde svært ved at finde deres ståsted. Broder Søren hørte til dem, der kom til at føre en
urolig og omskiftelig tilværelse. Hvor han stammer fra, vides ikke, måske var han nordmand. I
hvert fald blev han franciskaner og opholdt sig ved århundredets begyndelse i det sydlige Europa.
1414 blev han udnævnt til biskop af den ugyldige pave Johannes XXIII. Men da denne pave blev
afsat af reformkoncilet i Konstans, blev Broder Søren blev alligevel godkendt af koncilet og
bispeviet i selve Konstans. Næste gang, han dukker op i kilderne, er på Fyn, hvor han i årene 1416-
1419 fungerede som viebiskop, dvs. hjælpebiskop for Odenses egentlige biskop, Ove Jensen
Jernskæg. Biskop Sørens virke bestod i, at han rundt omkring i stiftet udførte kirkelige handlinger,
der krævede bispevielse, såsom at visitere sogne, indvie altre og bevillige lokal aflad. Man kan
følge to af hans visitatsrejser til fynske kirker i løbet af året 1416. I 1419 genindviede han
sognekirken i Brenderup efter en ombygning. Da dominikanerkirken i Århus ”Vor Frue
Tiggerordenerne I Nordsjælland. Foredrag på Esrom Kloster. 20. januar 1999. Jørgen Nybo Rasmussen Side 7 af 11