TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND - Jørgen Nybo Rasmussen

oder Niels Jordansen afslutte skrivningen af et stort manuskript, nemlig en afskrift af over 100
pavelige breve vedrørende franciskanerordens kirkelige rettigheder især i forhold til den øvrige
gejstlighed. Brevene var først og fremmest fra 1200-tallet, men omfattede også de breve, der i 1400tallet
definerede observantbevægelsens særstilling overfor franciskanerordenen i øvrigt. Formålet
med dette ”Bullarium” (samling af pavebreve), der omfatter over 300 sider i afskrift, var at
gråbrødrene dermed kunne dokumentere deres rettigheder i tilfælde af konflikter eller tvivl, f. eks.
deres ret til at holde gudstjenester, høre skriftemål og indsamle almisser uden andre gejstliges
tilladelse. Niels Jordansens arbejde var altså af stor betydning for hans medbrødre, hvilket fremgår
af, at han udførte arbejdet som ”socius” dvs. sekretær for sin foresatte, de danske observanters
provinsvikar broder Laurids Johansen. Brevsamlingens indholdsmæssige korrekthed blev attesteret
af to kirkelige notarer. Men den blev også formelt godkendt i Roskilde Bispegård den 15. oktober år
1500 af biskop Niels Skave selv. Dermed forpligtede han sig selv og stiftets øvrige gejstlighed til at
respektere de franciskanske observanters ret til at virke frit efter deres egne retsregler.
Niels Jordansens anseelse blandt sine medbrødre viste sig i året 1505, da han på et særligt
kapitelmøde i Odense Gråbrødrekloster den 19. november blev valgt til deres repræsentant,
”discretus discretorum”, for at ledsage deres førnævnte foresatte, provinsvikaren broder Laurids
Johansen, til ordenens ekstraordinære generalkapitel i Rom. Dette generalkapitel fandt sted efter
særligt ønske af pave Julius II, der håbede på den måde at kunne finde en løsning på den skadelige
konflikt i ordenen mellem konventualer og observanter. Selvom mødet blev en fiasko for så vidt
som konflikten ikke blev løst, fik det dog betydning for de kommende år, idet observanterne fik
forbud mod at overtage flere af konventualernes klostre, mens disse til gengæld selv lovede at
indføre reformer.
Herefter hører vi ikke noget til broder Niels Jordansen, før han nævnes af broder Peder Olsen under
omtalen af Helsingør Kloster i hans Franciskanerhistorie. Broder Peder skriver, at ”i året 1528 døde
Jens Pedersen, som var klostrets prokurator, og ved hvis arbejde og omsorg klostret for en stor del
var blevet bygget og repareret. Ikke mindre fortjenstfuld var hans fælle og ”medprokurator”, Klaus
Brædike, og gardianen, broder Niels Jordansen.” Broder Peder havde et bestemt formål med denne
omtale af Helsingør-klostrets trofaste venner. Netop i året 1528 begyndte jo for alvor lutheranernes
angreb på de danske tiggerklostre, der fra da af blev lagt for had og nedlagt et efter et, som man kan
læse det i ”Gråbrødrenes Udrivelseskrønike”. Men Helsingør var og blev en undtagelse. Foruden at
vi får at vide, at der endnu i 1520erne byggedes og repareredes på St. Annæ Klostrets bygninger,
bevidner Peder Olsens ord disse to lægfolks stadige trofasthed og velvilje mod klostret. Men han
benyttede også lejligheden til at nævne gardianen Niels Jordansen, ikke blot fordi også han havde
sin andel i byggeriet, men også for, at en sådan velvilje stadig fandtes mod brødrene i Helsingør.
Broder Niels Jordansen var en type franciskaner, der udmærkede sig ved stor troskab mod sin orden
og især arbejdede for dens reformbevægelse i Danmark. Loyalt og flittigt løste han de opgaver, der
tilfaldt ham som afskriver af pavelige privilegiebreve og som sin provinsvikars ledasager på rejsen
til Rom. Lokalt har han været klostret i Helsingør en god gardian gennem mange år, optaget både af
dets fysiske tilstand og af dets gode renomme i den lokale befolkning.
De to hermed omtalte franciskanere, er langt mindre kendte end de to karmeliter, vi nu vil
beskæftige os med. Dette skyldes tildels, at karmeliterklostret er bevaret og gennem årene har været
genstand for langt mere forskning og omtale end de andre, nu helt forsvundne klostre. Man siger jo:
ude af øje, ude af sind. Men hertil kommer, at Anders Christensen og fremfor alt Poul Helgesen har
en uomgængelig plads i reformationstidens danske rigshistorie såvel som kirkehistorie.
Tiggerordenerne I Nordsjælland. Foredrag på Esrom Kloster. 20. januar 1999. Jørgen Nybo Rasmussen Side 9 af 11