TIGGERORDENERNE I NORDSJÆLLAND - Jørgen Nybo Rasmussen

Den totale besiddelsesløshed, som Frans havde tilstræbt, måtte snart modereres, fordi hverken
gudstjenesten, sjælesorgen eller de studier, præstebrødrene havde brug for, kunne tilgodeses under
et primitivt vandrerliv, men krævede faste boliger, der snart fik samme karakter som tidens øvrige
klostre. Sjælesorgen kunne i det lange løb heller ikke praktiseres uden egne kirkebygninger, hvor
beskedne de end var. Hertil kom i det nordlige Europa de klimatiske forhold, der gjorde mere solide
boliger nødvendige, end man kunne nøjes med i det varme Syden. Paverne støttede de nye ordener
ivrigt, og bidrog til modificeringen af fattigdomsidealet ved at fortolke det, så det passede til de
reelle forhold. Men dette fremkaldte stærke protester især blandt franciskanerne. Nogle franske og
italienske brødre opfattede disse tilpasninger som rent forræderi mod Frans ideer. Disse
”spiritualer” blev et stort problem omkring år 13oo, og forårsagede en alvorlig krise i ordenen.
Krisen fulgtes i 1300-tallet af en vis afslapning i den modsatte retning. Ordensreglerne tilsidesattes,
og man levede ofte ret mageligt og uforpligtende i klostrene. Mod disse såkaldte ”konventualers”
slaphed reagerede en reformbevægelse, de såkaldte observanter, der uden spiritualernes
ekstremisme på ny forlangte ordensregelerne gennemført, bl. a. ved at man skulle bortsælge
jordegods, som under afslapningsperioden var blevet erhvervet af visse klostre, således at selve
tiggerordenens ide var kommet i fare. I slutningen af 1400-tallet vandt observantreformer frem i alle
tiggerordener, også i deres danske afdelinger.
3. TIGGERORDENERNE KOMMER TIL DANMARK.
Som allerede nævnt kan tiggerordenerne karakteriseres som de fremvoksende højmiddelalderlige
byers apostle. Den gamle sognestruktur formåede ikke at yde disse byers tætte befolkninger med
deres nye sociale problemer den sjælesorg, som alle ifølge den katolske kirkes trosnormer havde
brug for. Derfor blev de nye ordener modtaget med begejstring i hele Europa og fik en ekspansion,
der savner sidestykke i historien. Dette gjaldt i lige så høj grad Danmark og de øvrige nordiske
lande som resten af Europa. Tallene alene er bevis nok derfor. Som det kan ses af oversigten, kom
dominikanerne allerede 1222 og franciskanerne 1232 til Danmark, og begge ordener udbredte sig i
hele Norden med forbavsende hurtighed. Karmeliterne kom derimod først hertil i 1400-tallet. Kun
få år efter deres ankomst var klostrene så mange, at særlige nordiske ordensprovinser kunne
organiseres. Alle tre ordener havde et centralt styre, men var opdelt i ordensprovinser, der hver for
sig havde ledere, provincialer, som blev valgt demokratisk af provinsens egne brødre på
provinskapitler. Provincialerne deltog på tilsvarende måde - sammen med repræsentater for
provinserne- i generalkapitler for hele ordenen, hvor de rådslog og lovgav om fælles anliggender
og valgte ordenernes generaler. Karmeliterne var dog lidt mindre demokratiske. Alle de tre
tiggerordener fik en ordensprovins ”Dacia”, der ikke blot omfattede Danmark, men klostrene i hele
Norden; dominikanerne først i 1228, så franciskanerne ca.1240, og da karmeliterne 1410 var
kommet til Norden, fik også de 1462 en provins ”Dacia”. De tre ordeners absolutte antal klostre i
Norden ved middelalderens slutning er angivet i oversigten: franciskanerne fik i alt 48 klostre,
dominikanerne 31 og karmeliterne 9 – og så er de kvindelige ordensgrene ikke engang medregnet.
Dvs. at der ialt var 88 mandlige tiggerklostre i senmiddelalderens Norden. Alene disse tal
indebærer, at de må have haft en særdeles stor betydning for klosterkulturen, for byerne, ja for hele
den middelalderlige kristne kultur i Norden overhovedet.
Det varede forbavsende længe, før Nordsjælland, hvis man herunder vil forstå det nuværende
Frederiksborg amt, fik tiggerklostre, nemlig først i 1400-tallet, men da alle i Helsingør, som vi
straks skal se. Det betyder dog ikke, at man før den tid ikke så nogen tiggerbrødre i området.
Tiggerordenerne I Nordsjælland. Foredrag på Esrom Kloster. 20. januar 1999. Jørgen Nybo Rasmussen Side 4 af 11