Hanne-Louise Johannesen - Usynlige Byer

ændrer sig med en skiftende beskuerposition. For at opfatte
rummets sande natur må beskueren bevæge sig gennem det 2 .
Giedion forsøger at indfange tidens nødvendighed i forhold til noget så
monumentalt som arkitektur ved at bruge begrebet rumtid, som det
ovenstående citat indfanger noget af essensen af. Der er tale om en ny
rumopfattelse, der går bort fra det, gennem århundreder dominerende,
renæssance perspektiv, hvor kun et synspunk dominerer alle andre til en
opfattelse, hvor tiden er en vigtig faktor ved at flere synspunkter gør sig
gældende på en gang. I stedet for det dominerende synspunkt indføres
det relative synspunkt, og tiden blev en dimension på lige fod med de
andre tre dimensioner. Kunsten afspejlede en samtidighed, som var en
tendens bredt i samfundet. Giedions rumtid var opdagelsen af en ny
tilgang, en ny rumlig repræsentationsform og de midler, der skulle til for at
opnå den 3 .
Filmen, som første gang blev vist for et biografpublikum i 1896, var en
afgørende faktor for en ændring i opfattelsen af både tid og rum.
Filmskabere (og andre kunstnere) udfordrede i stor udstrækning den
aristoteliske tankegang, der var gældende for tidens og stedets enhed i
forhold til en fortælling og den herskende tro på, at tiden var upåvirkelig
og bevægede sig fremad i et ensartet tempo. I 1896 kom den franske
filmskaber George Méliès uforvarende til at skabe et spring i tiden, fordi
hans kamera gik i stå under nogle udendørsoptagelser i Paris. Efter få
øjeblikke fik han kameraet til at køre igen. Men ved fremvisningen af
filmen fik det korte ophold i optagelserne en bus til at forvandle sig til en
ligvogn. Dette ’uheld fik Méliès til gentagne gange at arbejde med
lignende tidsforskydninger. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte
filmskabere med amerikaneren Edwin S. Porter i spidsen at redigere film
således at tiden kunne komprimeres eller udvides, og at simultane
handlinger i forhold til en enkelt episode kunne frembringes. Andre
filmskabere arbejdede med baglæns fremvisning af film. Disse filmiske
påfund var banebrydende også for litterære kredse, hvor man fokuserede
på fortællingens brud med den aristoteliske lineære, logiske opbyggede
handling. Forfattere som James Joyce og Virginia Woolf benyttede sig i
høj grad af nye fortælleteknikker, der som filmen legede med forskellige
tidsniveauer og spring frem og tilbage i handlingen. Indenfor billedkunsten
var det især kubisterne og futuristerne, som forsøgte at udfolde en
handling eller bevægelse over tid på ét enkelt lærred. Kubisterne søgte at
fremvise et motivs hele ydre fremtoning fra ét synspunkt ved at vise hele
bevægelsen rundt om et objekt og dermed indfange den indre opbygning.
Futuristerne forsøgte at inkorporere fart i ellers stillestående
udtryksformer som maleri, skulptur og fotografi. Boccionis Unique Forms
42