Pædagogik i daginstitutionen med henblik - Institut for Uddannelse ...

INDLEDNING
Daginstitutionernes lovgivning har siden Socialreformen i 1933, hvor de
fik navnet Institutioner for forebyggende børneforsorg, i et vist omfang
været orienteret mod at give støtte til socialt udsatte børn. Men med indførelse
af pædagogiske læreplaner i 2004 rettede lovgivningen sig mod så
at sige at udligne negativ social arv via daginstitutionens pædagogik (Broström,
2006a).
Målet og ambitionen er prisværdig, men spørgsmålet er, om daginstitutionerne
og daginstitutionspædagogerne er tilstrækkeligt rustet hertil.
Problemet er (mindst) tredobbelt. En pædagogik der kan bidrage til, at
socialt udsatte børn udvikler de nødvendige kompetencer, må formentlig
være mere målrettet og intervenerende end det, der karakteriserer den
traditionelle daginstitutionspædagogik, der op igennem 1990’erne har
været præget af en overdreven selvforvaltningsideologi (Broström, 2004,
s. 135). Derfor ser det ud til, at daginstitutionspædagogikken må supplere
den traditionelle børnecentrerede og udviklingspsykologiske antagelse
- at børnene lærer og udvikler sig via leg og anden selvvalgt aktivitet –
med en didaktisk tilgang. Her rejser sig det andet problem, dels at pædagoger
har en tendens til modstand over for at planlægge, organisere og
målrettet at give støtte til børns læring (BUPL, 2002) og dels, at pædagoger
så at sige ikke i uddannelsen har stiftet bekendtskab med didaktisk
teori og praksis, altså den del af pædagogikken der beskæftiger sig med
formulering af mål, valg af indhold, pædagogiske principper og evaluering.
Præcist de pædagogiske dimensioner der må bringes i spil i forhold
til at give støtte til socialt udsatte børn. Endelig ses et tredje problem, der
må tages i betragtning, nemlig det forhold, at didaktisk praksis og didaktiske
teorier i stort omfang er relateret til skolens undervisning, hvorfor
der er risiko for, at daginstitutionspædagogikken bliver skoleagtig, at den
skolificeres. Fordi den didaktiske tradition overvejende er knyttet til en
undervisningspraksis, hvor læreren indtager en aktiv og måske også
dominerende rolle, og fordi skoledidaktikken retter sig mod en ældre
aldersgruppe end daginstitutionens børn (1-5 år), er det et problem at
”didaktisere” daginstitutionspædagogikken ved hjælp af traditionelle
(skole)didaktiske tilgange.
Målet med denne artikel er at søge at indkredse sider, der kan bidrage
til udvikling af en børnehavedidaktisk tilgang, altså at bidrage med et
udkast til en dynamisk og situationsbestemt didaktisk model. En didaktisk
tænkning som kan kvalificere pædagogerne i forhold til at iværksætte
en ideel pædagogisk praksis, der kan bidrage til at udvikle alle børns
PÆDAGOGIK I DAGINSTITUTIONEN MED HENBLIK PÅ UDVIKLING AF
BØRNS HANDLEKOMPETENCE
7