BOOK NU! - Optakt

6 · optakt · september 2008 #09
Selve lyden
af Hollywood
Ingen over og ingen ved siden af: Erich Korngold
er filmmusikkens fader Af Jens Cornelius
”Det lyder som filmmusik”, siger
mange når musikken er stor og
svulmende og skrevet i senromantisk
stil. Rakhmaninov, Richard Strauss og
Puccini er blandt de komponister
smædebetegnelsen oftest går ud
over. På sin vis er der dog lidt
sandhed i udtrykket. Man skal bare
forstå historiens gang i den rigtige
retning som er den omvendte af hvad
man skulle tro.
Vidunderbarnet Wolfgang
Wien, 1906: Et af de største barnegenier
siden Mozart er trådt frem. Erich
Korngold er drengens navn - han
hedder endda Wolfgang til mellemnavn,
opkaldt efter Mozart. Hans far
er Wiens førende musikanmelder og
kender alle der er noget ved musikken.
Mahler og Puccini er blandt dem
der er enige om at lille Erich på ni år
er en sensation. Han skriver sange,
klavermusik og efterhånden også hele
sonater, orkesterværker og operaer.
Onde tunger mener at drengens far
udnytter sin position til at promovere
sønnen. En vits fra tiden lød sådan
her: ”Jeg hører at du spiller Korngolds
klaversonate. Er den taknemmelig? –
Nej, men det er hans far”.
Andre angreb er slet skjult
antisemitiske over for den jødiske
families store succes, mens andre
igen finder tilfældet Korngold
sygeligt. ”Hvis vi herovre havde en
12-årig dreng der foretrak denne
musik frem for at lege i parken, så
ville vi påkalde en speciallæge,”
skriver en amerikansk kritiker om
Korngolds Klavertrio fra 1910.
Omkring 1920 gør operaen Die
tote Stadt Korngold til en af tidens
kendteste komponister. Han forener
en glitrende overflade med filosofisk
tankegods og stor dramatisk tæft.
Han har dog også en sød tand og et
barnligt gemyt og kan ikke sige nej
til lettere opgaver. Hans kritikere er
hurtigt ude med riven igen - har
Korngold virkelig den tyngde man
påstår?
Flugten til Amerika
På den anden side af Atlanten er
europæiske indvandrere ved at
opbygge Amerikas gigantiske
underholdningsindustri. Mange af
indvandrerne ankommer efterhånden
ufrivilligt, skræmt væk af Hitler
og nazismen. Det gælder bl.a.
Tysklands største instruktør, Max
Reinhardt der nu arbejder i Hollywood.
Han sender i 1934 bud efter
Korngold. Der er brug for den
allerbedste musik til en ny filmatisering
af Shakespeares En skærsommernatsdrøm.
Pengene er store, og atmosfæren i
Wien stærkt forværret under
nazismen, så Korngold rejser med sin
familie til Hollywood. Succesen bliver
overvældende. Korngold skriver
ligeså seriøst og brillant for amerikanske
film som han gør når det
gælder koncertmusik i Europa. Han
behandler filmens personer som var
de roller i en opera. Han bruger den
største og mest overdådige orkesterbesætning
som han behandler med
genialitet. Hans melodier giver
gåsehud. Alle andre filmkomponister
er milevidt bagud i forhold til ham, så
de har kun en ting at gøre: Efterligne
Korngold. Lyden af Hollywoods
filmmusik bliver slået fast i de år.
Uvelkommen hjemme
Korngold redder livet i USA og får
succes. Alligevel ender hans liv som
en tragedie. Efter krigen ønsker han
at rejse hjem til Wien. Han stopper
med filmmusikken og begynder igen
at skrive værker der skal spilles i de
store koncertsale i Europa. En
violinkoncert, en symfoni, en
cellokoncert og en orkesterserenade
er i den pakke han tager med på
tilbagerejsen til sit elskede Wien.
Men wienerpublikummet får
nærmest afsmag ved gensynet med
Korngold i 1949. Han står for alt det
der gik i ruiner: Den gamle, strålende
verden, den fornemme kultur, det
jødiske borgerskab. ”Hvornår rejser
De igen?” spørger gamle bekendte
ham ligefrem.
Og Europas unge komponister
har i mellemtiden lagt den senromantiske
stil bag sig. Dens skønhed
hører ikke hjemme i en
sønderbombet verden, mener man.
Korngolds drøm om at genfinde sin
kultur og genoptage sin position er
en fiasko. Han må vende tilbage til
USA hvor han dør i 1957, bare 60 år
gammel.
Anden del af tragedien fulgte
efter hans død: Hans klassiske
kompositioner – over en kam – bliver
nedladende bliver omtalt som
”filmmusik”. Og hans filmmusik
bliver heller ikke taget alvorligt,
netop fordi den ER filmmusik, en
genre der udvandes kraftigt efter at
Hollywoods gyldne år er forbi.
Genoprejsning
Først i 1980’erne begynder Korngolds
genoprejsning. Verdens bedste
orkestre opfører igen hans værker –
paradoksalt spilles nu også hans
filmmusik i koncertsalene! Den
største cadeau kommer dog fra
Hollywood hvor vor tids kendteste
filmkomponist John Williams i alle
sine film hylder Korngolds geni.
Williams’ musik til film som Star
Wars, Indiana Jones, Schindlers liste,
Superman og Harry Potter er i
Korngold-stil fra inderst til yderst.
Den kan alligevel ikke forbedres. ■