Marts 2010 - Langå Skole

Efter otte dejlige måneder satte vi igen kursen mod Danmark. Bilen var fyldt
til bristepunktet, da vi trillede ad sted langs Ottaelven og de smukke fjelde.
En tidlig mandag morgen sidst i april gik vi ombord på flyet med kursen
mod Delhi. Det var lykkedes mig at få overtalt min kæreste til at tage med
mig tilbage til Indien. Der var så meget, jeg ikke havde nået at se af dette
land, inden jeg forlod det midt i marts måned, og jeg brændte efter at
komme tilbage – dette velvidende, at april-juli bestemt ikke er det rigtige
tidspunkt at besøge landet på. På denne tid af året er temperaturen nemlig på
sit højeste med svimlende varmegrader i nord og ulidelig høj luftfugtighed i
syd, hvorefter det hele kulminerer, når monsunen sætter ind.
Varmen, larmen og alle lugtene ramte os som en mur, da vi sent om aftenen
trådte ud af Delhi International Airport. Byen, med dens 15 millioner
indbyggere, forekom mig som noget af det mest kaotiske og overvældende,
vi hidtil havde oplevet: fattige og hjemløse mennesker, hunde og hellige
køer lå og sov under åben himmel overalt i gaderne.
Asfaltarbejdere, udmagrede af sult og hårdt fysisk arbejde, knoklede med at
færdiggøre et håbløst og uendeligt vejarbejde, mens nogle af deres kolleger
lå på gaden ved siden af dem og forsøgte at få lidt søvn. Temperaturen viste
37 grader celsius klokken 23.30 denne aften.
35 procent af Indiens ca. en milliard indbyggere lever i ekstrem fattigdom og for under kun
syv kroner om dagen. De fleste af dem bor under sådanne kummerlige forhold og lever som
tiggere.
15