DET POSTOMDELTE - Foreningen af Danske Sceneinstruktører

der bare alene. Og i mørket føler jeg mig som
om jeg sidder i biografen og kigger på lærredet,
bortset fra at lærredet jo er inden i mig.
Så behøver jeg bare at skrive alt det ned, jeg
ser på lærredet. Ved tanken om at skrive en
roman på 150 sider får jeg det dårligt.
SPEX: Tænker man snarere i tekstminiaturer,
når man skriver scener og dialoger for film?
Schlingensief: Ja. Og ud af mange små
øjeblikke opstår så noget større. Jeg kan
huske hvordan ”TERROR 2000” blev kritiseret
i småstykker i 1992. Dietrich Kuhlbrodt skrev
at filmen var klippet for hurtigt, selvom han
selv spillede med og egentlig tilhørte kredsen
af indviede. Når jeg nu ser filmen, synes jeg
at den er såååå langsom og hyggelig i sammenligning
med andre produktioner som
i dag er mainstream. Associative tekster,
der forlanger af publikum at de følger ind-
faldene opmærksomt, er vel drevet af en
meddelelsestrang. I øvrigt er jeg overbevist
om at publikum tænker meget hurtigere i
dag end tidligere. Det er beroligende at vide
at ethvert forsøg på radikalitet i sprog eller
iscenesættelse er mainstream om ti år. Det
er befriende for ens arbejde. Skønhedsfejlene
består primært i at kulturredaktørerne sender
for langsomme skribenter til for hurtige
iscenesættelser. Så opstår der nemlig kontraproduktive
misforståelser.
SPEX: Da De ville dreje Deres film ”African
Twintowers” i Namibia stødte De på det
mu liges grænser med Deres associative
fortælleteknik. De fik produceret enormt
meget filmmateriale, men fik aldrig skabt en
film ud af det.
Schlingensief: Det stemmer. Det projekt opfatter
jeg stadig som mislykket. På et eller andet
tidspunkt smed jeg drejebogen i skraldespanden,
fordi vi ikke kom ud af stedet.
Det var også min skyld. Skriptet var ganske
vist gennemarbejdet, men ikke forsynet med
kamerahenvisninger. I teatret havde man
kunne redde bogen. Dér havde ensemblet og
jeg mødtes et sted og brugt seks uger på at
gennemgå denne torso af associativ tekst og
havde forsøgt at putte dramatiske kurver ind
i den og opbygge scener. Men det fungerer
ikke når man arbejder med et ka mera; der
skal anvisningerne for hver eneste indstilling
stemme nøje, de skal være meget mere
tekniske og præcise. Som syttenårig kunne
jeg det. Dengang stod der rent faktisk i
skriptet: ”Totalbillede. Griber efter glasset.
Klip. Halvtotal. Går et par skridt med glasset.
Kameraet følger bevægelsen”. I ”The African
Twintowers” ikke bare manglede disse anvisninger,
som man jo altid kan droppe igen
i tvivlstilfælde. Frem for alt manglede der
37