ULIGHED I SUNDHED I Region Hovedstaden - en temarapport

Ulighed i SUndhed 2011 

Forskningscenter for Forbyggelse og Sundhed Region Hovedstaden 

Region Hovedstaden 

Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed 

Ulighed i SUndhed 

i Region hovedstaden 

- en temarapport

Titel: Ulighed i sundhed i Region Hovedstaden– en temarapport 

Copyright: © 2011 Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed 

Alle rettigheder forbeholdes 

ISBN 978-87-987414-2-8 

Forfattere: Kirstine Magtengaard Robinson 

Lone Prip Buhelt 

Lene Hammer-Helmich 

Maj Jeppesen 

Bodil Helbech Hansen 

Anne Helms Andreasen 

Charlotte Glümer 

Udgiver: Region Hovedstaden 

Koncern Plan og Udvikling 

Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed 

Nordre Ringvej 57, bygning 84/85 

2600 Glostrup 

Telefon 3863 3260 

Telefax 3863 3977 

www.fcfs.dk 

2

Forord 

Her præsenteres en rapport, der fokuserer på ulighed i sundhed blandt Region Hovedstadens borgere. 

Ulighed i sundhed er et højt prioriteret område for regionsrådet i Region Hovedstaden. Regionsrådet nedsatte der- 

for i 2010 et politisk udvalg, ”Udvalget vedr. ulighed i sundhed”, der skal belyse ulighed i sundhed set ud fra for- 

skellige perspektiver. Udvalget skal bl.a. drøfte lighed i kvalitet i behandlingen og med udgangspunkt i sundheds- 

profil 2010 drøfte faktorer, der påvirker ulighed i sundhed. 

Den regionale sundhedsprofil for Region Hovedstaden 2010 viste, at der var sociale forskelle både med hensyn til 

sundhedsadfærd, risikofaktorer og sygdomsmønstre. 

Denne rapport belyser forskellige typer af ulighed i regionen. Der ses på, hvilke sociale, etniske og geografiske 

forskelle der ses i forhold til borgernes sundhedsadfærd og kontakter til både det primære og sekundære sundheds- 

væsen. Således beskriver rapporten uligheden blandt alle borgere, men der fokuseres også på særlige grupper, 

såsom de ældre borgere og borgere med udvalgte kroniske sygdomme. Afslutningsvist belyser rapporten, om ulig- 

heden er øget eller mindsket fra 2007 til 2010. 

Rapporten er blandt andet baseret på data fra Sundhedsprofilen 2010, hvor 95.150 borgere har fået tilsendt spørge- 

skemaet ”Hvordan har du det? - 2010”. Desuden indgår data fra centrale registre med henblik på at belyse ulighed i 

kontakter til sundhedsvæsnet. 

Der skal rettes en tak til Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed for udarbejdelse af rapporten. 

Jeg håber, at denne rapport vil være et brugbart materiale for region og kommuner i forhold til planlægning og 

prioritering af indsatser i sundhedsarbejdet. 

Rigtig god fornøjelse. 

April 2011 

Vibeke Storm Rasmussen 

Regionsrådsformand 

3

Sammenfatning 

Formålet med denne rapport er at beskrive, hvor stor 

den sociale ulighed i sundhedsadfærd og kontakter 

til sundhedsvæsenet er i Region Hovedstaden. Rap- 

porten følger op på resultaterne fra Sundhedsprofil 

for Region og Kommuner 2008 og 2010 (1;2). Flere 

typer af ulighed analyseres: social, etnisk og geogra- 

fisk. Desuden undersøges udviklingen i ulighed over 

tid. 

Analyserne er foretaget på baggrund af data fra 

centrale registre og fra spørgeskemaundersøgelsen 

”Hvordan har du det” fra 2007 og 2010. Resultater- 

ne er opgjort for alle voksne borgere, ældrebefolk- 

ningen på 65 år eller derover samt for borgere med 

fire udvalgte kroniske sygdomme. 

Ulighed i sundhedsadfærd 

I denne rapport undersøges den sociale og etniske 

ulighed i forekomsten af dagligrygning, rusdrikkeri, 

alkoholafhængighed, fysisk aktivitet mere end 30 

minutter om dagen i fritiden, stillesiddende fritidsak- 

tiviteter mere end fire timer dagligt og usunde kost- 

vaner. 

Der er generelt sket en positiv udvikling i sundheds- 

adfærden i befolkningen fra 2007 til 2010, med 

undtagelse af stillesiddende fritidsaktiviteter, som er 

blevet mere udbredt. 

I forhold til ulighed falder forekomsten af rygning, 

rusdrikkeri, manglende bevægelse og usunde kost- 

vaner med stigende uddannelsesniveau, og forekom- 

sten er højere blandt borgere uden for arbejdsmarke- 

det end blandt borgere i beskæftigelse. Der er såle- 

des fortsat social ulighed i sundhedsadfærd i over- 

ensstemmelse med tidligere studier. Tegn på alko- 

holafhængighed adskiller sig fra de øvrige typer af 

sundhedsadfærd. Forekomsten af tegn på alkoholaf- 

hængighed udviser en omvendt social gradient, idet 

forekomsten stiger med stigende uddannelsesniveau 

– især blandt ældre borgere på 65 år eller derover. 

4 

Blandt borgere over 65 år er rusdrikkeri dog også 

mest udbredt blandt højtuddannede borgere. Det 

anderledes billede for alkoholadfærd end de øvrige 

typer af adfærd, kan skyldes andre normer og hold- 

ninger til alkohol i samfundet end de øvrige ad- 

færdsformer. Forskellen mellem hele befolkningen 

og ældre borgere kunne dog tyde på, at dette er 

under forandring. 

Den sociale ulighed i rygning og fysisk aktivitet 

betragtet ud fra erhvervstilknytning er blevet større 

fra 2007 til 2010. Den positive udvikling i den over- 

ordnede forekomst af disse adfærdsformer er således 

ikke kommet alle borgere lige meget til gode. Tidli- 

gere studer fra Danmark og andre europæiske lande 

har ligeledes rapporteret om stigende social ulighed i 

rygning. 

Der er etniske forskelle i sundhedsadfærd, som ikke 

kun kan forklares med forskelle i sociale faktorer – 

især hvad angår alkohol- og kostvaner. Rusdrikkeri, 

tegn på alkoholafhængighed og meget usunde kost- 

vaner er mere udbredte blandt borgere med dansk 

baggrund eller anden vestlig baggrund end blandt 

borgere med ikke-vestlig baggrund. Dette billede 

bekræftes i andre studier. Fysisk inaktivitet er der- 

imod mest udbredt blandt borgere med ikke-vestlig 

baggrund. I ældrebefolkningen er forekomsten af 

dagligrygning mest udbredt blandt ældre med dansk 

baggrund. 

Der er forskelle i sundhedsadfærd mellem kommu- 

nerne i regionen, som ikke kan forklares med for- 

skelle i sociale faktorer – især hvad angår rygning, 

rusdrikkeri og stillesiddende fritidsaktiviteter. For- 

skellen i rusdrikkeri på tværs af kommunesocial- 

grupper er blevet større fra 2007 til 2010. Det over- 

ordnede fald i rusdrikkeri er således ikke sket jævnt i 

hele regionen. Man kan forestille sig, at forskelle i 

initiativer med henblik på at begrænse rusdrikkeri 

kan bidrage til at forklare dette.

Ulighed i brug af sundhedsvæsenet 

Brug af sundhedsvæsenet undersøges i forhold til 

antallet af kontakter til almen praksis, speciallæge, 

vagtlæge og skadestue, samt hospitalsindlæggelser, 

ambulante kontakter og sengedage i løbet af et år. 

Lighed i brugen af sundhedsydelser handler ikke om 

samme brug af sundhedsydelser for alle, men om 

samme brug ved samme behov. Derfor er analyserne 

justeret for alder, køn, sociale faktorer samt kroniske 

sygdomme som indikator for behandlingsbehov. 

I Region Hovedstaden er der social ulighed i brugen 

af alle de undersøgte typer af kontakter til sund- 

hedsvæsenet – især kontakter til hospitalssektoren 

(skadestue, ambulante kontakter og hospitalsindlæg- 

gelser). Dette gælder også, når der tages højde for 

køn, alder og forskelle i forekomsten af kroniske 

sygdomme. Personer uden erhvervsuddannelse og 

personer uden for arbejdsmarkedet eller pensionister 

har generelt flere kontakter til sundhedsvæsenet end 

borgere med længere uddannelse og borgere i be- 

skæftigelse. En del af den ulighed, som findes, kan 

dog skyldes, at kroniske sygdomme ikke fanger alle 

nuancerne i behandlingsbehov. Kontakter til special- 

læger skiller sig ud. Her ses en omvendt social gra- 

dient i forhold til uddannelsesniveau. Kontakter til 

speciallæger er mest udbredt blandt borgere med en 

mellemlang eller lang videregående uddannelse. 

Den sociale ulighed i kontakter til praksissektoren 

(herunder almen praksis, speciallæge og vagtlæge) 

er blevet større betragtet ud fra erhvervstilknytning, 

mens uligheden i kontakter til hospitalssektoren er 

blevet mindre. En mulig forklaring på ændringerne 

kunne være, at andelen af borgere i beskæftigelse, 

som benytter sig af private sundhedsforsikringer, 

stiger i perioden, hvilket kan mindske brugen af 

almen praksis og øge brugen af hospitalsydelser i 

denne gruppe. 

. 

Der er etniske forskelle i kontakter til især hospitals- 

sektoren – også når der tages højde for kroniske 

sygdomme og sociale faktorer. Der er en større 

andel af borgere med ikke-vestlig baggrund, der har 

haft kontakter til især skadestue, ambulatorium eller 

har været indlagt, end der er blandt borgere med 

dansk baggrund. Disse forskelle kan afspejle kultu- 

relle forskelle i brug af sundhedsvæsenet, forskelle i 

viden om sundhedsvæsenets opbygning samt for- 

skelle i kvaliteten af de ydelser, sundhedsvæsenet 

leverer på tværs af grupperne. 

Blandt de ældre borgere er der en større andel af 

borgere med dansk baggrund, der har haft kontakt til 

almen praksis, speciallæge, skadestue eller ambula- 

torium sammenlignet med borgere med ikke-vestlig 

baggrund. Det tyder på, at ældre borgere med anden 

etnisk baggrund end dansk ikke bliver henvist til 

eller ikke efterspørger sundhedsydelser i den grad, 

som det ville være forventeligt ud fra deres hel- 

bredsstatus. 

Kontakter til primærsektoren er mest udbredte i 

kommunesocialgruppe 1, mens kontakter til hospi- 

talssektoren er mest udbredt i kommunesocialgruppe 

4 – også når der justeres for køn, alder, kroniske 

sygdomme og sociale faktorer. Kontakter til almen 

praksis og vagtlæge er desuden geografisk mest 

udbredt i kommuner langt fra København, mens 

kontakter til hospitalssektoren geografisk er mest 

udbredt i Københavnsområdet og i kommuner langt 

fra København. Brug af speciallæger er især over 

regionsgennemsnittet i Københavnsområdet og i 

kommunerne langs kysten nord for København. 

Der er generelt ikke sket ændringer i uligheden på 

tværs af kommunesocialgrupperne i perioden. Dog 

er kommuneforskellene i vagtlægekontakter blevet 

mindre i perioden, mens forskellene i ambulante 

kontakter er blevet større. 

5

Indholdsfortegnelse 

Forord..................................................................................................................................... 2 

Sammenfatning ..................................................................................................................... 4 

Indholdsfortegnelse .............................................................................................................. 7 

1 Baggrund ............................................................................................................................ 8 

2 Materiale og metode......................................................................................................... 11 

2.1 Analysefokus......................................................................................................................................................11 

2.2 Materiale ............................................................................................................................................................12 

2.2.1 Registerdata.............................................................................................................................................12 

2.2.2 Spørgeskemadata ....................................................................................................................................13 

2.3 Metode ...............................................................................................................................................................14 

3 Demografi og sociale forhold .......................................................................................... 16 

4 Sundhedsadfærd.............................................................................................................. 22 

4.1 Rygning..............................................................................................................................................................24 

4.2 Alkohol ..............................................................................................................................................................29 

4.2.1 Rusdrikkeri..............................................................................................................................................30 

4.2.2 Tegn på alkoholafhængighed ..................................................................................................................35 

4.3 Bevægelse ..........................................................................................................................................................40 

4.3.1 Fysisk aktivitet mindre end 30 minutter om dagen .................................................................................40 

4.3.2 Stillesiddende aktiviteter mere end 4 timer om dagen i fritiden.............................................................46 

4.4 Kostvaner ...........................................................................................................................................................51 

4.5 Opsamling..........................................................................................................................................................56 

5 Ulighed i brug af sundhedsvæsenet ............................................................................... 58 

5.1 Kontakter til almen praksis ................................................................................................................................60 

5.2 Kontakter til speciallæger ..................................................................................................................................66 

5.3 Kontakter til vagtlæge........................................................................................................................................72 

5.4 Kontakter til skadestue.......................................................................................................................................78 

5.5 Ambulante kontakter..........................................................................................................................................84 

5.6 Hospitalsindlæggelser ........................................................................................................................................90 

5.7 Sengedage ..........................................................................................................................................................96 

5.8 Opsamling........................................................................................................................................................102 

6 Referencer....................................................................................................................... 105 

7 Bilag (1-6)........................................................................................................................ 108 

7

1 Baggrund 

Flere undersøgelser har vist, at der er social ulighed 

i sundhed i Danmark (1;3). På trods af forebyggel- 

seskampagner og gratis adgang til sundhedsvæsenet 

bærer nogle dele af befolkningen en uforholdsmæs- 

sig stor del af sygdomsbyrden end andre. Litteratu- 

ren har gennem årtier beskæftiget sig med dette 

fænomen og identificeret en række faktorer som 

centrale for at beskrive og til dels forklare den ulige 

fordeling af sygdomsbyrden i samfundet. Disse 

faktorer inkluderer bl.a. den genetiske profil, man 

fødes med, og de tidlige leveår, men i høj grad også 

den sociale position, man indtager i samfundet som 

voksen, samt den kontekst, man arbejder og bor i. 

Social position og levekår har betydning for det 

Figur 1.1 Social ulighed årsager og mekanismer 

8 

SAMFUND INDIVID 

Kontekst 

Kilde: Diderichsen,F.; Evans,Tim.; Whitehead,M. (5) 

enkelte individs ressourcer og valgmuligheder. I en 

sundhedsmæssig sammenhæng kommer det bl.a. til 

udtryk i forbindelse med den enkeltes sundhedsad- 

færd – f.eks. i forhold til rygning, alkohol, bevægel- 

se og kostvaner. Disse faktorer har betydning for 

udvikling af kroniske sygdomme og endeligt for den 

enkeltes levetid. Social position kan også have be- 

tydning for, hvordan den enkelte reagerer på syg- 

domssymptomer, håndterer sin sygdom og bruger 

sundhedsvæsenets ydelser (4). 

Figur 1.1 giver en oversigt over de væsentligste 

årsager til, at ulighed i sundhed opstår i samfundet, 

heriblandt hvordan social position spiller ind. 

Arv, tidl. udvikling 

etnicitet 

Social position 

Sygdomsårsag 

Sygdom / skade 

Sygdoms- 

konsekvenser

De mekanismer, som fører til social ulighed, kan 

overordnet beskrives som social stratificering, diffe- 

rentiel eksponering, differentiel sårbarhed samt 

differentiel sygdomskonsekvens (5). Den sociale 

stratificering af individer sker bl.a. på baggrund af 

uddannelse, erhvervstilknytning og etnisk baggrund 

og har stor betydning for det enkelte individs res- 

sourcer såvel som handlemuligheder. Som følge 

deraf leder den sociale stratificering til differentiel 

eksponering. Denne eksponering består i sundheds- 

mæssig sammenhæng bl.a. i forskelle i sundhedsad- 

færd på tværs af de sociale grupper – f.eks. uddan- 

nelsesgrupper. Dette kommer bl.a. til udtryk i for- 

skelle i andelen, der ryger, har risikabel alkoholad- 

færd, er fysisk inaktive og spiser usundt i de forskel- 

lige socialgrupper. Udover de uhensigtsmæssige 

konsekvenser af disse typer af adfærd for individet, 

kan differentiel sårbarhed samtidig bidrage til ulig- 

hed i sundhed. Da lavere socialgrupper oftere er 

udsat for mange forskellige både biologiske, sociale 

og adfærdsmæssige faktorer, som kan føre til syg- 

dom, kan effekten af disse faktorer, som følge af 

ophobning, forstærkes i de lavere socialgrupper 

sammenlignet med de højere socialgrupper. Sidst 

kan der være tale om differentiel sygdomskonse- 

kvens. Sygdomme påvirker overlevelse, livskvalitet 

og funktionsevne samt menneskers muligheder for 

at deltage i arbejdsliv og socialt liv. Et eksempel på 

differentiel sygdomskonsekvens kan bl.a. ses i for- 

hold til den forskel i kræftoverlevelse på tværs af 

socialgrupper, vi ser i Danmark. Differentiel syg- 

domskonsekvens kan bl.a. opstå som følge af for- 

skelle i adgangen til sundhedsydelser – enten som 

følge af manglende viden, manglende ressourcer 

eller strukturelle barrierer. 

Denne rapport har til formål at afdække, hvor stor 

den sociale ulighed i sundhedsadfærd og kontakter 

til sundhedsvæsenet er i Region Hovedstaden.. Rap- 

porten er baseret på to tværsnitsundersøgelser af de 

knap 1.3 mio. voksne borgere, som boede i regionen 

i 2007 og i 2010. 

Der findes mange forskellige indikatorer for social 

position, som hver især lægger vægt på forskellige 

aspekter. I denne rapport har vi valgt at benytte 

indikatorerne: uddannelsesniveau, erhvervstilknyt- 

ning, etnisk baggrund samt kommunesocialgrupper, 

vel vidende at både etnisk baggrund og kommune- 

socialgrupper også dækker over andre aspekter end 

social position, såsom kulturelle eller geografiske 

forskelle. En fordel ved brug af uddannelse som 

indikator for social position er, at uddannelsesniveau 

kan måles for alle, som har gennemført en uddannel- 

se, uafhængigt af den aktuelle erhvervstilknytning, 

hvilket gør uddannelse til et stabilt mål (6). Ind- 

komst er ikke anvendt som indikator for social posi- 

tion, fordi data om indkomst kun kunne trækkes fra 

registre til og med 2008. Indkomst er desuden et 

meget ustabilt mål, der kan ændre sig meget på kort 

tid. Da indkomst ofte følger en kurvelineær bane 

med alderen, er indkomst desuden et mindre validt 

indikatormål blandt den unge og ældre del af be- 

folkningen (6). Erhvervstilknytning og etnisk bag- 

grund er begge benyttet i rapporten, fordi disse mål 

hver især beskriver grupper i samfundet, som ofte 

betragtes som marginaliserede. Dette gør disse 

grupper særligt interessante i forbindelse med af- 

dækningen af betydningen af social ulighed i sund- 

hed. Sidst har vi valgt at kigge på ulighed på tværs 

af kommunesocialgrupperne. Disse grupper, som er 

konstrueret på baggrund af registerdata om uddan- 

nelse, indkomst og erhvervstilknytning, giver os 

information om, hvorvidt det at bo i et lokalområde 

med færre ressourcer i forhold til uddannelse, ind- 

komst og erhvervstilknytning i sig selv kan have en 

betydning for ulighed i sundhed. 

I rapporten beskrives seks typer af sundhedsadfærd i 

forhold til social ulighed. Disse inkluderer 

dagligrygning, rusdrikkeri, tegn på alkoholafhæn- 

gighed, fysisk aktivitet mindre end 30 minutter dag- 

ligt i fritiden, stillesiddende aktiviteter mere end fire 

timer dagligt i fritiden samt meget usunde kostvaner. 

Man kunne have valgt mange andre typer af mål, 

men de udvalgte mål udgør indikatorer for nogle af 

de typer af sundhedsadfærd, som videnskabelige 

undersøgelser har vist har størst indflydelse på mid- 

dellevetiden (7). 

Derudover beskrives syv indikatorer i forhold til 

social ulighed i borgernes kontakt til sundhedsvæse- 

9

net. Disse inkluderer kontakter til almen praksis, 

speciallæge, vagtlæge og skadestue samt ambulante 

kontakter, hospitalsindlæggelser og sengedage. 

Disse mål giver os en indikation af, om der er social 

ulighed i brugen af sundhedsvæsenets i forhold til en 

række typer af ydelser. Analyserne giver os ikke 

viden om, hvad det ”rigtige” antal af kontakter til 

sundhedsvæsenet bør være i forhold til den enkeltes 

behandlingsbehov, men i stedet en viden om, hvor- 

vidt der er forskel i antallet af kontakter på tværs af 

uddannelse, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og 

kommunesocialgrupperne. 

Resultaterne fra denne rapport kan bruges som et 

grundlag for diskussionen af, hvordan vi kan ind- 

10 

tænke social ulighed i de borger- og patientrettede 

forebyggelsesinitiativer, der udvikles i regionalt 

såvel som kommunalt regi. Hvis vi ønsker at reduce- 

re den sociale ulighed, har det afgørende betydning, 

om en given indsats vil ramme socialt skævt, om 

effekten af indsatsen er den samme i forskellige 

sociale og etniske grupper, samt om en positiv effekt 

af indsatsen er afhængig af tilstedeværelsen eller 

fraværet af andre faktorer, som er socialt skævt 

fordelt. Hvis disse overvejelser ikke er foretaget, kan 

man gennem forebyggelsesinitiativer være med til at 

øge den sociale ulighed i sundhed.

2 Materiale og metode 

2.1 Analysefokus 

Formålet med rapporten er som tidligere nævnt at 

beskrive, hvor stor den sociale ulighed i sundheds- 

adfærd og kontakter til sundhedsvæsenet er i Region 

Hovedstaden. I Sundhedsprofil for Region og Kom- 

muner 2008 og 2010 gives det overordnede billede 

af forskelle på sundhedsadfærd, generelt helbred og 

kroniske sygdomme på tværs af uddannelsesniveau- 

er, erhvervstilknytning, samlivsstatus, etnisk bag- 

grund og kommuner (1;2). Denne rapport går ni- 

veauet dybere og belyser, hvilke af disse faktorer der 

bidrager mest til uligheden. Derudover kortlægger 

den, om der er ulighed blandt ældre eller borgere 

med udvalgte kroniske sygdomme, da det er disse 

borgere, der oftest er i kontakt med sundhedsvæse- 

net. Endelig giver den et skøn over tendensen til 

udvikling i ulighed over tid. Der fokuseres i rappor- 

ten på tre typer ulighed: 

• Social ulighed målt i forhold til den enkelte 

borgers uddannelsesniveau og tilknytning til ar- 

bejdsmarkedet 

• Etnisk ulighed målt i forhold til borgerens 

oprindelsesland 

• Ulighed mellem kommunerne målt dels på 

kommuneniveau og dels mellem de fire kom- 

munesocialgrupper 

For en uddybende beskrivelse af disse mål henvises 

til bilag 1-3 samt Sundhedsprofil for Region og 

Kommune 2010. 

Ulighed i Region Hovedstaden belyses i forhold til 

sundhedsadfærd og brug af sundhedsvæsenet. Inden 

for sundhedsadfærd beskrives seks centrale indikato- 

rer for sundhedsadfærd: 

• Rygning målt som dagligrygning 

• Alkohol målt som ugentligt rusdrikkeri samt 

tegn på alkoholafhængighed 

• Bevægelse målt som daglig fysisk aktivitet samt 

daglige stillesiddende aktiviteter 

• Kost målt som meget usunde kostvaner 

For en uddybende beskrivelse af kostscoren henvi- 

ses til bilag 4. 

Brug af sundhedsvæsenet beskrives som kontakter 

til sundhedsvæsenet i forhold til almen praksis, 

speciallæger, vagtlæger, skadestue, ambulante ho- 

spitalskontakter samt hospitalsindlæggelser og sen- 

gedage. Hver type af kontakt er i analyserne diko- 

tomiseret ved øverste quintil, det vil sig fordelinger 

på 80/20. For en uddybende beskrivelse af definitio- 

nen på kontakter til sundhedsvæsenet eller kroniske 

sygdomme henvises til bilag 5-6. 

11

2.2 Materiale 

Resultaterne i denne rapport er baseret på data fra 

centrale registre suppleret med data fra spørgeske- 

maundersøgelserne ”Hvordan har du det?” fra 2007 

og 2010. 

2.2.1 Registerdata 

I Danmark har vi en unik mulighed for at indhente 

og koble oplysninger om demografi, socioøkonomi- 

ske forhold, sygdomsforekomst og medicinforbrug i 

allerede eksisterende registre. Fra de centrale regi- 

stre er der foretaget et udtræk af oplysninger om alle 

borgere på 16 år eller derover, som havde bopæl i 

Region Hovedstaden 1. januar 2007 og et tilsvaren- 

de udtræk for borgere med bopæl i Region Hoved- 

staden 1. januar 2010. I 2010 udtrækket er der 

1.365.500 borgere på 16 år eller derover, 256.100 

ældre borgere på 65 år eller derover og mellem 50- 

100.00 borgere med hver de kroniske sygdomme: 

Hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelske- 

letsygdomme. Tilsvarende tal for 2007-udtrækket 

ses i tabel 2.1 herunder. 

Tabel 2.1 Antal borgere med bopæl i regionen 

1. januar 2007 og 1. januar 2010 

Borgere i regionen 

Alle borgere på 16 år eller 

derover 

Ældre borgere på 65 år 

eller derover 

Borgere med kroniske 

sygdomme: 

12 

2007 2010 

1.327.100 1.365.500 

239.300 256.100 

Hjertekarsygdomme 91.200 77.300 

Diabetes 53.200 60.500 

KOL 92.700 93.500 

Muskelskeletsygdomme 87.700 67.700 

Der er indhentet oplysninger fra følgende registre: 

• Det centrale personregister 

• Uddannelsesregisteret 

• Indkomststatistikregisteret 

• Befolkningsstatistikregisteret 

• Landspatientregisteret 

• Lægemiddelstatistikregisteret 

• Sygesikringsregisteret 

Registeroplysningerne danner grundlag for beskri- 

velsen af køn, alder, uddannelsesniveau, indkomst, 

erhvervstilknytning, etnisk baggrund, kommuneso- 

cialgruppe, kroniske sygdomme samt kontakter til 

sundhedsvæsenet. 

Begge udtræk er baseret på de senest tilgængelige, 

relevante oplysninger. For 2007 udtrækket vil det 

sige, at køn, alder, etnisk baggrund og uddannelse er 

baseret på oplysninger fra 1. januar 2007, kronisk 

sygdom er baseret på oplysninger fra perioden 2002- 

2006, og de øvrige forhold er baseret på samlede 

oplysninger for kalenderåret 2007. 

For 2010 udtrækket har det ikke i alle tilfælde været 

muligt at få alle relevante oplysninger til og med 

2010. I 2010 udtrækket er køn, alder og etnisk bag- 

grund baseret på oplysninger pr. 1. januar 2010, og 

kronisk sygdom er baseret på oplysninger fra perio- 

den 2005-2009. Dette svarer til 2007 udtrækket. 

Uddannelse er baseret på oplysninger fra 1. januar 

2009, og kontakter til hospitalsvæsenet er baseret på 

samlede oplysninger for kalenderåret 2009, mens 

indkomst, erhvervstilknytning samt kontakter til 

almen praksis, speciallæger og vagtlæger er baseret 

på samlede oplysninger for kalenderåret 2008. Dette 

betyder, at udviklingen i ulighed er beskrevet for 

varierende tidsperioder. Disse tidsperioder er anført i 

de enkelte afsnit og fremgår ligeledes af tabel 2.2.

Tabel 2.2 Oversigt over dataudtræk fra 2007 og 2010 

Indikator 

2007-udtræk 2010-udtræk Udviklingsperiode 

Køn og alder 2007 2010 3 år 

Etnisk baggrund 2007 2010 3 år 

Uddannelse 2007 2009 2 år 

Indkomst 2007 2008 1 år 

Erhvervstilknytning 2007 2008 1 år 

Kroniske sygdomme 2002-2006 2005-2009 3 år 

Kontakter til hospital, herunder skadestuekontakter, ambulante 

kontakter, hospitalsindlæggelser, sengedage 

2007 2009 2 år 

Kontakter til almen praksis, speciallæger og vagtlæger 2007 2008 1 år 

2.2.2 Spørgeskemadata 

Det er ikke alle informationer af relevans for be- 

folkningens sundhed, der kan hentes fra registre. 

Oplysninger fra de centrale registre er i denne rap- 

port suppleret med oplysninger om borgernes sund- 

hedsadfærd fra spørgeskemaundersøgelserne ”Hvor- 

dan har du det?” fra 2007 og 2010, som dannede 

grundlag for Sundhedsprofil for Region og Kommu- 

ner 2008 og 2010. 

Spørgeskemaundersøgelserne er udført på tilfældige 

stikprøver af borgere fra hver kommune og bydel i 

Region Hovedstaden. I alt er der i 2010 udsendt 

spørgeskemaer til 95.150 borgere på 16 år eller 

derover, mens der i 2007 er udsendt spørgeskemaer 

til 69.800 borgere i alderen 25-79 år. For at kunne 

sammenligne de to undersøgelser er der i denne 

rapport kun anvendt spørgeskemaoplysninger om 

borgere i alderen 25-79 år. 

De 29 kommuner i Region Hovedstaden varierer 

meget i indbyggertal. Da der med få undtagelser er 

valgt samme stikprøvestørrelse for alle kommuner, 

vil den samlede stikprøvemængde derfor afvige på 

en række områder fra befolkningssammensætningen 

i hele Region Hovedstaden. Det er der taget højde 

for i analyserne ved at vægte i forhold til indbygger- 

tallet i de enkelte kommuner. 

I analyserne er der endvidere vægtet i forhold til 

manglende besvarelse (vægtning for non-response), 

således at besvarelserne fra den enkelte person er 

vægtet i forhold til, hvor sandsynligt det er at få en 

besvarelse fra en person med samme køn, alder, 

uddannelse, indkomst, erhvervstilknytning, etnisk 

baggrund, samlivsstatus, antal lægebesøg i 2007, 

indlæggelse på sygehus i 2007, ejer/lejerforhold 

samt forskerbeskyttelse. Vægtene er udarbejdet af 

Danmarks Statistik på baggrund af ovennævnte 

oplysninger fra centrale registre. Vægtningen bety- 

der, at resultaterne af spørgeskemaundersøgelserne 

er repræsentative for hele befolkningen i Region 

Hovedstaden på tværs af kommuner og forskellige 

sociodemografiske grupper. 

For yderligere oplysninger om spørgeskemaunder- 

søgelserne, henvises til Sundhedsprofil for region og 

kommuner 2010 (1). 

13

2.3 Metode 

Hver indikator inden for sundhedsadfærd og kontak- 

ter til sundhedsvæsenet er behandlet i forhold til 

befolkningen generelt, for borgere på 65 år eller 

derover samt for borgere med henholdsvis hjertekar- 

sygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsyg- 

domme. 

For hver indikator er forekomsten beskrevet i for- 

hold til uddannelse, erhvervstilknytning, etnisk 

baggrund og kommunesocialgruppe. Forekomsten af 

de enkelte indikatorer beskrives ved hjælp af andele. 

For sundhedsadfærd er der tale om vægtede andele 

jævnfør tidligere beskrivelse af vægtning. 

For befolkningen generelt vises udover andele også 

odds ratios (OR). Disse odds ratios stammer fra 

analyser i modeller, hvor der er justeret for køn og 

alder. I modellerne for etnisk baggrund og kommu- 

nesocialgruppe er der endvidere justeret for uddan- 

nelse og erhvervstilknytning. I modellerne for kon- 

takter er der yderligere justeret for kroniske syg- 

domme. 

Til brug i teksten i rapporten er der desuden foreta- 

get en række analyser i modeller for at undersøge, 

om betydningen af uddannelse, erhvervstilknytning, 

etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er den 

samme i 2007 og i 2010, eller om der er forskelle på 

betydningen af disse faktorer i 2007 og 2010. Hvis 

der er forskel, kan man tale om, at uligheden enten 

er mindsket (hvis betydningen af faktoren er mindre 

i 2010 end i 2007) eller øget (hvis betydningen er 

større i 2010 end i 2007). I praksis er disse analyser 

foretaget ved at sammenlægge data for 2007 og 

2010 og teste, om der er interaktion mellem årstal og 

14 

uddannelse, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og 

kommunesocialgruppe. Alle analyser er foretaget 

både i modeller, hvor der er justeret for de samme 

faktorer som nævnt ovenfor samt i modeller, hvor 

der ikke er justeret. 

Samtlige analyser for sundhedsadfærd er logistiske 

regressionsanalyser, hvor vægtene er benyttet i ana- 

lyserne. Samtlige analyser for kontakter er logistiske 

regressionsanalyser med GEE (generalised estima- 

ting equations), således at der er taget hensyn til, at 

den samme person kan have boet i Region Hoved- 

staden i 2007 og 2010, og dermed være med i data- 

udtrækkene for begge årene. 

I vurderingen af alle analyser har vi benyttet et 

signifikansniveau på 5 %. 

Fortolkning af odds ratios 

Forklaring af fortolkningen af odds ratios tager 

udgangspunkt i tabel 2.3, som er vist på næste side. 

Hvis borger med lang videregående uddannelse 

bruges som referencekategori, vil denne gruppe 

tildeles OR=1. Hvis OR>1 for kategorien ingen 

erhvervsuddannelse, så er sandsynligheden for, at en 

borger uden erhvervsuddannelse er dagligryger 

større end sandsynligheden for, at en borger med 

lang videregående uddannelse er dagligryger, når 

der er taget højde for køns- og alderssammensætnin- 

gen på de to uddannelsesniveauer. Hvis OR

Tabel 2.3 Borgere, som ryger dagligt (tabel 4.1 i kapitel 4) 


Uddannelse 

Ingen erhvervsuddannelse 

Kort uddannelse 

Mellemlang videreg. uddannelse 

Lang videreg. uddannelse 

Erhvervstilknytning 

I beskæftigelse 

Udenfor arbejdsmarkedet 

Pensionist 

Etnisk baggrund 

Danmark 

Andre vestlige lande 

Ikkevestlige lande 

Kommunesocialgruppe 

4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratio 

24 

21 

37 

33 

25 

23 

17 

14 

10 

8 

21 

19 

40 

40 

23 

19 

24 

20 

19 

18 

25 

24 

27 

24 

27 

22 

23 

20 

17 

16 

0 10 20 30 40 50% 0 1 2 3 4 5 6 7 

Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse og 

erhvervstilknytning 

15

3 Demografi og sociale forhold 

• Ca. 10 % af borgerne har en lang videregående uddannelse og knap halvdelen har en kort uddannelse 

• 10 % af borgerne har en ikke-vestlig baggrund 

• Andelen af borgere, der ikke har nogen erhvervsuddannelse og er udenfor arbejdsmarkedet, er størst blandt 

16 

borgere med ikke-vestlig baggrund sammenlignet med borgere med dansk baggrund 

• Indkomstniveauet er markant lavere for borgere med ikke-vestlig baggrund sammenlignet med borgere med 

dansk baggrund 

Sundhed og sygelighed er ikke fordelt tilfældigt. En 

lang række demografiske og socioøkonomiske for- 

hold har betydning for borgernes sundhedstilstand, 

sundhedsadfærd og sygelighed. I dette kapitel be- 

skrives alder, uddannelse, indkomst og erhvervstil- 

Køn 

I Region Hovedstaden er 52 % af borgerne kvinder, 

mens 48 % af borgerne er mænd. Det vil sige, at der 

generelt set er lidt flere kvinder end mænd i Region 

Hovedstaden. Dette gælder i 2007 og 2010, og det 

gælder for såvel borgere med dansk som med anden 

knytning for mænd i forhold til kvinder samt for 

borgere med dansk baggrund i forhold til anden 

etnisk baggrund. Kapitlet er baseret på oplysninger 

fra Befolkningsstatistikregisteret og Indkomststati- 

stikregisteret fra Danmarks Statistik. 

etnisk baggrund end dansk. Andelen af kvinder er 

dog lidt større blandt borgere med anden vestlig 

baggrund og lidt mindre blandt borgere med ikke- 

vestlig baggrund sammenlignet med borgere med 

dansk baggrund (tabel 3.1). 

Tabel 3.1 Fordelingen af mænd og kvinder i forhold til etnisk baggrund i Region Hovedstaden 2010 

Dansk (%) Anden vestlig (%) Ikke-vestlig (%) Total (%) 

Mænd 48 47 49 48 

Kvinder 52 53 51 52 


I alt har 85 % af befolkningen i Region Hoved- 

staden dansk baggrund. Borgere med anden vestlig 

baggrund end dansk udgør 5 % af befolkningen og 

Alder 

Alder er den faktor, som er stærkest forbundet med 

udviklingen af kroniske sygdomme. Jo ældre man 

er, des større er risikoen for at have en kronisk syg- 

dom. Hvilket betyder, at disse borgere også vil have 

borgere med ikke-vestlig baggrund udgør 10 % af 

befolkningen (resultater ikke vist). 

flere kontakter til sundhedsvæsenet. Det er derfor af 

afgørende betydning, at der bliver taget højde for 

alderssammensætningen i forskellige befolknings- 

grupper, når man skal vurdere, om der er ulighed i

sundhed, sygdomsforekomst eller konsekvenser af 

sygdomme mellem forskellige grupper af borgere. 

Overordnet set ligner aldersfordelingen for mænd og 

kvinder hinanden (tabel 3.2). Der er dog en større 

andel af kvinderne end mændene, som er 75 år eller 

derover. 

I forhold til etnisk baggrund ligner aldersfordelingen 

for borgere med dansk og anden vestlig baggrund 

hinanden (tabel 3.3). Der er dog en noget større 

andel af borgerne med ikke-vestlig baggrund, som er 

under 45 år sammenlignet med borgerne med dansk 

baggrund. I 2010 var 47 % af borgerne med dansk 

baggrund under 45 år; dette tal var 70 % for borger- 

Uddannelse 

Uddannelse er et stærkt udtryk for social position. 

Det skyldes blandt andet, at uddannelse har indfly- 

delse på muligheden for at få bestemte typer af jobs 

og dermed også på indkomstniveau og den materiel- 

le levestandard. Samtidig kan uddannelsesniveau 

være et udtryk for den enkeltes evne til at tilegne sig 

ny viden og omsætte den til handling. Uddannelse 

har derfor betydning for personens tilbøjelighed til 

at træffe hensigtsmæssige beslutninger i forbindelse 

med egen sundhed. Borgernes uddannelsesniveau er 

opgjort på baggrund af den højeste fuldførte uddan- 

nelse og er derefter kategoriseret i forhold til Dansk 

Uddannelsesnomenklatur. For nærmere beskrivelse 

af kategoriseringen henvises til bilag 1. 

I Region Hovedstaden fordeler borgernes uddannel- 

sesniveau sig således, at hver fjerde borger har en 

mellemlang eller lang videregående uddannelse, 

mens knapt halvdelen har en kortere uddannelse 

(tabel 3.2). Endelig har lidt mere end hver fjerde 

borgere ingen erhvervsuddannelse. En del af disse 

borgere er de helt unge, som endnu går i skole, er i 

gang med en ungdomsuddannelse eller en erhvervs- 

uddannelse. 

Der er en lidt større andel af mændene, som har en 

kort uddannelse eller en lang videregående uddan- 

ne med ikke-vestlig baggrund. Desuden er der en 

betydeligt større andel af borgere med dansk bag- 

grund, som er 55 år eller derover (21 % i 2010) 

sammenlignet med borgerne med ikke-vestlig bag- 

grund (14 % i 2010). 

For borgere med anden vestlig baggrund er den 

største andel af disse borgere i aldersgruppen 

25-34 år. 

Aldersfordelingen blandt de forskellige etniske 

grupper for 2010 svarer til den for 2007. Det ser dog 

ud til, at andelen af borgere med anden vestlig bag- 

grund end dansk i alderen 25-34 år er blevet lidt 

større. 

nelse, mens en lidt større andel af kvinderne har en 

mellemlang videregående uddannelse. Der er der- 

imod ingen betydelig forskel på andelen af kvinder 

og mænd, som ingen erhvervsuddannelse har. 

Der er væsentlige forskelle på uddannelsesniveauet 

blandt borgere med dansk og anden etnisk baggrund 

(tabel 3.3). Mens 27 % af borgerne med dansk bag- 

grund i 2010 har en mellemlang eller lang videregå- 

ende uddannelse, er det kun 17 % af borgerne med 

ikke-vestlig baggrund. Derimod er der i 2010 hele 

44 % af borgerne med ikke-vestlig baggrund, som 

ingen erhvervsuddannelse har, mod bare 28 % af 

borgerne med dansk baggrund. Denne forskel vil 

have betydning for, om der er en absolut forskel i 

sundhedsadfærd og forekomsten af kroniske syg- 

domme mellem de forskellige etniske grupper. 

Borgere med anden vestlig baggrund end dansk er 

en særligt selekteret gruppe. Her er det mindre end 

hver femte borger, der ingen erhvervsuddannelse 

har, mens hele 39 % i 2010 har en mellemlang eller 

lang videregående uddannelse. 

Der er ikke sket nogen betydelig udvikling i uddan- 

nelsesniveauet fra 2007 til 2010, hverken hvad angår 

køn eller etnisk baggrund. 

17

Indkomst 

Indkomsten er et udtryk for de materielle ressourcer, 

som den enkelte disponerer over. Indkomsten kan 

påvirke borgerens muligheder for at foretage sunde 

valg som for eksempel at købe sunde fødevarer eller 

bosætte sig i trygge, rekreative omgivelser. Ind- 

komst er her opgjort som bruttoindkomst, det vil 

sige den årlige husstandsindkomst pr. voksen i hus- 

standen. 

I denne rapport opgøres den gennemsnitlige brutto- 

indkomst, hvilket betyder, at der er taget højde for, 

om en person bor sammen med en anden person 

med indkomst. Som beskrevet under materiale og 

metoder under kapitel 2 er det ikke alle registerdata, 

der er fuldt opdateret frem til 2010. Dette gælder 

bl.a. for indkomst, hvor de seneste data kun kan 

opgøres for 2008, hvilket betyder, at der kun er et 

års forskel på opgørelserne for 2007 og 2010. 

I Region Hovedstaden har lidt mere end halvdelen af 

borgerne en bruttoindkomst på 150.000-375.000 kr. 

Det gælder for både mænd og kvinder (tabel 3.2). 


Et vigtigt mål for social position er erhvervstilknyt- 

ning. Tilknytningen til arbejdsmarkedet kan beskri- 

ves som den strukturelle forbindelse mellem uddan- 

nelse og indkomst og er via denne forbindelse indi- 

rekte knyttet til borgernes muligheder i relation til 

egen sundhed. Dertil kommer den direkte forbindel- 

se mellem erhvervstilknytning og helbred som følge 

af det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på arbejds- 

pladsen. Endelig er eksklusion fra arbejdsmarkedet 

som følge af eksempelvis arbejdsløshed en markant 

begivenhed, som kan føre til forringet helbred. At 

være ekskluderet fra arbejdsmarkedet medfører tab 

af sociale relationer og struktur på hverdagen, hvil- 

ket er faktorer, som spiller en væsentlig rolle for det 

fysiske og mentale helbred. I opgørelsen af er- 

hvervstilknytning skelnes der mellem borgere i 

beskæftigelse, herunder også borgere under uddan- 

nelse, borgere på pension eller efterløn samt borge- 

re, som er i den erhvervsaktive alder, men er uden 

for arbejdsmarkedet. Det gælder såvel arbejdsløse 

borgere som langtidssyge og førtidspensionister. For 

18 

Der er en lidt større andel af kvinder end mænd, som 

har en bruttoindkomst under 150.000 kr., mens en 

lidt større andel af mænd end kvinder har en brutto- 

indkomst over 375.000 kr. 

I forhold til etnisk baggrund er forskellene tydelige- 

re. Næsten halvdelen af borgerne med ikke-vestlig 

baggrund har en bruttoindkomst under 150.000 kr., 

mens det i 2010 kun er 23 % af borgerne med dansk 

baggrund (tabel 3.3). Tilsvarende har 21 % af borge- 

re med dansk baggrund en bruttoindkomst over 

375.000 kr., mens det kun er 4 % blandt borgere 

med ikke-vestlig baggrund. Borgere med anden 

vestlig baggrund end dansk ligger generelt lidt høje- 

re end borgere med ikke-vestlig baggrund og lidt 

lavere end borgere med dansk baggrund, hvad brut- 

toindkomst angår. 

Der er en tendens til, at indkomsten er steget en 

smule i perioden fra 2007 til 2010 (2008). Det gæl- 

der for begge køn og for borgere med dansk såvel 

som anden etnisk baggrund. 

nærmere beskrivelse af kategoriseringen, henvises 

til bilag 2. 

Størstedelen af borgerne i Region Hovedstaden er i 

beskæftigelse, mens en mindre del er på pension 

eller uden for arbejdsmarkedet (tabel 3.2). Der er en 

større andel af mænd end kvinder i beskæftigelse, 

mens en større andel af kvinder end mænd er på 

pension, herunder efterløn. Det afspejler, at en større 

andel af kvinder end mænd er over pensions- 

alderen. Der er ingen betydelig forskel på andelen af 

kvinder og mænd i den erhvervsaktive alder, som er 

uden for arbejdsmarkedet. 

Borgere med anden vestlig baggrund end dansk 

ligner borgere med dansk baggrund, hvad angår 

erhvervstilknytning, mens billedet ser lidt anderle- 

des ud for borgere med ikke-vestlig baggrund (tabel 

3.3). Der er en relativt lille andel af borgere med 

ikke-vestlig baggrund, som er på pension, hvilket 

svarer til, at det også kun er en lille andel af disse

orgere, som er over pensionsalderen. Til gengæld 

er knapt hver fjerde borger med ikke-vestlig bag- 

grund uden for arbejdsmarkedet i 2010. Det er tre 

gange så mange som blandt borgere med dansk eller 

anden vestlig baggrund. 

Da erhvervstilknytning for 2010 er opgjort på data 

fra 2008, afspejler ændringerne i erhvervstilknytning 

ændringer mellem de to årgange 2007 og 2008. 

Andelen af borgere uden for arbejdsmarkedet er 

faldet i perioden fra 2007 til 2010 (2008), mens 

andelen af borgere i beskæftigelse er steget, og an- 

delen af borgere på pension er steget ganske lidt. 

Det gælder for både mænd og kvinder. Hvad angår 

etnisk baggrund, er det særligt blandt borgere med 

anden etnisk baggrund end dansk, at flere borgere er 

kommet i beskæftigelse i perioden fra 2007-2010 

(2008). 

19

Tabel 3.2 Fordeling af alder, uddannelse, indkomst og erhvervstilknytning blandt kvinder og mænd i 


Alder 

1624 år 

2534 år 

3544 år 

4554 år 

5564 år 

6574 år 

7584 år 

85+ år 

Uddannelse 





Indkomst 

099.999 kr 

100.000 149.999 kr 

150.000 249.999 kr 

250.000 374.999 kr 

375.000 524.999 kr 

525.000+ kr 





20 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Mænd % Kvinder 

13 

14 

19 

18 

20 

20 

16 

17 

16 

15 

9 

10 

5 

5 

1 

1 

28 

28 

47 

46 

13 

13 

12 

13 

12 

10 

18 

15 

28 

25 

28 

29 

10 

13 

4 

7 

74 

77 

12 

8 

14 

15 

0 25 50 75 100% 

12 

13 

19 

18 

18 

18 

15 

16 

15 

15 

10 

11 

7 

7 

4 

3 

29 

29 

43 

42 

19 

19 

9 

9 

12 

9 

21 

18 

29 

27 

26 

28 

8 

12 

3 

5 

66 

69 

13 

9 

20 

22 

0 25 50 75 100%

Tabel 3.3 Fordeling af alder, uddannelse, indkomst og erhvervstilknytning blandt borgere med dansk 

og anden etnisk baggrund i Region Hovedstaden 

Køn 

Mand 

Kvinde 

Alder 

1624 år 

2534 år 

3544 år 

4554 år 

5564 år 

6574 år 

7584 år 

85+ år 

Uddannelse 





Indkomst 

099.999 kr 

100.000 149.999 kr 

150.000 249.999 kr 

250.000 374.999 kr 

375.000 524.999 kr 

525.000+ kr 





2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Danmark % Andre vestlige lande % Ikke-vestlige lande 

48 

48 

52 

52 

12 

13 

18 

16 

19 

18 

16 

16 

16 

16 

10 

12 

7 

6 

3 

3 

28 

28 

46 

45 

16 

16 

11 

11 

10 

7 

19 

16 

28 

26 

29 

31 

10 

14 

4 

7 

71 

73 

11 

7 

18 

20 

0 25 50 75% 

46 

47 

54 

53 

13 

15 

24 

28 

18 

18 

15 

13 

14 

12 

8 

8 

5 

4 

2 

2 

17 

16 

46 

45 

20 

21 

17 

18 

23 

27 

17 

15 

27 

24 

22 

21 

8 

9 

4 

4 

68 

75 

13 

7 

19 

18 

0 25 50 75% 

50 

49 

50 

51 

19 

20 

28 

27 

24 

23 

15 

16 

8 

9 

4 

4 

1 

1 

0 

0 

43 

44 

41 

40 

9 

10 

6 

7 

28 

24 

32 

25 

30 

33 

9 

15 

2 

3 

0 

1 

61 

71 

33 

23 

6 

6 

0 25 50 75% 

21

4 Sundhedsadfærd 

• Der er overordnet sket en positiv udvikling i borgernes sundhedsadfærd fra 2007 til 2010 

• Der er fortsat social ulighed i risikoadfærd. Forekomsten af rygning, manglende bevægelse og meget usunde 

22 

kostvaner falder med stigende uddannelsesniveau 

• Forekomsten af alkoholafhængighed udviser en omvendt social gradient – især blandt ældre over 65 år 

• Den sociale ulighed i rygning og manglende bevægelse betragtet ud fra erhvervstilknytning er blevet større 

fra 2007 til 2010 

• Der er etniske forskelle i sundhedsadfærd, som ikke kun kan forklares med forskelle i sociale faktorer – især 

hvad angår alkohol- og kostvaner 

• Der er kommuneforskelle i sundhedsadfærd, som ikke kan forklares med forskelle i sociale faktorer – især 

hvad angår rygning, rusdrikkeri og stillesiddende fritidsaktiviteter 

Sundhedsadfærd er de handlinger, et menneske 

udfører for sig selv eller andre, som på længere sigt 

påvirker sundheden. Sundhedsadfærd kan således 

både være adfærd, som har en positiv effekt på 

sundheden (sundhedsfremmende) og adfærd, som 

har en negativ effekt på sundheden (risikoadfærd). 

Eksempelvis fremmer bevægelse sundheden, mens 

rygning har en negativ effekt på sundheden. Den 

enkelte borgers sundhedsadfærd er påvirket af en 

lang række faktorer. Personlige forhold såvel som 

sociale relationer, levekår og samfundsmæssige 

strukturer spiller en stor rolle. 

Det er veldokumenteret, at sundhedsadfærd har stor 

betydning for muligheden for at bevare et godt hel- 

bred og undgå eller udsætte udviklingen af kroniske 

sygdomme. Uhensigtsmæssig sundhedsadfærd som 

rygning, højt alkoholindtag, manglende bevægelse 

og meget usunde kostvaner er risikofaktorer for 

udvikling af en række kroniske sygdomme. Adskil- 

lige undersøgelser viser, at forekomsten af de fleste 

former for uhensigtsmæssig sundhedsadfærd er 

socialt skævt fordelt i befolkningen med en højere 

forekomst blandt de dårligst stillede (1;2;8). Ulighe- 

den i sundhedsadfærd er dermed en bidragende 

årsag til den sociale ulighed i sygdomsforekomsten 

(9). 

Den sociale ulighed i flere risikofaktorer for sygdom 

betyder, at de dårligst stillede borgere ofte er udsat 

for flere risikofaktorer samtidigt. Da risikofaktorer- 

ne ofte interagerer med hinanden i udviklingen af 

forskellige sygdomme, kan de få en kraftigere effekt 

blandt de dårligst stillede borgere (9). Det er således 

ikke kun forekomsten af risikofaktorer, men også 

effekten af dem, der kan være socialt skævt fordelt. 

Der er sket forbedringer i sundhedsadfærden inden 

for mange områder i den voksne befolkning over de 

seneste årtier, men noget tyder på, at denne udvik- 

ling ikke kommer alle grupper i samfundet lige 

meget til gode. Eksempelvis er andelen af borgere, 

der ryger dagligt, og andelen af borgere, der har 

stillesiddende fritidsaktiviteter, faldet siden 1978, 

men samtidig er forskellen mellem forekomsten i 

forskellige uddannelsesgrupper steget i samme peri- 

ode (10). Tilsvarende er der blandt socialt udsatte 

borgere som kontanthjælpsmodtagere, personer 

under revalidering, arbejdsløse med kort eller ingen 

uddannelse og førtidspensionister ikke sket de sam- 

me forbedringer som i befolkningen generelt, eller 

der er ligefrem sket en stigning i forekomsten af 

uhensigtsmæssig sundhedsadfærd som rygning, 

alkohol, kost og fysisk aktivitet fra 2000 til 2005 

(11).

Det er væsentligt at have kendskab til udviklingen i 

borgernes sundhedsadfærd over tid og vurdere, om 

den sociale ulighed stiger eller falder inden for for- 

skellige områder. Dette vil kunne være med til at 

optimere fremtidige forebyggelsesindsatser. I dette 

kapitel fokuseres der på fire former for sundhedsad- 

færd: rygning, alkohol, bevægelse i fritiden og kost- 

vaner. Data om sundhedsadfærd stammer fra spør- 

geskemaundersøgelsen ”Hvordan har du det?” fra 

2007 og 2010. 

23

4.1 Rygning 

Rygning er den forebyggelige risikofaktor, der er 

årsag til flest kroniske sygdomme, herunder alvorli- 

ge sygdomme som hjertekarsygdomme, kræft og 

kroniske lungesygdomme, samt den risikofaktor, der 

bidrager mest til at reducere danskernes middelleve- 

tid. De tobaksrelaterede sygdomme er derudover 

ansvarlige for en stor del af den ulighed i sygdoms- 

byrden, som observeres i dag. Forekomsten af ryg- 

ning er socialt skævt fordelt, hvilket kan bidrage til 

at forklare en stor del af den sociale ulighed i syg- 

domsbyrden. Desuden interagerer rygning med 

andre risikofaktorer, som også ophober sig blandt de 

dårligst stillede borgere, hvilket derfor også gør 

effekten af rygning socialt ulige. En undersøgelse 

fra 2006 har estimeret, at den sociale ulighed i to- 

baksrygning kan forklare næsten halvdelen af den 

sociale ulighed i sygdomsbyrden i Københavns 

Kommune (9). 

Forekomsten af rygere er faldet jævnt de seneste 30 

år i alle aldersgrupper og blandt både mænd og 

kvinder (10). Andelen af rygere er faldet blandt 

borgere på alle uddannelsesniveauer, men faldet er 

procentvis størst blandt borgere med en lang uddan- 

nelse, hvorved den sociale ulighed i rygning er ste- 

get (8;10). 

I dette afsnit beskrives forekomsten af dagligrygere i 

2007 og 2010. 

4.1.1 Dagligrygning 

I 2010 er der i alt 21 % af borgerne i Region Hoved- 

staden, som ryger dagligt. Der er sket et lille fald på 

3 procentpoint siden 2007, hvor andelen af daglig- 

rygere i regionen var 24 % (tabel 4.1). 

Alle borgere og borgere, som er 65 år 

eller derover 

Sociale forskelle: Der ses en klar sammenhæng 

mellem uddannelse og dagligrygning i både 2007 og 

2010, idet andelen af borgere, som ryger dagligt, 

falder med stigende uddannelsesniveau (tabel 4.1). 

Således er der fire gange så mange dagligrygere 

24 

blandt borgere uden erhvervsuddannelse sammen- 

lignet med borgere med lang videregående uddan- 

nelse (33 % versus 8 % i 2010). Betydningen af 

uddannelse bliver forstærket en smule, når der tages 

højde for forskelle i køns- og alderssammensætnin- 

gen i grupperne. 

Blandt de ældste borgere, der er 65 år eller derover, 

ses samme sammenhæng mellem uddannelse og 

dagligrygning. Der er dog en markant større andel 

dagligrygere blandt borgere med lang videregående 

uddannelse blandt de ældste borgere sammenlignet 

med alle borgere. I 2010 var der 13 % dagligrygere 

blandt de ældste borgere med en lang videregående 

uddannelse sammenlignet med 8 % blandt alle bor- 

gere med lang videregående uddannelse. Samtidig er 

der færre dagligrygere blandt de ældste borgere uden 

en erhvervsuddannelse (i 2010 var 23 % dagligryge- 

re i denne gruppe versus 33 % blandt alle borgere 

uden erhvervsuddannelse). Uligheden mellem grup- 

perne er således mindre udtalt blandt de ældste bor- 

gere sammenlignet med alle borgere. 

Der ses ser ingen tegn på en øget social ulighed i 

dagligrygning fra 2007 til 2010 i forhold til uddan- 

nelsesgrupperne, hverken blandt alle borgere eller 

blandt borgere over 65 år. 

Der ses en klar sammenhæng mellem erhvervstil- 

knytning og dagligrygning i både 2007 og 2010. Der 

er en dobbelt så stor andel dagligrygere blandt bor- 

gere i den erhvervsaktive alder, som er uden for 

arbejdsmarkedet, sammenlignet med pensionister og 

borgere i beskæftigelse i 2010 (40 % versus 19 %). 

Denne effekt ændres ikke, når der tages højde for 

køns- og alderssammensætningen i grupperne. Mens 

andelen af dagligrygere er konstant blandt borgere 

uden for arbejdsmarkedet (40 %), falder prævalen- 

sen med 2 procentpoint blandt borgere i beskæftigel- 

se fra 2007 til 2010 (21 % til 19 %) og med 4 pro- 

centpoint blandt pensionister (23 % til 19 %). Dette 

fører til, at vi ser en lille, men statistisk signifikant 

stigende, ulighed i forhold til dagligrygning for 

gruppen af borgere, som er i beskæftigelse eller er

pensionerede i forhold til borgere uden for arbejds- 

markedet. 

Etniske forskelle: Der er ikke nogen tydelig forskel 

på andelen af dagligrygere blandt borgere med 

dansk baggrund og borgere med ikke-vestlig bag- 

grund. Når der justeres for alder, køn og sociale 

faktorer, er der ingen signifikant forskel på fore- 

komsten af dagligrygning blandt borgere med dansk 

og anden etnisk baggrund. Vi ser ingen tegn på en 

øget social ulighed i forhold til etnisk baggrund fra 

2007 til 2010. 

I gruppen af borgere, der er 65 år eller derover, er 

andelen af dagligrygere dobbelt så stor blandt borge- 

re med dansk baggrund sammenlignet med borgere 

med ikke-vestlig baggrund i 2010 (19 % versus 10 

%). På grund af et lille datamateriale kan vi dog ikke 

udtale os om, hvordan andelen af dagligrygere over 

65 år med ikke-vestlig baggrund ser ud i 2007. 

Kommuneforskelle: Der er en klar sammenhæng 

mellem kommunesocialgrupperne og dagligrygning, 

idet andelen af borgere, som ryger dagligt, er størst i 

kommunesocialgruppe 4 (24 %), mindre i kommu- 

nesocialgruppe 2 og 3 (20-22 %) og mindst i kom- 

munesocialgruppe 1 (16 %) i 2010. Denne sammen- 

hæng ses for både 2007 og 2010. Sammenhængen 

forbliver signifikant, men lidt mindre udtalt, når der 

justeres for alder, køn og sociale faktorer. Dette 

betyder, at der er forskel i forekomsten af dagligryg- 

ning mellem kommunesocialgrupperne, som ikke 

kan tilskrives kommuneforskelle på fordelingerne af 

alder, uddannelsesniveau og erhvervstilknytning. 

Denne forskel har ikke ændret sig siden 2007, og 

uligheden mellem kommunerne er således hverken 

blevet større eller mindre siden 2007. 

Borgere med kroniske sygdomme 

Overordnet set er tendenserne de samme for borgere 

med henholdsvis hjertekarsygdomme, diabetes, 

KOL og muskelskeletsygdomme (tabel 4.2 og 4.3). 

Der er flest dagligrygere blandt borgere med kort 

uddannelse og borgere uden for arbejdsmarkedet. 

Den tendens til øget ulighed i forekomsten af 

dagligrygning i forhold til erhvervstilknytning, som 

ses blandt alle borgere, genfindes ikke blandt borge- 

re med kroniske sygdomme. 

I forhold til etnisk baggrund ser vi generelt ingen 

signifikant forskel på andelen af dagligrygere blandt 

borgere med dansk og anden etnisk baggrund blandt 

borgere med hjertekarsygdomme, diabetes og mu- 

skelskeletsygdomme. Der er dog en sammenhæng 

mellem etnisk baggrund og dagligrygning blandt 

borgere med KOL. Her findes en signifikant mindre 

andel af dagligrygere blandt borgere med anden 

etnisk baggrund sammenlignet med borgere med 

dansk baggrund, når der justeres for alder, køn og 

sociale faktorer. 

Ligesom for befolkningen generelt finder vi en sig- 

nifikant forskel i andelen af dagligrygere på tværs af 

kommunesocialgrupperne for borgere med KOL, 

muskelskeletsygdomme og diabetes, når der er taget 

højde for alder, køn og sociale faktorer. I modsæt- 

ning til disse grupper, er der ingen forskel på ande- 

len af dagligrygere på tværs af kommunesocialgrup- 

perne blandt borgere med hjertekarsygdomme. 

Konklusion 

Der ses en tydelig social ulighed i dagligrygning i 

forhold til uddannelsesniveau og erhvervstilknyt- 

ning, således at andelen af dagligrygere stiger med 

faldende uddannelsesniveau, er højere blandt borge- 

re udenfor arbejdsmarkedet sammenlignet med 

borgere i beskæftigelse, og er større i kommunesoci- 

algruppe 3 og 4 sammenlignet med kommunesocial- 

gruppe 1. Der findes ingen sammenhæng mellem 

etnisk baggrund og dagligrygning. 

Stort set samme tendenser ses for de ældre borgere, 

der er 65 år eller derover, samt borgere med hjerte- 

karsygdomme, diabetes, KOL og muskelskeletsyg- 

domme. 

Kun i forhold til erhvervstilknytning ser vi en ten- 

dens til øget social ulighed fra 2007 til 2010 i for- 

hold til, hvordan dagligrygning fordeler sig i befolk- 

ningen. 

25

Tabel 4.1 Borgere, som ryger dagligt 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

26 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratio 

24 

21 

37 

33 

25 

23 

17 

14 

10 

8 

21 

19 

40 

40 

23 

19 

24 

20 

19 

18 

25 

24 

27 

24 

27 

22 

23 

20 

17 

16 

0 10 20 30 40 50% 0 1 2 3 4 5 6 7 

Alle odds ratios er justeret for køn og alder. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for uddannelse 

og erhvervstilknytning

Tabel 4.2 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som er dagligrygere 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Hjertekarsygdomme % Diabetes 

26 

21 

33 

27 

25 

20 

17 

11 

18 

11 

23 

19 

41 

38 

22 

18 

27 

20 

23 

27 

22 

25 

30 

23 

30 

20 

24 

23 

20 

15 

0 10 20 30 40 50% 

26 

23 

33 

29 

23 

22 

17 

17 

17 

14 

25 

23 

36 

31 

22 

19 

27 

24 

26 

22 

23 

20 

30 

24 

27 

22 

28 

25 

15 

20 

0 10 20 30 40% 

27

Tabel 4.3 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som er dagligrygere 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

28 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% KOL % Muskelskeletsygdomme 

29 

25 

41 

36 

27 

24 

19 

16 

9 

6 

23 

19 

50 

47 

26 

22 

30 

25 

25 

20 

15 

26 

36 

35 

34 

25 

24 

22 

23 

16 

0 20 40 60% 

27 

23 

40 

33 

27 

23 

19 

12 

11 

8 

23 

20 

40 

37 

24 

19 

27 

23 

27 

22 

28 

25 

30 

27 

29 

21 

26 

23 

21 

16 

0 10 20 30 40 50%

4.2 Alkohol 

Et stort alkoholforbrug øger risikoen for en lang 

række sygdomme, herunder kræftsygdomme, mave- 

og tarmsygdomme, hjertekarsygdomme, leversyg- 

domme, forgiftninger samt forhøjet blodtryk. Et 

stort forbrug øger desuden risikoen for skader og 

ulykker som f.eks. bilulykker. Endelig kan et stort 

alkoholforbrug have alvorlige sociale konsekvenser, 

så som ødelagte parforhold, omsorgssvigt af børn, 

udstødelse af arbejdsmarkedet, kriminalitet og vold 

(12). 

Sundhedsstyrelsen indførte i 1989 genstandsgrænser 

for alkohol, hvor det anbefales, at kvinder højest 

drikker 14 genstande og mænd 21 genstande om 

ugen. I 2007 tilføjede Sundhedsstyrelsen anbefalin- 

gerne om maksimalt fem genstande ved samme 

lejlighed (rusdrikkeri). I 2010 blev endnu et sæt 

genstandsgrænser tilføjet. Disse sætter grænsen for 

lav risiko for sygdom ved syv genstande for kvinder 

om ugen, og 14 genstande for mænd om ugen, mens 

de tidligere grænser på 14 og 21 genstande om ugen 

nu klassificerer høj risiko for sygdom. 

Den sociale gradient, som findes i andre former for 

uhensigtsmæssig sundhedsadfærd, genfindes ikke 

for alkoholindtag. I 2005 var andelen af borgere, der 

overskred genstandsgrænserne inden for den seneste 

uge, lavest blandt borgere med kortest uddannelse 

(13). Fra 1987 til 2000 er andelen af borgerne, der 

har drukket den seneste hverdag, faldet lidt, men 

faldet er størst blandt de højtuddannede, hvilket har 

gjort gradienten lidt mindre (14). På trods af denne 

”omvendte” sociale gradient i alkoholindtag, som 

genfindes internationalt, er alkoholrelateret sygelig- 

hed og dødelighed stadig mest udbredt blandt grup- 

per med lav socioøkonomisk status (15). Dette kan 

skyldes forskelle i drikkemønstre. Forskning viser, 

at personer med højere socioøkonomisk position 

oftere drikker alkohol, men i mindre mængder, mens 

personer – især mænd – med lavere socioøkonomisk 

position oftere rusdrikker (15). Et studie fra Finland 

viser dog, at de socioøkonomiske forskelle i alko- 

holrelaterede sundhedsudfald fortsat eksisterer, når 

der justeres for forskelle i drikkemønstre (16). Det 

tyder altså på, at der er en differentiel sårbarhed over 

for alkohol i forskellige socioøkonomiske grupper i 

samfundet, men de underliggende mekanismer bag 

denne er endnu ikke klarlagt. 

I dette afsnit beskrives borgernes alkoholadfærd ud 

fra to alkohol-indikatorer: rusdrikkeri og tegn på 

alkoholafhængighed. En person klassificeres som 

rusdrikker, hvis vedkommende drikker mere end 

fem genstande ved en enkelt lejlighed mindst én 

gang om ugen. Tegn på alkoholafhængighed er 

defineret ud fra CAGE-C-klassifikationen, hvor en 

person klassificeres ud fra svar på seks spørgsmål 

vedrørende egen alkoholadfærd (tabel 4.4). Disse to 

typer adfærd er udvalgt, idet undersøgelser viser, at 

disse to typer af alkoholforbrug knytter sig til for- 

skellige grupper i samfundet. På grund af forskellige 

metoder har det ikke været muligt at sammenligne 

forbrug i forhold til genstandsgrænserne mellem 

undersøgelserne fra 2007 og 2010. 

Tabel 4.4 Tegn på alkoholafhængighed 

– CAGE-C-klassifikation 

29

4.2.1 Rusdrikkeri 

Der er i alt 12 % af borgerne i Region Hovedstaden, 

der rusdrikker i 2010. Der er sket et fald på 3 pro- 

centpoint siden 2007, hvor andelen af borgere, som 

rusdrikker, var 15 % (tabel 4.5). Andelen af ældre 

borgere over 65 år, der rusdrikker, er lavere end 

andelen i befolkningen samlet set. 


eller derover 

Sociale forskelle: Der er ikke nogen tydelige for- 

skelle på andelene af borgere, der rusdrikker i 2007 

og 2010 på tværs af de fire uddannelsesgrupper 

(tabel 4.5). Når der tages højde for køns- og alders- 

sammensætningen på tværs af uddannelseskategori- 

erne, finder vi dog, at andelen af rusdrikkere er 

signifikant højere blandt borgere uden erhvervsud- 

dannelse eller borgere med en kort eller mellemlang 

uddannelse, sammenlignet med borgere med en lang 

videregående uddannelse. Der ses ingen tendens til 

stigende social ulighed i forhold til rusdrikkeri på 

tværs af uddannelsesgrupperne fra 2007 til 2010. 

Blandt borgere over 65 år ses en tydelig sammen- 

hæng mellem uddannelse og rusdrikkeri. Forekom- 

sten er størst blandt ældre med en lang uddannelse 

og mindst blandt borgere uden erhvervsuddannelse 

(11 % versus 6 % i 2010). 

I 2007 og 2010 ses den samme sammenhæng mel- 

lem erhvervstilknytning og andelen af borgere, der 

rusdrikker. Rusdrikkeri er mindre udbredt blandt 

pensionister (7 % i 2010) end blandt borgere i be- 

skæftigelse og borgere uden for arbejdsmarkedet 

(13-14 % i 2010). Når vi justerer for køn og alder, er 

der i 2007 en signifikant højere andel, der rusdrikker 

blandt borgere uden for arbejdsmarkedet sammen- 

lignet med borgere i beskæftigelse. Derimod er der 

ikke nogen forskelle mellem pensionister og borgere 

i beskæftigelse. I 2010 er der ingen signifikant for- 

skel mellem grupperne, og uligheden er derfor ble- 

vet mindsket i perioden. 

Etniske forskelle: Der er en tydelig forskel mellem 

borgere med forskellig etnisk baggrund, hvad angår 

andelen af rusdrikkere. Rusdrikkeri er to til tre gan- 

30 

ge mere udbredt blandt borgere med dansk baggrund 

sammenlignet med borgere med ikke-vestlig bag- 

grund (13 % versus 5 % i 2010). Forskellen mind- 

skes, men forbliver signifikant, når der justeres for 

køn, alder og sociale faktorer. Der er ingen tegn på 

en øget social ulighed i forhold til etnisk baggrund 

og rusdrikkeri i perioden 2007 og 2010. 

Kommuneforskelle: Der er forskel i forekomsten af 

rusdrikkeri mellem kommunesocialgrupperne. Fore- 

komsten er højest i kommunesocialgruppe 2 (13 % i 

2010) og 4 (15 % i 2010) og lavest i kommunesoci- 

algruppe 1 (9 % i 2010) og 3 (11 % i 2010). Fore- 

komsten af rusdrikkeri adskiller sig fra anden uhen- 

sigtsmæssig sundhedsadfærd, idet vi ikke ser en 

tydelig gradient på tværs af kommunesocialgrupper- 

ne. Forskellene mellem grupperne er dog signifikan- 

te – også når der justeres for køn, alder og sociale 

forskelle. Det betyder, at der er forskelle i forekom- 

sten af rusdrikkeri mellem kommunesocialgrupper- 

ne, som ikke kan tilskrives kommuneforskelle på 

alder, uddannelsesniveau og erhvervstilknytning. 

Forskellene mellem kommunesocialgrupperne er 

blevet større fra 2007 til 2010, idet faldet i rusdrik- 

keri er størst i kommunesocialgruppe 1 og mindst i 

kommunesocialgruppe 3 og 4. 

Blandt de ældre borgere på 65 år eller derover, er 

der ikke nogen forskelle mellem kommunesocial- 

grupperne i forekomsten af rusdrikkeri. 


For borgere med kroniske sygdomme er der sket et 

fald på 5-6 procentpoint i forekomsten af rusdrikkeri 

i perioden 2007 til 2010 (tabel 4.6 og 4.7). Der er 

tale om et større fald end det, der ses for den gene- 

relle befolkning (3 procentpoint). For borgere med 

muskelskeletsygdomme skal faldet i procentpoint 

dog ses i forhold til den højere forekomst af rusdrik- 

keri i denne gruppe sammenlignet med de øvrige 

sygdomsgrupper (14 % versus 10 % i 2010). 

For borgere med hjertekarsygdomme, diabetes eller 

muskelskeletsygdomme er forekomsten af rusdrik- 

keri størst blandt borgere med lang videregående 

uddannelse. For borgere med KOL er der ingen

tydelig forskel på uddannelsesgrupperne. Når der 

tages højde for køns- og alderssammensætningen, 

findes der ingen signifikant forskel på rusdrikkeri 

blandt borgere med kronisk sygdom på tværs af de 

fire uddannelsesgrupper. 

Sammenhængen mellem erhvervstilknytning og 

rusdrikkeri ligner det billede, der ses i befolkningen 

generelt. Andelen af borgere, som rusdrikker, er 

lavest blandt pensionister sammenlignet med borge- 

re i beskæftigelse og borgere uden for arbejdsmar- 

kedet. Når vi justerer for køn og alder, ser vi dog 

ingen forskel på rusdrikkeri blandt de kronisk syge 

på tværs af erhvervstilknytningsgrupperne. 

Ligesom for den generelle befolkning finder vi sig- 

nifikante etniske forskelle i rusdrikkeri i de fire 

kroniske sygdomsgrupper. På grund af sparsomme 

data er mønsteret svært at beskrive i detaljer. Der er 

ikke sket en udvikling i de etniske forskelle fra 2007 

til 2010. 

Vi finder kommuneforskelle i forekomsten af rus- 

drikkeri for borgere med muskelskeletsygdomme, 

men ikke for de øvrige kroniske sygdomsgrupper. 

For borgere med kroniske sygdomme er der ikke 

sket ændringer i kommuneforskelle i perioden 2007 

til 2010. Når vi tager højde for køn, alder og sociale 

forskelle finder vi dog, at forskellene er blevet min- 

dre for borgere med muskelskeletsygdomme. 

Konklusion 

Der er en tendens til social ulighed i rusdrikkeri i 

forhold til uddannelsesniveau, idet borgere med 

kortere eller ingen erhvervsuddannelse i højere grad 

rusdrikker end borgere med en lang videregående 

uddannelse. Denne tendens synes dog at være mod- 

satrettet for borgere over 65 år. I forhold til er- 

hvervstilknytning er der i 2010 ingen signifikant 

forskel mellem borgere uden for arbejdsmarkedet, 

pensionister og borgere i beskæftigelse - i modsæt- 

ning til 2007. Dette skyldes, at den sociale ulighed 

mellem borgere i beskæftigelse og pensionister er 

blevet større, mens den sociale ulighed mellem bor- 

gere i beskæftigelse og borgere uden for arbejds- 

markedet er blevet mindre. 

Der er etnisk ulighed i rusdrikkeri, idet borgere med 

dansk baggrund oftere rusdrikker end borgere med 

ikke-vestlig baggrund. Den etniske ulighed i fore- 

komsten af rusdrikkeri har ikke ændret sig fra 2007 

til 2010. 

Der ses signifikante forskelle mellem kommuneso- 

cialgrupperne i forhold til rusdrikkeri. Forskellene 

mellem kommunesocialgrupperne er samtidig blevet 

lidt større i perioden 2007 til 2010. 

Der ses generelt en signifikant ulighed i forhold til 

rusdrikkeri på tværs af uddannelsesgrupper, er- 

hvervstilknytning og etnisk baggrund for borgere 

med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskel- 

skeletsygdomme. Ligeledes ses ingen signifikante 

forskelle i forhold til rusdrikkeri på tværs af kom- 

munesocialgrupperne for borgere med hjertekarsyg- 

domme, diabetes og KOL. Efter justering for køn, 

alder og sociale faktorer i de fire grupper finder vi, 

at der blandt borgere med muskelskeletsygdomme er 

sket et fald i den sociale ulighed fra 2007 til 2010 på 

tværs af kommunesocialgrupperne. 

31

Tabel 4.5 Borgere, som rusdrikker 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

32 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratio 

15 

12 

16 

12 

15 

13 

15 

12 

15 

12 

16 

13 

17 

14 

10 

7 

16 

13 

14 

12 

6 

5 

17 

15 

13 

11 

16 

13 

14 

9 

0 5 10 15 20% 0,00 0,50 1,00 1,50 2,00 2,50 


erhvervstilknytning

Tabel 4.6 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som rusdrikker 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


15 

10 

14 

8 

17 

11 

12 

7 

19 

14 

18 

12 

19 

12 

11 

7 

16 

10 

 

20 

 

 

16 

9 

13 

11 

18 

10 

13 

7 

0 10 20 30% 

15 

10 

12 

8 

18 

11 

13 

8 

12 

19 

16 

13 

16 

9 

13 

6 

16 

11 

 

 

 

 

15 

11 

13 

8 

16 

10 

18 

10 

0 5 10 15 20% 

33

Tabel 4.7 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som rusdrikker 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

34 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


16 

10 

16 

11 

16 

10 

13 

8 

18 

10 

16 

10 

21 

13 

10 

7 

16 

10 

16 

 

 

 

16 

11 

12 

8 

17 

10 

16 

9 

0 10 20 30% 

20 

14 

19 

10 

22 

16 

18 

14 

16 

20 

21 

20 

20 

9 

15 

10 

21 

15 

16 

15 

 

9 

22 

14 

19 

11 

21 

18 

15 

13 

0 10 20 30%

4.2.2 Tegn på alkoholafhængighed 

Der er 18 % af borgerne i Region Hovedstaden, som 

har tegn på alkoholafhængighed, og denne andel har 

ikke ændret sig fra 2007 til 2010 (tabel 4.8). Hver 

femte borger på 65 år og derover har tegn på alko- 

holafhængighed. 


eller derover 

Sociale forskelle: Der ses en signifikant sammen- 

hæng mellem tegn på alkoholafhængighed og ud- 

dannelse, idet andelen af borgere med tegn på alko- 

holafhængighed stiger med stigende uddannelsesni- 

veau (tabel 4.8). I 2010 udviser 16 % af borgerne 

uden erhvervsuddannelse tegn på alkoholafhængig- 

hed sammenlignet med 22 % af borgerne med en 

lang videregående uddannelse. Betydningen af ud- 

dannelse formindskes, når vi tager højde for forskel- 

le i køns- og alderssammensætningen i grupperne. 

Uligheden på tværs af uddannelsesgrupperne har 

ikke ændret sig signifikant fra 2007 til 2010. 

Blandt borgerne på 65 år eller derover er der ligele- 

des en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og 

tegn på alkoholafhængighed, og den er mere udtalt 

end for den generelle befolkning. Andelen af ældre 

med tegn på alkoholafhængighed er således mere 

end dobbelt så høj blandt ældre med en lang videre- 

gående uddannelse sammenlignet med ældre uden 

en erhvervsuddannelse. 

Andelen af borgere med tegn på alkoholafhængig- 

hed er næsten den samme blandt borgere i beskæfti- 

gelse (18 % i 2010), borgere uden for arbejdsmarke- 

det (19 % i 2010) og pensionister (20 % i 2010). De 

små forskelle imellem grupperne forsvinder, når der 

justeres for køn og alder. Sammenhængen mellem 

erhvervstilknytning og tegn på alkoholafhængighed 

er ikke signifikant forskellig i 2007 og 2010. 

Etniske forskelle: Tegn på alkoholafhængighed er 

ikke lige almindeligt i alle etniske grupper i samfun- 

det. Tegn på alkoholafhængighed er knap tre 

gange mere udbredt blandt borgere med dansk eller 

anden vestlig baggrund (19-22 % i 2010) sammen- 

lignet med borgere med ikke-vestlig baggrund (8 % 

i 2010). Forskellene mellem grupperne forbliver 

signifikant, når der justeres for forskelle i fordelin- 

gen af køn, alder og sociale faktorer. Der er dermed 

sammenhæng mellem etnisk baggrund og forekom- 

sten af tegn på alkoholafhængighed. Der er ikke sket 

nogen ændringer i disse sammenhænge fra 2007 til 

2010. Det samme billede ses for de ældre borgere på 

65 år eller derover. 

Kommuneforskelle: Der ses en signifikant sam- 

menhæng mellem tegn på alkoholafhængighed og 

kommunesocialgruppe. Forekomsten af tegn på 

alkoholafhængighed er mest udbredt i kommuneso- 

cialgruppe 1 og 2 og mindst udbredt i kommuneso- 

cialgruppe 3 og 4. Forskellen mellem kommuneso- 

cialgrupperne forbliver signifikant, når der justeres 

for køn, alder og sociale faktorer, dog er kommune- 

socialgruppe 4 ikke forskellig fra kommunesocial- 

gruppe 1. Der er dermed kommuneforskelle i tegn 

på alkoholafhængighed, som ikke kan forklares med 

forskelle i aldersfordeling, uddannelsesniveau eller 

erhvervstilknytning på tværs af kommunesocial- 

grupperne. Forskellen imellem kommunesocial- 

grupperne har ikke ændret sig fra 2007 til 2010. 

De forskelle i forekomsten af tegn på alkoholafhæn- 

gighed, som findes på tværs af kommunesocialgrup- 

perne, genfindes i ældrebefolkningen, hvor tegn på 

alkoholafhængighed også er mest udbredt i kommu- 

nesocialgruppe 1 og 2. 


For borgere med kronisk sygdom er mønsteret i 

forhold til alkoholafhængighed overordnet set det 

samme som i befolkningen generelt (tabel 4.9 og 

4.10). Tegn på alkoholafhængighed ses således 

hyppigst blandt borgere med en lang videregående 

uddannelse og borgere i kommunesocialgruppe 1 og 

2. Derimod er der ikke sammenhæng mellem alko- 

holafhængighed og erhvervstilknytning undtagen for 

borgere med muskelskeletsygdomme. I forhold til 

etnisk baggrund er der forskelle i forekomsten af 

35

alkoholafhængighed – de sparsomme data gør dog, 

at det ikke er muligt at udtale sig om ændringer i 

disse i perioden. 

Der er overordnet set ikke sket ændringer i forhold 

til de sociale, etniske eller kommunale forskelle i de 

fire sygdomsgrupper i perioden 2007 og 2010. For 

borgere med muskelskeletsygdomme er der dog i 

forhold til erhvervstilknytning og kommunesocial- 

grupper sket en udvikling. Det lader til, at den socia- 

le ulighed er steget for erhvervsgrupperne, idet an- 

delen af borgere med tegn på alkoholafhængighed er 

faldet med 10 procentpoint for borgere uden for 

arbejdsmarkedet, men steget med 1 procentpoint for 

borgere i beskæftigelse fra 2007 til 2010. Ligeledes 

ses en tendens til stigende ulighed blandt kommune- 

socialgrupperne. 

Konklusion 

Der ses social ulighed i tegn på alkoholafhængighed 

i forhold til uddannelsesniveau, idet borgere med 

længere uddannelse i højere grad udviser tegn på 

alkoholafhængighed. Denne tendens forstærkes 

36 

blandt borgere på 65 år og derover, og borgere med 

hjertekarsygdom, diabetes, KOL og muskelskelet- 

sygdomme. Vi ser ingen tendens til ulighed på tværs 

af grupper med forskellig erhvervstilknytning. Dog 

ses der blandt borgere med muskelskeletsygdomme 

en tydelig sammenhæng mellem det at være uden 

for arbejdsmarkedet og en reduceret forekomst af 

tegn på alkoholafhængighed. Den sociale ulighed i 

befolkningen på tværs af uddannelsesgrupperne og 

på tværs af grupper med forskellig erhvervstilknyt- 

ning har ikke ændret sig fra 2007 til 2010. 

Der er en udtalt etnisk ulighed i forekomsten af tegn 

på alkoholafhængighed, som ikke har ændret sig fra 

2007 til 2010. 

I forhold til kommunesocialgrupperne ses den sam- 

me tendens til ulighed i forhold til tegn på alkohol- 

afhængighed som blandt alle borgere. Denne geo- 

grafiske ulighed mellem kommunesocialgrupperne 

er hverken blevet større eller mindre i perioden 

2007-2010 på nær for borgere med muskelskelet- 

sygdomme, hvor der ses en tendens til stigende 

social ulighed.

Tabel 4.8 Borgere, som har tegn på alkoholafhængighed 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratio 

18 

18 

17 

16 

18 

18 

18 

19 

20 

22 

18 

18 

20 

19 

20 

20 

19 

19 

21 

22 

7 

8 

17 

17 

17 

16 

20 

21 

19 

19 

0 10 20 30% 0,10 0,40 0,70 1,00 1,30 1,60 1,90 



37

Tabel 4.9 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har tegn på alkoholafhængighed 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

38 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


22 

23 

17 

19 

24 

24 

21 

23 

32 

31 

24 

22 

20 

22 

22 

23 

23 

24 

25 

30 

 

 

19 

19 

19 

20 

27 

27 

21 

23 

0 10 20 30 40% 

18 

15 

15 

12 

22 

17 

17 

16 

20 

29 

18 

18 

16 

10 

20 

16 

20 

17 

 

18 

 

 

15 

13 

18 

10 

21 

21 

19 

18 

0 10 20 30%

Tabel 4.10 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har tegn på alkoholafhængighed 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


21 

20 

19 

19 

21 

21 

21 

19 

26 

25 

21 

20 

21 

21 

20 

21 

22 

22 

18 

21 

 

 

22 

20 

16 

16 

22 

23 

22 

21 

0 10 20 30% 

22 

20 

18 

13 

25 

23 

21 

21 

23 

27 

22 

23 

20 

12 

26 

22 

24 

21 

20 

26 

7 

 

20 

16 

21 

17 

24 

24 

24 

27 

0 10 20 30% 

39

4.3 Bevægelse 

Manglende bevægelse påvirker borgernes sundhed 

og livskvalitet og øger risikoen for udvikling af en 

lang række kroniske sygdomme som type 2 diabetes, 

hjertekarsygdom, muskelskeletsygdom, bryst- og 

tyktarmskræft og psykisk sygdom. Desuden øges 

risikoen for funktionsevnetab hos ældre borgere. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne skal være 

fysisk aktive ved moderat intensitet mindst 30 mi- 

nutter om dagen. Desuden anbefales voksne borgere 

at fremme og vedligeholde kondition, muskelstyrke 

og knoglesundhed med fysisk aktivitet ved høj in- 

tensitet af 20-30 minutters varighed mindst to gange 

om ugen. 

Ny forskning viser, at stillesiddende adfærd i for- 

bindelse med at se TV, spille computer eller køre bil 

øger risikoen for hjertekarsygdom og for tidlig død. 

Det betyder, at selvom man dyrker motion, har man 

en øget risiko for hjertekarsygdom og for tidlig død, 

hvis man dagligt tilbringer mange timer i siddende 

stilling (17;18). 

Der er social ulighed i borgernes bevægelsesvaner. 

Hård eller moderat fysisk aktivitet i fritiden er mest 

udbredt blandt borgere med lang uddannelse, borge- 

re i beskæftigelse og uddannelsessøgende. Omvendt 

er andelen af borgere med stillesiddende fritidsakti- 

viteter højest blandt borgere med kort uddannelse, 

arbejdsløse, førtidspensionister og alderspensioni- 

ster. Fysisk anstrengende arbejde er mest udbredt 

blandt borgere med kort uddannelse, mens stillesid- 

dende arbejde er mest udbredt blandt borgere med 

en lang uddannelse (8). Det sociale mønster i bor- 

gernes bevægelse kompliceres således af, at de kort- 

4.3.1 Fysisk aktivitet mindre end 30 

minutter om dagen 

I 2010 er der i alt 32 % af borgere i Region Hoved- 

staden, som dyrker moderat til hård fysisk aktivitet 

mindre end 30 minutter om dagen i fritiden. Fra 

40 

uddannede, som sjældnere bevæger sig i fritiden, 

oftere har et fysisk anstrengende arbejde. 

Den sociale ulighed i borgernes bevægelsesvaner er 

en bidragende årsag til den sociale ulighed i syg- 

domsbyrden, og betydningen heraf er voksende (9). 

Andelen af borgere med stillesiddende fritidsaktivi- 

teter er dalet de sidste 30 år (10). Omvendt er ande- 

len af borgere, der dyrker fysisk aktivitet i fritiden, 

steget i de seneste årtier – og især fra 2000 til 2005. 

I samme periode er andelen af borgere med stille- 

siddende arbejde steget i alle befolkningsgrupper 

undtagen blandt unge kvinder (19). 

I dette afsnit beskrives to indikatorer for borgernes 

bevægelse i fritiden. Det er som udgangspunkt inte- 

ressant både at se på den bevægelse, der foregår i 

fritiden og i arbejdstiden. Vi har dog i denne rapport 

valgt at fokusere på den bevægelse, som borgerne 

har størst indflydelse på – den, der foregår i deres 

fritid. I rapporten beskrives dels andelen af borgere, 

der bruger mindre end 30 minutter på moderat til 

hård fysisk aktivitet om dagen i fritiden. Moderat til 

hård fysisk aktivitet i fritiden opgøres som tid brugt 

på forskellige former for aktiviteter i hverdagen. 

Udover organiseret sport og træning medregnes 

fritids- og motionsaktiviteter som havearbejde og let 

anstrengende motion som yoga og bowling, samt tid 

brugt på cykling eller gang til og fra arbejde eller 

uddannelsessted.. Desuden beskrives andelen af 

borgere, der har mere end fire timers stillesiddende 

aktiviteter om dagen i fritiden. Stillesiddende aktivi- 

teter i fritiden er her defineret som den tid, hvor 

borgeren sidder ned og slapper af, ser TV, spiller 

computer, læser eller lignende. 

2007 til 2010 er der sket et lille fald på 3 procentpo- 

int (tabel 4.11).


eller derover 

Sociale forskelle: Der er en klar sammenhæng mel- 

lem uddannelsesniveau og fysisk inaktivitet. Af 

tabel 4.11 fremgår det, at andelen af borgere, som er 

fysisk inaktive, falder med stigende uddannelsesni- 

veau, således at der næsten er dobbelt så mange, 

som ikke er fysisk aktive mindst 30 minutter dagligt, 


lignet med borgere med lang videregående uddan- 

nelse (25 % versus 42 % i 2010). Denne sammen- 

hæng forbliver signifikant efter justering for køn og 

alder. I perioden 2007 til 2010 er der overordnet set 

sket et fald i andelen af fysisk inaktive borgere for 

alle fire uddannelseskategorier. Det mest markante 

fald ses blandt borgere med kort eller mellemlang 

videregående uddannelse (3 procentpoint), hvorimod 

faldet er mere beskedent blandt borgere uden er- 

hvervsuddannelse eller med lang videregående ud- 

dannelse (1 procentpoint). Dette fører til en mindre 

ulighed mellem borgere med kort, mellemlang og 

lang videregående uddannelse, mens uligheden er 

uændret, når man sammenligner borgere uden er- 

hvervsuddannelse med borgere med lang videregå- 

ende uddannelse. 

For de ældre borgere over 65 år ses den samme 

sammenhæng mellem uddannelsesniveau og fysisk 

inaktivitet som for alle borgere generelt. Dog ses der 

ingen forskel på sammenhængene mellem 2007 og 

2010, hvilket tyder på, at uligheden på baggrund af 

uddannelsesniveau ikke er øget i forhold til fysisk 

aktivitet mindst 30 minutter dagligt for de ældste. 

Borgere. 

Som med uddannelsesniveau findes en signifikant 

sammenhæng mellem erhvervstilknytning og fysisk 

inaktivitet. Særligt for borgere i den erhvervsaktive 

alder, som er uden for arbejdsmarkedet, ses en signi- 

fikant højere andel af fysisk inaktive borgere sam- 

menlignet med borgere i beskæftigelse (52 % versus 

27 % i 2010), men samme tendens ses også for pen- 

sionister sammenlignet med borgere i beskæftigelse 

(43 % versus 27 % i 2010). Disse sammenhænge er 

uændrede, når der justeres for køn og alder. Andelen 

af fysisk inaktive borgere har ændret sig signifikant 

fra 2007 til 2010. Andelen af fysisk inaktive borgere 

er faldet med 3 procentpoint blandt de beskæftigede, 

mens den er steget med 2 procentpoint blandt borge- 

re uden for arbejdsmarkedet, hvilket resulterer i en 

stigende ulighed i fysisk aktivitet imellem disse 

grupper. 

Etniske forskelle: Der ses en sammenhæng mellem 

etnisk baggrund og andelen af borgere, som er fysisk 

inaktive. Andelen af fysisk inaktive borgere er mar- 

kant større blandt borgere med ikke-vestlig bag- 

grund sammenlignet med borgere med dansk eller 

anden vestlig baggrund (43 % versus 28-31 % i 

2010). Denne sammenhæng er uændret efter juste- 

ring for køn, alder og sociale faktorer. Samme ten- 

dens ses for den ældre del af befolkningen. 

Kommuneforskelle: Når man sammenligner ande- 

len af fysisk inaktive borgere i de fire kommuneso- 

cialgrupper, er der ingen tydelig forskel. Dette bille- 

de ses også efter justering for køn, alder og sociale 

faktorer. Der ses den samme sammenhæng mellem 

kommunesocialgrupperne i 2007 og 2010, og der er 

således ingen tegn på en øget geografisk ulighed på 

tværs af kommunesocialgrupperne. 

Blandt de ældre borgere er der til gengæld en signi- 

fikant tendens til, at andelen af fysisk inaktive bor- 

gere er størst i kommunesocialgruppe 4 og lavest i 

kommunesocialgruppe 1, svarende til, at der er en 

social gradient på tværs af kommunesocialgrupper- 

ne. Denne forbliver signifikant, når der justeres for 

køn, alder, sociale faktorer og etnisk baggrund. Der 

ses ingen tegn på en øget social ulighed blandt den 

ældre del af befolkningen i perioden 2007 til 2010. 


Generelt ses de samme tendenser for borgere med 

hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og muskelske- 

letsygdomme som for alle borgere (tabel 4.12 og 

4.13). Der er dog generelt en større andel af borgere, 

som er fysisk inaktive blandt borgere med kroniske 

sygdomme, sammenlignet med alle borgere. Der er 

en større andel af borgere, som er fysisk inaktive 

blandt borgere med lavere uddannelsesniveau, bor- 

gere uden for arbejdsmarkedet, og borgere med en 

41

ikke-vestlig baggrund, blandt borgere med kronisk 

sygdom. For borgere med KOL ses en stigende 

ulighed på tværs af uddannelsesniveau og erhvervs- 

tilknytning i perioden. Andelen af fysisk inaktive 

borgere med korte og især mellemlange uddannelser 

er faldet markant (4 procentpoint og 9 procentpoint), 

mens andelen af fysisk inaktive borgere uden er- 

hvervsuddannelser ikke har ændret sig fra 2007 til 

2010. Samtidig er andelen af fysisk inaktive borgere 

uden for arbejdsmarkedet steget, mens andelen er 

faldet blandt borgere i beskæftigelse. Den samme 

tendens til øget social ulighed i forhold til erhvervs- 

tilknytning findes for borgere med diabetes. 

Der er hverken i 2007 eller i 2010 forskel mellem de 

fire kommunesocialgrupper i forhold til fysisk akti- 

vitet mindst 30 minutter om dagen blandt borgere 


skeletsygdomme. 

Konklusion 

Der ses social ulighed i andelen af borgere, som er 

fysisk aktive mindre end 30 minutter om dagen i 

forhold til uddannelsesniveau, erhvervstilknytning 

og etnisk baggrund. Denne tendens findes ligeledes 

blandt borgere over 65 år og borgere med hjertekar- 

sygdom, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. 

42 

Fra 2007 til 2010 er der på en række områder sket en 

udvikling i den sociale ulighed. I forhold til uddan- 

nelse ses et fald i uligheden mellem borgere med 

kort, mellemlang og lang videregående uddannelse. 

Sammenlignes borgere uden erhvervsuddannelse 

med borgere med lang videregående uddannelse 

finder vi dog ingen ændring i uligheden. Med hen- 

syn til erhvervstilknytning ses en stigning i den 

sociale ulighed i denne periode. 

For borgere med kronisk sygdom er der en tendens 

til stigende social ulighed for borgere med KOL. For 

borgere med diabetes er der ligeledes en stigning i 

den sociale ulighed, men kun i forhold til erhvervs- 

tilknytning. 

Blandt borgere på 65 år og derover ses ingen æn- 

dring i social ulighed på tværs af uddannelsesgrup- 

per, grupper med forskellig erhvervstilknytning samt 

grupper med forskellig etnisk baggrund. 

I forhold til kommunesocialgrupperne ses ingen 

tendens til øget social ulighed i andelen af alle bor- 

gere med kroniske sygdomme, som er fysisk aktive 

mindst 30 minutter dagligt. For ældre borgere er der 

tendens til ulighed mellem kommunesocialgrupper- 

ne, idet færre ældre i kommunesocialgruppe 4 er 

fysisk aktive sammenlignet med ældre i kommune- 

socialgruppe 1.

Tabel 4.11 Borgere, som dyrker moderat til hård fysisk aktivitet mindre end 30 minutter om dagen i 

fritiden 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratio 

35 

32 

43 

42 

35 

32 

29 

26 

26 

25 

30 

27 

50 

52 

46 

43 

34 

31 

34 

28 

46 

43 

34 

31 

36 

34 

35 

30 

34 

32 

0 20 40 60% 0,0 1,0 2,0 3,0 4,0 



43

Tabel 4.12 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som dyrker moderat til hård fysisk aktivitet 

mindre end 30 minutter om dagen i fritiden 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

44 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


52 

47 

60 

58 

50 

46 

44 

31 

36 

33 

40 

31 

68 

59 

56 

55 

51 

45 

48 

57 

68 

54 

57 

46 

53 

49 

50 

48 

49 

43 

0 20 40 60 80% 

49 

48 

55 

58 

47 

44 

42 

40 

26 

41 

39 

34 

53 

65 

58 

57 

48 

46 

42 

52 

55 

56 

50 

52 

50 

51 

48 

43 

46 

46 

0 20 40 60 80%

Tabel 4.13 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som dyrker moderat til hård fysisk aktivitet 

mindre end 30 minutter om dagen i fritiden 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


46 

43 

54 

56 

44 

40 

41 

32 

28 

31 

36 

32 

60 

67 

56 

50 

44 

42 

52 

40 

59 

51 

52 

47 

47 

45 

43 

42 

42 

36 

0 20 40 60 80% 

44 

39 

57 

51 

43 

37 

33 

29 

31 

26 

35 

28 

59 

60 

56 

48 

43 

37 

38 

44 

56 

51 

40 

39 

46 

41 

44 

38 

44 

36 

0 20 40 60 80% 

45

4.3.2 Stillesiddende aktiviteter mere 

end 4 timer om dagen i fritiden 

I 2010 er der i alt 25 % af borgere i Region Hoved- 

staden, som sidder stille mere end fire timer om 

dagen i fritiden. I perioden fra 2007-2010 er der sket 

en lille stigning på 3 procentpoints (tabel 4.14) 


eller derover 

Sociale forskelle: Der er en tydelig sammenhæng 

mellem uddannelsesniveau og stillesidning (tabel 

4.14). Således er andelen af borgere, der sidder stille 

mere end fire timer om dagen, fire gange større 


lignet med borgere med en lang videregående ud- 

dannelse (40 % versus 11 % i 2010). Når der juste- 

res for køns- og aldersforskelle mellem grupperne, 

mindskes denne sammenhæng, men er dog fortsat 

markant. Selvom andelen af borgere, som sidder 

stille mere end fire timer dagligt i fritiden, er steget 

fra 2007 til 2010, er den sociale ulighed mellem 

grupperne ikke ændret. 

Stillesidning forekommer dobbelt så hyppigt blandt 

borgere på 65 år eller derover sammenlignet med 

alle borgere (49 % versus 25 % i 2010). Ligesom for 

alle borgere ses social ulighed på tværs af uddannel- 

sesgrupperne for de ældre borgere. 

Der findes ligeledes en tydelig sammenhæng mel- 

lem erhvervstilknytning og stillesidning. Stillesid- 

ning i fritiden er tre gange så hyppig blandt borgere 

uden for arbejdsmarkedet og pensionister sammen- 

lignet med borgere i beskæftigelse (50-52 % versus 

17 % i 2010). Denne sammenhæng er uændret efter 

justering for køn og alder. Der ses en stigende ulig- 

hed i perioden 2007 til 2010 i forhold til erhvervstil- 

knytning og stillesidning, idet andelen af borgere, 

der sidder stille i fritiden, er steget mere blandt bor- 

gere uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med 

borgere i beskæftigelse og pensionister. 

Etniske forskelle: Der ses ingen forskelle i andelen 

af stillesiddende borgere på tværs af de etniske 

46 

grupper. Fra 2007 til 2010 ses en stigning på 2-4 

procentpoints i alle grupperne. 

Kommuneforskelle: Der ses en klar sammenhæng 

mellem andelen af borgere, der er stillesiddende i 

fritiden og kommunesocialgrupperne. Andelen af 

stillesiddende borgere er størst i kommunesocial- 

gruppe 3 og 4 og lavest i kommunesocialgruppe 1 

(28 % versus 21 % i 2010). Denne forskel er uænd- 

ret efter justering for alder, køn og sociale faktorer. I 

perioden 2007 til 2010 ses ingen tendens til en sti- 

gende social ulighed mellem kommunesocialgrup- 

perne for andelen af stillesiddende borgere. Der ses 

et tilsvarende billede for den ældre del af befolknin- 

gen. 


Generelt ses de samme sammenhænge for borgere 


skeletsygdomme som i befolkningen generelt i for- 

hold til stillesidning (tabel 4.15 og 4.16). Andelen af 

borgere med kroniske sygdomme, der sidder stille 

mere end fire timer i deres fritid, er højest blandt 

borgere med kortere uddannelser og borgere uden 

for arbejdsmarkedet. Dette er også tilfældet efter 

justering for køns- og aldersforskelle på tværs af 

grupperne. Der ses ingen tendens til en stigende 

social ulighed i perioden. Selvom andelen af stille- 

sidning stiger fra 2007 til 2010, er stigningen den 

samme blandt alle grupperne. 

Der ses ingen ændringer i social ulighed blandt 

borgere med kroniske sygdomme i forhold til ud- 

dannelsesniveau og erhvervstilknytning med undta- 

gelse af borgere med muskelskeletsygdomme – her 

er andelen af stillesiddende borgere uden for ar- 

bejdsmarkedet steget signifikant mere end blandt 

borgere i beskæftigelse i perioden 2007 til 2010. 

Der ses ingen sammenhæng mellem stillesidning i 

fritiden og etnisk baggrund for borgere med kroni- 

ske sygdomme. Derimod ses en sammenhæng mel- 

lem stillesidning i fritiden og kommunesocialgruppe 

- selv efter justering for køn og alder er en større 

andel af borgerne i kommunesocialgruppe 3 og 4

stillesiddende i fritiden sammenlignet med borgerne 

i kommunesocialgruppe 1. 

Konklusion 

Der ses en tydelig social ulighed mellem stillesid- 

ning i fritiden og uddannelsesniveau samt erhvervs- 

tilknytning, idet stillesidning mere end fire timer i 

fritiden stiger med faldende uddannelsesniveau og er 

højere blandt borgere uden for arbejdsmarkedet end 

borgere i beskæftigelse. Der ses ingen øget ulighed i 

forhold til uddannelse, men det tyder på, at der er en 

øget social ulighed fra 2007 til 2010 i forhold til 

erhvervstilknytning. 

Der er ikke sammenhæng mellem etnisk baggrund 

og andelen af stillesiddende borgere hverken i 2007 

eller i 2010. 

Selv efter justering for køn, alder og sociale faktorer 

er andelen af borgere, der er stillesiddende mere end 

fire timer i fritiden, større i kommunesocialgruppe 3 

og 4 sammenlignet med kommunesocialgruppe 1. 

Der ses ingen forskelle på sammenhængen i 2007 og 

2010. 

Samme tendenser ses for de ældre borgere, der er 65 

år eller derover, samt for borgere med hjertekarsyg- 

domme, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. 

47

Tabel 4.14 Borgere, som har mere end fire timers stillesiddende aktiviteter i fritiden om dagen 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

48 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratios 

22 

25 

36 

40 

22 

26 

15 

19 

9 

11 

14 

17 

41 

50 

50 

52 

22 

25 

20 

22 

22 

26 

24 

28 

25 

28 

21 

23 

18 

21 

0 20 40 60% 0,0 1,0 2,0 3,0 4,0 5,0 6,0 


erhvervstilknytning

Tabel 4.15 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har mere end fire timers stillesiddende 

aktiviteter i fritiden om dagen 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


44 

45 

52 

51 

43 

47 

31 

36 

21 

20 

27 

27 

50 

56 

55 

55 

44 

45 

36 

49 

40 

42 

49 

48 

47 

50 

41 

45 

37 

38 

0 20 40 60% 

41 

44 

48 

51 

40 

45 

24 

33 

22 

26 

25 

27 

49 

60 

57 

58 

42 

45 

37 

47 

34 

36 

42 

47 

41 

43 

42 

44 

34 

42 

0 20 40 60 80% 

49

Tabel 4.16 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har mere end fire timers stillesid- 

dende aktiviteter i fritiden om dagen 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

50 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


34 

37 

47 

51 

31 

36 

25 

27 

10 

15 

17 

20 

50 

63 

57 

57 

33 

38 

37 

30 

33 

37 

36 

42 

38 

42 

35 

35 

24 

31 

0 20 40 60 80% 

32 

39 

49 

53 

33 

39 

19 

25 

15 

25 

20 

21 

46 

60 

58 

57 

33 

40 

32 

32 

29 

36 

33 

43 

38 

41 

29 

37 

30 

32 

0 20 40 60 80%

4.4 Kostvaner 

Meget usunde kostvaner kan påvirke udviklingen af 

kroniske sygdomme som hjertekarsygdomme og 

kræft i fordøjelsessystemet. En usund kost og højt 

energiindtag kombineret med manglende bevægelse 

medfører øget risiko for udvikling af overvægt og 

dermed blandt andet forhøjet blodtryk, type 2 diabe- 

tes og hjertekarsygdomme. 

Motions- og Ernæringsrådet anbefaler følgende: 

• spis frugt og grønt – 6 om dagen 

• spis fisk og fiskepålæg flere gange om ugen 

• spis kartofler, ris eller pasta og groft brød hver 

dag 

• spar på sukker – især fra sodavand, slik og ka- 

ger 

• spar på fedtet – især fra mejeriprodukter og kød 

• spis varieret og bevar normalvægten 

• sluk tørsten i vand 

Der er sociale forskelle i kostvaner, hvor en større 

andel af borgere med kort uddannelse ikke lever op 

til kostrådene sammenlignet med borgere med læn- 

gere uddannelser. Med stigende uddannelsesniveau 

ses et stigende indtag af frugt, grønt og fisk og et 

faldende indtag af fedt (20;21). Kostundersøgelser 

viser, at frugt- og grøntindtaget er steget de seneste 

år, mens indtaget af sodavand og slik samtidig er 

steget (20). Fedtstofindtaget er faldet siden 1987(8). 

Selvom danskernes kostvaner er blevet sundere over 

tid, er maden fortsat for fed og for sød og indeholder 

for lidt frugt, grønt og fisk. Med udgangspunkt i 

kostrådene udarbejdet af det nu nedlagte Motions- 

og Ernæringsråd anvendes en kostscore inden for 

komponenterne: frugt, grønt, fisk og fedt. Disse 

kostkomponenter har vist sig at være gode indikato- 

rer for generelt sunde eller usunde kostvaner. Kost- 

scoren er således et samlet mål for sundhedsgraden 

af de generelle kostvaner. Kostscoren inddeler bor- 

gerne i tre kategorier: 

• Sund kost – generelt sunde kostvaner, herunder 

højt indtag af frugt, grønt og fisk samt lavt ind- 

tag af fedt og især mættet fedt. 

• Middelsund kost – moderat indtag af frugt, 

grønt, fisk og fedt. 

• Meget usund kost – generelt meget usunde 

kostvaner på alle områder, herunder meget lavt 

indtag af frugt, grønt og fisk samt højt indtag af 

fedt og især mættet fedt. 

I dette afsnit beskrives andelen af borgere med me- 

get usunde kostvaner. Da spørgsmålene vedrørende 

kost i spørgeskemaundersøgelsen i 2007 og i 2010 

ikke er helt identiske, er det ikke muligt at opgøre 

ændringer i forekomsten af meget usunde kostvaner, 

ligesom det heller ikke er muligt at følge udviklin- 

gen i social, etnisk og geografisk ulighed over tid. 

4.4.1 Meget usunde kostvaner 

Der er 9 % af borgerne i Region Hovedstaden, der 

har meget usunde kostvaner (tabel 4.17). Det vil 

sige, at næsten hver tiende borger har et meget lavt 

indtag af frugt, grønt og fisk samt et højt indtag af 

fedt og især mættet fedt. Blandt ældre på 65 år eller 

derover er der 12 %, der har meget usunde kostva- 

ner. 


eller derover 

Sociale forskelle: Der er en udtalt social gradient i 

forekomsten af meget usunde kostvaner. Udbredel- 

sen af meget usunde kostvaner falder markant med 

stigende uddannelsesniveau (tabel 4.17). Blandt 

borgere uden erhvervsuddannelse har hver sjette 

borger meget usunde kostvaner, mens det kun gæl- 

der for én ud af 30 borgere med en lang videregåen- 

de uddannelse. For ældre borgere på 65 år eller 

derover er mønsteret det samme, dog mindre udtalt. 

Forskellene mellem uddannelsesgrupperne er signi- 

fikante og øges, når der justeres for køns- og alders- 

sammensætningen. 

De sociale forskelle genfindes, når det gælder er- 

hvervstilknytning. Andelen af borgere med meget 

usunde kostvaner er cirka dobbelt så stor blandt 

borgere uden for arbejdsmarkedet sammenlignet 

med borgere i beskæftigelse. Forskellene forbliver 

51

signifikante, når der justeres for forskelle i køns- og 

alderssammensætningen. 

Etniske forskelle: Der er forskel på forekomsten af 

meget usunde kostvaner i forskellige etniske grupper 

i befolkningen. Meget usunde kostvaner er mere 

almindelige blandt borgere med dansk baggrund i 

forhold til borgere med anden etnisk baggrund. Når 

der tages højde for forskelle i fordelingen af køn, 

alder og sociale faktorer mellem grupperne, forbli- 

ver de etniske forskelle signifikante. Blandt de ældre 

borgere på 65 år eller derover genfindes denne for- 

skel ikke. 

Kommuneforskelle: Meget usunde kostvaner er 

mest udbredt i kommunesocialgruppe 3 og 4 og 

mindst udbredt i kommunesocialgruppe 1 og 2. Den 

sociale gradient i meget usunde kostvaner på indi- 

vidniveau genfindes således på kommunesocial- 

gruppeniveau. Den sammenhæng, der er mellem 

kommunesocialgruppe og forekomst af meget usun- 

de kostvaner, forbliver signifikant, men mindskes, 

når der tages højde for forskelle i fordelingen af køn, 

alder og sociale faktorer på tværs af kommunesoci- 

algrupperne. Det betyder, at der er kommuneforskel- 

le mellem kommunesocialgrupperne, som ikke kan 

forklares med forskelle i aldersfordeling, uddannel- 

sesniveau eller erhvervstilknytning på tværs af 

kommunesocialgrupperne. Billedet er det samme for 

borgere på 65 år eller derover, og her er gradienten 

på tværs af kommunesocialgrupper endnu mere 

udtalt. 

52 


De sociale forskelle, der er i befolkningen samlet set 

i forhold til både uddannelsesniveau og erhvervstil- 

knytning, genfindes blandt borgere med hjertekar- 


domme (tabel 4.18 og 4.19). Blandt diabetikere er 

meget usunde kostvaner dog mest udbredte blandt 

pensionister, mens de for de øvrige sygdomme og i 

befolkningen generelt, er mest udbredte blandt bor- 

gere uden for arbejdsmarkedet. Der er ikke signifi- 

kante etniske forskelle i forekomsten af meget usun- 

de kostvaner blandt borgere med hjertekarsygdom- 

me, diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Der 

findes ligeledes generelt ingen kommuneforskelle 

blandt borgere med hjertekarsygdomme, diabetes og 

KOL. Blandt borgere med muskelskeletsygdomme 

findes dog en sammenhæng mellem kommunesoci- 

algruppe og forekomst af meget usunde kostvaner, 

hvor forekomsten af meget usunde kostvaner er 

hyppigere i kommunesocialgruppe 4 sammenlignet 

med kommunesocialgruppe 1. Denne sammenhæng 

forbliver signifikant, når der justeres for køn, alder 

og sociale faktorer. 

Konklusion 

Der er en udtalt social ulighed i forekomsten af 

meget usunde kostvaner – både i forhold til uddan- 

nelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund 

og kommunesocialgruppe. Ulighed i forhold til 

uddannelse, erhvervstilknytning og kommunesocial- 

gruppe eksisterer også i ældrebefolkningen. Ulighed 

i forhold til uddannelse og erhvervstilknytning gen- 

findes blandt borgere med hjertekarsygdomme, 

diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Ulighed 

i forhold til kommunesocialgrupperne ses desuden 

for muskelskeletsygdomme.

Tabel 4.17 Borgere, som har meget usunde kostvaner 

Region Hovedstaden 9 

Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

% Odds Ratios 

17 

11 

4 

3 

8 

17 

12 

10 

6 

6 

11 

12 

8 

7 

0 5 10 15 20% 0 3 6 9 



53

Tabel 4.18 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har meget usunde kostvaner 

54 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 


18 

12 

5 

 

9 

15 

14 

13 

 

 

17 

11 

12 

9 

0 5 10 15 20% 

10 

14 

10 

 

 

9 

10 

13 

11 

 

 

10 

13 

9 

10 

0 5 10 15 20%

Tabel 4.19 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har meget usunde kostvaner 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 


22 

12 

5 

 

10 

22 

13 

13 

11 

 

17 

15 

11 

8 

0 10 20 30% 

11 

17 

12 

3 

 

9 

14 

14 

12 

 

 

14 

10 

11 

7 

0 5 10 15 20% 



55

4.5 Opsamling 

Fra 2007 til 2010 er der generelt sket en positiv 

udvikling i sundhedsadfærden i befolkningen, da 

forekomsten af dagligrygning, rusdrikkeri og fysisk 

inaktivitet er faldet med 3 procentpoint i perioden. 

Hvad angår stillesiddende aktiviteter er der dog sket 

en stigning på 3 procentpoint i andelen af borgere 

med stillesiddende aktiviteter mere end fire timer 

om dagen i fritiden. Der er ikke sket ændringer i 

forekomsten af tegn på alkoholafhængighed i perio- 

den i befolkningen samlet set, men blandt borgere 

med diabetes og muskelskeletsygdomme er andelen 

faldet en anelse. 

Udannelse og erhvervstilknytning 

Der er social ulighed betragtet ud fra både uddannel- 

sesniveau og erhvervstilknytning i alle typer af 

uhensigtsmæssig sundhedsadfærd, som er undersøgt 

i dette kapitel. Forekomsten af rygning, rusdrikkeri, 

fysisk inaktivitet, stillesiddende fritidsaktiviteter og 

meget usunde kostvaner falder med stigende uddan- 

nelsesniveau, og forekomsten er højere blandt bor- 

gere uden for arbejdsmarkedet end blandt borgere i 

beskæftigelse. Forekomsten af tegn på alkoholaf- 

hængighed udviser derimod en omvendt social gra- 

dient, idet forekomsten stiger med stigende uddan- 

nelsesniveau – især blandt ældre borgere på 65 år 

eller derover. Den sociale ulighed i rusdrikkeri og 

alkoholafhængighed er således ikke den samme. 

Blandt borgere over 65 år er rusdrikkeri dog også 

mest udbredt blandt højtuddannede borgere modsat 

billedet for rusdrikkeri i hele befolkningen. Den 

sociale ulighed i meget usunde kostvaner, rygning 

og stillesiddende fritidsaktiviteter er markant større 

end uligheden i de øvrige typer af sundhedsadfærd, 

herunder alkohol. 

Resultaterne er i overensstemmelse med tidligere 

studier. Der er således fortsat social ulighed i sund- 

hedsadfærd, hvilket må antages at påvirke den socia- 

le ulighed i livsstilsrelaterede sygdomme i årene 

fremover. Billedet for alkoholadfærd, som adskiller 

sig fra de øvrige typer af sundhedsadfærd, kan skyl- 

des anderledes normer og holdninger til alkoholind- 

tag i samfundet sammenlignet med de øvrige ad- 

56 

færdsformer. Forskellen på mønsteret blandt ældre 

over 65 år og hele befolkningen kunne dog tyde på, 

at dette er under forandring. 

Der er generelt ikke sket ændringer i den sociale 

ulighed i sundhedsadfærden fra 2007 til 2010 mel- 

lem grupper af befolkningen med forskelligt uddan- 

nelsesniveau. Den sociale ulighed betragtet ud fra 

erhvervstilknytning er derimod blevet større i perio- 

den, hvad angår rygning, fysisk inaktivitet og stille- 

siddende aktiviteter i fritiden. Borgere uden for 

arbejdsmarkedet adskiller sig på disse områder mere 

fra borgere i beskæftigelse i 2010 end i 2007. Den 

positive udvikling i den overordnede forekomst af 

disse adfærdsformer, er således ikke kommet alle 

borgere lige meget til gode. 

Resultaterne vedrørende rygning bekræfter tidligere 

studier fra Danmark og andre europæiske lande, 

hvor der er rapporteret en stigning i social ulighed i 

rygning målt ud fra uddannelsesniveau (10;22). 

Forskellen mellem at se udviklingen i social ulighed 

i sundhedsadfærd målt i forhold til uddannelsesni- 

veau i stedet for erhvervstilknytning skal betragtes i 

forhold til den relativt korte periode (3 år), som 

denne rapport er baseret på. Mens uddannelsesni- 

veau er et relativt stabilt mål, når man er færdigud- 

dannet, kan erhvervstilknytning ændre sig langt 

mere over tid. Alt andet lige, er der derfor større 

chancer for at opfange ændringer i forhold til er- 

hvervstilknytning, i en undersøgelse med en tidsho- 

risont på kun 3 år, hvor man baserer undersøgelsen 

på to tværsnit, hvor de fleste individer går igen i de 

to tværsnit. Uddannelsesniveau og erhvervstilknyt- 

ning er derudover to forskellige indikatorer, der 

vægter forskellige aspekter af social position i sam- 

fundet. 


Når der justeres for køn, alder og sociale faktorer, er 

rusdrikkeri, tegn på alkoholafhængighed og meget 

usunde kostvaner mest udbredt blandt borgere med 

dansk baggrund eller anden vestlig baggrund. Fysisk 

aktivitet mindre end 30 minutter om dagen er der-

imod mest udbredt blandt borgere med ikke-vestlig 

baggrund. Etniske forskelle i stillesiddende fritids- 

aktiviteter mere end fire timer om dagen forsvinder, 

når der justeres for sociale faktorer. Der er kun etni- 

ske forskelle i forekomsten af dagligrygning i æl- 

drebefolkningen, hvor ældre med dansk baggrund 

har den højeste forekomst sammenlignet med ældre 

med anden etnisk baggrund. 

De største etniske forskelle i sundhedsadfærd findes 

i forhold til alkohol og kostvaner. Forskellene ved- 

rørende alkohol bekræftes i andre studier (23) og er 

forventelige, da borgere med ikke-vestlig baggrund 

oftere har en muslimsk inspireret kultur, hvor alko- 

hol spiller en mindre rolle end kulturen blandt bor- 

gere med dansk baggrund. De etniske forskelle i 

kostvaner står delvist i kontrast til et andet dansk 

studie (SUSY 2005), som har vist, at indtag af 

grøntsager og salat er større blandt ikke-vestlige 

indvandrere end etniske danskere (23). Forskellene 

kan muligvis forklares med, at kostscoren i dette 

studie også inkluderer indtag af mættet fedt og fisk, 

og at analyserne her er justeret for flere sociale fak- 

torer. Det kan undre, at resultaterne vedrørende 

fysisk inaktivitet og stillesiddende fritidsaktiviteter 

ikke stemmer overens. Ovennævnte studie taler dog 

for, at ikke-vestlige indvandrere oftere har stillesid- 

dende fritidsaktiviteter – især kvinderne, også når 

der tages højde for erhvervsdeltagelse (23). Tilsva- 

rende kan resultaterne sammenlignes med et svensk 

studie, der viser en højere andel af borgere med 

fysisk inaktiv fritid blandt immigranter fra arabiskta- 

lende lande end blandt svenskere (24). Igen kan 

kulturelle normer spille en rolle. Hvad angår ryg- 

ning, bekræfter dette studie resultaterne fra SUSY 

2005, hvor der heller ikke er fundet forskelle mellem 

etniske grupper i befolkningen samlet set (23). Et 

andet svensk studie indikerer dog, at dette resultat 

kan dække over visse kønsforskelle. Selvom der 

stort set ikke er forskel i rygeprævalensen mellem 

danske og arabisk-talende mænd bosiddende i Mal- 

mø, er der en udtalt forskel mellem danske og ara- 

bisk-talende kvinder, hvor den laveste rygefore- 

komst findes blandt de arabisktalende kvinder (25). 

Der er ikke sket ændringer i de etniske forskelle i 

sundhedsadfærd fra 2007 til 2010. Det er svært at 

udtale sig om, hvorvidt dette er forventeligt eller ej. 

De etniske forskelle er ikke blevet større, hvilket 

tyder på, at den overordnede positive udvikling i 

sundhedsadfærd også har slået igennem blandt bor- 

gere med en anden etnisk baggrund end dansk. Om- 

vendt er de etniske forskelle heller ikke blevet min- 

dre, hvilket kan hænge sammen med, at der blandt 

ikke-vestlige indvandrere er langt færre, der har en 

positiv holdning til betydningen af egen indsats i 

forhold til at bevare et godt helbred, end blandt 

etniske danskere (23). 

Kommunesocialgrupper 

Der er signifikant forskel i forekomsten af uhen- 

sigtsmæssig sundhedsadfærd på tværs af kommune- 

socialgrupper – med undtagelse af fysisk inaktivitet, 

hvor forskellen kun findes i ældrebefolkningen. 

Forskellene mellem kommunesocialgrupperne er 

størst ved rygning, rusdrikkeri og stillesiddende 

fritidsaktiviteter, men forskellene går dog ikke nød- 

vendigvis i samme retning for de forskellige ad- 

færdsformer. Hvor der er en tydelig gradient fra 

mindst forekomst i kommunesocialgruppe 1 og 

størst i gruppe 4 i forhold til rygning og stillesid- 

dende fritidsaktiviteter, er billedet mindre entydigt 

for meget usunde kostvaner, rusdrikkeri og tegn på 

alkoholafhængighed. Da resultaterne er justeret for 

forskelle i sociale faktorer, køn og alder, afspejler 

disse forskelle altså en betydning af selve det lokal- 

område (her defineret som den kommune), man bor i 

– uafhængigt af det individuelle uddannelsesniveau, 

erhvervstilknytning, køn og alder. Forklaringer på 

disse forskelle kan muligvis findes i de forebyggel- 

sesindsatser, der foregår lokalt, samt i den måde 

sundhed er indtænkt i lokalmiljøet – f.eks. i forhold 

til borgernes adgang til rekreative områder. 

Der er generelt ikke sket nogen ændring i størrelsen 

af kommuneforskellene i sundhedsadfærd fra 2007 

til 2010. Rusdrikkeri er dog en undtagelse, da for- 

skellen i forekomsten på tværs af kommunesocial- 

grupper er blevet større i perioden. Faldet i rusdrik- 

keri i perioden er altså ikke sket jævnt i hele regio- 

nen. 

57

5 Ulighed i brug af sundhedsvæsenet 

• Der er social ulighed i brugen af sundhedsydelser – især i kontakter til hospitalssektoren (skadestue, ambulan- 

58 

te kontakter og hospitalsindlæggelser) 

• Borgere uden erhvervsuddannelse samt borgere uden for arbejdsmarkedet har generelt flest kontakter til 

sundhedsvæsenet – også når der tages højde for fordelingen af kroniske sygdomme 

• Kontakter til speciallæge udviser en omvendt social gradient, da kontakter til speciallæger er mest udbredt 

blandt borgere med en mellemlang eller lang videregående uddannelse 

• Der er etniske forskelle i kontakter til især hospitalssektoren – også når der tages højde for sociale faktorer 

• Kontakter til praksissektoren er mest udbredt i kommunesocialgruppe 1, mens kontakter til hospitalssektoren 

er mest udbredt i kommunesocialgruppe 4 

I de følgende afsnit undersøges social ulighed i 

forhold til antallet af borgernes kontakter til sund- 

hedsvæsenet i Region Hovedstaden. Der undersøges 

i denne sammenhæng antallet af kontakter til almen 

praksis, speciallæger, vagtlæger og skadestue, samt 

ambulante kontakter, antallet af hospitalsindlæggel- 

ser og antallet af sengedage. Oplysninger om kon- 

takter til sundhedsvæsenet er indhentet fra Sygesik- 

ringsregisteret og Landspatientregisteret. 

Ulighed i sundhed skyldes ikke kun forskelle i so- 

ciale eller økonomiske betingelser. Ligesom ulighe- 

den forværres af ulighed i sundhedsadfærd, kan den 

også forværres af differentiel adgang til eller brug af 

sundhedsvæsenet på tværs af sociale grupper (26). 

Den største ulighed i adgang til sundhedsydelser 

findes i lande domineret af private sundhedsforsik- 

ringer og brugerbetaling (26). I det danske og andre 

lignende sundhedssystemer med universel adgang er 

den sociale ulighed i adgang til sundhedsydelser 

generelt mindre (26). Det er desuden et eksplicit 

formål i sundhedsloven at sikre let og lige adgang til 

sundhedsydelser for alle. 

At der ikke umiddelbart findes økonomiske barrierer 

til sundhedsydelser er dog ikke ensbetydende med 

lige brug af sundhedsydelser (27). Ulige brug af 

sundhedsydelser kan skyldes mange faktorer: socia- 

le, økonomiske, geografiske såvel som kulturelle 

(28). En barriere for lighed i brugen af sundheds- 

ydelser kan være, at der er ulige efterspørgsel efter 

sundhedsydelserne på grund af f.eks. forskelle i 

patienternes viden, forventninger og krav, på grund 

af forskelle i mulighederne for at benytte sundheds- 

ydelser, på grund af barrierer i form af geografiske 

afstand eller åbningstider, eller på grund af ulighed i 

henvisningsmønsteret inden for sundhedssystemet. 

Brugerbetaling, private forsikringsordninger og 

ventetider kan også spille en rolle. 

Lighed i adgang til sundhedsvæsenet handler ikke 

om lige brug af sundhedsydelser, men om samme 

brug ved samme behov, det vil sige brug af sund- 

hedsydelser svarende til det individuelle behov. Da 

sundhed, sygdom og dermed behandlingsbehov 1 er 

ulige fordelt i samfundet og ofte varierer med social 

position, bør brugen af sundhedsydelser også være 

ulige fordelt (26;28). En dansk undersøgelse viser, at 

de dårligst stillede, som har størst forekomst af 

langvarig sygdom, også har det største forbrug af 

hospitalsydelser (29). I denne undersøgelse forsøger 

vi at tage højde for denne faktor ved at justere ana- 

1 Dog er det ikke al sygelighed, nedsat livskvalitet og funktions- 

evne m.m., der repræsenterer et behov for sundhedsydelser, da 

der ikke findes behandlingsmuligheder for alt.

lyserne for, om borgerne har kronisk sygdom. Dette 

er dog et meget groft mål for behov. 

Komparative studier af europæiske lande og af 

OECD-lande – inklusiv Danmark – har vist, at brug 

af alment praktiserende læger, speciallæger og ho- 

spitalsbehandling generelt er mere udbredt blandt 

personer med lav indkomst, men denne ulighed 

forsvinder stort set, hvis der tages højde for forskelle 

i helbredsforhold (30-32). Der er dog en tendens til, 

at velstillede borgere i Danmark og visse andre 

lande har flere kontakter til især speciallæger end 

forventet ud fra deres helbred (30-32). På den anden 

side bekræfter en dansk undersøgelse, at der i ho- 

vedreglen er overensstemmelse mellem befolknin- 

gens brug af sundhedsydelser og behovet for dem – 

på nær hvad angår brugen af speciallæger, som er 

uforholdsmæssig stor blandt de bedst stillede grup- 

per i samfundet (33). 

Hvad angår etniske forskelle i brugen af sundheds- 

ydelser, viser litteraturen, at de fleste indvandrer- 

grupper har flere indlæggelser og øget kontakt til 

skadestuen end danskere (34;35). Europæiske studi- 

er viser ligeledes, at indvandrere generelt bruger 

alment praktiserende læger mere end den øvrige del 

af befolkningen, men det afhænger i høj grad af 

indvandrernes oprindelsesland (35). Nogle indvan- 

drere i Danmark fx indvandrere fra Pakistan, Iran, 

Libanon og Somalia har hyppigere kontakt til almen 

praksis end danskere, mens andre indvandrere fra fx 

Vietnam sjældnere har kontakt til almen praksis 

sammenlignet med borgere med dansk baggrund 

(34). 

Samlet set har aktiviteten i sundhedsvæsenet været 

stigende i en årrække – især på de somatiske syge- 

huse siden 2002, hvor regeringen indførte en mer- 

aktivitetspulje for at nedbringe ventetiderne (36). I 

takt med den løbende omlægning fra stationær til 

ambulant behandling er der desuden sket en stigning 

i antallet af ambulante besøg fra 2002 til 2009. Fra 

2007 til 2008 har der dog nationalt også været et 

mindre fald i antallet af ambulante besøg, som for- 

mentligt skyldes overenskomstkonflikten (36). Fra 

2008 til 2009 er der igen sket en markant stigning i 

aktiviteten. Fra 1997 til 2009 er der sket et fald i 

den gennemsnitlige liggetid på hospitalerne (36;37). 

Der har også været en stigning i det samlede antal af 

kontakter i praksissektoren – herunder både til al- 

ment praktiserende læger, vagtlæger og speciallæger 

(36). Antallet af kontakter til almen praksis har 

været stødt stigende det seneste årti. I 2009 var der 

cirka 40 millioner kontakter til alment praktiserende 

læger svarende til, at hver dansker i gennemsnit 

kontaktede sin alment praktiserende læge syv gange 

i løbet af et år (36). I Region Hovedstaden er det 

gennemsnitlige antal af kontakter til almen praksis 

dog en anelse lavere end i de øvrige regioner (36). 

Antallet af konsultationer hos speciallæger har læn- 

ge været nogenlunde stabilt, men fra 2005 er der 

også sket en stigning på dette område (36;37). I 

Region Hovedstaden er der et større gennemsnitligt 

antal kontakter til speciallæge pr. indbygger (1,3 pr 

år) end i de øvrige regioner (36). 

59

5.1 Kontakter til almen praksis 

I det følgende afsnit undersøges det, hvorvidt der 

findes social ulighed i kontakt til almen praksis i 

Region Hovedstaden. Som indikator for kontakt til 

almen praksis bruges antallet af kontakter til almen 

praksis, dikotomiseret som de, der har haft mere end 

ti kontakter inden for ét år, versus de, som har haft ti 

kontakter eller færre i løbet af ét år. 

For 2010-udtrækket af borgere i Region Hovedsta- 

den er der i alt 20 % af borgerne, som har haft mere 

end ti kontakter til almen praksis (tabel 5.1). Antal- 

let af kontakter til almen praksis er for 2010- 

udtrækket antallet af kontakter, som borgerne har 

haft til almen praksis i 2008, mens det for 2007- 

udtrækket er antallet af kontakter, som borgerne har 

haft i 2007. Tallene fra 2008 er de nyest tilgængeli- 

ge tal for kontakter til almen praksis, som kan hentes 

via Sygesikringsregisteret. Der er sket et lille fald på 

2 procentpoint siden 2007, hvor 22 % af borgerne 

havde mere end ti kontakter til almen praksis. 


eller derover 


lem uddannelse og det at have mange kontakter til 

almen praksis, hvis man ser på alle borgere (tabel 

5.1). Andelen af borgere, som har haft mere end ti 

kontakter til almen praksis i løbet af et år, er næsten 

dobbelt så høj blandt borgere uden erhvervsuddan- 

nelse som blandt borgere med lang videregående 

uddannelse i 2010 (23 % versus 13 %). Denne ten- 

dens forbliver signifikant, når der justeres for forde- 

lingen af alder, køn og forekomst af kroniske syg- 

domme. 

Sammenhængen mellem uddannelse og kontakter til 

almen praksis findes både i 2007- og 2010- 

udtrækket, men den er ikke så udtalt i 2010- som i 

2007-udtrækket. Det skyldes, at andelen af borgere, 

som har haft mere end ti kontakter til almen praksis, 

fortrinsvis er faldet blandt borgere uden erhvervsud- 

dannelse og slet ikke blandt borgere med lang, vide- 

regående uddannelse. Det samme billede ses, når der 

60 

justeres for alder, køn og kroniske sygdomme. Man 

kan sige, at betydningen af uddannelse mindskes 

signifikant over tid efter justering for nævnte fakto- 

rer. 

Der ses et tilsvarende billede blandt borgere på 65 år 

og derover som for hele befolkningen – der er dog 

omkring en dobbelt så stor andel ældre borgere i de 

fire uddannelsesgrupper, som har haft kontakt til 

almen praksis mere end ti gange i løbet af ét år 

sammenlignet med befolkningen generelt. For de 

ældre er der ikke sket en signifikant udvikling i 

perioden 2007 til 2008. Sammenlignet med den 

generelle befolkning er de sociale forskelle mellem 

grupperne dog mere udtalte blandt de ældste borge- 

re. 

Der er ligeledes en klar sammenhæng mellem er- 

hvervstilknytning og mange kontakter til almen 

praksis. Blandt borgere i den erhvervsaktive alder, 

som er uden for arbejdsmarkedet, er der en dobbelt 

så stor andel, der har haft mere end ti kontakter til 

almen praksis i løbet af et år, sammenlignet med 

borgere i beskæftigelse i 2010-udtrækket (37 % 

versus 14 %). Denne sammenhæng ses også, når der 

justeres for køn, alder og kroniske sygdomme i de to 

grupper, dog mindskes effekten af erhvervstilknyt- 

ning efter justering. Mens andelen af borgere, som 

har haft mere end ti kontakter til almen praksis, 

falder i perioden 2007 til 2008 blandt borgere i be- 

skæftigelse og pensionister, stiger den blandt borge- 

re uden for arbejdsmarkedet. Dette gælder også, når 

der justeres for køn, alder og kronisk sygdom. Dette 

betyder, at der i perioden 2007 til 2008 er sket en 

øgning i de sociale forskelle mellem borgere i be- 

skæftigelse og borgere uden for arbejdsmarkedet. 

Etniske forskelle: Når man ser på hele befolknin- 

gen, er der ingen betydelige forskelle på andelen af 

borgere med dansk og ikke-vestlig baggrund, som 

har mere end ti kontakter om året til almen praksis 

(2010-udtrækket: 21 % versus 19 %). Dette gælder 

også, når der justeres for køn, alder, kroniske syg- 

domme og sociale faktorer, og det gælder for 2007-

såvel som 2010-udtrækket. Der er således ingen tegn 

på en øget forskel i grupperne i perioden fra 2007 til 

2008. 

Hvis man ser på borgere på 65 år eller derover, er 

der imidlertid en mindre andel af ældre med ikke- 

vestlig baggrund, som har mere end ti kontakter til 

almen praksis, sammenlignet med ældre med dansk 

baggrund (2010-udtrækket: 35 % versus 40 %). 

Denne sammenhæng er signifikant, når der justeres 

for alder og køn, og har ikke ændret sig i perioden 

2007 til 2010. 

Kommuneforskelle: Der er ingen betydelig forskel 

på andelen af borgere, som har mere end ti kontakter 

til almen praksis på tværs af kommunesocialgrup- 

perne. Når der justeres for køn, alder, sociale fakto- 

rer og kroniske sygdomme er der dog en tendens til, 

at andelen af borgere med mere end ti kontakter til 

almen praksis er mindre i kommunesocialgruppe 4 

sammenlignet med kommunesocialgruppe 1. Det 

gælder for 2007 såvel som 2010-udtrækket og for 

befolkningen generelt såvel som for borgere på 65 år 

eller derover. Der ses ingen tegn på øget ulighed i 

perioden 2007 til 2009 i forhold til kommunesocial- 

grupper og antallet af kontakter til almen praksis. 

Hvis man ser på de geografiske forskelle, så viser 

figur 5.1, at sandsynligheden for at have mere end ti 

kontakter til almen praksis inden for et år er mindst 

blandt kommunerne i København og omegn sam- 

menlignet med de kommuner, som ligger længere 

væk fra København. 

61


De samme tendenser, som ses for befolkningen 

generelt, ses for borgere med henholdsvis hjertekar- 


domme (tabel 5.2 og 5.3). Det vil sige, at der er flest 

kronisk syge borgere med mange kontakter til almen 

praksis blandt borgere uden erhvervsuddannelse, 

blandt borgere, som er på pension eller på anden 

måde er uden for arbejdsmarkedet, samt blandt bor- 

gere fra kommunesocialgruppe 1, når der justeres 

for alder, køn, sociale faktorer og kronisk sygdom. 

Der er ligeledes ikke betydelig forskel på kronisk 

syge borgere med dansk eller ikke-vestlig baggrund. 

Den øgede betydning af erhvervstilknytning, som 

ses for den generelle befolkning i perioden 2007 til 

2010, genfindes ikke blandt borgere med kroniske 

sygdomme. Tværtimod mindskes betydningen af 

erhvervstilknytning signifikant, når der tages højde 

for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom i 

grupperne. Desuden er sammenhængen mellem 

uddannelsesniveau og mange kontakter til almen 

62 

praksis ikke blevet signifikant mindre blandt borgere 

med kroniske sygdomme, sådan som det er tilfældet 

blandt befolkningen generelt. 

Konklusion 

Der er social ulighed i forhold til antallet af kontak- 

ter, som borgerne har til almen praksis. Denne ulig- 

hed ses tydeligt i forhold til borgernes uddannelses- 

niveau, erhvervstilknytning og kommunesocialgrup- 

pe, og genfindes blandt borgere med hjertekarsyg- 


Der ses en tendens til, at uligheden er blevet mindre 

mellem borgere med kortere og længere uddannelser 

i perioden fra 2007 til 2008. Den er imidlertid øget 

mellem borgere i beskæftigelse og borgere uden for 

arbejdsmarkedet i samme periode. På grund af den 

korte periode (2007 til 2008) og en forskel i måden 

tallene opgøres på, er disse udviklingstal dog behæf- 

tet med stor usikkerhed. Der er ikke ulighed mellem 

borgere med dansk og ikke-vestlig baggrund, når der 

justeres for køn, alder, kroniske sygdomme og socia- 

le faktorer.

Tabel 5.1 Borgere, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis inden for et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratios 

22 

20 

26 

23 

21 

20 

20 

19 

13 

13 

16 

14 

33 

37 

45 

40 

23 

21 

17 

13 

21 

19 

21 

19 

23 

21 

23 

20 

22 

20 

0 10 20 30 40 50% 0,00 0,50 1,00 1,50 2,00 2,50 

Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for 

uddannelse og erhvervstilknytning 

63

Tabel 5.2 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mere end ti kontakter til almen praksis 

inden for et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

64 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


57 

56 

61 

62 

55 

55 

50 

51 

37 

37 

39 

36 

60 

62 

64 

63 

57 

57 

56 

53 

50 

51 

56 

56 

58 

57 

57 

56 

57 

57 

0 20 40 60 80% 

53 

52 

58 

58 

51 

51 

46 

47 

33 

36 

39 

38 

58 

61 

64 

63 

53 

53 

52 

49 

49 

50 

52 

50 

52 

53 

54 

53 

52 

53 

0 20 40 60 80%

Tabel 5.3 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mere end ti kontakter til almen 

praksis inden for et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


47 

46 

56 

55 

45 

44 

40 

39 

26 

26 

32 

30 

58 

61 

62 

59 

48 

46 

45 

42 

45 

47 

48 

46 

49 

48 

48 

46 

44 

43 

0 20 40 60 80% 

40 

42 

49 

51 

38 

40 

33 

37 

21 

23 

26 

25 

50 

54 

61 

59 

40 

42 

38 

40 

40 

44 

38 

40 

42 

44 

40 

42 

41 

43 

0 20 40 60 80% 

65

5.2 Kontakter til speciallæger 


findes social ulighed i kontakt til speciallæger i 

Region Hovedstaden. Som indikator for kontakt til 

speciallæger bruges antallet af kontakter til special- 

læger, dikotomiseret som de, der har haft mindst to 

kontakter inden for ét år, versus de, som har haft 

mindre end to kontakter i løbet af ét år. 

I 2010-udtrækket er der i alt 20 % af borgerne, som 

har haft mindst to kontakter til en speciallæge (tabel 

5.4). Antallet af kontakter til speciallæger for 2010- 

udtrækket er opgjort på baggrund af antallet af kon- 

takter, som borgerne har haft til speciallæger i 2008, 

mens det for 2007-udtrækket er antallet af kontakter, 

som borgerne har haft i 2007 (tabel 5.1). Tallene fra 

2008 er de nyest tilgængelige tal for kontakter til 

speciallæger, som kan hentes via Sygesikringsregi- 

steret. Der er ikke sket nogen ændringer siden 2007, 

hvor andelen også var 20 %. 


eller derover 

Sociale forskelle: Der er ikke nogen tydelig sam- 

menhæng mellem uddannelsesniveau og andelen af 

borgere, som har haft mindst to kontakter til special- 

læge (tabel 5.4). Andelen er mindst blandt borgere 

med en lang videregående uddannelse og størst 

blandt borgere med en mellemlang, videregående 

uddannelse. Når der justeres for alder, køn og kroni- 

ske sygdomme, er der imidlertid en tendens til, at 

der er færrest blandt borgerne uden erhvervsuddan- 

nelse, som har haft mindst to kontakter til en speci- 

allæge, mens der er en signifikant større andel blandt 

borgere med mellemlang og lang videregående ud- 

dannelse, som har haft mindst to kontakter til en 

speciallæge. Der er ikke sket nogen udvikling i 

denne sammenhæng i perioden fra 2007 til 2008. 

Blandt borgere på 65 år eller derover er der en klar 

tendens til sammenhæng mellem uddannelsesniveau 

og kontakter til speciallæge. Mens 33 % af borgerne 

uden erhvervsuddannelse i 2007 har haft mindst to 

kontakter til speciallæger, er det 40 % af borgerne 

med en mellemlang videregående uddannelse og 39 

66 

% af borgerne med en lang videregående uddannel- 

se. Denne sammenhæng ses også, når der justeres 

for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. I 

perioden fra 2007 til 2008 er der dog sket en lille 

udligning, således at forskellen i brug af speciallæ- 

ger på de forskellige uddannelsesniveauer er lidt 

mindre udtalt i 2008 i forhold til 2007. 

Der er en klar sammenhæng mellem erhvervstil- 

knytning og kontakter til speciallæge. I 2010- 

udtrækket er der 27 % af borgere uden for arbejds- 

markedet, som har haft mindst to kontakter til speci- 

allæger, mens det kun er 16 % af borgere i beskæfti- 

gelse. Denne sammenhæng ses også, når der justeres 

for fordelingen af køn, alder og kroniske sygdomme. 

Mens andelen af borgere i beskæftigelse, som har 

haft mindst to kontakter til en speciallæge, falder i 

perioden 2007 til 2008, stiger den samme andel 

blandt borgere uden for arbejdsmarkedet eller borge- 

re på pension. Dette gælder også, når der justeres for 

køn, alder og kronisk sygdom. Den sociale ulighed i 

forhold til erhvervstilknytning og kontakter til spe- 

ciallæger er således blevet større i perioden. 

Etniske forskelle: Blandt befolkningen generelt er 

der ingen tydelig forskel på andelen af borgere med 

dansk og ikke-vestlig baggrund, som har haft mindst 

to kontakter til en speciallæge på et år. Når der juste- 

res for køn, alder, kroniske sygdomme og sociale 

faktorer er der imidlertid en signifikant større andel 

blandt borgere med ikke-vestlig baggrund, som har 

haft mindst to kontakter til speciallæger sammenlig- 

net med borgere med dansk baggrund. Det gælder 

for 2007- såvel som 2010-udtrækket. 

Hvis man ser på borgere på 65 år eller derover, er 

der imidlertid en mindre andel af ældre med ikke- 

vestlig baggrund, som har haft mindst to kontakter 

til en speciallæge på et år, sammenlignet med ældre 

med dansk baggrund. Denne sammenhæng findes 

også, når der justeres for alder og køn, og har ikke 

ændret sig i perioden fra 2007 til 2008. 

Kommuneforskelle: Der er en tendens til, at ande- 

len af borgere med mindst to kontakter til speciallæ-

ger stiger på tværs af kommunesocialgrupperne, 

således at der er færrest blandt borgere fra kommu- 

nesocialgruppe 4 og flest blandt borgere fra kom- 

munesocialgruppe 1, som har haft mindst to kontak- 

ter til speciallæger. Der er ikke tale om store forskel- 

le, men tendensen forbliver signifikant, når der ju- 

steres for køn, alder, kroniske sygdomme og sociale 

faktorer. Tendensen er den samme i 2007- og 2010- 

udtrækket, og den gælder også for borgere på 65 år 

eller derover. 

Figur 5.2 viser, hvorvidt andelen af borgere, som har 

mindst to kontakter til speciallæge i en given kom- 


Overordnet ses de samme sammenhænge for borge- 

re med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL eller 

muskelskeletsygdomme, som for befolkningen gene- 

mune, ligger signifikant over eller under gennem- 

snittet i regionen som helhed, når der er justeret for 

køn, alder, kroniske sygdomme og sociale faktorer. 

Her ses, at de fleste kommuner i København og 

omegn samt kommunerne langs kysten har en bety- 

deligt større andel af befolkningen, som har haft 

mindst to kontakter til speciallæger, mens hele den 

vestlige del af regionen og Bornholm har en signifi- 

kant mindre andel af befolkningen, som har haft 

mindst to kontakter til speciallæger. 

relt (tabel 5.5 og 5.6). Der ses statistisk signifikante 

omend små forskelle i andelen af borgere med 

mindst to kontakter til speciallæger på tværs af ud- 

dannelsesniveauer. En mindre andel af borgere uden 

erhvervsuddannelse har mindst to kontakter til spe- 

67

ciallæge blandt borgere med hjertekarsygdomme, 

diabetes og KOL. I modsætning gælder det for bor- 

gere med muskelskeletsygdomme, at andelen af 

borgere med mindst to kontakter til speciallæge er 

signifikant større blandt borgere med kort eller mel- 

lemlang videregående uddannelse sammenlignet 

med borgere med en lang videregående uddannelse. 

Samtidig adskiller borgere uden erhvervsuddannelse 

sig ikke signifikant fra borgere med en lang videre- 

gående uddannelse. Der er generelt en større andel 

af borgere uden for arbejdsmarkedet, som har 

mindst to kontakter til speciallæge, sammenlignet 

med beskæftigede borgere, og denne forskel er ble- 

vet større i perioden fra 2007 til 2008. Samtidig er 

der dog en større andel af borgere fra kommunesoci- 

algruppe 1 med mindst to kontakter til speciallæger 

sammenlignet med borgere fra kommunesocialgrup- 

pe 4, og denne tendens ses på tværs af alle fire 

kommunesocialgrupper. 

68 

Konklusion 


ter, som borgerne har til speciallæge. Denne ulighed 

ses i forhold til borgernes uddannelsesniveau, er- 

hvervstilknytning og kommunesocialgruppe, og 

genfindes blandt borgere med hjertekarsygdomme, 

diabetes, KOL og muskelskeletsygdomme. Uddan- 

nelse og kommunesocialgrupperne er i denne sam- 

menhæng særligt interessante, idet der ses en om- 

vendt social gradient på tværs af grupperne. Der ses 

samtidig en svag tendens til, at uligheden er blevet 

større på erhvervstilknytning i perioden fra 2007 til 

2008. På grund af den korte periode (2007 til 2008) 

og en forskel i måden tallene opgøres på, er disse 

udviklingstal dog behæftet med stor usikkerhed.

Tabel 5.4 Borgere, som har haft mindst to kontakter til speciallæge inden for et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratios 

20 

20 

20 

21 

20 

21 

22 

22 

19 

19 

17 

16 

23 

27 

35 

37 

21 

21 

18 

15 

20 

19 

19 

18 

20 

20 

21 

20 

23 

23 

0 10 20 30 40% 0,40 0,70 1,00 1,30 1,60 1,90 

Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere 

justeret for uddannelse og erhvervstilknytning 

69

Tabel 5.5 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst to kontakter til speciallæge 



Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

70 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


33 

38 

32 

37 

34 

38 

37 

40 

34 

38 

28 

29 

30 

35 

36 

41 

33 

37 

36 

40 

34 

38 

30 

34 

33 

37 

33 

38 

37 

42 

0 10 20 30 40 50% 

32 

34 

32 

34 

33 

35 

32 

34 

30 

32 

27 

25 

32 

35 

38 

41 

32 

34 

34 

35 

33 

34 

30 

32 

32 

34 

33 

35 

35 

36 

0 10 20 30 40 50%

Tabel 5.6 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst to kontakter til speciallæge 



Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


32 

35 

32 

35 

33 

35 

35 

36 

30 

31 

28 

27 

32 

35 

39 

43 

32 

34 

35 

36 

37 

39 

31 

33 

32 

34 

33 

35 

35 

37 

0 10 20 30 40 50% 

31 

34 

33 

36 

31 

34 

31 

35 

27 

30 

25 

25 

34 

37 

41 

45 

31 

34 

33 

35 

35 

39 

28 

31 

32 

34 

31 

35 

35 

38 

0 10 20 30 40 50% 

71

5.3 Kontakter til vagtlæge 


findes social ulighed i kontakt til vagtlæge i Region 

Hovedstaden. Som indikator for kontakt til vagtlæge 

bruges antallet af kontakter til vagtlæge, dikotomise- 

ret som de, der har haft mindst én kontakt inden for 

ét år, versus de, som ingen kontakter har haft i løbet 

af året. 


den er der i alt 18 % af borgerne, som har haft 

mindst én kontakt til vagtlæge (tabel 5.7). Antallet 

af kontakter til vagtlæge er for 2010-udtrækket an- 

tallet af kontakter, som borgerne har haft til vagtlæ- 

ge i 2008, mens det for 2007-udtrækket er antallet af 

kontakter, som borgerne har haft i 2007. Tallene fra 

2008 er de nyest tilgængelige tal for kontakter til 

vagtlæge, som kan hentes via Sygesikringsregisteret. 

Der er sket en lille stigning på 2 procentpoint siden 

2007, hvor andelen af borgere i regionen med kon- 

takt til vagtlæge var 16 %. Blandt borgere over 65 år 

er der sket et fald på 1 procentpoint fra 18 % i 2007 

til 17 % i 2008. 


eller derover 

Sociale forskelle: Der ses en klar signifikant sam- 

menhæng mellem uddannelse og kontakt til vagtlæ- 

ge i 2010, idet andelen af borgere, som har haft 

mindst én kontakt til vagtlæge inden for et år, falder 

med stigende uddannelsesniveau (tabel 5.7). Således 

har 21 % af borgerne uden erhvervsuddannelse haft 

kontakt til vagtlæge inden for et år, mens dette er 

gældende for 15 % af borgerne med lang videregå- 

ende uddannelse. Denne sammenhæng ses for både 

2007- og 2010-udtrækket. Sammenhængen mind- 

skes, men forbliver signifikant, når vi justerer for 

køn, alder og kroniske sygdomme mellem de fire 

uddannelsesgrupper. Der ses en tendens til, at den 

sociale ulighed i kontakter til vagtlæge er mindsket 

lidt i forhold til uddannelsesgrupperne i perioden 

2007 til 2009. Disse tendenser genfindes blandt 

borgere på 65 år eller derover. For alle uddannelses- 

niveauer er andelene af ældre borgere med kontakt 

72 

til vagtlæge dog en smule mindre end for alle regio- 

nens borgere i 2010, således har 18 % af de ældre 

borgere uden erhvervsuddannelse kontakt til vagtlæ- 

ge i forhold til 21 % for den generelle befolkning, og 

12 % med lang videregående uddannelse i forhold til 

15 % for alle regionens borgere. 

Der er en klar sammenhæng mellem erhvervstil- 

knytning og kontakt til vagtlæge i både 2007- og 

2010-udtrækkene, og det ses, at 18 % af borgere i 

beskæftigelse har haft mindst én kontakt til vagtlæge 

i 2010 i forhold til 27 % af borgere uden for ar- 

bejdsmarkedet. Det samme billede ses, når der juste- 

res for køn, alder og kroniske sygdomme, dog for- 

mindskes betydningen af erhvervstilknytning lidt 

efter justering for de nævnte faktorer. I perioden 

2007 til 2008 oplever borgere i beskæftigelse en 

stigning på 3 % (til 18 % i 2010-udtrækket), borgere 

uden for arbejdsmarkedet en stigning på 5 % (til 27 

% i 2010-udtrækket), mens pensionister oplever et 

fald på 2 procentpoint i kontakten andelen, som har 

haft kontakt til vagtlæge (til 17 % i 2010- 

udtrækket). Relativt set medfører denne udvikling, 

at de sociale forskelle mellem gruppen af borgere i 

beskæftigelse eller som er pensionerede i forhold til 

borgere uden for arbejdsmarkedet øges i perioden 

2007 til 2008. 

Etniske forskelle: I 2010-udtrækket har 23 % af 

borgere med ikke-vestlig baggrund haft kontakt til 

vagtlæge sammenlignet med 18 % af borgerne med 

dansk baggrund. Sammenhængen mellem etnisk 

baggrund og kontakt til vagtlæge er signifikant, også 

når der justeres for køn, alder, sociale faktorer og 

kroniske sygdomme i de tre grupper. Efter justering 

for de nævnte faktorer er der signifikant forskel på 

andelene af borgere med dansk og ikke-vestlig bag- 

grund i forhold til kontakt til vagtlæge. Herudover 

medfører justeringen, at effekten af etnisk baggrund 

forstærkes. Der ses en tendens til, at de etniske for- 

skelle i kontakter til vagtlæge er mindsket lidt i 

perioden 2007 til 2009. For de ældre ses dog ikke 

denne tendens.

Kommuneforskelle: Der er en signifikant svag 

sammenhæng mellem kommunesocialgruppe og 

kontakt til vagtlæge i 2010-udtrækket, idet andelen 

af borgere, som har haft kontakt til vagtlæge, er 

størst i kommunesocialgruppe 3 og 4 (hhv. 20 % og 

19 %), mindre i kommunesocialgruppe 2 (18 %) og 

mindst i kommunesocialgruppe 1 (17 %). Justeret 

for køn, alder, sociale faktorer og kroniske syg- 

domme ændres denne tendens dog, og der ses i ste- 

det en signifikant tendens til, at borgere i kommune- 

socialgruppe 4 har et lavere forbrug af kontakter til 

vagtlægen i forhold til borgere i kommunesocial- 

gruppe 1, mens gruppe 2 og 3 ikke adskiller sig 

signifikant. Betydningen af kommunesocialgruppe 

formindskes således signifikant og ændres, når der 

tages højde for køn, alder, sociale faktorer og kroni- 

ske sygdomme i de fire grupper. 

I perioden 2007 til 2008 ses en stigning i andelen af 

borgere med kontakter til vagtlæge blandt kommu- 

nesocialgruppe 1 og 2, mens andelen af borgere med 

kontakt til vagtlæge er henholdsvis faldet og uænd- 

ret for kommunesocialgruppe 3 og 4. Disse ændrin- 

ger resulterer i en tendens til reduceret social ulig- 

hed i forhold til kommunesocialgrupperne. Der ses 

ingen tydelige forskelle for borgere på 65 år eller 

derover. 

I figur 5.3 nedenfor ses geografiske forskelle i kon- 

takten til vagtlæge. Det fremgår her, at særligt byde- 

lene i København ligger under regionsgennemsnit- 

tet, mens brug af vagtlæger stiger i kommunerne 

længere fra København. Bornholm, Allerød og Fu- 

resø kommune er dog undtagelser i denne sammen- 

hæng. 

73


Der er generelt en større andel borgere med hjerte- 


domme, som har haft mindst én kontakt med vagt- 

læge inden for et år sammenlignet med alle regio- 

nens borgere (24-27 % versus 18 % i 2010- 

udtrækket). Andelen af borgere med disse kroniske 

sygdomme, som har haft kontakt til vagtlæge, er 

desuden steget med 1-3 procentpoint fra 2007 til 

2008. 

For borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL 

og muskelskeletsygdomme er tendenserne på tværs 

af sygdomsgrupperne overordnet set de samme 

(tabel 5.8 og 5.9). Den største andel af borgere med 

mindst én kontakt til vagtlæge inden for et år ses hos 

borgere med ingen og kortere uddannelse, borgere 

uden for arbejdsmarkedet, og borgere med ikke- 

vestlig baggrund. Sammenhængene er signifikante, 

når der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og 

kronisk sygdom. Sammenhængen mellem kommu- 

nesocialgrupperne og de kroniske sygdomme er 

mere komplicerede. Justeret for køn, alder, sociale 

faktorer og andre kroniske sygdomme, har borgere i 

kommunesocialgruppe 4 med hjertekarsygdomme 

og muskelskeletsygdomme en signifikant lavere 

andel, som har været til vagtlæge, sammenlignet 

med borgere fra kommunesocialgruppe 1, mens der 

ingen signifikant forskel er på disse grupper blandt 

borgere med diabetes og KOL. Samtidig ses der for 

alle fire sygdomstyper generelt, at andelen af borge- 

re med kontakt til vagtlæge er signifikant højere i 

kommunesocialgruppe 2 og 3 sammenlignet med 

gruppe 1. Kun for hjertekarsygdomme er andelen i 

kommunesocialgruppe 3 ikke signifikant større end i 

kommunesocialgruppe 1. Ligesom for den generelle 

befolkning er den sociale ulighed i forhold til er- 

hvervstilknytning og kontakter til vagtlæge øget i 

74 

perioden 2007 til 2008. Udviklingen fra 2007 til 

2008 i forhold til uddannelse er mindre klar. Blandt 

borgere med muskelskeletsygdomme er der ikke 

nogen signifikant ændring i uligheden, mens vi ser 

en tendens mod reduceret ulighed for borgere med 

hjertekarsygdomme, KOL og diabetes. 

Den tendens til øgede etniske forskelle i kontakten 

til vagtlæge, som ses blandt den generelle befolk- 

ning, genfindes ikke blandt borgere med kroniske 

sygdomme. Blandt borgere med dansk og ikke- 

vestlig baggrund ses nogenlunde samme stigninger i 

andelene af borgere med kontakt til vagtlæge fra 

2007 til 2008 på 1-4 procentpoint. Derimod genfin- 

des den signifikante forskel på borgernes kontakt til 

vagtlæge på tværs af kommunesocialgrupperne, som 

vi så hos den generelle befolkning blandt borgere 

med kroniske sygdomme, når der tages højde for 

køn, alder, sociale faktorer og andre kroniske syg- 

domme. 

Konklusion 


ter, som borgerne har til vagtlæge. Denne ulighed 

ses tydeligt i forhold til borgernes uddannelsesni- 

veau, erhvervstilknytning, etnisk baggrund og 

kommunesocialgruppe, og genfindes blandt borgere 


skeletsygdomme. Der ses generelt en tendens til, at 

uligheden er blevet mindre på tværs af uddannelses- 

niveauerne og mellem borgere med dansk baggrund 

i forhold til borgere med ikke-vestlig baggrund i 

perioden fra 2007 til 2008. Uligheden er imidlertid 

øget mellem borgere i beskæftigelse og borgere 

uden for arbejdsmarkedet i samme periode. På grund 

af den korte periode (2007 til 2008) og en forskel i 

måden tallene opgøres på, er disse udviklingstal dog 

behæftet med stor usikkerhed.

Tabel 5.7 Borgere, som har haft mindst én kontakt til vagtlæge inden for et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratios 

16 

18 

19 

21 

16 

18 

15 

18 

13 

15 

15 

18 

22 

27 

19 

17 

16 

18 

13 

12 

23 

23 

20 

19 

20 

20 

13 

18 

14 

17 

0 10 20 30 40% 0,40 0,70 1,00 1,30 1,60 1,90 

Alle odds ratios er justeret for køn, alder og kroniske sygdomme. Odds ratios for etnisk baggrund og kommunesocialgruppe er yderligere justeret for 

uddannelse og erhvervstilknytning 

75

Tabel 5.8 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst én kontakt til vagtlæge 



Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

76 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


25 

27 

26 

29 

21 

25 

19 

25 

16 

19 

15 

22 

28 

34 

29 

28 

25 

26 

25 

26 

31 

33 

29 

27 

28 

27 

22 

28 

22 

25 

0 10 20 30 40% 

23 

24 

25 

26 

21 

23 

21 

23 

18 

19 

19 

23 

28 

32 

25 

22 

22 

23 

23 

21 

31 

32 

28 

26 

27 

25 

19 

24 

19 

22 

0 10 20 30 40%

Tabel 5.9 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst én kontakt til vagtlæge 



Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


24 

27 

26 

29 

21 

25 

21 

25 

17 

21 

18 

24 

29 

36 

27 

26 

23 

26 

23 

24 

31 

35 

29 

28 

28 

29 

19 

26 

19 

24 

0 10 20 30 40% 

22 

24 

24 

27 

20 

22 

19 

22 

15 

17 

18 

21 

26 

30 

26 

24 

21 

23 

20 

20 

30 

34 

25 

24 

25 

25 

18 

24 

18 

21 

0 10 20 30 40% 

77

5.4 Kontakter til skadestue 


findes social ulighed i kontakt til skadestuer i Regi- 

on Hovedstaden. Som indikator for kontakt til ska- 

destuer bruges antallet af kontakter til skadestuer, 

dikotomiseret som de, der har haft mindst én kontakt 

inden for ét år, versus de, som ingen kontakter har 

haft i løbet af året. 

For både 2007- og 2010-udtrækket af borgere i Re- 

gion Hovedstaden er der i alt 4 % af borgerne, som 

har haft mindst én kontakt til en skadestue (tabel 

5.10). Antallet af kontakter til skadestuer er for 

2010-udtrækket antallet af kontakter, som borgerne 

har haft til skadestuer i 2009, mens det for 2007- 

udtrækket er antallet af kontakter, som borgerne har 


ge tal for kontakter til skadestuer, som kan hentes 

via Landspatientregisteret (LPR). Der er sket et lille 

fald på 2 procentpoint blandt borgere på 65 år eller 

derover fra 2007 til 2009 i forhold til andelen, som 

har haft kontakt med en skadestue (11 % til 9 %). 


eller derover 

Sociale forskelle: For alle regionens borgere er der 

en klar signifikant sammenhæng mellem uddannel- 

sesniveau og kontakt til skadestue, idet andelen af 

borgere med kontakt til skadestue falder med stigen- 

de uddannelsesniveau (tabel 5.10). Således har en 

syv gange så stor andel af borgere uden erhvervsud- 

dannelse haft kontakt til skadestue sammenlignet 

med borgere med en lang videregående uddannelse 

(7 % versus 1 %). Denne sammenhæng mindskes, 

men forbliver signifikant, når der justeres for køn, 

alder og kroniske sygdomme. For borgere på 65 år 

og derover ses den samme tendens for en sammen- 

hæng mellem uddannelsesniveau og kontakt til ska- 

destue. Der er dog en større andel borgere med kon- 

takt til skadestue blandt de ældre borgere sammen- 

lignet med den generelle befolkning på samtlige 

uddannelsesniveauer. Eksempelvis har 5 % af de 

ældre borgere med lang videregående uddannelse 

kontakt til skadestue i forhold til 1 % af den generel- 

le befolkning i 2010-udtrækket. Der ses ingen tegn 

78 

på øget ulighed i perioden 2007 til 2009 i forhold til 

uddannelsesgrupperne, når der justeres for køn, 

alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. 

Der ses en signifikant sammenhæng mellem er- 

hvervstilknytning og kontakter til skadestue. Mens 4 

% af borgerne uden for arbejdsmarkedet har haft 

mindst én kontakt til skadestue inden for et år, er det 

tilsvarende tal 3 % for borgerne i beskæftigelse i 

både 2007- og 2010-udtrækket. Denne sammenhæng 

ændres ikke betydeligt og forbliver signifikant, når 

der tages højde for køn, alder og kroniske sygdom- 

me. Der ses en tendens til, at den sociale ulighed er 

reduceret i perioden 2007 til 2009 i forhold til er- 

hvervstilknytning, når der justeres for køn, alder, 

sociale faktorer og kronisk sygdom. 

Etniske forskelle: I både 2007- og 2010-udtrækket 

har 6 % af borgerne med ikke-vestlig baggrund haft 

mindst én kontakt til skadestue sammenlignet med 4 

% af borgerne med dansk baggrund. Denne forskel 

forbliver signifikant og forstærkes yderligere, når 

der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og 

kronisk sygdom. For borgere på 65 år og derover ses 

den modsatte tendens, hvor en større andel af bor- 

gerne med dansk baggrund har haft kontakt til en 

skadestue end borgere med ikke-vestlig baggrund (9 

% versus 6 %). Denne sammenhæng er signifikant 

også efter justering for køn, alder, sociale faktorer 

og kronisk sygdom. Der ses ingen signifikant udvik- 

ling i denne ulighed i perioden 2007 til 2009. 

Kommuneforskelle: Der ses en signifikant sam- 

menhæng mellem kommunesocialgruppe og kontakt 

til skadestue, idet andelen af borgere med kontakt til 

skadestue er størst blandt borgere i kommunesocial- 

gruppe 4 og mindst i kommunesocialgruppe 1 (5 % 

versus 3 % i 2010). Denne sammenhæng forbliver 

signifikant, men mindskes, når der tages højde for 

køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom. Der 

ses næsten ingen betydelig forskel fra 2007 til 2009. 

Den samme tendens ses for borgere på 65 år og 

derover. Figur 5.4 illustrerer kommuneforskellene i 

kontakter til skadestue for 2010-udtrækket.


Blandt borgere med kroniske sygdomme er der - 

især for borgere med hjertekarsygdomme, KOL og 

muskelskeletsygdomme - en markant større andel 

med kontakt til skadestue sammenlignet med alle 

regionens borgere. Således har tre gange så stor en 

andel borgere med hjertekarsygdomme og knap syv 

gange så stor en andel borgere med KOL haft kon- 

takt til en skadestue i 2009 i forhold til den generelle 

befolkning. 

På tværs af de fire kroniske sygdomsgrupper ses 

overordnet de samme tendenser, som ses blandt alle 

borgere i regionen (tabel 5.11 og 5.12). Vi finder 

den største andel af borgere med mindst én kontakt 

til skadestue blandt borgere med ingen og kortere 

uddannelse borgere uden for arbejdsmarkedet, bor- 

gere med ikke-vestlig baggrund samt borgere fra 

kommunesocialgruppe 3 og 4. Disse sammenhænge 

er signifikante for de fire kroniske sygdomsgrupper, 

også efter justering for køn, alder, sociale faktorer 

og kronisk sygdom. For borgere med hjertekarsyg- 

domme, diabetes og KOL er der ikke tegn på, at den 

sociale ulighed mellem uddannelsesgrupperne har 

ændret sig i perioden 2007 til 2009. For muskelske- 

letsygdommene ses til gengæld en tendens til, at 

uligheden er reduceret. I forhold til erhvervstilknyt- 

ning er billedet mere blandet. Mens der ses en ten- 

dens til, at den sociale ulighed er steget på tværs af 

erhvervstilknytningsgrupperne i forhold til borgere 

med KOL, er uligheden uforandret for borgere med 

diabetes, og reduceret i forhold til borgere med 

hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme, når 

vi tager højde for køn, alder, sociale faktorer og 

kronisk sygdom. I forhold til etnisk baggrund ser vi 

generelt ingen ændring i den sociale ulighed i perio- 

den 2007 til 2009. Dog skiller borgere med muskel- 

skeletsygdomme sig ud, idet den sociale ulighed på 

79

tværs af etniske grupper her viser en stigende ten- 

dens. Den sociale ulighed på tværs af kommuneso- 

cialgrupperne er uændret i perioden 2007 til 2009. 

Konklusion 


ter, som borgerne har til skadestuer. Denne ulighed 





80 

skeletsygdomme. Der ses en tendens til, at uligheden 

er blevet mindre på tværs af borgernes erhvervstil- 

knytning, mens der generelt ikke ses ændringer i den 

sociale ulighed i perioden 2007 til 2009 på tværs af 

uddannelse, etnisk baggrund og kommunesocial- 

grupperne i forhold til borgernes kontakt til skade- 

stuer. Dog skiller gruppen af borgere med KOL sig 

ud, idet der i denne gruppe ses en tendens til øget 

ulighed på tværs af erhvervstilknytningsgrupperne.

Tabel 5.10 Borgere, som har haft mindst én kontakt til skadestue inden for et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratios 

4 

4 

7 

7 

4 

3 

2 

2 

1 

1 

3 

3 

4 

4 

11 

9 

4 

4 

4 

5 

6 

6 

5 

5 

5 

5 

4 

4 

4 

3 

0 5 10 15 20% 0,0 1,0 2,0 3,0 4,0 5,0 



81

Tabel 5.11 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst én kontakt til skadestue 



Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

82 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


12 

14 

13 

16 

10 

13 

7 

9 

6 

7 

4 

6 

8 

10 

16 

17 

12 

14 

12 

15 

9 

12 

13 

15 

13 

15 

11 

13 

11 

13 

0 5 10 15 20% 

8 

7 

10 

9 

7 

7 

5 

4 

3 

3 

4 

4 

7 

6 

13 

11 

8 

7 

9 

8 

7 

7 

9 

8 

9 

8 

7 

7 

7 

7 

0 5 10 15 20%

Tabel 5.12 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst én kontakt til skadestue 



Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


24 

27 

26 

29 

21 

25 

21 

25 

17 

21 

18 

24 

29 

36 

27 

26 

23 

26 

23 

24 

31 

35 

29 

28 

28 

29 

19 

26 

19 

24 

0 10 20 30 40% 

22 

24 

24 

27 

20 

22 

19 

22 

15 

17 

18 

21 

26 

30 

26 

24 

21 

23 

20 

20 

30 

34 

25 

24 

25 

25 

18 

24 

18 

21 

0 10 20 30 40% 

83

5.5 Ambulante kontakter 


findes social ulighed i forhold til ambulante kontak- 

ter til hospitaler i Region Hovedstaden. Som indika- 

tor for ambulante kontakter bruges antallet af kon- 

takter, dikotomiseret som de, der har haft mindst to 

kontakter indenfor ét år, versus de, som har haft 

mindre end to kontakter i løbet af ét år. 



har haft mindst to ambulante kontakter (tabel 5.13). 

Antallet af ambulante kontakter er for 2010- 

udtrækket antallet af ambulante kontakter, som 

borgerne har haft til hospitaler i 2009, mens det for 

2007-udtrækket er antallet af kontakter, som borger- 

ne har haft i 2007. Tallene fra 2009 er de nyest til- 

gængelige tal for ambulante kontakter, som kan 

hentes via Landspatientregisteret (LPR). 


eller derover 

Sociale forskelle: Der ses en klar sammenhæng 

mellem uddannelsesniveau og andelen af borgere, 

der har haft mindst to ambulante hospitalskontakter 

inden for et år både for 2007- og 2010-udtrækket 

(tabel 5.13). Der er en fire gange så høj andel af 

borgere med to eller flere kontakter blandt borgere 

uden erhvervsuddannelse sammenlignet med borge- 

re med lang videregående uddannelse (13 % versus 

3 % i 2010-udtrækket). Denne sammenhæng mind- 

skes, men forbliver signifikant efter justering af køn, 

alder og kroniske sygdomme. Blandt de ældste bor- 

gere, der er 65 år eller derover, ses samme sammen- 

hæng mellem uddannelse og ambulante kontakter. 

Der er dog generelt en markant højere andel blandt 

de ældre borgere, der har haft mindst to ambulante 

kontakter i løbet af et år sammenlignet med den 

generelle befolkning (25 % versus 9 % i 2010- 

udtrækket). Der ses ingen tegn på øget ulighed i 

perioden 2007 til 2009 i forhold til uddannelses- 

grupperne. 

84 


knytning og forekomsten af ambulante hospitalskon- 

takter inden for et år for både 2007- og 2010- 

udtrækket. Sammenlignet med borgere i beskæfti- 

gelse (5 %), er der dobbelt så mange blandt borgere i 

den erhvervsaktive alder, men som er uden for ar- 

bejdsmarkedet, som har mindst to ambulante kon- 

takter (10 %), og fem gange så mange blandt pensi- 

onister (26 %). Denne sammenhæng mindskes, når 

der justeres for køn, alder og kronisk sygdom. Der 

ses en tendens til, at den sociale ulighed i ambulante 

kontakter er mindsket lidt i forhold til erhvervstil- 

knytning i perioden 2007 til 2009. 

Etniske forskelle: Der er forskel på andelen af 

borgere med mindst to ambulante kontakter på tværs 

af de etniske grupper. Mens 9 % af borgere med 

dansk baggrund har haft mindst to ambulante kon- 

takter, er det tilsvarende tal for borgere med ikke- 

vestlig baggrund 10 %. Når der justeres for køn, 

alder, sociale faktorer og kronisk sygdom, forstær- 

kes denne signifikante forskel. Der ses ingen tegn på 

øget ulighed i perioden 2007 til 2009 i forhold til 

etnisk baggrund. I gruppen af borgere, der er 65 år 

eller derover, er forekomsten af kontakter markant 

højere blandt borgere med dansk baggrund sammen- 

lignet med borgere med ikke-vestlig baggrund i 

2010-udtrækket (26 % versus 15 %). 

Kommuneforskelle: Der er en klar sammenhæng 

mellem antallet af ambulante kontakter og kommu- 

nesocialgrupper, idet andelen af borgere med mindst 

to kontakter er større i gruppe 3 og 4 (10 %) sam- 

menlignet med gruppe 1 (7 %). Denne sammenhæng 

mindskes lidt, men forbliver signifikant, når der 

justeres for køn, alder, sociale faktorer og kronisk 

sygdom i de justerede analyser. I gruppen af borge- 

re, der er 65 år eller derover, ses de samme tenden- 

ser, dog er forskellene mellem kommunesocialgrup- 

perne mere udtalte. Der ses en lille tendens til øget 

ulighed fra 2007 til 2009 på tværs af kommunesoci- 

algrupperne for alle borgere.


figur 5.5 et meget broget billede af, hvordan andelen 




domme, som har haft mindst to ambulante hospi- 

talskontakter inden for et år sammenlignet med alle 

regionens borgere (19-32 % versus 9 % i 2010- 

udtrækket). Andelen af borgere med disse kroniske 

sygdomme, som har haft ambulante kontakter, er 

desuden steget markant for hjertekarsygdomme og 

muskelskeletsygdomme med 5-9 procentpoint fra 

2007 til 2009. 

For borgere med hjertekarsygdomme, diabetes, KOL 

og muskelskeletsygdomme er tendenserne på tværs 

af borgere med mindst to ambulante kontakter for- 

deler sig. 

af sygdomsgrupperne overordnet set de samme som 

blandt alle borgere (tabel 5.14 og 5.15). Den største 

andel af borgere med mindst to ambulante kontakter 

ses hos borgere med ingen og kortere uddannelse, 

borgere uden for arbejdsmarkedet eller pensionister, 

borgere med ikke-vestlig baggrund og borgere fra 

kommunesocialgruppe 3 og 4. Sammenhængene er 

signifikante, når der tages højde for køn, alder, soci- 

ale faktorer og kronisk sygdom. 

I forhold til udviklingen i den sociale ulighed ses en 

lille stigning i ulighed på tværs af uddannelsesgrup- 

perne for borgere med KOL, mens der ingen æn- 

dringer ses i forhold til uddannelsesgrupper og hjer- 

tekarsygdomme, diabetes og muskelskeletsygdom- 

85

me ligesom i befolkningen generelt. I forhold til 

erhvervstilknytning ses en tendens til øget social 

ulighed for borgere med hjertekarsygdomme, uænd- 

ret ulighed blandt borgere med diabetes og KOL 

patienter, mens uligheden er reduceret blandt borge- 

re med muskelskeletsygdomme ligesom i befolknin- 

gen generelt. I forhold til etnisk baggrund ses en 

tendens til øget social ulighed blandt borgere med 

diabetes og muskelskeletsygdomme, uændret ulig- 

hed i forhold til borgere med KOL, mens uligheden 

er reduceret blandt borgere med hjertekarsygdom- 

me. Kun i forhold til hjertekarsygdomme ses en 

tendens til reduceret social ulighed i ambulante på 

tværs af kommunesocialgrupperne (modsat befolk- 

ningen generelt), mens der for diabetes, KOL og 

muskelskeletsygdomme ingen ændringer ses i peri- 

oden 2007 til 2009. 

86 

Konklusion 

Der er social ulighed i forhold til antallet af ambu- 

lante hospitalskontakter, som borgerne i Region 

Hovedstaden har. Denne ulighed ses tydeligt i for- 

hold til borgernes uddannelsesniveau, erhvervstil- 

knytning, etnisk baggrund og kommunesocialgrup- 

pe, og genfindes blandt borgere med hjertekarsyg- 


Der ses en tendens til, at den sociale ulighed er ble- 

vet reduceret på tværs af borgernes erhvervstilknyt- 

ning, mens der ingen ændringer ses i forhold til 

uddannelsesniveau, etnisk baggrund og kommune- 

socialgrupperne i perioden 2007 til 2009. I forhold 

til borgere med kronisk sygdom er tendenserne i 

udviklingen i social ulighed i forhold til ambulante 

kontakter meget blandede.

Tabel 5.13 Borgere, som har haft mindst to ambulante kontakter på et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratios 

9 

9 

12 

13 

8 

9 

5 

5 

3 

3 

4 

5 

9 

10 

27 

26 

9 

9 

8 

8 

10 

10 

10 

10 

10 

10 

8 

8 

7 

7 

0 10 20 30% 0,0 1,0 2,0 3,0 4,0 



87

Tabel 5.14 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst to ambulante kontakter 

på et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

88 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


27 

32 

31 

37 

25 

31 

20 

23 

16 

19 

12 

15 

18 

22 

35 

40 

27 

32 

24 

29 

18 

24 

32 

37 

28 

33 

24 

29 

23 

27 

0 10 20 30 40 50% 

23 

23 

27 

28 

22 

22 

15 

15 

12 

12 

13 

13 

19 

20 

36 

34 

24 

23 

24 

25 

19 

21 

27 

27 

24 

23 

22 

22 

19 

19 

0 10 20 30 40%

Tabel 5.15 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst to ambulante kontakter 

på et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


18 

19 

23 

25 

17 

18 

10 

11 

7 

7 

7 

7 

14 

15 

34 

34 

18 

19 

16 

19 

15 

18 

22 

22 

20 

20 

16 

18 

14 

14 

0 10 20 30 40% 

18 

27 

24 

35 

16 

25 

11 

18 

8 

13 

8 

14 

16 

24 

37 

44 

18 

26 

19 

31 

16 

30 

20 

29 

19 

29 

16 

25 

15 

23 

0 10 20 30 40 50% 

89

5.6 Hospitalsindlæggelser 


findes social ulighed i forhold til hospitalsindlæg- 

gelser i Region Hovedstaden. Som indikator for 

hospitalsindlæggelser bruges antallet af hospital- 

sindlæggelser, dikotomiseret som de, der har haft 

mindst én indlæggelse inden for et år, versus de, 

som ingen indlæggelser har haft i løbet af året. 



har været indlagt på et hospital (tabel 5.16). Antallet 

af hospitalsindlæggelser er for 2010-udtrækket an- 

tallet af indlæggelser for borgerne i 2009, mens det 

for 2007-udtrækket er antallet af indlæggelser, bor- 

gerne har haft i 2007. Tallene fra 2009 er de nyest 

tilgængelige tal for hospitalsindlæggelser, som kan 

hentes via Landspatientregisteret (LPR). 


eller derover 


lem uddannelsesniveau og hospitalsindlæggelser i 

både 2007 og 2010, idet andelen af borgere med 

indlæggelser falder med stigende uddannelsesniveau 

(tabel 5.16). Således er andelen af borgere med 

indlæggelser seks gange så høj blandt borgere uden 

erhvervsuddannelse sammenlignet med borgere med 

lang videregående uddannelse (6 % versus 1 % i 

2010-udtrækket). Denne signifikante sammenhæng 

reduceres kun lidt, når der justeres for køn, alder og 

kroniske sygdomme. Blandt de ældste borgere, der 

er 65 år eller derover, ses samme sammenhæng 

mellem uddannelse og hospitalsindlæggelser. Der er 

dog en markant større andel af borgere på 65 år eller 

derover sammenlignet med alle borgere, som har 

været indlagt på et hospital (12 % versus 4 %). Der 

ses ingen tegn på øget ulighed i perioden 2007 til 

2009 i forhold til uddannelsesgrupperne og hospital- 

sindlæggelser. 


knytning og hospitalsindlæggelser i 2007- og 2010- 

udtrækket. Sammenlignet med borgere i beskæfti- 

gelse (2 %), er der en dobbelt så stor andel af borge- 

90 

re i den erhvervsaktive alder, som er uden for ar- 

bejdsmarkedet, som har været indlagt på et hospital 

(4 %), og en seks gange så stor forekomst blandt 

pensionister (12 %). Denne tendens reduceres mar- 

kant, når der justeres for køn, alder, sociale faktorer 

og kronisk sygdom, men forbliver signifikant. Der 

ses ingen tendens til øget ulighed i perioden 2007 til 

2009 mellem borgere i den erhvervsdygtige alder 

uden for arbejdsmarkedet og borgere i beskæftigelse 

i forhold til hospitalsindlæggelser. 

Etniske forskelle: Der er signifikant forskel på 

andelen af borgere, som har været indlagt på et ho- 

spital det seneste år på tværs af de etniske grupper. 

Denne forskel kan dog først identificeres, når der 


sygdom. Her ses, at en større andel af borgere med 

ikke-vestlig baggrund har været indlagt på et hospi- 

tal inden for det seneste år sammenlignet med bor- 

gere med dansk baggrund. Denne tendens er desu- 

den voksende i perioden 2007 til 2009. I gruppen af 

borgere, der er 65 år eller derover, er forekomsten af 

indlæggelser næsten dobbelt så høj blandt borgere 

med dansk baggrund sammenlignet med borgere 

med ikke-vestlig baggrund i 2010 (12 % versus 7 

%). 

Kommuneforskelle: Der er en signifikant sammen- 

hæng mellem andelen af borgere, som har været 

indlagt på et hospital og kommunesocialgrupperne, 

idet andelen af borgere med indlæggelser er større i 

gruppe 3 og 4 (4 %) sammenlignet med gruppe 1 og 

2 (3 %). Denne signifikante forskel styrkes, når der 


sygdom. Der ses ingen tegn på øget ulighed i perio- 

den 2007 til 2009 i forhold til kommunesocialgrup- 

perne og hospitalsindlæggelser. 


figur 5.6 et meget broget billede af, hvordan andelen 

af borgere, som har været indlagt på et hospital det 

seneste år, fordeler sig.




domme, som har været indlagt på et hospital det 

seneste år sammenlignet med alle regionens borgere 

(9-20 % versus 4 % i 2010-udtrækket). Andelen af 

borgere med kroniske sygdomme, som har været 

hospitalsindlagt, er desuden steget for borgere med 

hjertekarsygdomme (3 procentpoint) og muskelske- 

letsygdomme (3 procentpoint), mens den er faldet 

for borgere med diabetes (1 procentpoint) og KOL 

(1 procentpoint). 



KOL og muskelskeletsygdomme (tabel 5.17 og 

5.18). Forekomsten af hospitalsindlæggelser er hø- 

jest blandt borgere uden erhvervsuddannelse, pensi- 

onister og borgere uden for arbejdsmarkedet, borge- 

re med ikke-vestlig baggrund (undtagen for borgere 

med hjertekarsygdomme) og borgere fra kommune- 

socialgruppe 4. Sammenhængene er signifikante, når 

der tages højde for køn, alder, sociale faktorer og 

kronisk sygdom. 

I forhold til udviklingen i den sociale ulighed ses et 

lille fald i den sociale ulighed på tværs af uddannel- 

sesgrupperne for borgere med muskelskeletsyg- 

domme, men der ingen ændringer ses i forhold til 

uddannelsesgrupper og hjertekarsygdomme, diabe- 

tes og KOL. I forhold til erhvervstilknytning ses en 

tendens til øget social ulighed for borgere med dia- 

betes, uændret ulighed for borgere med KOL, mens 

uligheden er reduceret blandt borgere med hjertekar- 

sygdomme og muskelskeletsygdomme. I forhold til 

etnisk baggrund ses en tendens til øget social ulig- 

hed blandt borgere med diabetes og muskelskelet- 

sygdomme, uændret ulighed i forhold til borgere 

med KOL, mens uligheden er reduceret blandt bor- 

91

gere med hjertekarsygdomme. Der ses ingen tegn på 

øget ulighed i perioden 2007 til 2009 i forhold til 

kommunesocialgrupperne og hospitalsindlæggelser 

blandt de kronisk syge borgere. 

Konklusion 

Der er social ulighed i forhold til antallet af hospital- 

sindlæggelser i Region Hovedstaden. Denne ulighed 





skeletsygdomme. 

92 

Der ses en tendens til, at den sociale ulighed er ble- 

vet reduceret for pensionister i forhold til borgere i 

beskæftigelse, mens den er steget blandt borgere 

med ikke-vestlig baggrund i forhold til borgere med 

dansk baggrund. Der ses ingen ændringer i forhold 

til uddannelsesniveau og kommunesocialgrupperne i 

perioden 2007 til 2009. I forhold til de kroniske 

sygdomme er tendenserne i udviklingen i social 

ulighed i forhold til hospitalskontakter meget blan- 

dede.

Tabel 5.16 Borgere, som har haft mindst én hospitalsindlæggelse inden for et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratios 

4 

4 

6 

6 

4 

3 

2 

2 

1 

1 

2 

2 

4 

4 

15 

12 

4 

4 

4 

4 

4 

4 

5 

4 

5 

4 

4 

3 

4 

3 

0 5 10 15 20% 0,0 1,0 2,0 3,0 4,0 



93

Tabel 5.17 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mindst én hospitalsindlæggelse 



Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

94 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


17 

20 

19 

23 

14 

18 

10 

13 

8 

11 

5 

8 

11 

13 

24 

26 

18 

21 

16 

18 

10 

14 

21 

24 

18 

21 

16 

19 

15 

17 

0 10 20 30% 

12 

11 

14 

13 

10 

10 

6 

6 

5 

5 

4 

4 

9 

9 

21 

17 

12 

11 

12 

11 

8 

9 

14 

12 

12 

11 

11 

10 

10 

8 

0 10 20 30%

Tabel 5.18 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mindst én hospitalsindlæggelse 



Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


10 

9 

14 

14 

8 

8 

4 

4 

3 

3 

3 

2 

8 

7 

21 

19 

10 

10 

9 

9 

7 

8 

13 

12 

11 

10 

9 

9 

8 

7 

0 10 20 30% 

9 

12 

12 

17 

8 

11 

4 

8 

3 

6 

3 

5 

8 

11 

22 

23 

9 

13 

10 

14 

6 

11 

10 

14 

9 

13 

8 

12 

8 

11 

0 10 20 30% 

95

5.7 Sengedage 


findes social ulighed i forhold til sengedage i Region 

Hovedstaden. Som indikator for sengedage bruges 

antallet af sengedage, dikotomiseret som de, der har 

haft mere end 14 sengedage inden for et år, versus 

de, som har haft 14 sengedage eller mindre i løbet af 

året. 


den er der i alt 15 % af borgerne, som har haft mere 

end 14 sengedage i løbet af et år (tabel 5.19). Antal- 

let af sengedage er for 2010-udtrækket antallet af 

sengedage for borgerne i 2009, mens det for 2007- 

udtrækket er antallet af sengedage, som borgerne har 


ge tal for sengedage, som kan hentes via Landspati- 

entregisteret (LPR). Der ses et fald på 5 procentpoint 

i andelen af borgere med mere end 14 sengedage fra 

2007 til 2009. 


eller derover 

Sociale forskelle: Der ses en sammenhæng mellem 

uddannelsesniveau og sengedage i både 2007 og 

2010, idet andelen af borgere, der har haft mere end 

14 sengedage på et år, falder med stigende uddan- 

nelsesniveau (tabel 5.19). Således er andelen af 

kontakter blandt borgere uden erhvervsuddannelse 

16 % sammenlignet med 12 % blandt borgere med 

en lang videregående uddannelse i 2010-udtrækket. 

Denne forskel mellem uddannelsesgrupperne er dog 

ikke signifikant, når der justeres for køn, alder, soci- 

ale faktorer og kronisk sygdom. Blandt borgere på 

65 år eller derover, ses ligeledes en sammenhæng 

mellem uddannelse og sengedage. Der er dog en 

større andel af borgere på 65 år eller derover, som 

har haft mere end 14 sengedage i løbet af året sam- 

menlignet med alle borgere (21 % versus 15 %). Der 

ses ingen tegn på øget ulighed i perioden 2007 til 

2009 i forhold til uddannelsesniveau og sengedage. 


knytning og sengedage i både 2007 og 2010. Der er 

en tre gange så stor andel af borgerne, som har haft 

96 

mere end 14 sengedage blandt borgere i den er- 

hvervsaktive alder, som er uden for arbejdsmarkedet 

(14 %) og en fire gange så høj forekomst blandt 

pensionister (21 %) sammenlignet med borgere i 

beskæftigelse (5 %). Når der justeres for køn, alder, 

sociale faktorer og kronisk sygdom er der dog kun 

signifikant forskel på borgere i beskæftigelse og 

borgere i den erhvervsaktive alder, som ikke er i 

beskæftigelse. 

Der ses ingen tegn på øget ulighed i perioden 2007 

til 2009 i forhold til erhvervstilknytning og senge- 

dage. 

Etniske forskelle: Der ses en sammenhæng mellem 

etnisk baggrund og sengedage, idet andelen af bor- 

gere med mere end 14 sengedage de seneste år er 

over tre gange så stor blandt borgere med dansk 

baggrund sammenlignet med borgere med ikke- 

vestlig baggrund (17 % versus 5 %). Når der justeres 

for køn, alder, sociale faktorer og kronisk sygdom, 

forsvinder denne sammenhæng dog. Der ses ingen 

tegn på øget ulighed i perioden 2007 til 2009 i for- 

hold til etnisk baggrund og sengedage. 

Kommuneforskelle: Der er ingen tydelig forskel på 

andelen af borgere med mere end 14 sengedage de 

seneste år og kommunesocialgrupper, heller ikke når 

der justeres for køn, alder, sociale faktorer og kro- 

nisk sygdom. I gruppen af borgere, der er 65 år eller 

derover, ses derimod en sammenhæng mellem sen- 

gedage og kommunesocialgrupper, idet forekomsten 

er højest i kommunesocialgruppe 4 (24 %) og lavest 

i kommunesocialgruppe 1 (19 %). Der ses ingen 

tegn på øget ulighed i perioden 2007 til 2009 i for- 

hold til kommunesocialgrupper og sengedage. 


figur 5.7 et billede af, at borgerne i Københavns 

bydele og på Frederiksberg ligger signifikant over 

regionsgennemsnittet, når det kommer til andelen af 

borgere, som har mere end 14 sengedage det seneste 

år, mens kommunerne Allerød, Egedal, Ballerup og 

Gladsaxe ligger signifikant under regionsgennem- 

snittet.




domme, som har haft mere end 14 sengedage i løbet 

af året sammenlignet med alle regionens borgere 

(23-26 % versus 15 % i 2010-udtrækket). Andelen 

af borgere med disse kroniske sygdomme, som har 

haft mere end 14 sengedage i løbet af året er faldet 

med 3-4 procentpoint i perioden 2007 til 2009. 



KOL og muskelskeletsygdomme (tabel 5.20 og 

5.21). Andelen af borgere, som har haft mere end 14 

sengedage i løbet af det seneste år er højest blandt 

borgere uden erhvervsuddannelse, og blandt borgere 

med hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdom- 

me, mens der ingen signifikant forskel er på tværs af 

uddannelsesgrupperne for borgere med diabetes og 

KOL. Andelen af borgere, som har haft mere end 14 

sengedage i løbet af det seneste år, er højest blandt 

pensionister og borgere uden for arbejdsmarkedet og 

blandt borgere fra socialgruppe 4, mens andelen er 

markant lavere blandt borgere med ikke-vestlig 

baggrund sammenlignet med borgere med dansk 

baggrund. 


til 2009 for borgere med kronisk sygdom i forhold 

til uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, etnisk 

baggrund samt kommunesocialgrupper, og sengeda- 

ge. 

Konklusion 

Der er social ulighed i forhold til andelen af borgere, 

som har haft mere end 14 sengedage det seneste år i 

Region Hovedstaden. Denne ulighed ses i forhold til 

erhvervstilknytning blandt alle borgere, samt for 

borgere med kronisk sygdom i forhold til uddannel- 

97

se (hjertekarsygdomme og muskelskeletsygdomme), 

etnisk baggrund og kommunesocialgruppe. 


til 2009 for alle borgere samt borgere med kronisk 

98 

sygdom i forhold til uddannelsesniveau, erhvervstil- 

knytning, etnisk baggrund samt kommunesocial- 

grupper og sengedage i perioden 2007 til 2009.

Tabel 5.19 Borgere, som har haft mere end 14 sengedage på et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 

% Odds Ratios 

20 

15 

21 

16 

18 

14 

17 

12 

17 

12 

9 

5 

17 

14 

28 

21 

22 

17 

17 

11 

6 

5 

20 

16 

20 

15 

20 

15 

22 

15 

0 10 20 30% 0,40 0,70 1,00 1,30 1,60 1,90 



99

Tabel 5.20 Borgere med hjertekarsygdomme eller diabetes, som har haft mere end 14 sengedage på 

et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

100 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


29 

26 

29 

27 

26 

24 

25 

22 

26 

21 

19 

14 

25 

23 

30 

28 

29 

27 

29 

24 

16 

15 

30 

29 

29 

25 

29 

26 

27 

24 

0 10 20 30 40% 

27 

23 

29 

23 

25 

22 

25 

22 

26 

17 

16 

12 

26 

20 

31 

26 

29 

24 

31 

20 

13 

11 

28 

24 

28 

21 

28 

22 

25 

21 

0 10 20 30 40%

Tabel 5.21 Borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som har haft mere end 14 sengedage på 

et år 


Uddannelse 










Danmark 




4 

3 

2 

1 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

2007 

2010 

0 1 


28 

24 

28 

25 

25 

22 

23 

21 

30 

20 

16 

12 

23 

22 

30 

26 

28 

25 

29 

22 

10 

12 

28 

26 

26 

24 

28 

23 

29 

22 

0 10 20 30 40% 

27 

23 

28 

24 

24 

22 

23 

20 

25 

16 

15 

11 

22 

17 

32 

28 

28 

25 

27 

23 

12 

11 

28 

25 

27 

22 

28 

24 

26 

23 

0 10 20 30 40% 

101

5.8 Opsamling 

Fra 2007 til 2008 er der overordnet set sket en signi- 

fikant stigning i andelen af borgere, som har haft 

kontakt til vagtlæge og et lille, men signifikant fald i 

andelen af borgere, som har haft mere end ti kontak- 

ter til almen praksis. I den samme periode viser 

opgørelser fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at 

det samlede antal af kontakter nationalt er steget for 

begge typer af kontakter (36). Den uoverensstem- 

melse, som vi ser i forhold til kontakter til almen 

praksis, kan på den ene side skyldes, at mens der 

generelt har været en stigning i antallet af kontakter 

til almen praksis i Region Hovedstaden, så er der 

sket et lille fald i andelen af voksne borgere, som har 

mange kontakter (over ti) til almen praksis. På den 

anden side, kan det også være et udtryk for, at de 

borgere der i forvejen har over ti kontakter, har fået 

endnu flere kontakter. Andelen af borgere, der har 

haft mere end 14 sengedage på hospitaler, er faldet 

med 5 procentpoint i perioden fra 2007 til 2009, 

hvilket er i tråd med, at liggetiden generelt har været 

faldende i Danmark (36). Der er ingen ændring sket 

i brugen af de øvrige sundhedsydelser, herunder 

andelen af borgere, som har haft mindst to ambulan- 

te kontakter inden for et år. Dette er interessant set i 

lyset af, at især den ambulante behandlingsaktivitet 

har været stigende. Overenskomstkonflikten på 

sundhedsområdet i perioden kan bidrage til at for- 

klare dette. Derudover kan tallene tyde på, at den 

overordnede øgede aktivitet i form af ambulante 

kontakter, som er foregået i perioden, hovedsageligt 

er sket blandt borgere, som allerede havde mindst to 

ambulante kontakter i løbet af et år. Vi ser netop en 

stigning i andelen af borgere med hjertekarsygdom- 

me og muskelskeletsygdomme, som har mindst to 

ambulante kontakter i løbet af et år. Ligeledes er 

andelen af borgere, som har været indlagt på hospi- 

tal, steget blandt borgere med hjertekarsygdomme 

og muskelskeletsygdomme i perioden 2007 til 2009. 

Blandt ældre er andelen af borgere, som har været til 

vagtlæge i løbet af et år, faldet fra 2007 til 2008, 

mens andelen, som har været på skadestue, er faldet 

i perioden 2007 til 2009. 

102 

Uddannelse og erhvervstilknytning 

Der er generelt en udtalt social ulighed i alle de 

typer af kontakter til sundhedsvæsenet, som er un- 

dersøgt – også når der tages højde for køn, alder og 

forskelle i forekomsten af kroniske sygdomme som 

indikator for behandlingsbehov. Personer uden er- 

hvervsuddannelse og personer uden for arbejdsmar- 

kedet eller pensionister har generelt flere kontakter 

til sundhedsvæsenet end borgere med længere ud- 

dannelse og borgere i beskæftigelse. Kontakter til 

speciallæger skiller sig dog ud. Her ses en omvendt 

social gradient i forhold til uddannelsesniveau. Be- 

tragtet ud fra erhvervstilknytning, er der imidlertid 

stadig en større andel af borgerne uden for arbejds- 

markedet, som har haft mindst to kontakter til en 

speciallæge, sammenlignet med borgere i beskæfti- 

gelse. 

Resultaterne bekræfter tidligere studier, der har vist 

et højere forbrug af speciallæger blandt de velstille- 

de borgere i Danmark (30-33). Denne ulighed i 

brugen af speciallæger til fordel for veluddannede 

borgere skyldes sandsynligvis i højere grad forskelle 

i patient-initieret efterspørgsel efter ydelserne end 

forskelle i lægers henvisningsmønstre (31). Derud- 

over kan forskelle i sygesikringsgrupper på tværs af 

sociale grupper spille en rolle i efterspørgslen af og 

adgangen til speciallæger 2 . Medlemmer af sygesik- 

ringsgruppe 2 har fri adgang til speciallæger uden 

henvisning, og da valg af sygesikringsgruppe 2 er 

mest udbredt blandt de velstillede, kan det bidrage 

2 Danskerne kan vælge mellem sygesikringsgruppe 1 eller 2. 

Borgere med bopæl i Danmark er automatisk medlem af gruppe 

1, hvis de ikke aktivt vælger gruppe 2. Sygesikringsgruppe 1 

giver gratis adgang til behandling hos en bestemt alment praktise- 

rede læge og de speciallæger, som denne henviser til. Sygesik- 

ringsgruppe 2 er kun valgt af ca. 2 % af befolkningen, men disse 

er især koncentreret i hovedstadsområdet. I denne gruppe er der 

frit valg mellem alle praktiserende læger og alle speciallæger, 

også uden henvisning, men patienten skal selv betale en del af 

udgifterne hertil (38;39).

til uligheden i brug af speciallæger – på trods af, at 

det kun er en lille del af den samlede befolkning, der 

har valgt gruppe 2 (39). 

Den sociale ulighed betragtet ud fra uddannelsesni- 

veau er markant større i forhold til kontakt til skade- 

stuer, ambulant behandling og hospitalsindlæggelser 

end i de øvrige typer af kontakter til sundhedsvæse- 

net. Betragtet ud fra erhvervstilknytning varierer den 

sociale ulighed på tværs af de forskellige kontaktty- 

per kun begrænset grad – dog med størst ulighed i 

hospitalsindlæggelser, sengedage og kontakt til 

almen praksis. Det skal bemærkes, at analyserne i 

denne rapport kun er justeret for, om borgerne har 

en kronisk sygdom eller ej, hvilket ikke afspejler 

alle nuancerne i borgernes behandlingsbehov. Det 

kan derfor ikke afvises, at en del af den ulighed, som 

findes i rapporten, kan skyldes andre forskelle i 

behandlingsbehov, og ikke kun social ulighed i 

brugen af sundhedsydelserne. 

Den sociale ulighed i kontakter til sundhedsvæsenet 

har ikke ændret sig signifikant i de undersøgte peri- 

oder, hvis ulighed betragtes ud fra uddannelsesni- 

veau. Kontakter til alment praktiserende læger er 

dog en undtagelse, idet uligheden mellem forskellige 

uddannelsesgrupper er blevet mindre. Uligheden i 

brug af speciallæger, vagtlæger, skadestuer og ho- 

spitalsindlæggelser er dog blevet mindre enten 

blandt borgere med visse kroniske sygdomme eller 

blandt borgere på 65 år eller derover. 

Den sociale ulighed betragtet ud fra erhvervstil- 

knytning har derimod generelt ændret sig signifikant 

for alle typer af sundhedsydelser (dog ikke sengeda- 

ge). For kontakter til primærsektoren (herunder 

almen praksis, speciallæge og vagtlæge) ses en ten- 

dens til øget ulighed i perioden, mens uligheden i 

sekundærsektoren (skadestue, ambulante kontakter 

og hospitalsindlæggelser) er blevet mindre. Blandt 

borgere med visse kroniske sygdomme er billedet 

dog mere blandet. Udviklingen i uligheden kan 

skyldes ændringer i udbuddet, såvel som efter- 

spørgslen efter sundhedsydelserne. En mulig forkla- 

ring på ændringerne kunne være, at andelen af bor- 

gere i beskæftigelse, som benytter sig af private 

sundhedsforsikringer, stiger i perioden 2007 til 

2009. Dette kunne fører til, at disse borgere hurtige- 

re henvises fra almen praksis til sekundærsektoren, 

hvilket betyder, at de i mindre grad optræder som 

borgere med mere end ti kontakter til almen praksis 

end tidligere. Dette kan resultere i øget ulighed 

mellem grupperne med forskellig erhvervstilknyt- 

ning i almen praksis, men mindsket ulighed i for- 

hold til ambulante kontakter og hospitalsindlæggel- 

ser. Den mindskede ulighed i forhold til ambulante 

kontakter og hospitalsindlæggelser skal dog i denne 

sammenhæng ikke betragtes som mindre i forhold til 

borgernes behov for sundhedsydelser, men blot som, 

at der er mindre forskel på grupperne. 


Der er etniske forskelle i næsten alle typer af kon- 

takter til sundhedsvæsenet, når der justeres for for- 

skelle i køn, alder, sociale faktorer og kroniske syg- 

domme. Der er en større andel af borgere med ikke- 

vestlig baggrund, der har haft kontakter til special- 

læger, vagtlæge, skadestue, ambulatorium eller 

været indlagt, end der er blandt borgere med dansk 

baggrund. Disse forskelle er i overensstemmelse 

med tidligere studier (34;35). Der er derimod ikke 

etniske forskelle i brugen af almen praksis og i sen- 

gedage. Dette kan dog dække over forskelle mellem 

borgere med anden etnisk baggrund fra forskellige 

specifikke oprindelseslande, som denne rapport ikke 

skelner mellem (34). De etniske forskelle i brugen af 

sundhedsydelser er størst i kontakter til skadestue, 

ambulant behandling og hospitalsindlæggelser og 

lidt mindre i forhold til kontakter i primærsektoren. 

En mulig forklaring på de etniske forskelle kan dels 

være, at vi ikke formår at tage tilstrækkeligt hensyn 

til behandlingsbehovet i de etniske grupper i analy- 

serne, idet der udelukkende justeres for kroniske 

sygdomme. På den anden side kan disse forskelle 

også afspejle kulturelle forskelle i brug af sundheds- 

væsenet, forskelle i viden om sundhedsvæsenets 

opbygning samt forskelle i den kvalitet af ydelser, 

sundhedsvæsenet leverer på tværs af grupperne. 

Man kunne i den forbindelse forstille sig, at fx pro- 

blemer med kommunikationen mellem patient og 

behandler på grund af sprog- eller kulturforskelle 

kunne føre til, at flere kontakter blev nødvendige 

103

(34;35). Den forhøjede brug af skadestue blandt 

borgere med anden etnisk baggrund end dansk kan 

ligeledes hænge sammen med, at disse borgere op- 

lever flere barrierer i deres kontakt til almen praksis 

og andre dele af sundhedsvæsenet (34;40). Af sam- 

me grund er henvendelserne til skadestuen ofte 

mindre relevante end henvendelserne blandt borgere 

med dansk baggrund (40). 

Billedet er imidlertid anderledes blandt de ældre 

borgere på 65 år eller derover. Her er der en større 

andel med dansk baggrund, der har haft kontakt til 

almen praksis, speciallæge, skadestue eller ambula- 

torium. Det tyder altså på, at ældre borgere med 

anden etnisk baggrund end dansk ikke bliver henvist 

til eller ikke efterspørger de sundhedsydelser, som 

ville være forventeligt ud fra deres helbredsstatus. 

Forskellen mellem befolkningen generelt og ældre 

specifikt peger på, at der er væsentlige generations- 

eller aldersforskelle i brugen af sundhedsydelser – 

også når der tages højde for alder og kronisk syg- 

dom. Der er desuden en større andel af borgere med 

kroniske sygdomme, der har haft mere end 14 sen- 

gedage blandt etniske danskere, end der er blandt 

borgere med kroniske sygdomme og anden etnisk 

baggrund. 

Der er ikke et entydigt mønster i udviklingen af 

etniske forskelle i perioden. For langt de fleste typer 

af kontakter er der ikke sket nogen ændringer. Hvad 

angår hospitalsindlæggelser, er de etniske forskelle 

dog blevet større, mens de etniske forskelle i vagt- 

lægekontakter er blevet mindre (undtagen for ældre 

borgere og borgere med kroniske sygdomme). For 

borgere med visse kroniske sygdomme er de etniske 

forskelle i brugen af skadestuer og ambulant be- 

handling desuden steget. 

Kommunesocialgrupper 

Der er signifikant forskel i brugen af sundhedsydel- 

ser på tværs af kommunesocialgrupperne, når der 

104 

justeres for køn, alder, sociale faktorer og kroniske 

sygdomme, og det gælder for alle typer af kontakter, 

dog ikke for sengedage. Kontakter til primærsekto- 

ren (almen praksis, speciallæge og vagtlæge) er mest 

udbredt i kommunesocialgruppe 1 og geografisk 

ofte i kommuner langt fra København i forhold til 

almen praksis og vagtlæge. Omvendt er andelen af 

borgere med kontakter til sekundærsektoren (skade- 

stue, ambulante kontakter og indlæggelse) størst i 

kommunesocialgruppe 4 og ofte geografisk i Kø- 

benhavnsområdet eller i kommuner langt fra Kø- 

benhavn. Andelen af borgere med kontakter til spe- 

ciallæge er især over regionsgennemsnittet i Køben- 

havnsområdet og i kommunerne langs kysten nord 

for København. Blandt ældre borgere og borgere 

med kroniske sygdomme er andelen, der har haft 

over 14 sengedage, størst i kommunesocialgruppe 4 

og geografisk især i Københavns Kommune, Frede- 

riksberg Kommune og på Bornholm. Det lader altså 

til, at faktorer i bopælskommunen uafhængigt af 

individuelle faktorer som uddannelsesniveau og 

erhvervstilknytning har betydning for forbruget af 

forskellige sundhedsydelser. En mulig forklaring 

kan til dels være den geografiske fordeling i udbud- 

det af sundhedsydelser og dermed afstandene til 

forskellige sundhedsydelser i forskellige kommuner. 

Forskellene på tværs af kommunesocialgrupper er i 

omtrent samme størrelsesorden på tværs af kontakt- 

typer, men dog størst, hvad angår ambulante kontak- 

ter og hospitalsindlæggelser. 

Der er generelt ikke sket nogen ændring i kommune- 

forskellene i brugen af sundhedsydelser i perioden, 

undtagen hvad angår ambulante kontakter og kon- 

takt til vagtlæge. De kommunale forskelle i vagtlæ- 

gekontakter er blevet mindre – undtagen i ældrebe- 

folkningen, mens forskellene i ambulante kontakter 

er blevet større.

6 Referencer 

(1) Hammer-Helmich L, Buhelt LP, Andreasen AH, Robinson KM, Hilding-Nørkjær H, Glümer C. 

Sundhedsprofil for region og kommuner 2010. Region Hovedstaden, Forskningscenter for Forebyggelse 

og Sundhed; 2010. 

(2) Glümer C, Hilding-Nørkjær H, Jensen HN, Jørgensen T, Andreasen AH, Ladelund S. Sundhedsprofil for 

region og kommuner 2008. Region Hovedstaden, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed; 2008. 

(3) Juel K, Sørensen J, Brønnum-Hansen H. Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark. Statens Institut for 

Folkesundhed; 2006. 

(4) Juel K, Davidsen M, Pedersen PV, Curtis T. Socialt udsattes brug af sundhedsvæsenet. Statens Institut 

for Folkesundhed, Syddansk Universitet, Rådet for socialt udsatte; 2010. 

(5) Diderichsen F, Evans T, Whitehead M. The social basis of disparities in health. In: Evans T, Diderichsen 

F, Whitehead M, Bhuiya A, Wirth M, editors. Challenging Inequities in Health – from ethics to 

action.New York: Oxford University Press; 2001. p. 12-23. 

(6) Galobardes B, Shaw M, Lawlor DA, Smith GD, ynch J. Indicators of Socioeconomic Position. In: Oakes 

JM, Kaufman JS, editors. Methods in Social Epidemiology. Jossey-Bass. A Wiley Imprint; 2006. p. 47. 

(7) Juel K, Sørensen J, Brønnum-Hansen H. Forventet effekt på dødeligheden af intervention overfor 

udvalgte risikofaktorer. Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark. Statens Institut for Folkesundhed, 

Syddansk Universitet; 2006. p. 341-3. 

(8) Ekholm O, Kjøller M, Davidsen M, Hesse U, Eriksen L, Christensen AI, et al. Sundhed og sygelighed i 

Danmark 2005 & udviklingen siden 1987. Statens Institut for Folkesundhed; 2005. 

(9) Diderichsen F, Habroe M, Nygaard E. At Prioritere social ulighed i sundhed - analysestrategi og 

resultater for Københavns Kommune. Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet; 

2006. 

(10) Jensen HN, Glümer C, Jørgensen T. Udvikling i Risikofaktorer for Hjerte-karsygdom i 

Vestegnskommunerne 1978-2006. Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Region 

Hovedstaden; 2008. 

(11) Sundhedsstyrelsen. SUNDHED OG SYGELIGHED BLANDT SOCIALT UDSATTE BORGERE - 

analyse af SUSY data om sundhed hos arbejdsløse med kort eller ingen uddannelse, førtidspensionister 

samt kontanthjælpsmodtagere og personer under revalidering. Sundhedsstyrelsen; 2008. 

(12) Sundhedsstyrelsen. Alkohol og Helbred. 2008. 

(13) Kjøller M, Juel K, Kamper-Jørgensen Fe. Sociale Forskelle. Folkesundhedsrapporten, Danmark 2007. 

Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet; 2007. p. 433-45. 

(14) Zimmermann E, Ekholm O, Curtis, Tine. Arbejdsnotat om udviklingen i social ulighed i selvvurderet 

helbred og sundhedsadfærd i Danmark. Statens Institut for Folkesundhed; 2005. 

(15) Schmidt LA, Mäkelä P, Rehm J, Room R. Alcohol: equity and social determinants. Equity, Social 

Determinants and Public Health Programmes. World Health Organization; 2010. p. 11-29. 

(16) Makela P, Paljarvi T. Do consequences of a given pattern of drinking vary by socioeconomic status? A 

mortality and hospitalisation follow-up for alcohol-related causes of the Finnish Drinking Habits 

Surveys. J Epidemiol Community Health 2008 Aug;62(8):728-33. 

105

106 

(17) Hamilton MT, Hamilton DG, Zderic TW. Role of low energy expenditure and sitting in obesity, 

metabolic syndrome, type 2 diabetes, and cardiovascular disease. Diabetes 2007 Nov;56(11):2655-67. 

(18) Dunstan DW, Barr EL, Healy GN, Salmon J, Shaw JE, Balkau B, et al. Television viewing time and 

mortality: the Australian Diabetes, Obesity and Lifestyle Study (AusDiab). Circulation 2010 Jan 

26;121(3):384-91. 

(19) Kjøller M, Juel K, Kamper-Jørgensen F. Fysisk aktivitet. Folkesundhedsrapporten, Danmark 2007. 

Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet; 2007. p. 235-46. 

(20) Kjøller M, Juel K, Kamper-Jørgensen F. Kost. Folkesundhedsrapporten, Danmark 2007. Statens Institut 

for Folkesundhed, Syddansk Universitet; 2007. p. 247-60. 

(21) Hjerteforeningen i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed. HjerteStatistik: Fokus på køn og 

sociale forskelle. 2008. 

(22) Giskes K, Kunst AE, Benach J, Borrell C, Costa G, Dahl E, et al. Trends in smoking behaviour between 

1985 and 2000 in nine European countries by education. J Epidemiol Community Health 2005 

May;59(5):395-401. 

(23) Hansen AR, Kjøller M. Arbejdsnotat: Sundhed blandt etniske minoriteter. Resultater fra Sundheds- og 

sygelighedsundersøgelsen 2005 (SUSY-2005). Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet; 

2007. 

(24) Lindstrom M, Sundquist J. Immigration and leisure-time physical inactivity: a population-based study. 

Ethn Health 2001 May;6(2):77-85. 

(25) Lindstrom M, Sundquist J. Ethnic differences in daily smoking in Malmo, Sweden. Varying influence of 

psychosocial and economic factors. Eur J Public Health 2002 Dec;12(4):287-94. 

(26) Paterson I, Judge K. Equality of access to healthcare. In: Mackenback J, Bakker M, editors. Reducing 

Inequalities in Health: A European Perspective.London: Routledge, Taylor & Francis Group; 2002. p. 

169-87. 

(27) Louckx F. Patient cost sharing and access to healthcare. In: Mackenback J, Bakker M, editors. Reducing 

Inequalities in Health: A European Perspective.London: Routledge, Taylor & Francis Group; 2002. p. 

188-98. 

(28) Whitehead M, Dahlgren G. Concepts and principles for tackling social inequalities in health. Levelling 

up part 1. WHO Collaborating Centre for Policy Research on Social Determinants of Health. University 

of Liverpool; 2006. Report No.: Studies on social and economic determinants of population health, No. 

2. 

(29) Larsen F. En undersøgelse af hvordan forbruget af sygehusydelser påvirkes af køn, alder, sociale forhold, 

livsstil og helbred i Århus Amt. Afdelingen for Folkesundhed, Århus Amt; 2005. 

(30) van Doorslaer E, Wagstaff A, van der Burg H, Christiansen T, De GD, Duchesne I, et al. Equity in the 

delivery of health care in Europe and the US. J Health Econ 2000 Sep;19(5):553-83. 

(31) van Doorslaer E, Koolman X, Jones AM. Explaining income-related inequalities in doctor utilisation in 

Europe. Health Econ 2004 Jul;13(7):629-47. 

(32) van Doorslaer E, Masseria C, Koolman X. Inequalities in access to medical care by income in developed 

countries. CMAJ 2006 Jan 17;174(2):177-83. 

(33) Middellevetidsudvalget. Social ulighed i sundhed - 2. delrapport fra Middellevetidsudvalget.København: 

Sundhedsministeriet; 2000.

(34) Sundhedsstyrelsen. Etniske Minoriteter i det danske sundhedsvæsen - En antologi. Sundhedsstyrelsen; 

2010. 

(35) Norredam M, Nielsen SS, Krasnik A. Migrants' utilization of somatic healthcare services in Europe--a 

systematic review. Eur J Public Health 2010 Oct;20(5):555-63. 

(36) Indenrigs- og sundhedsministeriet. Sundhedsvæsenet i nationalt perspektiv. Indenrigs- og 

sundhedsministeriet; 2010. 

(37) Indenrigs- og sundhedsministeriet. Sundhedssektoren i tal. Juni 2007. Indenrigs- og 

Sundhedsministeriet; 2007. 

(38) Strandberg-Larsen M, Nielsen MB, Vallgårda S, Krasnik A, Vrangbæk K. Health Systems in Transition. 

Denmark - Health System Review. European Observatory on Health Systems and Policies; 2007. 

(39) Nielsen Jr. Health Statistics in the Nordic Countries 2002. Schultz Information; 2004. 

(40) Norredam M, Mygind A, Nielsen AS, Bagger J, Krasnik A. Motivation and relevance of emergency 

room visits among immigrants and patients of Danish origin. Eur J Public Health 2007 Oct;17(5):497- 

502. 

107

7 Bilag (1-6) 

108

Bilag 1 - Kategorisering af uddannelsesniveau 

Til kategorisering af borgernes uddannelsesniveau er 

der taget udgangspunkt i Dansk Uddannelsesno- 

menklatur (DUN), som klassificerer personer på 

baggrund af personens højest fuldførte uddannelse 

uden hensyntagen til igangværende uddannelser. 

0 

1 

2 

3 

4 

5 

Kategoriseringen er foretaget på registervariablen 

HFFSP fra Danmarks Statistik ved hjælp af en kon- 

verteringsnøgle mellem HFFSP og DUN- 

klassifikation, ligeledes fra Danmarks Statistik. 

DUN Ulighedsrapporten Eksempel 

Folkeskoleniveau 

Grundskoleniveau I 

Grundskoleniveau II 

Gymnasialt niveau I 

Gymnasialt niveau II 

Korte videregående uddannelser 

Ingen erhvervsuddannelse Børnehaveklasse 

1.-6. klasse 

7.-10. klasse 

Erhvervsfagligt grundforløb 

Kort uddannelse SOSU-hjælper, tømrer, frisør, kontorassistent, 

student/HF 

Multimediedesigner, kordegn 

6 Mellemlange videregående uddannelser Mellemlang videregående uddannelse Skolelærer, politibetjent, journalist, 

pædagog 

7 

8 

Lange videregående uddannelser 

Forskerniveau 

9 Uden for niveauplacering Missing 

Lang videregående uddannelse Civilingeniør, cand.mag., psykolog 

Ph.d.-grad, speciallæge 

109

Bilag 2 - Kategorisering af erhvervstilknytning 

Til kategorisering af borgernes erhvervstilknytning 

er der taget udgangspunkt i den socioøkonomiske 

klassifikation SOCIO02 fra Indkomststatistikregiste- 

ret, som dannes ud fra oplysninger om væsentligste 

indkomstkilde for personen. Ud fra indkomstkilden 

110 

fastlægges, om personen er selvstændig erhvervsdri- 

vende, medarbejdende ægtefælle, lønmodtager, 

arbejdsløs eller uden for arbejdsstyrken, herunder 

pensionist, kontanthjælpsmodtager eller uddannel- 

sessøgende (www.dst.dk). 

SOCIO02 Ulighedsrapporten 

Selvstændig, +10 ansatte 

Selvstændig, 1-4 ansatte 

Selvstændig, ingen ansatte 

Medarbejdende 

Topleder 

Lønmodtager høj færdighed 

Lønmodtager mel. færdighed 

Lønmodtager grund færdighed 

Andre lønmodtagere 

Lønmodtager færdigheder uoplyst 

Uddannelsessøgende 

Arbejdsløs min. halvt år 

Sygedagpenge, orlov mv. 

Kontanthjælpsmodtager 

Førtidspensionister 

Folkepensionister 

Efterlønsmodtager mv. 

Andre 

Børn 

Ikke i AKM 




Missing 

Kilde: http://www.dst.dk/tilsalg/forskningsservice/hkt4forsker/hkt4_variabel_liste_forsker/hkt4_variabel.aspx? fk=10077 (28.11.2010)

Bilag 3 - Kategorisering af kommunesocialgrupper 

Inddelingen i kommunesocialgrupper er baseret på 

oplysninger om uddannelse, erhvervstilknytning og 

bruttoindkomst fra henholdsvis uddannelsesregiste- 

ret og indkomststatistikregisteret. Kommunerne er 

inddelt i socialgrupper på baggrund af: 

• Andel af borgere med kort uddannelse 

• Andel af borgere, som er udenfor arbejdsmar- 

kedet: arbejdsløse (i mindst et halvt år), førtids- 

pensionister, modtagere af kontanthjælp, syge- 

dagpenge, uddannelsesgodtgørelse og orlovs- 

ydelse 

• Gennemsnitlig bruttoindkomst 

For hver kategori rangordnes kommunerne og ind- 

deles i fire lige store grupper. Kommunerne tildeles 

points fra 1-4: 

• 1 point, hvis kommunen er i den fjerdedel af 

kommuner med mindst andel af borgere med 

kort uddannelse; 4 points, hvis kommunen er i 

den fjerdedel med størst andel af borgere med 

kort uddannelse. 


kommuner med mindst andel af borgere uden 

for arbejdsmarkedet; 4 points, hvis kommunen 

er i den fjerdedel med størst andel af borgere 

uden for arbejdsmarkedet. 


kommuner med højest gennemsnitlig brutto- 

indkomst; 4 points, hvis kommunen er i den 

fjerdedel med lavest gennemsnitlig bruttoind- 

komst. 

Summen af points afgør, hvilken kommunesocial- 

gruppe kommunen placeres i. Den fjerdedel af kom- 

munerne, der har færrest points, udgør den højeste 

kommunesocialgruppe, mens den fjerdedel af kom- 

munerne, som har flest points, udgør den laveste 

kommunesocialgruppe. Hvis der er flere kommuner 

med samme antal points, benyttes gennemsnitlig 

bruttoindkomst til rangordning af disse kommuner. 

Inden for hver kommunesocialgruppe er kommuner- 

ne vist i alfabetisk orden. Tabel B1 viser grundlaget 

for samt inddelingen af kommunesocialgrupperne. 

111

Tabel B1 Inddeling i kommunesocialgrupper 

Kommuner 

112 

Lavt uddannede 

Uden for 

arbejdsmarkedet 

Indkomst Sum 


Allerød 1 1 1 3 1 

Dragør 2 1 1 4 1 

Egedal 2 1 1 4 1 

Furesø 1 1 1 3 1 

Gentofte 1 1 1 3 1 

Hørsholm 1 1 1 3 1 

Lyngby-Taarbæk 1 1 1 3 1 

Rudersdal 1 1 1 3 1 

Vallensbæk 2 1 1 4 1 

Fredensborg 2 2 1 5 2 

Frederiksberg 1 2 2 5 2 

Frederikssund 3 2 2 7 2 

Gladsaxe 2 3 2 7 2 

Gribskov 3 2 2 7 2 

Helsingør 3 3 2 8 2 

Hillerød 2 2 2 6 2 

Kbh Indre by 1 2 2 5 2 

Kbh Vanløse 2 2 3 7 2 

Kbh Østerbro 1 2 3 6 2 

Ballerup 3 3 2 8 3 

Glostrup 3 2 3 8 3 

Halsnæs 4 3 3 10 3 

Herlev 3 3 3 9 3 

Hvidovre 4 3 3 10 3 

Høje-Taastrup 4 3 2 9 3 

Kbh Amager Øst 2 3 4 9 3 

København 2 3 4 9 3 

Rødovre 3 3 3 9 3 

Tårnby 4 2 2 8 3 

Albertslund 4 4 3 11 4 

Bornholm 4 4 4 12 4 

Brøndby 4 4 3 11 4 

Ishøj 4 4 3 11 4 

Kbh Amager Vest 3 4 4 11 4 

Kbh Bispebjerg 4 4 4 12 4 

Kbh Brønshøj-Husum 4 4 4 12 4 

Kbh Nørrebro 2 4 4 10 4 

Kbh Valby 3 4 4 11 4 

Kbh Vesterbro/Kongens Enghave 3 4 4 11 4

Bilag 4 - Kategorisering af kostvaner ud fra spørgeskemadata 

Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed har 

udviklet og valideret en kostscore med det formål at 

konstruere en variabel, som giver et samlet mål for 

sundhedsgraden af kostindtaget. Denne score har 

vist sig at korrelere fint med biologiske mål som 

blodtryk, kolesterol og blodsukker. 

Kostscoren rangordner deltagerne efter deres kvali- 

tative kostindtag. Udvælgelse af kostfaktorer og 

konstrueringen af pointsystemet er foretaget ud fra 

ernærings- og sundhedsmæssige overvejelser i rela- 

tion til udvikling af hjertekarsygdomme. 

Der er udvalgt 4 kostfaktorer: fedt, frugt, grønt og 

fisk. Hver kostfaktor er kategoriseret indenfor tal- 

værdierne 0-2 således, at den højeste talværdi svarer 

til det sundeste indtag af kostfaktoren. 

Med hensyn til brug af fedtstof på brød og til mad- 

lavning er det overvejelser omkring fedtsyresam- 

mensætningen i de enkelte typer fedtstof, der danner 

grundlag for pointfordelingen, mens det er udvalgte 

kostråd (mindst 600 g frugt og grønt pr dag; mindst 

300 g fisk om ugen), der danner grundlag for point- 

fordelingen for variablene frugt, grøntsager som 

tilbehør, fisk til aften og fiskepålæg. 

Den samlede kostscore har to mindre grupper med 

meget usunde henholdsvis sunde kostvaner og en 

større gruppe med middelsunde kostvaner for derved 

at få et udtryk for variationen mellem de, der karak- 

teriseres som de mest usunde og de mest sunde. 

113

Bilag 5 - Definition af kroniske sygdomme 

De registerbaserede sygdomsgrupper er baseret på 

oplysninger fra henholdsvis landspatientregisteret, 

det nationale diabetesregister, lægemiddelstatistik- 

registeret og sygesikringsregisteret. Prævalenser for 

de enkelte sygdomme beregnes ud fra den nærmeste 

femårige periode. Prævalenser for 2007-udtrækket 

er derfor beregnet for perioden 2002-2006, mens 

prævalenser for 2010-udtrækket er beregnet for 

perioden 2005-2009. 

Sygesikringsregisteret har kun været tilgængeligt til 

og med 2008, hvorfor oplysninger herfra for 2010- 

udtrækket kun dækker perioden 2005-2008. 

114 

For sygdomsgrupper, hvor lægemiddelstatistik- 

registeret anvendes, skal en person have indløst to 

recepter mindst to gange på to forskellige datoer 

inden for en 12 måneders periode. 

Der er foretaget særskilte analyser af ulighed i for- 

hold til hjertekarsygdomme, diabetes, KOL og mu- 

skelskeletsygdomme. De analyser, som er justeret 

for kronisk sygdom, er justeret for disse fire syg- 

domme samt kræft og psykisk sygdom. Hver af 

sygdomsgrupperne indgår som selvstændige variab- 

le. I analyser af borgere med hjertekarsygdomme er 

der dog ikke justeret for hjertekarsygdom og tilsva- 

rende gælder for de øvrige sygdoms-grupper.

Sygdom Definition 

Hjertekarsygdomme En borger har en hjertekarsygdom, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospitalet 

for eller har købt medicin relateret til hjertesygdom eller apopleksi. 

• Diagnosekoder hjertesygdomme: I21, I22, I23, I50, I11, I13, I20-I25 

• Diagnosekoder apopleksi: I60-I64, I69 

• Medicin: C01 

Diabetes En borger har diabetes, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospitalet for eller har 

købt medicin relateret til diabetes. 

• Diagnosekoder: E10-E14, O24, H28.0 og H36.0 

• Medicin: A10 

KOL En borger har KOL, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospitalet, har købt medi- 

cin eller er blevet undersøgt i primærsektoren for KOL. Gælder for borgere på 35 år og derover. 

• Diagnosekoder: J40, J409, J41, J410, J411, J418, J42, J429, J429A, J429B, J43, J430, J430A, 

J431, J431A, J432, J438, J439, J439A, J44, J440, J441, J448, J448A, J448B, J449, J47, J479, 

J96, J960, J961, J969 

• Medicin: Inden for de seneste 12 måneder indløst 2 recepter på: R03AC; R03AK; R03BA; R03BB; 

R03CC; R03DA; R03DC; V03AN01 

• Sygesikring: Alle personer, der inden for de seneste 12 måneder har fået foretaget mindst 2 af 

følgende undersøgelser på to forskellige uger: 7113, 7121 

Muskelskeletsygdomme En borger har en muskelskeletsygdom, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospi- 

talet for eller har købt medicin relateret til gigt (Inflammatoriske ledsygdomme, metaboliske artritter-, 

slid- og anden leddegigt) eller rygsygdomme. 

• Diagnosekoder leddegigt: M05, M06, M07 

• Medicin leddegigt: M01C, L04AA13, A07EC01, L01BA01, P01BA01, P01BA02, M01CB01, 

M01CB03, L04AA11, LO4AA12, L04AA17, L04AA14 

• Diagnosekoder metaboliske artritter: M10, M11 

• Medicin metaboliske artritter: M04AA01, M04AB01 

• Diagnosekoder anden leddegigt: M12-M14 

• Diagnosekoder rygsygdomme: M40-M54 

Psykisk sygdom En borger har psykisk sygdom, hvis personen i løbet af de seneste fem år har købt medicin mod psyki- 

ske sygdomme. 

• Antipsykotisk medicin + stemningsstabiliserende medicin: N05A, N05AN 

• Antidepressiv medicin: N06A 

Kræft En borger har kræft, hvis personen i løbet af de seneste fem år har været på hospitalet for kræft. 

• Diagnosekoder kræft generelt: C00-C43 + C45-C97 

115

Bilag 6 - Definition af kontakter til sundhedsvæsenet 

Kontakter til sundhedsvæsenet er defineret på bag- 

grund af oplysninger fra landspatientregisteret og 

sygesikringsregisteret. Der er undersøgt syv typer af 

kontakter: Kontakter til almen praksis, speciallæge, 

vagtlæge og skadestue, samt ambulante kontakter, 

hospitalsindlæggelser og sengedage. Alle variablene 

er defineret som kontinuerte variable som antal 

kontakter (eller sengedage) i løbet af et kalenderår. 

For 2007-udtrækket er der tale om året 2007. For 

116 

2010-udtrækket har data for 2010 ikke været tilgæn- 

gelige. Variablene er her defineret for det seneste, 

tilgængelige år. Kontakter til almen praksis, special- 

læger og vagtlæger, som stammer fra sygesikrings- 

registeret, er baseret på år 2008, mens kontakter til 

skadestue, ambulante kontakter, hospitalsindlæggel- 

ser og sengedage, som stammer fra landspatientregi- 

steret, er baseret på år 2009.

Sygdom Definition 

Kontakter til almen praksis Antal kontakter til almen praksis (ekskl. vagtlæger) i det seneste kalenderår. Opgjort ved hjælp af 

variablen ”kontakt” i Sygesikringsregisteret for speciale 80. 

Kontakter til speciallæger Antal kontakter til speciallægepraksis i løbet af det seneste kalenderår. Opgjort ved hjælp af 

variablen ”kontakt” i Sygesikringsregisteret for specialerne 06, 08, 18, 09, 17, 20, 23, 04, 24, 35, 

26, 19, 39, 15, 16, 21, 41, 03, 05, 01. 

Kontakter til vagtlæge Antal kontakter til vagtlæge i løbet af det seneste kalenderår. Opgjort ved hjælp af variablen 

”kontakt” i Sygesikringsregisteret for speciale 81-84 og 89. 

Ambulante kontakter Antal besøg i forbindelse med ambulante forløb i løbet af det seneste kalenderår 

Skadestuekontakter Antal skadestuebesøg i løbet af det seneste kalenderår. 

Hospitalsindlæggelser Antal hospitalsindlæggelser i løbet af det seneste kalenderår. 

På hinanden følgende indlæggelser i rådata hvor den førstes udskrivningsdato er lig den andens 

indlæggelsesdato, er talt som én indlæggelse. 

Sengedage Antal sengedage i alt under hospitalsindlæggelser i løbet af det seneste kalenderår. Opgjort som 

Sundhedsstyrelsen plejer, dvs. som udskrivningsdato minus indlæggelsesdato, men hvor der altid 

er mindst 1 sengedag. Optællingen er foretaget på sammenlagte indlæggelser (jf. forrige varia- 

bel), så en dag på en modtageafdeling ikke tæller ekstra. Ved indlæggelser startet før 1/1.i det 

aktuelle kalenderår, er der talt dage fra og med 1/1.i kalenderåret. 

117

Egne notater 

118


Koncern Plan & Udvikling 

Forskningscenter for Forebyggelse 

og Sundhed 

Nordre Ringvej 57, bygning 84/85 

2600 Glostrup 

Telefon: 3863 3260 

Telefax: 3863 3977 

www.fcfs.dk

ULIGHED I SUNDHED I Region Hovedstaden - en temarapport

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?