PDF-dokument "Jordemoderfaglig teori og metode" - Ja til lov om fri ...

som art er kønnet, konstant vil søge at erobre den pol (mennesket som gud eller mennesket
som dyr), der i det eksisterende samfund forekommer at være mest værd ifuld og som dermed
giver magt i forhold til det andet køn.
I afhandlingen forstås hendes teori således, at der findes dyreart, menneskeart og gudeart. De
har hver deres karakteristika. Det særlige ved menneskearten i forhold til dyrearten er, at
menneskearten på grund af sin tænkeevne kender formeringsprocessen og dens betinge lser.
Det særlige ved menneskearten i forhold til gudearten er, at menneskearten formerer sig
kropsligt. Den manglende artserkendelse er således manglende erkendelse af bevidst kropslig
formering som selveste artskendetegnet. Og dermed manglende erkendelse af de to køns parallellitet.
"Det kulturtrin, der dæmrer som en mulighed forude, afhænger af, at det er muligt at
optræne hvert køn i sin egen ( menneskelige, BHN) polaritet, det vil sige i en direkte kontakt
fra elementarbasis til intellektuel tankevirksomhed, så hoved og krop forenes. To sådanne køn
vil have parallel status og vil begge være legitime i et tokønssa mfund (...) Det ser ud til, at
forudsætningen for kønnenes sameksistens er, at vi sameksisterer med os selv, det vil sige
samler traditionens to poler i vort eget midtpunkt" (324) .
I afhandlingen opfattes køn som det specifikke menneskelige artskendetegn. Kønstilhørsforholdet
er konstituerende for det menneskelige. Denne opfattelse er på samme tid både radikal
og banal.
Den anden konsistensgrænse har været ikke at falde (for meget) for vanens magt og ko nventionerne:
Den antropocentriske fristelse. Det er altid lettest at arbejde antropocentrisk, det vil
sige med teorier, som vil forklare verden.
Følsomhed for grænsen mellem det antropocentriske og det ikke -antropocentriske findes i Simo
Køppes forståelse af verden som niveaudelt.
Simo Køppe forsvarer tanken om helhedsvidenskab, idet han mener, at hvis man tager udgangspunkt
i, at virkeligheden er inddelt i niveauer, så er der mulighed for at danne en syntese
af moderne videnskab og de senere års alternativer. I så fald må niveauerne udforskes på deres
egne præmisser , det vil sige at niveauernes egen tid, udvikling og historie skal respekteres.
Som eksempler på niveauer nævnes den uorganiske materie, liv, psyke og sa mfund. Ved på
denne måde at respektere, dels at virkeligheden har niveauer, dels kritikken af den moderne
videnskab, kan der udvikles nye teorier, der måske er bedre til at møde de krav, som naturen i
dag møder mennesker med. Det skal fremhæves, at med syntese inde nfor videnskabsdiscipliner,
tænker Køppe ikke på syntese mellem fysik og biologi. Tvært imod understreger Køppe,
at fysikkens genstandsområde og biologiens genstandsområde i sig selv er kvalitativt forskellige.
Det vigtige for Køppe er, at "kampen om verdensbillederne er igang", og han håber, "at
det er de rigtige billeder, der vinder. For det er tilsyneladende vores billeder af verden, der styrer
vores forhold til den, og hvis billederne er de forkerte, vil vi ikke blot have et forvrænget
billede af naturen, vi vil også føre naturen på vildspor." (325)
I afhandlingen opfattes svangreperspektivet som et af de "billeder af verden, der styrer vores
forhold til den". Kun ved respekt for niveauopdeling er der mulighed for at danne synteser og
nye teorier.
16, 49.
(324) Op.cit., 252-253.
(325) Simo Køppe, 1990, Virkelighedens niveauer. De nye videnskaber og deres historie, København, bogomslag,
Version 25/02/99, side 156 af 185