Livet bag sløret - Benedicte Lange - e-bog 2011 - A4 PDF - Hjem

hjalp os ved flere lejligheder. Som tak for hans hjælp inviterede vi ham og Maliha
hjem.
Kort efter blev vi inviteret hjem til deres familie. Malihas mand var marokkaner og
leder af et stort cateringfirma. Maliha selv var livlig og meget slank, mens hendes
mand var temmelig overvægtig; han havde for nyligt fået konstateret sukkersyge.
Deres stue var indrettet i typisk arabisk stil, sofaer langs de tre af væggene, et bord i
midten af rummet og skarpe blålige neonrør i loftet. Farverne voldsomme, gardinerne
draperede, tæpperne tykke, møblerne svulstigt ornamenterede og på væggen et
kaligrafisk guldindrammet citat fra Koranen.
Efter den omfattende middag og halvvejs liggende i de store sofaer skulle vi se de
seneste nyheder fra den arabiske tv-stationen Al Jazeera. Billeder af lemlæstede børn
fyldte skærmen ledsaget af optagelser af det amerikanske krigsmaskineri. ”Er det ikke
forkasteligt,” udbrød Maliha, ”de amerikanere er verdens svøbe. Men det værste de
har lavet er dog alligevel 11. september.”
Det var første gang, jeg havde hørt en araber tage afstand fra denne grusomme
terrorhandling. Jeg havde tit undret mig over dette og tænkt på en model, vi havde
læst i lederskabsmodulet, som hed ”spejlet og vinduet”. Den gode leder ser sig i
spejlet, når noget går galt i virksomheden som udtryk for, at hun tager ansvaret for
fejltagelserne. Når noget går godt, kigger hun ud af vinduet som udtryk for, at hun
giver æren til sine medarbejdere, til heldet eller omstændighederne. Den dårlige leder
kigger sig i spejlet, når det går godt, men placerer skylden for eventuelle fiaskoer
udenfor sig selv og kigger ud af vinduet.
Det havde ved flere lejligheder slået mig, at arabere ofte var defensive og kiggede ud
af vinduet, når de skulle finde en forklaring på alt det, der gik galt. Det gjaldt i det
nære og det fjerne, i klasseværelset, på sygehuset, hos myndighederne og i regeringen.
Jeg mødte ikke mange arabere, der vendte blikket indad, og som beskæftigede sig
72