Undersøgelse af Rud. Rasmussens Snedkerier - Københavns ...

Undersøgelse af 

Rud. Rasmussens Snedkerier 

Nørrebrogade 45, matr. 36h, Udenbys Klædebod Kvarter 

Københavns Bymuseum for Kulturarvstyrelsen 

v. cand. mag. Jakob Ingemann Parby 

PDF Creator - PDF4Free v2.0 http://www.pdf4free.com 

1

Indhold: 

I. Forskningsoversigt ...................................................................................................... 5 

II. Faser i den danske industrialisering ............................................................................ 7 

III. Rudolph Rasmussens Snedkerier – en dansk møbelvirksomhed i næsten 140 år ....... 10 

IV. Typologisering af Rud. Rasmussens Snedkerier ........................................................ 23 

V. Anvendelse af bygningerne........................................................................................ 26 

VI. Organisation og arbejdsliv ....................................................................................... 30 

VII: De små og mellemstore virksomheder i den danske industrialiseringsproces ........... 40 

Litteratur ...................................................................................................................... 44 


2

Baggrund for undersøgelsen 

I de senere år har der været en voksende interesse for forskning i og bevaring af 

industrisamfundets kulturarv, som det senest er kommet til udtryk ved gennemførelsen af 

Industrikulturens År og udpegelsen af 25 nationale industriminder i 2007. Baggrunden for 

denne udvikling ligger lige for: Selvom industrielle virksomheder og industriel produktion 

stadig spiller en stor og vigtig rolle i samfundsøkonomien er det traditionelle industrisamfund 

under afvikling. Men hvad var egentlig det traditionelle industrisamfund og hvordan skal vi 

forstå den industrialiseringsproces, der skabte det? 

Industrialiseringen opfattes ofte som en proces, der omfatter en øget mekanisering, stadig 

større produktionsenheder (fabriksdannelse) og en afvikling af traditionelle håndværksfag, idet 

den mekaniserede, serielle produktionsform, der karakteriserede fabrikkerne ikke krævede 

samme uddannelsesniveau blandt medarbejderne og ofte kunne varetages af ufaglærte. Inden 

for forskningen i arbejdsprocesser taler man om deskilling eller dekvalificering, der beskriver 

det videnstab i forhold til traditionelle håndværksfag, som industrialiseringen medfører. 1 Der er 

da heller ingen tvivl om, at denne beskrivelse passer på nogle af de fag, der egner sig bedst til 

den såkaldt tayloristiske produktionsform med meget hierarkisk organisation, udpræget 

arbejdsdeling og automatisering af arbejdet ved intensiv anvendelse af maskiner. 2 

Tekstilindustrien er det mest oplagte og klassiske eksempel på en massiv mekanisering og 

stort forbrug af ufaglært arbejdskraft, men også f.eks. bilindustrien og papirindustrien passer 

godt til beskrivelsen. 

I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var den politiske og social diskurs om 

industrialiseringsprocessen splittet mellem fascination af de nye fabrikker og deres 

produktivitet, og modstand mod den udbytning og fremmedgørelse, fabriksudviklingen 

repræsenterede. Diskursen har skabt en tradition for at samle interessen om de nye, store 

produktionsenheder, fabrikkerne, når en nærmere karakteristik og bestemmelse af 

industrialiseringsprocessen skulle gives. Vel var man bevidst om, at der også i mindre regi 

foregik en omlægning til mekanisk produktion og at de små og mellemstore virksomheder 

havde en rolle at spille i industrialiseringsprocessen, men såvel industrialiseringens stade, som 

de enkelte landes industrialiseringsgrad blev i høj grad bestemt ud fra storindustriens 

størrelse. Bl.a. af denne grund har der været tradition for at betragte lande som Danmark med 

et forholdsmæssigt stort landbrug og en overvægt af små og mellemstore virksomheder, som 

relativt lidt industrialiseret sammenlignet med storindustriens højborge i de større europæiske 

lande og USA. 3 I denne optik bevæger industrialiseringsprocessen sig overordnet fra mindre 

familiebaserede, patriarkalsk ledede virksomheder over større bureaukratiserede firmaer med 

1 Wood 1982. 

2 Taylor 1911; Braverman 1974; Kanigel 1999. 

3 Hvilket i virkeligheden er fejlagtigt, når man tager højde for befolkningsstørrelse og areal, jf. Maddison 1991. 


3

en stærkt hierarkisk struktur, typisk organiseret som aktieselskaber til multinationale, 

multidivisionale firmaer med global aktionsradius. 4 

Med de hierarkisk opbyggede, storindustrielle virksomheders krise i 1970erne og 80erne er der 

sket et skred i denne ret endimensionelle opfattelse af industrialiseringens overordnede forløb. 

Blandt nogle forskere er man begyndt at se industrialiseringen som en række processer med 

mange regionale og branchemæssige særkendetegn, som ikke skal ses blot som undtagelser, 

men som strukturelle variationer indenfor industrialiseringen. Den voksende outsourcing og 

opsplitning af udviklings- og produktionsprocesser blandt flere og mindre aktører, som kan 

iagttages i den nuværende globaliserede vidensøkonomi, har sikkert medvirket til denne 

erkendelse. 

I denne fortolkning er f.eks. den danske industrialiseringsproces, som bl.a. er karakteriseret 

ved en omfattende netværksdannelse mellem små og mellemstore virksomheder, ikke udtryk 

for en begrænset eller amputeret industrialiseringsproces, men for ”en anden vej”, der til dels 

har kunnet bruges som forbillede for nutidens netværksbaserede økonomi, og som bl.a. derfor 

har krav på særlig interesse. 5 

Foreliggende undersøgelse af Rud. Rasmussens Snedkerier, der siden 1876 har holdt til på den 

samme grund på hjørnet af Stengade og Nørrebrogade, er udført med dette sigte for øje. 

Virksomheden er et eksempel på et værkstedspræget industriel produktion, hvor man fortsat 

producerer møbler af høj kvalitet i en traditionel etageopdelt fabriksbygning fra begyndelsen af 

1900-tallet. Og hvor man på grund af et udviklet netværk og en særegen produktion fortsat 

kan fungere som levedygtig virksomhed under vilkår, som i de fleste andre brancher er opgivet 

indenfor de sidste 30-40 år. Komplekset rummer også udstilling med udsalg af møbler 

indrettet i den oprindelige fabriksbygning fra 1876 samt et traditionelt boligbyggeri fra 

slutningen af 1800-tallet med herskabslejligheder og butikker i stueetagen ud mod 

Nørrebrogade. 

Undersøgelsen består af en kulturhistorisk analyse, der indeholder en forskningsdiskussion og 

en gennemgang af virksomhedens historie set i sammenhæng med udviklingen i den danske 

møbelindustri og i industrien generelt. Et særligt fokus rettes mod betydningen af de små og 

mellemstore virksomheder i den danske industrialisering. I forlængelse heraf følger en specifik 

kulturhistorisk og arkitektonisk gennemgang, der i grundplaner, billeder og tekst gennemgår 

områdets og ejendommens udvikling med fokus på sammenhænge mellem arkitekturen og 

stedets funktion og produktion. Udover den relevante litteratur har jeg i undersøgelsen 

benyttet mig af arkivalier vedr. bygningerne samt interview med virksomhedens nuværende 

ejer samt tidligere og nuværende medarbejdere, der alle velvilligt har stillet sig til rådighed 

med oplysninger om virksomheden, ejendommen og arbejdet. 

4 Lamoreaux, m.fl. 1991. 

5 Hull Kristensen og Sabel 1997. 


4

I. Forskningsoversigt 

Siden midten af det 20. århundrede har, der været en stigende interesse for udforskningen af 

industrialiseringens fysiske levn i form af bygninger og ”industrielle landskaber”. Udforskningen 

har især rettet sig mod perceptionen af det industrielle landskab, placeringen af industrien i en 

geografisk sammenhæng og typologiseringen af det industrielle miljø. 6 

I de senere år har der dog været et udbredt ønske om at finde en mere helhedsorienteret 

tilgang, der kombinerede disse nye tilgange med mere traditionelle metoder indenfor den 

økonomiske, arkitektoniske og kulturhistoriske forskning i industrisamfundets udvikling. Forsøg 

i denne retning er dog endnu sparsomme, også på dansk grund, hvor forskningen i 

industrikulturen har været delt i økonomiske og tekniske gennemgange af industrielle brancher 

og anlæg overfor kulturhistoriske undersøgelser af virksomheder og brancher baseret på 

deltagerobservation og interviews. 7 En sådan holistisk tilgang skulle give os en udvidet 

forståelse af industriens bygninger og øvrige fysiske levn, hvor man ikke kun forholder sig til 

de arkitektoniske kvaliteter eller til de maskiner, de har rummet, men også til de sociale 

relationer, bygningerne afspejler. 8 

I forhold til den helhedsorienterede analyse af industrielle komplekser vil jeg pege på tre 

overordnede fortolkninger af industrialiseringsprocesserne som vigtige inspirationskilder. Dels 

økonomen Carlota Perez begreb om skiftende tekno-økonomiske paradigmer; dels Nathan 

Rosenbergs idéer om teknologisk konvergens og dels tankerne om fleksibel produktion som et 

vigtigt korrektur til den traditionelle opfattelse af industrialiseringsprocessen, som kontinuerligt 

fremadskridende mod større enheder og højere automatiseringsgrad. Sidstnævnte er bl.a. 

formuleret af industrihistorikeren Charles Sabel, m.fl. 9 Ifølge Perez sker industrialiseringen i en 

række faser, der hver indledes med et paragdigmeskift skabt af en teknologisk revolution 

bestående i ”a cluster of new and dynamic technologies, products and industries, capable of 

bringing about an upheaval in the whole fabric of the economy and of propelling a long-term 

upsurge of development”. 10 Revolutionen omfatter et nyt input, en ny energikilde eller et nyt 

materiale, nye produkter, nye produktionsprocesser og ny infrastruktur. Alt sammen ting, der 

6 jf. Trinder 1982, Palmer og Neaverson 1998, Hyldtoft 1987 og Jørgensen 2007 

7 Eksempler på det første er Ole Hyldtofts talrige og grundige arbejder. Eksempler på det sidste er f.eks. Jul Nielsen 

1997 og Frandsen 2007. Sidstnævnte klarlægger langt mere om arbejdspladsens kultur og sociale konstruktion, 

inklusive anlæggenes ”mentale landskab” – altså de ansattes oplevelse af hierarkier, funktionsopdelinger og sociale 

grupperinger, repræsenteret gennem arkitekturen - end den tekniske, økonomiske og arkitektoniske analyse, der til 

gengæld giver et bedre muligheder for at sammenligne virksomheder på produktivitet, volumen, maskinkraft, m.v. 

8 Palmer og Neaverston 1998, p. 4. 

9 Perez 2002. 

10 Perez 2002, p. 8. 


5

ikke kun påvirker samfundet på et strukturelt niveau, men også med stor sandsynlighed 

ændrer det industrielle landskab. Perez ser et tekno-økonomisk paradigme som en best 

practice, hvis udvikling og anvendelse i første omgang drives af at være den billigste og mest 

effektive, men siden også bliver kulturelt formet, fordi den bliver et paradigme eller en stil 

løsrevet fra prisstrukturen. Teorien er kontroversiel ved sin evolutionære og teknologi- 

deterministiske tilgang, men passer godt ind i andre teorier om industrialiseringens faser. 

Perez arbejder med 5 faser, mens andre nøjes med tre. 11 Samtidig kan man argumenterer for, 

at der ikke findes ét dominerende tekno-økonomisk paradigme, men i stedet flere paradigmer 

samtidig. Ikke desto mindre kan det være interessant at søge efter, hvordan skiftende tekno- 

økonomiske paradigmer har formet det industrielle landskab. I det følgende kapitel vil jeg 

redegøre nærmere for faserne i den danske industrialisering. 

I Rosenbergs arbejde, hvori han bl.a. introducerer begrebet teknologisk konvergens, er det 

ikke bruddene i industrialiseringsprocessen, der er hovedinteressen, men i stedet den 

sammensmeltning af metoder og teknikker, der er sket på tværs af fagene og som hang tæt 

med den generelle mekanisering af produktionsprocesserne. Rosenberg har påvist hvordan 

forskellige amerikanske industrigrene ved afslutningen af det 19. århundrede begyndte at låne 

komponenttyper og teknikker fra hinanden: Maskintyper blev overført og modificeret fra f.eks. 

våben- eller symaskinefabrikation til transportmiddelindustri (cykler og biler). Kuglelejer og 

gearkasser blev overført fra transportmiddelindustri til almindelig maskinbygning. Teknikkerne 

begyndte at ligne hinanden, også i mange tilfælde hvor slutprodukterne var meget forskellige. 

Det skyldtes at man i stigende grad anvendte maskiner til produktionsprocesserne. Folk, der 

kunne bygge og betjene maskiner inden for ét område, kunne også på andre. De 

specialiserede håndværkere blev afløst af maskinbyggeren og maskinbrugeren. Udviklingen er 

fortsat lige siden, hvor de CNC-maskiner, der i dag bruges i møbelindustrien (inkl. Rud. 

Rasmussens Snedkerier), i let modificeret form også kan findes på de fleste maskinfabrikker. 12 

Industrihistorikeren Charles Sabel var en af flere forskere, som i kølvandet på fordismens krise 

i begyndelsen af 1980’erne formulerede nogle nye tanker om den ideelle produktionsform. 

Sabel og hans kollegaer stillede, på baggrund af krisen, spørgsmålstegn ved den traditionelle 

masseproduktion og begyndte at lede efter alternativer måder at organiserer sig på. I denne 

sammenhæng hæftede han sig særligt ved den historiske udvikling i de mindre intensivt 

industrialiserede lande, herunder bl.a. Danmark. Hér fandt man indenfor en række brancher 

alternative organisationsmønstre og produktionsformer, der ikke baserede sig på 

masseproduktion af enorme serier af varer i stadigt voksende fabriksanlæg, men i stedet i en 

netværksdannelse, innovationsudveksling og opbakning fra offentlige institutioner indenfor 

brancher domineret af små og mellemstore virksomheder. Fordelen ved denne 

organisationsform, indså Sabel, var en fleksibilitet og en specialisering af vareudvalget, som 

11 Se f.eks: Freeman og Loucä 2001; Isacson 2002. 

12 Rosenberg 1976. 


6

ikke fandtes i de store, fordistisk organiserede koncerner, hvis styrke lå i stordriftsfordelene og 

masseproduktions billiggørelse af varen kombineret med en udpræget 

masseforbrugermentalitet i befolkningerne. Krisen skyldtes bl.a. at sidstnævnte mentalitet var 

under forandring og forbrugerne i højere grad efterspurgte specielle produkter, såkaldt 

livsstilsforbrug, hvilket igen havde at gøre med den konstant voksende købekraft i de 

industrialiserede lande. Dermed var den fleksible produktionsform i høj grad interessant som 

løsningsmodel for fremtidens industri, ikke mindst med tanke på den øgede internationale 

arbejdsdeling, som globaliseringen medfører. 13 

Når Sabel og postfordismen, som de idéer af og til kaldes under ét, er særlig interessant i 

denne sammenhæng er det naturligvis fordi den danske møbelindustri, historisk set, er et af 

mønstereksemplerne på en netværksbaseret, fleksibel produktion. 

Forskningen i den danske møbelindustri er forholdsvis afgrænset, men der er i det seneste årti 

udkommet et par væsentlige bidrag, som jeg har benyttet mig intensivt af i denne 

undersøgelse. Det drejer sig dels om Carl Erik Andresen: Dansk Møbelindustri 1870-1950 

(1996), dels om Per H. Hansen: Da danske møbler blev moderne: historien om dansk 

møbeldesigns storhedstid (2006). Førstnævnte er en fin gennemgang af den danske 

møbelindustris udvikling indtil 1950 med vægt på både arbejds- og produktionsforhold i 

branchen. Særlig interessant er passagerne, der beskæftiger sig med årsagerne til at 

møbelbranchen i perioden ikke er præget af en udvikling i retning af stordrift og om årsagerne 

hertil. Sidstnævnte interesserer sig især for udvikling af danske træmøbler som brand i 

forbindelse med eksportgennembruddet i 1950erne og -60erne – og for de myter, der er skabt 

om denne udvikling. 14 

Selve virksomheden, Rud. Rasmussens Snedkerier, er bl.a. beskrevet i jubilæumsskrifter samt 

i diverse artikler. 15 

II. Faser i den danske industrialisering 

Blandt industrihistorikere har det længe været en yndet beskæftigelse, at inddele 

industrialiseringen i en række faser ud fra forskellige kriterier: teknologiske nybrud, 

organisationsmæssige ændringer eller begge dele (jf. omtalen af Perez’ ovenfor). Nogen fuld 

enighed er sikkert vanskelig at nå. Alle synes dog at være enige om, at industrialiseringen ikke 

skal beskrives som en langstrakt proces, men nødvendigvis må forstås i etaper. Hvilke og hvor 

mange tidsperioder industrialiseringen skal inddeles i, er der til gengæld stor uenighed om. 

13 Piore og Sabel 1985. 

14 Andresen 1996 og Hansen 2006. Den tidlige teknologiske udvikling indenfor faget er også skildret i Hyldtoft 1996, p. 

134-156. 

15 Bl.a. Berg 1919; Jepsen 1994; Møller 1969; Rømer 1992. 


7

Denne rapport er næppe stedet at gå i dybden med overvejelser vedr. denne diskussion, men 

for overskuelighedens skyld, vil jeg alligevel skitsere en inddeling: 

Efter min mening kan den danske industrialisering beskrives i tre-fire selvstændige faser. 16 

Den første industrialiseringsfase, ca. 1840-1890, er karakteriseret af dampmaskinen som 

drivkraft, jernbanen som infrastruktur og den traditionelle fabrik som organisationsmodel - 

enten den klassiske fleretagers produktionsbygning efter de engelske bomuldsfabrikkers 

mønster eller etplansfabrikkerne (shedtag), typisk organiseret omkring en eller flere gårde i 

stil med den eksisterende urbane bebyggelse. Dette sidste svarer godt overens med, at 

hovedparten af industrivirksomhederne i denne periode opererer i eksisterende urbane 

miljøer. 17 

Når 1840 her sættes som startpunkt for den danske industrialisering er dette selvfølgelig 

arbitrært, men ikke helt og holdent. Økonomiske historikere bruger ofte væksten i 

BNP/indbygger som mål for industrialisering. Når væksten er over 1 %/år siges 

industrialiseringen at være begyndt. På basis af de eksisterende (og ikke helt pålidelige 

beregninger) sker dette i Danmark fra ca. 1840. Andel af befolkningen bosat i byer med mere 

end 200 indbyggere bruges også som mål for industrialiseringsgraden. I Danmark voksede 

andelen fra 20 % i 1840 til 85 % i 1980. Endelig voksede også andelen af beskæftigede i 

industrien i perioden fra 1840 til 1970. 18 

I den anden industrielle fase, ca. 1890-1970, overtager elektriciteten som drivkraft, mens 

organisationen går i retning af større virksomheder og en heraf afledt større interesse i 

production flows og transport indenfor produktionsanlægget. I begyndelsen af denne periode 

overtager uddannede ingeniører også i stigende grad ansvaret for udviklingsarbejde og 

planlægning af arbejdet fra de selvlærte virksomhedsledere, der var startet som 

håndværksmestre med at bygge virksomhederne op nedefra. Samtidig ser denne periode en 

kraftig udvikling i industriens anlæg, dels i retning af store, specialisere procesanlæg, dels i 

retning af multifunktionelle bygninger til mindre virksomheder, hvor bygningerne fungerer som 

skal for teknologistyrede miljøer, hvis funktion ikke umiddelbart kan aflæses i arkitekturen. 

Udviklingen medfører ikke blot en større planlægning af forholdene internt i virksomhederne, 

men også de første eksperimenter med udlægning af industrien i specielle kvarterer. 19 Et skel 

kan iagttages omkring 1950, idet tiden 1950-70 af og til omtales som oliens, bilens og 

masseproduktionens periode. I denne periode vokser intensiteten og hastigheden i de 

udviklingstrends som allerede er skitseret for hele perioden. En henvisning til virkningerne af 

16 Inddelingen bygger bl.a. på Isacsson 2002. 

17 Se bl.a. Sestoft 1979, p. 87ff samt Jørgensen 2006. 

18 Jørgensen 2006, p. 3. Industri er i den økonomiske statistik defineret som produktionsvirksomheder med mere end 

6 ansatte. 

19 Sestoft 1979, p. 126f. 


8

Marshallhjælpen og dé krav til effektivisering af produktionen efter fordismens principper, der 

fulgte med hjælpen, ligger ligefor. Tiden 1950-70 er samtidig præget af dannelsen af 

multinationale selskaber og af voksende politiske enheder, både på det nationale og 

internationale plan, der skaber nye muligheder og barrierer for industrien. Endelig er der også 

bygningsmæssigt en tendens i retning af multifunktionelle etplansbygninger. 20 

Den tredje industrielle fase fra 1970 og frem er præget dels af computerteknologiens 

fremkomst som styrings- og organisationsredskab, dels af fordismens, dvs. 

masseproduktionens krise, der afstedkom dannelse af nye forestillinger om den ideelle 

produktionsforms udformning. Disse forestillinger, ofte samlet under betegnelsen postfordisme 

eller fleksibel produktion, bevægede sig, som omtalt ovenfor, bort fra fordismens principper 

om adskillelse af planlægning og udførelse af arbejdet, samlebåndsproduktion med enkle, 

repetitive arbejdsprocesser, lange ensartede produktserier og en kobling mellem 

produktivitetsstigninger baseret på stordriftsfordele og reallønsstigning, der tillader 

masseforbrug af standardiserede forbrugsgoder. I stedet formulerede en række 

samfundsforskere i begyndelsen af 1980’erne en ny vækstmodel baseret på integration af 

planlægning og udførelse af arbejdet, nye fleksible computerstyrede produktionsteknikker, 

korte serie af specialiserede produkter målrettet såkaldt livsstilsforbrug og vidensbaseret 

produktivitetsfremme. 21 

Fordismens krise har, som allerede omtalt, fået økonomer og samfundsforskere til at 

interesserer sig mere for industrialiseringsprocessernes regionale forskellighed og til at 

betragte udviklingen i f.eks. Skandinavien med fornyet interesse. Den danske industrialisering, 

der tidligere sås som ufuldstændig og amputeret, dels i kraft af landbrugets enorme vægt i den 

samlede økonomi, dels p.g.a. de små og mellemstore virksomheders dominerende stilling i den 

industrielle udvikling, betragtes nu af både danske og udenlandske forskere som en ”anden 

vej” – et alternativ til den fordistiske og tayloristiske masseproduktion. 22 

I de kommende kapitler gennemgås virksomheden Rud. Rasmussens Snedkerier som et 

eksempel på denne ”anden vej”. 

20 Se bl.a. Isacsson 2002 samt Sestoft 1979, p. 183ff 

21 Sørensen og Torfing 2000; Fiore og Sabel 1984; Zeitlin og Sabel 1985. 

22 Hull Kristensen og Sabel 1997; Sørensen og Torfing 2000. 


9

III. Rudolph Rasmussens Snedkerier – en dansk 

møbelvirksomhed i næsten 140 år 

1. Virksomheden grundlægges 

Da Rudolph Rasmussen i 1875 besluttede at købe grunden ved Nørrebrogade 45 i 

kompagniskab med sin svoger J. C. Groule, var det sikkert ikke uden stolthed, at han kaldte 

sin nye virksomhed for Rud. Rasmussens Fabrik for Egetræsmøbler. Året efter opførte de to 

fagfolk (Groule oprettede samtidig en fabrik for mahognimøbler) en 4-etagers 

produktionsbygning, hvis struktur på én gang egnede sig til en adskillelse af de to ejeres 

virksomheder og til at opdele og føre tilsyn med arbejdet. Derudover skabte den mulighed for 

udlejning af lokaler til anden produktion, indtil ejernes virksomheder havde vokset sig store 

nok til at overtage. Fabrikken var fra begyndelsen indrettet med en kedel placeret i kælderen 

og en 3 a’ 4 hestes dampmaskine samt en mindre gruppe maskiner i stueetagen, mens de 

øvrige etager var indrettet som værksteder for håndsnedkerne. 23 Betegnelsen fabrik referer i 

første omgang til den karakteristiske fleretages produktionsbygning, der næsten blev et 

symbol på industrialiseringen i 1800-tallet. Slår man op i en ordbog fra perioden er en fabrik= 

et sted, hvor der udøves industriel virksomhed i større stil, især m. gennemført arbejdsdeling 

og anvendelse af maskiner, motorer. 24 Med betegnelsen ”Fabrik” har Rud. Rasmussen 

utvivlsomt ønsket at markere sig som en del af tidens fremadstræbende miljø, hvor gamle 

håndværksmæssige barrierer gradvist blev overskredet og erstattet af mere storstilet, 

industriel produktion. At der til at starte med nok primært var tale om vision mere end realitet, 

er så en anden sag. 25 

23 Maskinparken bestod ved prioritetsvurdering i november 1876 af ”en Høvle- og Kehlemaskine, en amerikansk 

Fraise- og Sinkemaskine, en Baandsaug, en Dekupørsaug og en Tapmaskine”.; Stadsarkivet, Syns- og 

taksationsforretninger over fast Ejendom 1712-1969, matr. 36h og j, Udenbys Klædebod kvarter. 

24 Ordbog over det Danske Sprog, www.ods.dk 

25 Se Berg 1919. Historien om Rudolph Rasmussens Snedkerier var egentlig begyndt lidt tidligere, da den unge 

Rudolph Rasmussen, husmandssøn fra Djurs, blev udlært som svend hos en århusiansk snedkermester i årene 1852- 

57. Der kommer imidlertid først for alvor gang i karrieren, da han i 1861 fik arbejde hos snedkermester I. G. Lund i 

København, der både var en af landets dygtigste møbelsnedkere og samtidig den første, der benyttede sig af 

maskinkraft. Tiden hos Lund gav Rasmussen rig lejlighed til at udvikle sine tegnefærdigheder, ligesom den kom til at 

udstikke banen for resten af hans arbejdsliv. Rasmussen var hos Lund i 5 år og fik i denne tid betroet flere store 

opgaver, bl.a. opbygningen af Lunds afsnit på Industriudstillingen i Stockholm i 1866. Indtjeningen fra arbejdet på 

udstillingen gav Rasmussen kapital til at nedsætte sig som selvstændig, idet han til at begynde med lejede sig ind i 

lokaler i Studiestræde. Herefter fulgte flere lejemål på andre adresser i Indre By, indtil han i 1874 flyttede til eget 

værksted i St. Kongensgade. Værkstedet brændte dog ned til grunden i 1876 og den udbetalte forsikringssum på 

10.000 kr. var med til at finansiere udflytningen til Nørrebrogade. Allerede i 1869 måtte Rud. Rasmussen i øvrigt 


10

Forlægget for fabrikken og for titusindvis af andre fabrikker over hele Europa var den engelske 

”factory”, hvis kompakte form og etagevise opbygning skulle minimere friktionstabet i 

kraftfremføringen til maskinerne, der foregik via et transmissionssystem bestående af 

dampmaskine/vandmølle, hovedaksel, forlagsaksler og drivremme på etagerne. 26 

Bygningstypen var således beregnet til maskinel fremstilling på flere eller alle etager, men blev 

også gentaget, hvor der - som i Rud. Rasmussens tilfælde – kun var behov for maskiner på én 

etage. Dels fordi man derved bevarede muligheden for senere at udvide den mekaniserede 

produktion, dels fordi fabriksbygningen også havde andre kvaliteter, bl.a. gjorde de store, 

åbne rum på hver etage det lettere at opdele og uddelegere arbejdsprocesserne og føre tilsyn 

med arbejdet. 27 

Dampmaskine og remtræk i stueplanet på den ældste fabrik, ca. 1910. 

Anvendelsen af maskiner, også når det kun var i lille målestok, ændrede møbelsnedkeriet. 

Maskinerne gjorde det muligt at udskære træet i ensartede mål, helt ned til milimeteren, hvor 

det håndskårne træs variationer hidtil havde været en del af produktets natur. Samtidig 

frigjorde maskinerne ressourcer til andre opgaver, f.eks. udskæringer i træet samt lakering, 

anskaffe sig borgerbrev, da han en overgang beskæftigede over 10 mand. Derfor regnes firmaets historie normalt fra 

dette år og har således næsten 140 år på bagen. 

26 Sestoft 1979, p. 75; Palmer og Neaverston 1998, p. 35ff 

27 Andresen 1996, p. 20; Sestoft 1979, p. 75f. 


11

polering og samling af møblerne. I forhold til tilsyn med arbejdet og opdele funktioner i henh. 

udskæring og fræsning, slibning, samling, polering og evt. polstring. 28 

Fabrikken fik i løbet af en kort årrække opbygget et vist ry for gode og veludførte 

egetræsmøbler, som der i tiden var voksende efterspørgsel efter – ikke kun i de københavnske 

hjem, der i forbindelse med byggeboomet i brokvartererne blev stadigt flere og efter 

klunketidens mode skulle fyldes godt op med møbler – men også på direktionsgange og 

offentlige kontorer. Særligt efter århundredeskiftet kom det offentlige, anført af Københavns 

Kommune, til at tilhøre firmaets største kunder. Første gang, da man udførte møbler til Nyrops 

Rådhus fra 1905 og til Belysningsvæsenets monumentale kontorbygning i Vognmagergade fra 

1912. Tegningerne til møblerne udførtes mange gange af Rud. Rasmussen selv, men af og til 

fik han også hjælp af kendte arkitekter, bl.a. Vilhelm Dahlerup, der tegnede det møblement, 

som firmaet fremviste på Den store Nordiske Industri- og Landbrugsudstillingen i København i 

1888. Efter 1904 samarbejdede firmaet desuden med Thorvald Bindesbøll, der var en af de 

første arkitekter, der for alvor brød med vante møbelforestillinger. 29 

Det var karakteristisk, at virksomheden som andre trævarefabrikker var specialiseret indenfor 

en bestemt træsort; i dette tilfælde egetræ. Specialiseringen skyldtes bl.a. de forskellige 

trætypers uensartede tørretider. Egetræ var i denne sammenhæng særligt besværligt at have 

med at gøre, fordi det tørrede langsomt og stadig efter flere år kunne kaste sig. Dette var 

formentlig én af grundene til at Rasmussen specialiserede sig. En anden var, at egetræsmøbler 

efter en nedgangsperiode igen kom stærkt på mode fra midten af 1880erne. 30 Det var i øvrigt 

almindeligt for perioden, at snedkerierne lod deres specialitet indgå i navnet. 31 Særligt vægt 

lagde man på billedskærerarbejdet. E. T. Wiese og hans søn drev i en årrække et selvstændigt 

billedskærerværksted med 4-5 ansatte i tilknytning til fabrikken. 32 

28 Andresen 1996, p. 20 

29 Samarbejdet med Bindesbøll omfattede både bestillingsarbejde og serieproduktion (i lille målestok) af møblerede 

værelser, se Brown 1982. 

30 Andresen 1996, p. 22. 

31 Andresen 1996, p. 20 

32 Berg 1919. 


12

E.T. Wiese i arbejde, ca. 1940 

2. Den nye fabrik opføres 

I 1904 døde Rudolph Rasmussen og virksomheden blev overtaget af to af hans sønner, Rudolf 

og Victor Rasmussen. Sønnerne virkeliggjorde i de følgende år faderens planer for opførelse af 

en ny og større fabriksbygning parallelt med den første. I den nye fabrik benyttede man ikke 

længere remtræk, men kun eldrevne maskiner, der hentede kraft fra en ny dampmaskine med 

dynamo i kælderen. Maskinværkstedet blev indrettet i den forhøjede stueetage; 

håndsnedkeriet på første og delvis anden sal, hvor der også var rammefabrik. På første sal 

fandtes desuden mesterkontor, systue, tapetsererværksted og fjerkammer ”til fyldning af fjer i 

sække (ikke Rensning)”. Fabrikkens tredje sal blev udlejet til skofabrikation og tagetagen til 

billedskærer Wiese. Et uudlejet lokale blev i tagetagen blev kortvarigt anvendt som garderobe 

for Nørrebro Teater. Samtidig omdannedes den ældre fabrik til kontorer, lager og udstilling. 

Her indrettede Robert Rasmussen også malerværksted. I den lave bygning i forlængelse af den 

ældre fabrik langs Nørrebrostræde var i 1911 et drejeri med maskiner & otte drejebænke; et 

kaffebrænderi med fire brændeovne; en sennepsfabrik med to ansatte samt trælager for 

drejeriet. 33 Som det fremgår, var der en intensiv erhvervsaktivitet på grunden på dette 

tidspunkt. Både de to fabriksbygninger og dele af den ældre bygningsmasse blev brugt til 

erhverv. For at fuldende det multifunktionelle anlæg var der i starten af 1890erne opført en 

skolebygning bagerst på grunden til Frk. Borks Pigeskole. Pigerne fra skolen færdedes sammen 

33 Københavns Brandforsikring, vurderingssager, matr. 36h, Udenbys Klædebod, Landsarkivet for Sjælland, Lolland og 

Falster. Ifølge gennemgang af 10. november 1911. 


13

med ejendommens børn i gården omkring de træoplag, der lå til tørring enten i murede 

bygninger eller under halvtag. 34 

Gården med træoplag 

Samtidig med opførelsen af den nye fabrik rejstes også to vindfang samt en port imellem den 

gamle og den nye fabriksbygning, hvorved der skabtes en klarere opdeling mellem 

boligområde og erhvervsvirksomhed og mellem udstilling- og salgsafdelingen og produktionen. 

Tiden 1890-1940 var en periode, hvor dansk møbelindustri bevægede sig fra en tidlig 

industriel produktionsform, baseret på faglært arbejdskraft, få maskiner og en produktion af 

specielle møbler og hele møblementer, til en serieorienteret produktion af enkeltmøbler 

specialiseret i forhold til forskellige produkter og kundegrupper. For Rud. Rasmussens 

Snedkerier fik især funktionalismen og det voksende samarbejde mellem snedkere og 

arkitekter betydning, idet virksomheden fremover kom til at specialisere sig i forhold til 

funktionelle, arkitekttegnede møbler. 

3. Danish Design - samarbejde med arkitekterne 

Første Verdenskrig kan på mange måder ses som en af de vigtigste brudflader i forhold til 

etableringen af nye normer og idealer, som kom til at præge de vestlige samfund i det 20. 

århundrede. Især i de krigsførende stater blev erfaringerne fra skyttegravene grundlag for en 

tiltagende massekultur og for en nationalisering af masserne, som bl.a. historikeren George L. 

34 Skolen er bl.a. omtalt i Rudolphs Rasmussens datter, Fanny Rasmussen uudgivne erindringer. Disse findes i 

manuskriptform i sagen på Københavns Bymuseum. Desuden er der omtale af den i byggesagen i Københavns 

Kommunes Byggesagsarkiv. 


14

Mosse har redegjort for. 35 Krigen var også med til at skabe opbrud i de traditionelle 

familiemønstre. Den store udskrivning af mandskab skabte et behov for, at middelklassens 

kvinder tog arbejde udenfor hjemmet, og samtidig blev det bl.a. på grund af stigende 

lønninger ualmindeligt at benytte sig af traditionelle hushjælp i form af stuepiger, m.v. De nye 

familieformer og den voksende interesse for massekulturen og dannelsen af masserne, blev 

grundlag for nye tanker om boligindretning og møbelfremstilling, der ofte samles under 

paraplybegrebet funktionalisme. Begrebet omslutter den tendens, der i 1920erne og -30erne 

udviklede sig blandt arkitekter, møbeltegnere og andre formgivere til at accentuere funktionen 

i ting og bygningers udformning. Boligers, møblers og genstandes form skulle underlægges 

deres funktion. Og samtidig udvikles på en måde og til en pris, der gjorde dem tilgængelige for 

en større del af befolkningen. Funktionalismen kom på denne måde til at stå i modsætning til 

den tidligere periodes ekstravagante forsiringer, historicistiske hentydninger og nips. Det var 

enkelheden og anvendeligheden, der var i højsædet. 36 Samtidig lå der – i hvert fald i en del af 

funktionalismen – et blik rettet mod standardisering og øget anvendelse af maskiner i 

produktionen. Bl.a. baseret på nogle af de materialer som udvikledes under krigen. 37 

Funktionalismen slog også igennem blandt danske arkitekter og møbeldesignere, men den 

foretrukne stil blev hér mindre radikalt fornyende end i f.eks. Holland og Tyskland, hvor 

udvikling af møbler i nye materialer som stål og plastic promoveredes af indflydelsesrige 

arkitekter som Mies van der Rohe, Marcel Breuer, m.fl. I den danske møbeludvikling var der 

tværtimod et stærkt bånd til det traditionelle håndværk – et bånd, der blev en stor del af 

markedsføringen af de nye funktionelle møbler, tegnet af arkitekter som Kaare Klint, Finn Juhl 

og Børge Mogensen i perioden 1914-1950. Udviklingen fik selvsagt stor betydning for 

møbelindustrien generelt og også for Rud. Rasmussens Snedkerier. 

Især Kaare Klint fik i kraft af sin systematiske tænkning og sin position som mangeårig docent 

og senere professor ved Kunstakademiets møbelskole en afgørende indflydelse på den danske 

udformning af funktionelle møbler. Ganske vist er det rigtigt, som fremhævet af historikeren 

35 Mosse 1975. 

36 Litteraturen om funktionalismen er omfattende. Se bl.a.: Birgit Kaiser: Den ideologiske funktionalisme, København 

1992. Den almindelige industrifascination blandt veluddannede og intellektuelle var med til at bane vejen for 

funktionalismens succés. Genstande og møbler med et industrielt ”look” blev i stigende grad forbundet med det 

effektive, fremadstræbende og sofistikerede. For møbelbranchen fik det også stor betydning, at de nye boliger der 

opførtes i disse år, bl.a. af økonomiske årsager, var mindre og dermed uegnede til de traditionelle, historicistiske 

møbler. Således var det både moden og de sociale forhold (idet der naturligvis foregik en interaktion mellem disse), 

som fordrede enklere møbler i mindre dimensioner. Se Andresen 1996, p. 81ff. 

37 Inden for snedkerfaget gjaldt dette f.eks. krydsfinér, der under krigen blev brugt massivt til bl.a. barakker og 

flyvinger. Man havde kendt til krydsfinér tidligere, men det akutte behov var med til at udvikle såvel lim som maskiner 

til fremstillingen af finéren. I Danmark produceredes krydsfinér til emballage allerede fra 1912, mens en egentlig 

leverandør af krydsfinér til møbelindustrien ikke opstod før 1930. Andresen 1996, p. 24f og 85f. 


15

Per H. Hansen, at fortællingen om Kaare Klint og hans betydning branchehistorisk har fået en 

mere altoverskyggende rolle, end den egentlig er berettiget til. At den er blevet forstørret af 

den kontinuerlige italesættelse af fortællingen om en genial mand og hans disciple, der ved 

egen kraft skaber en verdensomspændende kommerciel succes og derved har fået andre 

forklaringer på succés’en til at træde i baggrunden. 38 Ikke desto mindre er det utænkeligt at 

skrive om danske møbler uden at nævne Kaare Klints væsentlige arbejde – i denne 

sammenhæng ikke mindst fordi det blev Rud. Rasmussen, der kom til at udføre de fleste af 

hans møbler. 

Kaare Klints filosofi om møbeldesign tog udgangspunkt i menneskets dagligdag. Han 

fremhævede for sine elever, at møbeltegning burde baserer sig på minutiøse analyser og 

registreringer af menneskets pladsbehov, dets egne fysiske mål og målene på dagligdags 

brugsting, frem for at skeje ud i unødvendige stiløvelser. Samtidig var han en meget stor 

fortaler for at benytte sig af den viden og de materialer, der allerede fandtes i håndværket 

frem for at kaste sig ud i eksperimenter med helt nye former og materialer. Denne tankegang 

fandt i hans eget arbejde udtryk i det tætte samarbejde med traditionelle møbelsnedkerier. 

Rud. Rasmussens samarbejde med Kaare Klint indledtes allerede med produktionen af 

Faaborgstolen, der leveres til Faaborg Museum i 1914. 39 Men samarbejdet blev først definitivt 

etableret med indretningen af Kunstindustrimuseet i Bredgade i 1926 - hvortil Rud. Rasmussen 

både leverede montre og stole tegnet af Klint - og fortsatte helt frem til arkitektens død i 

1954. Blandt de vigtigste arbejder kan nævnes Additionssofaen og Safaristolen samt en række 

skrive- og sofaborde. Leveringen til Kunstindustrimuseet var samtidig for alvor med til at slå 

virksomhedens evner indenfor moderne møbelfremstilling fast, hvilket i de kommende år fik 

flere andre arkitekter til at benytte virksomheden. I 1928 indledtes således samarbejde med 

Mogens Koch, hvis Byggereol i dag er firmaets vigtigste salgsvare. 

I 1982 fortalte Koch om byggereolen og samarbejdet med Rud. Rasmussen: ”Reolen skulle 

være det helt enkle, men kvaliteten var vigtig – og præcisionen. Men det var for mig lige så 

vigtigt at Rud. Rasmussens Snedkerier fortsatte generation efter generation. Det allervigtigste 

var jo, at man stadig kunne få reolerne, når man først var begyndt [at samle på og evt. 

sammenbygge elementerne, red.] – og at produktet var sådan at: én gang kunde, altid 

kunde.” 40 I udsagnet ligger også en delvis forklaring på Rud. Rasmussens fortsatte 

overlevelse: I de produkter man solgte, var ofte indbygget en forventning om yderligere salg, 

f.eks. i form af nye elementer til byggereolen eller matchende stole. Også reparationer af 

møbler gav yderligere indtægter. Omvendt vidste kunden, at købte man hos Rud. Rasmussen 

38 Hansen 2006. 

39 Rømer 1992. 

40 Jepsen 1994, p. 23 


16

kunne man regne med, at virksomheden blev ved med at eksistere og det siden ville være 

muligt fortsat at udvide sin møblering med produkter i samme form og kvalitet. 

Samtidig med det voksende samarbejde med de moderne møbelarkitekter påtog virksomheden 

sig fortsat opgaver for de traditionelle kunder blandt myndigheder og privatpersoner. Endnu i 

1940erne og 50erne var de ansattes opgaver mangeartede og bestod både i møbelproduktion 

og i indretning af kontorer, forretninger og lejligheder. Blandt de store opgaver var f.eks. 

indretningen af brillebutikken Thiele i Købmagergade i 1956. Der var tale om en ganske 

vanskelig opgave, fordi der fortsat skulle være salg fra butikken, mens beklædningen med 

egetræspaneler blev udført. Og fordi der ikke var nogen rette vægge i den gamle bygning. Man 

lagde i stedet linjer ned gennem rummene og beregnede panelernes mål ud fra disse. 41 

Desuden udførtes møbler og andre snedkerarbejder for offentlige kontorer, f.eks. 

træbeklædning i forbindelse med installation af et rullebånd på Københavns Rådhus, hvortil 

man også havde leveret en del af møblerne, bl.a. en serie af Kaare Klint-stole til Bryllupssalen. 

Om installationen af et rullebånd i starten af 50erne fortæller en tidligere ansat: 

Vi var inde en påske og lave et rullebånd, jeg og Madsen. Madsen havde altid en cerut i 

munden. Så kom Aage Rasmussen ind og så til arbejdet. Han havde en cigar med – en rigtig 

cigar – som han tilbød os. Jeg sagde nej tak og så fik jeg en skideballe af Madsen bagefter for 

som han sagde: ”Den ku’ jeg da have røget.” Så dagen efter kom AR igen med en ny 

årefræser til os. Så tog jeg éen og så sagde han: ”Jeg synes ikke, du skulle have nogen i går” – 

han havde regnet ud, hvem den sku’ gå til. 42 

Man lavede også traditionelle bestillingsarbejder for private kunder. Et anretterskab til en frk. 

Frisch, nye køkkenvinduer til en Jacoby, et sølvskab til en guldsmed Poulsen. Optegnelser fra 

årene frem til 1950 tegner et billede af en meget alsidig og fleksibel virksomhed. 43 I 

nedgangstider er der ligefrem eksempler på produktion af møbler for andre snedkere. Rud. 

Rasmussen havde på et senere tidspunkt en del arbejde for et andet snedkerfirma, Johannes 

Hansen, der netop var startet op med produktionen af Wegners stol, der bare blev kaldt Stolen 

eller The Chair, og fik en stor ordre, som de ikke selv kunne overkomme. The Chair var udført 

med et meget smukt formet kopstykke, som snedkerne hos Johannes Hansen stod og 

tilpassede i hånden med en bugthøvl. Aage Rasmussen, den daværende leder af Rud. 

Rasmussens Snedkerier, indså, at hvis man skulle kunne tjene på at være underleverandør, så 

måtte denne proces effektiviseres. Så i stedet for at tilpasse kopstykkerne i hånden blev de 

relativt råt udskårne træstykker sendt til kopifræsning hos en virksomhed i Jylland. Og efter 

41 Oplysninger fra Jørgen Rud. Rasmussen. 

42 Fra interview med håndsnedker Flemming Folking, der var ansat i firmaet fra 1947-1989. Forbindelsen til rådhuset 

skyldtes, ifølge Jørgen Rud. Rasmussen, et personligt bekendtskab mellem Rudolph Rasmussen og Martin Nyrop, hvis 

søn senere blev inventarieansvarlig på Rådhuset og fastholdt forbindelsen til virksomheden. 

43 Jepsen 1994, p. 19 


17

endt samling hos Rud. Rasmussen, røg de derover én gang til, hvorefter kun slibningen 

resterede. Virksomheden havde denne opgave i en del år, indtil Johannes Hansen selv fik en 

kopifræser. 44 

Møblerne var dog det væsentligste og i takt med at samarbejdet med Klint og hans elever 

udbygges, blev det i stigende grad de moderne funktionelle møbler i høj kvalitet, der var 

virksomhedens kendetegn. Et første gennembrud kom ved Snedkerlaugets Møbeludstilling i 

1933, hvor en af Klint indrettet udstilling for Rud. Rasmussen vakte opsigt og slog hans navn 

fast som møbeldesigner. Udstillingen var en årligt tilbagevendende begivenhed i årene fra 

1927-67 og var – især i de første ca. 30 år – en central faktor i udviklingen og 

markedsføringen af et særligt dansk møbeldesign, bl.a. karakteriseret ved det nære 

samarbejde mellem arkitekter og håndværkere, nytænkning og tradition. Eller sådan kom 

fortællingen om dansk møbeldesign i hvert fald til at se ud. 

Som Per H. Hansen på overbevisende vis har argumenteret for, blev fortællingen om dansk 

møbelkunst – Danish Design eller Danish Modern, som det blev kaldt i udlandet – til i et nært 

samarbejde mellem møbelarkitekter, snedkere og en række andre møbelinteresserede folk, 

som blev overbevist om rigtigheden af det Klintske program. Fortællingen virkede 

overbevisende og fængede frem for alt i udlandet. Særligt det amerikanske marked åbnedes 

op, hvorved der skabtes et boom i eksporten af danske møbler i 1950erne og 1960erne. At det 

så med tiden blev vanskeligt at indpasse alle de nye idéer og materialer under den oprindelige 

fortælling er en anden sag, som man forholdsvis let kunne se bort fra, da fortællingen først var 

etableret. Eftersom fortællingen i høj grad har haft betydning også for Rud. Rasmussen og for 

virksomhedens fortsatte levedygtighed, skal der redegøres lidt nærmere for den her. 

4. Skabelsen af et brand 

I slutningen af 1920erne og begyndelsen af 1930erne skete der noget i den danske 

møbelbranche. Men udviklingen var ikke enstrenget. På den ene side oplevedes en øget 

efterspørgsel på billige fabriksproducerede møbler fra nye befolkningsgrupper. På den anden 

side søgte man i branchen at udvide afsætningen og højne kvaliteten af møblerne ved 

regelmæssige udstillinger og samarbejde med arkitekter. 45 En række yngre arkitekter og 

møbelsnedkere begyndte et samarbejde, der trak faget i en ny retning, bort fra det 

traditionelle møbelsnedkeri, bestående i udførelse af enkeltopgaver og af samlede sæt, de 

såkaldte ”slagtersæt” eller ”møbelhandleranretninger”, som de nedsættende blev omtalt af 

mere moderne og intellektuelle forbrugere. Samtidig tog man afstand fra den industrielle 

produktion af f.eks. pindestole, som fremstilledes i billig kvalitet på egentlige stolefabrikker 

44 Oplysninger fra Jørgen Rud. Rasmussen 

45 Hansen 2006; Andresen 1996, p. 83ff. 


18

allerede fra slutningen af 1800-tallet. 46 Fremover skulle snedkerne i stedet satse på produktion 

af serier af enkeltmøbler i høj håndværksmæssig kvalitet tegnet af uddannede arkitekter. I 

første omgang af især Kaare Klint og hans elever, men senere også af andre arkitekter, der 

ikke i samme grad dyrkede Klints meget stringente, analytiske stil. Resultaterne af 

samarbejdet kunne bl.a. iagttages på Snedkerlaugets årlige møbeludstillinger, fra 1928 i ”BO” 

på Amagertorv og fra 1931 i ”Den Permanente” ved Vesterport. Ved siden af fortsatte den 

traditionelle møbelhandel med ”slagtersættene”, men for de unge og smarte var der ingen 

tvivl: skulle man have møbler skulle det være den nye tids funktionelle, arkitekttegnede 

møbler. 47 

Arkitekter og snedkermestre var selv med til at skabe denne udvikling, og deres indsats var 

naturligvis afgørende for udvikling af et selvstændigt dansk møbelkoncept, der ikke bare var 

imitationer af udenlandsk arbejde eller af renæssance- og rokokomøbler. Det designmæssige 

og håndværksmæssige arbejde var udgangspunktet for den voksende interesse for moderne 

møbler i 1930erne. Men det havde også betydning, at der i dialogen mellem arkitekter og 

snedkermestre opstod idéer om at lave møbler, der var tilpasset en hverdag, hvor de fleste 

boede i 2-3 værelses lejligheder med en dertil svarende økonomi. Flere af udstillingsafsnittene 

på Snedkerlaugets Efterårsudstilling slog netop på den relativt lave pris, når man tog 

møblernes kvalitet i betragtning. 48 Ligesom man også håbede, at udstillingen af 

kvalitetsmøbler beregnet til den mere velstillede del af befolkningen, ville få en afsmittende 

effekt på de dårligere stillede, som ville forsøge at imiterer denne smag. Samtidig opstod et 

netværk af journalister, erhvervsfolk og intellektuelle, der interesserede sig levende for 

møbelbranchens udvikling og var med til at tillægge de moderne, funktionelle møbler ekstra 

værdi og betydning. 

Fra 1930erne til 1950erne gjorde dette netværk sit til at skabe en bred forståelse af, at de 

arkitekttegnede møbler udtrykte god smag og godt håndværk. Ikke kun i Danmark, men også i 

udlandet. Man fortalte igen og igen om det logiske og analytiske i Klints og de øvrige danske 

arkitekters arbejde, om enkeltheden i stil og konstruktion og om det fremragende ved den 

særligt danske eller i hvert fald skandinaviske kombination af menneskeligt design, naturlige 

materialer og godt håndværk. Når det gik rigtig højt blev møblerne også beskrevet som særligt 

demokratiske, sociale og ærlige, skabt ud fra en nøjsomhed og hensyntagen til omgivelser og 

menneskelige behov. Beskrivelsen er ikke decideret forkert, men den er heller ikke helt rigtig. 

Til gengæld var det en historie, der er en af de mest varige og succesrige i dansk industri og 

eksports historie. Den solgte godt og gjorde sit til at distancere de danske møbler både fra den 

46 Andresen 1996, p. 49ff. 

47 Hansen 2006, p. 32. 

48 I 1930 fremsætter arkitekterne Viggo Sten Møller og Hans Hansen (begge medlemmer af udstillingsudvalget) 

således forslag om, at prisen på de udstillede møblementer til en 2-værelseslejlighed ikke må overstige 1700 kr., 

Hansen 2006, p. 148. 


19

traditionelle møbelindustri i hjemlandet og fra udenlandske varianter af funktionalismen, ikke 

mindst den tyske Bauhaus-skole. Danish Design slog igennem, først i USA og siden i resten af 

den vestlige verden i årene efter 2. Verdenskrig og især 1950erne blev en storhedstid for 

dansk møbeleksport. 49 

Det nye ved denne udvikling var ikke samarbejdet med arkitekter og andre formgivere som 

sådan. Bestræbelser efter at udvikle møbelhåndværket ved anvendelse af eksterne eksperter 

kendes allerede fra 1700-tallet. 50 Og senere, i 1820erne og-30erne, var det især den tyskfødte 

arkitekt G. F. Hetsch, der som professor ved arkitektskolen under C. F. Hansen tegnede 

inventar og dekorationer til det nye Christiansborg Slot, der skabte nye trends indenfor en 

række håndværk, herunder møbelhåndværket. Hetsch deltog ivrigt i den offentlige debat og 

skrev lærebøger, som blev anvendt på en nyoprettet elementarskole, der fra midten 1820erne 

underviste både kunstnere og håndværkere i håb om at etablere et bedre samarbejde mellem 

de to faggrupper. Samarbejdet fik betydning for udvikling af den såkaldte ”dansk borgerlige 

empire” som var den herskende mode 1830-50. 51 Også indenfor fagene havde der tidligere 

været initiativer for kollektivt at højne håndværkeres tegnefærdigheder og designmæssige 

indsigt. I forhold til møbelfaget var det især Snedkernes Tegneforening, dannet 1837 på 

foranledning af snedkermester L. Kramp, der fik betydning for hovedstadens møbelhåndværk. 

Dens funktion var dels at opdrage unge snedkere til selv at tegne og kende stil og funktion 

bedre, dels at levere eksemplariske forlæg, de kunne arbejde videre med eller kopiere ude på 

værkstederne. Bl.a. I. G. Lund, Rud. Rasmussens læremester, udgav flere tegninger gennem 

foreningen. Samarbejdet mellem arkitekter og snedkere i slutningen af 1800-tallet er allerede 

kort omtalt. Især Thorvald Bindesbølls rolle er i denne sammenhæng vigtig. Han tegnede 

specialmøbler til det højere borgerskab, der bl.a. blev produceret af Rud. Rasmussen, men på 

foranledning af denne og en anden møbelfabrik, Severin og Andreas Jensen, blev et antal 

Bindesbøll-møbler også fremstillet som serievarer. 52 

Samarbejdet med Klint og hans kollegaer i 1920’erne og 30’erne repræsenterede således ikke 

et faghistorisk nybrud. Det nye var ikke samarbejdet med arkitekter og andre eksperter, men 

derimod det netværk af snedkere, arkitekter, journalister og kulturpersonligheder, der 

italesatte og udviklede dansk møbelkunst som brand. 

49 Afsnittet er baseret på Hansen 2006, særligt p. 11-21. 

50 Andresen, 1996, p. 76, omtaler bl.a. udgivelsen af engelske tegningssamlinger i slutningen af 1700-tallet. 

Tegningerne var dog endnu ret unøjagtige og kunne ikke direkte kopieres af den enkelte håndværker. 

51 Haugsted 1994. Hetch stod også bag modelbogen: ”Fortegninger for Haandværkere”; en række hæfter med 

tegninger af det bedste i tidens design, der udkom 1839-43. 

52 Andresen 1996, p. 76-78; Bauer 1887; Brown 1982. 


20

5. De sidste 50 år – Rud. Rasmussens Snedkerier 1950-2008 

For Rud. Rasmussen og andre mindre møbelfabrikker, der satsede på fremstilling af 

arkitekttegnede kvalitetsmøbler, var udviklingen afgørende. Mellemkrigstidens voksende 

interesse for møbler som kom til udtryk i pressen og blandt kulturpersonligheder, trængte 

efterhånden igennem hos en bredere del af befolkningen, hvorfor der udover de voksende 

eksportmuligheder også skete et øget salg til det indenlandske marked. At have 

kvalitetsmøbler i hjemmet var ikke kun et komfortspørgsmål, men havde også en betydelig og 

voksende symbolværdi. 

I løbet af 1950erne begyndte virksomheden derfor at fravige sin oprindelige alsidige 

opgaveløsning for i stedet at koncentrere sig om serieproduktion af møbler. Forandringerne 

skete især på initiativ af 3. generation, Rudolf Rasmussen jr.s sønner, Erik og Aage, der 

indtrådte i firmaet i 1944 efter faderens død og gradvis omdannede virksomheden. Erik og 

Aage fandt givetvis inspiration i den generelle udvikling i efterkrigsårene, hvor der sammen 

med Marshallhjælpen fulgte en massiv kampagne for effektiviseringer i produktionen, inkl. 

tidsmåling, øget mekanisering og nye ledelsesprincipper. 53 

Udviklingen skete dog ikke over night - man løste stadig specielle opgaver for forretninger og 

offentlige virksomheder, ligesom man fortsat fremstillede specialmøbler - men tendensen var 

umiskendelig. I de gode år i 50erne og 60erne lavede man i en periode ca. 5.000 af Klints 

safaristole hvert år og adskillige tusinde af Kochs byggereoler. Samtidig blev maskinparken 

gradvist udvidet, mens arbejdsstyrken holder sig stabilt omkring 50 ansatte. Perioden bliver 

samtidig fuldstændig bestemmende for virksomheden i de følgende årtier: Fra midten af 

60erne og frem til i dag har hovedfokus været rettet mod de samme klassiske møbler efter de 

traditionelle design af Klint, Koch m.fl. og dette har fortløbende udgjort den grundlæggende 

del af arbejdet i værkstedet. Ifølge den nuværende leder, Jørgen Rud. Rasmussen, påtager 

man sig stadig specialopgaver, fortrinsvis i form af udvikling af specialmøbler for arkitekter og 

andre fagfolk, men slet ikke i samme omfang som tidligere. Hovedproduktionen er de klassiske 

designermøbler. Det er i denne sammenhæng interessant at iagttage, hvordan de funktionelle 

møbler fra 1930erne og 40erne - der i hvert fald for en dels vedkommende var designet til 

almindelige menneskers behov - i dag er blevet kostbare samleobjekter. I Rud. Rasmussens 

tilfælde kan dette bl.a. iagttages ved en voksende udenlandsk kundekreds i de seneste 10 år, 

der foretager særlige bestillinger til høje priser. 

Sammenlignet med den øvrige industris effektiviseringsbestræbelser, der ellers har været 

forstærket i industrien generelt siden 1950 – har effektiviseringen hos Rud. Rasmussen ikke 

primært været på produktionen, selvom almene effektiviseringsbestræbelser i branchen, især 

udvikling af nye maskiner, i de seneste årtier har frigjort stadig flere ressourcer til den 

håndværksmæssige samling og finish på møblerne. Effektiviseringen er især slået igennem på 

produktsiden via samarbejdet med arkitekterne, hvis arbejder har gjort det muligt at etablere 

53 Se bl.a. Hyldtoft og Johansen 2005, p. 269ff. 


21

en fortløbende, på én gang seriel og håndværksmæssigt kvalificeret produktion. 54 Det er 

fristende at se ligheder mellem specialiseringen og indkøb af rettigheder på fremstilling af 

bestemte arkitekters møbler som møbelindustriens pendant til patentkøb i f.eks. 

maskinindustrien. Kontrollen over rettigheder er gennem de sidste 50 år i stadigt højere grad 

blevet det vigtigste konkurrenceparameter blandt møbelproducenterne, hvilket tydeligt kan ses 

af den arbejdsdeling, som i dag præger den danske møbelindustri. 

Også på det organisationsmæssige plan er virksomheden væsentligt forandret gennem de 

sidste 30 år. I 1974 omdannes virksomheden fra interessentskab til anpartsselskab og i 1997 

til aktieselskab. Ifølge nuværende ejer har ændringerne dog primært været begrundet i skatte- 

og hæftelsesmæssige overvejelser, og har ikke haft nævneværdig betydning for driften af 

virksomheden. Af større betydning har ændringen i ejerforholdene til bygningerne været. 

Bygningerne har siden slutningen af 1920erne været ejet i et interessentskab med 576 andele, 

som har tilhørt medlemmerne af grundlæggerne Rasmussen og Groules familier. Dette har 

gennem tiden givet anledning til besværlige forhandlinger og lange møder om lejeforhold, 

installationer og praktiske forhold i ejendommen, ligesom det til tider har besværliggjort 

virksomhedsdriften. På baggrund af dette er det gennem de sidste 30 år lykkedes den 

nuværende ejer at opkøbe andelene og siden 1997 ejes bygningerne derfor af A/S Rud. 

Rasmussens Snedkerier. 

Der har fra starten været udsalg af møbler direkte fra virksomheden, hvilket kontinuerligt har 

frigjort ressourcer til håndværket, der ellers skulle være brugt på et forhandlerled. 55 Men også 

på dette område har der været forandringer gennem de seneste årtier. Udstillingsarealet er 

blevet udvidet og breder sig i dag over næsten hele den ældste fabriksbygning og samtidig har 

man taget møbler fra andre producenter ind for at kunne tilbyde et større udvalg og supplere 

egen produktion. Udstillingen, der går under navnet Møbelhuset, rummer et stort udsnit af 

danske møbelklassikere og besøges af danskere, såvel som af udlændinge. I forbindelse med 

udvidelsen og dannelsen af Møbelhuset arrangeredes også Efterårsudstillinger med indbudte 

kunsthåndværkere og i 1988-89 en række jubilæumsudstillinger af Kochs, Klints, Wegners og 

Børge Mogensens møbler. 56 

54 Baseret på informationer fra interview med ejer og nuv. medarbejdere i firmaet. Sammenlign evt. med Andresen 

1996, p. 109-11, der beskriver hvordan møbelfagets udvikling siden 1960 er gået i retning af specialisering og 

fabriksdannelse, hvor den tekniske udvikling har agterudsejlet de små håndværksvirksomheder, som én efter én er 

lukket. 

55 Ifølge nuværende leder, Jørgen Rud. Rasmussen. 

56 Jepsen 1994, p. 33 


22

IV. Typologisering af Rud. Rasmussens Snedkerier 

Rud. Rasmussens Snedkerier har gennem hele perioden 1869/1876 til 2008 været en lille til 

mellemstor industrivirksomhed. Perioden kan inddeles i to epoker: 1869 til ca. 1920 og 1950 

til 2008 med de mellemliggende år som en overgangsfase, hvor man omstiller sig mellem de 

to produktionsformer. 

I den første epoke var virksomheden specialiseret i forhold til materialerne, men samtidig 

meget håndværkspræget, når man betragtede den alsidige løsning af opgaver, som 

virksomheden påtog sig. Maskinerne gav mulighed for ensartet udskæring af træet og for en 

større effektivitet i forhold til bestemte arbejdsgange, men resten af opgaverne var i høj grad 

afvekslende og ikke-systematiserede. En stor del af arbejdet udførtes på bestilling og man 

lavede alle mulige opgaver lige fra fremstilling af møbler til Rådhuset til udskæring af træ for 

kollegaer i nabolaget, der ikke havde egen maskinkraft. I den anden epoke blev virksomheden 

i stigende grad specialiseret i forhold til produkterne og arbejdsprocesserne mere 

standardiserede i retning af seriel produktion. Man påtog sig stadig specielle opgaver i mindre 

grad, men hovedfokus var på fremstilling af et fast katalog af møbler. Overgangsfasen var 

præget af det voksende samarbejde med moderne møbelarkitekter, der blev helt afgørende for 

virksomhedens fremtidige virke. 

Set i forhold til møbelbranchen er Rud. Rasmussens udvikling fra 1869 til 1950 forholdsvis 

karakteristisk. Branchen har altid haft af et stærkt håndværksmæssigt præg, idet 

industrialiseringsbestræbelserne indenfor branchen især koncentrerede sig om maskiner til 

udskæring og slibning samt effektivisering af arbejdsgangene. Tilvirkningen af møbler krævede 

kontinuerligt faglært arbejdskraft og var længe relativt lidt mekaniseret, sammenlignet med 

andre brancher, da maskinerne kun var i stand til at udføre den grovere del af arbejdet, mens 

samling og polering af møblerne krævede håndelag. Samtidig har møbelbranchen traditionelt 

været en branche med forholdsvis lidt masseproduktion og mindre standardiseringstendenser 

end i andre brancher. 57 De tilløb til stordrift, der var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen 

af 1900-tallet var få og i de fleste tilfælde uden varig succes. 

I 1920erne og 30erne blev presset fra de masseproducerende møbelfabrikker større og 

højnelse af kvaliteten af den industrielle produktion gjorde det klart, at den helt traditionelle 

håndværksmæssige produktion var på vej ud. Til gengæld kom der på møbelfabrikkerne en 

bevægelse i retning af mere faglært arbejdskraft efter Anden Verdenskrig. Funktionalisternes 

krav om gode, funktionelle møbler var slået igennem hos en bredere befolkning og fik de 

større fabrikker til også at satse på kvalitetsmøbler, der krævede fagfolk til udførelse af 

samling og finish. 58 Det er tankevækkende, at selvom Rud. Rasmussen fortsat kan fremhæve 

”den fineste håndværksmæssige kvalitet” som sit kendemærke, er udviklingen gået i samme 

57 Andresen 1996, især p. 71-72; Hyldtoft og Johansen 2005, p. 106f. 

58 Andresen 1996, p. 91ff 


23

etning her. Altså imod en øget anvendelse af maskiner i udskæringen og forarbejdningen af 

træet, men med fortsat massiv brug af faglært arbejdskraft til færdiggørelsen af møblerne. 

Er Rud. Rasmussens udvikling indtil 1950 forholdsvis typisk indenfor møbelbranchen, er 

situationen i den næste periode en væsentlig anden. En øget industrialisering af branchen i 

takt med at eksporteventyret tager fart, inddragelsen af nye materialer og – i de seneste 20- 

30 år - en delvis udflytning af produktionen til mindre løntunge lande, har betydet at 

produktionen af klassiske arkitekttegnede træmøbler i dag kun foregår på 5-6 fabrikker i 

landet, der typisk har rettighederne til bestemte arkitekters møbler. Rud. Rasmussen har 

Mogens Koch og Kaare Klint, PP Møbler og Carl Hansen i Odense laver Wegners møbler, 

Fredericia Stolefabrik har Børge Mogensen og P. Jepsen i Store Heddinge, Ole Wanchers 

møbler. Resten af branchen producerer enten møbler i andre materialer eller med mindre 

udprægede krav til håndværket på det enkelte møbel. Et godt eksempel på det første er Fritz 

Hansens Møbelfabrik, der tidligere også satsede på designede træmøbler, men som i 1930’erne 

indgik samarbejde med Arne Jacobsen. Succes med stole som Myren (fra 1952) med metalben 

og fremstillet af lamineret, dampbøjet træ fik virksomheden til at gå bort fra produktionen af 

”rene” træmøbler og i stedet koncentrerer sig om denne nye produktion. 59 I dag har 

virksomheden 215 medarbejdere og er en del af et større holdingselskab. Et eksempel på det 

sidste er Tvillum Møbelfabrik, der er omtalt i billedteksten nedenfor. 60 

59 Myren blev også kaldt Danmarks første fuldt industrialiserede møbel, idet samtlige dele kunne fremstilles og 

overfladebehandles maskinelt. 

60 Møbelindustrien i Danmark består i dag af ca. 400 virksomheder, der tilsammen producerer møbler for ca. 19,4 mia. 

DKK (2006). Dansk møbelindustri beskæftiger ca. 16.900 personer, og foreningen af avanceret teknologi og høj faglig 

kompetence bevirker, at produktiviteten i branchen er endog meget høj. I forhold til indbyggertallet er dansk 

møbelproduktion og -eksport førende i verden. 83 % af produktionen (= 16,1 mia. DKK i 2006) eksporteres, hvilket 

gør møbelindustrien til det sjettestørste eksporterhverv i dansk industri. 

Dansk møbelproduktion fordeler sig på tre hovedsegmenter: 

Boligmøbler udgør hovedparten af Danmarks møbelproduktion. Blandt specialerne er møbler til børne- og 

ungdomsværelser, soverum, spisestuer, hjemmekontorer o.s.v. Saml-selv møbler og plademøbler er andre 

kompetenceområder, og inden for massivtræ-møbler i f.eks. bøg, ask, teak og fyrretræ hører danske producenters 

udbud til blandt verdens førende. 

Erhvervs- og kontraktmøbler fra Danmark efterspørges af professionelle arkitekter, bygherrer og driftsherrer 

verden over, når det gælder indretning af arbejdspladser, institutioner og offentlige rum. 

Designmøbler har siden 1950'erne og frem markeret Danmark som frontnation på den internationale møbelscene. 

Designklassikere af kendte arkitektnavne og en ny generation af innovative møbelformgivere sikrer i forening, at 

denne fornemme position til stadighed fastholdes og fornyes. 

Derudover rummer dansk møbelindustri en betydelig produktion af køkkenelementer, ligesom underleverandør- 

fremstilling af møbelkomponenter er en væsentlig facet af branchen. Dansk møbelindustri har i de senere år 


24

Kontrasten til Rud. Rasmussen: Tvillum Møbelfabrik ved Faarvang i Nordjyllland har over 800 

ansatte. Fabrikken er en del af et større kompleks af danske møbelfabrikker, der i dag ejes af 

det amerikanske Masco Corporation, en af verdens førende producenter af gør-det-selv- 

produkter og byggematerialer. Møbelproduktionen er baseret på spån- eller MDF-plader, der 

er beklædt med folie, melamin, print eller lakeret. Møblerne leveres som samlesæt i kasser 

som det også kendes fra IKEA. Sammen med søsterfabrikken Scanbirk fremstilles her 

tilsammen 16 mil. møbler om året. Det er ikke kun produktionen af plademøbler, der i dag 

ofte foregår i store etplansbygninger som denne. Også den finere møbelproduktion er, 

ligesom den øvrige industri, i stor stil overflyttet til fabrikshaller i udkanten af byerne siden 

1950erne. 61 

outsourcet dele af produktionen til underleverandører og egne produktionsfaciliteter i lavtlønslande. Desuden købes 

en række komponenter og færdigmøbler i udlandet til videresalg. Kilde: Foreningen Dansk Møbelindustri; 

www.danishfurniture.dk 

61 Starten på udviklingen af en ny produktion var oprettelsen af FDB’s møbelfabrik under Børge Mogensen samt Fritz 

Hansens fabriks omdannelse i forbindelse med produktionen af Arne Jacobsen-stole, se Andresen 1996, p. 102ff samt 

108f. 


25

V. Anvendelse af bygningerne 

En mere systematisk gennemgang af bygningen findes i bilaget. Her skal de vekslende 

funktioner og lejere i huset gennemgås i overblik. 

Forhuset fra 1894-95 har fra starten og frem til i dag haft butikker i stuen (og senere også 1. 

sal) ud mod Nørrebrogade, mens der har været indrettet boliger i resten af bygningen. De 

første lejere tilhørte det bedrestillede borgerskab. I 1896 var der foruden Groule og Rud. 

Rasmussen selv tale om en eksportør, to fabrikanter, en bogtrykker, en læge, to 

manufakturhandlere samt en stenhuggermester og en snedkermester. Hovedparten af lejerne 

havde enten værksteder i baghusene eller butikker i stuen. 

Stueetagen ud mod Nørrebrogade har siden haft skiftende anvendelse. Nogle år efter 

indflytningen i 1876 blev det ældre 2-etagers forhus og en del af sidehuset først brugt som 

udstillingslokaler for Rud. Rasmussens og Groules Møbelmagasin, mens der i den lange 

gennemgang fra gaden til gården lå: J. S. Schmidts cigarforretning, A. Nielsens 

manufakturhandel, Bang og Gjerulffs (senere Efts.) materialist og J. C. F. Hjorts 

sadelmagerbutik m. værksted i gården. Som det fremgår af billedet var der i begyndelsen af 

1890erne også en Café og Ølhalle på hjørnet mod Nørrebrostræde. 

Nørrebrogade på hjørnet af Nørrebrostræde, ca. 1890 

Efter opførelsen af det nye forhus blev butikslokalerne ud mod Nørrebrogade interessante for 

nye lejere. Rasmussen og Groule rykkede udsalget ind i gården, mens butikslokalerne 


26

udlejedes til Magasin Du Nords Nørrebro afdeling, Nørrebros Herreekviperingshandel, De 

danske Dampsennepsfabrikker og Axel Lundhs kaffehandel. Efterhånden overtog Magasin du 

Nord hele underetagen, der efter Anden Verdenskrig blev overdraget til A/S Rørkærs 

Magasiner. Rørkær bliver omkring 1970 overtaget af tøjkæden Regent, der driver forretning 

frem til slutningen af 1990erne. I dag er 1. salen indrettet til lokaler for Københavns Design- 

og Modeskole, mens stueetagen er opdelt i en række mindre butikslokaler, der bl.a. benyttes 

af frisørkæden Capaldi. 

I værkstedsbygningen og nogle af de øvrige ældre bygninger bag forhuset var desuden 

indrettet malerværksted, stenhuggerværksted, skrædderi og billedskærerværksted, 

sidstnævnte drevet af E. T. Wiese, der hovedsageligt udførte arbejde for Rasmussens og 

Groules møbelfabrikker. Tilsvarende var der tilknyttet drejere, snedkermestre og tapetserer, 

der enten har været ansat af de to ejere eller har fungeret som underleverandører til 

møbelproduktionen. Det er vanskeligt ud fra kilderne at sige noget nærmere om forholdet 

mellem hovedvirksomheden og de øvrige møbelrelaterede virksomheder i ejendommen, men 

om billedskærerværkstedet hedder det i Berg 1919, at det ”omkring 1880 beskæftigede 4 à 5 

billedskærersvende”, 62 givetvis under Wieses ledelse. Dette har altså været en integreret del af 

virksomheden. 

Gennem hele perioden har en vekslende række af småindustrier haft til huse i baghuse og 

værksteder. Et par nedslag giver et indtryk af kontinuitet og forandring i den erhvervsmæssige 

aktivitet i ejendommen. De nævnte virksomheder er foruden Rud. Rasmussen og J. C. Groule 

(sidstnævnte indtil 1930). 

1886: 

62 Berg 1919. 

Sadelmager J. C. F. Hjort 

Snedkermester Petersen 

Snedker Jørgensen 

Brødr. Henze Skrueboltefabrik 

E. T. Wiese Billedskærer 

Tapetserer R. Kunkel 

Skrædermester J. Reidl 

Malermester H. R. Buch 

Tøjmager J. M. Dühring 

Murermester H. P. Larsen 


27

1906: 

Billedskærer E. T. Wiese 

Malermester N. P. Petersen 

Københavns Damp-Trædrejeri 

Drejermester D. A. Tulinius’ Eftf. 

1914: 

Billedskærer E. T. Wiese 

Københavns Damp-Trædrejeri 

Drejermester G. W. Rønning 

J. Jensen Rammefabrik 

Skandinavisk Skotøjsfabrik 

H. Hansen Æskefabrik 

1922: 

Billedskærermester E. T. Wiese og Søn 

Drejermester G. W. Rønning 

Dekupør Kai Larsen 

H. Hansen Æskefabrik 

L. Anderson Skotøjsfabrik 

I 1930 er det kun E. T. Wiese og Søn samt Ludvig Andersons Skotøjsfabrik, der har værksteder 

ved siden af Rud. Rasmussen og i 1940 og 1950 alene Ludvig Anderson Skotøjsfabrik. Desuden 

er der i perioden fra 1928 til 1980 en tankstation på grunden ud mod Stengade. 

Skotøjsfabrikken var under krigen underleverandør til en anden skofabrik i en tilstødende 

ejendom. Denne leverede til besættelsesmagten og L. Andersons skotøjsfabrik udsættes af 

denne grund for sabotage i september 1943. På et tidligere møde i ejendommen har den 

yngre Rud. Rasmussen ellers spurgt til døgnbevogtning af fabrikken og til om fabrikken sælger 


28

til besættelsesmagten, hvortil L. Anderson bl.a. replicerer, at han ikke har råd til 

døgnbevogtning. 63 

1960: 

Ludvig Andersons Eftf. Skotøjsfabrik 

Globe Sko A/S 

1970: 

Fabrikant K. Zachariassen 

P. Knudsen Skindbeklædning 

1980: 

Scanply International Wood Products Aps 

1990: 

63 Ejendommens mødeprotokol for årene 1943-44 

Værkstedsbygningen fra 1911 efter sabotagen. 


29

Andersen og Berner, Hattemagerværksted 

2000: 

Andersen og Berner, Hattemagerværksted 

H. P. Hansen og Søn, Snedkerværksted 

Udviklingen er ganske typisk for den københavnske baggårdsindustri i brokvartererne. 64 I 

slutningen af 1800-tallet opførtes værkstedsbygninger og baghuse, som i de første årtier 

oplevede en hyppig udskiftning af små virksomheder med nogle enkelte stabile virksomheder 

koncentreret om hovedaktiviteten i den pågældende gård, i dette tilfælde snedkeriet. I 

1920erne og 30erne ”satte” virksomhederne sig og udskiftningen blev mindre hyppig, selvom 

den stadig forekom. Samtidig blev antallet af virksomheder indsnævret. I denne gård 

koncentreredes produktionen om træmøbler og sko, andre steder kunne der være tale om 

f.eks. maskinværksteder, klædeproduktion eller bilreparation. Den mere forurenende 

produktion, så som støberier og garverier, der også i begyndelsen kunne findes i baghusene, 

flyttede i denne periode ud af boligkvartererne. 

Den stabile situation med kombineret sko- og møbelproduktion fortsatte indtil midten af 

1960erne, hvor den hjemlige klæde- og skoproduktion blev urentabel. Mange af de mindre 

fabrikker inklusive Globe Sko/Ludvig Andersons Eftf. drejede nøglen om i denne periode. 

VI. Organisation og arbejdsliv 

I dag er det meste af fabriksbygningen i Nørrebrogade 45 domineret af Rud. Rasmussens 

Snedkerier. Frem til midten af 1960erne brugte firmaet kun kælder, stueetage, 1. sal og en del 

af 2. sal, mens de øvrige lokaler var lejet ud til andre former for produktion, fortrinsvis 

skotøjsfabrikation. Men i de sidste godt 40 år har værkstederne næsten udelukkende været 

anvendt af Rud. Rasmussen selv. I dag kun suppleret med et hattemagerværksted, der er 

placeret på 4. sal og et andet snedkerfirma, der udfører opsætning af møbler hos Rud. 

64 Planlægningen af den industrielle bygningsmasse i en dansk kontekst synes i tiden frem til 1890 at have 

koncentreret sig om at tilpasse bygningerne til den konkrete produktionsproces. Der var, med få undtagelser, endnu 

ikke tale om planlægning i større stil i form af udlægning af egentlige industrikvarterer eller specielle anlæg, hvor den 

samlede produktionsproces var tænkt ind i bygningernes placering i forhold til hinanden. I perioden 1890-1940 sker en 

gradvis ændring på dette område, først med enkelte områder, som den nye Frihavn, Islands Brygge og B&Ws 

skibsværft. Siden i form af mere principiel indtænkning af industriområder i byplanlægningen. Se Jørgensen 2007, p. 

83ff. 


30

Rasmussens kunder og har værksteder i stuen og på 1. sal til venstre. Den ældre 

værkstedsbygning fra 1876 ud mod Stengade er indrettet som kontorer og showroom. 

Arbejdets gang 

Arbejdet kan i dag opdeles i fire hovedfaser: a) Udvælgelse og tørring af træ, b) 

udskæring, fræsning og limning, c) slibning og lakering samt d) samling, polering, 

finish og evt. polstring. 65 

a) Udvælgelse og tørring af træ 

Fremstillingen af træmøbler starter allerede ved udvælgelsen af træet, der foregår ude på 

savværkerne. Lagerforvalter Steen Lauridsen har ansvaret for denne del af processen og for 

opmagasineringen og tørring af træet i kældrene. Efter udvælgelse ligger træet imidlertid først 

til tørring på savværkerne, hvor det kan ligge i 1-3 år alt efter træets art og fugtighed. 

Herefter kommer det ind til Rud. Rasmussen, hvor det enten lægges til lufttørring i den 

opvarmede kælder i 1-2 måneder eller skæres ud og går direkte i tørreovnen i et par timer 

med henblik på øjeblikkelig produktion. Tørreovnen bruges primært til træet til Koch-reolerne, 

der er i firmaets hovedproduktion. Man laver typisk en 80-90 reoler af gangen imellem 15 og 

20 gange om året. Så store mængder træ er der ikke plads til at lufttørre i kælderen, hvorfor 

den hurtigere, men også dyrere løsning med ovnen benyttes. SL fortæller herom: 

”I maskinsnedkeriet skæres de indkomne planker [fra savværket] fri for fejl og cuttet op i de 

længder, vi skal bruge. Dvs. de fjerner barkkanter, marv, splint (det træder, der sidder lige 

under barken, som regel ormædt mv..) Når det er skåret kommer det ned i kælderen, 

hvorefter hele partiet tørres i tørreovnen.” ¨ 

65 Afsnittet er baseret på interview med nuv. ejer og leder Jørgen Rasmussen, tidligere håndsnedker Flemming Folking, 

lagerforvalter Steen Lauridsen og håndsnedker Dennis Klitgaard samt på deltagerobservation. 


31

Rør til videreføring af overskudsvarme fra dampkedlen. Røret føres under podier til 

lufttørring af træet i værkstedsbygningens kælder. På den måde udnyttes overskudsvarmen. 

Foto: Københavns Bymuseum. 

Det er som sagt fortrinsvis til Koch-reolerne, at tørreovnen anvendes. Det træ, der ligger til 

lufttørring i kælderen anvendes til stole, borde, sofaer, m.m., hvoraf der som regel fremstilles 

færre af gangen. For stolenes vedkommende typisk 18 eller 24 ad gangen og ofte efter 

bestilling. Lagerforvalteren har en vigtig opgave med at sikre, at kælderen hele tiden rummer 

forskellige træsorter, der er klar til brug, så alle bestillinger så vidt muligt kan imødekommes. 

Moden vedr. træsorter skifter ofte. SL fortæller: 

”Træsorterne bestemmes af markedet, af moden havde jeg nær sagt. Det sker hele tiden. 

Lige pludselig så kan en træsort gå i stå. F.eks. teaktræ, for nogle år tilbage, 6-7-8 år siden. 

Der var det helt op at ringe. Du kunne slet ikke skaffe det. Vi kunne næsten ikke følge med. 

Hvor nu, da er det sådant mere jævnt. Oregon-pine var det samme… hvorimod med mahogni, 

og til en vis grad egetræ, det er det mere jævnt, det kører hele tiden.” 

b) Udskæring, fræsning og limning 

Efter endt tørring går træet til maskinsnedkeriet i stuen, hvor træet til reolerne skæres i lister i 

den passende længde, idet bredden må tilpasses efter, hvor meget der er skåret fra. Listerne 

firesidehøvles og går derefter til limning. Også her kræves erfaring og et særligt øje, idet 

listerne limes sammen, så de danner et billede eller et mønster. Der er altså ikke bare tale om 

rutinearbejde, men om en saglig vurdering af linjer og farver i hvert enkelt træstykke. En 

reolside består typisk af mellem 2 og 6 stykker træ alt efter kvaliteten af det træ, man har 


32

fået. I maskinværkstedet foretages også andre arbejder som gratning, 66 fræsning og 

sinkning. 67 De fleste af disse arbejder laves i dag ved hjælp af computerstyrede CNC-maskiner, 

der kan udskære træet præcist og lave flere arbejdsgange samtidig. 68 

CNC-maskinen overvåges under arbejdet. Foto: Københavns Bymuseum. En film af maskinen i 

arbejde findes som bilag. 

c) Slibning og lakering 

Når arbejdet i stueetagen er afsluttet går møbeldelene - der er nummererede allerede under 

limningen, så de enkelte dele hele tiden kan ”følges” gennem bygningen – til slibning og 

lakering på 1. salen, hvor der opstillet slibemaskiner og indrettet lakeringsfaciliteter med 

udluftning og afskærmning. Her foregår typisk den første slibning, mens mellemslibning 

66 Grat= fure med skraat indadgaaende sider (not, skraafals), der dannes i træstykke, for at et andet stykke træ (fx. 

en hylde) kan føjes ind deri. Ordbog over det Danske Sprog, www.ordnet.dk 

67 En sinkemaskine laver de tapper, der bruges ved sammenføjning af træstykker. Tidligere foregik dette arbejde på 1. 

salen. 

68 CNC= Computerized Numerical Control. Maskinerne giver også mulighed for at perfektionere kendte, men 

vanskelige løsninger i forhold til samling og konstruktion, se bl.a. reportage i Politiken Søndag, 10-2-2008, hvor 

anvendelsen af CNC-maskine til optimering af en vanskelig samling i Wegners ”The Chair” hos PP Møbler i Allerød 

omtales. 


33

(slibning mellem hver lakering) foregår i håndsnedkeriet. Er der meget travlt kan det dog godt 

ske i lakeringsrummet. På 1. salen laves også tapper og taphuller samt forskellige udskæring i 

f.eks. skabslåger o. lign. Slibning og lakering sker i 2-3 omgange og træet går i denne proces 

nogle gange frem og tilbage mellem håndsnedkeriet på tredje og lakeringsrummet på første 

sal. Hylder og indersiden af reoler skal naturligvis gennemgå processen før samling, mens 

overflader på borde og reoler venter til efter. 

d) Samling, polering og finish 

I håndsnedkeriet på 3. sal samles de lakerede dele og man laver de sidste detaljer på møblet. 

Snedker Dennis Klitgaard fortæller om arbejdet: ”vi får nogle emner op, der er mere eller 

mindre bearbejdede og så står vi og tilpasser lidt og limer sammen og sørger for de er i vinkel 

osv. pudser og sørger for det er pænt og glat. Vi lægger også nøglerør og hængsler i til 

skabene. Det er sådan noget detailarbejde. Men det skal jo se ordentligt ud, så det kræver en 

del koncentration.” Derefter går møblerne til lak og mellemslibning som beskrevet ovenfor. 

Også skal der poleres. ”Efter den har fået den sidste gang lak, så skal den poleres med lidt 

sandpapir og noget ståluld, hvor man ligesom matterer den og får nogle gode lige strøg 

igennem møblet. Til sidst får den noget optørringsolie, der får den til at hærde op.” 

Er det tale om en sofa eller en polstret stol, går møblet afslutningsvis til polstringen oppe på 

fjerde sal. 

Ledelse og arbejdsliv 

Virksomheden har i hvert fald siden Anden Verdenskrig været præget af en temmelig flad 

organisationsstruktur. En ældre medarbejder, der var ansat i virksomheden fra 1947 til 1989 

fortæller, hvordan han, allerede da han kom ind i virksomheden, var overrasket over de 

afslappede former, der herskede på stedet. Man sagde ikke ”De” til sine ældre kollegaer og i 

det hele taget var det lidt, som at komme ind i en familie. Netop sammenligningen med en 

familie er tilbagevendende for flere af de interviewede, der har været i virksomheden længe. 

Som én siger: ”De gamle medarbejdere, de kunne jo ligeså godt have overnattet herinde af og 

til.” Så stærkt var de bundet til virksomheden. I dag er båndet til virksomheden måske knap 

så stærkt, men der er stadig en meget flad struktur. Der er og har naturligvis hele tiden været 

en overordnet virksomhedsleder fra Rasmussen-familien (i dag Jørgen Rud. Rasmussen) samt 

en driftsleder og nogle ledere af de enkelte afdelinger, men tilrettelæggelsen af arbejdet var 

og er uddelegeret til den enkelte snedker. Uddannelse af lærlinge er et kapitel for sig, og i en 

periode har der ligefrem været indrettet en speciel lærlingeafdeling med 8-10 lærepladser. 

Afdelingen var indrettet på 2. sal og på grund af lærlingenes unge alder (15-16 år), var det 

nødvendigt med en mere stram styring her. I dag er de folk, man får i lærer gerne i 

begyndelsen af 20erne og de indgår derfor mere naturligt i arbejdet i afdelingerne. Snedkerne 

har stadig i udstrakt grad et selvstændigt ansvar for tilrettelæggelsen af arbejdet, ligesom der 

er en stor alsidighed i opgaverne. Den enkelte snedker står ikke med den samme type arbejde 


34

i månedsvis. Der veksles hyppigt i møbeltyper og opgaver, så alle snedkere har en alsidig 

indsigt i vareudvalget og kan hjælpe til ved store samlede ordrer. 

Et andet gennemgående træk i virksomhedens historie er ejernes deltagelse i produktionen. I 

perioder, hvor ledelsen har været delt mellem flere, f.eks. ml. Aage og Erik Rasmussen i tiden 

1955-1979, har der også været en deling af funktioner, 69 men den del af ledelsen, der 

beskæftigede sig med driften har hele tiden færdedes i værkstedet og deltaget i produktionen. 

Formålet har naturligvis også til en vis grad været tilsyn med arbejdet. Når ledelsen som regel 

også boede i ejendommen, var det jo mulighed for med jævne mellemrum at gå igennem 

værkstedet og følge arbejdet. Men det fremhæves, at ledelsesstilen ikke er og har været hård, 

men i højere grad går på inddragelse af medarbejderne i tilrettelæggelsen af arbejdet. 70 

Historisk afspejler ledelsesstilen sig flere steder. I erindringsmaterialet findes således 

eksempler på at medarbejdere har lånt penge hos ledelsen, ligesom man i en periode bar over 

med en svensk billedskærers alkoholisme p.g.a. hans store faglige dygtighed. 71 

Sammenlignet med andre virksomheder, er det grundlæggende harmoniske forhold indbyrdes 

mellem medarbejderne og mellem medarbejdere og ledelse iøjnefaldende. 72 Årsagen til 

harmonien (som sikkert ikke altid har været helt så entydig, som det er fremgået af de udførte 

interviews og indsamlede erindringer) skal sikkert findes dels i den fælles faglige baggrund, 

dels i det udprægede gensidige afhængighedsforhold mellem virksomheden og dens 

medarbejdere. Afhængigheden er indenfor branchen blevet institutionaliseret, fortæller en 

medarbejder. ”I krisetider, som der f.eks. herskede i begyndelsen af 1980erne, var det sådan, 

at man frem for at fyre medarbejdere, hellere kollektivt nedsatte arbejdstiden med f.eks. én 

dag, som de ansatte så måtte hente dagpenge for. Denne ordning var både et krav fra 

fagforeningen, men også i tråd med virksomhedens interesser, der så ikke skulle uddanne nye 

folk, når tiderne igen blev bedre.” 73 

69 Idet Erik Rasmussen, der var uddannet civilingeniør, væsentlig stod for økonomistyring og salgsarbejde, mens Aage 

Rasmussen varetog den daglige ledelse af værkstederne, hvor han havde været ansat siden 1935. Allerede fra 1944 

indtrådte de efter deres faders død i ledelsen sammen med onklen, Victor Rasmussen. 

70 Interview med medarbejdere, udført januar 2008. 

71 Lån af penge omtales i Aage Rasmussens utrykte erindringer; historien om den svenske billedskærer, se Berg 1919. 

72 I undersøgelser af store arbejdspladser med mange faggrupper, som B&W og DSBs Centralværksted fremstår 

gruppering og afgrænsning i forhold til fag og politisk overbevisning, som vigtige brudflader i forhold til konflikter og 

daglige relationer, hvorimod en specialiseret virksomhed som Rud. Rasmussen har været domineret af én faggruppe, 

møbelsnedkerne. Der har dog tidligere været en tendens til, at man blandt håndsnedkerne så lidt ned på 

maskinsnedkerne, fortæller én informant. Men tendensen er forsvundet i takt med at maskinparken og dens betydning 

for den samlede produktion er vokset, ligesom også den know-how, brugen af de avancerede maskiner kræver, er det. 

73 Fra interview af medarbejdere, udført i januar 2008. Behovet for at holde på (den dygtigste del af) arbejdskraften er 

et gennemgående træk ved branchen. Jf. Andresen, 1996, p. 135f. 


35

Personalefoto fra sommerskovtur, ca. 1920. Den årlige sommerskovtur var gennem det meste 

af 1900-tallet en fast tradition i virksomheden, men er i dag gået af mode. I stedet laver man 

andre fællesaktiviteter, som f.eks. bowling. 

Der har dog også været forandringer gennem de næsten 140 år, virksomheden har eksisteret. 

Både når det gælder arbejdet, arbejdslivet og organisationen. Efter afskaffelsen af 

dampkraften har man ikke længere brug for en maskinpasser, der skovler kul, brænde og 

spåner ind i kedlen i kælderen. Der er heller ikke længere behov for den samme 

opfindsomhed, når det gælder udviklingen af nye maskiner. 

I Rud. Rasmussens historie optræder en værkfører ved navn Villads Nielsen, der var ansat i 

firmaet fra 1891 til 1944. Han var med til at indkøbe og tilpasse en stor del af firmaets 

maskiner, bl.a. en sinkemaskine, som anvendtes i forbindelse med produktion af møbler til 

Københavns Rådhus i 1905. Siden hen fik han en rolle som en virksomhedens Ole Opfinder, 

der – ved siden af det daglige arbejde - konstant arbejdede med udvikling af ny teknologi – 

enten via ombygninger af indkøbte maskiner, som derved tilpasses virksomhedens særlige 

behov eller ved egne opfindelser. En del af opfindelserne tog han patent på og fik i produktion 

via en maskinfabrikant. 74 

74 Andresen 1996, p. 27 med noter. 


36

Villads Nielsen (med skægget) og ansatte fra Rud. Rasmussens Snedkerier på besøg på den 

svenske maskinfabrik Jonsered i 1949. Herunder fotos af to af Villads Nielsens 

maskinmodeller, henh. 

Nutidens computerstyrede maskiner kan lettere tilpasses den enkelte virksomheds behov. Til 

gengæld kræver det også mere uddannelse at betjene de avancerede maskiner. Selvom 

udviklingen af maskinparken ikke har været eksplosiv, er effektiviteten alligevel gradvist blevet 

øget, således at man i dag kun er 5-6 mand ud af 32 beskæftiget ved 30 maskiner, mens 

tallene i 1932 var 9 ud af 50 ved 18. 

Også transporten har ændret sig væsentligt. Aage Rasmussen fortæller i sine erindringer om 

begyndelsen på samarbejdet med Kaare Klint og leveringen af montrerne til museet (han var 

da 13-14 år): 

En dag blev jeg kapret af Onkel Victor til at staa i porten til værkstedsbygningen og passe på 

de nye montre til Kunstindustrimuseet. De skulle leveres og der var problemer, for glassene 


37

var tilbøjelige til at slå revner. Vognen var kørt ind med et læs og nu var der kørt et læs til 

ned i porten og det skulle jeg passe på. De montre blev begyndelsen til samarbejdet med 

Kaare Klint.” Aage Rasmussen fortæller videre, at montrearbejdet blev delt med 3 andre 

københavnske snedkerier og at det især var udførelsen af stolene til museets foredragssal, 

der blev skelsættende for virksomheden. 75 

I dag varetages transporten af træ og møbler ikke længere med virksomhedens egne (heste- 

eller håndtrukne) vogne, men af hyrede vognmænd. Hvornår skiftet sker, har der ikke i dette 

tilfælde været kilder til at slå fast, men formentlig i årtiet efter Anden Verdenskrig. 

Andre erindringer er også meget sigende for den overgangsfase virksomheden befandt sig i 

1930erne. På den ene side samarbejdede man med Kaare Klint om fremstillingen af moderne 

møbler til et nyt, hypet museum, på den anden side stammede en fast del af virksomhedens 

indtægter fra maskinarbejde, som man udførte for andre snedkere. 

Jeg lærte meget af det alt sammen, også det med at hente maskinarbejde om formiddagen 

med arbejdsmand Køben og trækkevogn hele kvarteret rundt. Det var væsentlig 

høvlearbejde, men der kunne også være kehlearbejde og fræsearbejde til gelændersnedkeren 

i Sct. Hansgade. 76 

Citatet giver et fint billede af det lokale netværk, der på dette tidspunkt (slutningen af 

1930erne) fortsat var en vigtig del af virksomhedens eksistensgrundlag. I dag er forholdene 

lidt anderledes. I enkelte tilfælde har der også i nyere tid været behov for at supplere 

indtægterne fra salget af egne produkter med opgaver for andre snedkermestre, men det 

lokale netværk spiller langt fra den samme rolle som tidligere. Drejearbejdet, som indtil 1940 

blev udført af et drejeri med lejemål på grunden, foretages i dag hovedsageligt af en jysk 

virksomhed. Globaliseringen har endda ramt virksomheden i det små, idet de fleste beslag til 

Mogens Kochs foldestol nu fremstilles i Østen. Beslagene er dog foreløbig undtagelsen fra 

reglen. Hovedparten af såvel møbler som møbeldele fremstilles fortsat fra ende til anden på 

fabrikken ved Nørrebrogade. 

75 Aage Rasmussens erindringer, upubl. manus., en kopi findes på Københavns Bymuseum. 

76 D.o. 


38

Statistik: 

Ansatte, HK og maskiner i Rud. Rasmussen Snedkerier for udvalgte år 

Antal ansatte i 

produktionen 

1876 1898 1932 1944 1965 2008 

25-30* Ca. 50 45 45-50* 32 

HK, drivkraft 3-4 12-16 50 50 - off. 

elforsyning 

Maskiner, antal 5 7 18 18 23 30 

Kilder: Brandtaksationer for matriklen, LA samt Tarifforeningens taksationer, nr. 268, 

(desuden 6 i 

39 

administration 

og salg) 

- off. 

elforsyning 

Erhvervsarkivet. De med * angivne tal er mine estimater, på baggrund af antal høvlebænke, 

maskiner og andre arbejdspladser. Tal fra 2008 er baseret på oplysninger fra virksomheden. 

PDF Creator - PDF4Free v2.0 http://www.pdf4free.com

VII: De små og mellemstore virksomheder i den danske 

industrialiseringsproces 

Den kombination af bolig og industri, som præger grunden på Nørrebrogade, var karakteristisk 

for industrialiseringen af hovedstaden i 1800-tallets anden halvdel og begyndelsen af 1900- 

tallet. Kombinationen afspejlede nogle generelle træk ved den danske industrialiseringsproces, 

der bl.a. på grund af fraværet af store råstofforekomster blev præget af små- og mellemstore 

industrier, hvilket de mindre fabriksbygninger i baggårdene egnede sig fint til. Her var der nem 

adgang til arbejdskraft, transport og kundekreds. Og ved at anlægge virksomheden i den 

voksende storby, undgik den enkelte virksomhed større investeringer i infrastruktur. Desuden 

rummede bymiljøet også væsentlige muligheder for vidensdeling, hvilket yderligere styrkedes 

ved fagpolitiske og statslige initiativer, f.eks. oprettelsen af Teknologisk Institut i 1906, hvis 

formål bl.a. var styrkelsen videns- og teknologiniveauet i håndværket og den mindre industri. 

Efter 1950 blev man i stigende grad opmærksom på de problemer, kombinationen af boliger 

og industri gav bl.a. på sundhedsfronten og anlæg af nye industrianlæg blev henlagt til særlige 

industrikvarterer i byens randområder. De ældre virksomheder i brokvarternes baggårde 

overlevede dog helt frem til 1970erne, hvorefter saneringer og ændringer i markedet tvang 

mange af dem til at lukke eller flytte ud. Planer om adskillelse af industri og bolig fandtes 

naturligvis også før 1950erne. Allerede i slutningen af 1700-tallet planlægges de nye statslige 

manufakturer i ret tyndt befolkede områder i hovedstadens opland og der indrettes boliger for 

de ansatte i forbindelse med manufakturerne. Op gennem 1800-tallet opstår industrier dog 

fortrinsvis i forbindelse med byens almindelige vækst. Fra omkring år 1900 ser vi de første 

tilløb til egentlige planlagte industriområder. Det drejer sig især om opfyldt grund i Frihavnen, 

på Island Brygge og i Københavns Sydhavn. Idealerne om den funktionsopdelte by styrkes 

yderligere i forbindelse med funktionalismen og finder formelle rammer med byplanloven af 

1938. Det er dog først med den økonomiske vækst og transportrevolutionen efter krigen, at 

udflytningen af industrien fra boligområderne slår bredt igennem. De såkaldte flat-scapes, der 

er så typiske for byernes opland i 1950erne og 60erne skyldes mindst ligeså meget behovet 

for at tilpasse sig en ekspanderende lastbilstransport og udnytte mulighederne for produktion 

på billigere grunde, som det skyldes byplanmæssige bestræbelser. 77 

Den håndværksprægede baggårdsindustri kan ses som hovedstadens (og de øvrige danske 

byers) svar på landbrugets andelsbevægelse. Som bl.a. Peer Huul Kristensen og Charles F. 

Sabel har redegjort for, var håndværksfagenes stærke kontrol med industrialiseringen og 

udbredelsen af forlagssystemet et særtræk ved den danske industrialiseringsproces. Trods 

indførelse af næringsfrihed og forsøg på omstilling til masseproduktion, som f.eks. 

77 Jørgensen 2007; om flatscapes, se Sestoft 1979, p. 183ff.. 


40

industrimagnater som C. F. Tietgen og senere Socialdemokratiet var fortalere for, blev der i 

løbet af 1800-tallet dannet en række vigtige institutioner, der skulle fastholde 

håndværksfagenes kontrol over moderniseringsprocessen. 

Oprettelsen af Håndværkerforeningen i 1840 og Det Tekniske Selskab og Håndværkernes 

Læreanstalt i 1843 var vigtige skridt på denne bane, siden hen fulgt op af etableringen af 

Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Håndværk i 1880. Oprettelsen af Teknologisk 

Institut i 1906 - der udover at tilbyde kurser og fungerer som konsulent for håndværkere og 

små virksomheder også uddelte subsidier til indkøb af nye maskiner – var kulminationen på 

denne udvikling og stadfæstede håndværksfagenes indflydelse på industrialiseringsprocessen. 

Også de lokale håndværkerforeninger, der blev omdannet til fagforeninger i 1800-tallets anden 

del fik betydning for håndværkets dominans. Fagforeninger fik gennemført krav om ensartede 

lønninger og ensartede materialer i de enkelte brancher, og fik sammen med 

Industriforeningen og Fællesrepræsentationen presset en ny lærlingelov igennem i 1889, der 

de facto definerede nogle minimumskrav til uddannelsesniveauet for ansatte i de enkelte 

brancher. Loven kom således til at fungere som bolværk mod udpræget brug af ufaglært 

arbejdskraft. Mestre og svende kunne finde et fælles mål i kampen for at bevare fagets kontrol 

med arbejdet. 78 

Udviklingen var selvfølgelig ikke ens i alle brancher. I nogle fag betød mekaniseringen en 

fuldstændig erodering af grundlaget for at drive håndværk allerede i slutningen af 1800-tallet; 

det gjaldt f.eks. skomagere og tinsmede, der blev fuldstændigt udkonkurrerede af 

masseproducerede varer fra fabrikker i ind- og udland. I tekstil- og tobaksbranchen skabte 

indførelsen af billige maskiner og arbejdets forholdsvis simple karakter, der ikke krævede 

specielle kundskaber et putting-out system, der bestod af en overordnet producent og et 

system af hjemmearbejdende leverandører. 79 I andre brancher som maskinværksteder, 

metalforarbejdningsvirksomheder, trykkerier og møbelsnedkerier skabte overgangen til 

mekanisk produktion derimod vækst og jobmuligheder. Årsagen var bl.a., at arbejdet i disse 

brancher krævede betydelige faglige kvalifikationer, og at indførelsen af maskiner derfor ikke 

overflødiggjorde den faglærte arbejdskraft, men i stedet opkvalificerede den. Disse fag var 

typisk karakteriseret af en begrænset mulighed for at kapitalisere arbejdskraften ved at 

udskifte den dyre faglærte arbejdskraft med maskiner. 80 I stedet effektiviseredes arbejdet via 

rationalisering af arbejdsgangene på den enkelte arbejdsplads og gennem etablering af et 

78 Hull Kristensen og Sabel 1997, p. 368ff; Andresen 1996, p. 77ff 

79 Willerslev: Studier i Dansk Industrihistorie, pp. 97ff.; Hyldtoft 1984, p. 

80 Hyldtoft 1984, p. 288f; Hyldtoft og Johansen 2005, p. 236ff; Andresen 1996, p. 71-72 + henvisninger herfra. 


41

system af specialiserede underleverandører - i møbelfaget f.eks. drejere, finérfabrikker og 

kooperative savværker. 81 

Inden for forskningen i industrialiseringens betydning for arbejdsprocesserne har bl.a. Harry 

Braverman fremhævet, at industrialiseringen udhuler håndværket gennem den fragmentering 

af opgaverne, som er en del af produktionsformen. Fabrikkens indretning er som 

udgangspunkt hierarkisk og med en stram styring af arbejdsopgaverne fra ledelsesniveauet. 

Derved mister håndværkerne kontrol i form af den selvstændige tilrettelæggelse af arbejdet og 

den oprindelige helhed i arbejdet går tabt. På sigt skaber industrialiseringen altså, ifølge 

Braverman et videnstab; en dekvalificering af håndværket. 82 Andre forskere er uenige med 

Braverman, der kritiseres for ikke at tage højde for, at håndværket og den indbyggede viden i 

fagene ikke er statisk, men udvikler sig i takt industrialiseringen. Indførelsen af maskiner 

betød ikke automatisk en overgang til ensartet, monotont arbejde, som det ikke krævede 

nogen særlig uddannelse at udføre. Tværtimod krævede indførelsen af maskinkraft og nye 

materialer, at en del håndværkere skaffede sig viden om anvendelsen af disse. Det kræver 

f.eks. en indsigt at få en værktøjsmaskine til at fungere optimalt. I det hele taget er det 

karakteristisk for flere brancher, bl.a. maskinindustrien og også møbelindustrien, at indførelsen 

af maskiner ikke er en enkel lineær proces, men præget af masser af vanskeligheder, 

tilpasninger, m.v., der stiller store krav til de enkelte medarbejderes opfindsomhed. Den form 

for teknologisk indsigt og kreativitet, som f.eks. den ovenfor omtalte Villads Nielsen 

repræsenterede, var af stor betydning på små og mellemstore virksomheder indenfor de mere 

uddannelseskrævende produktionsfag. De ovenfor omtalte institutionelle initiativer virkede til 

at understøtte og udbygge den etablerede viden om teknologi og metoder i håndværket og 

den mindre industri. 

Pointen er - som allerede nævnt i indledningen til denne undersøgelse - at der er forskel på 

brancher, og at industrialisering ikke betyder det samme og foregår på samme måde indenfor 

alle brancher. Det skyldes ikke kun tilfældige modeluner eller branchehistoriske særheder, 

men er en strukturel forskellighed, der er forbundet med processerne i den enkelte produktion 

og med efterspørgslen. Tekstilindustri er en ting. Her foregår produktionen i relativt store 

serier på mange ensartede maskiner. Produktionen kan derfor foregå med udvidet brug af 

ufaglært arbejdskraft, idet produktet i meget høj grad kan standardiseres og ikke kræver 

særlig efterbehandling. Udførelsen af tegninger samt indretning og justering af maskiner kan 

foretages af en lille gruppe faguddannede, mens størstedelen af produktionsprocesserne ikke 

kræver nævneværdig uddannelse, når maskinerne er indstillet korrekt. Anderledes med 

81 Huul Kristensen og Sabel 1997, p. 370. Netop den udlagte drejervirksomhed fremgår tydeligt af udviklingen på den 

her behandlede ejendommen. Fra begyndelsen i 1876 er en separat drejervirksomhed indrettet i en af de ældre 

bygninger og rykker siden med ind i fabriksbygningen fra 1911. Først fra ca. 1940 udføres drejearbejdet udenfor 

ejendommen. 

82 Baseret på redegørelse hos Andresen 1996, p. 130-31 


42

maskinværksteder og snedkerier, hvis produktion foregår i mindre serier og ofte med 

individuelle tilpasningskrav fra kunden. Det stiller store krav til den tekniske og faglige indsigt 

hos den enkelte medarbejder. 83 Man kan i øvrigt med henvisning til Rosenberg i høj grad tale 

om teknologisk konvergens mellem de to brancher, idet mange værktøjsmaskiner og processer 

i begge brancher ligner hinanden. 84 Det gælder både drejebænke, fræsere, høvle, save og 

boremaskiner. Et andet fællestræk mellem maskinværkstederne og møbelsnedkeriet er den 

udbredte netværksdannelse, som skyldes, at det ofte har kunnet betale sig at gøre brug af 

hinandens specialer. Vi har allerede set, hvordan Rud. Rasmussen skar træ ud for ikke- 

mekaniserede snedkere, ligesom man i en længere periode havde tilknyttet såvel et 

billedskæreri som et drejeri på grunden. 

Konklusion 

Den håndværksprægede industri har som det er fremgået haft en central rolle i den danske 

industrialiseringsproces. Møbelindustrien har i den forbindelse særlig interesse – ikke kun fordi 

den repræsenterer et arketypisk eksempel på den fleksible produktionsform som efter 

fordismens krise er blevet genstand for fornyet interesse fra forskere og erhvervsfolk, men 

også fordi branchens historie er et væsentligt eksempel på betydningen af fænomener som 

branding, produktudvikling og tværfagligt samarbejde for markedsmæssig succes. At der den 

dag i dag findes virksomheder, hvis organisation og struktur er ændret ubetydeligt igennem en 

50-årig periode er et vidnesbyrd om den fleksible produktionsforms styrker. 

At Rud. Rasmussens Snedkerier fortsat virker i de bygninger, som firmaets grundlægger 

projekterede for over 130 år siden er dog en sjældenhed. I den vedlagte bygningsgennemgang 

er ejendommens historiske udvikling og nuværende bebyggelse gennemgået. Her suppleres 

den fremlagte analyse af virksomhedens historie, organisation og arbejdsliv med iagttagelser 

af specifikke bygningsmæssige sammenhænge og detaljer. 

Det er håbet, at foreliggende undersøgelse kan være med til at gøde en allerede voksende 

interesse for industrialiseringens processer og for industriens bygninger og anlæg. Og at den 

samtidig kan fungere som én i en række af helhedsorienterede afdækninger af disse anlægs 

karakter og værdi som arkitektonisk og historisk arvegods. 

83 Andresen 1996, p. 135ff. 

84 Rosenberg 1976. 


43

Litteratur 

Andresen 1996: Carl Erik Andresen: Dansk Møbelindustri 1870-1950. Århus 1996. 

Bauer 1887: Alfred Bauer: Snedkernes Tegneforening af 1837. København 1887. 

Berg 1919: R. Berg: Rudolph Rasmussen – et mindeskrift. København 1919. 

Braverman 1974: Braverman, Harry, 1974, Labor and Monopoly Capital: The Degradation of 

Work in the Twentieth Century, New York 1974. 

Brown 1982: Iben Brown: ”Thorvald Bindesbøll’s møbler – Deres stilistiske forudsætninger og 

placering i tiden” i Architectura, IV, København 1982, p. 81-116. 

Egholk 2006: Kirsten Egholk: ”Håndværkerbyen i Greve” i Fabrik og Bolig, 2006, s. 46-68. 

Frandsen 2007: Lise Frandsen: Af Banen – DSBs Centralværksted i København. København 

2007. 

Freeman og Loucä 2001: Freeman, Chris og Loucä, Francisco: As Times Goes By. From the 

Industrial Revolution to the Information Revolution. Oxford, 2001 

Hansen 2006: Per H. Hansen: Da danske møbler blev moderne: historien om dansk 

møbeldesigns storhedstid. Odense 2006. 

Haugsted 1994: Ida Haugsted: ”Den gode smag – Design og håndværk på Charlottenborg i 

1830’erne” i Meddelelser fra Thorvaldsends Museum, 1994. 

Hull Kristensen og Sabel 1997: Peer Hull Kristensen og Charles F. Sabel: ”The small-holder 

economy in Denmark: the exception as variation” i Charles F. Sabel og Jonathan Zeitlin, red.: 

World of Possibilities – Flexibility and Mass Production in Western Industrialization. Cambridge 

1997. 

Hyldtoft 1984: Ole Hyldtoft: Københavns Industrialisering 1840-1914. Herning 1984. 

Hyldtoft 1996: Ole Hyldtoft: Teknologiske forandringer i dansk industri 1870-1896. Dansk 

industri efter 1870, bd. 4. Odense 1996. 

Hyldtoft og Johansen 2005: Ole Hyldtoft og Hans Chr. Johansen: Teknologiske forandringer i 

dansk industri 1896-1972. Dansk industri efter 1870, bd. 7. Odense 2005. 

Isacson 2002: Isacson, Maths: “Tre industrielle revolutioner?” i Industrialismens tid. 

Ekonomisk-historiska perspektiv på svensk industriell omvandling under 200 år; eds. Maths 

Isacson og Mats Morell, Stockholm 2002, p. 11-28. 

Jepsen 1994: Anton Jepsen: Danske snedkermøbler gennem 125 år. Udg. Af Rud. Rasmussens 

Snedkerier, København 1994. 

Jul Nielsen 1997: Niels Jul Nielsen: Tuborg – Arbejdsliv og Dagligdag 1955-95. København 

1997. 


44

Jørgensen 2006: Caspar Jørgensen: The Industrial Landscape of Denmark 1840-1970. Paper 

presented at the 2006 TICCIH conference, Italy. 

Jørgensen 2007: Caspar Jørgensen: ”Rational Planning as a Sign of Modernism” i Industry and 

Modernism – Companies, architecture and identity in the Nordic and Baltic countries during the 

high-industrial period. Helsinki 2007. 

Kanigel 1999: Robert Kanigel: The One Best Way: Frederick Winslow Taylor and the Enigma of 

Efficiency. New York 1999. 

Lamoreaux, m.fl. 2003: Naomi R. Lamoreaux, Daniel M.G. Raff, and Peter Temin: “Beyond 

Markets and Hierarchies: Towards a New Synthesis of American Business History”. American 

Historical Review, 2003. 

Maddison 1991: A. Maddison: Dynamic Forces in Capitalist Development. Oxford 1991. 

Mosse 1975: George L. Mosse: The nationalization of the masses – political symbolism and 

mass movements in Germany from the Napolonic Wars thorugh the Third Reich. New York 

1975. 

Møller 1969: Viggo Steen Møller: Rud. Rasmussens Snedkerier 1869-1969, København 1969. 

Palmer og Neaverston 1998: Palmer og Neaverson: Industrial Archeology – Principles and 

Problems. London 1998. 

Perez 2002: Carlota Perez: Technological Revolutions and Financial Capital. Cheltenham, UK, 

2002. 

Piore og Sabel 1984: Piore, M. J. og Sabel, Charles F.: The Second Industrial Divide: 

Possibilities for Prosperity. New York, 1984. 

Rosenberg 1976: Rosenberg, Nathan: Perspectives on technology, Cambridge 1976 

Rømer 1992: Mike Rømer: ”Håndværkets Hævd” i Arkitekten 18, 1992, p. A348-50. 

Sestoft 1979: Industriens Bygninger, bd. 2 i serien Danmarks Arkitektur. København 1979. 

Sørensen og Torfing 2000: Eva Sørensen og Jacob Torfing: Kompetenceudviklingen i Danmark, 

Research Paper, nr. 4/00. Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde 

Universitetscenter 2000. 

Taylor 1911: Frederick Winslow Taylor: The Principles of Scientific Management. New York 

1911. 

Trinder 1982: Barrie Trinder: The making of the industrial landscape. London 1982. 

Willerslev 1952: Richard Willerslev: Studier i Dansk Industrihistorie 1850-1880, København 

1952 

Wood 1982: Stephen Wood: Degradation of Work: Skill, Deskilling and the Braverman Debate. 

London 1982 


45

Zeitlin og Sabel 1985: Zeitlin, Jonathan og Sabel, Charles F.: “Historical Alternatives to Mass 

Production: Politics, Markets and Technology in Nineteenth-Century Industrialization" i Past 

and Present, august 1985. 

Desuden er fundet oplysninger i: 

Byggesagsarkivet for Københavns Kommune (byggesager, Udenbys Klædebod Kvarter, 36h) 

Landsarkivet (brandtaksationer for Udenbys Klædebod Kvarter, 36h fra 1912-1947); 

Erhvervsarkivet (Tarifforeningens taksationer, nr. 268, 1898-1965); 

Rud. Rasmussens Snedkeriers eget arkiv (Ejendommens Mødeprotokol) 

Stadsarkivet, Syns- og taksationsforretninger over fast Ejendom 1712-1969, matr. 36h og j, 

Udenbys Klædebod kvarter. 

Uudgivne manuskripter indeholdende Fanny Rasmussens og Aage Rasmussens erindringer. 

Manuskripterne findes i kopi på Københavns Bymuseum. 

Illustrationer: 

Historiske illustrationer stammer dels fra Københavns Bymuseum, dels fra virksomhedens 

egen billedsamling. Nye fotos skyldes forfatterne. 


46

Undersøgelse af Rud. Rasmussens Snedkerier - Københavns ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?