Genteknologi_ _søgen efter det perfekte / ... Ved en kloning fjernes arvemassen fra et æg og derefter indsættes arvemassen fra den person eller det dyr som skal klones. Resultatet, når den befrugtede ægcelle begynder at <strong>del</strong>e sig, er en ny organisme med nøjagtigt samme gener som sin ene forælder. Reproduktiv kloning har til formål at få børn, der er en nøjagtig genetisk kopi af den ene forælder. foto: stone© 35
36 årsberetning 2000 Hvorfor elsker vi andre mennesker? Hvorfor elsker vi andre mennesker? Fordi de er smukke, perfekte og kloge? Eller fordi de har sådan en sjov samling hår på ryggen, der ikke burde være der? Eller et skævt mellemrum mellem tænderne, topmave, eller tynde, knoklede knæ? af forfatter merete pryds helle Når man går ud for at lede efter en at elske, leder man ofte efter det perfekte. Men straks opdager man, at denne perfekte mangler to fingre på venstre hånd, og hvad sker der? Som regel, at al ømheden man har i sig, tropper op som et kobbel hunde og løber lige ind i de manglende fingre, lejrer sig der; og hver gang man herefter får øje på dem, selv midt i et ophidset gammel-ægteskabeligt skænderi, mærker man sin kærlighed. Når talen er om fosterdiagnostik, forestiller man sig altid, at det vi mennesker stræber efter er det perfekte. Måske forestiller forskerne sig det også, og måske vil der komme flere og flere børn til verden, som mangler alle de skævheder, der får andre til at føle ømhed for dem. Ømhed er måske et besynderligt ordvalg i denne sammenhæng; vi plejer at bruge ord som kærlighed, omsorg, empati. Men for mig at se er ømheden den knage, kærligheden hænger på, og som har sine skruer sat ind de steder i et andet menneske, der ikke er perfekte. Så er der også de mennesker, der er på den anden side af ømheden, og det elskelige. De findes, når vi taler om fosterdiagnostik – de mennesker, man kan undgå fødes. Her taler vi ikke om dværge eller børn med Downs syndrom der ofte ligger og skøjter på den linje, hvor de føder ømhed, men så er så dårlige, at de er svære at elske. Man elsker jo sine børn, ikke? Men et autistisk barn med kromosomfejl, et barn der er dømt til at deformeres fra fødslen på grund af kromosomfejl, børn der er så dårlige at de hverken kan modtage eller give kontakt, skal de fødes? Det er et spørgsmål der er ubehageligt at stille sig, men som mange i dag allerede stiller sig, når de får svar fra en fostervandsprøve. Man skal også huske på, at disse børn ofte holdes kunstigt i live af den selvsamme avancerede teknik, der gør det muligt at gøre dem til aborter. Livet er jo en besynderlig meningsløs genstand og jo længere man når i livet, jo sværere bliver det at afgøre, hvad livskvalitet er – hvad der egentlig giver mening til et liv. For hvis min dags store begivenhed er et lysspil på væggen, en omfavnelse fra et andet menneske, så kan de dybt skadede menneskers liv jo være lige så meningsfyldt som mit. Hvis derimod mit liv giver mening ved at jeg bruger mig selv til det yderste intellektuelt eller fysisk, og en dag igennem yder og giver, og derved opnår en følelse af sammenhæng med det, der findes omkring mig, så er der ikke mening med de menneskers liv. De mennesker vi taler om, kan sjældent selv udtrykke deres mening, men mange af dem giver udtryk for li<strong>del</strong>se. Hvorimod mange børn med Downs syndrom, som allerede i dag ofte vælges fra i fosterdiagnostikken, har et liv, der giver mening for dem selv. Man kan så sige, at vi ikke kan bedømme, hvad kriteriet for et meningsfuldt liv er, og kun i nogle tilfælde, om et menneske lever på den ene eller den anden side af en tålelig smertegrænse. Man kan med den begrun<strong>del</strong>se tale imod fosterdiagnostik, og sige, at vi har brug for ømhed og menneskelige udfordringer – og at vi ønsker diversitet i tilværelsen. Vi skal jo heller ikke glemme, at menneskeracen kun findes på grund af muteringer i en tidligere arvemasse, muteringer vi vælger at mene er vellykkede - men racen kunne måske blive endnu mere velfungerende, hvilket vil kræve, at vi til stadighed muteres ukontrolleret..? Men det er lidt som at sige, at man ikke vil have et multikulturelt samfund – det har vi, og vi har fosterdiagnostik. Hvis vi ønsker at tilbageholde den ekspertise der er, og beholde diversiteten, skal nogle forældre så udvælges til at føde børn med kromosomfejl? I dag sker det jo tilfældigt, blandt de, der ikke får taget fostervandsprøver. Hvordan skal de forældre udvælges, frivilligt, eller statistisk? Det er upopulært at sige, for vi elsker jo vores børn – men der er mennesker, der føler at deres liv ligger i ruiner fordi de har fået en grøntsag i stedet for et barn. Som ville ønske, at det barn var ufødt, for når først det er der, er det dit ansvar; men med nutidens teknik ender det måske med at nogen tager ansvaret for at få et barn med kromosomskader.
Change language