download del 2 - Teknologirådet

36 årsberetning 2000
Hvorfor elsker vi andre mennesker?
Hvorfor elsker vi andre mennesker? Fordi de er smukke, perfekte og kloge? Eller fordi de har sådan
en sjov samling hår på ryggen, der ikke burde være der? Eller et skævt mellemrum mellem
tænderne, topmave, eller tynde, knoklede knæ?
af forfatter merete pryds helle
Når man går ud for at lede efter en at elske, leder
man ofte efter det perfekte. Men straks opdager
man, at denne perfekte mangler to fingre på venstre
hånd, og hvad sker der? Som regel, at al ømheden
man har i sig, tropper op som et kobbel hunde og
løber lige ind i de manglende fingre, lejrer sig der;
og hver gang man herefter får øje på dem, selv midt
i et ophidset gammel-ægteskabeligt skænderi, mærker
man sin kærlighed.
Når talen er om fosterdiagnostik, forestiller man
sig altid, at det vi mennesker stræber efter er det
perfekte. Måske forestiller forskerne sig det også, og
måske vil der komme flere og flere børn til verden,
som mangler alle de skævheder, der får andre til at
føle ømhed for dem. Ømhed er måske et besynderligt
ordvalg i denne sammenhæng; vi plejer at bruge
ord som kærlighed, omsorg, empati. Men for mig at
se er ømheden den knage, kærligheden hænger på,
og som har sine skruer sat ind de steder i et andet
menneske, der ikke er perfekte.
Så er der også de mennesker, der er på den anden
side af ømheden, og det elskelige. De findes, når
vi taler om fosterdiagnostik – de mennesker, man
kan undgå fødes. Her taler vi ikke om dværge eller
børn med Downs syndrom der ofte ligger og skøjter
på den linje, hvor de føder ømhed, men så er så dårlige,
at de er svære at elske. Man elsker jo sine børn,
ikke? Men et autistisk barn med kromosomfejl, et
barn der er dømt til at deformeres fra fødslen på
grund af kromosomfejl, børn der er så dårlige at de
hverken kan modtage eller give kontakt, skal de
fødes?
Det er et spørgsmål der er ubehageligt at stille sig,
men som mange i dag allerede stiller sig, når de får
svar fra en fostervandsprøve. Man skal også huske
på, at disse børn ofte holdes kunstigt i live af den
selvsamme avancerede teknik, der gør det muligt
at gøre dem til aborter.
Livet er jo en besynderlig meningsløs genstand og
jo længere man når i livet, jo sværere bliver det at afgøre,
hvad livskvalitet er – hvad der egentlig giver
mening til et liv. For hvis min dags store begivenhed
er et lysspil på væggen, en omfavnelse fra et andet
menneske, så kan de dybt skadede menneskers liv jo
være lige så meningsfyldt som mit. Hvis derimod mit
liv giver mening ved at jeg bruger mig selv til det
yderste intellektuelt eller fysisk, og en dag igennem
yder og giver, og derved opnår en følelse af sammenhæng
med det, der findes omkring mig, så er der ikke
mening med de menneskers liv. De mennesker vi
taler om, kan sjældent selv udtrykke deres mening,
men mange af dem giver udtryk for lidelse. Hvorimod
mange børn med Downs syndrom, som allerede
i dag ofte vælges fra i fosterdiagnostikken, har
et liv, der giver mening for dem selv.
Man kan så sige, at vi ikke kan bedømme, hvad
kriteriet for et meningsfuldt liv er, og kun i nogle
tilfælde, om et menneske lever på den ene eller den
anden side af en tålelig smertegrænse. Man kan med
den begrundelse tale imod fosterdiagnostik, og sige,
at vi har brug for ømhed og menneskelige udfordringer
– og at vi ønsker diversitet i tilværelsen. Vi
skal jo heller ikke glemme, at menneskeracen kun
findes på grund af muteringer i en tidligere arvemasse,
muteringer vi vælger at mene er vellykkede -
men racen kunne måske blive endnu mere velfungerende,
hvilket vil kræve, at vi til stadighed muteres
ukontrolleret..?
Men det er lidt som at sige, at man ikke vil have
et multikulturelt samfund – det har vi, og vi har
fosterdiagnostik. Hvis vi ønsker at tilbageholde den
ekspertise der er, og beholde diversiteten, skal nogle
forældre så udvælges til at føde børn med kromosomfejl?
I dag sker det jo tilfældigt, blandt de, der ikke får
taget fostervandsprøver. Hvordan skal de forældre
udvælges, frivilligt, eller statistisk?
Det er upopulært at sige, for vi elsker jo vores børn
– men der er mennesker, der føler at deres liv ligger
i ruiner fordi de har fået en grøntsag i stedet for et
barn. Som ville ønske, at det barn var ufødt, for når
først det er der, er det dit ansvar; men med nutidens
teknik ender det måske med at nogen tager ansvaret
for at få et barn med kromosomskader.