Lillebælt Nationalpark - steenulnits.dk

og 50 meter - altid på blød sand- eller lerbund, hvor de hurtigt kan grave sig
ned, så kun øjnene stikker op.
Rødspætten har navn efter sine karakteristiske pletter, som er klart
afgrænsede og lyst eller mørkt røde. På store rødspætter ses ofte en lysende
hvid ring omkring de røde pletter, hvilket gør rødspætten til en smuk fisk at se
på. Rødspætten har en glat overflade med undtagelse af en række
benknuder mellem øjnene.
Da rødspætten er en ganske iltkrævende fisk, har den lidt hårdt under det
forringede vandmiljø i de seneste årtier. Dens tilbagegang afspejles tydeligt i
fangststatistikken, som har været kraftigt for nedadgående siden 70'erne. I
dag skal man langt fra land for at finde rødspætterne.
Skrubbe
Den glatte rødspætte forveksles
ganske ofte med den ru skrubbe
Platichtys flesus, som den da
også er i familie med. Begge er
de forårsgydere. Men hvor
rødspættens pletter er røde, har
skrubben brunlige pletter, som er
mere udflydende. Det bedste
kendetegn er dog dens ru
overflade. Store skrubber har
ligeledes en gattorn, man kan
stikke sig på.
Endnu større forskel er der dog i
disse to fisks levevis. Hvor
rødspætten holder af dybt, koldt
og salt vand, holder skrubben sig
til lavere, varmere og mindre salt
vand. Den voksne skrubbe er
ligeledes mere stedbundet end
rødspætten.
Skrubben har flere steder en
udpræget forkærlighed for
ferskvand. Således er det almindeligt, at både små og store skrubber vandrer
langt op i vandløbene - undertiden helt op til 50 km.
Normalt holder de dog til på det lavere vand langs vore kyster og specielt
inde i vore brakke fjorde, hvor de er vigtige for erhvervsfiskeriet. Et pudsigt
18