Lillebælt Nationalpark - steenulnits.dk

Redningsplanen
Problemet blev erkendt af den amerikanske stat, som i 1970 fremsatte en
"management plan" for den stribede bars. En redningsplan, som involverede
11 stater på den nordamerikanske østkyst, og som pålagde erhvervsfiskerne
forskellige begrænsninger i fiskeriet.
Intentionerne var gode nok, men blev ikke fulgt op. Tog en enkelt stat initiativ
til fredning, blev fiskene blot fanget, når de på deres vandringer nåede frem til
en anden stat. Det uundgåelige resultat blev, at bestandene af stribet bars
kollapsede totalt midt i 70'erne.
Det var først, da den amerikanske kongres i 1984 vedtog den såkaldte
"Atlantic Striped Bass Conservation Act", at udviklingen begyndte at gå i den
rigtige retning. Grundlaget var den gamle redningsplan, men nu bakkede man
den op fra myndighedernes side. Ville en enkelt stat ikke følge anvisningerne,
fratog man dem ganske simpelt retten til overhovedet at fiske.
Samtidig gik man i gang med at reducere forureningen i et de vigtigste
gydeområder for barsen. Den vidtstrakte og brakvandede Chesapeake Bay
havde længe døjet under massiv algeblomst på grund af de udledte
næringssalte. De mange alger gav iltsvind, som igen kvalte de opvoksende
bars.
Planen virkede. Allerede i 1993 kunne man i Chesapeake Bay registrere flere
gydefisk end i de forgangne 25 år. Og i januar 1995 var bestanden blevet så
stor, at man nu officielt kunne erklære den stribede bars for retableret.
I løbet af årene 1981-96 kunne man iagttage en meget direkte følge af
fiskebestandens svingninger. Antallet af fiskedage 7-dobledes således i dette
tidsrum, hvor bestanden retablerede sig. Tilsvarende øgedes den
sportsfiskemæssige omsætning fra 85 mio. US$ i 1981 til 560 mio. US$ i
1996.
39