Intertekstualitet - Mono.net

Intertekstualitet
Metafiktion

Fiktion som form

Metafiktion er fiktion om fiktion, om tekstens væsen, om
tilblivelsesprocessen og således om det forhold, der er
mellem fiktion og virkelighed.
Når en tekst peger på sig selv som fiktion, peger den også på
menneskets måde at gengive virkeligheden på. Metafiktion
viser således læseren, at fiktionen er en illusion, og ved at
afsløre sig selv på denne måde kommer den i en vis forstand
til at virke mere ærlig og virkelighedsnær.
(Simon Rosendal Frandsen: Tekst efter tekst, DLF 2006)

Når vi læser accepterer vi normalt, at der i mødet mellem os
og teksten skabes en virkelighed, som kun eksisterer i vores
hoveder –vi lever os ind i bogen. Det er en forudsætning for
at læse fiktion. Læser vi derimod en fiktiv tekst, hvor der
optræder elementer der river os ud af denne virkelighed og
gør os opmærksomme på, at det blot er en forestilling, kan
det virke frustrerende –men samtidig få os til at revidere
vores måde at gå til teksten på.
(Simon Rosendal Frandsen: Tekst efter tekst, DLF 2006)

Metafiktion
Metafiktion er interessant i en intertekstuel sammenhæng, da
den anvender læserens virkelighed som intertekst i fiktionen.
Brugen af metafiktion sætter læseren i en situation, hvor den
virkelighed, han eller hun har skabt i tekstens rum, pludselig
bliver brudt og sat i perspektiv i forhold til den reelle
virkelighed.
(Simon Rosendal Frandsen: Tekst efter tekst, DLF 2006)

Intertekstualitet
Der blev holdt et stort kirkebryllup, og parret flyttede
sammen i en lille lejlighed, der var indrettet med møbler fra
Bilka. Deres yndlingssang var ”rigtige venner” med Jodle
Birge, den hørte de tit sammen med deres rigtige børn og
rigtige venner.
Og de levede lykkeligt indtil de fik problemer.
(elevtekst 9. klasse)

Intertekstualitet
Der blev holdt et stort kirkebryllup, og parret flyttede
sammen i en lille lejlighed, der var indrettet med møbler fra
Bilka. Deres yndlingssang var ”rigtige venner” med Jodle
Birge, den hørte de tit sammen med deres rigtige børn og
rigtige venner.
Og de levede lykkeligt indtil de fik problemer.
(elevtekst 9. klasse)
Epokal intertekstualitet
Ekstratekstuel
Genremæssig intertekstualitet

Anker Gemzøe´s 5 typer af intertekstualitet:
Specifik intertekstualitet
Epokal intertekstualitet
Genremæssig intertekstualitet
Stilistisk intertekstualitet

Intertekstualitet
Nikolajeva (1998): ”(…)intertextualitet, [som]
innefattar element som parodi, direkta citat eller
indirekta hänvisningar till tidigare texter,
förvrängning av välkända motiv, och så vidare.”
(s. 160).

Ecos tre intertekstuelle citattyper;
1: citerede topos (direkte citat),
2: genretopos (genre‐citat)
3: ekstratekstuelle topos (medie‐citat).

Ironi og parodi
Der var 1 gang en adoptivdatter som boede i en familie på 5, som boede langt ude på landet
med postnummer 49 ‐ 50. Alle de andre synes hun var en værre bøh‐hat, for det eneste hun
gad, var at sidde i et hjørne og lave Urtepotter af Bornholmsk rødler, hun lavede mindst 12 –
14 stykker i timen.
Derfor kaldte de hende Klaskepot.
Hele dagen, mindst 10 timer om dagen, måtte Klaskepot knokle løs for at gøre sin stedmoder
tilpas.
Stedfaderen var det lige meget med, han var faldet af en hest der hed Knud, som var 15 år
gammel, og som nu var død.
Men stakkels Klaskepot sled og sled, var hun færdig med det ene, råbte stedmoderen straks
op om noget andet.
7 –9 –13 sagde Klaskepot, det skal jo nok gå alligevel.
Pluk alle vore 25 høns.
Asfalter vores baghave, den er kun 45 m2.
Fjern det gamle traktordæk
Skyd hunden, den er blevet 20 år, og er for gammel

Genretopos eller genremæssig
Det usynlige: ”Erl König”
intertekstualitet
Skelettet på hjul: ”Myten om Orfeus og Eufroditte”
Harry Potter: ”Askepot” – ”Den grimme ælling”
Hønsepigen: ”Den grimme ælling”
Kroniske Uskyld: ”syndefaldsmyten”
Engelbert H: ”skabelsesberetningen”
Narnia: ”Kristus-legende” –

Et opgør med nykritisk metode:
Ikke en autonom størrelse, men som bør læses og tolkes uden hensyn til
forfatter og tid.
”Intertekstualitetsforskere” søger at finde frem til de tekster, som teksten
er resultat af. Det litterære værk har kun mening, fordi bestemte tekster
er skrevet i forvejen.

Rowling benytter sig endvidere af fremmedgørelse, et
litterært greb hvor forfatteren beskriver objekter, der er
kendt i forvejen, som om det var noget helt ukendt. Nogle
gange fungerer fremmedgørelse kun på voksenniveau, men
samtidig giver det barnet en beskrivelse af nye objekter, der
er vigtige for handlingen (Nikolajeva 1998, s. 121).
Et eksempel er Rowlings beskrivelse af en kentaur, den
voksne genkender mytologi væsnet kentauren i beskrivelsen,
hvor barnet får forklaret, uden at det bliver belærende, hvad
en kentaur er. Senere i serien bliver dette greb brugt på
mange hverdags‐fænomener, der ses gennem undrende
troldmands øjne, og det gør dette til et meget underholdene
fortælleteknisk greb.