KIrKEBLAD - Vinderslev: Vinderslev

En tragisk præstehistorie
På kirkegården i Aalborg kan man se en mærkelig
gravsten. Her ligger Peter Christian Kierkegaard
begravet, biskop over Aalborg Stift 1856-75, bror
til den berømte filosof Søren Kierkegaard. Det
mærkelige ved gravstenen er, at der står to årstal
i forbindelse med hans kone død. Forklaringen
følger senere.
Hvem var denne Peter Christian Kierkegaard?
Først er der historien om hans far, som hed
Michael Pedersen Kierkegaard. Han stammede
fra Sædding ude ved Skjern, hvor han som dreng
gik og vogtede får. En dag drillede fårene, og
det samme gjorde vejret. Timerne sneglede sig
af sted, og han var sulten og forkommen, og i
sin fortvivlelse gik han så op på en lille hedehøj,
knyttede sine hænder og gav sig til at forbande
den Gud, som havde skabt sådan en tilværelse
til ham.
Det var der ingen, der så eller hørte, men det
var en oplevelse, som mærkede ham for livet.
Fra da af oplevede han en usædvanlig medgang.
Han endte som en velhavende forretningsmand
i København, men tanken blev ved med at pine
ham: Havde han mon begået den synd, som
aldrig skulle tilgives? Var det Guds straf, som
hvilede over ham?
Bedre blev det ikke, da han oplevede, at fem
af hans børn døde hurtigt efter hinanden, men
stadig holdt han sin dystre hemmelighed for sig
selv. Først da han lå på dødslejet, fortalte han sine
sønner om denne oplevelse, men da var det tunge
sind for længst gået i arv til dem. Begge følte på
hver sin måde, at slægten var under Guds dom
og vrede, og det påvirkede dem forskelligt. Hos
Søren slog det ud i skånselsløs kritik og ironi, så
han på den måde klarede sig igennem, hvorimod
broderen helt anderledes lod det bore sig ind i
sindet.
Allerede som 21-årig blev P.C.Kierkegaard
teologisk kandidat og blev omtalt som et af
de klogeste hoveder ved universitetet. Efter
- 4-
en studierejse til udlandet og en doktorgrad
blev han lærer ved sin gamle skole og derefter
sognepræst i Vejerslev på Mors som 28-årig.
Men snart efter trak han sig tilbage, fordi han
havde samvittighedskvaler i forbindelse med den
såkaldte præsteed, man dengang skulle aflægge.
Han blev gift, men hans første kone døde efter
knap et års ægteskab. Fire år efter – 12.juni 1841
– årstallet på gravstenen - giftede han sig igen
med Sophie Henriette Glahn, men igen gik der
kun et enkelt år, før ulykken ramte, denne gang i
form af håbløs sindslidelse, som ramte den unge
kvinde i forbindelse med sønnen Pouls fødsel.
Den slags kunne man ikke rigtig gøre noget ved
dengang, så hun var syg resten af livet. Hun døde
1881.
P.C.Kierkegaard blev sognepræst i Pedersborg-
Kindertofte ved Sorø, men nød ikke just
biskoppens velvilje, for biskop Mynster brød
sig ikke om grundtvigianere! Kierkegaard blev
truet med afsked, fordi han ikke ville tvangdøbe
baptisternes børn, men loven om tvangsdåb
faldt så heldigvis bort med grundloven i 1849.
Han blev også medlem af landstinget, hvor han
virkede for de grundtvigske frihedstanker. I 1856
blev han så biskop i Aalborg og var en overgang
også kultusminister, hvor han fik gennemført
loven om valgmenigheder. Tungsindet prægede
ham, så han besluttede sig for at træde tilbage
som minister. Sønnen Poul blev ganske vist
teologisk kandidat, men var ateist og førte et ret
så udsvævende liv. Han sagde om sig selv: ”Min
farbroder blev Enten-Eller, min fader blev Baade-
Og, jeg blev Hverken-Eller.”
For biskoppen blev det tunge sind efterhånden
mere og mere til regulær sindslidelse. I 1875 tog
han sin afsked som biskop, fordi han mente, han
var uværdig til embedet. Det var meningen, han
skulle have været æresdoktor, men det frabad
han sig. Han søgte kongen om tilladelse til at
slippe titlen som biskop. I 1884 lod han sig