Prædiken af Frede Møller - Vinderslev: Vinderslev

vinderslevsogn.dk

Prædiken af Frede Møller - Vinderslev: Vinderslev

Prædiken af Frede Møller Palmesøndag 17. april 2011

Palmesøndag. 17.april 2011. Vinderslev Kirke kl.9.

Hinge Kirke kl.10.15 (lysning).

Salmer: /432- 208- 176/ 57- 379,v.7-8- 182

Tekst: Fil 2,5-11209

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som

havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men

gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da

han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil

døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket

ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i

himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er

Herre, til Gud Faders ære.

Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu ved din hellige Ånd, så vi må

se, at du er kongen, der bøjer sig helt ned til os. Amen.

I byen Mellieha på Malta ligger der en kirke, som er noget helt særligt. Den lille

kirke er delvis bygget op ad klippesiden for omkring 1600 år siden, og for godt

20 år siden udnævnte Pave Johannes Paul 2. den til at være ”en helligdom”,

som det hedder inden for den katolske kirke, Vor Frue af Melliehas helligdom.

Hvorfor nu det?

Jo, man fortæller, at da apostlen Paulus sammen med evangelisten Lukas i sin

tid led skibbrud ud for Malta, blev de ført til Mellieha, hvor den romerske

statholder havde en sommerbolig, og Mellieha blev derfor det første sted på

Malta, hvor Paulus prædikede, og det skal han have gjort så kraftigt, så det

kunne høres helt over på den nærliggende ø, som hedder Gozo! På

klippevæggen, som i dag er altertavle i kirken, har evangelisten Lukas så malet

et billede af Jomfru Maria, og det billede kan man se den dag i dag. Det er

gammelt nok til, at det kunne være Lukas, der har malet det.

Desværre skete der så det for godt 100 år siden, at pave Leo 13. mente, at

Marias kongelige status skulle understreges noget mere, og derfor blev der

malet en guldkrone over Marias hoved. Det er billedet bestemt ikke blevet

kønnere af. Tværtimod. Det har i nogen grad ødelagt det smukke gamle

billede. Men på grund af billedet er kirken i dag et sted, man valfarter til,

ligesom mange mennesker har oplevet at blive helbredt på dette sted, så de

har efterladt såkaldte votiv-gaver på stedet.

Når jeg nævner det her i dag, hænger det selvfølgelig sammen med, at vi lige

er kommet hjem fra Malta, hvor vi sidste søndag var til gudstjeneste i Vor Frue

af Melliehas helligdom, hvor vi sad og kiggede på Lukas’ billede med denne

ødelæggende guldkrone.

Men det hænger også sammen med, at når vi kommer i kirke Palmesøndag og

lytter til beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, ja, så er det så tydeligt, at der

ikke er nogen kongekrone forbundet med denne konge. Hvor en normal konge

ville holde sit indtog på en flot, hvid stridshingst, ja, så kommer denne konge

1


Prædiken af Frede Møller Palmesøndag 17. april 2011

som den ydmyge og sagtmodige, ridende på et æsel, hører vi. Hvor en normal

konge ville sætte sig på sin fornemme trone med en funklende guldkrone på sit

hoved, ja, så ender det med, at denne konge bliver anbragt på et trækors med

grimme nagler gennem hænder og fødder.

Men lytter vi på den rigtige måde, forstår vi også, at en guldkrone overhovedet

ikke er nødvendig for at understrege denne konges værdighed, ligesom den

derfor heller ikke er nødvendig for hans mor. Når det gælder Jesu mor, jomfru

Maria, så er hun salig, fordi hun hørte Guds ord og bevarede det, som vi hørte

det for et par søndage siden. Og når det gælder vor Herre Jesus, ja, så er han

konge, fordi han selv følger nøjagtig den samme vej. Det var ellers det,

Djævelen prøvede at hindre ham i, da han foreslog ham at forvandle sten til

brød, sådan som vi hører om det i beretningen om fristelsen i ørkenen.

”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds

mund”, svarede Jesus, og det var den vej, han fulgte, og det var derfor han

blev konge.

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med

gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig”,

fortæller apostlen Paulus. Ja, ”da han var trådt frem som et menneske,

ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” og

konsekvensen, ja, den beskriver apostlen med disse ord: ”Derfor har Gud højt

ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert

knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge

bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

En anderledes konge med en anderledes magt, må vi nok sige.

Filosoffen Søren Kierkegaard fortæller en aldeles uforglemmelig historie om

kongen, der forelsker sig i en fattig blomsterpige på torvet.

Men hvad skal han dog stille op for at få hende til kone?

Han overvejer forskellige muligheder. Han kunne jo komme til hende i al sin

kongelige pragt, ikke sandt? Det ville gøre indtryk, når han kom i sin gyldne

vogn trukket af de seks fineste heste. Foran ham skulle et orkester spille og

bag ham skulle det flotteste regiment i hans hær komme gående i skønne

uniformer, og når så vognen standsede ved blomsterpigens bod, ville han få

den røde løber rullet ud, og så ville han gå frem mod hende i al sin pragt og

vælde.

Hun ville med garanti blive imponeret.

Men han opgiver det, fordi det at blive imponeret og at elske er jo ikke det

samme.

Hvad så, hvis han skænkede hende det hele?

Den gyldne vogn, de seks heste, soldaterne, orkesteret, hele molevitten?

Hun ville med garanti blive taknemlig. Men det opgiver han også, for det at

blive taknemlig og at elske er jo heller ikke det samme.

Søren Kierkegaard slutter sit eventyr på denne måde:

2


Prædiken af Frede Møller Palmesøndag 17. april 2011

”Til sidst indså kongen, at der i virkeligheden kun var én løsning. Han skulle

ikke komme til pigen som konge, men klædt som tigger eller bonde, og forsøge

at vinde hende som en af hendes egne.

Tidligt om morgenen den næste dag, mens det endnu var mørkt, gik den unge

konge ud af slottets bagindgang og vandrede til torvet. Hvor var han nervøs og

usikker! Han, som havde magt over hele riget, magt over alle landets penge og

soldater, var pludselig ganske magtesløs. Der var noget, han ingen magt havde

over: pigens hjerte. Her måtte friheden råde. Frihed til at elske eller lade være,

friheden til at sige ja eller nej.

Fik kongen held med sin plan? Det ved vi ikke. Det afhænger helt og holdent af

pigen.”

Den historie vender jeg tit tilbage til, for det er jo lige netop sådan, det forholder

sig, når Gud beslutter sig for at komme til os som en af vore egne. Han, som

har al magt i himlen og på jorden, vælger at give afkald, tage en tjeners

skikkelse på og blive mennesker lig. Ja, ikke nok med det, men han ydmyger

sig og bliver lydig til døden, ja, døden på et kors, sådan som vi skal høre det i

den kommende uge. Der er ingen guldkrone her. Ingen rød løber eller gylden

vogn, som kan imponere eller gøre taknemlig.

”Fik kongen held med sin plan?” spørger Søren Kierkegaard, og vi havde jo

nok forventet et positivt svar, sådan som det plejer at være i eventyrets verden.

Når kongen på den måde ydmyger sig så helt og aldeles, så må det da give

pote?

Det gør det også hos Gud, fortæller evangelisten Paulus. Da er det på ingen

måde forgæves. Da betyder Jesu lydighed, at han bliver ophøjet og får navnet

over alle navne. Kongernes konge og herrernes herre, som alle skal bøje sig

for og hver tunge bekende, at Jesus Kristus er Herre!

Men hvordan forholder det sig, når det drejer sig om os? Når blomsterpigen

bliver et billede på dig og mig? Svarer vi så ja tak til kongens frieri, eller vender

ham ryggen for at bestemme selv over vort liv?

Det er det store spørgsmål, vi ikke får svar på, for svaret er op til den enkelte,

ligesom det var det for blomsterpigens vedkommende.

”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”, hedder det i

Johannesevangeliets udgave af juleevangeliet.

I andre dele af verdenen kan man opleve, hvordan det kristne budskab breder

sig som en steppebrand. Det er f.eks. tilfældet i Ethiopien, ligesom

kristendommen også vinder større og større udbredelse, når det drejer sig om

et land som Kina.

Anderledes er det desværre her til lands, hvor vi er så åndeligt fattige. Da går

den gale vej. Medlemstallet i Den danske Folkekirke falder. Humanistisk

Samfund lancerer ritualer for forældre, der gerne vil have deres børn navngivet

uden dåb og deres pårørende begravet uden gejstlig medvirken. I avisen kunne

3


Prædiken af Frede Møller Palmesøndag 17. april 2011

man forleden læse, at i vor tid bliver alt, hvad der hedder religiøsitet, stille og

roligt pillet ud af mennesker, ligesom uvidenheden jo nærmest er grænseløs,

når det drejer sig om det bibelske stof. Det får man tydeligt bekræftet, når man

ser udsendelsen ”Hvem vil være millionær?” Her er der nærmest ingen huller i

uvidenheden.

Nej, blomsterpigens ja til kongens frieri er bestemt ikke nogen given sag.

Men hvad med dig og mig, her hvor vi går ind til den stille uge?

Er vi rede til at sige ja til ham på en sådan måde, så det forandrer vort liv?

Så vi vier vort liv til at følge ham, som er kongen, og så vi er parate til at vandre

lydighedens vej og give afkald, sådan som han gjorde det?

Give afkald på vor tid, så søndagens gudstjeneste er et usvigeligt sikkert

programpunkt.

Give afkald på vore penge, så vi giver til dem, der ikke kender vor Herre Jesus

Kristus og til dem, der lider nød?

Kort sagt: Er vi villige til at lade kongen holde sit indtog i vort liv, så vi ikke bare

råber ”Hosianna i det højeste” , når han holder sit indtog iblandt os søndag

formiddag, men også følger hans vej i hverdagens mange gøremål, hvor det

ikke er ord, der er det afgørende, men handling? Synlig kærlighed?

Konge – det er han, men spørgsmålet er, om vi ser det?

Om vi ser den guddommelige vej, som går nedad, hvor en konges vej normalt

går opad? Om vi ser, hvor stort det er, at han giver afkald for at komme til os,

og hvordan han ydmyger sig til dødens på et kors for vor frelses skyld?

”Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne”,

skriver apostlen Paulus.

En dag skal hver eneste knæ bøje sig for ham. En dag skal hver eneste tunge

bekende: Jesus Kristus er Herre.

Det sker i himlen, dvs. af den himmelske hærskare, englene.

Det sker på jorden, hvor alle skal se, hvem han er, når han kommer i sin

himmelske herlighed på den yderste dag. Tænk engang: Humanistisk Samfund

vil den dag bøje knæ for ham - uden at det dog bliver til frelse!

Det sker under jorden, fordi også alle djævle og dæmoner en dag tvinges til at

indse, at slaget er definitivt tabt, og Jesus Kristus er Herre.

Måtte vi så også bøje knæ for ham og prise ham som kongernes konge og

herrernes herre!

Intet i verden er vigtigere end blomsterpigens ja til den ydmyge, sagtmodige

konge. Amen.

4

More magazines by this user
Similar magazines