Prædiken af Frede Møller - Vinderslev: Vinderslev

Prædiken af Frede Møller Palmesøndag 17. april 2011
Palmesøndag. 17.april 2011. Vinderslev Kirke kl.9.
Hinge Kirke kl.10.15 (lysning).
Salmer: /432- 208- 176/ 57- 379,v.7-8- 182
Tekst: Fil 2,5-11209
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som
havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men
gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da
han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil
døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket
ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i
himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er
Herre, til Gud Faders ære.
Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu ved din hellige Ånd, så vi må
se, at du er kongen, der bøjer sig helt ned til os. Amen.
I byen Mellieha på Malta ligger der en kirke, som er noget helt særligt. Den lille
kirke er delvis bygget op ad klippesiden for omkring 1600 år siden, og for godt
20 år siden udnævnte Pave Johannes Paul 2. den til at være ”en helligdom”,
som det hedder inden for den katolske kirke, Vor Frue af Melliehas helligdom.
Hvorfor nu det?
Jo, man fortæller, at da apostlen Paulus sammen med evangelisten Lukas i sin
tid led skibbrud ud for Malta, blev de ført til Mellieha, hvor den romerske
statholder havde en sommerbolig, og Mellieha blev derfor det første sted på
Malta, hvor Paulus prædikede, og det skal han have gjort så kraftigt, så det
kunne høres helt over på den nærliggende ø, som hedder Gozo! På
klippevæggen, som i dag er altertavle i kirken, har evangelisten Lukas så malet
et billede af Jomfru Maria, og det billede kan man se den dag i dag. Det er
gammelt nok til, at det kunne være Lukas, der har malet det.
Desværre skete der så det for godt 100 år siden, at pave Leo 13. mente, at
Marias kongelige status skulle understreges noget mere, og derfor blev der
malet en guldkrone over Marias hoved. Det er billedet bestemt ikke blevet
kønnere af. Tværtimod. Det har i nogen grad ødelagt det smukke gamle
billede. Men på grund af billedet er kirken i dag et sted, man valfarter til,
ligesom mange mennesker har oplevet at blive helbredt på dette sted, så de
har efterladt såkaldte votiv-gaver på stedet.
Når jeg nævner det her i dag, hænger det selvfølgelig sammen med, at vi lige
er kommet hjem fra Malta, hvor vi sidste søndag var til gudstjeneste i Vor Frue
af Melliehas helligdom, hvor vi sad og kiggede på Lukas’ billede med denne
ødelæggende guldkrone.
Men det hænger også sammen med, at når vi kommer i kirke Palmesøndag og
lytter til beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, ja, så er det så tydeligt, at der
ikke er nogen kongekrone forbundet med denne konge. Hvor en normal konge
ville holde sit indtog på en flot, hvid stridshingst, ja, så kommer denne konge
1

Prædiken af Frede Møller Palmesøndag 17. april 2011
som den ydmyge og sagtmodige, ridende på et æsel, hører vi. Hvor en normal
konge ville sætte sig på sin fornemme trone med en funklende guldkrone på sit
hoved, ja, så ender det med, at denne konge bliver anbragt på et trækors med
grimme nagler gennem hænder og fødder.
Men lytter vi på den rigtige måde, forstår vi også, at en guldkrone overhovedet
ikke er nødvendig for at understrege denne konges værdighed, ligesom den
derfor heller ikke er nødvendig for hans mor. Når det gælder Jesu mor, jomfru
Maria, så er hun salig, fordi hun hørte Guds ord og bevarede det, som vi hørte
det for et par søndage siden. Og når det gælder vor Herre Jesus, ja, så er han
konge, fordi han selv følger nøjagtig den samme vej. Det var ellers det,
Djævelen prøvede at hindre ham i, da han foreslog ham at forvandle sten til
brød, sådan som vi hører om det i beretningen om fristelsen i ørkenen.
”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds
mund”, svarede Jesus, og det var den vej, han fulgte, og det var derfor han
blev konge.
”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med
gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig”,
fortæller apostlen Paulus. Ja, ”da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” og
konsekvensen, ja, den beskriver apostlen med disse ord: ”Derfor har Gud højt
ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert
knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge
bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”
En anderledes konge med en anderledes magt, må vi nok sige.
Filosoffen Søren Kierkegaard fortæller en aldeles uforglemmelig historie om
kongen, der forelsker sig i en fattig blomsterpige på torvet.
Men hvad skal han dog stille op for at få hende til kone?
Han overvejer forskellige muligheder. Han kunne jo komme til hende i al sin
kongelige pragt, ikke sandt? Det ville gøre indtryk, når han kom i sin gyldne
vogn trukket af de seks fineste heste. Foran ham skulle et orkester spille og
bag ham skulle det flotteste regiment i hans hær komme gående i skønne
uniformer, og når så vognen standsede ved blomsterpigens bod, ville han få
den røde løber rullet ud, og så ville han gå frem mod hende i al sin pragt og
vælde.
Hun ville med garanti blive imponeret.
Men han opgiver det, fordi det at blive imponeret og at elske er jo ikke det
samme.
Hvad så, hvis han skænkede hende det hele?
Den gyldne vogn, de seks heste, soldaterne, orkesteret, hele molevitten?
Hun ville med garanti blive taknemlig. Men det opgiver han også, for det at
blive taknemlig og at elske er jo heller ikke det samme.
Søren Kierkegaard slutter sit eventyr på denne måde:
2

Prædiken af Frede Møller Palmesøndag 17. april 2011
”Til sidst indså kongen, at der i virkeligheden kun var én løsning. Han skulle
ikke komme til pigen som konge, men klædt som tigger eller bonde, og forsøge
at vinde hende som en af hendes egne.
Tidligt om morgenen den næste dag, mens det endnu var mørkt, gik den unge
konge ud af slottets bagindgang og vandrede til torvet. Hvor var han nervøs og
usikker! Han, som havde magt over hele riget, magt over alle landets penge og
soldater, var pludselig ganske magtesløs. Der var noget, han ingen magt havde
over: pigens hjerte. Her måtte friheden råde. Frihed til at elske eller lade være,
friheden til at sige ja eller nej.
Fik kongen held med sin plan? Det ved vi ikke. Det afhænger helt og holdent af
pigen.”
Den historie vender jeg tit tilbage til, for det er jo lige netop sådan, det forholder
sig, når Gud beslutter sig for at komme til os som en af vore egne. Han, som
har al magt i himlen og på jorden, vælger at give afkald, tage en tjeners
skikkelse på og blive mennesker lig. Ja, ikke nok med det, men han ydmyger
sig og bliver lydig til døden, ja, døden på et kors, sådan som vi skal høre det i
den kommende uge. Der er ingen guldkrone her. Ingen rød løber eller gylden
vogn, som kan imponere eller gøre taknemlig.
”Fik kongen held med sin plan?” spørger Søren Kierkegaard, og vi havde jo
nok forventet et positivt svar, sådan som det plejer at være i eventyrets verden.
Når kongen på den måde ydmyger sig så helt og aldeles, så må det da give
pote?
Det gør det også hos Gud, fortæller evangelisten Paulus. Da er det på ingen
måde forgæves. Da betyder Jesu lydighed, at han bliver ophøjet og får navnet
over alle navne. Kongernes konge og herrernes herre, som alle skal bøje sig
for og hver tunge bekende, at Jesus Kristus er Herre!
Men hvordan forholder det sig, når det drejer sig om os? Når blomsterpigen
bliver et billede på dig og mig? Svarer vi så ja tak til kongens frieri, eller vender
ham ryggen for at bestemme selv over vort liv?
Det er det store spørgsmål, vi ikke får svar på, for svaret er op til den enkelte,
ligesom det var det for blomsterpigens vedkommende.
”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”, hedder det i
Johannesevangeliets udgave af juleevangeliet.
I andre dele af verdenen kan man opleve, hvordan det kristne budskab breder
sig som en steppebrand. Det er f.eks. tilfældet i Ethiopien, ligesom
kristendommen også vinder større og større udbredelse, når det drejer sig om
et land som Kina.
Anderledes er det desværre her til lands, hvor vi er så åndeligt fattige. Da går
den gale vej. Medlemstallet i Den danske Folkekirke falder. Humanistisk
Samfund lancerer ritualer for forældre, der gerne vil have deres børn navngivet
uden dåb og deres pårørende begravet uden gejstlig medvirken. I avisen kunne
3

Prædiken af Frede Møller Palmesøndag 17. april 2011
man forleden læse, at i vor tid bliver alt, hvad der hedder religiøsitet, stille og
roligt pillet ud af mennesker, ligesom uvidenheden jo nærmest er grænseløs,
når det drejer sig om det bibelske stof. Det får man tydeligt bekræftet, når man
ser udsendelsen ”Hvem vil være millionær?” Her er der nærmest ingen huller i
uvidenheden.
Nej, blomsterpigens ja til kongens frieri er bestemt ikke nogen given sag.
Men hvad med dig og mig, her hvor vi går ind til den stille uge?
Er vi rede til at sige ja til ham på en sådan måde, så det forandrer vort liv?
Så vi vier vort liv til at følge ham, som er kongen, og så vi er parate til at vandre
lydighedens vej og give afkald, sådan som han gjorde det?
Give afkald på vor tid, så søndagens gudstjeneste er et usvigeligt sikkert
programpunkt.
Give afkald på vore penge, så vi giver til dem, der ikke kender vor Herre Jesus
Kristus og til dem, der lider nød?
Kort sagt: Er vi villige til at lade kongen holde sit indtog i vort liv, så vi ikke bare
råber ”Hosianna i det højeste” , når han holder sit indtog iblandt os søndag
formiddag, men også følger hans vej i hverdagens mange gøremål, hvor det
ikke er ord, der er det afgørende, men handling? Synlig kærlighed?
Konge – det er han, men spørgsmålet er, om vi ser det?
Om vi ser den guddommelige vej, som går nedad, hvor en konges vej normalt
går opad? Om vi ser, hvor stort det er, at han giver afkald for at komme til os,
og hvordan han ydmyger sig til dødens på et kors for vor frelses skyld?
”Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne”,
skriver apostlen Paulus.
En dag skal hver eneste knæ bøje sig for ham. En dag skal hver eneste tunge
bekende: Jesus Kristus er Herre.
Det sker i himlen, dvs. af den himmelske hærskare, englene.
Det sker på jorden, hvor alle skal se, hvem han er, når han kommer i sin
himmelske herlighed på den yderste dag. Tænk engang: Humanistisk Samfund
vil den dag bøje knæ for ham - uden at det dog bliver til frelse!
Det sker under jorden, fordi også alle djævle og dæmoner en dag tvinges til at
indse, at slaget er definitivt tabt, og Jesus Kristus er Herre.
Måtte vi så også bøje knæ for ham og prise ham som kongernes konge og
herrernes herre!
Intet i verden er vigtigere end blomsterpigens ja til den ydmyge, sagtmodige
konge. Amen.
4