Teenagere i familiepleje - set fra anbragte unge og plejeforældres ...

4. Livet i plejefamilien og trivsel
Mette fortæller, at de havde nogle alvorlige samtaler, og i dag overholder han deres aftaler og er ude af
sit misbrug. Men det tog lang tid. Hun og hendes mand brugte meget tid på at lede efter Muhammad
blandt fulde og skæve mennesker i forskellige lejligheder. Mettes vurdering af hvordan Muhammad
oplevede den første tid er, at på den ene side var det jo meget rart med eget værelse og fast rytme, på
den anden side var det også rart at være sin egen herre.
Flere af plejemødrene beretter om unge, der kommer fra en tilværelse, hvor de er vant til at passe sig
selv og gøre, hvad der passer dem. Enten fordi de har boet på gaden, eller fordi de har boet på store
døgninstitutioner, hvor der var mindre opsyn med dem. Andre kommer hjemmefra og har været vant til
at være ”de små voksne”, der har skullet tage ansvar for sig selv og for søskende og forældre, som ikke
har magtet deres forældrerolle. Flere har aldrig oplevet, hvad det vil sige at blive passet på af voksne og
at have voksne omkring sig, som laver regler og sætter grænser. At komme til en plejefamilie, hvor de
skal tage del i et familieliv, der er noget anderledes, end det de kommer fra, kræver en omstillingsproces
for de unge.
Flere plejeforældre fortæller i tråd hermed, at de bruger megen tid på at lære de unge at tage ansvar og
få dem til at forstå, at deres handlinger har konsekvenser for de øvrige familiemedlemmer. Et par af de
unge fortæller, at de med tiden helt vælger at forlade deres gamle miljø. To andre unge opretholder en
relation til det gamle miljø i form af nogle enkelte venner. Flere unge fortæller i de kvalitative interviews,
at de skulle vænne sig til de nye regler, det nye ansvar og den nye familiestruktur, men at de nu er glade
for deres nye tilværelse.
Unge anbragt i netværkspleje
For de unge, der anbringes i netværket, opleves den første tid i plejefamilien generelt helt anderledes.
Fælles for dem er, at tilknytningen i flere tilfælde allerede var etableret, inden anbringelsen formelt
trådte i kraft. Et eksempel er Peter på 15 år, der siden han var 12 år, har boet fast hos sin onkel. Inden da
boede han alene med moren, som havde et aktivt misbrugsproblem. Peter har dog siden han var helt lille
i perioder boet hos sin onkel. Her var overgangen flydende, idet anbringelsen ikke skete fra den ene dag
til den anden, og hverken Peter eller onkelen husker en konkret indflytningsdag. Adspurgt til, om Peter
har tænkt over, hvorfor hans onkel har sagt, at han skulle bo hos ham, svarer han:
Peter: ”Fordi han godt kunne lide mig. Han har lovet min mor, at han skulle have mig, og så er det også af
kærlighed til mig, at det ikke skulle gå ud over mig, at min mor var et røvhul.”
Peter henviser til, at onklen, allerede da hans mor blev gravid, lovede sin søster, at han ville tage sig af
barnet, hvis søsteren ikke selv magtede det. Peter er ikke i tvivl om, at han bliver holdt af. Han bor hos
sin onkel, fordi han føler kærlighed til ham. Videre i samtalen fortæller han, at det i praksis er onklen og
dennes kone, der er hans forældre, idet de altid har udfyldt denne funktion i hans liv. På den måde peger
den kvalitative del af undersøgelsens materiale i samme retning som andre undersøgelser om netværksanbringelse
(Egelund, Jacobsen og Steen 2010a), der viser, at mange børn og unge anbragt hos
slægtninge oplever, at plejefamilien holder af dem, inden anbringelsen formelt påbegyndes (dvs. før
plejeforældrene får deres formelle godkendelse). Disse børn og unge skal ikke, i samme grad som børn i
ordinære plejefamilier, arbejde for at blive en del af familien med de usikkerheder, der følger med
omkring, hvorvidt de bliver elsket som familiens egne børn eller eventuelt bliver forskelsbehandlet (se
Warming 2005).
41