Teenagere i familiepleje - set fra anbragte unge og plejeforældres ...

6. Anbringelse af teenagere med etnisk minoritetsbaggrund
86
Med bemærkningen om, at hun havde lyst til at ”være lidt mere ligesom dem, og ikke så meget ligesom
os,” understreger Sakura sin oplevelse af at skille sig ud fra majoriteten – både fysisk, ved at se anderledes
ud, men i denne sammenhæng også ved at forældrene har en anden etnisk og religiøs baggrund end
majoriteten. Hun giver samtidig udtryk for, at det også handler om at skille sig ud ved at have andre
problemer – nemlig de mange problemer, der er forbundet med at være plejebarn. På den måde adskiller
Sakuras ønske om normalitet sig ikke markant fra andre plejebørns. Som Sakura forklarer det, var det
vigtigt for hende ”endelig at være lidt mere ligesom de andre”, ved at gøre som majoriteten og blive
konfirmeret.
Ønsket om at blive konfirmeret kom i første omgang som en overraskelse for plejefamilien. Nedenfor
fortæller plejemoren:
Hanne: ”Ja, og så var vi ude at køre tur og sad og spiste et eller andet sted, og så lige pludselig siger hun:
’Jeg kunne godt tænke mig at blive konfirmeret.’ Hvad? ’Nåh, jamen det må du da gerne.’ Altså, det
måtte hun jo selv vælge. ’Nej, hvor sejt,’ sagde jeg til hende.”
Plejemorens umiddelbare reaktion er altså, at det er ”sejt”, at Sakura gerne vil konfirmeres. Interviewet
med plejemoren giver det indtryk, at plejemoren har et ønske om, at Sakura skal blive mere ”selvstændig”,
og at hun opfatter Sakuras ønske om at blive konfirmeret som et tegn på dette, da hun samtidig ved,
at forældrene sandsynligvis vil modsætte sig ønsket. Plejemoren fortæller senere i interviewet, at Sakura
hos forældrene er opdraget til, at piger ikke er noget værd, og at hun derfor var meget uselvstændig, da
hun som 9-årig kom i aflastning hos plejefamilien (se nedenfor). Plejemoren hæfter sig øjensynligt ikke
ved, at der bag Sakuras ønske om at blive konfirmeret først og fremmest lå et stærkt ønske om at være
som alle andre.
Plejemorens bemærkning om, at ”det må du da gerne”, giver indtryk af, at det ifølge plejemoren er
Sakura selv, der har ret til at bestemme, om hun vil konfirmeres. Plejefamilien valgte alligevel at involvere
den tilsynsførende fra kommunen, så de kunne få forældrenes tilladelse, og der blev holdt et møde, hvor
både forældre, plejeforældre, Sakura selv og den tilsynsførende deltog. Selvom forældrene umiddelbart
var meget imod Sakuras ønske om at blive konfirmeret, lykkedes det til sidst Sakura at overtale dem, så
hun fik deres tilladelse til konfirmationen.
I de ovenstående to eksempler har Muhammad og Sakura andre ønsker og behov end deres forældre.
Først og fremmest har de begge et stort behov for at være som andre unge og ikke skille sig mere ud
end nødvendigt. At skulle holde sig fra bestemte madvarer eller ikke at blive konfirmeret, når de fleste af
ens klassekammerater bliver det, opleves af de to unge som noget, der står i vejen for deres eget ønske
om normalitet. Begge unge står imidlertid i en vanskelig situation, fordi deres egne ønsker om at passe
ind og være som andre fører til, at deres forældre bliver kede af det, vrede og skuffede. Vi har som
nævnt ikke talt med forældrene og ved derfor ikke, om de unges forældre er klar over deres dilemma.
Det er i øvrigt vigtigt at være opmærksom på, at problemerne måske også var opstået, hvis de unge ikke
var blevet anbragt, og derfor måske i lige så høj grad skal tilskrives migrationssituationen, som anbringelsen.
Forskellen er imidlertid, at forældrenes mulighed for at få indflydelse på og bestemme over de unge
er betydeligt ringere, fordi de unge er anbragt.
For plejeforældrene kan dette være et vanskeligt felt at navigere i. Støtter plejeforældrene de unge i at
træffe deres egne valg, måske i modstrid med forældrenes ønsker, kan de være med til at skabe eller
styrke et modsætningsforhold mellem de unge og deres forældre. Forsøger de i stedet at tvinge de unge