Teenagere i familiepleje - set fra anbragte unge og plejeforældres ...

5. Normalitet og ensomhed
70
Sakura: ”Ja ...”
Spørger: ”Du siger, at du tænker, at hvis du snakkede med dine veninder om det, så ville de bare trykke dig
ned med det. Hvordan tænker du?”
Sakura: ”Altså inderst inde ved jeg jo godt, at de ikke ville gøre det, men jeg er bange for, at de får et helt
andet indtryk af mig, fordi nu ved de lige pludselig alle mulige mærkelige ting, og jeg er rigtig bange
for, at det gør, at de ikke har lyst til at være sammen med mig. Og jeg ved godt, at sådan er de jo
ikke … men jeg er bare sådan bange for, at de gør det.”
Sakuras udsagn vidner om, at hun bærer på en meget stor hemmelighed, som hun ikke deler med sine
veninder. Hun er i et dilemma, fordi hun på et plan synes, man burde kunne fortælle sine bedste veninder
alt, men samtidig er hun bange for, at de kunne finde på at bruge det imod hende. Som Sakura forklarer
det, er det vanskelige ikke at fortælle, at hun bor hos en plejefamilie – det vanskelige er at forklare
hvorfor. For hvis hun skal forklare hvorfor, er hun også nødt til at fortælle, at hendes forældre er anderledes
end andre forældre. Det er smerteligt at skulle fortælle noget dårligt om ens forældre, uanset
hvordan de har været som forældre. Sakura udtrykker det på følgende måde: …”lige meget hvor dumme
dine forældre har været imod dig, er de stadig dine forældre, så hvis du hører andre folk sige noget ondt om dem,
så vil du selvfølgelig sige et eller andet, og sige ’nej det passer ikke’ …” Forældrene er en del af hende selv og
ved at fortælle om forældrene, ville Sakura også fortælle noget om sig selv. Noget, som hun er bange for
kunne stigmatisere hende og stille hende i et dårligt lys.
Sakura har også en søster, som hun mødes med hyppigt, og som hun frit kan dele sine bekymringer for
forældrene med. Søsteren har haft nogle af de samme oplevelser med forældrene og er ligesom Sakura
ofte bekymret for, hvordan de har det. Da Sakuras søster også bor i pleje, kan de desuden dele deres
erfaringer med at bo hos en plejefamilie og de konflikter, der indimellem opstår mellem plejeforældrene
og de biologiske forældre. Sakuras søster står hende så nær, at hun placerer hende inderst i netværkskortet,
helt tæt på sig selv. Selvom Sakura har en søster, som hun kan dele de svære ting med uden at
være bange for at blive ”afsløret”, føler hun ofte, at hun over for veninderne står meget sårbar og alene,
og at hun må fortie de dele af hendes liv, der vedrører forældrenes problemstillinger og hendes egen
baggrund.
21-årige Sanne, der i gymnasietiden flyttede ind hos sin noget ældre bror grundet morens sygdom og
manglende omsorgsevne, har den samme oplevelse:
Sanne: ” … altså, jeg kan godt fortælle, at jeg bor hos min bror, men jeg har ikke lyst til at fortælle,
hvordan det er foregået. Jeg har ikke lyst til at fortælle om min mor: Det har jeg, men jeg ikke lyst
til at fortælle om hendes dårlige sider, når jeg møder nogen, fordi så føler jeg lidt, så bliver man
dømt, og det ville jeg også selv gøre, hvis jeg møder børn, der bare med det samme fortæller, ’nårh,
jeg er anbragt’ … Det synes jeg er lidt svært […] Jeg vil ikke fortælle fremmede mennesker, sådan
at min mor er syg, fordi så tror folk, eller så tror jeg, at folk tror, at jeg er et personligt svagt
menneske, som slet ikke kan noget, overhovedet ikke er smart, og overhovedet ikke er alle de her
ting, og det vil jeg jo gerne fremstå som, og jeg vil gerne blive set på, på lige fod med andre
mennesker, som kommer fra en stærk familie.”
Et fællestræk for de tre citerede piger er angsten for at blive stemplet og sat i bås med deres forældre.
De ønsker ikke, at omverdenen skal vide, hvilke problemer deres forældre har, fordi de er bange for, at