KRIMI— OG SPÆNDINGSHISTORIER - Boghallen

skubning af neglebånd, trimning af næsehår og lette lyse anstrøg af
sommersol i den etageklippede, korte frisure. Da den sidste lok var
lagt på plads, lænede mirakelmageren Jens Sørensen eller François,
som han sagde, han foretrak, for det var der langt flere interessante
vokaler i, sig lidt tilbage og betragtede resultatet.
“Du er lige til at bide i,” sagde han og nikkede veltilfreds over
mod overklassefruerne, som en af hans assistenter var ved at stoppe
ind under tørrehjelmene.
Anerkendelsens blikke udeblev ikke. Det var bare vellykket.
Så meget for ordet ‘kedelig’, tænkte Lars. Nu hed det i stedet ‘lige
til at bide i’, og han følte sig nærmest lykkelig. Det vil sige, kun lige
indtil han modtog regningen og indså, at hvis der ikke skete noget
drastisk i hans liv på den økonomiske front, så ville han meget snart
blive kedelig igen.
“Man skulle være salonejer som dig, François,” sagde han og
smækkede fire tusindlapper på glasdisken, rakte ham hånden og
sagde, at han i øvrigt hed Michel og heller ikke var fransk. Så havde
de ligesom noget at være fælles om.
François spidsede læberne og svirpede blikket over på de to kvinder,
der sad pakket ind i tørrehjelmenes varmesus og hovedtelefonernes
latino-sang.
“SALONejer. Gud nej, Michel, det skal du ikke ønske for din
værste fjende. Du ANER ikke, hvor meget jeg hang med popoen i
vandskorpen i begyndelsen. Én ting er at KUNNE noget, en anden
er guddøde mig at få kunder nok til at køre butikken. Det er slet ikke
ligetil, når man også har ansatte, at du ved det.”
Lars så sig om i salonen. “Går det da ikke meget godt?”
“Jo, men sågu da KUN fordi jeg læser dødsannoncer.”
Lars hævede sine nyplukkede øjenbryn.
“Ja, sådan er det. Men jeg følger godt med, du.” François så igen
over mod de øvrige i salonen, mens han lænede sig mod Lars’ øre.
“Når en af whiskybæltets fruer bliver enke, så får jeg Sture til at
9