KRIMI— OG SPÆNDINGSHISTORIER - Boghallen

Han løftede koket skuldrene og nussede sine polerede negle
rundt i Lars’ hår. “Men de to madammer her er bestemt ikke kedelige.
Om et lille øjeblik fjerner vi tørrehjelmene, så skal du bare
høre dem gå i gang. Der bliver ikke lagt fingre imellem.”
Og mens hans assistenter løftede damernes tørrehjelme, vimsede
han omkring og uddelte damemagasiner og mokka.
“Værsartig, piger,” sagde han med armene i flyveposition. “Så
damper vi lige lidt af, ikke?” Han gav dem et forsigtigt klem på
skuld rene og vrikkede så koket med hofterne, mens han vendte sig
om mod Lars og blinkede med fryd i øjenkrogene.
Der gik cirka ti sekunder, så var kvindekværnen i gang.
“Jeg hører fra Charlotte, at Elisabeths elsker var nede på havnen i
går, var du også dernede?” spurgte den ene.
Den anden nikkede. “Jeg ville give hundrede tusind til den, der
skyder Gert en kugle for panden, så jeg kunne snuppe stegen. Har
du for alvor lagt mærke til, hvor lækker han er?”
François trak hånden op til munden og fnisede stille. ‘Der kan
du selv høre,’ smuttede hans øjne i spejlet, mens han bobbede op i
Lars’ lokker.
Lars rynkede brynene. Hvad var det lige, kvinden sagde? Den
skulle han godt nok have listet en ekstra gang rundt om hjernebarken,
før den trængte ind. Hundrede tusind kroner, sagde hun det?
Mon hun virkelig mente det?
“Hundrede tusind,” lo den anden. “Din lille fedte. Og så ville
du kunne sidde tilbage med 90 millioner og puste Charlottes
nye legetøj i øret, det kunne du lide, hvad? Tror du ikke, du kun-
ne slynge prisen lidt i vejret, hvis du gjorde dig umage, søde Molise?”
“Åh, så skidt pyt. Lad os bare sige to hundrede og halvtreds. Men
så skal jeg også have en kvittering.”
De skreg af grin, så papillotterne næsten rullede sig ud af sig selv.
Fandens til hunkatte og fandens til kløer.
11