Agnethe Ziminos tale ved Elisabeth Vingborgs ... - Mission Afrika

Under alle forhold er Kristus i os og med os, og han bærer os gennem mørket og det, der er tungt og svært.
Paulus taler også stærkt om det i Efeserbrevet, hvor han siger, at Gud i Kristus har velsignet os med al
himlens åndelige velsignelse.
Ja, i Kristus har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. D.v.s. nu kan intet
skille os fra Guds kærlighed --- vi tilhører ham og lever og er i ham.
Alt det talte Lis og jeg om, og Lis kunne, som vi kender det, trods svaghed og alvorlig sygdom, tale
begejstret og engageret om temaet - Kristus i jer, herlighedens håb. Hun talte med den gamle glød i
stemmen, som vi der kendte hinanden godt, satte så stor pris på.
Det her var vigtigt for hende, det skulle siges, det skulle forkyndes også på hendes begravelsesdag og der
skulle kød på, som hun sagde det. Alt det om mig, sagde hun, det skal du ikke gøre for meget ud af. Hvis der
er nogen, der vil sige noget, kan de jo altid sige det på mindesamværet bagefter.
Jeg kom til at tænke på missionærer Hudson Taylor, som var den store Kina missionær, og som blev optaget
af noget af det samme. Han kom i en stor personlig krise, fordi han oplevede kristenlivet som en forfærdelig
kamp, hvor han hele tiden skulle præstere fromhed og kærlighed, og det formåede han ikke, men så
opdagede han den hvile, det giver, som han skriver, at vide sig fuldstændig et med Kristus.
Den erfaring havde Lis eller Elisabeth også fået. Ikke mindst betød Elisabeths fornyelse ved Helligånden,
som hun oplevede det i 1982, at den rigdom vi har i Kristus blev en erfaring, som hun levede i, og som
kendetegnede hendes vidnesbyrd og kristne tro.
Hun gav selv udtryk for, at hendes liv og hendes tro blev som forvandlet, og alle kunne vi se og mærke, at
det var rigtigt.
Elisabeth havde et stærkt bønsliv. Hun bad meget og trofast for hele familien og for alle os venner, og
dermed var hun et vidnesbyrd om Guds kærlighed til mennesker. Og så kommer der alligevel lidt personligt
om Elisabeth, for det kan jeg nu ikke helt lade være med, og som hun sagde til mig: ”Du kan nu gøre det,
som du synes, for den dag har jeg jo ikke så meget at sige,” og så fulgte et stort smil, for Lis var helt afklaret
med sin situation, og hun var parat til at dø.
Hun talte naturligt om døden og kunne smile, ja, le. F.eks. fortalte hun mig trods al sin svaghed, mens hun
lo, om en samtale hun havde haft med sine søskende, hvor én havde spurgt: ”Nå, er der så noget, du synes,
du går glip af, nu du skal herfra?”, og Lis sagde: ”Jeg sagde – tja, det ved jeg ikke rigtig. Jeg tror det ikke, jeg
har jo ingen børn eller børnebørn, som jeg ønsker at se vokse op. Gå glip af --- nå, det skulle da lige være
Sudanmissionens 100 års jubilæum næste år”, og så fortsatte Lis: ”Men så sagde min bror: ” Jamen da kan
du da sidde sammen med Dr. Brønnum deroppe og se ned på det hele, når det sker!”, og så lo Lis ved
tanken.
Sådan havde Lis det afklaret som hun var. Selvom hun da gerne ville have levet længere, så var hun klar til
at dø og kunne både tale alvorligt om døden og smile og le. Og så har Elisabeth alligevel her til begyndelse
sagt rigtig, rigtig meget, om den Gud, som hendes liv byggede på ---- Kristus i jer – herlighedens håb.
Men hun vidste, at nu var hendes tid her snart slut. I den sidste rigtige sms besked jeg fik, skrev hun: ”Jeg
glæder mig til at skulle herfra, ”, og så fortsatte hun ellers med at skrive, hvilken bog hun lige havde fået
læst op, og som hun havde været glad for at høre færdig!”