Agnethe Ziminos tale ved Elisabeth Vingborgs ... - Mission Afrika

missionafrika.dk

Agnethe Ziminos tale ved Elisabeth Vingborgs ... - Mission Afrika

Agnethe Ziminos tale ved Elisabeth Vingborgs begravelse den 1. juli ved Hejsvig kirke

Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 15 vers 5-8 og Kolossenserbrevet kapitel 1 vers 27.

Da jeg var på besøg for ikke så lang tid siden hos Elisabeth eller Lis, som familien og nogen af os kaldte

hende, - da talte vi jo sammen om begravelsen her, og så spurgte jeg, hvilket skriftsted hun syntes, jeg

skulle tale over, og svaret kom prompte: Kristus i jer herlighedens håb.

Lis begrundede det med følgende personlige oplevelse.

I 1980 var hun på kursus i islam på Selly Oak Colleges i Birmingham og under studiet i islam tænkte Lis:

Hvad har vi i grunden i den kristne tro, som ingen andre religioner kan byde på? Hvori er forskellen? Hvad

er der i vores kristne tro, som er noget helt specielt, og som kan bære os i liv og i død? Og ordet fra Kol.

Brevet kom til Lis: Kristus i jer – herlighedens håb!

Alle de andre religioner har på mange måder deres at byde på, og det havde Lis også bemærket under

studierne af islam, men i vores kristne tro er der det særlige, at Kristus bor ved troen i vore hjerter. Kristus i

os, det er herlighedens håb.

Lis og jeg talte om det fantastiske, at når Jesus Kristus lever i os, så er vi forvissede på, at han også er i stand

til at gøre i os langt ud over, hvad vi fatter og forstår som Jesus siger det: ”Den, der bliver i mig, og jeg i

ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”

Af Guds nåde får vi lov til at være kanaler for hans fred for hans kraft og for det liv, som strømmer til os, og

vi kan give videre til de mennesker, som kommer på vores vej!

Når han lever i os, så lever vi ikke længere for os selv, men så har vi et højere mål – nemlig at være til lov og

pris og ære for den Gud, som har skabt os og at være til velsignelse for vore medmennesker!

Med Kristus i os, så er der mulighed for, at det kan ske, og så bliver det et godt liv, og det bliver ingen

præstation, som vi bagefter kan prale af for Gud gør det i os. Vi skal bare være bevidste om at leve i Kristus,

at vandre i Ånden, at følge vores Herre og frelser og når Kristus er i os, så er der håb for os, også når døden

kommer os nær, for hans liv, det liv, som er i os, kan ikke dø.

Kristus i os, er det levende håb, som vi er genfødt til, sådan siger både dåbs og begravelsesritualet det.

Der siges ved enhver dåb og ved enhver begravelse ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristis Fader, som i

sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

Og når han er i os og vi i ham, så er vi ikke i tvivl om opstandelsens virkelighed, for Gud har i Kristus lagt det

ind i vores hjerter.

Det er sket af Guds nåde og barmhjertighed, det er noget, han har gjort, fordi han elsker os og ikke ønsker,

at vi skal leve i uvished.

Jesus, der siger: Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, selvom han dør.

Kristus i os betyder, at vi ikke er alene – heller ikke i dødens øjeblik Kristus i os betyder, at vi trygt kan lægge

vort liv og vor død i Guds stærke hænder ------


Under alle forhold er Kristus i os og med os, og han bærer os gennem mørket og det, der er tungt og svært.

Paulus taler også stærkt om det i Efeserbrevet, hvor han siger, at Gud i Kristus har velsignet os med al

himlens åndelige velsignelse.

Ja, i Kristus har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. D.v.s. nu kan intet

skille os fra Guds kærlighed --- vi tilhører ham og lever og er i ham.

Alt det talte Lis og jeg om, og Lis kunne, som vi kender det, trods svaghed og alvorlig sygdom, tale

begejstret og engageret om temaet - Kristus i jer, herlighedens håb. Hun talte med den gamle glød i

stemmen, som vi der kendte hinanden godt, satte så stor pris på.

Det her var vigtigt for hende, det skulle siges, det skulle forkyndes også på hendes begravelsesdag og der

skulle kød på, som hun sagde det. Alt det om mig, sagde hun, det skal du ikke gøre for meget ud af. Hvis der

er nogen, der vil sige noget, kan de jo altid sige det på mindesamværet bagefter.

Jeg kom til at tænke på missionærer Hudson Taylor, som var den store Kina missionær, og som blev optaget

af noget af det samme. Han kom i en stor personlig krise, fordi han oplevede kristenlivet som en forfærdelig

kamp, hvor han hele tiden skulle præstere fromhed og kærlighed, og det formåede han ikke, men så

opdagede han den hvile, det giver, som han skriver, at vide sig fuldstændig et med Kristus.

Den erfaring havde Lis eller Elisabeth også fået. Ikke mindst betød Elisabeths fornyelse ved Helligånden,

som hun oplevede det i 1982, at den rigdom vi har i Kristus blev en erfaring, som hun levede i, og som

kendetegnede hendes vidnesbyrd og kristne tro.

Hun gav selv udtryk for, at hendes liv og hendes tro blev som forvandlet, og alle kunne vi se og mærke, at

det var rigtigt.

Elisabeth havde et stærkt bønsliv. Hun bad meget og trofast for hele familien og for alle os venner, og

dermed var hun et vidnesbyrd om Guds kærlighed til mennesker. Og så kommer der alligevel lidt personligt

om Elisabeth, for det kan jeg nu ikke helt lade være med, og som hun sagde til mig: ”Du kan nu gøre det,

som du synes, for den dag har jeg jo ikke så meget at sige,” og så fulgte et stort smil, for Lis var helt afklaret

med sin situation, og hun var parat til at dø.

Hun talte naturligt om døden og kunne smile, ja, le. F.eks. fortalte hun mig trods al sin svaghed, mens hun

lo, om en samtale hun havde haft med sine søskende, hvor én havde spurgt: ”Nå, er der så noget, du synes,

du går glip af, nu du skal herfra?”, og Lis sagde: ”Jeg sagde – tja, det ved jeg ikke rigtig. Jeg tror det ikke, jeg

har jo ingen børn eller børnebørn, som jeg ønsker at se vokse op. Gå glip af --- nå, det skulle da lige være

Sudanmissionens 100 års jubilæum næste år”, og så fortsatte Lis: ”Men så sagde min bror: ” Jamen da kan

du da sidde sammen med Dr. Brønnum deroppe og se ned på det hele, når det sker!”, og så lo Lis ved

tanken.

Sådan havde Lis det afklaret som hun var. Selvom hun da gerne ville have levet længere, så var hun klar til

at dø og kunne både tale alvorligt om døden og smile og le. Og så har Elisabeth alligevel her til begyndelse

sagt rigtig, rigtig meget, om den Gud, som hendes liv byggede på ---- Kristus i jer – herlighedens håb.

Men hun vidste, at nu var hendes tid her snart slut. I den sidste rigtige sms besked jeg fik, skrev hun: ”Jeg

glæder mig til at skulle herfra, ”, og så fortsatte hun ellers med at skrive, hvilken bog hun lige havde fået

læst op, og som hun havde været glad for at høre færdig!”


Lis havde forberedt sig, gennem en lang tids sygdom, på at dø, og hun kom herfra på værdig vis. Bare tænk

på den 75 års fødselsdag, som Lis holdt i april måned, hvor I var rigtig, rigtig mange, nogen og 90, som

festede med hende, men alle vidste I jo, at det også var en afsked, der stod for. Så der var en blanding af

glæde og sorg, og begge dele kunne udmærket fungere sammen, for sådan ville Lis det nemlig. Lis klarede

dagen til stor glæde for hende selv, hendes familie og hendes mange venner.

For Lis betød både familien og venner rigtig meget. Hun fulgte sin familie, sine søskende, niecer og nevøer

og deres familier på tætteste hold – også i den årrække, hvor hun var langt væk fra dem, og hun viste gang

på gang, at hun var meget optaget af de unges ve og vel i familien – det var jo de unge, som skulle bære

videre.

Hun huskede næsten alle fødselsdage, og det er mange.

Trods sin sygdom så havde Lis flere gange sin nieces 3 børn på 5, 7 og 9 år på ferie, og hun nød det.

Og Lis var altid parat til en god snak. Hun havde sin mening om tingene og sagde, hvad hun mente.

Jeg tror, Lis har spurgt mange af os ”nå, hvad læser du for tiden?” Og når det så var berettet, så fortalte hun

vidt og bredt og engageret om den eller de bøger, hun var i gang med. Og så ville hun gerne vide, hvad man

mente om det eller det. På en måde var hun et krævende menneske, d.v.s. krævede modspil, krævede

indhold i samtalen.

Og Lis var åben og interesseret i menneskelivet, som det former sig for mennesker omkring os. Hun var

levende interesseret i alle former for kirkeliv, hvor det nu engang var i DK, såvel som i udlandet, og

selvfølgelig ikke mindst i Nigeria.

Hun var rummelig – også i relation til sin tro, og hun kunne altid se, at hvis Gud fik lukket op for blot et

menneske, så var et initiativ godt.

Hun kunne tolke de mest umulige ting positivt, som andre måske næsten opfattede på en meget negativ

måde, Gud bruger mange veje – det var hendes holdning, og hun kunne næsten acceptere alle muligheder

når bare det betød, at mennesker hørte om Jesus.

Hun var initiativrig. Hun begyndte en bibelgruppe udfra Hedagerkirken, ja, hun tilbød det, hun var rigtig,

rigtig god til, nemlig at undervise i bibelen, og hun begyndte også en gruppe, hvor man læste en bog af

Peter Haldorf sammen og fordybede sig i den.

Og hun sad i menighedsrådet i Hedagerkirken i Herning i flere år.

Hun var ikke social, (det sagde hun mange gange selv) gik sjældent til kirkekaffe og den slags, men hun

vidste, hvor vigtigt det var at være i kontakt med mennesker – både for hendes egen skyld og for sagens

skyld.

Og hun elskede at deltage i retræter, hvor hun kunne søge Gud og fordybe sig ---- og hvor hun kunne give

Gud lov til at arbejde med hende som person og som kristen. Hun kendte jo godt sine stærke og sine svage

sider.

”Et privileget liv, - et rigt liv.” Sådan udtrykte hun det selv når hun så tilbage på de mange, mange år i

Nigeria.

Og jeg regner næsten med, at der er mange af jer, som vil berøre netop de år under mindesamværet.


Derfor bliver det ganske kort her:

Den 26. marts 1961 blev Elisabeth indviet som missionær i Vesterhede kirke og hun udtrådte af

Sudanmissionens tjeneste den 1. maj 2002

Årene i Nigeria var fyldt med forskellige opgaver, og hver opgave havde sine nye erfaringer og udfordringer,

men noget af det Elisabeth så tilbage på med allerstørst glæde, sagde hun til mig, - det var de ti år i Abuja,

hvor hun oplevede, hvor fantastiske evangelisterne og deres familier var, hvordan de gav sig selv til den

opgave at sprede evangeliet om Jesus Kristus, og hvor hun elskede at være til hjælp og støtte for dem.

Men ellers var Lis i Numan på Pigeskolen, i Pella, var skole tilsynsførende på lærerseminariet i Numan, på

Brønnum gymnasium i Numan, på Lærerseminariet i Yola og andre skoler, der på Dashen bibelskole og som

NEAC sekretær, hvor Lis fik den oplevelse at få indblik i alle de forskellige andre kirker, der er i Nigeria og så

tilsidst i Abuja.

En fantastisk erfaring har Elisabeth fået gennem de mange år og mange af os har beundret hendes kloge

overblik og udsyn hun kunne ofte se noget, vi andre ikke fik øje på.

Lis blev som sagt fornyet i sin tro, så vi alle kunne se og mærke det og det betød også et venskab med folk i

de mange forskellige frikirker i Nigeria, som hun fik et gennemgribende kendskab til, og som hun skrev en

hel bog om.

Tunde Bolanta, skriver til mig om Elisabeth en hyldest til Elisabeth, og fremhæver mange af de kvaliteter,

som jeg allerede har nævnet.

Hendes ydmyghed, hendes ærlighed, hendes giversind og kærlighed, hendes mod og styrke, som minder os

om vor Herre Jesus.

Hun var den, der opmuntrede ham og andre til at gå i tjeneste for Gud, og hun har berørt manges liv i

Nigeria, diskriminerede aldrig eller fordømte andre, men var altid parat til at lytte.

Tunde ringede i aftes og var ked af det. Det er vores mor, som er gået hjem til Jesus, sagde han. Han ville så

gerne have været med i dag.

Et rigt liv har Lis haft, ja, men ganske vist et liv med savn. Savn efter familien, specielt, når hun ikke kunne

deltage i familiebegivenheder.

Lis oplevede det ikke altid let at være kommet hjem til Danmark efter et helt liv i Nigeria. Hun syntes ikke

altid, at hun gjorde fyldest. Hun syntes af og til, at hun kunne ønske, at hun havde nemmere ved at være

almindelig social, Hun arbejdede med den side af sig selv, og var åben om, at det ikke var så nemt at få nye

venner i Herning, men når jeg tænker på hendes liv her og alt, hvad hun har fortalt, så synes jeg personligt,

at hun klarede det godt.

Hun involverede sig i kirkelivet i Herning, og hun engagerede sig i familiens liv, og i vi venners liv, og hun har

betydet uendelig meget for en masse af os.

Til sidst måtte Lis tage imod hjælp fra andre. hun omtalte det som en svær men lærerig oplevelse ---

Familie og venner har været hendes store hjælp, som hun var uhyre taknemlig for, hvor har du Hanne

hjulpet Lis enormt og også andre i familien og hele tiden har der været en næsten strøm af familie og

mange forskellige venner, der er kommet på besøg og har været til hjælp og trøst og opmuntring. Det synes

som om, at Lis næsten dagligt har haft besøg.


Da Lis til sidst måtte tage imod hjælp på Anker Fjord hospice i Hvide Sande, så var der kun lovord for det

sted og de mennesker, som har passet hende der.

Hun sagde: ” Hvis jeg nu ikke var blevet syg, så havde jeg ikke mødt så megen omsorg og så mange

fantastiske mennesker, der vil gøre alt for mig!”

Hvilket stort menneske, der møder sygdom og lidelse på så positiv en måde!!

Vi har fået et eksempel til efterfølgelse - et forbillede.

Vi takker Gud for Lis eller Elisabeth, hun blev jo kaldt begge dele.

Nu lægger vi hende i Guds gode almægtige hænder!

Jeg vil slutte med at nævne Lis’ navn og data:

Elisabeth Vingborg

Født den 21. april 1935

Død den 27. juni 2010

Vi ærer hendes minde.

More magazines by this user
Similar magazines