Sår på sjælen – virus i blodet - Mission Afrika

Sår på sjælen – virus i blodet
Af Niels Sørensen
3

Sår på sjælen – virus i blodet
Udgivet af Sudanmissionen i samarbejde med Dansk Ethioper Mission og
Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling med støtte fra Danida.
Formålet med bogen er at oplyse om de udfordringer som aids-arbejdet
møder i borgerkrigshærgede lande som Liberia og Sierra Leone.
Tekst: Niels Sørensen, skovbakken@fi bermail.dk
Fotos: Niels Sørensen samt arkivfotos fra Dansk Ethioper Mission og
Sudanmissionen
Tilrettelægning: Mette Swartz, mette@swartz.dk
Grafi sk design: Videbæk Bogtryk A/S
Tryk: Videbæk Bogtrykkeri A/S
Flere navne i bogen er ændret efter ønske fra de medvirkende,
men disse er kendt af forfatteren.
Eftertryk er ikke tilladt uden forfatterens tilladelse.
Skrifttype: Industria, Dax
Udgiverår: 2008
Oplag:
ISBN:
4

Indholdsfortegnelse
Sår på sjælen ....................................................................................................7
Under kniven ..................................................................................................11
Må Gud hjælpe danskerne .............................................................................17
Tvunget af omstændighederne .....................................................................21
Kan krig smitte ? .............................................................................................25
En fl ygtning slår sig ned .................................................................................29
Aids-kvinden Mrs. Miller ................................................................................31
Du er ikke alene .............................................................................................37
Støttegruppe ...................................................................................................41
Aids på dagsordenen......................................................................................43
Borgerkrig .......................................................................................................47
Fakta ................................................................................................................55
I fl ygtningenes spor ........................................................................................57
Medicinmand, mellemmand og medspiller .................................................59
Holdninger til Hiv-smittede ...........................................................................64
Den stærkes ret ..............................................................................................65
Kampen mod aids i bushen ...........................................................................69
Brød tavsheden ..............................................................................................73
5

6
I Liberia og Sierra Leone ligner
befolkningen gummitræerne i
plantagerne. De står oprejst, de
overlevede mange års borgerkrig,
men ressourcerne er tappet.

Sår på sjælen
Man skal ikke ret langt ind i Sierra Leone eller Liberia på Afrikas vestkyst,
før junglen omslutter vejen som en grøn mur. Synsfeltet er indrammet af
høje stammer, og slyngplanter hænger som gardiner, der hindrer sollyset
i at trænge igennem. Indimellem bliver vildnisset brudt af plantager med
gummitræer. Som alt andet i Liberia og Sierra Leone er også de præget
af de borgerkrige, der hærgede landene indtil begyndelsen af årtusindskiftet.
- De militsgrupper, der havde herredømmet i området, røvede også ressourcerne,
fortæller en af medpassagererne, mens vi kører forbi.
- De vidste ikke, hvad de gjorde, fortsætter han og nikker ud mod en strækning
mørke stammer, der står i symmetriske rækker langt ind i skovbundens
dunkelhed.
I stammernes bark er der skåret lange snoede riller, hvor gummisaften
langsomt siver ned, indtil den opsamles i en lille tragt. De professionelle
plantagearbejdere ved, hvordan og hvor meget der skal skæres for at få
optimalt udbytte uden at ødelægge træet. Men under borgerkrigen var det
ofte ufaglærte oprørsstyrker eller soldater, der førte kniven, og derfor er
mange af gummitræerne nu fyldt med ødelæggende ar i barken. En skov af
misbrugte ressourcer og ødelagte muligheder.
I Liberia og Sierra Leone ligner befolkningen træstammerne i plantagerne.
De står oprejst, de overlevede mange års borgerkrig, men ressourcerne er
tappet, og de er fyldt med dybe ar på både legeme og sjæl. En befolkning
præget af misbrugte ressourcer og ødelagte muligheder.
- De vidste ikke, hvad de gjorde. Eller gjorde de?
Nogle gjorde! De kendte effekten af at tvangsfjerne børn og oplære dem
til rå børnesoldater. Tvinge dem til grusomheder mod deres egen familie
og dermed afskære dem vejen tilbage. Fylde dem med stoffer, rusmidler
og angst og få dem til at begå grusomheder, som voksne med en udviklet
samvittighed ville have sværere ved at deltage i. Mange børn optrådte som
bødler under borgerkrigen. Men de var også ofre.
Spørgsmålet om retfærdighed, om årsager og skyld er lige så sammenfi l-
- De vidste ikke, hvad de
gjorde. Eller gjorde de?
7

tret og uigennemtrængeligt som junglens underskov. Noget kan måske forklares.
Andet kan kun forsones.
Nu tappes der igen gummi af træerne i junglen. Og der ryddes land og plantes
nye generationer af gummitræer. Der bygges veje, der åbnes skoler og
klinikker, der fl yttes hjem. I Sierra Leone sluttede borgerkrigen først, og der
er udviklingen længst fremme, men også i Liberia vinder freden fodfæste.
Da freden kom, begyndte en ny kamp. Kampen mod aids. Det handler denne
bog om. Om mennesker, som foruden ar på sjælen også pådrog sig virus i
blodet. Ofte uforskyldt eller i uvidenhed. Og bogen handler om kirkens indsats
for at lindre, opmuntre, oplyse og skabe håb. Det er ikke en kamp, de
lokale kirker kæmper alene. Sudanmissionen og Dansk Ethioper Mission er
mangeårige partnere med henholdsvis den Anglikanske Kirke i Sierra Leone
og den Evangelisk-lutherske Kirke i Liberia. Med penge fra Danida og faglig
vejledning fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling støtter de samarbejdskirkerne
i deres kamp mod aids.
Denne bog er hverken en beskrivelse af projekterne eller en evalueringsrapport,
men er et møde med nogle af de mennesker, der er berørt af
kampen. Den giver et glimt af de udfordringer, som præger aids-arbejdet i
borgerkrigshærgede lande.
- Det er deres egen skyld. De kan bare holde op med at have sex i fl æng til
højre og venstre, lød argumentet i en dansk døråbning ved en husstandsindsamling
til fordel for aids-ramte i Afrika.
Med denne bog vil vi gerne skabe forståelse for, at problemet med aids i et
borgerkrigshærget land er mere komplekst end som så.
Sudanmissionen Dansk Ethioper Mission
Da freden kom, begyndte en ny
kamp. Kampen mod aids.
9

10
Omrejsende helbredere kan
sprede hiv-smitte uden at vide
det. Iasak blev omskåret med
en usteril kniv som fi reårig og
fi k hiv.

Under kniven
De kalder dem for ’Black-Bags’. Navnet refererer til den taske eller sæk,
som de bærer på, når de vandrer mellem junglens landsbyer. Borgerkrigen
har fået deres antal til at blusse op, for når et i forvejen mangelfuldt sundhedssystem
lammes af uroligheder, har kvaksalverne gode vilkår.
En Black-Bag er hverken apoteker eller sygeplejerske, og der er heller ikke
tale om en zoe, altså en traditionel medicinmand med kendskab til urtemedicin
og lægende planter.
En Black-Bag er en omrejsende selvbestaltet helbreder, der stiller sin uprofessionelle
tjeneste til rådighed mod betaling. Og i landsbyerne inde i landet
har en Black-Bag gode vilkår, for oftest er han den eneste, der dukker op og
tilbyder hjælp mod sygdomme. Retten til frit valg på sundhedsområdet er
et utopisk begreb i denne del af verden.
Iasak har heller ikke noget valg. Hans far er bortrejst, og moderen beslutter,
at det nu er på tide at gennemføre den traditionelle omskærelse. Og
med en Black-Bag på besøg i landsbyen er anledningen givet. Hun tager
derfor Iasak på armen, selv om den fi reårige dreng protesterer over at blive
afbrudt i sin leg.
I andre lande taler man om, at ventetiden for behandling skal nedbringes.
I landsbyen er man vant til, at ventetid er noget, der skal tilbringes. Så
Iasak og hans mor sætter sig tålmodigt i rækken af ventende patienter. Herfra
kan de følge med i behandlingen af de andre landsbybeboere, når den
nyankomne Black-Bag med alvorlig mine stiller diagnoser, skærer i sår eller
efter længere overvejelser fi nder en nusset pakke piller frem fra tasken.
Det er deres tur næste gang, men det trækker lidt ud. Patienten foran dem
kræver ekstra opmærksomhed og behandlingstid, og det bøjer Iasaks mor
sig for. Enhver kan jo se, at kvinden har det meget dårligt, og i landsbyen
ved man desuden, at det har stået på i lang tid. Hoste, feber, diarré samt
udslet og væskende sår på den magre krop. Den tilrejsende virker umiddelbart
lidt rådløs, skærer først en lille byld væk og laver derefter nogle små
ridser i huden ved halsen som beskyttelse mod yderligere dårligdom. Sådan
Iasak har heller ikke noget valg.
Hans far er bortrejst, og moderen
beslutter, at det nu er på tide
at gennemføre den traditionelle
omskærelse.
I andre lande taler man om, at
ventetiden for behandling skal
nedbringes. I landsbyen er man
vant til, at ventetid er noget, der
skal tilbringes.
11

12
- Det varer kun et øjeblik, forklarer
hun ham trøstende, mens
kvaksalveren igen tager sin kniv
op i hånden.
Også rådgiveren stod uforstående.
Det er et særsyn, at børn i
drengens alder er hiv-smittet.
som de rigtige medicinmænd er kendt for at gøre. Så lægger han kniven fra
sig og dykker ned blandt sine mange æsker og dåser og rækker kvinden et
passende udvalg.
Endelig er det Iasaks tur. Hans mor har allerede taget hans bukser af.
- Det varer kun et øjeblik, forklarer hun ham trøstende, mens kvaksalveren
igen tager sin kniv op i hånden.
Faderen
Han er med i en af de støttegrupper, som kirkens aids-program har taget
initiativ til, men i modsætning til de andre er han ikke smittet. Det er hans
nu otte-årige søn til gengæld. Drengen har ganske vist ingen symptomer
på sygdom og virker umiddelbart lige så stærk og uovervindelig som den
Spiderman, der pryder hans T-shirt. Endnu lever den lille fyr i lykkelig uvidenhed
om sin egen situation; kun faderen og de andre voksne medlemmer
af familien kender hans ulykkelige status.
- Vi stod helt uforstående, da vi fi k det at vide, fortæller faderen, som for
nogle år siden fi k den dystre besked fra en af kirkens aids-rådgivere.
Hiv-testen var blot en sidste formalitet, før Iasak skulle bortadopteres til en
skandinavisk familie. Her kunne han få en bedre fremtid med udsigt til både
uddannelse og arbejde.
Også rådgiveren stod uforstående. Hvis børn smittes ved fødslen, vil de ofte
dø, inden de fylder fem år. Det er derfor et særsyn, at børn i drengens alder
er hiv-smittet.
- Rådgiveren bad også mig om at tage en test, fortæller faderen, der viste
sig ikke at være smittet.
Næste skridt var naturligt nok at snakke med moderen, men heller ikke hos
hende var der hiv-virus at spore.
- Vi var mildest talt forvirrede, for hvordan kunne han så være blevet smittet?
Vi tænkte, snakkede og overvejede det længe. Efterhånden blev vi
overbevist om, at den eneste mulighed var, at Iasak havde fået hiv-smitten,
da han blev omskåret hjemme i landsbyen. Jeg var der ikke selv, men min
kone fortalte, at den tilrejsende Black-Bag havde behandlet en meget syg
patient lige forud med den samme kniv, som han bagefter brugte til vores
søns omskærelse, og at han hverken brugte handsker eller vaskede hænder,
siger faderen.
Han beskriver, hvor dårligt han har det ved ikke at kunne gøre noget, og
hvor slemt det er at stå over for sin søn, der er blevet uskyldigt ramt.

I dag glæder faderen sig over, at drengen virker sund og rask, og at det
endnu ikke har været nødvendigt for ham at få ARV-medicin*.
- Det eneste, han har fejlet i det sidste års tid, er en omgang malaria,
fortæller han.
Der er seks andre børn i familien, og ifølge faderens udsagn tænker
forældrene i hverdagen ikke over, at det mindste af deres børn er smittet.
Til gengæld er faderen blevet bevidst om risikoen for hiv og aids.
- Jeg har lært en masse af aids-rådgiveren og har også selv været på forskellige
workshops om aids. Så nu fortæller jeg folk, jeg møder, at sygdommen
fi ndes, og fra kontoret tager jeg nogle gange en håndfuld kondomer med til
mine venner. Og jeg snakker meget med mine egne halvvoksne børn om at
passe på sygdommen, forklarer han.
- Jeg ved, at Iasak forhåbentlig kan leve i mange år nu, hvor landet langsomt
bygges op, og det er muligt at få ARV-medicin, men alligevel er det tragisk.
En del af tragedien er også, at aftalen om adoption allerede var på plads,
og Iasak var på vej til et bedre liv, end vi kan give ham her. Men på grund
af sygdommen gik det i vasken, slutter faderen, der er arbejdsløs og stadig
har en ekstra mund at mætte.
Og en ekstra sygdom at bekymre sig om.
Aids-rådgiveren
- Det var første gang i min tid som aids-rådgiver, at jeg sendte et barn til
hiv-test, men jeg betragtede det blot som en formalitet i forbindelse med
adoptionssagen. Jeg tror derfor, jeg var lige så overrasket som faderen, da
jeg fi k resultatet. Jeg har mødt mange tragiske skæbner, for vi får henvist
mange klienter fra hospitalet til kirkens aids-rådgivning, men det her påvirkede
mig anderledes, fordi det var et barn. Det var svært at overbringe
beskeden til faderen.
- Som sædvanlig snakkede vi bagefter om de måder, som aids kan overføres
på, og min første tanke var naturligvis, om smitten på en eller anden måde
var videregivet fra forældrene. Faderen havde ikke haft sygdomssymptomer
af nogen slags, men indvilligede alligevel i at få taget en test.
* AntiRetroViral – en kombinationsmedicin, der ikke kurerer, men holder hivvirus
i skak, så det ikke udvikler sig til aids.
- Jeg ved, at Iasak forhåbentlig
kan leve i mange år nu, hvor det
er muligt at få ARV-medicin, men
alligevel er det tragisk.
Jeg har mødt mange tragiske
skæbner, men det her påvirkede
mig anderledes, fordi det var et
barn.
13

14
Aids-rådgiver Janice Faijue-Gonoe
har haft mange klienter, men en
sag påvirkede hende på en speciel
måde. Det var et barn, der
var smittet, og hendes egne familiemedlemmer
havde også været
i farezonen.

- Moderen havde heller ikke virus i blodet, så derfor var det en noget uforklarlig
situation. Jeg snakkede længe med dem begge om alle de smitteveje,
der kendes, men ingen af dem kunne nævne situationer, hvor deres
søn f.eks. havde fået injektion eller blodtransfusion. Han var også for lille
til at være seksuelt aktiv og havde ikke været udsat for overgreb. Så efter
samtalen bad jeg dem om at gå hjem og gennemtænke drengens liv i detaljer.
- Næste gang vi mødtes, var de kommet frem til, at det mest oplagte var, at
han var blevet smittet i forbindelse med sin omskærelse. Det var foregået
under usterile forhold, og kniven havde lige forud været brugt på en patient
med typiske aids-symptomer. Desuden gik Black-Bag´en fra patient til patient
uden at vaske hænder.
- Jeg lyttede til deres beretning og kunne nikke bekræftende til, at det meget
vel kunne være årsag til smitten. Senere blev jeg imidlertid både bleg og
rystet, rejste mig forskrækket op og kunne ikke holde et udråb tilbage. Det
er stik imod, hvordan man bør optræde som rådgiver, men jeg kunne ikke
lade være. Da forældrene nævnte landsbyens navn, gik det op for mig, at
det er nabolandsbyen til den, hvor mine nevøer og niecer bor, og jeg har
megen anden familie i området. Pludselig oplevede jeg på egen krop at få
indblik i den angst og sårbarhed, som mange af mine klienter plages af.
For en Black-Bag besøger ikke bare en enkelt landsby, men går rundt i hele
området.
Han kunne derfor ved samme lejlighed meget nemt have haft nogle af
mine egne familiemedlemmer under kniven.
Pludselig oplevede jeg på egen
krop at få indblik i den angst og
sårbarhed, som mange af mine
klienter plages af.
15

16
Mariam rådgiver andre om
aids, men fortæller ikke, at hun
selv er hiv-positiv. Hun frygter
medlemmernes reaktion i den
menighed, hvor hun er leder.

Må Gud hjælpe danskerne
Når hun fortæller om sit liv, er hun ikke bange for at tale om Gud. Det kommer
fra hjertet, naturligt og dybfølt, og virker ikke som en tillært vane fra de
sidste seks år, hvor hun har været hjælpepræst i en lokal kirke.
Hun er heller ikke bange for at tale om aids i kirken og i lokalområdet, hvor
hun oplyser og advarer andre. Men sin egen status som hiv-smittet holder
hun for sig selv. Kun hendes datter og en af menighedens ældste kender
hendes hemmelighed. På det punkt er hun bange for, hvad folk i menigheden
kan fi nde på at tænke og sige om hende som kristen leder, hvis de
fi k det at vide.
Af samme grund vil pastor Mariam gerne interviewes, men ikke fotograferes.
Efter at hun for et halvt år siden blev testet positiv, har hun spekuleret
meget.
- Jeg ved ikke, hvor jeg har fået det fra. Min mand døde i et trafi kuheld for
snart 12 år siden, og han var ikke syg. Jeg forstår det ikke, siger Mariam, der
kun kan forestille sig, at smitten er kommet i forbindelse med et tidligere
uheld, hvor hun blev behandlet med indsprøjtninger og drop.
Men også det lægger hun i Guds hånd.
- Jeg kender Gud, som har skabt mig, og måske vil han bruge denne sygdom
til at herliggøre sit navn, siger hun i et tonefald, der viser, at hun efterhånden
har lagt spekulationerne bag sig.
Oplevelsen fra hospitalet sidder imidlertid stadig dybt i hende.
- Lægen fortalte mig bare, at jeg var positiv og havde hiv. Der var slet ingen
rådgivning, og jeg var overladt til mig selv bagefter, fortæller den 48-årige
kvinde.
Før hun gik til hospitalet havde hun bedt til Gud og sagt: ”Gud, jeg ved ikke,
hvad det er, der sker i min krop, men du er min hjælper, og jeg stoler på
dig”. Hun mener selv, at det hjalp hende til at holde fatningen, da hun fi k
den ubarmhjertige besked serveret.
- Sygeplejersken fortalte, at de fl este bryder sammen, græder ubehersket
og stamper i jorden, fordi de tror, at de skal dø med det samme. Der er
heller ikke noget at sige til, at de reagerer på den måde, for mange kender
Kun hendes datter og en af menighedens
ældste kender hendes
hemmelighed. På det punkt er hun
bange for, hvad folk i menigheden
vil tænke.
- Lægen fortalte mig bare, at jeg
var positiv og havde hiv. Der var
slet ingen rådgivning, og jeg var
overladt til mig selv bagefter.
17

18
- Det var en utrolig stor lettelse
at komme til at tale med en
rådgiver. Hun gav mig håb.
I kirken bruger jeg det, jeg har
lært, og laver arrangementer,
hvor folk fra menigheden bliver
oplyst om sygdommen.
slet ikke noget til sygdommen og oplever at stå med en dødsdom uden
rådgivning og hjælp, fortæller Mariam, der heller ikke selv vidste noget om
aids på det tidspunkt.
Da Mariam kom hjem, var hun tydeligt rystet, men fortalte bare sin datter,
at hun var træt. De næste uger lå diagnosen som en tung byrde på hendes
skuldre, som hun bar rundt på alene. Til sidst besluttede hun sig for at gå til
et andet hospital for at få efterkontrolleret testen. Her blev hun henvist til
kirkens rådgivningscenter, hvor en hiv-test altid følges af rådgivning både
før og efter. Ifølge Mariams eget udsagn var det her, hun endelig faldt til
ro.
- Det var en utrolig stor lettelse at komme til at tale med en rådgiver. Hun
gav mig håb. Endelig fi k jeg noget at vide om hiv og aids; hvordan det
smitter, hvordan man kan undgå at blive smittet, og hvordan man ved at
acceptere sin status kan forlænge sit liv ved at leve sundt og tage forskellige
forholdsregler. Det var også rådgiveren, der opfordrede mig til at dele
min status med nogle få andre, som er tæt på mig, og som jeg har tillid til,
fortæller pastor Mariam.
Derfor valgte hun at fortælle sin ældste datter på 28 år om sin situation.
- Hun græd naturligvis, men jeg syntes, jeg måtte fortælle hende det. Hvis
jeg bliver syg, er hun jo den, der kommer til at passe mig, fordi hun er den
ældste, siger pastor Mariam.
Allerede tre måneder efter den første rådgivningssamtale blev Mariam af
sin rådgiver inviteret til selv at deltage i den lutherske kirkes aids-rådgiveruddannelse,
som varer seks uger. Det blev et kursus, som satte varige spor.
- For mig var det en velsignelse at komme med på kurset og blive uddannet
til aids-rådgiver. Det var simpelthen så godt for mig. Derhjemme kan jeg nu
fortælle mine børn om hiv og aids, og jeg er med i nabolaget, når vi har
oplysningskampagner. Også i kirken bruger jeg det, jeg har lært, og laver
arrangementer, hvor folk fra menigheden bliver oplyst om sygdommen,
fortæller pastor Mariam og tilføjer et citat fra profeten Hoseas’ bog:
- Det er ude med folket, fordi det ikke har kundskab.
Den manglende kundskab drejer sig i dette tilfælde om hiv og aids, hvor
mange for det første ikke tror, at sygdommen fi ndes, og hvor der for det
andet hersker stor uvidenhed om smitteveje.

- Mange tror, at man bliver smittet ved at give håndtryk, drikke af den
samme kop eller bo under samme tag. Så der er virkelig brug for oplysning.
Især blandt de unge, som er meget sårbare. Mange af dem er uden støtte
fra familien, de mangler måske de daglige fornødenheder og bliver fristet
ved at se de ting, som nogle af deres jævnaldrende har. Der er også mange,
der gerne vil uddannes, men som ikke har råd til skolepenge. Så hvis en
mand har lidt penge, er det altid nemt for ham at fi nde en pige at have sex
med. Mange kvinder har ikke andre måder at blive forsørget på, siger pastor
Mariam med en stemme, som både røber harme og sorg.
Selv arbejder hun nu som frivillig i rådgivningscenteret og tager sig af kirkens
arbejde blandt forældreløse skolebørn.
- Jeg ved efterhånden, hvordan børnene har det som forældreløse. Vi kommer
jævnligt ud til nogle, som mangler både sko og tøj, og de har brug for
hjælp til at komme i skole, fortæller hun.
Derfor er hun heller ikke sen til at fortælle, hvor glad hun og de andre rådgivere
er for den økonomiske støtte, som samles ind af en gruppe privatpersoner
i Danmark. Pengene går til skolebetaling og uniformer til forældreløse
børn, som kirkens rådgivningscenter kommer i kontakt med.
- Jeg beder Gud om, at han vil hjælpe de mennesker, som er i Danmark, så
de får en bedre økonomi! - og kan hjælpe endnu fl ere forældreløse, slutter
hjælpepræsten.
Hvis en mand har lidt penge, er
det altid nemt for ham at fi nde en
pige at have sex med.
- Jeg ved efterhånden, hvordan
børnene har det som forældreløse.
Vi kommer jævnligt ud til nogle,
som mangler både sko og tøj,
19

20
Zania blev taget til fange af rebeller
og tvunget til at være
’soldaterkone’. Nu kæmper hun
med følgerne af sit tidligere liv.

Tvunget af
omstændighederne
Hun lå på en madras uden sengetøj og havde det elendigt. De andre passerede
bare forbi, når de skulle ind i det store faldefærdige hus, hvor der
blev solgt hjemmelavet alkohol. Hun havde selv været en af dem, der drak
rigeligt, men nu var hun for syg til det. Hun rystede af kulde, feberen kom
og gik, hvorimod diarréen plagede hende konstant. Der var ingen af de
øvrige beboere, der gav hende vand til at drikke eller vaske sig i. Tværtimod
nægtede de at lade hende bruge vandfadet, fordi hun var så dårlig. Havde
det ikke været for en venlig kvinde, der bag den afmagrede krop og de
verserende rygter om prostitution alligevel så hende som et medmenneske
og hjalp hende, havde hun nok været død for fl ere måneder siden. Dengang
ønskede hun sig faktisk død og overvejede at tage sit eget liv. Minder, som
hun i dag helst ikke vil snakke om, for det gør hende ked af det.
Zaina har det stadig ikke godt, men nu har hun i det mindste en ordentlig
seng og et værelse for sig selv. Takket være den venlige dame, som alle
omtaler og tiltaler som ’tante’. Sammen med aids-rådgiveren fra den anglikanske
kirke i Sierra Leone træder tanten ind i det halvmørke rum, hvor
Zania tager imod sine gæster uden at rejse sig fra sengen. Hendes ansigt og
krop er opsvulmet, og det er kun med besvær, hun rejser sig op i siddende
stilling for at fortælle sin sygehistorie. Som hos så mange andre i Sierra
Leone er den vævet tæt sammen med krigens historie.
- Jeg var 28 år, da rebellerne kom til vores landsby. Det var i den østlige del
af Sierra Leone, og jeg blev taget til fange af dem og ført med ud i bushen.
Jeg fl yttede rundt sammen med dem, men havde ikke nogen affærer med
nogen. Jeg lavede blot mad til dem, begynder Zania.
Hendes fortælling afbrydes imidlertid af de andre, som understreger, at hun
roligt kan fortælle hele sandheden, som den er. Efter et øjebliks pause fortsætter
hun med monoton stemme.
Dengang ønskede hun sig faktisk
død og overvejede at tage sit eget
liv.
Jeg blev taget til fange af rebellerne
og ført med ud i bushen.
Jeg fl yttede rundt sammen med
dem.
21

22
Han tvang mig til det. Der var
ikke noget valg, for han havde
gevær og truede med at skyde.
Det begyndte med, at min læge
sendte mig til hospitalet på grund
af diarré og feber. De behandlede
mig ikke, for jeg havde ikke råd til
at betale.
- De tvang mig til at følge med. Ellers ville de dræbe mig, sagde de. De var
en hel gruppe, og på et tidspunkt snakkede de om, at jeg ikke havde nogen
mand, og der var en, der sagde: Jeg vil have hende, hun skal være min.
I lejren fi k kvinderne hver anvist et sted at være, og her fandt rebellerne
dem, når de om natten kom tilbage efter at have været i kamp.
- Han tvang mig til det. Der var ikke noget valg, for han havde gevær og
truede med at skyde, fortæller Zania, der efter fi re måneder blev løsladt
igen i forbindelse med en våbenhvile.
Hendes soldat gav hende to geder og noget mad. Da hun vendte tilbage
til sin landsby, blev moderen overstrømmende glad, for ingen vidste, hvor
Zania var ført hen, eller hvad der var sket. Først nu fi k hun at vide, at hendes
far var blevet dræbt.
Zania holder en længere pause, pudser næse, gnider de feberskinnende
øjne og har tydeligvis svært ved at koncentrere sig. I spring fortæller hun
om opholdet i hovedstaden, mens kampene rasede, og om hendes onkel i
Bo, som hun senere fl yttede hen til.
- Efter en måned blev jeg træt af at bo hos ham. Jeg skulle vaske, gøre
rent og holde hus, og det fi k jeg nok af. Så jeg lejede mig ind et andet sted
hos en anden mand, fortæller Zania, og det skinner igennem, at der bag
hendes trætte og apatiske fremtoning gemmer sig en handlekraftig pige,
som tidligere ikke var bange for at træffe beslutninger og stå på egne ben.
Det har sygdommen imidlertid ændret.
- Det begyndte med, at min læge sendte mig til hospitalet på grund af diarré
og feber. De behandlede mig ikke, for jeg havde ikke råd til at betale.
Derfor gik det fra slemt til værre; så meget, at nogle af mine bekendte
moppede mig og spurgte, om jeg var ved at fl ytte ind i begravelsesforretningen,
fortæller hun.
Først senere fi k hun gratis behandling hos ’Læger uden grænser’, og det var
også her, hun fi k taget en hiv-test.
- De fortalte mig, at jeg havde aids. Jeg fi k ARV-medicin, og de fortalte om
sygdommen, og hvordan den smittede. Jeg kan huske, at jeg græd og var
vågen næsten hele natten. Jeg var fortvivlet og tænkte på alle de gange,
hvor jeg havde været sammen med forskellige mænd. Men jeg vil ikke

tænke på det, for det gør ondt at få minderne frem, siger Zania og pudser
næse endnu en gang.
Alligevel fortæller hun lidt senere om sin faste kæreste i byen, som hun
boede hos, og som alle andre var bange for. Og samtidig indrømmer hun, at
hun havde andre kærester ved siden af.
- Jeg løj for min kæreste og plejede også at gå ud med andre. De gav mig
penge, så jeg kunne klare mig, fortæller Zania, der på det tidspunkt drak
en hel del.
- Der var ingen speciel grund til det. Da jeg var i bushen begyndte jeg både
at drikke og ryge, og det fortsatte bare. Men nu er jeg for syg til at drikke,
bekendtgør hun og viser med håndbevægelser, hvordan feberen, hævelsen
og smerten plejer at komme fra benene, over maven og op til nakken og
hovedet.
I en plasticpose på bordet ligger ARV-medicinen, og aids-rådgiveren spørger
hende, hvordan det går med at tage den. Svaret lyder ikke helt overbevisende.
Medicinen giver hende nemlig bivirkninger, og nogle gange fristes
hun til at springe dagens dosis over. Rådgiveren opmuntrer hende og indskærper
vigtigheden af at fortsætte.
- Vi har set nogle, som har haft det meget værre end dig. Du skal nok
komme på benene igen, hvis du passer på dig selv, opmuntrer han.
- Jeg beder blot til Gud om, at det ikke må være heksekraft, der har ramt
mig, og jeg beder ham om, at han vil hjælpe mig, siger hun med et stille
suk og pudser næse en sidste gang, inden hun træt af samtalen lægger sig
til hvile igen.
Jeg plejede også at gå ud med
andre. De gav mig penge, så jeg
kunne klare mig.
Jeg beder blot til Gud om, at det
ikke må være heksekraft, der har
ramt mig.
23

24
- Vi står med en hel befolkning,
som er fl yttet eller fl ygtet på
grund af krigen. Måske op til fl ere
gange. Det ændrer hele din situation,
og du må klare dig, som du
bedst kan.

Kan krig smitte?
Janice Faijue-Gonoe er præst i den lutherske kirke, men efter to år som aidsrådgiver
er hun nu ansat som projektmedarbejder i kirkens aids-program. I
forbindelse med en opgave i praktisk teologi analyserede hun, hvordan de
mange års borgerkrig har påvirket udbredelsen af hiv-smitten.
- Hvor der før krigen var en til to procent hiv-positive, var det ved borgerkrigens
slutning steget til ca. fem procent og er endnu højere i dag, vurderer
Janice, men peger samtidig på stor usikkerhed i statistikkerne.
Hun er imidlertid ikke usikker, når hun peger på den række af omstændigheder
ved krigen, som har sat ekstra skub i spredningen af hiv-smitten.
Faktorer, som gør sig gældende i både Sierra Leone og Liberia.
- Vi står med en hel befolkning, som er fl yttet eller fl ygtet på grund af krigen.
Måske op til fl ere gange. Det ændrer hele din situation, og du må klare
dig, som du bedst kan. Især er der mange kvinder og børn, der har lidt. For
at skaffe mad har mange, også meget unge piger, måttet sælge sig selv
seksuelt, hvad enten det er i form af prostitution eller ved at fi nde kærester
til at forsørge sig. Mange mistede også deres ægtefælle under krigen og gik
ind i nye forhold, og hele dette opbrud af familierne med fl ugt og ophold i
fl ygtningelejre har givet hiv-smitten vind i sejlene, vurderer Janice.
En anden væsentlig faktor i aids-spredningen er de uhyggeligt mange
voldtægter, der forekom under krigen. Ofte var der tale om, at rebeller
systematisk dræbte mændene og voldtog kvinderne i landsbyerne. Mange
kvinder blev dobbelt ramt, fordi deres mænd forstødte dem på grund af den
skam, der er forbundet med voldtægt, og fordi de blev smittet med hiv.
- De har lidt under krigen, og nu lider de igen som et resultat af det, der
skete i krigen, lyder den stille kommentar fra Janice, der selv er stødt på
mange af de berørte kvinder i forbindelse med sin rådgivning.
Til gengæld har hun ikke selv mødt krigsveteraner, der har indrømmet kannibalisme
under krigen, men det ændrer ikke ved det faktum, at det jævnligt
forekom, og at det kan have haft en rolle i spredningen af aids. Mange
krigere forestillede sig nemlig, at de kunne få del i ekstra kræfter ved at
Opbrud af familierne med fl ugt og
ophold i fl ygtningelejre har givet
hiv-smitten vind i sejlene.
- De har lidt under krigen, og nu
lider de igen som et resultat af
det, der skete i krigen.
25

26
Skoler og hospitaler blev sat ud
af funktion. Dermed var der ingen
mulighed for at uddanne og
oplyse folk om aids.
I krigens kølvand befi nder sig en
stor gruppe arbejdsløse unge, der
aldrig kom i skole under krigen,
men blev taget af rebellerne.
spise hjertet eller andre legemsdele fra en overvunden fjende, og i borgerkrigens
vildskab var det et jævnligt forekommende fænomen.
- Kannibalisme blev udøvet af både krigsherrer og deres soldater. Jeg har
ikke selv mødt nogen, der har praktiseret det, men jeg har hørt og læst beretningerne
om det, og enhver liberianer ved, at det skete, forklarer hun.
Krigen betød ikke bare sammenbrud af familiestrukturer, men også skoler
og hospitaler blev sat ud af funktion. Dermed var der ingen mulighed for at
uddanne og oplyse folk om aids.
- Befolkningen levede i uvidenhed om smittefaren, og selv om man havde
vidst noget, betød krigen, at man var afskåret fra at tage forholdsregler,
forklarer Janice og hentyder til, at f.eks. kondomer og sterile sprøjter ikke var
til at få fat i. Desuden var mange af rebellerne høje på alkohol eller narkotika
og derfor fuldstændig ligeglade med, hvad de gjorde.
- Krigen har bragt os i en alvorlig situation med hensyn til hiv og aids, og jeg
er ikke sikker på, at hele billedet er kommet frem endnu. Som rådgivere ved
vi, hvor alvorlig situationen er, og hvor mange der lever skjult med deres
smitte, siger Janice og nævner eksempler på klienter, der ikke tør fortælle
noget til deres mand, fordi de ikke har andre til at forsørge sig, hvis de skulle
blive forstødt.
Selv om de blodige uroligheder nu er slut, ser Janice stadig mange eftervirkninger,
som får betydning i aids-arbejdet.
- De fl este folk er meget fattige, og det medfører, at mange er fristet til at
prostituere sig til gengæld for husly, mad og penge til nødvendige ting. Situationen
påvirkes også af, at der er tusindvis af fredsbevarende FN-soldater
udstationeret med penge på lommen. En anden af krigens eftervirkninger
er manglende udstyr på hospitalerne til screening af blod ved transfusioner,
påpeger hun.
I krigens kølvand befi nder der sig også en stor gruppe arbejdsløse unge, der
aldrig kom i skole under krigen, men blev taget af rebellerne. I dag er de for
store til at gå i skole, og mange er dybt traumatiserede.
- Krigen fortsætter med at påvirke os på alle områder – uddannelse, arbejde,
fremskridt, økonomi. Den har gjort det umuligt for os at have en karriere
eller opnå en position, der svarer til vores alder, påpeger Janice med en vis
bitterhed i stemmen.

Gennem kirkens arbejde tager hun imidlertid kampen op, selv om det er
hårde odds.
- Nogle gange er jeg ved at brænde ud, for der er så mange sørgelige historier.
Andre gange føler jeg mig totalt hjælpeløs, for der er ingen steder at
henvise mennesker til i deres nød. På den anden side oplever jeg også, at
rådgivning i sig selv hjælper, og at folk kommer ud over fornægtelsesfasen,
siger Janice, der ikke føler sin tro anfægtet af situationen.
- Jeg kan godt spørge mig selv, om kirkerne generelt gør nok. Selv om vi
i vores kirke har været i front, er der stadig lokale menigheder, som ikke
tager problemerne op. I nogle af de karismatiske eller pinseprægede kirker
er de først for nylig begyndt at tage aids alvorligt. Nogle af disse kirker
påstår for øvrigt stadig, at de kan helbrede aids, og nogle gange sker det,
at hiv-positive klienter går til deres møder og får proklameret ’helbredelse’,
fortæller Janice, der kender til en del, der er holdt op med at tage medicin,
efter de har fået at vide, at Gud har helbredt dem – og er døde af det.
Det rokker imidlertid ikke ved hendes tillid til Gud.
- Jeg bliver ikke gal på Gud eller spørger ham, hvordan han kan tillade aids.
Hiv er bare en sygdom ligesom alle andre sygdomme. Hvis vi kan stole på
Gud, når vi rammes af andre sygdomme, hvorfor så ikke, hvis vi bliver ramt
af aids? Gud er stadig kærlig, og vi er afhængige af ham. Til daglig er vores
liv påvirket af krigens følger og mange andre problemer, og vi er ikke blevet
lovet andet. For mig er aids blot et andet aspekt af livets trængsler, slutter
præsten og projektmedarbejderen.
- Nogle gange er jeg ved at
brænde ud, for der er så mange
sørgelige historier. Nogle gange
føler jeg mig totalt hjælpeløs.
Hiv er bare en sygdom ligesom
alle andre sygdomme. Hvis vi kan
stole på Gud, når vi rammes af
andre sygdomme, hvorfor så ikke,
hvis vi bliver ramt af aids?
27

28
Sumon Kuholo blev skudt i benet
og voldtaget, og hendes mand
blev dræbt. I dag er hun hivsmittet
og kæmper for en fremtid
for sig selv og sine børn.

En fl ygtning slår sig ned
Det var eftermiddag, da livet gik i stykker for Sumon Kuholo. Soldaterne
skød brutalt omkring sig, da de under borgerkrigen trængte ind i hendes
landsby i det nordlige Liberia. Hendes mand blev dræbt for øjnene af hende
selv og deres tre børn. En kugle ramte Sumon i benet, men det forhindrede
ikke oprørsstyrken i at binde og voldtage hende. Senere lykkedes det for
hende at fl ygte med sine børn til nabolandet Guinea og derfra til Liberias
hovedstad, Monrovia, hvor hun endte i en lejr for internt fordrevne.
Sumon boede i lejren med sine børn i en simpelt konstrueret lerhytte med
utæt tag. På det tidspunkt havde skæbnen slået endnu et skår i hendes liv,
for efter at være blevet alvorligt syg blev hun testet hiv-positiv.
- Jeg var meget nedtrykt og græd meget, men kirken havde en aids-rådgiver
i lejren, som hjalp og opmuntrede mig, fortæller hun.
I dag bor Sumon Kuholo stadig i en lerhytte, der ser skrøbelig ud, men nu
er den hendes egen. Den ligger i udkanten af Monrovia, og på et sumpet
stykke jord i nærheden dyrker hun grøntsager, som hun sælger på markedet.
- Da fl ygtningelejren blev opløst, og folk vendte hjem, besluttede jeg at
slå mig ned i nærheden af byen. Jeg var bange for at dø før tiden, hvis jeg
vendte hjem, fortæller hun med henvisning til, at hun ikke længere har
familie til at hjælpe sig, og at der i hendes hjemegn ikke er adgang til ARVmedicin.
- I lejren fi k vi lidt penge til genetablering, og jeg tjente også lidt ved at arbejde,
så derfor kunne jeg købe grunden og bygge et lille hus til os, fortæller
hun stolt og viser både det og grøntsagshaven frem. Hun viser også arret fra
skudsåret, men tænker ikke så meget tilbage på begivenhederne mere.
- Jeg er med i en støttegruppe med andre hiv-positive en gang om ugen, og
der snakker vi sammen. Det hjælper mig til ikke at føle mig alene. Alle kan
få aids, men hvis man bekymrer sig for meget, vil man dø før tiden, mener
Sumon Kuholo.
Hun har ikke fortalt andre, at hun er hiv-smittet, for hun er bange for deres
reaktioner. Børnene har hun dog fortalt det til. De er henholdsvis 9 og 14 år
Jeg var meget nedtrykt og græd
meget, men kirken havde en
aids-rådgiver i lejren, som hjalp
og opmuntrede mig.
Jeg er med i en støttegruppe med
andre hiv-positive, og der snakker
vi sammen. Det hjælper mig til
ikke at føle mig alene.
29

30
Bagefter brændte de ham på et
stort bål.
gamle, og lige som andre børn, hvis forældre er syge eller døde af aids, er
deres skolegang sponsoreret af danskere. Sumon Kuholo kan ikke blive træt
af at takke for det, og pigen Lorpu viser stolt sin karakterbog frem.
- Jeg vil gerne være videnskabsmand, fortæller hun om sine fremtidsdrømme.
Da børnene bliver spurgt, om de kan huske, hvad der skete med deres far,
nikker Lorpu stille. Efter et øjebliks tavshed lukker hun pludselig op for et
minde, der syv år efter begivenheden stadig sidder fast i et barnesind.
- Bagefter brændte de ham på et stort bål, er hendes eneste kommentar.

Aids-kvinden Mrs. Miller
Kirkens aids-rådgivning består af et lille kontor med gamle møbler, nogle
ældre arkivskabe og en computer, som har tilstrækkeligt med ram til at køre
et skriveprogram, men heller ikke mere. På skrivebordet er det ikke den
kunstige blomsterbuket, men billedet, der først falder i øjnene. 13x18 cm, i
farver og omkranset af en forsølvet ramme. Det er et billede af Mrs. Miller.
Ikke et tilfældigt billede, men taget den dag og lige i det øjeblik, hvor hun
får overrakt sit eksamensbevis som aids-rådgiver.
- I was the very fi rst, lyder det med stolthed i stemmen fra Mrs. Miller selv,
der nu sidder i kontorstolen som den retmæssige bruger af kontoret og dets
inventar.
- Vi var 35 på det første hold, der blev uddannet som aids-rådgivere i 2001,
og jeg var den første, der blev certifi ceret, fortæller hun.
Mrs. Miller var også den første, der blev ansat som rådgiver i kirkens aidsprojekt,
men det er ikke stoltheden over titler og ansættelse, der præger
hende. Det handler i stedet om mennesker i nød - og hendes nød for mennesker,
som er vokset i takt med, at hun har fået større og større indsigt i
følgevirkningerne af aids-epidemien.
- Da jeg begyndte på kurset, vidste jeg ikke noget som helst om aids. På det
tidspunkt arbejdede jeg i en anden by som koordinator for et kvindeprojekt
i kirken, og da jeg fi k invitationen til at deltage i uddannelsen, tænkte jeg
blot, at det sikkert kunne komme både kvinderne og menigheden til gode.
Dengang vidste jeg kun, at der var kommet en ny sygdom, som hed aids,
men jeg havde aldrig mødt nogen, der havde sygdommen. Jeg havde ganske
vist hørt om nogle, som blev syge og døde, men folk var overbevist om,
at det skyldtes forbandelse eller heksekunst, fortæller hun.
Mrs. Miller vendte imidlertid aldrig tilbage til sit arbejde som koordinator af
kvindeprojektet inde i landet. Borgerkrigen blussede op, og alle projektets
materialer blev ødelagt. Hun stod nu uden job, og var derfor også klar til at
følge opfordringen om at søge stillingen som rådgiver i kirkens aids-projekt
i hovedstaden.
- I 2002 blev jeg ansat, og det var en svær begyndelse. Eftersom der på
Dengang vidste jeg kun, at der
var kommet en ny sygdom, som
hed aids, men jeg havde aldrig
mødt nogen, der havde sygdommen.
Folk var overbevist om, at det
skyldtes forbandelse eller heksekunst.
31

32
Mrs. Miller er kirkens første færdiguddannede
aids-rådgiver. På
trods af afsavn og vanskelige arbejdsforhold
brænder hun stadig
for at hjælpe og oplyse.

det tidspunkt ikke var nogen i befolkningen, der anede noget om aids, kom
der selvfølgelig heller ingen til test eller samtale på det aids-kontor, som vi
åbnede. Desuden gjorde borgerkrigen arbejdet vanskeligt, for mange folk
fl ygtede eller fl yttede hid og did. Så til at begynde med sad jeg her på
kontoret som den eneste aids-rådgiver i hele Monrovia-området, og ingen
kendte hverken til aids eller til mig, husker Mrs. Miller.
Det skulle imidlertid snart vise sig, at det var en handlekraftig kvinde, der
var blevet ansat, og når bjerget ikke vil komme til Muhammed, måtte Muhammed
komme til bjerget. I stedet for at sidde og trille tommelfi ngre på
kontoret, begyndte hun at overveje, hvordan man på andre måder kunne få
spredt oplysning om aids til befolkningen.
- Jeg begyndte at besøge markedspladser og klinikker for at fortælle om hiv
og aids. Jeg fi k også fat i en liste over alle skolerne i området og skrev et
brev til skolelederne, hvor jeg sammen med frivillige medarbejdere tilbød
at komme ud og oplyse om sygdommen. Alle modtog os godt. Der var ikke
mange, der sagde os imod eller havde indvendinger. Folk var helt blanke og
vidste ikke noget om sygdommen. Heller ikke selv om der på det tidspunkt
begyndte at være fl ere og fl ere, der blev syge og døde, fortæller Mrs. Miller.
I løbet af 2002 oplevede aids-rådgiveren kun to personer, som tog skridtet
til at få taget en hiv-test. Den ene af dem var positiv, og nu stod Mrs. Miller
for første gang i den situation, at hun skulle overbringe det sørgelige budskab.
Hun husker det stadig, som var det i går.
- Jeg skulle mødes med klienten næste dag. Jeg sov ikke hele natten, men
lå og spekulerede på, hvordan jeg skulle få fortalt hende resultatet, og
hvordan hun ville reagere. Jeg var meget nervøs for at møde hende, for hun
var en køn yngre kvinde, og hvordan ville hun reagere, når hun fi k at vide,
at hun var hiv-positiv? Ville hun i det hele taget tro det? Jeg forestillede
mig endda, at hun måske ville springe på mig og beskylde mig for at lyve,
fortæller Mrs. Miller.
Kvinden reagerede på samme måde, som utallige andre besøgende på aidskontoret
også senere har gjort. Hun græd og græd, og spurgte sig selv og
rådgiveren, hvad hun skulle stille op, når sygdommen ikke kunne helbredes.
Samtidig frygtede hun folks reaktion, at de ville tro, hun var et dårligt menneske,
som havde været i seng med mange forskellige mænd, selv om det
ikke var tilfældet.
Til at begynde med sad jeg her
på kontoret som den eneste aidsrådgiver
i hele Monrovia-området,
og ingen kendte hverken til aids
eller til mig.
Jeg sov ikke hele natten, men lå
og spekulerede på, hvordan jeg
skulle få fortalt hende resultatet,
og hvordan hun ville reagere.
33

34
Det er vigtigt, at folk fi nder én
blandt de nærmeste, som de kan
betro sig til.
Dø i fred og bed for mig om, at jeg
må vokse op og blive til noget.
- Jeg kunne i første omgang kun sidde og se på, men senere var det muligt
at snakke og rådgive. For eksempel er det vigtigt, at folk fi nder én blandt
de nærmeste, som de kan betro sig til. Ved de pårørende ikke noget, kan
de heller ikke beskytte sig mod smitten, når de passer og plejer den syge.
I dette tilfælde overtalte den unge kvinde senere sin bror til at tage med
herhen på kontoret, men hun overlod det til mig at fortælle ham, at hun var
positiv. Det første, han tænkte på, da han fi k at vide, at hun var smittet, var,
at det skulle holdes fuldstændig hemmeligt, for ellers ville skammen også
falde på ham, fortæller Mrs. Miller.
Ligesom andre aids-rådgivere oplever hun, at den første klient på en særlig
måde gør indtryk.
- Jeg fortsatte med at besøge hende under hele forløbet. Hun blev efterhånden
meget syg og blev indlagt på det katolske hospital, hvor hun døde.
Det sidste, hun sagde til mig, var: ’Min søn har forladt mig pga. frygt, og min
bror besøger mig ikke mere, men jeg vil så gerne have, at det er familien,
der begraver mig’. Det lykkedes mig at få dem begge til at besøge hende
en sidste gang, og der blev grædt mange tårer. Hendes halvstore søn omfavnede
hende og sagde farvel med disse ord: ’Jeg ved, at du ikke kan stå
det igennem, men mine ord til dig er: Dø i fred og bed for mig om, at jeg
må vokse op og blive til noget.’ Så græd de og omfavnede hinanden. Dagen
efter døde kvinden, og selv om familien tog sig af begravelsen, var det mig,
der blev tilkaldt i forbindelse med de praktiske ting, beretter Mrs. Miller som
et eksempel på, at en aids-rådgivers arbejde består af meget mere end blot
at sidde på kontorstolen og snakke med mennesker.
I dag har hun givet test-resultater i mere end hundrede tilfælde, og hun er ikke
længere nervøs på samme måde. Selv når prøven er positiv, slapper hun mere
af og tænker ikke så meget på, hvordan hun skal overbringe resultatet.
- Jeg fokuserer i stedet på, hvordan jeg bedst kan få dem til at acceptere
deres status og hjælpe dem til at leve længere gennem en sund og positiv
livsstil, forklarer hun.
Det betyder imidlertid ikke, at arbejdet som aids-rådgiver er let. Mrs. Miller
fortæller, at hun i tidens løb har haft mange klienter, der senere døde på
hospital eller derhjemme. Og de mange skæbner kan ikke undgå at påvirke
hende.

- Det sværeste er at møde unge mennesker på mine egne børns alder, som
får aids. Så tænker jeg over, hvad jeg kan gøre, og hvordan jeg kan sikre, at
min egen familie passer på sig selv. Nogle gange har jeg søvnløse perioder
og er ked af det, når jeg kommer hjem fra arbejde, for mødet med aidsramte
kan være en tung byrde. Jeg har oplevet at blive smidt ud af en far,
som ikke ville have noget med sin smittede datter at gøre, og nogle gange
kommer folk grædende herhen, fordi familien smider dem på gaden, når de
fortæller, at de er positive, siger Mrs. Miller.
I en periode blev arbejdet for belastende for hende, og hun var ved at
brænde ud. Derfor tog hun et par dage fri for at overveje, om hun kunne
klare at fortsætte som aids-rådgiver.
- Jeg var ved at køre ned i udfordringer og problemer og sagde til Gud, at
nu blev jeg vist nødt til at trække mig fra jobbet. Men klienterne begyndte
at ringe til mig for at høre, hvor jeg blev af, og de opmuntrede mig til at
fortsætte: ’Vi tror, du kan klare det, og vi er afhængige af dig, så med Guds
hjælp skal det nok gå’, sagde de.
Så Mrs. Miller fortsætter, selv om det ikke altid er let.
- Jeg har besluttet, at folk skal have oplysning, også selv om jeg må ofre
noget for det. Aids er omgivet af megen frygt og mange problemer, men
jeg føler virkelig, der er behov for de ydelser, vi giver. Både når det gælder
rådgivning, men også med oplysning i lokalsamfundet, hvor vi f.eks. har
oprettet støttegrupper for folk, der lever med hiv og aids.
I dag glæder Mrs. Miller sig over, at der foruden de mange frivillige medarbejdere
er ansat yderligere en aids-rådgiver i projektet, og det har givet ny
energi.
- Til at begynde med vidste jeg ikke, hvor jeg skulle læsse mine problemer
af. Nu kan vi snakke med hinanden, når vi står over for store problemer, og
vi kan ringe sammen, hvis der er en særlig svær opgave. Det er en utrolig
stor lettelse, forklarer hun.
Mrs. Miller glæder sig også over, at hun kan se, at deres arbejde begynder
at bære frugt.
- Det, der gør mig mest glad i arbejdet, er, når jeg oplever, at folk forstår
alvoren i situationen og ændrer livsstil. Det er dejligt, når klienterne tager
Nogle gange kommer folk
grædende herhen, fordi familien
smider dem på gaden, når de
fortæller, at de er positive.
Aids er omgivet af megen frygt
og mange problemer, men jeg
føler virkelig, der er behov for
de ydelser, vi giver.
Det, der gør mig mest glad i
arbejdet, er, når jeg oplever, at
folk forstår alvoren i situationen
og ændrer livsstil.
35

36
Til at begynde med isolerede de
smittede sig og ville ikke engang
tale med hinanden. Folk sneg sig
ind på kirkens grund for at besøge
rådgivningskontoret.
ansvar, og rådgivningen f.eks. fører til, at de er parate til at afsløre deres
status for de nærmeste og overtaler deres kæreste eller ægtefælle til også
at blive testet. Det får mig til at føle, at rådgivningen hjælper, og at der
sker forandringer. Især efter et par år begyndte vi at mærke, at stigmaet*
blev mindre. Til at begynde med isolerede de smittede sig og ville ikke engang
tale med hinanden. Og folk sneg sig nærmest ind på kirkens grund for
at besøge rådgivningskontoret. Nu støtter man hinanden, og folk kommer
frimodigt til opfølgende rådgivning. Stigmaet for de hiv-smittede er langtfra
forsvundet, men det er absolut gået mærkbart ned, fortæller kirkens engagerede
aids-rådgiver med glæde i stemmen.
I begyndelsen gjorde det hende ked af det, at folk i byen omtalte hende
som ’aids-kvinden’. I dag ser hun stort på det.
- Jeg er bare glad for, at jeg har hjulpet nogle til at hjælpe sig selv, lyder det
fra Mrs. Miller.
*stigmatisering betyder at blive påført sår og smerter – bruges ofte som
fællesbetegnelse for alle de former for diskriminering, som hiv-smittede
kan blive udsat for.

Du er ikke alene
Det tropiske regnskyl er lige overstået, og de 38 graders varme får den
rødbrune jord til at dampe. Kirkens fi rehjulstrækker bevæger sig i begge
vognbaner for at undgå de regnfyldte huller i asfalten. Efter en tur i slowmotion
mellem markedspladsens boder bliver der igen plads i trafi kken,
efterhånden som vi nærmer os samlingsstedet for selvhjælpsgruppen af
hiv-smittede.
Gruppen mødes i en åben hal i et øde udkantsområde ikke langt fra
stranden. For selv om alle 37 deltagere i dagens møde er hiv-smittede, er
det kun de færreste, der lever åbent med det. Omkostningerne kan være
høje, for man risikerer at blive udstødt af kæreste, familie, venner, naboer
eller arbejdsgiver.
Alle blandt de fremmødte kender eksempler på folk, der er blevet smidt
ud af deres lejlighed, er afvist af familien og blevet chikaneret eller forskelsbehandlet.
Eksemplerne handler også om diskriminering fra læger og
sygeplejersker i sundhedsvæsenet, ligesom kirker og religiøse grupperinger
ikke går ram forbi.
- Der er stadig meget fornægtelse i det her land. Da jeg fortalte om min
status, blev jeg straks behandlet anderledes og skulle f.eks. drikke af en
separat kop, fortæller en af mødets deltagere, som dog føler sig rimeligt
behandlet, når hun sammenligner sig med andre af de fremmødte.
Nogle hiv-smittede har oplevet, at de sammen med deres ejendele
bogstaveligt talt er smidt på gaden af familien. Andre har mistet deres arbejde
eller har pludselig fået deres lejemål opsagt med dags varsel.
Beatrice Doe er en af dem, der nyder godt af fællesskabet i gruppen. Hun
havde aids i udbrud og lå på hospitalet i mere end syv måneder og var på
kanten til at dø. ARV-medicin har siden hjulpet hende på benene igen, men
hun husker, hvordan to tanker trængte sig på, da hun lå i hospitalssengen.
- Jeg tænkte for det første på at slå mig selv ihjel, da jeg fi k at vide, at jeg
var hiv-smittet. Jeg havde set billeder af folk, der tabte håret, fi k udslet og
blev som skeletter. Det skyldtes udelukkende samtalerne med aids-rådgi-
Omkostningerne kan være høje,
for man risikerer at blive udstødt
af kæreste, familie, venner, naboer
eller arbejdsgiver.
Der er stadig meget fornægtelse
i det her land. Da jeg fortalte om
min status, blev jeg straks behandlet
anderledes og skulle f.eks.
drikke af en separat kop.
37

38
Beatrice Doe (til venstre) blev
smidt på gaden af sin datter,
fordi hun var hiv-smittet. I
selvhjælpsgruppen fi nder hun
støtte fra venner i samme situation.

veren, at jeg blev klar over, at man godt kan leve positivt og længe, selv
om man er hiv-smittet. Hun gav mig håb, siger Beatrice Doe, der er 58 år
og mor til fem børn.
Dernæst var det forestillingen om familiens reaktion, som fyldte hendes
tanker på hospitalet.
- Jeg frygtede, at de ville smide mig ud, hvis jeg fortalte dem, at jeg var
smittet. Jeg har stadig mine forældre, og jeg var bange for at miste deres
kærlighed, fortæller hun.
Igen var det aids-rådgiveren, der måtte træde hjælpende til med samtale
og oplysning, så forældrene ikke forstødte hende. Men reaktionen fra den
ældste datter, som hun på det tidspunkt boede hos, gjorde ondt.
- Da hun hørte, at jeg havde fået sygdommen, smed hun mig og mine ting
ud. ”Du kan ikke leve her sammen med min mand og mine børn længere.
De skal ikke også infi ceres,” sagde hun til mig.
Blandt de fremmødte er der fl ere, der nikker genkendende til denne og
lignende historier. Men der er også fl ere, der med taknemmelighed
fortæller, hvordan deres kæreste eller ægtefælle efterhånden har accepteret
situationen og fortsat ønsker at bo sammen med dem. I skyggen under
halvtaget drøftes tingene åbent, og trods samtalens alvorlige indhold,
fyldes den varme luft ofte af smittende latterudbrud. Det er helt tydeligt, at
deltagerne nyder at dele både glæder og sorger i gruppesamtalerne, men
blandt rådgiverne er man opmærksom på, at eksemplerne på udstødelse
også kan have en negativ effekt.
- Vi arbejder meget med oplysning i lokalsamfundet, for der er mange eksempler
på diskriminering over for hiv-smittede. Men der kan også fremkomme
en selvstigmatisering, hvor hiv-smittede påfører sig selv unødig
bekymring og isolation, fordi de forestiller sig omgivelsernes reaktion uden
reelt at have afprøvet den, forklarer en af de tilstedeværende aids-rådgivere.
Alle er imidlertid enige om, at der især inden for de sidste par år er sket
markante ændringer i folks attitude over for hiv-smittede. Undervisning,
oplysning og rådgivning bærer efterhånden frugt, - men åbenbart ikke så
meget, at mødestedet er fl yttet fra det øde strandareal i hovedstadens
østlige område til et mere offentligt sted. For det omgivende samfund reagerer
stadig med stigmatisering af hiv-smittede, og derfor fylder de sociale
Du kan ikke leve her sammen
med min mand og mine børn
længere. De skal ikke også infi
ceres.
Vi arbejder meget med oplysning
i lokalsamfundet, for der er
mange eksempler på diskriminering
over for hiv-smittede.
39

40
Det er ikke aids, folk dør af, men
stigmatisering.
I støttegruppen er de sammen
med ligestillede, og her er det
nemt at dele bekymringer, opmuntre
og hjælpe hinanden.
og følelsesmæssige aspekter ved at være hiv-smittet mere i bevidstheden
end de rent helbredsmæssige bekymringer. Ikke mindst fordi det nu er
muligt at få ARV-medicin mod sygdommen.
Liberias sundhedsminister, Dr. W. Gwenigale, som selv er læge, har sat problematikken
på spidsen ved at udtale: ”Det er ikke aids, folk dør af, men
stigmatisering”.
Det er tungt at bære på en dødelig sygdom, men endnu tungere, hvis man
må bære det som en dyb hemmelighed, man ikke tør dele med sine nærmeste.
Derfor ser kirkens aids-rådgivere det som en vigtig opgave at skabe
fællesskaber, hvor hiv-smittede kan mødes med andre i samme situation
og opleve, som på denne formiddag, at de ikke er alene. I støttegruppen
er de sammen med ligestillede, og her er det nemt at dele bekymringer,
opmuntre og hjælpe hinanden. Tiden går med at snakke sammen på tværs
af alder, køn og social status, og der bliver sunget, leet, undervist, delt
formelle bekendtgørelser og uformelle jokes. Der bliver nogle gange også
fældet en tåre, når snakken kommer ind på de umenneskelige overgreb fra
borgerkrigen og de følger på krop og sjæl, som mange må leve med.
Måske leve alene med.

Støttegruppe
Det betyder meget for hiv-smittede at være med i en støtte-gruppe.
I forbindelse med en projektevaluering beskrev nogle af deltagerne
deres udbytte med følgende stikord.
Det får jeg ud af at være med i støttegruppen:
• at leve positivt og leve længere
• at få større indblik i sygdommen
• at høre erfaringer fra andre
• at vide, at man ikke er alene
• at føle glæde og fællesskab
• at udvise omsorg for andre og følge op
Det gør vi i støttegruppen:
• besøger folk, som er derhjemme
• hjælper kirkens aids-program med fremstød og oplysning
• laver fundraising
• hjælper andre til at klare sig med f.eks. mad
• opmuntrer andre til at blive testet
• lærer praktiske ting, så vi kan skabe indkomst
• støtter andre, der er stigmatiserede
41 41
??

42
På den internationale aids-dag er
alle på gaden for at sætte fokus
på hiv. Til hverdag er situationen
præget af fortielse og tabu.

Aids på dagsordenen
Det er den første dag i december, og det er International Aids-dag. Over
hele verden går folk på gaden for at markere en fælles kamp mod aids og
for at hjælpe de hiv-smittede ud af en skyggetilværelse fyldt med stigma
og skam.
Langt inde i Sierra Leone ligger byen Bo, men trods den afsides beliggenhed
markeres den internationale aids-dag også her. Bo er den største by i distriktet
med hospital, skoler og forskellige institutioner, og der fi ndes sågar
et par internet-cafeer. Adgangen til nettet er ganske vist langsom og ustabil,
men man kan alligevel hente verden ind på skærmen med et klik. Globaliseringen
har meldt sin ankomst, - den kender åbenbart ingen grænser, men
strækker sig til selv de mest afsidesliggende dele af verden. På samme
måde som aids gør det. For også hiv-smitten har meldt sin ankomst til Bo
og omegn, og i modsætning til byens internetforbindelser kan man ikke
beskrive dens spredning som langsom eller ustabil. Derfor går folk også på
gaden den 1. december i Bo.
I den anglikanske kirke samles ungdomsgruppen ved kirkens hovedkontor.
I dagens anledning er der fremstillet ens T-shirts med slogans til alle og et
banner til optoget, som rulles ud. De ca. 20 fremmødte bevæger sig i mere
eller mindre samlet fl ok af sted mod det centrale samlingspunkt i byen, hvor
andre grupper fra skoler, institutioner, kirker og organisationer allerede er
mødt op. Arrangørerne kæmper for at få de medvirkende orkestre og sangkor
fordelt, så de ikke overdøver hinanden under marchen.
De unge fra den anglikanske kirke har deltaget i kirkens aids-kursus, og de
hjælper til med forskellige fremstød i området. En stor del af dem er i gang
med et længevarende kursus, som giver dem mulighed for at blive frivillige
aids-rådgivere i kirkens arbejde, hvis de består. For at fuldføre uddannelsen
skal de have et sagsforløb, hvor de følger en klient gennem fl ere sessioner,
og de skal beskrive samtalerne og refl ektere over deres egen rådgivning.
Det er et problem. For kampen mod aids i Sierra Leone er kendetegnet af
fortielse, tabu, uvidenhed og udstødelse, så derfor tør folk ikke tale om,
at de er hiv-smittede. Selv offi cielle aids-rådgivere har svært ved at vinde
Globaliseringen strækker sig til
selv de mest afsidesliggende
dele af verden. På samme måde
som aids gør det.
Kampen mod aids i Sierra Leone
er kendetegnet af fortielse, tabu,
uvidenhed og udstødelse, så derfor
tør folk ikke tale om, at de er
hiv-smittede.
43

44
Folk kommer og snakker med
mig i al hemmelighed. De går i
ensomhed med deres sygdom.
Selv blandt plejepersonalet på
hospitalet oplever hiv-smittede,
at de bliver udpeget, diskrimineret
og ikke får den pleje og
omsorg, som de har krav på.
Nysgerrige tilskuere bliver
overøst med gratis kondomer
og slagsange mod aids, efterhånden
som den lange kolonne
snor sig frem.
folks fortrolighed, og det er klart, at for en rådgiver under uddannelse er det
endnu vanskeligere.
Franklin Jenkins er ansat som aids-koordinator i den anglikanske kirke i Bo.
Han sætter aids på dagsordenen i området - også når det ikke er international
aids-dag. Sammen med frivillige medarbejdere tilrettelægger han
fremstød på skoler, arbejdspladser og i byens distrikter. Det har været et
langt sejt træk, inden den første hiv-smittede henvendte sig til ham om
rådgivning, og stadig er det meget få, der henvender sig. Når det sker,
foregår det som regel i det skjulte.
- Det vrimler med fordomme og stigma i forbindelse med hiv og aids, og
derfor kommer folk og snakker med mig i al hemmelighed. De går i ensomhed
med deres sygdom og er ganske enkelt bange for, at familie og venner
skal støde dem ud, fortæller Franklin Jenkins.
Han glæder sig imidlertid over, at fl ere og fl ere får tillid til ham og til kirkens
aids-projekt, men det har også krævet et langt forarbejde og mange ture
rundt i byens områder på motorcykel.
- Selv blandt plejepersonalet på hospitalet oplever hiv-smittede, at de bliver
udpeget, diskrimineret og ikke får den pleje og omsorg, som de har krav på.
Så der er lang vej endnu, før aids-problematikken kommer ud af det skjulte,
vurderer han.
Denne dag er aids-problematikken imidlertid ikke skjult. Den internationale
aids-dag har samlet hundredvis af deltagere, som langsomt bevæger
sig gennem gaderne med ensfarvede T-shirt og bannere, mens trommer,
sang og hornmusik blander sig med trafi kstøjen. Nysgerrige tilskuere bliver
overøst med gratis kondomer og slagsange mod aids, efterhånden som den
lange kolonne snor sig frem. Ruten går gennem fl ere bydele, og grupperne
af børn, unge og voksne får efterhånden sved på panden og hæse stemmer.
Vejen er også lang, når det gælder aids-oplysning i området. En enkelt dag
med bannere og slagsange er ikke nok til at ændre folks skeptiske holdning.
Det har de unge fra kirken oplevet mange gange tidligere, og under dagens
march deler de beredvilligt ud af deres erfaringer.
- Nogle siger, at de har hørt i radioen, at USA eller andre har infi ceret kon-

domerne med aids for at nedbringe befolkningstallet, refererer en pige,
og denne myte bliver umiddelbart fulgt op med endnu en tragisk en af
slagsen.
- Mange tror på, at man kan blive helbredt for hiv, hvis man har sex med en
jomfru. Det betyder, at der er helt unge piger og børn, som bliver udsat for
voldtægt af hiv-smittede mænd, forklarer en af de andre.
- De fl este tror ikke, at aids i det hele taget fi ndes, siger en ung fyr, og de
øvrige nikker.
Den unge tilføjer, at han selv plejede at være en af dem, der nægtede
eksistensen af aids, men at han nu er blevet klogere og har lagt sit liv om,
fordi han har fået oplysning gennem kirkens aids-projekt.
- Selv de veluddannede benægter, at aids fi ndes. Men hvis de intellektuelle,
som burde være lyset i samfundet, ikke ved bedre, hvordan skulle de andre
så? spørger en anden, som har sine erfaringer fra samtaler med handelsskolestuderende.
Selv om gruppen af unge nu ved bedre, snakker de ikke om folks manglende
forståelse med et bedrevidende tonefald. De har selv haft de samme
vrangforestillinger og er kun kommet af med dem på grund af den oplysning,
de har modtaget, og som de nu brænder for at give videre til andre.
- Jeg har selv lagt mit liv om og ændret adfærd. Det, jeg har lært om aids, vil
jeg gerne fortælle andre – især så folk ikke udstødes og vennerne forlader
dem, bare fordi de er hiv-smittede, lyder en af de unges begrundelser for at
deltage i oplysningsarbejdet.
Klokken nærmer sig et, og de trætte deltagere i optoget nærmer sig hallen,
hvor der sluttes af med mad og drikke samt taler, fest og musik for
alle. Meget passende er murene omkring samlingsstedet dekoreret med
farverige kunstværker, som understøtter dagens budskaber. I dag er aids
virkelig kommet på dagsordenen, de gode viljer er synlige, og der tales
åbent, offentligt og med fi ne ord om problemet. Det er trods alt international
aids-dag.
Resten af året er det derimod hverdag, og Franklin Jenkins og hans unge
frivillige må kæmpe videre med det, der dagligt kendetegner deres arbejde:
Uvidenhed, fortielse, tabu, diskriminering og udstødelse.
Mange tror på, at man kan blive
helbredt for hiv, hvis man har sex
med en jomfru. Det betyder, at
der er helt unge piger, som bliver
udsat for voldtægt af hiv-smittede
mænd.
Det, jeg har lært om aids, vil jeg
gerne fortælle andre – især så
folk ikke udstødes og vennerne
forlader dem, bare fordi de er hivsmittede.
45

46
De udfordringer, som aids-arbejdet
står overfor i Sierra Leone
og Liberia, er uløseligt knyttet
sammen med de mange års
borgerkrig. Dette historiske rids
giver indblik i konfl ikten og dens
følger for befolkningen.

Borgerkrig
Historien om aids i Liberia og Sierra Leone hænger sammen med de to
landes historie. Selv om der er grundlæggende forskelle, er der også mange
ligheder og sammenhænge, der gør det muligt at sammenfatte de to landes
nyere historie under et.
Både Sierra Leone og Liberia opstår som stater, da slavehandlen ophæves
i slutningen af 1700-tallet. Hvor der tidligere blev udskibet slaver fra kysterne
i de to lande, sendes der nu frigivne slaver retur.
I Sierra Leone er der oprindeligt tale om frigivne slaver fra London, men
hovedparten kommer fra Jamaica og USA. De slår sig ned i hovedstaden
Freetown, der sammen med det indre af Sierra Leone bliver til engelsk koloni.
De frigivne slaver har hverken fælles sprog eller historie, så ved siden af
de lokale stammesprog i landet kommunikerer man på engelsk og kreol.
I Liberia blev omkring 300 frigivne slaver i midten af 1800-tallet sendt
tilbage fra USA. De slog sig ned i det tropiske kystområde, hvor de med
amerikansk støtte grundlagde Liberia som en selvstændig republik. Som
amerikansk-liberianere var de utrolig stolte af deres amerikanske arv, og de
kopierede traditioner, arkitektur og klædedragt fra de slaveejere, de havde
tilhørt i de amerikanske sydstater. Liberias fl ag blev kopieret fra det amerikanske,
dog kun med en stjerne, og amerikanske dollars er den dag i dag
gyldig valuta. Helt op til 1980 blev Liberia regeret via et et-parti-system,
hvor magten gik på skift mellem eliten blandt de hjemvendte familier.
Både i Liberia og Sierra Leone havde de frigivne slaver kun foragt for landets
oprindelige befolkning. De betragtede dem som en laverestående race
og udnyttede dem gennem hårdhændet kontrol og lovgivning. Da andre
vestafrikanske lande i 1960’erne vandt selvstændighed, forblev situationen
uændret i Sierra Leone og Liberia, hvor efterkommere af de hjemsendte
slaver regerede som en korrupt elite.
I Sierra Leone er der oprindeligt
tale om frigivne slaver fra London,
men hovedparten kommer
fra Jamaica og USA.
Liberias fl ag blev kopieret fra det
amerikanske, dog kun med en
stjerne, og amerikanske dollars
er den dag i dag gyldig valuta.
47 47

48
Præsidenter havde tradition
for at udnævne deres egen
familie til høje embeder, og
alle forøgede deres personlige
formue i handlen med landets
ressourcer.
I 1980 kravlede 17 utilfredse
soldater over paladsets mur og
dræbte præsidenten.
I Sierra Leone anslås det, at præsidenten ved sin fratræden i 1985 havde
skabt en personlig formue på 500 mio. USD gennem diamanthandel. Samtidig
var staten gået fallit og kunne ikke betale lønninger til lærere og embedsmænd
med det resultat, at utallige skoleelever dryssede formålsløst
omkring på gaderne. De fl este veluddannede immigrerede til udlandet for
at arbejde.
I Liberia havde kun jordejere stemmeret, så selv om der blev afholdt valg,
lå magten i hænderne på en lille gruppe. Præsidenter havde tradition for at
udnævne deres egen familie til høje embeder, og alle forøgede deres personlige
formue i handlen med landets ressourcer. Det var primært gummi
og jernmalm, men afgifter fra verdens største fl åde af skibe, der sejlede
under liberiansk bekvemmelighedsfl ag, skæppede også i kassen. Selv ejede
Liberia kun to skibe.
Kløften mellem den rige overklasse og de fattige stammefolk i Liberia blev
større og større, og utilfredsheden voksede – også blandt en ny generation
af veluddannede fra eliten. I 1980 kravlede 17 utilfredse soldater over
paladsets mur og dræbte præsidenten under ledelse af oversergent Samuel
Doe. Under stor begejstring fra befolkningen blev ministre og højtstående
embedsmænd henrettet offentligt. Som andre kupledere lovede Samuel
Doe frihed fra korruption og undertrykkelse og ligelig fordeling af goderne,
men hans første politiske tiltag bestod i at ophæve grundloven, forbyde al
politisk aktivitet og erklære undtagelsestilstand. Bortset fra lønforhøjelser til
militæret forblev alt ved det gamle. Doe udviklede sig som diktator, henrettede
mulige rivaler blandt gamle soldaterkolleger og greb hårdt ind over for
kritikere af systemet. Han forfremmede folk fra sin egen stamme, der kun
udgjorde fi re procent af befolkningen, men kom til at sidde på alle ledende
poster. Det fi k naturligt nok gamle stammemodsætninger til at blusse op og
dannede grundlag for de blodige uroligheder, der fulgte.
Charles Taylor havde oprindeligt haft en lukrativ post efter Does kup, men
faldt i unåde og fl ygtede ud af landet. Juleaften 1989 krydsede han grænsen
tilbage til Liberia med 100 guerillasoldater, og han fi k opbakning fra Gio- og
Mano-stammen. Doe straffede stammerne ved en terrorkampagne, hvor
hans soldater dræbte, lemlæstede, voldtog og røvede efter forgodtbefi ndende.
Det sendte titusinder af civile på fl ugt og gav Taylor alle de rekrutter,

Både hospitaler og skoler blev
raseret, og krigen satte uddannelses-
og sundhedsvæsen ud af
funktion.
49 49

50
Oprørsgrupperne plejede at
rykke ind i en landsby, røve,
dræbe og voldtage – og drage
videre efter 14 dage.
Det blev nu Sierra Leones tur til
at smage borgerkrigens rædsler.
han havde brug for; mange af dem uuddannede teenagere og drenge, der
var opsat på hævn. Forældreløse blev organiseret i delinger for smådrenge,
og antallet af Taylors hærgende bander blev forøget ved, at han løslod og
bevæbnede fangerne fra fængslerne i de byer, han indtog. Oprørsgrupperne
plejede at rykke ind i en landsby, røve, dræbe og voldtage – og drage videre
efter 14 dage. Does tropper handlede med samme grusomhed over for den
civile befolkning, og halvdelen af hele Liberias befolkning fl ygtede.
I juni 1990 kom hovedstaden Monrovia under belejring af rebelstyrker.
I byen var der hverken el eller vand, folk kunne ikke fl ygte, og de sultede.
Does soldater raserede gaderne, skød, røvede og massakrerede bl.a.
600 fl ygtninge, der havde søgt tilfl ugt i Sct. Peters lutherske kirke. Kampe
vekslede frem og tilbage og efterlod byen i ruiner.
En fredsbevarende styrke (Ecomoc) fra en gruppe vestafrikanske lande med
Nigeria i spidsen blev nu indsat, men viste sig hurtigt at være lige så korrupte
og involveret i plyndring, våbenhandel og kontrabande som de andre
fraktioner i krigen.
Præsident Doe dræbes senere på året af en konkurrerende rebel-gruppe, og
der sammensættes en midlertidig regering. Taylor kæmper videre for selv at
få magten, men bliver nedkæmpet i hovedstaden. Derefter etablerede han
sit regime i det øvrige Liberia, hvor han tjente stort på at lave handels- og
beskyttelsesaftaler med udenlandske fi rmaer.
Taylors ambitioner var imidlertid ikke begrænset til Liberia. I Sierra Leone
havde regeringen tilladt Ecomoc at oprette en base, hvorfra de sendte forstærkninger
til deres aktioner i Liberia. Men det, der særligt fi k Taylor til at
vende blikket mod nabolandet, var de rige diamantområder ikke langt fra
den liberianske grænse. Det blev nu Sierra Leones tur til at smage borgerkrigens
rædsler.
Joseph Momoh var i 1985 udpeget som Sierra Leones præsident, og han
fortsatte med et-parti-systemet og med at udnytte diamanthandlen til egen
fordel. I 1991 trænger en større gruppe bevæbnede mænd over grænsen fra
Liberia. De er fi nansieret og udrustet af Taylor, men ledes af Fodah Sankoy,
en tidligere soldat i den Sierra Leonske hær. De kalder sig RUF, Revolutio-

Regeringerne i Liberia og Sierra
Leone står over for utallige problemer
i genopbygningen af samfundet.
Hiv og aids er blot et af
dem.
51 51

52
I lighed med Taylor rekrutterede
Sankoy børnesoldater med
tvang, og de blev indoktrineret,
fi k rusmidler og blev trænet i at
dræbe.
Det anslås, at omkring halvdelen
af RUF’s styrker bestod af børnesoldater
i alderen 8-14 år, og
mange piger blev tvunget til at
være ’soldater-koner’.
Uden hensyntagen hugges
hænder og fødder af landsbybeboere
for at afskrække folk fra at
stemme.
nary United Front, og anklager embedsmænd og deres forretningsforbindelser
i Freetown for at plyndre landets ressourcer. Målet for RUF og Taylor
var imidlertid selv at få kontrol over diamantområderne. Det gjorde de ved
systematisk at henrette høvdinge, landsbyledere, handelsfolk, projektarbejdere
og andre regeringsansatte.
RUF får støtte af mange af de frustrerede unge bander, der her ser nye
muligheder. I lighed med Taylor rekrutterede Sankoy børnesoldater med
tvang, og de blev indoktrineret, fi k rusmidler og blev trænet i at dræbe. I
nogle tilfælde blev de beordret til at slå deres egne forældre og familie ihjel.
Det anslås, at omkring halvdelen af RUF’s styrker bestod af børnesoldater i
alderen 8-14 år, og mange piger blev tvunget til at være ’soldater-koner’.
Afhugning af hænder og fødder blev et kendemærke for RUF, og folk i hundredtusindvis
fl ygtede.
Præsident Momoh beder om hjælp fra Nigeria og Guinea, og han tredobler
hæren. Der indrulleres både gadedrenge og indsatte fra fængslerne, og det
skaber omstrejfende bander i nationens militære uniform. Sammen med en
gruppe yngre offi cerer tager Valentine Strasser til Freetown for at klage over
hærens dårlige udrustning og løn – og ender med at tage magten. Også han
lover reformer og oprydning, men kaster sig i stedet ind i kampen om at få
kontrol over diamantområderne.
Efter endnu et kup i 1996 udskrives der valg, som RUF prøver at underminere
ved at terrorisere civilbefolkningen ude i landet. Uden hensyntagen hugges
hænder og fødder af landsbybeboere for at afskrække folk fra at stemme.
Ahmed Kabbah vinder valget og står som præsident med en uoverskuelig
opgave. Landet er i opløsning, og regeringshæren hærger civilbefolkningen
på samme måde som oprørerne.
Tilbage i Liberia har Taylor problemer. Hans forgæves forsøg på at indtage
Monrovia med morterer og granater har efterladt bydele i ruiner og indbyggerne
i dyb nød. Andre guerilla-fraktioner blander sig også i magtkampen,
men efter stort udenlandsk pres omdanner Taylor og andre krigsherrer deres
militser til politiske partier. Ved at true med at genoptage kampene vinder
Taylors nationalpatriotiske parti valget i 1997. Dermed er hans drøm om at
regere Liberia gået i opfyldelse. Men hans ambitioner rækker stadig over
grænsen til Sierra Leone.

I Sierra Leone stormer en gruppe soldater i 1997 fængslet og løslader major
Johnny Paul Koroma. De indtager radiostationen og annoncerer, at et
væbnet revolutionsråd, AFRC, har overtaget magten. Det fører til heftige
kampe, der ødelægger store dele af Freetown. Præsident Kabbah fl ygter,
og tusindvis af civile evakueres. Freetown er i lighed med Monrovia blevet
en by i ruiner.
Den nye junta i Sierra Leone slår en handel af med Sankohs rebeller, og efter
fem års konfl ikt og terror i oplandet marcherer RUF-militsen ind i Freetown.
Nigeria forsøger at gribe ind, men med støtte fra Taylor holder rebellerne
byen i syv måneder. Først efter hårde kampe i 1998 blev de drevet ud af
Freetown, mens de ødelagde huse, plyndrede og dræbte civile undervejs.
Præsident Kabbah vender tilbage, og Sankoh dømmes til døden. For at få ham
løsladt iværksætter hans RUF-rebeller en storstilet kampagne, hvor de massakrerer
og lemlæster civile og bortfører børn til deres styrker. Med ny støtte
fra Taylor i Liberia drager RUF-styrker atter ind i Freetown, og først efter fi re
dage slås de på fl ugt igen. Under tilbagetoget massakrerede de omkring 6000
civile, afhuggede hænder og fødder efter forgodtbefi ndende, afbrændte og
ødelagde bygninger og tog hundredvis af børn med som fanger.
I efterdønningerne af slaget forhandler parterne sig til en aftale: Præsident
Kabbah får fred, og Sankoh får magt. Både han og hans rebeller tildeles fuld
amnesti for deres krigsforbrydelser. Som vicepræsident blev Sankoh leder
af den kommission, der styrede diamantminerne. Efter otte års slagterier
havde RUF fået terroriseret sig frem til magten.
Ikke alle RUF-rebeller gik imidlertid med til at lade sig afvæbne, og på et
tidspunkt tager de tropper fra FN’s fredsbevarende styrke til fange. Storbritannien
mister tålmodigheden og griber effektivt ind med en fuldt udrustet
ekspeditionsstyrke. Bagefter sikres roen ved at udvide FN’s fredsstyrker til
18.000 mand. RUF-styrkerne smuldrer, Sankoh arresteres igen og britisk personale
indsættes i nøglepositioner i regeringsadministration, Centralbank og
politi. Genopbygningen begynder.
I januar 2002 kan præsident Kabbah formelt erklære krigen i Sierra Leone
ovre. I løbet af 11 år er 50.000 mennesker døde, 20.000 blevet lemlæstet
og ¾ af befolkningen fordrevet fra deres hjem.
Først efter hårde kampe i 1998
blev de drevet ud af Freetown,
mens de ødelagde huse, plyndrede
og dræbte civile undervejs.
Under tilbagetoget massakrerede
de omkring 6000 civile, afhuggede
hænder og fødder efter
forgodtbefi ndende, afbrændte og
ødelagde bygninger og tog hundredvis
af børn med som fanger.
53

54
Igen blev Monrovia skueplads
for kampe, der varede i ugevis.
I titusindvis søgte folk tilfl ugt i
centrum uden mad og vand.
I Liberia levede Taylor højt på urolighederne i nabolandet, eftersom de fl este
diamanter fra Sierra Leone blev smuglet ud gennem Liberia via Taylors mellemhandlere.
Han begyndte dog at komme under internationalt pres med
boykot og anklager om krigsforbrydelser. Hans lokale modstandere samlede
sig i nye oprørsgrupper, og en af dem rykkede i 2003 næsten helt frem til
Monrovia, mens de plyndrede, voldtog og bortførte børn på samme måde
som Taylors rebelgrupper.
Igen blev Monrovia skueplads for kampe, der varede i ugevis. I titusindvis
søgte folk tilfl ugt i centrum uden mad og vand, og mange døde af kolera og
sult. Først da en mindre vestafrikansk fredsstyrke kommer til Monrovia i august
2003, træder Taylor tilbage, og det overlades nu til en styrke på 15.000
FN-soldater at sikre freden og starte genopbygningen af det ødelagte land.
Både i Sierra Leone og Liberia er der nu valgt nye regeringer, freden er genoprettet,
og de fl este folk er efterhånden vendt tilbage til deres hjemegn.
Landenes regeringer står dog stadig over for utallige problemer på så godt
som alle områder. Hiv og aids er blot ét af dem…..

Fakta
Sierra Leone:
Navn: Republic of Sierra Leone
Indbyggertal:
Hovedstad:
Areal:
6.1 millioner
Freetown
71,740 km2 afrika
Hovedsprog: Engelsk, Krio (kreol-sprog),
Mende, Temne samt
ca. 15 andre stammesprog
Religion: Islam 60%, Kristendom 30%,
Traditionelle religioner 10%
Levealder: 40.5 år i gennemsnit
Industri/eksport: Diamanter, mineraler, tømmer,
Sierra
Leone
kakao, kaffe, fi sk
Liberia
Liberia:
Navn: Republic of Liberia
Indbyggertal: 3.5 millioner
Hovedstad: Monrovia
Areal: 111.369 km2
Hovedsprog: Engelsk. Desuden 16 stammesprog.
Religion: Kristendom 40%, Traditionelle religioner 40%, Islam 20%
Levealder: 42.5 år i gennemsnit
Industri/eksport: Gummi, jernmalm, tømmer, diamanter, guld, tin
I fl ygtningelejrene lykkedes de
os at få en god kontakt til de zoes
der var der, og vi inviterede dem
til en speciel konference.
55

56
Steve Korvah glæder sig over,
at traditionelle healere og fødselshjælpere
har lært at beskytte
sig selv og andre mod hivsmitte.

I fl ygtningenes spor
Først stod de tidligt op, for der var langt at gå. Siden har kvinderne småsnakket
og ventet, mens solen steg højere og højere på himlen og gjorde
luften fugtig af tropisk varme. Ventetid er man vant til i det nordlige Liberia,
for den eneste vej til området er en hullet grusvej, og en kraftig tropisk
regnbyge kan få selv en fi rehjulstrækker til at sidde fast. Men sidst på formiddagen
er ventetiden overstået, og fl okken af kvinder bevæger sig under
traditionel dans og sang ud for at byde de besøgende velkommen.
En af de nyankomne er Steve Korvah, som er koordinator i den lutherske
kirkes aids-program. Med små vrikkende bevægelser danser han ind blandt
gruppen af kvinder, som modtager ham med latter og tilråb. Stemningen
er løssluppen, men alvoren ligger ikke langt under overfl aden. Flere af de
fremmødte er hiv-smittede, og i dette udkantsområde betyder det lang
og kostbar transport til det nærmeste hospital, hvor der er ARV-medicin
at få.
En stor del af kvinderne i gruppen viser sig at være traditionelle fødselshjælpere
og healere fra de omkringliggende landsbyer. De er kommet,
fordi de i dette område er engageret i arbejdet med at give oplysning om
hiv og aids.
- Det begyndte i fl ygtningelejrene i nærheden af hovedstaden, hvor hundredtusinder
af liberianere havde søgt tilfl ugt under borgerkrigen. Kirken
startede et oplysnings- og rådgivningsprojekt, hvor vi hver dag var ude at
møde folk i lejrene og fortælle dem om aids, fortæller Steve Korvah lettere
forpustet efter dansen.
Ideen med projektet i fl ygtningelejrene var, at når krigen sluttede, og folk
vendte hjem, kunne de tage den nyerhvervede viden om hiv og aids med
sig til deres fjerntliggende landsbyer i de isolerede jungleområder.
- Det virker, siger Steve Korvah, der som projektkoordinator følger op på
projektet, efter at lejrene er nedlagt og fl ygtningene vendt hjem til deres
landsbyer.
- Folk, der kommer fra de fl ygtningelejre, hvor projektet kørte, har et større
kendskab til aids end andre, og vi kan mærke en tydelig effekt af indsatsen.
Stemningen er løssluppen, men
alvoren ligger ikke langt under
overfl aden. Flere af de fremmødte
er hiv-smittede.
Når folk vendte hjem, kunne de
tage den nyerhvervede viden
om hiv og aids med sig til deres
fjerntliggende landsbyer.
57

58
Nu bruger zoes ikke længere den
samme kniv til fl ere personer.
En medvirkende faktor kan være, at der i en fl ygtningelejr ikke er så meget
andet at foretage sig, og derfor var folk måske mere lydhøre, siger han.
Det, han glæder sig mest over i forbindelse med projektet, er den kontakt,
man har opbygget til de såkaldte zoes, medicinmænd af begge køn, der
fungerer som healere, rådgivere og traditionsbærere.
- I fl ygtningelejrene lykkedes det os at få en god kontakt til de zoes, der var
der, og vi inviterede dem til en speciel konference, hvor vi underviste dem
om hiv og aids. De tog utrolig godt imod oplysningerne. Måske fordi de selv
er i farezonen, når de udfører omskærelse og hjælper ved fødsler, forklarer
Steve Korvah.
- Nu bruger zoes ikke længere den samme kniv til fl ere personer, og de traditionelle
fødselshjælpere bruger handsker, når de hjælper børn til verden.
Samtidig er de utrolig aktive med hensyn til at oplyse og advare i landsbyerne
mod aids, fortæller Steve Korvah, der er stolt over, at kirken på den
måde har hjulpet områdets zoes til en mere sikker adfærd.

Medicinmand, mellemmand
og medspiller
Umiddelbart ligner Akoi M. Saygbeh en venlig mand. Han er smilende og
imødekommende, og i sin T-shirt ligner han mest af alt en fodboldtræner
for et ungdomshold. Hans venlighed til trods er mange imidlertid bange for
ham, og det er ikke et fodboldhold, men den mandlige del af landsbyens
medlemmer, han styrer.
- Min bedstefar var medicinmand, en zoe, og da han døde, overtog jeg hans
position, fortæller Akoi, som på det tidspunkt kun var 15 år gammel.
Uanset alder har de traditionelle medicinmænd imidlertid stor magt i befolkningen.
De vogter nemlig over hemmeligheder, som ingen må afsløre eller
udtale sig om, og de kan helbrede, hvad Akoi omtaler som ’traditionelle
afrikanske sygdomme’.
Han fortæller, at netop derfor er der også mange, der er bange for zoes. For
ligesom medicinmændenes hemmelige urteblandinger kan bringe lindring
og helbredelse, kan en zoe også blande præparaterne, så de i stedet bringer
lammelse og død.
- Der er folk, som opsøger medicinmanden, fordi de vil have ham til at kaste
en forbandelse på andre. Eller måske vil de selv have ’medicin’, som kan
beskytte dem mod trolddom. Der er også nogle, som henvender sig, fordi
de vil have hjælp til at blive rige, fortæller Akoi, der dog understreger, at
den almindeligste årsag til, at folk i landsbyen opsøger medicinmændene,
er for at få gode råd og blive behandlet for sygdomme.
Der fi ndes både mandlige og kvindelige zoes. Ud over at behandle sygdomme
og give råd og vejledning fungerer de kvindelige zoes ofte som
traditionelle fødselshjælpere, og de mandlige udfører ritualerne i forbindelse
med begravelser. Det er også zoes, der har ansvaret for de strengt
hemmeligholdte og kønsopdelte ’jungleskoler’. I månedsvis drager en årgang
af unge fra landsbyen væk til velbevogtede steder i junglen, hvor de
bl.a. omskæres og oplæres i den gældende takt og tone. Her undervises de
Uanset alder har de traditionelle
medicinmænd stor magt i befolkningen.
De vogter over hemmeligheder,
som ingen må afsløre.
Den almindeligste årsag til, at
folk i landsbyen opsøger medicinmændene,
er for at få gode
råd og blive behandlet for sygdomme.
59

60
Akoi Saygbeh kender medicinmændenes
traditioner indefra.
I landsbyerne advarer han dem
om faren ved at bruge den
samme kniv til fl ere patienter.

i de ældgamle traditioner, og de lærer alle de uskrevne regler for voksne
medlemmer i et landsbysamfund. Alt foregår imidlertid i dybeste hemmelighed,
og ingen vil eller tør beskrive traditionerne nærmere.
Akoi´s ansvarsområde, som han overtog efter sin bedstefar, var at være mellemmand
mellem de mandlige og kvindelige zoes i landsbyerne. Når der
var brug for et møde for at drøfte fælles anliggender, var det ham, der formidlede
kontakten, og opstod der indbyrdes stridigheder mellem forskellige
zoes, var det hans opgave at mægle.
I dag vil han imidlertid hellere snakke om, hvordan han nu er kommet til
at fungere som aids-rådgiver for sine kolleger blandt medicinmændene og
for folk i landsbyerne. Som de fl este andre er også hans skæbne knyttet tæt
sammen med borgerkrigens hærgen.
- Min landsby ligger i det nordlige Liberia, og i 2001 blev den angrebet af
rebeller. 14 beboere blev dræbt den nat, hvor militsgruppen kom, og de
brændte landsbyen af, så vi måtte fl ygte, fortæller han.
Sammen med sin mor, sin gravide kone og deres treårige søn skjulte han sig
i junglen. De levede af det, de kunne samle og fi nde, og et par gange sneg
han sig forsigtigt tilbage til området ved landsbyen, hvor han havde nogle
fødevarer opmagasineret i nærheden af sin mark.
- Om dagen holdt vi os for det meste skjult. Det var farligt for mig, hvis
jeg blev opdaget, for som sund og rask mand ville jeg blive tvunget til at
kæmpe, hvis jeg blev fanget. Og det var det samme, hvad enten det var
regeringsstyrker eller oprørere, der fandt en, beretter han.
Derfor tog det også næsten tre måneder, før familien nåede i relativ sikkerhed
i en fl ygtningelejr nær hovedstaden.
I lejren drev den lutherske kirke et aids-program, hvor man informerede
om hiv og aids og tilbød folk at blive testet for sygdommen. Efterhånden
fi k man god kontakt til en gruppe traditionelle healere og fødselshjælpere,
og sammen med dem blev Akoi inviteret til en ugelang workshop specielt
målrettet zoes.
- For mig var det meget interessant og spændende. Her lærte jeg for første
gang om aids og om, hvordan virusset spredes, fortæller han.
På workshoppen, hvor ca. 20 zoes deltog, måtte man i undervisningen balancere
hårfi nt mellem respekten for de gamle traditioner og nødvendig-
Behandlingen foregår ved at
medicinmanden laver ridser
i huden med et skarpt instrument,
og derefter drysser kulstøv
i såret.
Min landsby ligger i det nordlige
Liberia, og i 2001 blev den angrebet
af rebeller. 14 beboere
blev dræbt den nat.
Om dagen holdt vi os for det meste
skjult. Det var farligt for mig, hvis
jeg blev opdaget, for som sund og
rask mand ville jeg blive tvunget
til at kæmpe.
61

62
Som mellemmand var det min
opgave at kalde folk tilbage og
at prøve at forlige dem, inden
det hele opløstes.
Fordi jeg præcis ved, hvordan
en zoe tænker, kan jeg bringe
dem budskabet om aids uden at
forulempe dem.
heden af at give konkret aids-oplysning. Både for undervisere og deltagere
var det en ny situation og lidt af et spændingsfelt at træde ind i. Spændingerne
blev ikke mindre af, at også den ledende zoe meldte sin ankomst,
og det gjorde til at begynde med nogle af deltagerne meget bange og
anspændte. Ret hurtigt i forløbet fi k Akoi derfor også god brug for sine evner
som mediator.
- I løbet af workshoppen kom en ældre zoe til at tale over sig og sige noget,
som en anden opfattede som brud på de hemmelige traditioner. Det er en
frygtelig ting, og der blev et vældigt postyr, hvor de andre truede med at
straffe ham. De begyndte også at forlade workshoppen efter at have rettet
dødstrusler mod ham. Som mellemmand var det min opgave at kalde folk
tilbage og at prøve at forlige dem, inden det hele opløstes, og heldigvis
lykkedes det, så forbandelserne blev afværget, fortæller Akoi og understreger,
at hans job som mediator indimellem kan være decideret farligt.
- Det er mit ansvarsområde, og jeg bliver nødt til at gøre det – også selv om
det til tider kan være hårdt. I dette tilfælde lykkedes det, og den ledende
zoe sagde senere til mig, at ’det lykkedes for dig at redde byttet ud af
fælden’. Der er ingen tvivl om, at de ellers ville have lagt en dødsdom på
ham, der kom til at tale over sig, pointerer Akoi.
Workshoppen blev imidlertid et vendepunkt for Akoi, der efterfølgende ønskede
at bringe oplysningerne videre til andre. Især hans kolleger blandt
landets zoes. Derfor fortsatte han også på et andet af kirkens kurser og blev
uddannet som aids-rådgiver.
- Det specielle ved mig er, at de forskellige zoes lytter til mig, fordi jeg selv
har en lignende position. Som ’mellemmand’ kan jeg desuden kontakte både
mandlige og kvindelige medicinmænd, og fordi jeg præcis ved, hvordan en
zoe tænker, kan jeg bringe dem budskabet om aids uden at forulempe dem.
De respekterer mig og ved, at jeg ikke træder over grænsen, men stadig
holder traditionerne hemmelige, fortæller Akoi.
Samtidig er han blevet opmærksom på, hvordan den traditionelle levevis
kan være med til at sprede hiv-smitten.
- I vores kultur er der tradition for at have mange affærer. Det gælder ikke
bare uvidende folk i landsbyerne, men også veluddannede unge. Selv om
folk er gift, er der nogle, der både kan have to eller tre kærester ved siden af
– måske for at bevise deres mandlighed eller kvindelighed, fortæller Akoi.

Også i medicinmændenes praksis er der traditioner, som øger spredningen
af aids. Det drejer sig især om brugen af skarpe instrumenter som knive eller
barberblade, der bruges til omskærelse og til at ridse i huden med.
- Vi har mange slanger i junglen, og det er normalt, at folk opsøger en zoe
for at få beskyttelse mod slangebid. Behandlingen foregår på den måde, at
medicinmanden laver ridser i huden med et skarpt instrument, og derefter
drysser han kulstøv i såret, forklarer Akoi.
De mange års borgerkrig bød imidlertid på anderledes og større farer end
slangebid, og derfor søgte mange til medicinmændene for også at få beskyttelse
mod geværkugler.
- Under krigen kom både soldater og rebeller for at blive skåret og få beskyttelse
mod fjendens kugler. De kom ofte i grupper, og alle blev skåret med
den samme kniv, fortæller Akoi, som ikke er i tvivl om, at mange på den
måde kan være blevet smittet med hiv-virus.
- ’En kniv per person’, citerer han nu sloganet fra de kurser, han har været
på. Det er en viden, han gerne ville have haft tidligere.
- Førhen blev alle landsbyens drenge omskåret på den samme tid og med
det samme instrument. Og selv om folk i dag bor mere spredt på grund af
krigen, foregår det mange steder stadig på samme måde, fortæller Akoi.
I dag er Akoi M. Saygbeh ansat som rådgiver i kirkens aids-program, og han
er meget optaget af, hvordan man kan give nye oplysninger uden at rydde
den gamle kultur væk eller fordømme den.
- For øjeblikket er jeg meget involveret i at arbejde sammen med både
mandlige og kvindelige zoes og videregive oplysning til dem, for ellers kan
de jo være med til at skade andre mennesker, fortæller Akoi, som glæder
sig over, at arbejdet bærer frugt, og at der sker store forandringer.
Som eksempel nævner han en workshop for zoes, som han var med til at afholde.
Her kom en kvindelig zoe bagefter op og spurgte om praktisk hjælp,
så hun for fremtiden kunne bruge ét instrument per patient.
- Det var positivt, for det viser, at hun har forstået budskabet og vil ændre
praksis, så hun ikke kommer til at gøre skade på andre mennesker, slutter
Akoi, der i dag bruger hele sin tid på at beskytte folk mod hiv og aids gennem
oplysning.
Han vil ikke afvise, at folk lytter til hans budskab med større respekt, fordi
det er en tidligere zoe, som taler.
Under krigen kom både soldater
og rebeller for at blive skåret og få
beskyttelse mod fjendens kugler.
De kom ofte i grupper, og alle blev
skåret med den samme kniv.
Det var positivt, for det viser, at
hun har forstået budskabet og vil
ændre praksis, så hun ikke kommer
til at gøre skade på andre
mennesker.
63

64
Holdninger til
hiv-smittede
I Sierra Leone blev der i forbindelse med kirkens aids-projekt lavet en undersøgelse
af folks holdninger til hiv-smittede. Næsten 80 % af de 302
adspurgte havde aldrig set en hiv-smittet, og svarene viser, at projektets
medarbejdere står over for en stor opgave i form af oplysning og holdningsændring.
• 76 % mente, at hiv-smittede skulle interneres i en lejr, så de ikke kunne
smitte andre
• 46 % var ikke villige til at bo i samme hus eller lejlighed som en hiv-smittet
• 53 % ville ikke ansætte en person, der var testet positiv
• 55 % anså aids som en straf fra Gud
• 39 % kunne derfor heller ikke acceptere en præst, der var hiv-smittet
• 47 % ville skille sig af med sin partner, hvis denne viste sig at være hivpositiv
• 42 % mente, at hiv-smittede skulle afholde sig fra at have sex
• 20 % godtog, at hiv-smittede blev plejet i hjemmet; resten henviste til
hospital eller lejre
• 75 % mente, at det ikke var kirkens, men statens opgave at tage sig af
hiv-smittede

Den stærkes ret
Chaufføren har sin egen udlægning af, hvad det vil sige at tilpasse farten
efter forholdene. Med hornet i bund får han børn, høns og geder til at hoppe
væk fra vejen, og kun i svingene bremser han op. Grusvejen i Sierra Leones
indre er nemlig smal, og bevoksningen langs vejen gør det umuligt at se,
om der befi nder sig en modkørende rundt om hjørnet.
Chaufførens køreegenskaber skal vise sig at være større end hans engelskkundskaber,
så en stor del af samtalen kommer til at bestå af sætninger
som ”Hvad siger du?” eller ”Det forstår jeg ikke helt; kan du gentage det?”.
Det afskrækker ham dog ikke fra at snakke om vind og vejr, tilberedning af
abekød og borgerkrigens rædsler.
- Her raserede oprørerne en landsby og dræbte mange, fortæller han lokalkendt
og sætter farten en smule ned, mens han peger.
- Dér bor en ældre kvinde, som nu er invalid, fortsætter han og begynder
mere detaljeret at fortælle om, hvordan hun blev udsat for overgreb og fi k
ødelagt sit underliv med et geværløb.
Hans uforståelige accent beskytter os nådigt mod de værste detaljer, og
ingen beder ham gentage. Det er ikke så meget sproget, som det er krigens
ondskab, vi lige nu står uforstående overfor.
Både i Sierra Leone og i Liberia var borgerkrigen kendetegnet af seksuelle
overgreb og ydmygelser. Rapporter fra menneskerettighedsorganisationer
giver utallige eksempler på voldtægt af kvinder og børn, gruppevoldtægt og
seksuelle overgreb mod både mænd og kvinder, spædbørn og gamle. Ingen
kender det nøjagtige tal. Både fordi mange blev dræbt efter voldtægten,
men også fordi det er et smertefuldt emne at tale om for de overlevende.
Skammen hænger ved – og i mange tilfælde også hiv-smitte.
Mami er en af dem. Hun vil ikke have sit rigtige navn frem, og mens hun
fortæller med lav stemmeføring, trænger tårerne sig på.
- Vi var på fl ugt og blev opdaget af en gruppe soldater. Lederen pegede mig
ud og sagde til to af sine soldater, at de skulle bringe mig hen til ham. Jeg
græd og bad dem om at slippe mig, men han truede med at slå mig ihjel.
Han tvang mig til at være hans pige, fortæller Mami, der dengang var 18 år.
65

- Han låste mig inde i huset. Jeg var som hans kone, og han tvang mig, selv
om jeg græd og bad om at slippe fri, fortæller Mami, der først slap fri af sit
fangenskab efter et par måneder.
Hun fandt vej til sin familie i hovedstaden, men fortalte dem ikke om overgrebene.
I stedet bar hun alene på ydmygelsen. Først da sygdom senere fi k
hende til at opsøge en læge, fandt hun ud af, at hun også bar på kønssygdom
og hiv-smitte. Og hun er ikke i tvivl om, hvor hun har fået det.
- Det er soldatens skyld, for det var første gang, jeg havde sex, siger hun og
fortæller, hvordan overgrebet også på andre måder påvirker hende.
- Oprørsstyrkerne, som fangede mig, bar røde T-shirts og pandebånd. Når
jeg ser en rød T-shirt på gaden i dag, begynder mit hjerte med det samme
at hamre hårdt, slutter hun.
Gepe ved ikke præcis, hvor gammel hun er, men begivenhederne under
krigen husker hun kun alt for tydeligt.
- Vi gik til fods i mange dage, og jeg var gravid. Der kom soldater, som
omringede os. De bandt mig, og jeg blev tvunget til at se på, hvordan de
dræbte min mor. Bagefter voldtog de mig. To af soldaterne. Før de lod mig
gå. Og min baby døde, fortæller hun.
Gepes far blev også dræbt i krigen, og selv om hun prøver at tilgive, løber
hendes følelser et øjeblik af med hende.
- Jeg hader soldaterne, lyder det kort.
Bortset fra en kusine delte hun ikke sine oplevelser med andre. Kun til aidsrådgiveren
i fl ygtningelejren senere, da det viste sig, at hun var hiv-smittet.
- Jeg kan stadig drømme om det om natten, og når jeg vågner, græder jeg,
fortæller Gepe.
I modsætning til mange andre kvinder i samme situation kan hun imidlertid
glæde sig over, at hendes mand har accepteret hende på trods af smitte og
overgreb.
- Han ved det hele, men han siger, at der skete mange grimme ting under
krigen, og at det ikke var min skyld, siger Gepe og giver udtryk for, at hun nu
er ved at lægge oplevelserne bag sig og kan glæde sig over livet igen.
67

68
Den mobile sundhedsklinik når
ud til de fjerntliggende landsbyer,
og Luopu bruger anledningen
til at undervise om aids.

Kampen mod aids i
bushen
Hospitalets landcruiser bevæger sig af sted med sin last af udstyr og personale.
Mobilklinikkens team består denne dag af to sygeplejersker, en
aids-rådgiver, en jordemoder og to medhjælpere, der også fungerer som
chauffører. De har et indgående kendskab til området, og af samme grund
er gårsdagens røde mudder ikke vasket af den terrængående bil. Dagens tur
vil blot tilføje et nyt lag fra de utallige mudderfyldte huller.
Efter halvanden times kørsel når mobilklinikken junglelandsbyen Kpassagizia
i det nordlige Liberia, lige ved grænsen til Guinea.
- Det var ad denne vej, jeg fl ygtede i slutningen af halvfemserne til Guinea
sammen med min mand og fi re børn under borgerkrigen, fortæller Luopu
Zayzay.
Hendes mand døde af sygdom i fl ygtningelejren, og med sin mindste på
ryggen vandrede Luopu senere med sin familie i fl ere uger for at komme til
en fl ygtningelejr for internt fordrevne i det sydlige Liberia.
Luopu Zayzay delte skæbne med fl ere hundred-tusinde andre liberianere,
der måtte fl ygte fra militsgruppernes overgreb mod civilbefolkningen. Oftest
til fods gennem junglen, efter at deres landsbyer var ødelagt og brændt af.
I dag har Luopu Zayzay og alle de andre fl ygtninge forladt lejrene og er
vendt hjem. 15.000 FN-soldater sikrer freden, men kampen mod aids fortsætter.
For Luopos vedkommende begyndte den allerede i fl ygtningelejren,
hvor den lutherske kirke kørte et Danida-støttet aids-program.
Her hørte hun om aids for første gang, og under opholdet blev hun uddannet
som aids-rådgiver. Ideen var, at de nyuddannede rådgivere skulle tage
deres viden med sig, når de sammen med deres stammefæller vendte hjem
til de afsidesliggende landsbyer.
Det er derfor, Luopu Zayzay i dag står foran de ca. halvtreds fremmødte
landsbybeboere og oplyser om hiv og aids ved hjælp af sine medbragte
plakater. De unge mødre, som er kommet for at få vejet deres spædbørn og
Det var ad denne vej, jeg fl ygtede
i slutningen af halvfemserne til
Guinea sammen med min mand
og fi re børn under borgerkrigen.
Luopu Zayzay delte skæbne med
fl ere hundred-tusinde andre liberianere,
der måtte fl ygte fra overgreb
mod civilbefolkningen.
69

70
Mens sundhedsteamet vaccinerer,
snakker Luopu med landsbyens
beboere om hiv og aids.

få vejledning om ernæring fra jordemoderen, fniser lidt forlegent, da aidsrådgiveren
taler åbent om kondomer og sex. Det er man ikke vant til, men
da de ældre bliver spurgt, hvad de synes om det, er svaret:
- Vi er glade for, at de fortæller os det, så vi ved besked og kan leve
længe.
Med en gennemsnitlig levealder på 41 år er et langt liv ikke det, der kendetegner
landsbybeboerne i området. Især er der høj dødelighed blandt børn
under fem år, og mange kvinder dør i forbindelse med fødsler. Det er også
derfor, landcruiseren siden begyndelsen af 2007 har været af sted som mobilklinik
med oplysning og undervisning, vaccinationer og behandling. Projektet
er en opfølgning på arbejdet i fl ygtningelejrene, og konkret betyder
det, at 49 afsidesliggende junglelandsbyer, hvoraf halvdelen kun kan nås til
fods, i fremtiden vil få regelmæssige besøg af mobilklinikkens team.
Efter Luopus´ indledende aids-undervisning deler teamet sig op, og der bliver
vejet, vaccineret, tjekket for malaria og konsulteret. Høvdingen over de
5.600 landsbybeboere er personligt til stede hele tiden for derigennem at
opmuntre folk til at møde op.
- Too much, understreger han på Liberia-engelsk, da han bliver spurgt, om
han er glad for mobilklinikkens besøg.
- Vi har næsten fi re timers gang til den nærmeste lille klinik, og er folk syge,
må vi bære dem på skuldrene i bårer. Nogle gange dør de undervejs, og vi
må vende om og begrave dem, forklarer høvding Maharia Nagwe.
Hans landsby blev brændt af to gange under krigen, men er nu ved at være
genopbygget.
Fra den halvt genopbyggede ’palaver-bygning’, der er en form for forsamlingshus,
kommer der en lind strøm af børn ud. Alle stritter med en blå
lillefi nger. De har lige fået uddelt A-vitamin, og for ikke at give dobbelt og
overdosere nogen i børnemylderet, får lillefi ngeren et dyp i jodfl asken efter
uddeling. Systemet er effektivt i en landsby, hvor kun knap halvdelen har
gået i skole og har lært at læse og skrive.
Det er imidlertid ikke kun lillefi ngeren, der stritter. På mange af børnene
stritter store navler frem under de stumpede T-shirts, og det kan være
et tegn på, at mange af børnene er født under forhold, hvor der ikke var
kvalifi cerede jordemødre til stede. Derfor tager Luopu også en snak med
Vi er glade for, at de fortæller os
det, så vi ved besked og kan leve
længe.
Vi har næsten fi re timers gang
til den nærmeste lille klinik, og
er folk syge, må vi bære dem på
skuldrene i bårer. Nogle gange
dør de undervejs.
71

72
Nu lærer de traditionelle fødselshjælpere
mødrene, at de kun
skal amme deres eget barn.
de kvinder, der fungerer som landsbyens traditionelle fødselshjælpere og
healere.
- Når fødselshjælperne arbejder i rismarken, får de små rifter ved neglerødderne,
og i forbindelse med en fødsel kan de nemt komme i kontakt med
blod. Så for at beskytte sig selv og kvinderne lærer vi dem om aids og om
at bruge handsker. De lærer også, at de ikke må bruge samme kniv til fl ere
personer ved omskærelse, eller når man laver traditionelle snitmærker i
huden. I landsbyen er der også tradition for, at børn ammer hos fl ere forskellige
kvinder, men nu lærer de traditionelle fødselshjælpere mødrene, at
de kun skal amme deres eget barn, da hiv-smitten kan komme via modermælk,
fortæller Luopo, inden hun med kondomæsken i hånden bevæger sig
ud i landsbyen for at opsøge en gruppe unge samt snakke med de mænd,
der har samlet sig ved en af hytterne for at drikke palmevin.

Brød tavsheden
Hendes hænder ryster, og hun folder dem i skødet for på den måde at få ro
på dem. Samtidig beder hun endnu en bøn til Gud om hjælp og vejledning.
Hun fornemmer på småsnakken bag sig, at der er mange mennesker mødt
op til FN’s natio-nale aids-konference. Også mange prominente personer,
hvoraf fl ere bestiger talerstolen med en erfaring og selvsikkerhed, som hun
ikke har.
Det er, som om de talte ord i højtalerne og lydene i baggrunden fra de hundredvis
af deltagere på konferencen glider væk, dæmpes, forsvinder. Kun sit
eget nervøse hjerte kan hun høre, og hun føler det, som om rytmen øges,
efterhånden som den lange viser på uret ubønhørligt nærmer sig halv.
Halv tre. Halv tre om natten. Dengang for mange år siden fi k tidspunktet
skelsættende betydning for hendes liv, og af en eller anden grund havde
hun bidt mærke i det.
”De kom klokken halv tre om natten!”.
Det er sådan, hun plejer at begynde sin livshistorie, og hun overvejer, om
hun også kommer til at gøre det på talerstolen i dag.
Egentlig er det slet ikke begyndelsen på hendes livshistorie, for hun var jo
femten år gammel den nat og havde haft et barndomsliv som så mange
andre i jernminedistriktet inde i landet. Men den nat sluttede barndommen,
og hun blev kastet ind i voksenlivet til lyden af kraftig beskydning fra
rebellerne.
I mørket kunne hun høre, hvordan skudsalverne kom nærmere og nærmere,
og over hals og hoved fl ygtede landsbyens indbyggere i panik. Rygterne om
oprørssoldaternes brutalitet havde nået dem, længe før de hørte det første
skud i natten.
Det var først, da dagslyset begyndte at bryde frem, at hun opdagede, at hun
var kommet bort fra sine forældre og sine søskende. Men hun fortsatte med
at gå. Hele vejen til Kakata. Og derfra videre til nabolandet Guinea.
Mens hun læner sig tilbage på stolen, genkalder hun sig et øjeblik sin fars
og mors ansigter for sit indre blik. Og hun mindes, hvor meget hun savnede
dem, mens hun boede i Guinea. Hvordan hun fortvivlet og forgæves spurgte
Den nat sluttede barndommen,
og hun blev kastet ind i voksenlivet
til lyden af kraftig beskydning
fra rebellerne.
Det var først, da dagslyset begyndte
at bryde frem, at hun
opdagede, at hun var kommet
bort fra sine forældre og sine
søskende.
73

74
Hun genkalder sig deres smil,
deres tårer, deres gensynsglæde
og taknemmelighed, da hun pludselig
dukker op efter fem lange
år.
De levede med symptomerne,
smerterne, usikkerheden og angsten
for en snarlig død.
til forældrene, når hun mødte andre liberianske fl ygtninge. I fem år havde
hun levet med uvisheden om deres skæbne, og det havde tynget hende.
Der var da også fl ere, som mente, at det måske var savnet af familien, der
havde gjort hende syg. For syg var hun, da hun sammen med andre hjemvendte
fl ygtninge endelig en dag sejlede ind i havnen i Monrovia. Her fandt
hun en kusine, som fortalte, at familien boede i udkanten af hovedstaden.
Igen dvæler hun lidt ved billedet af forældrene. Hun genkalder sig deres
smil, deres tårer, deres gensynsglæde og taknemmelighed, da hun pludselig
dukker op efter fem lange år. Samtidig klemmer det i brystet ved tanken
om, at de få trin op til talerstolen på podiet ikke bare er uigenkaldelige
skridt for hende selv, men også vil ramme hendes forældre. På konferencen
er der mange kirkefolk, også fra den lutherske kirke, som hendes far er engageret
i som leder. Og i Liberia løber rygterne stærkt – også blandt kirkens
folk. Hun har ikke fortalt dem noget på forhånd, har ikke rådspurgt andre
end Gud.
De var to, der mødte op for at sætte ansigt på sygdommen. Hvordan kan
man bekæmpe en sygdom, som er usynlig? Der kan advares og undervises
nok så meget i medierne, men hvis ingen lider af sygdommen, hvorfor
skulle man så tage den alvorligt? Og fi ndes den så i det hele taget?
De to var ikke i tvivl. De levede med symptomerne, smerterne, usikkerheden
og angsten for en snarlig død. Og de gennemlevede det i al hemmelighed.
Indtil nu var ingen hiv-smittet trådt offentligt frem i Liberia, men
FN’s nationale aids-konference var en anledning. Så medarbejdere fra Det
Nationale Aids Kontrol-Program søgte frivillige, og de var som sagt to, der
mødte op for at høre nærmere. Den anden sprang af forskellige grunde fra,
så i dag sad hun der helt alene. Men hun havde besluttet sig.
Hun huskede stadig ordvekslingen på Aids-Programmets kontor, da hun gav
besked to dage før konferencen.
”Er du nu sikker?”
”….Ja, jeg er sikker!”
” Er du nu helt sikker?
”…Ja, jeg er helt sikker!”.
Og nu var det alvor. Hun sad her. Rystende, men parat. Det fi k hende til at
tænke på, hvor lang tid, hun havde tilbage af sit liv. Det spørgsmål var blevet
mere og mere nærgående, siden hun fi k diagnosen stillet. Lægen havde
taget en blodprøve uden at fortælle hende, at det var en aids-test, han fore-

Der blev sat ansigt på sygdommen,
da hiv-smittede Kpannah
Jallah som den første trådte offentligt
frem. I dag råder hun hivsmittede
til at bryde fordommene
og træde frem.
75

76
Den eneste viden, hun selv havde
på det tidspunkt, var, at man
tørrede ud og døde i løbet af tre
år.
Hun mindes, hvordan hun i perioder
havde det godt, mens hun
i andre perioder røg ud og ind af
hospitalet.
tog. Og han gav ikke resultatet til hende selv, men havde i stedet spurgt, om
hun havde en i familien, som hun stolede på. Så det var endt med, at det var
hendes sygeplejestuderende kusine, der satte navn på sygdommen.
Den eneste viden, hun selv havde på det tidspunkt, var, at man tørrede ud
og døde i løbet af tre år. Hun havde altså forstået, at diagnosen var en dødsdom,
men alt havde været så uvirkeligt. Først ved en gentagen kontroltest
havde hun snakket med en af hospitalets rådgivere, som havde forklaret,
hvordan smitten spredtes, og hvad hun kunne gøre for at passe på sig selv.
Lige nu har hun det godt, men i Liberia er det ikke altid muligt at skaffe
medicin mod de sygdomme, der følger med et svækket immunforsvar.
Hendes tanker går igen tilbage til Guinea og det første udslæt på huden, der
kløede og sved. Hun mindes, hvordan hun i perioder havde det godt, mens
hun i andre perioder røg ud og ind af hospitalet.
Igen dukker forældrene op i tankerne. For hun sidder med en følelse af, at
sygdommen nærmest havde ventet på, at hun skulle genfi nde sin familie,
før den virkelig slog til. Da hun vendte hjem, begyndte hendes mave at løbe
konstant, hun kunne ikke spise noget og var i det hele taget i en tilstand,
som havde givet lægen begrundet mistanke om, hvad hun fejlede. Og stadig
ved forældrene ingenting. Så hendes beslutning i dag var også rettet
mod dem, for hvordan skal de kunne hjælpe hende, hvis ikke de kender
sandheden? Som det er nu, tror de jo, at paracetamol er tilstrækkeligt mod
hendes hovedpine og diarré. Så hun har brug for, at de ved besked.
Hun overvejer igen, hvad hun skal sige om lidt, på talerstolen. Hvor ærlig
kan hun være? Fristelsen til at opfi nde en uscreenet blodtransfusion i Guinea
ligger nær, men hun har aldrig fået blod. Hun er smittet af uvidenhed og
gennem de forhold, som hun levede i for at klare tilværelsen.
Hun husker den muslimske familie, hvor hun i tre år var kæreste med en af
sønnerne, men hvor hun efterhånden mere fi k status af en slave, der blev
udnyttet og måtte klare alt familiens husarbejde. Det var prisen for at få lov
at bo der. Hun mindes, hvordan hun havde planlagt fl ugten og stak af fra
byen en tidlig morgen, da moskeens højtalere havde kaldt de andre i huset
til bøn.

Hun husker politibetjenten, hun mødte senere, og som skaffede hende et
værelse og gav hende penge til at gå på markedet for. Så mange endda,
at hun i al hemmelighed kunne lægge noget til side til hjemrejsen senere.
Han var gavmild og hjalp hende også med at betale for hospitalsbesøg og
medicin - til trods for, at han både skulle forsørge kone og børn samt en
elskerinde yderligere foruden hende selv. Det var sådan, hun klarede sig.
Om betjenten til gengæld ville have accepteret, at hun samtidig havde en
affære med hans svoger. For hun fortalte ham det aldrig.
Nu er det imidlertid sandhedens time. Klokken er blevet halv to den 17.
oktober 2002. Hun tager en dyb indånding, da hun hører sit navn blive
nævnt i præsentationen. Så samler Kpannah Jallah sine papirer sammen
med rystende hænder og rejser sig for at gå på talerstolen.
Som den første i Liberia træder hun offentligt frem og fortæller om sin status
som hiv-smittet. Tavsheden er brudt!
På grund af uvidenhed
I dag ryster Kpannah Jallah ikke længere på hænderne, når hun står over for
en stor forsamling og fortæller om sit liv som hiv-smittet. Nu er hun vant til
det, og åbenheden og omtalen har givet hende styrke.
- I dag er jeg ligeglad med, hvad folk mener om mig. På den måde hjalp
det mig. Jeg har nogle af mine hiv-venner, som skjuler sig og holder sig indendøre
i deres hus af angst for at blive udstillet eller udstødt. Jeg plejer at
sige til dem, at som smittet bliver du nødt til at tage del i kampen. Hvis de
gemmer sig, ender de med at få en skyggetilværelse, siger Kpannah Jallah,
der i dag er leder af organisationen Light Association i Liberia.
Det er en organisation, som blev skabt, efter hun brød tavsheden, og som
er fortaler for hiv-smittedes rettigheder.
Med sig selv i stormens øje har Kpannah Jallah desuden lært meget om
betydningen af god rådgivning. Især hvis man som smittet ønsker at bryde
tavsheden. Så er det vigtigt at drøfte konsekvenserne.
- Min familie reagerede ved at gå ud af deres gode skind. Overalt, hvor
min far kom, pegede folk fi ngre og snakkede om, at det var hans datter, de
havde hørt om i radioen, og som spredte aids-virus. Også min mor snakkede
de om, når hun passerede andre på gaden, og for mine søstre var det simpelthen
bare for hårdt at holde til, fortæller hun om sin families reaktion,
Hun efterhånden mere fi k status
af en slave, der blev udnyttet og
måtte klare alt familiens husarbejde
fra tidlig morgen til sen aften.
Det var sådan, hun klarede sig, og
hun accepterede vilkårene.
Åbenheden og omtalen har givet
hende styrke.
77

78
Overalt, hvor min far kom, pegede
folk fi ngre og snakkede om, at det
var hans datter, de havde hørt om
i radioen, og som spredte aidsvirus.
Rådgiveren oplyste dem om,
hvad hiv og aids er, og hvordan
det smitter, men også, at man
kan leve længe, hvis man passer
på sig selv, motionerer og spiser
sundt.
Ja, min datter lever med virus i
kroppen, men hun lever positivt.
Hun bærer på en byrde, men hun
stoler på Gud og på, at Gud vil
sørge for hende.
der foruden skuffelse og spændinger næsten medførte, at hun blev smidt
på porten.
- Heldigvis for mig var der i den lutherske kirke, som min far kommer i, en
præst, der også var uddannet som aids-rådgiver. Havde han rådgivet mig fra
starten, havde jeg ikke fået lov at træde offentligt frem uden at overveje
min families reaktion noget grundigere. Nu måtte han i stedet bruge hele
tre dage, på at rede situationen ud. De var ubeskriveligt vrede på mig, troede
ikke på, at jeg var hiv-smittet, så hvorfor var jeg pludselig gået ud med
sådant noget, når det ikke passede? Rådgiveren var enormt tålmodig og
brugte dagene til at forklare og til at besvare alle deres mindst 50 forskellige
spørgsmål.
Gennem samtalerne med aids-rådgiveren skete der i løbet af dagene en
holdningsændring hos familien, og Kpannah fi k lov at blive.
- Rådgiveren oplyste dem om, hvad hiv og aids er, og hvordan det smitter,
men også, at man kan leve længe, hvis man passer på sig selv, motionerer
og spiser sundt. Desuden forklarede han dem, at det ikke smitter, fordi man
spiser sammen eller sover under samme tag.
- Både dengang og senere har jeg oplevet betydningen af aids-rådgivning.
En aids-rågiver er en nøgleperson, som ikke kan undværes. Det er dem, der
brækker forbandelsen af aids, fortæller Kpannah og tilføjer, at hendes far for
alvor blev overbevist ved at deltage i en workshop om hiv og aids i kirken.
- Når folk i dag spørger ham: ”Er det rigtigt at din datter lever som hivpositiv?”,
så svarer han: ”Ja, min datter lever med virus i kroppen, men hun
lever positivt. Hun bærer på en byrde, men hun stoler på Gud og på, at Gud
vil sørge for hende”.
I dag glæder Kpannah sig over sin fars holdningsændring.
- Han vil ikke forkaste mig, men han drager omsorg for mig og opfordrer
andre forældre til at gøre det samme for deres børn, hvis de har hiv. Det
udspringer jo af uvidenhed, for vi havde aldrig chancen for at høre eller
lære noget om aids. Virusset kom, og før folk hørte noget om det, fulgte
borgerkrigen efter.

Info
Sudanmissionen og Dansk Ethioper Mission (DEM) er folkekirkelige missionsorganisationer,
der har et mangeårigt samarbejde med lokale kirker
i henholdsvis Sierra Leone og Liberia. Med økonomisk bistand fra Danida
og faglig vejledning fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling har de efter
borgerkrigens ophør støttet partnerkirkerne i indsatsen mod hiv og aids. Det
sker bl.a. gennem uddannelse af kvalifi cerede aids-rådgivere, selvhjælpsgrupper,
oplysning blandt internt fordrevne, materialer til skoler og centre
for frivillig hiv-test.
Herudover er organisationerne involveret i freds- og forsoningsarbejde,
genopbygning af klinikker, hospitaler og sygeplejeskoler samt uddannelse
og kapacitetsopbygning.
Detaljer om organisationernes arbejde er på deres respektive hjemmesider
www.sudanmissionen.dk
www.dem-dk.dk
79