FREMAD TIL FORTIDEN - Horsens HF og VUC

TIDS REJS ER
Den stationære
observatørs henførelsessystem
Ormehul til
hjemrejsen
Ormehul til udrejsen
Den flyvende
observatørs henførelsessystem
Folketingsåbning
på Alfa Centauri
Gödel i 1948 offentliggjorde en løsning til
Einsteins almen-relativistiske ligninger, hvori
der optrådte løkker – altså muligheden for
rejser tilbage i tiden.
Heldigvis for den sunde skepsis var Gödels
løsning imidlertid ikke ligefrem enkel at udnytte
i praksis. Der var tale om en såkaldt
kosmologisk model, dvs. en matematisk beskrivelse
af universet som helhed, og modellen
beskrev et univers i rotation (hvad det så
end vil sige). En observatør, der var i stand
til at udnytte universets rotation over meget
store afstande og meget lange tidsskalaer, og
som rådede over bogstavelig talt ubegrænsede
mængder energi, ville ifølge modellens
pålydende værdi kunne rejse tilbage til sin
egen fortid.
Nye aspekter
Gödels univers var derfor interessant på to
måder. For det første udgjorde det et bevis
for, at Einsteins teori ikke i sig selv udelukkede
de baglæns tidsrejser, sådan som mange havde
håbet på. For det andet indebar den en kraftig
antydning af, at hvis man skulle gøre sig
forhåbninger om at rejse tilbage i tiden, ville
det kræve mere end et normalt opbud af ressourcer.
Der opstod derfor hos mange fysikere en
formodning om, at naturen havde opstillet
en form for kronologibeskyttelse, dvs. et uafhængigt
princip, der forbød de baglæns tidsrejser
i det hele taget, på trods af at de ikke
kunne udelukkes af eksempelvis den almene
1. Gödels univers. Gödels klassiske kosmologiske løsning til Einsteins ligninger beskriver et univers i rotation. I dette
univers bevæger lyset sig i cirkelbaner, hvilket giver en nysgerrig rumrejsende mulighed for at skyde genvej og
vende tilbage til sit udgangspunkt inden start.
2. Tipler og van Stockums rumtid. I denne løsning til Einsteins feltligninger er rumtiden vundet så meget op omkring
en roterende streng med høj massetæthed, at man ved at bevæge sig radialt i forhold til strengen opnår at kunne
passere ind i sin egen fortid.
3. Det roterende sorte hul (Kerr-metrikken). Et sort hul er normalt karakteriseret ved en uendelig høj tæthed i sit
centrum, en såkaldt singularitet. Hvis hullet er i rotation, fordeles denne singularitet over en ring, og omkring
denne ring findes kurver, der forbinder fremtiden med fortiden.
4. Gotts tidsmaskine. Princeton-astrofysikeren Richard Gott har bevist, at to parallelle såkaldte kosmiske strenge
(hypotetiske levn fra det allertidligste univers), der flyver forbi hinanden med høj fart, inden for meget snævre
rammer tillader kurver mellem sig at pege bagud i tiden.
5. En frådende rumtid. I den allermindste skala for rum og tid, den såkaldte Planck-enhed, er der ingen forskel på fortid
og fremtid. En tilstrækkelig stor boble af "Planck-skum" kan udmærket føre fra fremtiden tilbage i fortiden.
6. Thornes ormehul. Den californiske fysiker Kip Thorne har til dels i spøg foreslået den teoretiske mulighed, at et rumskib
slæber den ene ende af et ormehul – en forsnævring i rumtiden, der forbinder to vidt adskilte begivenheder –
bort fra sit oprindelige udgangspunkt og hen til et dertil egnet sted. Ved passage gennem det nye ormehul kan
man stige ud i fortiden.
7. Warp-drev. Fysikeren Miguel Alcubierre lod sig inspirere af "Star Trek" til at udtænke et teoretisk grundlag for de
optrædende rumskibes warp-drev. Hans løsning kom til at udgøre et alternativ til Thornes ormehul, hvor rumtiden
i stedet er foldet sammen og fungerer dels som erstatning for en raketmotor, dels som en tidsmaskine.
Den holografiske flade (eng. holographic screen) er
en nyskabelse inden for de moderne strengteorier.
Hver observatør har sin egen holografiske flade,
der indeholder al information om begivenhederne i
hans rumlige og tidslige omgivelser. De allerseneste
teoretiske resultater antyder, at selvom den samlede
rumtid giver mulighed for baglæns tidsrejser, altså
løkker i rumtiden, vil ingen af disse løkker have kontakt
med en given observatørs holografiske flade,
og vedkommende vil derfor ikke kunne påvirkes af
begivenhederne fra tidsrejsen.
En klassisk irreversibel proces
aktuel ASTRONOMI – VINTER NR. 1/04 19
Illustration: TBP / Teis Caspersen