Læs hele artiklen - Stjernegaard Rejser

dominikanske thailand republik
hellfire pass med
livets træ for enden.
Japanerne begyndte at anlægge
Dødens Jernbane i juni 1942. Formålet
var at forbinde jernbanenettet i
Thailand med nettet i Burma. Det var
begyndt at gå den gale vej for den kejserlige
japanske flåde efter det store tab ved Midway
i Stillehavet. Og skulle Nippons sønner
med held udnytte okkupationen af engelske
Fra toppen af trappen ses
hellfire pass ovenfra.
ingen anden strækning på ”dødens Jernbane” – eller Thailandburma
Jernbanen, som den officielt hed - kostede flere allierede
krigsfanger livet end strækningen, de selv døbte Hellfire Pass -
”indgangen til helvedet”. i dag er det omdannet til museum og
smukt mindesmærke for ofrene. tEkst og foto: BEntE ColBErg og sørEn MilHol
Burma til en videre ekspansion mod vest og
Indien, måtte forsyningslinjer etableres over
landjorden.
Det tog 15 måneder at bygge de 415 kilometer
jernbane fra Bangkok til Thanbyuzayat
i Burma - eller 890 meter jernbane per
dag. Mere end 60.000 allierede krigsfanger
og omkring 200.000 asiatiske tvangsarbej-
thailand
dere (malajere, kinesere, burmesere og tamilere)
deltog i rædslerne.
Et liv pEr svEllE
Englænderne havde allerede i begyndelsen
af 1900-tallet undersøgt mulighederne
for at anlægge en jernbane gennem det
isolerede og bjergrige tropiske regnskovsområde.
Men de opgav igen. Projektet ville
kræve for mange ressourcer. Det problem
havde japanerne ikke. De havde 60.000
allierede krigsfanger og 200.000 asiatiske
tvangsarbejdere til deres disposition. ”Et liv
for hver eneste jernbanesvelle”, som det er
blevet udtrykt.
Klippeområdet syd og nord for Hintok,
omkring 80 kilometer nordvest for Kanchanaburi,
som igen ligger 135 kilometer vest for
Bangkok, skulle vise sig at blive den største
udfordring. På en strækning af 3,5 kilometer
måtte dels konstrueres ni bukkebroer (bygget
på stilladser af træ), og dels måtte man
hugge banen gennem syv klippefremspring,
tre store og fire mindre. Normalt ville man
have boret tunneller, men i så fald ville
man kun kunne have arbejdet fra to ender,
mens man med masser af menneskelig
arbejdskraft kunne hugge sig vej ned gennem
klipperne på hele strækningens længde
- samtidig.
HElvEdEts ild
Krigsfangerne begyndte arbejdet den
25. april 1943, og strækningen var færdig i
august samme år. Fangerne arbejdede i skift
på 16 til 18 timer, syv dage om ugen. De sov
og arbejdede i monsunens regn og mudder
og 35 graders varme. De daglige kostrationer
42__rejs__06__2010__www.vagabond.info www.vagabond.info__06_2010_rejs__43
kwae noi Valley
udsigtspunkt.
Hellfire
Pass –
DøDens
Jernbane

thailand
var minimale. Redskaberne var få og primitive:
Hammer, mejsel, skovl og hakke og de
bare næver. Nu og da en enkelt stang dynamit.
Jord og klippestykker blev båret væk i
store bastkurve eller rissække.
“Konyu” var japanernes navn på den
største af gennemskæringerne. 110 meter
lang og 25 meter dyb. Det tog 12 uger at
komme fra top til bund, så banelegemet
kunne anlægges. Der blev arbejdet i alle
døgnets 24 timer - om natten ved hjælp af
kunstig belysning. Derfor døbte krigsfangerne
det ”Hellfire Pass”. Larmen fra hundrede
af hamre og mejsler i skæret fra tændte
bambusfakler og stinkende olielamper gav
uhyggelige associationer om ”indgangen til
helvede”.
Mere end 16.000 allierede og 100.000
asiatere døde under anlæggelsen af banen,
og alene Hellfire Pass strækningen på 3,5
kilometer kostede 700 allierede – og et
ukendt antal asiatere - livet. De døde af
kolera, dysenteri, koldbrand, malaria, sult og
udmattelse, og man ved med sikkerhed, at
mindst 69 fanger blev pryglet ihjel af deres
fangevogtere, ofte koreanere i japansk tjeneste.
MusEEt
Hellfire Pass Memorial Museum er anlagt
mindre end 250 meter fra Hellfire Pass, lidt
tilbagetrukket fra hovedvej 323 fra Kanchanaburi.
Museet blev bygget som et samarbejde
mellem den thailandske og australske
regering og blev indviet i 1998 af den
daværende australske premierminister John
Howard. Museet fokuserer på historien om
Dødens Jernbane og på rædslerne omkring
bygningen af strækningen gennem Hellfire
Pass. Samtidig er det et mindesmærke og en
smuk og passende hyldest til de mere end
2.700 australiere, der omkom under bygningen
af jernbanen.
Museet er åbent dagligt fra klokken 9 til
16. Adgang er gratis, men donationer til vedligeholdelse
modtages gerne. Udstillingslokalerne
er på 200 kvadratmeter med illustrative
plancher, tegninger af krigsfanger
og rædslerne, montrer med eksempler på de
primitive arbejdsredskaber, modeller af bukkebroer,
klippegennemskæringer, nogle af
banens strækninger og en kort audiovisuel
præsentation i den lille filmsal om bygningen
af jernbanen ledsaget af kommentarer
fra australske krigsfanger.
MEMorial Walk
Overlevende krigsfanger fik i midten af
1980’erne ideen til museet og mindesmærket.
40 år efter det gruvækkende byggeri
genså de hjemstedet for deres lidelser. Jern-
museet, en af
tegningerne af
rædslerne og
nederst til venstre
en af forsænkningerne,
hvor
træbroerne stod.
banen var væk og junglen havde bredt sig og
slettet næsten alle spor af deres umenneskelige
strabadser. En appel blev fremsendt
til den australske regering, som bevilligede
støtte til projektet. De næste 13 år ryddede
man junglen på den 3,5 kilometer lange
strækning, man anlagde en vandresti langs
dele af banelegemet, trapper med gelændere
blev bygget op og ned gennem forsænkningerne,
hvor træbroerne i sin tid stod, og forklarende
skilte og plancher blev opsat.
I dag kan du derfor gå de 3,5 kilometer
ad den såkaldte ”Memorial Walk” gennem
selve Hellfire Pass. Du kan gå rundt om det
selvsåede såkaldte ”Livets Træ” og forbi mindesmærket
og de symbolsk nedlagte sveller
og skinner for enden af den 110 meter lange
gennemskæring. Turen går videre gennem
de andre klippegennemskæringer, ned og op
ad forsænkningerne, hvor de ni bukkebroer
blev bygget, forbi Kwae Noi Valley Lookout,
udsigtspunktet med den fantastiske panoramaudsigt
over floden Kwai mod den burmesiske
grænse i vest og videre hele vejen
via Hintok Station til den sidste af klippegennemskæringerne,
Compressor Cutting.
Turen er overordentligt anbefalelsesværdig
og giver en aldrig så lille forståelse for
de enorme ofre, der blev bragt på denne
Dødens Jernbanes alter.
Husk solidt fodtøj. Du bevæger dig på
Gamle sveller
og den største af
forsænkningerne –
three tier bridge.
thailand
banelegemet, hvor der er masser af små
skarpe sten på dele af strækningen – og
husk: Der er 3,5 kilometer frem og 3,5 kilometer
tilbage. Med mindre du som os overnatter
i Hintok River Camp. Så kan du blive
kørt de fire kilometer op til museet og så
vandre omkring 2,5 kilometer ned af jernbanen
og så svinge til venstre ad den første
asfalterede vej, du kommer til. Derfra er der
yderligere 2,5 kilometer ned til Hintok River
Camp vejen. Drej til højre og følg skiltene
de sidste små to kilometer til en velfortjent
forfriskning på terrassen med udsigt over
floden Kwai – læs mere om Hintok i REJS 03.
JErnBanEn EftEr krigEn
Efter krigsafslutningen i august 1945 blev
Thailand og Burma enige om at nedlægge
banen i en afstand af 100 kilometer i hver
retning fra den fælles grænse ved De Tre
Pagoders Pas nord for den thailandske by
Sangkhlaburi. Alle brugbare materialer blev
demonteret og brugt til andre og højere
prioriterede projekter, såvel af myndigheder
som af lokale beboere med behov for råvarer
til tag over hovedet. Endestationen for
banen fra Bangkok i dag er derfor Namtok,
18 kilometer sydøst for Hellfire Pass. Herfra
kan man stadig køre med tog på den berygtede
strækning til Kanchanaburi og broen
over floden Kwai små 55 kilometer længere
mod sydøst.
tHailand undEr 2. vErdEnskrig
som et afsluttende kuriosum kommer
her forklaringen på, hvorfor ingen – eller
kun meget få – thaiere indgik i den tvangsindlagte arbejdsstyrke,
der byggede dødens Jernbane. før 2. verdenskrig sad militæret
tungt på magten i thailand. Marskal phibun songkhram blev de
facto diktator i 1938. Han var en stor beundrer af Hitler, og det
thailandske samfund blev gradvist indrettet efter europæisk
fascistisk forbillede. phibun ændrede landets navn fra siam til
thailand i 1939. da japanerne ”erobrede” thailand i december
1941, var den thailandske modstand kun symbolsk, og efterfølgende
samarbejdede man faktisk med japanerne fra officiel side.
Japanernes okkupation blev derfor relativ mild, og befolkningens
indstilling ændrede sig først, da japanernes krigslykke begyndte
at vende. phibun blev afsat i 1944 af en usa-støttet modstandsbevægelse
phibun kom for øvrigt tilbage til magten og regerede thailand
fra 1948 til 1957. denne gang udviste han mere politisk pragmatisme.
usa havde travlt med at dæmme op for det, de kaldte den
”kommunistiske trussel” i indokina. phibun og hans generaler blev
betragtet som en vigtig bastion i denne kamp. usa's økonomiske
bistandsprogram til thailand blev omfattende – og der gisnes stadig
om, hvor meget af kagen, der endte i militærets egne private
lommer.
44__rejs__06__2010__www.vagabond.info www.vagabond.info__06_2010_rejs__45