Læs hele artiklen - Stjernegaard Rejser

stjernegaard.rejser.dk

Læs hele artiklen - Stjernegaard Rejser

dominikanske thailand republik

hellfire pass med

livets træ for enden.

Japanerne begyndte at anlægge

Dødens Jernbane i juni 1942. Formålet

var at forbinde jernbanenettet i

Thailand med nettet i Burma. Det var

begyndt at gå den gale vej for den kejserlige

japanske flåde efter det store tab ved Midway

i Stillehavet. Og skulle Nippons sønner

med held udnytte okkupationen af engelske

Fra toppen af trappen ses

hellfire pass ovenfra.

ingen anden strækning på ”dødens Jernbane” – eller Thailandburma

Jernbanen, som den officielt hed - kostede flere allierede

krigsfanger livet end strækningen, de selv døbte Hellfire Pass -

”indgangen til helvedet”. i dag er det omdannet til museum og

smukt mindesmærke for ofrene. tEkst og foto: BEntE ColBErg og sørEn MilHol

Burma til en videre ekspansion mod vest og

Indien, måtte forsyningslinjer etableres over

landjorden.

Det tog 15 måneder at bygge de 415 kilometer

jernbane fra Bangkok til Thanbyuzayat

i Burma - eller 890 meter jernbane per

dag. Mere end 60.000 allierede krigsfanger

og omkring 200.000 asiatiske tvangsarbej-

thailand

dere (malajere, kinesere, burmesere og tamilere)

deltog i rædslerne.

Et liv pEr svEllE

Englænderne havde allerede i begyndelsen

af 1900-tallet undersøgt mulighederne

for at anlægge en jernbane gennem det

isolerede og bjergrige tropiske regnskovsområde.

Men de opgav igen. Projektet ville

kræve for mange ressourcer. Det problem

havde japanerne ikke. De havde 60.000

allierede krigsfanger og 200.000 asiatiske

tvangsarbejdere til deres disposition. ”Et liv

for hver eneste jernbanesvelle”, som det er

blevet udtrykt.

Klippeområdet syd og nord for Hintok,

omkring 80 kilometer nordvest for Kanchanaburi,

som igen ligger 135 kilometer vest for

Bangkok, skulle vise sig at blive den største

udfordring. På en strækning af 3,5 kilometer

måtte dels konstrueres ni bukkebroer (bygget

på stilladser af træ), og dels måtte man

hugge banen gennem syv klippefremspring,

tre store og fire mindre. Normalt ville man

have boret tunneller, men i så fald ville

man kun kunne have arbejdet fra to ender,

mens man med masser af menneskelig

arbejdskraft kunne hugge sig vej ned gennem

klipperne på hele strækningens længde

- samtidig.

HElvEdEts ild

Krigsfangerne begyndte arbejdet den

25. april 1943, og strækningen var færdig i

august samme år. Fangerne arbejdede i skift

på 16 til 18 timer, syv dage om ugen. De sov

og arbejdede i monsunens regn og mudder

og 35 graders varme. De daglige kostrationer

42__rejs__06__2010__www.vagabond.info www.vagabond.info__06_2010_rejs__43

kwae noi Valley

udsigtspunkt.

Hellfire

Pass –

DøDens

Jernbane


thailand

var minimale. Redskaberne var få og primitive:

Hammer, mejsel, skovl og hakke og de

bare næver. Nu og da en enkelt stang dynamit.

Jord og klippestykker blev båret væk i

store bastkurve eller rissække.

“Konyu” var japanernes navn på den

største af gennemskæringerne. 110 meter

lang og 25 meter dyb. Det tog 12 uger at

komme fra top til bund, så banelegemet

kunne anlægges. Der blev arbejdet i alle

døgnets 24 timer - om natten ved hjælp af

kunstig belysning. Derfor døbte krigsfangerne

det ”Hellfire Pass”. Larmen fra hundrede

af hamre og mejsler i skæret fra tændte

bambusfakler og stinkende olielamper gav

uhyggelige associationer om ”indgangen til

helvede”.

Mere end 16.000 allierede og 100.000

asiatere døde under anlæggelsen af banen,

og alene Hellfire Pass strækningen på 3,5

kilometer kostede 700 allierede – og et

ukendt antal asiatere - livet. De døde af

kolera, dysenteri, koldbrand, malaria, sult og

udmattelse, og man ved med sikkerhed, at

mindst 69 fanger blev pryglet ihjel af deres

fangevogtere, ofte koreanere i japansk tjeneste.

MusEEt

Hellfire Pass Memorial Museum er anlagt

mindre end 250 meter fra Hellfire Pass, lidt

tilbagetrukket fra hovedvej 323 fra Kanchanaburi.

Museet blev bygget som et samarbejde

mellem den thailandske og australske

regering og blev indviet i 1998 af den

daværende australske premierminister John

Howard. Museet fokuserer på historien om

Dødens Jernbane og på rædslerne omkring

bygningen af strækningen gennem Hellfire

Pass. Samtidig er det et mindesmærke og en

smuk og passende hyldest til de mere end

2.700 australiere, der omkom under bygningen

af jernbanen.

Museet er åbent dagligt fra klokken 9 til

16. Adgang er gratis, men donationer til vedligeholdelse

modtages gerne. Udstillingslokalerne

er på 200 kvadratmeter med illustrative

plancher, tegninger af krigsfanger

og rædslerne, montrer med eksempler på de

primitive arbejdsredskaber, modeller af bukkebroer,

klippegennemskæringer, nogle af

banens strækninger og en kort audiovisuel

præsentation i den lille filmsal om bygningen

af jernbanen ledsaget af kommentarer

fra australske krigsfanger.

MEMorial Walk

Overlevende krigsfanger fik i midten af

1980’erne ideen til museet og mindesmærket.

40 år efter det gruvækkende byggeri

genså de hjemstedet for deres lidelser. Jern-

museet, en af

tegningerne af

rædslerne og

nederst til venstre

en af forsænkningerne,

hvor

træbroerne stod.

banen var væk og junglen havde bredt sig og

slettet næsten alle spor af deres umenneskelige

strabadser. En appel blev fremsendt

til den australske regering, som bevilligede

støtte til projektet. De næste 13 år ryddede

man junglen på den 3,5 kilometer lange

strækning, man anlagde en vandresti langs

dele af banelegemet, trapper med gelændere

blev bygget op og ned gennem forsænkningerne,

hvor træbroerne i sin tid stod, og forklarende

skilte og plancher blev opsat.

I dag kan du derfor gå de 3,5 kilometer

ad den såkaldte ”Memorial Walk” gennem

selve Hellfire Pass. Du kan gå rundt om det

selvsåede såkaldte ”Livets Træ” og forbi mindesmærket

og de symbolsk nedlagte sveller

og skinner for enden af den 110 meter lange

gennemskæring. Turen går videre gennem

de andre klippegennemskæringer, ned og op

ad forsænkningerne, hvor de ni bukkebroer

blev bygget, forbi Kwae Noi Valley Lookout,

udsigtspunktet med den fantastiske panoramaudsigt

over floden Kwai mod den burmesiske

grænse i vest og videre hele vejen

via Hintok Station til den sidste af klippegennemskæringerne,

Compressor Cutting.

Turen er overordentligt anbefalelsesværdig

og giver en aldrig så lille forståelse for

de enorme ofre, der blev bragt på denne

Dødens Jernbanes alter.

Husk solidt fodtøj. Du bevæger dig på

Gamle sveller

og den største af

forsænkningerne –

three tier bridge.

thailand

banelegemet, hvor der er masser af små

skarpe sten på dele af strækningen – og

husk: Der er 3,5 kilometer frem og 3,5 kilometer

tilbage. Med mindre du som os overnatter

i Hintok River Camp. Så kan du blive

kørt de fire kilometer op til museet og så

vandre omkring 2,5 kilometer ned af jernbanen

og så svinge til venstre ad den første

asfalterede vej, du kommer til. Derfra er der

yderligere 2,5 kilometer ned til Hintok River

Camp vejen. Drej til højre og følg skiltene

de sidste små to kilometer til en velfortjent

forfriskning på terrassen med udsigt over

floden Kwai – læs mere om Hintok i REJS 03.

JErnBanEn EftEr krigEn

Efter krigsafslutningen i august 1945 blev

Thailand og Burma enige om at nedlægge

banen i en afstand af 100 kilometer i hver

retning fra den fælles grænse ved De Tre

Pagoders Pas nord for den thailandske by

Sangkhlaburi. Alle brugbare materialer blev

demonteret og brugt til andre og højere

prioriterede projekter, såvel af myndigheder

som af lokale beboere med behov for råvarer

til tag over hovedet. Endestationen for

banen fra Bangkok i dag er derfor Namtok,

18 kilometer sydøst for Hellfire Pass. Herfra

kan man stadig køre med tog på den berygtede

strækning til Kanchanaburi og broen

over floden Kwai små 55 kilometer længere

mod sydøst.

tHailand undEr 2. vErdEnskrig

som et afsluttende kuriosum kommer

her forklaringen på, hvorfor ingen – eller

kun meget få – thaiere indgik i den tvangsindlagte arbejdsstyrke,

der byggede dødens Jernbane. før 2. verdenskrig sad militæret

tungt på magten i thailand. Marskal phibun songkhram blev de

facto diktator i 1938. Han var en stor beundrer af Hitler, og det

thailandske samfund blev gradvist indrettet efter europæisk

fascistisk forbillede. phibun ændrede landets navn fra siam til

thailand i 1939. da japanerne ”erobrede” thailand i december

1941, var den thailandske modstand kun symbolsk, og efterfølgende

samarbejdede man faktisk med japanerne fra officiel side.

Japanernes okkupation blev derfor relativ mild, og befolkningens

indstilling ændrede sig først, da japanernes krigslykke begyndte

at vende. phibun blev afsat i 1944 af en usa-støttet modstandsbevægelse

phibun kom for øvrigt tilbage til magten og regerede thailand

fra 1948 til 1957. denne gang udviste han mere politisk pragmatisme.

usa havde travlt med at dæmme op for det, de kaldte den

”kommunistiske trussel” i indokina. phibun og hans generaler blev

betragtet som en vigtig bastion i denne kamp. usa's økonomiske

bistandsprogram til thailand blev omfattende – og der gisnes stadig

om, hvor meget af kagen, der endte i militærets egne private

lommer.

44__rejs__06__2010__www.vagabond.info www.vagabond.info__06_2010_rejs__45

More magazines by this user
Similar magazines