Udlændingestyrelsens fact-finding rapport til Pakistan 2001 (pdf

Rapport fra fact-finding mission til Pakistan
mænd som kvinder. Afghan Women’s Network, (AWN ) oplyste, at det religiøse politi er værst i
Kabul, men at de også opererer i andre byer, herunder Herat, Kandahar og Mazar-e-Sharif.
En centralt placeret FN-kilde oplyste endvidere, at der i det Taliban-kontrollerede område siden
1996 uden afbrydelse har været påbud om at opretholde spærretid efter mørkets frembrud, fra kl.
21-22 om aftenen til kl. 5-6 om morgenen. Det er ifølge kilden risikabelt at færdes ude efter
spærretiden, idet man vil blive opfattet som mistænkelig og evt. arresteret. Der er checkpoints med
bevæbnede talibanere i byområderne, men ikke på landet. Specielt i byområderne bliver spærretiden
opretholdt af hensyn til kontrol fra Talibans side, idet Taliban føler sig mere usikre i byerne.
Checkpoints er placeret i udkanten af byerne, og hvis der forekommer incidenter, bliver der oprettet
yderligere checkpoints af hensyn til sikkerheden og for at søge efter våben. Ifølge kilden er det
religiøse politi også nogle gange involveret ved checkpoints.
Endelig oplyste en centralt placeret FN-kilde, at minefaren udgør en stor sikkerhedsrisiko, idet
Afghanistan fortsat er et meget mine-belagt land. Der forekommer mange ulykker hvert år, og i år
2000 var der registreret 3000 ulykker, hovedsageligt i den vestlige region. Minesprængninger
forekommer både i boligområder i byerne og i landområder. Kilden forklarede, at landminerne
under kommuniststyret blev lagt i en ring om byerne af okkupationsmagten og i landområderne af
lokale mujaheddin-grupper, hvilket i dag gør clearings-arbejdet meget kompliceret.
2.3 Udsigten til fred
Delegationen havde under missionen lejlighed til at mødes med FN’s generalsekretær’s personlige
udsendte, Francesc Vendrell, vicegeneralsekretær, og leder af FN’s specialmission i Afghanistan
UNSMA og blev i den forbindelse orienteret om fredsprocessen. Francesc Vendrell så
fredsprocessen som værende en meget kompliceret sag, idet det ikke kun drejer sig om en intern
konflikt i Afghanistan, men også om en international konflikt, hvor der i over 21 år har været
interventioner fra andre lande. Sidste år var det lykkedes for Vendrell at bringe begge de stridende
parter – Taliban og Den Nordlige Alliance - til forhandlingsbordet, og den såkaldte 6+2 gruppe -
bestående af de seks tilgrænsende lande (Iran, Turkmenistan, Uzbekistan, Tajikistan, Pakistan og
Kina) samt USA og Rusland - havde også været involveret. Der kan ifølge Vendrell ikke opnås
fred i Afghanistan, før 6+2 gruppen, når til konsensus om, hvilket Afghanistan, man ønsker at se i
fremtiden. Vendrell pointerede, at 6+2 gruppen vil nyde store fordele af en løsning på konflikten.
De to stridende parter i konflikten underskrev en aftale i slutningen af oktober 2000, i hvilken der
var enighed om at igangsættte en proces med det formål at opnå fred i Afghanistan gennem
politiske midler. Begge parter havde forpligtet sig til at deltage i en seriøs dialog og var enige om
ikke at forlade processen, før alle punkter på den forhandlingsdagsorden, som skulle opstilles i
fællesskab, var udtømt. Vedtagelsen af FN-sanktionerne kort tid efter at denne aftale blev indgået,
havde ikke ligefrem været fremmende for processen. Udsigten til en fredsproces er ifølge Vendrell
ikke særlig stor i den nærmeste fremtid.
En anden centralt placeret FN-kilde gav udtryk for, at udsigten til fred er håbløs, og at de
involverede parter ikke har nogen interesse i at finde en løsning på konflikten, men derimod en
interesse i at opretholde status quo. Ifølge denne kilde har hverken Pakistan eller USA og Rusland
nogen interesse i et fredeligt Afghanistan.
18. – 29. januar 2001 13