Alkmans sprog: Sproghistorie og teksthistorie - e-agora

14 Hanne Roer
modistiske teorier om fl ertydighed og misforståelser i sproget, for
at applicere dem på Dantes litterære eksperimenter med disse
sproglige fænomener.
Diskussionen af aequivocitas i det 13. årh.: Alle lingvistiske teorier i
middelalderen gik ud fra det enkelte ord, hvad der gjorde det
vanskeligt at forklare flertydighed, eller overhovedet analysere
større sproglige enheder. Flertydighed, multip/iC/tas, blev opdelt i
tre kategorier: imaginær, potentiel eller virkelig flertydighed. Den
sidste kategori rummer eksempler på aequivocitas, homonyme ord
med flere betydninger. Modisterne interessede sig ikke for det
enkelte ords kontekst, men kun for dets kodificering, dets impositio,
og forsøgte derfor at forklare flertydige ord som havende
gennemgået flere forskellige impositiones.
Dante og flertydighed: Dante taler om flertydighed i forbindelse
med den firdobbelte allegori, i brevet til Cangrande delia Scala.
Desuden bruger han ordet i DVE II, hvor han frarMer brugen af de
nytteløse ,-ime equivoche, flertydige rim baseret på homonymer,
eller quasi-homonymer. Dante efterlever dog ikke altid sine egne
forskrifter fra DVE. Det viser sig, at Dante enten bruger meget få
flertydige rim (Fiore - her understreger det temaet sandhedfalskhed/
h ykleri, Rime, Komedien), eller anvender den i et sandt
bombardement (Detto d'Amore, Petro se , nogle få og korte
passager i Komedien). Det sidste hænger sammen med brud i
Dantes poetik og skrift og indvarsler en sublim æstetik i kontrast til
stil novo lyrikkens afdæmpede, billedløse æstetik.
Jeg analyserer de vigtigste rimtyper i Fiore , Del lo d' Amore og
petrose-digtet Io son venuto al punto de la rola; det vi ser sig at
logikernes, herunder modisternes, klassifikation af de forskellige
typer af flertydighed med fordel kan anvendes på Dantes rimtyper.
Således kan en af de vigtigste rimtyper hos D., rima frallta ad
accento ri/rat to, betragtes som en svag form for flertydighed, der
ikke forstyrrer den fornemmelse for ordenes etymologi, som D.
søger, især i Komedien, og som er årsagen til hans skepsis overfor
de flertydige rim. l mine analyser viser jeg, hvorledes de forskellige
rimtyper nøje hænger sammen med det tematiske og metapoetiske
niveau i de analyserede tekster; D.s eksperimenter med rimtyper og
mønstre er således en systematisk demonstration af forskellige
former for flertydighed, sat i kontrast til en stabil betydningskerne
der kan indkredses ved (para)etymologiske analyser (det sidste især
i Komedi en).