DET CENTRALE HANDICAPRÅD

DET CENTRALE HANDICAPRÅD
ÅRSBERETNING 2000

Årsberetning 2000
Det Centrale Handicapråd

Årsberetning 2000
Det Centrale Handicapråd
Bredgade 25
Sankt Annæ Passage, opg. F, 4. sal
1260 København K
Telefon: 33 11 10 44
Telefax: 33 11 10 82
Teksttelefon: 33 11 10 81
E-mail: dch@dch.dk
Hjemmeside: www.dch.dk
Beretningen udgives også på bånd og diskette.
Desuden kan den hentes på Rådets hjemmeside.
Redaktion
Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansv.)
Informationsmedarbejder Casper Hollerup
Marts 2001
Tryk: Scanprint a/s
Oplag: 1.800
ISBN: 87-90346-69-6
ISSN: 1395-4660
Det er Chatarina Mogensen på forsiden. Chatarina
kommer på Espevangen, der er et specialfritidshjem for
udviklingshæmmede.
Billedet indgår også i bogen „Billeder af livskvalitet“,
udgivet af Socialpædagogernes Landsforbund 1999.
Fotograf: Trine Søndergaard

Indhold
Forord ...................................................................................... 7
Handicappedes retssikkerhed .................................................... 9
Mennesker med sindslidelser .................................................. 13
Handicappolitik – mellem retorik og realiteter ........................ 17
Stafet fra Nævnet for Etnisk Ligestilling .................................. 20
Samarbejde med KL om kommunal handicappolitik ................. 21
Myndighedsområder ............................................................... 22
Arbejdsmarkedet ................................................................. 23
Kultur ................................................................................. 24
Socialområdet ..................................................................... 26
Trafik .................................................................................. 31
Uddannelse ......................................................................... 34
By og bolig .......................................................................... 36
Forskning ............................................................................ 38
IT ........................................................................................ 40
Sundhed ............................................................................. 42
Indenrigsministeriet ............................................................. 45
Justitsministeriet .................................................................. 46
Fra vores egen verden ............................................................ 48
Publikationer udgivet i 2000 ............................................... 50
Rådets medlemmer 2000..................................................... 52

6
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Forord
Under overskriften “Et nyt lokomotiv i dansk handicappolitik” gav jeg på
denne plads i sidste års beretning udtryk for Rådets glæde over og store
forventninger til det dengang nyetablerede tværgående ministerudvalg på
handicapområdet.
Regeringens ministerudvalg for handicapområdet har nu eksisteret i et år
og har umiddelbart før jul afgivet sin første redegørelse. Det rejser derfor
naturligt spørgsmålet: Blev forventningerne indfriet? Og svaret er både ja
og nej.
Ja, fordi redegørelsen indeholder forslag til nye relevante initiativer. I alt
25 nye initiativer inden for fem forskellige indsatsområder: IT og offentlig
information, forskning og uddannelse, tilgængelighed, beskæftigelse og
antidiskrimination. Og der er i hvert enkelt tilfælde tale om initiativer, som
hver for sig og samlet vil bidrage til en positiv udvikling i ligebehandlingen
af handicappede.
Nej, fordi udvalget ikke for alvor får fat om det samordnings- og koordinationsbehov,
som er så presserende. Ideen med og behovet for et tværgående
ministerudvalg er netop det tværgående. Når Det Centrale Handicapråd så
varmt støttede etableringen af ministerudvalget, så var det ud fra en erfaring
om, at der netop er behov for koordination og samordning på tværs af
og hen over de traditionelle ressortgrænser. Flere og flere handicappolitiske
problemstillinger hører ikke entydigt hjemme i ét ressort, men opstår i
grænselandet mellem og på tværs af ressortområderne.
Der er selvfølgelig helt nødvendigt, at de enkelte ministre tager nye initiativer
på de områder, som ligger i hjertet af deres ressort. Men der er i meget
høj grad også behov for at få sat fokus på de problemer, som går på tværs
af og involverer flere ministerier. Der hvor det tværministerielle handicapudvalg
virkelig kan gøre en forskel er i samordningen og koordinationen af
de problemstillinger, som ikke er ressortspecifikke.
En sådan samordning kan være begyndelsen til en sammenhængende
handicappolitisk handlingsplan, som går et spadestik dybere end formuleringen
af de helt overordnede politiske målsætninger om ligebehandling og
sektoransvarlighed. Der er brug for et højere ambitionsniveau og større politisk
handlekraft, når det gælder om at omsætte de smukke handicappolitiske
principper i konkrete handlingsorienterede aktiviteter, som for alvor
påvirker den enkelte handicappedes hverdag.
ÅRSBERETNING 2000
7

Store og helt grundlæggende handicappolitiske problemstillinger som
handicappedes adgang til ordinær beskæftigelse, handicappedes adgang til
uddannelse og efteruddannelse og sidst men ikke mindst samfundets
grundlæggende tilgængelighed – også når det gælder gamle bygninger og
ny informationsteknologi – må simpelthen adresseres mere målrettet og systematisk
end hidtil. Vi har behov for, at der udformes konkrete handlingsplaner,
som på tværs af ministerområder og på tværs af den administrative
deling mellem stat, amter og kommuner opstiller strategier for, hvordan vi
kommer videre, hvad tidshorisonten er, og inden for hvilke økonomiske
rammer det skal ske.
Regeringens ministerudvalg for handicapområdet skal nu, hvor den første
redegørelse er offentliggjort, ind i en ny fase. Rådet håber, at netop realiseringen
af konkrete og tværgående handlingsplaner vil komme til at indgå
med stor vægt i udvalgets kommende arbejde.
Palle Simonsen
Formand for Det Centrale Handicapråd
8
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Handicappedes retssikkerhed
Retssikkerhed har stået meget højt på Rådets dagsorden gennem især de to
seneste år. I 1999 gennemførte Rådet således en temadrøftelse om retssikkerhed
og denne temadrøftelse er i 2000 fulgt op af dels en pamflet om
retssikkerhed, dels en konference under overskriften: ”Kommunale forskelle
– et retssikkerhedsproblem for handicappede?”. Synspunkterne fra konferencen
er opsummeret i et særnummer af HandicapRåd, som udkom i januar
2001.
Retssikkerhed er et bredt og meget omfattende tema, som kan angribes fra
mange forskellige vinkler. Men som overskriften på Rådets konference
indicerer, så har Rådet valgt at fokusere på den del af retssikkerhedsproblematikken,
som udspringer af de meget store variationer, vi har kunnet konstatere
fra kommune til kommune i serviceniveauet over for handicappede.
Når denne vinkel påkalder sig særlig opmærksomhed, så skyldes det først
og fremmest, at vi gennem adskillige undersøgelser foretaget af Center for
Ligebehandling af Handicappede, Socialforskningsinstituttet (SFI) og andre
har fået tydelig dokumentation for, at der forekommer meget betydelige
variationer fra kommune til kommune – fra amt til amt. Variationer, som
ligger langt ud over, hvad der med rimelighed kan begrundes i det kommunale
selvstyre. Lovgivningen er dog den samme, hvad enten vi er i Hørsholm
eller Hirtshals, Tønder eller Tårs.
Senest har vi i SFI’s undersøgelse af forældre til handicappede børn
(februar, 2001) set, hvor massive forskelle forældrene oplever i kommunernes
service, når de får et handicappet barn. Og vi har ikke mindst set, hvordan
manglende og utilstrækkelig information om pligter og rettigheder i
mange tilfælde er vigtigere for sagsforløbet end borgerens behov. Det helt
grundlæggende retssikkerhedsprincip, om at man skal være oplyst om og
kunne gennemskue ens rettigheder og pligter, er meget langt fra at være
opfyldt i en stor del af de sager, som beskrives i SFI-rapporten.
Når handicappedes retssikkerhed er af særlig interesse, så skyldes det også,
at handicappede, som en minoritetsgruppe der ofte er afhængig af offentlig
service, er stærkt beroende på den rets- og forvaltningskultur, der gælder i
den enkelte kommune. Som lokalpolitisk interessegruppe er handicappede
for få – og ofte også for svagt organiseret – til at kunne drage nytte af de
traditionelle demokratiske spilleregler. Ofte vil handicappede hverken gennem
politisk pression eller via stemmesedlen kunne få direkte indflydelse
på de lokalpolitiske beslutningsprocesser. Handicappede er ganske enkelt
for få til at kunne stemme sig til lokal indflydelse. Derfor er det helt afgø-
ÅRSBERETNING 2000
9

ende for den enkelte borgers retsstilling, at kommunen og den enkelte forvaltning
har en meget højt udviklet retsbevidsthed og en forvaltningskultur,
som bygger på strenge og præcise standarder.
Det er blevet sagt, at det er med retssikkerhed, som det er med vejret: Alle
taler om det, men ingen gør noget ved det. Derfor var det også så meget
desto mere glædeligt, at Rådets konference i efteråret 2000 om retssikkerhed
blev så konkret og samtidig pegede på en række initiativer, som vil
styrke handicappedes retssikkerhed.
Bedre efteruddannelse af sagsbehandlerne
Bemærkelsesværdig var det i sig selv, at ikke én – end ikke repræsentanterne
fra kommunerne – bestred, at der er for store forskelle fra kommune
til kommune.
Skal de store forskelle udjævnes, så er bedre uddannelse og især bedre efteruddannelse
af sagsbehandlerne en af de vigtige veje at gå. På retssikkerhedskonferencen
blev det gentagne gange understreget, at sagsbehandlerne
har behov for efteruddannelse i både den konkrete lovgivning, som de dagligt
administrere, og den tilgrænsende lovgivning. Det er ganske enkelt en
forudsætning for, at borgerne får den kompetente og helhedsorienterede
rådgivning, som lovgivningen kræver.
Men uddannelsesbehovet omfatter ikke blot faglig opkvalificering i forhold
til det lovgivningsområde, som den enkelte sagsbehandler forvalter.
Efteruddannelsesbehovet gælder i lige så høj grad indsigten i god forvaltningsskik.
Retssikkerhed og de processer, som understøtter den enkelte
borgers retssikkerhed, må i højere grad sættes på dagsordenen i den daglige
forvaltning: skuffecirkulærerne skal frem i lyset, offentlighed i forvaltningen,
aktindsigt, brug af bisiddere og partshøringer skal betragtes som
tillidsskabende foranstaltninger frem for at blive fortolket som udtryk for
borgernes mistillid til sagsbehandlingen. Derudover skal sagsbehandlingsfrister
overholdes og afgørelser skal være begrundede, veldokumenterede
og henvise til en klar lovhjemmel.
Hvis blot disse helt elementære spilleregler for god sagsbehandling blev
overholdt, vil det i sig selv føre til en væsentlig bedre retskultur. Men – som
det i øvrigt også blev understreget på konferencen – så forandrer man ikke
en retskultur nedefra. Skal den kommunale retskultur ændres, skal det understøttes
af klare signaler fra både den politiske og den administrative ledelse.
Den øverste ledelse skal tydeligt tilkendegive, at man ønsker og forventer,
at der forvaltes lovmedholdeligt, at borgernes retssikkerhed og retsfølelse
sættes i højsædet, og at god forvaltningsskik efterleves. En ændret
og forbedret retskultur i kommunerne forudsætter, at en sådan prioriteres
og håndhæves som en central værdi i den forvaltningskultur, man ønsker i
10
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

kommunen. Derfor indgår begreber som værdibaseret ledelse og en juridisk
controllerfunktion også som nogle af de værktøjer, der skal i arbejde for at
hæve retssikkerhedsstandarden i kommunerne.
Uvildig rådgivning
Al retssikkerhed tager udgangspunkt i en saglig og velkvalificeret sagsbehandling,
og derfor er der behov for efter- og videreuddannelse af sagsbehandlerne.
Men uanset hvor godt uddannet den enkelte sagsbehandler er,
så vil der fortsat eksistere en strukturel modsætning mellem sagsbehandlerens
rolle og borgerens interesser. En rollekonflikt, som kan kompromittere
borgerens retssikkerhed. I virkeligheden har vi nemlig placeret sagsbehandleren
i en rolle, som det i praksis er umuligt at leve op til. I realiteten forventer
vi, at sagsbehandleren i en og samme person skal fungere som både
rådgiver og vejleder, og den der bevilger, følger op og kontrollerer.
Det er i praksis en umulig opgave, og konsekvensen er, som det meget tydeligt
fremgår af den ovenfor nævnte SFI-rapport om forældre til handicappede
børn, at tilliden og dialogen mellem sagsbehandleren og borgeren bliver
til mistillid og kamp. Derfor er der behov for en uvildig rådgivnings- og
vejledningsinstans, som kan rådgive og bistå den enkelte handicappede
med sine rettigheder og pligter – uafhængig af den konkrete sagsbehandling.
I lovforslaget om grundtakstfinansieringen på det sociale områder er
der lagt op til en uafhængig konsulentordning, men det er vigtigt at understrege,
at der er behov for en rådgivningsenhed, som kan rådgive om alle
spørgsmål af relevans for den handicappede borgers kontakt med de lokale
myndigheder og ikke kun i spørgsmål, som relaterer sig direkte til finansieringsreformen.
Afskaf begrænsningerne i retssikkerhedslovens § 69
Domstolene er kun i yderst begrænset omfang egnet til at sikre handicappedes
retssikkerhed. Domstolene fungerer naturligvis som en retsgaranti, men
det tager lang tid, og det er omstændeligt at føre sagerne, bl.a. fordi det
kræver involvering af advokater. Og netop på grund af den meget lange
sagsgang bliver det et dobbelt problem, at en sag ved domstolene – ligesom
i ankesystemet – ikke har opsættende virkning i forhold til den afgørelse,
som kommunen eller amtet har truffet.
En helt afgørende og meget væsentlig del af handicappedes retssikkerhed
er derfor muligheden for at få prøvet en afgørelse ved en administrativ
klage- eller ankeinstans. Inden for det sociale område er der en meget lang
og veludbygget tradition for en ganske omfattende processuel retssikkerhed
i form af en udstrakt administrativ klageadgang. På et helt afgørende punkt
er der imidlertid lagt en meget væsentlig begrænsning ind i borgernes mulighed
for at få efterprøvet en afgørelse. Af retssikkerhedslovens § 69 frem-
ÅRSBERETNING 2000
11

går det nemlig, at det sociale nævn og Ankestyrelsen kun under særlige omstændigheder
kan efterprøve det kommunale eller amtslige skøn.
Bestemmelsen er indføjet i lovgivningen for at sikre, at klageinstanserne
ikke træffer afgørelser, som går på tværs af kommunernes selvstyre. Bestemmelsen
er imidlertid blevet opfattet og brugt af kommunerne som legitimering
af de meget store forskelle, der forekommer fra kommune til kommune.
Da en meget stor del af de afgørelser der træffes efter den sociale
lovgivning er skønsmæssige afgørelser, så er § 69 en meget alvorlig og indgribende
begrænsning i klageorganernes mulighed for at tage stilling til en
meget stor del af de afgørelser der træffes.
Det Centrale Handicapråd har derfor kraftigt opfordret socialministeren til,
at retssikkerhedslovens § 69 tages op til revision. Den nuværende bestemmelse
sætter spørgsmålstegn ved hele klagesystemets troværdighed og medvirker
i meget høj grad til at retfærdiggøre de store forskelle imellem kommunerne.
Etablering af amtslige handicapråd
Som nævnt indledningsvis er en af årsagerne til, at retssikkerhedsproblemstillingen
bliver særligt presserende på handicapområdet, at handicappede
som minoritetsgruppe har vanskeligt ved at gøre sig gældende gennem de
traditionelle politiske kanaler.
En styrkelse af handicappedes retssikkerhed kan derfor også opnås gennem
etablering af et mere formaliseret dialogforum mellem handicappede og regionale/lokale
myndigheder. Et amtsligt handicapråd kan være en måde til
at sikre, at handicappede inddrages i den politiske proces, uagtet at gruppen
ikke er stor nok eller interessant nok til at påkalde sig almindelig politisk
bevågenhed.
Der findes allerede i dag handicapråd i en række kommuner – råd som er
oprettet på lokalt initiativ og uden lovgivningsmæssig forankring. Det er
Rådets erfaring, at disse lokale handicapråd mange steder fungerer som et
godt og velfungerende forum for en direkte dialog mellem handicappede
og lokale politikere og embedsmænd. Med baggrund i disse positive erfaringer
bør det overvejes at erstatte de nuværende sociale brugerråd med amtslige
handicapråd.
12
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Mennesker med sindslidelser
Der er ikke nogen tvivl om, at mennesker med sindslidelser er omfattet af
såvel det handicapbegreb, vi benytter i Danmark, som i den måde handicapbegrebet
defineres internationalt, fx i det miljørelaterede handicapbegreb
i FNs Standardregler fra 1993. Sindslidende har ligesom andre
handicapgrupper en nedsat eller anderledes virkende funktion, som gør, at
de i visse situationer har behov for kompensation for at kunne fungere på
lige fod med andre i samfundet.
Ikke desto mindre må vi erkende, at netop sindslidende og psykiatriområdet
er et af de områder, Det Centrale Handicapråd hidtil kun har beskæftiget
sig med i et begrænset omfang. Derfor besluttede Rådet, at psykiatriområdet
skulle sættes på Rådets dagsorden i 2000 som et særligt tema, der
skal udvikles og udbygges over de kommende år.
Psykiatriområdet har over de seneste år været præget af meget store forandringer
og meget store økonomiske investeringer. Siden amterne i 1976
overtog ansvaret for psykiatrien inden for hospitalsområdet, er der sket en
voldsom udbygning af området. Op gennem 90’erne er der investeret mere
end 2 mia. kroner alene i puljemidler på områder, og fokus er flyttet fra
den traditionelle hospitalspsykiatri til distriktspsykiatrien.
Fra hospitalspsykiatri til distriktspsykiatri
Der er ingen tvivl om, at de seneste 25 års udvikling generelt er udtryk for
en nødvendig modernisering og et betydeligt kvalitetsløft i tilbuddene til
mennesker med sindslidelser – også selv om overgangen fra hospitalspsykiatri
til distriktspsykiatri bestemt ikke har været problemløs og uden
omkostninger for den enkelte bruger af systemet. I visse regioner gik afviklingen
af hospitalspsykiatrien noget hurtigere end etableringen og dimensioneringen
af distriktspsykiatrien.
Udviklingen på psykiatriområdet er på mange områder en parallel til udviklingen
i udlægningen af særforsorgen. I overgangen fra hospitalspsykiatri til
distriktspsykiatri er der sket en normalisering, og der er sket en kraftig decentralisering
af indsatsen: tilbuddene er generelt rykket tættere på borgeren
og det miljø, borgeren befinder sig i. Også på psykiatriområdet er der
som på andre handicapområder sket en af-hospitalisering og af-institutionalisering.
ÅRSBERETNING 2000
13

Patient eller handicappet
På grund af den psykiske lidelses særlige karakter som årsag til et handicap,
så forløber den af-hospitaliseringsproces forståeligt nok en del anderledes
og væsentlig mere langsomt end på andre handicapområder. Det forhold
at psykiske lidelser i en række situationer kan behandles med succes –
at medicinsk og terapeutisk behandling har en effekt – gør, at sundhedsvæsenet
og den medicinske behandling spiller en helt anden og langt mere
central rolle end på så mange andre handicapområder.
Den meget store oplevelsesmæssige forskel der er på at have en psykisk lidelse,
som kan behandles og måske helbredes, og et kronisk handicap, som
man skal leve med resten af sine dage, betyder, at hele området og ikke
mindst den enkelte person med en psykisk lidelse oplever sig selv som
spændt ud mellem en hospitals- og lægeorienteret verden og en social- og
handicappolitisk verden: Mellem en patientrolle og en brugerrolle. Denne
dobbelthed præger i meget høj grad den handicappolitiske diskussion om
sindslidende og psykiatriområdet.
I diskussionen har der tilmed ofte været en tendens til at ville gøre resultatet
op i et enten-eller: Enten forstår man sig selv som patient og dermed
som en del af en behandlingslogik, hvor syg og rask og helbredelse er centrale
begreber, eller også definerer man sig som handicappet og dermed
som del af en handicappolitisk diskurs, hvor begreber som kompensation
og ligebehandling er centrale begreber. Men der er næppe tale om et enteneller.
Realiteten er formentlig, at man er begge dele: At man i nogle situationer
mest opfatter sig selv som patient, og i andre situationer først og
fremmest forstår og oplever sig selv som handicappet.
I nogle situationer vil man have behov for behandling, og i andre situationer
vil en eller anden form for kompensation eller social foranstaltning
være det relevante tilbud. Og ofte vil behovet typisk være en kombination
af de to former for indsats, hvor netop samspillet mellem forskellige aktører
er det helt afgørende. I tilfælde hvor en sindslidelse fører til et handicap,
som kan afhjælpes gennem en eller anden form for kompensation, skal
sindslidende selvfølgelig have samme rettigheder som andre handicappede.
Det er derfor helt afgørende, at diskussionen om sindslidendes vilkår ikke
bliver en skyttegravskrig mellem forskellige faggrupper om ejerskabet til de
sindslidende.
Det gode og relevante tilbud vil typisk være et tilbud, som bygger på mange
forskellige fagpersoners bidrag. På dette områder er der ligesom på alle andre
handicapområder først og fremmest behov for en helhedsorienteret indsats.
Når Det Centrale Handicapråd ønsker at udbygge og udvide sine aktiviteter
i forhold til mennesker med sindslidelser, er det netop for at styrke
og bidrage til det tværdisciplinære i opgaven.
14
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Det Centrale Handicapråd skal ikke og har heller ikke forudsætningerne for
at indgå i en diskussion om relevansen og effekten af forskellige medicinske
eller terapeutiske behandlingsformer. Rådets opgave er derimod at bidrage
til udviklingen og kvalificeringen af de problemstillinger og løsninger, der
relaterer sig til sindslindende som handicapgruppe. Og der er tilsyneladende
problemstillinger nok at tage fat på. Ser man helt overordnet på sindslidendes
vilkår set i forhold til det “traditionelle” handicapområde, får man
meget let det indtryk, at udviklingen nok er forløbet parallelt, men at den
er parallelforskudt ti år bagud, når det gælder sindslidende som handicapgruppe.
Kompensationsprincippet
I den sammenhæng er det først og fremmest vigtigt at få afklaret og defineret,
hvad kompensationsprincippet indebærer i relation til mennesker med
sindslidelser. Vores nuværende kompensationsbegreb er meget instrumentelt
og bygger i meget høj grad på forestillingen om, at det der skal kompenseres
for er et fysisk handicap – motorisk eller sensorisk. Det er en konsekvens
af det forhold, at sindslidelser i høj grad er blevet betragtet som en
sygdom og ikke et handicap. Derfor er sindslidende kun i meget begrænset
omfang tænkt ind i de eksisterende kompensationsordninger.
På en lang række områder må vi derfor konstatere, at de kompenserende
foranstaltninger til sindslidende er væsentlig dårligere udbygget end til andre
handicapgrupper. Det kan skyldes, at vi enten ikke har viden om eller
fantasi til at forestille os, hvad den relevante kompensation kan bestå i. Eller
måske snarere, at vi er så indgroet i en bestemt og meget mekanisk opfattelse
af, hvad kompensation kan være, at vi ikke er i stand til at tænke
begrebet tilstrækkeligt rummeligt til også at kunne omfatte sindslidende.
Det vil fx sige rummeligt nok til også at omfatte hjælp til at takle sociale
relationer.
Sektoransvarlighed
Det er tilsvarende vigtigt at få sat fokus på sektoransvarlighedsprincippet.
Netop når det gælder området for sindslidende, er der fortsat en udpræget
tendens til at skyde både problemerne og løsningerne over til andre: det
må social- eller sundhedsområdet tage sig af. Det er bl.a. en logik, vi er
stødt på inden for områder som ledsagelse i forbindelse med transport, og
det er et problem, vi har mødt i forbindelse med brug af personlig assistance
til handicappede i erhverv. Det kan være svært at forestille sig, hvordan
de kendte ordninger kan udbredes til også at omfatte personer med
psykiske lidelser.
ÅRSBERETNING 2000
15

Holdningspåvirkning
Endelig er det en væsentlig opgave for Rådet at bidrage til at synliggøre og
skabe accept for mennesker med psykiske lidelser. På det område er der en
meget stor opgave at løse. Som nævnt er en af parallellerne mellem udviklingen
på psykiatriområdet og udviklingen på handicapområdet i øvrigt, at
der er sket en af-institutionalisering, og at tilbuddene er rykket tættere på
den enkelte borger. Det betyder også, at både sindslidende og andre handicappede
er blevet langt mere synlige i samfundet. Kun få sindslidende lever
i dag deres tilværelse på store centrale institutioner eller hospitaler.
Den proces har langt hen ad vejen betydet en tilsvarende stor accept og forståelse
for handicappedes vilkår. SFI’s undersøgelse af holdninger til handicappede
(november, 2000) viser generelt, at jo tættere vi kommer på handicappede
i vores dagligdag, jo mere positive bliver vores holdninger. Men
undersøgelsen viser også, at mennesker med psykiske lidelser rangerer nederst
i det interne hierarki mellem de enkelte handicapgrupper. Den almindelige
danskers holdning til personer med psykiske lidelser lader meget tilbage
at ønske. Derfor er der en ekstraordinær stor informations- og
oplysningsindsats at udføre i forhold til netop gruppen af sindslidende. På
trods af gruppens størrelse (ca. 1/5 af Danmarks befolkning kommer på et
eller andet tidspunkt i deres tilværelse i berøring med det psykiatriske
behandlingssystem) er det fortsat gruppen af sindslidende, som vi har den
laveste grad af accept og tolerance overfor.
16
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Handicappolitik – mellem retorik
og realiteter
Handicappolitikken er under forandring, og der blæser nye vinde, som påvirker
den danske måde at udøve de politiske visioner på. Både herhjemme
samt i EU- og FN-sammenhæng er der bevægelse i de strategier og metoder,
som skal være med til at omsætte visioner til realiteter. Nogle handicappede
oplever, at der er langt mellem de pæne ord, og den virkelighed de
oplever til hverdag. Bliver handicappolitikken til tom retorik, vil det være
med til at øge konfliktniveauet mellem handicappede og det politiske system.
Med EU’s direktiv om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv
og FN-menneskerettighedskommissionens planer om en handicapkonvention
er handicappolitikken på vej mod en mere rettighedsorienteret
strategi. På hjemmefronten markerer redegørelsen fra regeringens ministerudvalg
på handicapområdet, at handleplaner og ekstern monitorering er en
anden metode, som med politiske og styringsmæssige redskaber kan bygge
bro mellem ord og handling.
Regeringens ministerudvalg for handicapområdet
Statsministeren nedsatte i november 1999 et tværgående ministerudvalg
for handicapområdet. Udvalget fik, med udgangspunkt i FNs Standardregler,
til opgave at samordne og koordinere regeringens politik på handicapområdet
og følge op på de initiativer, der iværksættes.
I november 2000 offentliggjorde udvalget sin redegørelse indeholdende 25
initiativer, hvoraf der inden for fem områder iværksættes nye initiativer.
Det drejer sig om IT og offentlige information for alle, forsknings- og uddannelsesområdet,
fysisk tilgængelighed, arbejdsmarkedsområdet og
antidiskrimination. I forbindelse med, at den daværende formand for udvalget,
forhenværende by- og boligminister Jytte Andersen, besøgte Rådet,
blev det ligeledes klart, at udvalget vil foretage eksterne evalueringer af
handleplanerne, så disse ikke får lov at sande til. Rådet set med stor velvilje
på dette og vil følge ministerudvalgets arbejde tæt.
Direktiv om ligebehandling ved beskæftigelse og erhverv
Rådet for den Europæiske Union vedtog den 27. november 2000 et direktiv,
som forbyder forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv
på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
ÅRSBERETNING 2000
17

Det Centrale Handicapråd har i sit høringssvar til EF-specialudvalg vedr. arbejdsmarked
og sociale forhold udtrykt skepsis over for denne antidiskriminationsbestemmelse.
Fakta er dog, at direktivet nu er vedtaget og skal
implementeres i dansk ret inden den 2. december 2003.
Der er en række uafklarede forhold om direktivets konsekvenser for de offentligt
finansierede kompenserende ydelser til handicappede arbejdstagere.
Hvis konsekvensen af direktivet er, at arbejdsgiverne pålægges en
øget finansiering af de handicapkompenserende ydelser, vil direktivet
kunne få den modsatte effekt, nemlig at arbejdsgiverne bliver yderligere tilbageholdende
med at ansætte handicappede. Det er ligeledes uklart, om
der som følge af direktivet bliver oprettet et særligt klageorgan. Rådet er
imod et sådan klageorgan og ønsker i stedet klagevejen etableret i det eksisterende
klagesystem. Der er også uklarhed om, hvorvidt direktivet kommer
til at omfatte fleks- og skånejob, da disse kan blive defineret som sociale
ydelser, og dermed ikke er omfattet af direktivet.
Det store spørgsmål er, hvad direktivet i øvrigt vil betyde for integrationen
af handicappede på arbejdsmarkedet. Der et tale om et rettighedsorienteret
instrument, som styrker den enkeltes retssikkerhed – men vil dette instrument
kunne åbne døren hos arbejdsgiveren? Eller vil direktivet reelt ikke få
den store betydning i praksis og dermed ende som retorisk staffage?
På vej mod et Europa uden barrierer for handicappede
Set i en større sammenhæng, er anti-diskriminationsdirektivet kun en lille
del af en bredere strategi, som Kommissionen i EU har udarbejdet for at
fremme ligebehandling og lige muligheder for handicappede. I Kommissionens
meddelelse om et Europa uden barrierer for handicappede beskrives
de initiativer, som er iværksat på EU niveau. Her er der fokus på de EU-politikker,
som fremmer handicappedes mobilitet, såsom tilgængelighed til
transport, rejseinformation, tilgængelighed til bygninger og til informationsteknologi.
Initiativer på netop disse områder vil have en synergieffekt
på en lang række andre områder, såsom beskæftigelse og uddannelse. Af
andre initiativer kan nævnes, at Kommissionen vil foreslå EU-Rådet, at år
2003 bliver erklæret Det Europæiske År for Handicappede borgere. Det sker
for at styrke opmærksomheden om handicappedes vilkår og fjerne
holdningsmæssige barrierer.
Planer om en FN-konvention på handicapområdet
De Samvirkende Invalideorganisationer har i en henvendelse til udenrigsministeren
opfordret til, at Danmark arbejder aktivt for, at der udarbejdes
en konvention på handicapområdet. Internationalt er der blandt handicaporganisationerne
et ønske om en sådan konvention, der kan være med til at
sætte fokus på de problemer, handicappede har. Udenrigsministeren sva-
18
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

ede, at han vil indkalde interesserede danske parter, herunder Det Centrale
Handicapråd, til drøftelse af en eventuel dansk indsats for en handicapkonvention.
At handicappolitik er på dagsordenen både nationalt og i internationale
sammenhænge viser, at der er lydhørhed for handicappedes problemer og
synspunkter. Men lydhørhed er ikke nok i sig selv, og konventioner, direktiver
og handleplaner er ikke meget værd, hvis de ikke følges op af konkret
handling. Der er mange led i den kæde som går fra ord til handling, og mange
ting kan gå galt i denne proces. De politiske visioner kan køre af sporet,
eller bliver måske aldrig omsat til virkelighed. Derfor bør man i langt højere
grad sætte fokus på, at implementeringsprocesserne lykkes og fører til reelle
forandringer. Ellers ender de handicappolitiske visioner i tom retorik.
ÅRSBERETNING 2000
19

20
Stafet fra Nævnet for Etnisk
Ligestilling
I februar 2000 modtog Rådet en stafet fra Nævnet for Etnisk Ligestilling.
Nævnet uddeler hvert år en række stafetter til forskellige myndigheder, organisationer
mv. Ved modtagelsen af en stafet forpligter man sig til at gennemføre
aktiviteter, som belyser forholdene for etniske minoriteter i Danmark.
I 2000 modtog bl.a. Danmarks Radio, Rigspolitichefen, Amtsrådsforeningen
også stafetter. Hvert år afholdes der en ”Stafetkonference”, hvor de
enkelte projekter afrapporteres, og hvor stafetter til det efterfølgende år uddeles.
Rådet opfordrede Center for Ligebehandling af Handicappede til at gennemføre
to dokumentationsprojekter, som belyser forholdene for etniske
minoriteter. Det første projekt handlede om den vidtgående specialundervisning,
som varetages af amterne. Det er undersøgt, om der er en overrepræsentation
af tosprogede handicappede elever i den vidtgående specialundervisning.
Undersøgelsen viser, at der på landsplan kun er tale om en
marginal overrepræsentation af tosprogede handicappede børn. Desværre
viste undersøgelsen også, at der er alvorlige mangler i skolernes og amternes
information til de tosprogede forældre med børn i den vidtgående specialundervisning.
I nogle skoler er der et godt og frugtbart samarbejde med
forældrene, mens andre skoler slet ikke sørger for, at forældrene kan medvirke
i barnets hverdag. Der anvendes kun sjældent uddannede tolke, og
mange vigtige skriftlige informationer oversættes aldrig. Det betyder, at
nogle forældre ikke får mulighed for at deltage aktivt i deres barns udvikling
og skolegang.
Information om sociale tilbud
Det andet projekt, som Centret har gennemført, drejer sig om adgang til information
om sociale tilbud om handicapkompenserende ydelser ude i
kommunerne på andre sprog end dansk. 30 udvalgte kommuner deltog i
spørgeskemaundersøgelsen. Kun meget få kommuner har sørget for, at deres
informationsmateriale om kommunens tilbud om handicapkompenserende
ydelser er oversat til andre sprog end dansk. Som opfølgning på projektet
om adgang til information om sociale tilbud på andre sprog end
dansk, vil Centret få oversat sin pjece ”Ret til hjælp for alle”. Pjecen udkommer
i april 2001.
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Samarbejde med KL om
kommunal handicappolitik
Det Centrale Handicapråd har ved adskillige lejligheder forsøgt at få en
tættere dialog med kommunerne om deres rolle i dansk handicappollitik.
Og gentagne gange har det vist sig at være en vanskelig opgave. Men i år
2000 synes det endelig at være lykkedes.
På et møde mellem Det Centrale Handicapråds formandskab og formanden
for Kommunernes Landsforening (KL), Anker Boye, i april 2000 blev det
aftalt, at KL og Rådet i fællesskab skulle tage initiativ til at styrke kommunernes
opmærksomhed omkring den kommunale handicappolitik i almindelighed
og FNs Standardregler i særdeleshed. Det blev aftalt, at KL snarest
muligt skulle udsende en informationsskrivelse til samtlige kommuner med
en opfordring om at arbejde mere bevidst med sektoransvarlighedsprincippet
i deres organisering af den lokale handicappolitiske indsats. Skrivelsen
gik ud til samtlige kommuner i maj 2000.
Samtidig blev det aftalt, at KL og Rådet i efteråret 2000 skulle sende et
fælles brev, hvor Anker Boye og Rådets formand Palle Simonsen i fællesskab
opfordrer kommunerne til at styrke den handicappolitiske indsats i
lyset af FNs Standardregler. Brevet blev udsendt i slutningen af november
2000 til samtlige kommuner – stilet til kommunalbestyrelsen, kommunaldirektøren,
teknisk forvaltning og social- og sundhedsforvaltningen i den
enkelte kommune. I henvendelsen understreges endnu engang betydningen
af sektoransvarlighedsprincippet, og det understreges, at FNs Standardregler
er det grundlag, som handicappolitikken må bygge på.
Sammen med henvendelsen fulgte et kort notat ”Centrale problemstillinger
om tilgængelighed til information og det fysiske miljø”. Notatet peger på
nogle af de centrale indsatsområder, som KL og Rådet mener, at kommunerne
bør prioritere. Desuden modtog kommunerne Rådets udgivelse
”Værktøjskasse til FNs Standardregler – ideer og redskaber til en kommunal
handicappolitik”.
Som opfølgning på Rådets og KLs fokusering på den kommunale handicappolitik
har Center for Ligebehandling af Handicappede i øvrigt fået udvidet
sin bevilling til ansættelse af yderligere en informationsmedarbejder. Denne
ansættes netop med det formål at kunne styrke og forøge informationsindsatsen
omkring de handicappolitiske grundprincipper og FNs Standardregler
på kommunalt niveau. Den øgede bevilling giver således Centret de
bedste muligheder for at følge op på Rådets og KLs politiske initiativ.
ÅRSBERETNING 2000
21

22
DET CENTRALE HANDICAPRÅD
Myndighedsområder

Arbejdsmarkedet
Arbejdsmarkedet, og de problemer som handicappede kan have i forhold til
det, har altid været højt prioriteret i Rådet. Der er i det indeværende år sket
mange ting inden for området.
Forsøgsordninger er gjort permanente
Rådet finder det meget positivt, at de to forsøgsordninger i lov om kompensation
til handicappede i erhverv mv.: ”Isbryderordningen” og ”Personlig
assistance til handicappede under efter- og videreuddannelse” fra januar
2001 er blevet permanentgjort.
Rådet har afgivet høringssvar i forhold til det fremsatte lovforslag om ændring
af lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. I høringssvaret
foreslog Rådet, at der i forbindelse med personlig assistance til efterog
videreuddannelse også skal være mulighed for at yde hjælp til undervisningsmidler,
fx lydbånd og mindre fysiske ændringer af uddannelsesinstitutionen.
Desværre kom disse ændringsforslag ikke med. Til gengæld er
muligheden for personlig assistance til handicappede i erhverv forbedret set
i forhold til, at det nu er muligt for fx døvblinde at få personlig assistance i
op til 37 timer om ugen. Dette var en af de problemstillinger, som Rådet
rejste over for arbejdsministeren som opfølgning på en diskussion i Rådet
og Center for Ligebehandling af Handicappede’s statusberetning 1999.
I beretningen påvises det, at sindslidende, personer med hjerneskade og
udviklingshæmmede i reglen ikke har mulighed for at få afhjulpet deres
funktionsnedsættelse med den gældende bestemmelse om personlig assistance
til handicappede i erhverv.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har udsendt informationsmateriale om de forskellige
handicapkompenserende ordninger i lov om kompensation til handicappede
i erhverv mv. Arbejdsmarkedsstyrelsen har ligeledes på REHAB
2000 afholdt en konference om kompensation til handicappede i erhverv.
Det Centrale Handicapråd har i samarbejde med Arbejdsmarkedsstyrelsen
udsendt temahæftet, AMU og Handicap. Arbejdsmarkedsstyrelsen har
iværksat en forsøgsordning, der skal bedre handicappedes adgang til
arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU), både hvad angår den fysiske tilgængelighed
og muligheden for at modtage specialpædagogisk bistand. Forsøgsordningen
løber fra 1998 til 2002.
Arbejdsmiljølov
Ved arbejdsministerens besøg i Rådet i 1999 rejste Rådet problemet med, at
arbejdsmiljølovens regler ikke gjaldt ved beskyttet beskæftigelse eller ved
arbejde på beskyttede værksteder. Arbejdsministeren har i et brev til Rådet
ÅRSBERETNING 2000
23

i 2000 fastslået, at arbejdsmiljølovens regler også gælder for personer i
beskyttet beskæftigelse eller ved arbejde på beskyttede værksteder. Endelig
har Arbejdsministeriet anmodet Arbejdstilsynet om at ophæve en dispensationspraksis,
hvorefter handicappede brugere af beskyttede værksteder
ikke i lighed med andre ansatte har kunne vælge en sikkerhedsrepræsentant.
Der vil ikke bliver udarbejdet en særlig arbejdsmiljøuddannelse for
handicappede sikkerhedsrepræsentanter, men den eksisterende uddannelsesordning
vil blive tilpasset, så den også kan følges af fx udviklingshæmmede.
Aktørerne på arbejdsmarkedet
Rådet afsluttede sit arbejde i 2000 med en temadrøftelse af de mange aktører
på arbejdsmarkedet og deres initiativer. Der er taget mange initiativer
og der er mange aktører i forbindelse med det rummelige arbejdsmarked.
Spørgsmålet er, om disse initiativer er med til at fastholde og integrere
handicappede på arbejdsmarkedet, eller om initiativerne er med til at segregere
handicappede som en særlig arbejdskraft.
Rådet drøftede bl.a. ”Det tostrengede system” dvs. arbejdsmarkedssystemet
og det sociale system med hvert sit sæt af redskaber. Personalet inden for
de to systemer kan have en tilbøjelighed til ”kun” at finde løsninger inden
for deres eget system. Det betyder, at handicappede, som kan have behov
for at benytte ordninger eller muligheder fra begge systemer, ikke modtager
den korrekte vejledning.
Et andet tema er fastholdelsesprocessen, som hidtil har været i fokus i forbindelse
med det rummelige arbejdsmarked. Her tages oftest afsæt i at fastholde
nuværende medarbejdere på arbejdspladsen og det kan dermed være
en god indgang til at integrere handicappede. Men spørgsmålet er, om
kommunerne er gode nok til at skabe kontakt til virksomhederne?
Der var på mødet enighed om, at vi i dag har nogle gode regler og ordninger,
der gør det muligt at integrere handicappede på arbejdsmarkedet.
Men forskellige barrierer gør, at disse redskaber ikke i tilstrækkelig grad
finder anvendelse. Der er tale om et meget bredt og komplekst problem,
hvorfor Rådet besluttede at henvende sig til regeringens ministerudvalg for
handicapområdet.
Kultur
Det Centrale Handicapråd havde i juni 2000 besøg af kulturminister Elsebeth
Gerner Nielsen. Rådet og ministeren fik ved den lejlighed en god drøftelse
om fremskridt og udfordringer i relation til at sikre mennesker med
24
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

handicap lige adgang til kulturlivet. I den forbindelse diskuterede man også
opfølgningen på Kulturministeriets handlingsplan fra 1999. Ministeriet har
bl.a. uddelt penge til forbedring af tilgængeligheden på statens kulturinstitutioner
og har afholdt en konference om de forskellige tiltag og muligheder
for at gøre kulturinstitutionernes tilbud mere tilgængelige for handicappede.
Kulturministeriets uddannelser
Som led i ministeriet opfølgningsplan er der på arkitektuddannelserne indført
krav om, at de studerende skal beskæftige sig med handicappedes særlige
behov. Det har længe været svært at få denne viden ind på arkitektuddannelserne,
og Rådet har derfor opfordret ministeren til at følge udviklingen
tæt.
Kulturministeriet har indført et tilsvarende krav på bibliotekaruddannelsen,
og har også ”tilmeldt” ministeriets egne uddannelser til Undervisningsministeriets
regler om specialpædagogisk bistand på de videregående uddannelser.
Det betyder, at der i overensstemmelse med sektoransvaret ydes kompensation
til studerende med funktionsnedsættelser på uddannelser under
Kulturministeriet.
Tilgængelighed til Kulturministeriets institutioner
På Rådsmødet i juni oplyste kulturministeren, at resultatkontrakterne for de
enkelte af ministeriets institutioner bruges til at sikre institutionernes fokus
på tilgængelighed i bred forstand.
Der er også fremsat forslag til en museumsloven, som lægger op til, at
tilgængelighed skal indgå som kriterium, når ministeriet anerkender og udbetaler
støtte til museer, der ikke er ejet af staten. I forslaget er det formuleret,
at museet skal tilstræbe størst mulig tilgængelighed for personer med
handicap. Lovforslaget er fremsat den 31. januar 2001. Rådet opfordrede i
sit høringssvar til, at ministeriet i en bekendtgørelse stiller minimumskrav til
tilgængeligheden på museerne ud fra et bredt tilgængelighedsbegreb.
Ledsagerordning
Kulturministeren har henstillet til alle ministeriets egne kulturinstitutioner
at indføre en ledsagerordning for handicappede. Ordningen betyder, at man
som handicappet kan få en ledsager gratis med, og den gælder for alle, der
er omfattet af DSB’s ledsagerordning. Der er tale om et positivt initiativ, som
virkelig vil kunne bidrage til nogle handicappedes muligheder for at bruge
de mange kulturtilbud. Det er som nævnt den enkelte institution, der selv
skal indføre ordningen, og henstillingen er ikke rettet til andre end ministeriets
egne institutioner. Det er Rådets ønske, at ordningen må inspirere andre
til at indføre lignende ordninger.
ÅRSBERETNING 2000
25

Tilgængeligt tv
Rådet har siden 1995 beskæftiget sig med manglende tekstning af tv-udsendelser.
Sidste år henvendte Rådet sig direkte til de to danske public servicestationer,
DR og TV2, for at gøre opmærksom på problemet og opfordre
stationerne til at gøre noget ved det. Det førte til nedsættelse af en arbejdsgruppe
om tekstning af tv med repræsentanter fra DR, TV 2, Danske Døves
Landsforbund og Landsforeningen for bedre Hørelse. Arbejdsgruppen afleverede
en rapport til kulturministeren i sommeren 2000, men blev bedt om
at fortsætte arbejdet og komme med flere og mere konkrete forslag. Rådet
følger arbejdet tæt.
Rådet har også fulgt gennemførelsen af medieaftalen fra marts 2000. Aftalen
havde bl.a. et punkt om, at DR og TV2 skal udbygge deres public service
i forhold til handicappede. Dette punkt skulle gennemføres ved en ændring
af radio- og fjernsynsloven, som blev fremsat og vedtaget i efteråret
2000. Ifølge loven skal det stå i vedtægterne for DR og TV2, at stationerne
skal styrke handicappedes adgang til public service-tilbuddene.
I sit høringssvar havde Rådet foreslået, at der blev fastsat konkrete mål for
dette. Rådet foreslog bl.a., at man på meget kort sigt kunne løse opgaven
ved at tekste alle udsendelser, der ikke sendes direkte, mens fristen kunne
være længere for stationernes løsning af opgaven med tekstning af direkte
programmer. Loven blev dog ikke ændret på det punkt.
Socialområdet
Det Centrale Handicapråd havde inviteret socialminister Henrik Dam Kristensen
til Rådsmødet i september 2000. Selvom mødet faldt midt i den
mest hektiske del af ØMU-valgkampen, tog ministeren sig alligevel tid til at
komme og besøge Rådet. Ministeren fortalte bl.a. om arbejdet med at få
førtidspensionsreformen forhandlet på plads. Retssikkerhed blev også behandlet
på mødet, og ministeren havde stor forståelse for Rådets bekymring
for retssikkerheden i kommunerne. Ministeren sagde, at der skal holdes
fast i det kommunale selvstyre, men at man også må kræve, at kvaliteten
i sagsbehandlingen bliver styrket. Der er behov for at se på uddannelse
og holdninger. Hertil kommer, at det er vigtigt af fastholde brugerinddragelsen.
Ministeren udtrykte desuden bekymring over problemerne med
handicappede voksne på børneinstitutioner og handicappede voksne på
plejehjem for ældre.
Grundtakstfinansiering i serviceloven
På baggrund af regeringens økonomiaftale for 2000 med Kommunernes
Landsforening og Amtsrådsforeningen nedsatte regeringen et udvalg, som
26
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

skulle vurdere konsekvenserne af indførelsen af en ny finansieringsmodel
for ydelser efter lov om social service. I udvalget deltog repræsentanter for
regeringen, amter og kommuner, brugerorganisationerne mv. Udvalget
foreslår som udgangspunkt, at den myndighed som efter loven har pligt til
at yde hjælpen, også selv skal betale alle udgifterne herved, fx for hjælp til
handicappede børn i eget hjem og hjælp til voksne under 67 år i eget hjem.
En række tilbud foreslås omfattet af en grundtakstfinansieringsmodel, som
medfører, at kommunen fuldt ud dækker udgiften op til en vis grænse
(grundtaksten) for ydelsen, mens amtet betaler, hvad der ligger herudover.
I forslaget fra udvalget lægges der op til, at der samtidigt med indførslen af
en ny finansieringsmodel gennemføres en række initiativer til sikring af
kvaliteten af ydelserne til brugerne. Det overvejes i forslaget, om der er behov
for en uvildig konsulentfunktion på handicapområdet til dækning af
det behov, der er opstået efter at de statslige specialkonsulenter er overflyttet
til amterne. Forslaget lægger op til, at der bør fastsættes krav om udarbejdelse
af kvalitetsstandarder for hele voksenområdet, der skal ske en kvalificering
af sagsbehandlingen, og der skal i yderligere omfang anvendes
handleplaner i forhold til den enkelte handicappede. Endelig skal der opbygges
et analyse- og informationssystem, som skal følge udviklingen på
området, herunder med nedsættelse af regionale råd i amterne.
Regeringen har i begyndelsen af 2001 fremsat et samlet lovforslag om indførelse
af grundtakstfinansieringmodellen.
Brugerbetaling for høreapparater
Rådet mener, at brugerbetaling for handicapkompenserende ydelser er et
alvorligt brud på et af de bærende principper i dansk handicappolitik.
Kompensationsprincippet betyder, at handicappede skal kompenseres for
de særlige udgifter og behov, som opstår på grund af en funktionsnedsættelse.
Det gav derfor anledning til alvorlig kritik fra Rådets side, da socialministeren
i slutningen af 1999 varslede et lovforslag, som omfattede egenbetaling
for høreapparater.
Ministeren ændrede lovforslaget, så der fortsat gives fuldt tilskud til høreapparater,
som tilpasses og udleveres fra en godkendt leverandør. Hvis amtet
har indgået leverandøraftale med leverandører på høreapparatområdet,
skal brugerne derfor intet betale, hvis de bruger den valgte leverandør. Personer
over 18 år, som vælger en anden leverandør, får imidlertid kun et tilskud
på 3.000 kr. Beløbet dækker både afprøvning, tilpasning og selve
høreapparatet. Derfor vil nogle brugere selv skulle betale en del af udgifterne
for det nødvendige høreapparat, selv om apparatet ikke er dyrere hos
den private leverandør.
ÅRSBERETNING 2000
27

Retssikkerhed
Ifølge lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal
kommuner og amter oplyse en frist for behandling af sociale sager. En undersøgelse
fra Center for Ligebehandling af Handicappede om kommuner
og amters sagsbehandlingsfrister i sociale sager og Den Sociale Ankestyrelses
undersøgelser til Det Sociale Danmarkskort viser, at fristerne fastsættes
meget forskelligt. I nogle tilfælde har kommuner og amter slet ikke fastsat
frister. I de tilfælde, hvor der er fastsat frister, er der ofte tale om svarfrister
i stedet for sagsbehandlingsfrister.
På denne baggrund har Rådet anbefalet socialministeren at sikre en ensartet
måde at fastsætte sagsbehandlingsfrister på. Ministeren har svaret, at
fristerne er en vigtig del af retssikkerheden. Ministeren vil bede Ankestyrelsen
gennemføre endnu en uddybende undersøgelse, før han vil tage
stilling til, om kravene skal præciseres. I februar 2001 var Socialministeriet
og Den Sociale Ankestyrelse ved at formulere, hvordan den uddybende undersøgelse
skal se ud.
Ventelister til specialdaginstitutioner
Rådet har fulgt den debat, der har været om manglende pladser i specialbørnehaver.
I juli 2000 afgav socialministeren et svar til Folketinget, som
viste, at i alt 161 børn stod på venteliste til specialbørnehaverne, og at 45
af disse børn havde et akut behov for en plads. Oplysningerne er fra 1999,
og flere amter havde oplyst, at der var udbygninger i gang på området. Der
er derfor brug for at følge udviklingen for at sikre, at ventelisterne bringes
ned, så børn med alvorlige funktionsnedsættelser kan få den nødvendige
behandling mv. i specialbørnehaverne. Amtsrådsforeningen har sat et arbejde
i gang, som skal føre til offentliggørelse af amternes ventelisterne til
tilbud på handicapområdet. Det Centrale Handicapråd vil afvente dette arbejde,
som ud over specialdaginstitutioner også omfatter dag- og døgntilbud
for voksne.
Voksne på børneinstitutioner
Rådet har siden 1995 løbende holdt øje med hvor mange voksne mennesker
med handicap, der bor på institutioner for børn og unge. Antallet er
faldet støt, og i 2000 kunne Amtsrådsforeningen opgøre, at tallet var nede
på i alt 83 personer over 18 år. Heraf var 36 personer over 20 år: 11 personer
havde ophold efter regler, som gælder for børn og unge under 20 år,
mens de resterende 25 personer havde ophold i enkeltkonverterede voksenpladser.
Her foregår opholdet formelt set efter reglerne om boformer for
voksne, men fysisk er opholdet på en institution for børn og unge.
Det Centrale Handicapråd vil fortsat følge området og har bedt Amtsrådsforeningen
om at lave en tilsvarende opgørelse i 2001. Opgørelsen skal ind-
28
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

ettes på, at Folketinget har vedtaget en lovændring, som betyder, at børnereglerne
nu kan omfatte unge op til 23 år, i stedet for som hidtil for unge
op til 20 år. Rådet opfordrer derudover amter og kommuner til at gå i gang
med at etablere botilbud for unge.
Tilsyn med amtslige botilbud til voksne
Rådet er blevet hørt over et forslag vedrørende indførelse af regler om tilsyn
med amtslige botilbud til voksne efter servicelovens § 91 og 93. Rådet
kunne fuldt ud tilslutte sig forslaget, som blev vedtaget i maj 2000. Amterne
skal nu føre tilsyn med botilbudene, og sikre at de organisatoriske og
økonomiske forhold for det enkelte botilbud er i overensstemmelse med
stedets formål og brugergruppe. Desuden tjekkes de fysiske rammer, og
personalets kvalifikationer skal vurderes. Dette kan medvirke til at højne
standarden i de enkelte botilbud.
Nye fleksjobregler
En ændring og forbedring af reglerne om fleksjob har gennem årene været
et stort ønske for Rådet. I 2000 blev reglerne om ledighedsydelse ændret,
så det nu er muligt for en person at få udbetalt ledighedsydelse tidsubegrænset
forud for ansættelsen i et fleksjob og i forbindelse med afholdelse
af ferie, såfremt den pågældende person ikke har optjent feriepenge.
Det er vigtigt for Rådet, at personer i fleksjob ikke stilles dårligere end lønmodtagere
ansat på ordinære vilkår. Rådet har derfor forsøgt at sammenligne
de vilkår som personer ansat i fleksjob har i forhold til personer ansat
på ordinære vilkår. Konklusionen var, at der med de seneste justeringer af
reglerne om fleksjob er kommet en langt større parallelitet mellem de to
regelsæt, men at det stadig er et problem med sektoransvaret.
Rådet har fortsat informationsindsatsen omkring fleksjob, som startede i
1998 med udgivelsen af pjecen ”Fleksjob” i samarbejde med Socialministeriet.
Pjecen er løbende blevet opdateret i forhold til lovændringer og nu udkommet
i et oplag på 260.000.
Den Sociale Ankestyrelse har i 2000 offentliggjort en rapport om kommunernes
tilbud om fleksjob. Det fremgår af rapporten, at der nu næsten er
lige mange fleksjob i den offentlige og den private sektor, men udviklingen
går i retning af flere fleksjob i den private sektor. Med hensyn til løntilskudsprocenten
er hovedparten af fleksjob oprettet med 50 % løntilskud,
og der er oprettet flest fleksjob inden for offentlige og personlige tjenesteydelser.
Undersøgelsen viser, at 2/3 af de personer, der i 1999 kom i et
fleksjob, havde enten sygedagpenge eller kontanthjælp som den væsentligste
indkomstkilde forud for ansættelsen i fleksjobbet. Undersøgelsen viser
også, at det afhænger af kommunetypen om revalideringsmulighederne er
ÅRSBERETNING 2000
29

afprøvet forud for ansættelsen i fleksjobbet. 53 % af de personer, der indgår
i undersøgelsen har lidelser i bevægeapparatet som den dominerende
årsag til begrænsningen i arbejdsevnen.
Rådet har løbende fulgt udviklingen i antallet af fleks- og skånejob, men
det har ikke givet anledning til egentlige diskussioner i Rådet, da Danmarks
Statistik i forbindelse med indsamlingen af talmaterialet har anvendt forskellige
opgørelsesmetoder, hvorfor det har været svært at foretage en
egentlig sammenligning af det opgjorte materiale.
Rapport om tabt arbejdsfortjeneste
Rådet har i en årrække beskæftiget sig med problemerne omkring tabt arbejdsfortjeneste.
Problemerne opstår ved modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste
i henhold til servicelovens § 29 og bestemmelserne om arbejdsløshedsdagpenge
mv. Rådet har rettet adskillige henvendelser til socialministeren
og arbejdsministeren og har forelagt problemstillingen ved
ministrenes møder med Rådet.
I 2000 har der været nedsat en arbejdsgruppe med medlemmer fra Socialog
Arbejdsministeriet, som har haft til formål at redegøre for og komme
med løsningsforslag til problemstillingen. De Samvirkende Invalideorganisationer,
Center for Små Handicapgrupper og Center for Ligebehandling af
Handicappede har været indbudt til møder med arbejdsgruppen. Rådet har
kommenteret rapporten og finder, at der ligger et godt og grundigt arbejde
bag rapporten, og at en del af arbejdsgruppens anbefalinger vil løse en del
af problemstillingen. Men Rådet finder også, at problemer som manglende
helhedsorienteret rådgivning af forældrene, problemer med arbejdsløshedsdagpenge
mv. ikke løses på en måde, der ligestiller forældre, der modtager
tabt arbejdsfortjeneste, med forældre på arbejdsmarkedet. Rådet har som
svar på henvendelsen til Socialministeriet fået oplyst, at Rådets bemærkninger
vil indgå i de videre overvejelser om forbedringer for familier med børn
med handicap.
Det Sociale Danmarkskort
Det Sociale Danmarkskort udgives hvert år af Den Sociale Ankestyrelse. I
2000 var handicapområdet godt repræsenteret blandt de områder, som
blev belyst. Danmarkskortet viste blandt andet, at kommuner og amter forventer,
at flere borgere i fremtiden vil få bevilget ledsagerordning efter
servicelovens § 78, men at der samlet set vil blive brug for ledsagelse i
færre timer, end tilfældet er i dag. Rådet har opfordret socialministeren til
at være særlig opmærksom på dette, fordi en ledsagerordning giver borgeren
retskrav på ledsagelse i 15 timer om måneden. Socialministeriet har
svaret, at de er særligt opmærksomme på, hvordan ledsagerordningen udvikler
sig.
30
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Danmarkskortet viste også, at 10 amter ikke har særlige klubtilbud til større
børn og heller ikke forventer at få det i perioden frem til 2003. Særlige klubtilbud
drives efter servicelovens § 23, hvorefter amterne skal sørge for det
nødvendig antal pladser. Rådet bad ministeren være opmærksom på, om de
10 amter, som ikke har særlige klubtilbud, opfylder deres forpligtelser ifølge
loven. Ministeriet svarede, at kun meget få børn har brug for et særligt klubtilbud,
og at amtet kun har pligt til at oprette et særligt klubtilbud, hvis der
er børn i amtet, som har behov for et sådant tilbud. Ministeriet har derfor
ikke ment, at Danmarkskortet giver anledning til at undersøge, om de 10
amter opfylder deres forpligtelser.
Den amtslige specialrådgivning
Udviklingscenter for Specialrådgivning har i løbet af året igangsat og udført
en række udrednings- og analyseprojekter på specialrådgivningsområdet.
Analyser af amternes tilbud på synsområdet og specialkonsulentordningerne
er gennemført i 2000. Analyserne sætter fokus på, hvordan kvaliteten i
rådgivningsindsatsen kan styrkes bl.a. ved at arbejde med landsdækkende
faglige netværk, som kan styrke videns og erfaringsopsamling og udveksling.
Derudover gennemfører Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut
(AKF) undersøgelser af kommunernes brug af amtslige rådgivning på
handicapområdet, og hvordan mennesker med handicap og deres pårørende
benytter specialrådgivningerne. Undersøgelserne offentliggøres i 2001.
Trafik
I Rådets arbejde på trafikområdet er målet at øge bevægelsesfriheden for
handicappede. Det vil sige at få gennemført princippet om ligestilling af
mennesker med funktionsnedsættelser i forhold til adgangen til at befordre
sig. Mere lige adgang til transport skal sikres ved at sikre den fysiske
tilgængelighed til terminaler og transportmidler, sikre tilgængelighed til information
i forbindelse med trafik, og etablere effektive alternative
transportmuligheder når det er nødvendigt.
Trafikministerens statusnotat
Trafikminister Jacob Buksti har udarbejdet et statusnotat, som beskriver de
tiltag, der er taget i 2000 for at sikre tilgængelighed for handicappede. Notatet
er en opfølgning på ministerens statusrapport fra 1999. Notatet blev
drøftet på Rådets møde i september, hvor der også var andre væsentlige emner
omkring trafik på programmet. Mødet resulterede i en henvendelse til
trafikministeren, hvor Rådet opfordrede ministeren til at holde møde med
organisationerne om den årlige statusoversigt og om etablering af landsdækkende
ledsagerordning på tværs af transportformer. Derudover påtalte Rå-
ÅRSBERETNING 2000
31

det, at DSB’s service over for passagerer med handicap er blevet nedprioriteret
som et resultat af amternes landsdækkende kørselsordning. Rådet
gjorde endelig opmærksom på, at ministeriet ved udlicitering eller bortsalg
af offentlige opgaver bør sikre, at den, der overtager opgaven, sørger
for tilgængelig transport af mennesker med funktionsnedsættelser.
De individuelle kørselsordninger
Det Centrale Handicapråd har i flere år arbejdet på at få forbedret de individuelle
kørselsordninger. Der har været nedsat en analysegruppe, som
kom med en afsluttende rapport i 1998. I 1999 ville ministeren sammen
med Amtsrådsforeningen se på en løsning. Siden har ministeriet foretaget
en juridisk vurdering af grundlaget for at handle over for amterne, og konklusionen
blev, at ministeriet ikke kan pålægge amterne at ændre praksis.
I stedet vil ministeriet se på, hvordan de forhold, der er blevet kritiseret,
kan rettes op i forbindelse med en ændring af lov om kollektiv persontrafik.
Det Centrale Handicapråd er derfor mindst lige så utålmodig i år som sidste
år. Rådet har derfor bedt Center for Ligebehandling af Handicappede om at
gentage analysen af de fire kritikpunkter, der blev rejst i analysegruppen.
Det handler om taksering, dør-til-dør-kørsel, turantallet og nedre aldersgrænser.
Analysen skal give grundlag for at vurdere, om ordningerne administreres
som hidtil, hvilket Rådet anser for at være på kanten af loven. Folketingets
Ombudsmand har løbende husket Trafikministeriet på sagen, og
Ombudsmanden afventer nu ministeriets udspil i forbindelse med det planlagte
lovforslag.
Landsdækkende kørselsordning og DSB’s service
De individuelle kørselsordninger skal ifølge loven kun give ret til kørsel i
amtet og naboamter – ikke i hele landet. Amterne har nu lavet en model
for en landsdækkende ordning, som hvert amt frivilligt kan gøre brug af.
Den landsdækkende ordning består i, at det lokale trafikselskab, som leverer
den almindelige individuelle kørsel, agerer rejseselskab for den bevægelseshæmmede
på en længere rejse. Passageren skal bruge DSB på den
lange distance, og kørselsordningerne mellem togstationerne og bestemmelsesstedet.
Det enkelte amt vælger selv, hvordan afregningen for kørsel i
et andet amt skal foregå.
Ordningen er udarbejdet i nært samarbejde med DSB, og resultatet er blevet
en væsentlig nedgang i DSB’s generelle service over for passagerer med
handicap. Forringelserne består især i, at en mindre del af togstationerne er
udpeget som servicestationer over for passagerer med handicap, mens de
øvrige stationer ikke kan benyttes, hvis passageren fx er kørestolsbruger, og
skal have assistance til at komme af og på toget. Det betyder, at passagererne
på nogle rejser skal befordres med taxi eller anden privat kørsel på
længere strækninger, fordi den nærmeste station ikke kan bruges. Denne
32
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

egrænsning i DSB’s service gælder alle passagerer, der har brug for assistance
pga. et handicap. Rådet har som nævnt påtalt dette i et brev til trafikministeren.
Ledsagerordning
Et eksempel på kompensation, som kan være afgørende for det offentlige
transportsystems brugbarhed for mennesker med funktionsnedsættelser, er
kompensation for den ekstra rejseudgift, der ligger i at skulle have en hjælper
med på rejsen. Center for Ligebehandling af Handicappede har undersøgt
denne problemstilling, og har fundet ud af, at der findes forskellige lokale
aftaler om ledsagerrabat for bestemte handicapgrupper, men at der
ikke er en samlet ordning for indenrigstrafikken.
Centrets undersøgelse viser, at det er ofte er blinde og svagtseende, som er
omfattet af eksisterende ordninger, mens mennesker med motoriske
funktionsnedsættelser, psykisk udviklingshæmning eller sindslidelser som
oftest ikke er omfattet. På den baggrund har Rådet opfordret trafikministeren
til at finde en løsning på dette problem i samarbejde med De Samvirkende
Invalideorganisationer. Rådet anbefaler, at der findes en landsdækkende
ordning, som gælder for alle mennesker med dette kompensationsbehov,
uanset hvilken konkret funktionsnedsættelse, der udløser behovet.
Tilgængelige og sikre busser
EU’s busdirektiv er fortsat undervejs, og i 2000 har Rådet afgivet bemærkninger
til et forslag til rammenotat. Forslaget indeholder tekniske bestemmelser
i relation til typegodkendelse af busser og indeholder bl.a. omfattende
krav om tilgængelighed for handicappede. Forslaget går ud på, at tilgængelighedskravene
gøres obligatoriske for bybusser og for andre busser,
der indrettes for handicappede. Rådet har tilsluttet sig forslaget, og har anbefalet,
at man også ser på regler om fastspænding af kørestole i busserne.
Dette har ført til forslag om, at der skal være sikkerhedsseler til kørestolsbrugere
i det samme omfang, som gælder for andre passagerer. Rådet har
udtrykt tilfredshed med dette forslag. I forhold til sikkerheden omkring seler
til fastspænding af kørestole eller sikkerhedsseler til kørestolsbrugere
har Rådet anført, at selerne, seleforankringer og fastspændingsbeslag til kørestole
mv. bør være godkendte ved realistiske prøver og bør opfylde ISOstandarder,
hvis sådanne findes.
Parkeringskort
Der er nu udstedt regler om nye personlige parkeringskort for bevægelseshæmmede.
De hidtil gældende lempelser i parkeringsreglerne er fortsat
gældende, men der ændres i reglerne for selve kortet, som nu følger personen
i stedet for bilen. Det Centrale Handicapråd hilser ændringen velkom-
ÅRSBERETNING 2000
33

men, fordi den tilgodeser kompensationsbehovet – også for handicappede,
som ikke fører egen bil.
Handicapegnede veje
Vejdirektoratet har udgivet ”Handicapegnede veje – en projekteringshåndbog”
Den giver på en god og overskuelig måde anvisninger om, hvordan
man skal indrette de ydre arealer som fx veje, stier og rundkørsler, så
de bliver tilgængelige for handicappede.
Uddannelse
Handicappedes adgang til uddannelse har også i år været et væsentligt arbejdsområde
for Det Centrale Handicapråd. Lige adgang til alle former for
uddannelse er et vigtigt mål for at sikre generel ligebehandling af handicappede
i samfundet. I 1999 havde Rådet en temadrøftelse om uddannelse
og handicap. Med baggrund i temadrøftelsen har Rådet i år udarbejdet et
politikpapir på uddannelsesområdet med en række anbefalinger, som skal
sikre, at handicappede får lige adgang til uddannelse. Politikpapiret kan læses
på Rådets hjemmeside: www.dch.dk
Rådet har også haft besøg af undervisningsminister Margrethe Vestager.
Mødet var en god anledning for Rådet til at påpege de problemer, der fortsat
er i uddannelsessystemet. Især to emner har fyldt meget i Rådets arbejde
på uddannelsesområdet i år: indførelse af sektoransvar på de videregående
uddannelser, og sikring af ret til kompenserende foranstaltninger
som en del af voksen- og efteruddannelserne. Emnerne blev diskuteret indgående
på mødet med undervisningsministeren.
Sektoransvar på de videregående uddannelser
Folketinget vedtog i maj 2000 loven om specialpædagogisk støtte ved videregående
uddannelser. Loven handler om, at handicappede studerende skal
have kompenserende foranstaltninger såsom tolk, computer, sekretærhjælp
mv. som en del af den almindelige uddannelse i stedet for at skulle søge
særskilt om disse ting hos de sociale myndigheder. Med vedtagelsen er man
kommet et skridt i den rigtige retning mod at gennemføre sektoransvar på
de videregående uddannelser.
Rådet har i flere år presset på over for Undervisningsministeriet for at få
ophævet det dobbelte optagelsessystem, som betyder, at handicappede studerende
både skal opfylde de almindelige adgangskrav til uddannelserne
og godkendes som studieegnet af de sociale myndigheder, hvis man har
brug for et forsørgelsesgrundlag ud over SU.
34
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Med loven er der ikke blevet ændret grundlæggende på problemerne omkring
det dobbelte optagelsessystem, men der er til gengæld blevet indført
en højere grad af sektoransvarlighed. Det er sket ved, at det ikke længere er
socialforvaltningen, men uddannelsesinstitutionerne der skal sørge for, at
handicappede studerende får den nødvendige specialpædagogiske bistand,
fx tolk, sekretærbistand, lydbøger, computer mv.
Rådet vil naturligvis følge implementeringen af den nye lovgivning, og samtidig
vil Rådet fortsat arbejde for, at også forsørgelsesdelen bliver omfattet
af sektoransvaret, og således flyttes fra den sociale sektor over til Undervisningsministeriets
område.
Voksen- og efteruddannelsesreform
Regeringen har gennemført en reform af voksen- og efteruddannelserne,
som giver en ny og spændende struktur, men som desværre ikke tager
højde for de behov for kompensation, som mennesker med handicap kan
have. Der er enkelte voksenuddannelser i reformen, som faktisk har kompensation
til handicappede. Det er de uddannelser, der udbydes efter de almindelige
regler om erhvervsuddannelser til unge, og kompensationen findes
i kraft af, at den allerede er indbygget i de almindelige uddannelser.
Men der er ikke i reformen taget selvstændigt stilling til kompensation til
handicappede. Det betyder, at alle voksenuddannelser på niveau med de videregående
uddannelser, og alle voksenuddannelser, som ligger på samme
faglige niveau som grundskolen ikke giver adgang til kompensation for
handicappede, selv om de tilsvarende såkaldt almindelige uddannelser giver
elever og studerende ret til nødvendig kompensation.
Undervisningsministeren har forklaret, at det vil være for vanskeligt at give
ret til kompensation til handicappede, når reformen lægger op til en ny
måde at tilrettelægge voksenuddannelser på. Ministeren mener, der er brug
for erfaringer med uddannelserne, sådan som de ser ud nu, inden ministeriet
kan gå videre med at udvide uddannelserne med den nødvendige kompensation.
Rådet kan ikke anerkende ministerens forklaring som værende
gyldig, og har gjort ministeren opmærksom på, at den foreløbige udgang på
denne sag er klart utilfredsstillende. Rådet mener ikke, det er acceptabelt at
tilrettelægge nye tilbud, som ikke medtager hensynet til, at borgere med et
handicap skal kunne deltage på lige fod med andre. Derfor vil Rådet fortsat
være meget opmærksom på sagen og holde undervisningsministeren fast
på, at der så hurtigt som muligt skal rettes op på manglen.
Rådet har afgivet høringssvar til en række af de lovforslag og nye bekendtgørelser
mv., der er et resultat af reformen. Ved høring over forslag til lov
om statens voksenuddannelsesstøtte, som er en forsørgelsesydelse, man kan
få under efteruddannelse, har Rådet fx påpeget, at ydelsen også skal kunne
gives til personer, der er ansat i fleks- eller skånejob, eller som supplerer en
ÅRSBERETNING 2000
35

social pension pga. handicap med deltidsarbejde på ordinære vilkår. Disse
anbefalinger er kun delvist imødekommet.
Specialundervisning, folkeoplysning mv.
I 1999 satte Undervisningsministeriet og Amtsrådsforeningen en debat i
gang om loven om specialundervisning for voksne. Der blev afholdt en konference
i den anledning d. 25. april 2000. Her kom det frem, at alle, der
havde deltaget i debatten og givet tilbagemeldinger til ministeriet og Amtsrådsforeningen,
var enige om, at unge med særlige behov bør have samme
ret til ungdomsuddannelse, som andre unge har. På den baggrund ville de
to parter i fællesskab se på sagen for at fremme ligestillingen på dette område.
Primo 2001 er der endnu ikke taget konkrete initiativer, men Rådet
vil følge sagen nøje.
Rådet har i forbindelse med høring over bekendtgørelser om brobygningsforløb
til ungdomsuddannelser og om optagelse i gymnasiale uddannelser i
øvrigt understreget vigtigheden af, at unge med handicap optages på lige
vilkår. Det bør også sikres, at den unge er sikret ret til kompensation under
uddannelsen, hvis der er brug for dette.
Endelig har Rådet haft et forskelligartet udsnit af regelforslag til høring på
undervisningsområdet. I sine høringssvar om folkeoplysningsloven har Rådet
især lagt vægt på, at der fortsat er mulighed for at undervise handicappede
på små hold, og at der skal anvendes tilgængelige lokaler.
By og bolig
Tilgængelighed er altafgørende for handicappedes muligheder for at opnå
lige muligheder i samfundet. Tilgængelighed har derfor altid haft Det Centrale
Handicapråds store opmærksomhed. I det forløbne år er der sket meget
inden for dette område. Ikke mindst By- og Boligministeriet har gennem
forskellige initiativer haft fokus rettet mod den fysiske tilgængelighed.
Rådet havde på sit møde i december 2000 besøg af daværende by- og boligminister,
ligestillingsminister samt formand for regeringens ministerudvalg
for handicapområdet Jytte Andersen. Det var et interessant møde, hvor
ministeren gennemgik handlingsplanen fra regeringens ministerudvalg for
handicapområdet samt By- og Boligministeriets øvrige initiativer på
handicapområdet.
Tilgængelighed for alle
Som opfølgning på ”Tilgængelighed for alle – handlingsplan for handicappedes
adgang til det fysiske miljø” har Dansk Standard udarbejdet ”Stan-
36
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

dard for tilgængelighed for alle”. Standarden beskriver forskellige
handicapgruppers krav til forskellige former for byggeri som fx beboelsesejendomme
og sommerhuse. Standarden anviser forskellige løsningsmodeller
for bygningsreglementernes funktionskrav, eksempelvis indretning
af kørestolsegnet toiletrum, niveaufri adgangsforhold og brug af ledelinier
for blinde. Det fremgår af handlingsplanen ”Tilgængelighed for alle”,
at standarden skal have samme bindende virkning for de enkelte byggeprojekter
som eksempelvis konstruktionskrav. Dette kan man opnå ved at lave
henvisninger til standarden i bygningsreglementerne.
Rådet har løbende fulgt udarbejdelsen af standarden og ser frem til, at den
forhåbentlig kan være med til at sikre, at det kommende byggeri bliver tilgængeligt.
Desværre har det vist sig, at By- og Boligministeriet ikke umiddelbart
vil henvise til den samlede standard i Bygningsreglement 1995 og
Bygningsreglement for småhuse. Derved vil der være nogle former for byggeri
som fx sommerhuse og plejeboliger, hvor standarden ikke får bindende
virkning på samme måde som fx konstruktionsstandarder. Rådet har derfor
i oktober 2000 rettet henvendelse til by- og boligministeren og opfordret til
at gøre hele standarden bindende i form af henvisninger til standarden i
begge bygningsreglementer.
Tilgængelighed og arkitektur
Som endnu et led i opfølgningen på handlingsplanen har By- og Boligministeriet
i samarbejde Center for Tilgængelighed igangsat en kampagne om
tilgængelighed. Kampagnen har fokuseret på den manglende tilgængelighed
i samfundet og har især været rettet mod ungdommen. Og Center for
Tilgængelighed har i samarbejde med Dansk Arkitekt Center og Statens
Byggeforskningsinstitut udgivet eksempelsamlingen ”Tilgængelighed og Arkitektur”.
Eksempelsamlingen henvender sig til arkitekter og andre, der er
involveret i planlægning og projektering af byggeri.
Endelig har By- og Boligministeriet som opfølgning på handlingsplanen i
samarbejde med Kommunernes Landsforening, De Samvirkende Invalideorganisationer
og Center for Ligebehandling af Handicappede udarbejdet
en vejledning til kommunerne, som giver en samlet redegørelse for dispensationskompetencens
omfang, herunder vigtigheden af, at eventuelle dispensationer
ledsages af vilkår. Denne vejledning blev udsendt til kommunerne
og amterne sammen med et fællesbrev fra By- og Boligministeriet og
Kommunernes Landsforening. Ud over dette fællesbrev har repræsentanter
fra De Samvirkende Invalideorganisationer og By- og Boligministeriet ved
gå-hjem-møder rundt om i landet informeret om vejledningen. Rådet er positiv
over for vejledningen. Særligt set i lyset af, at By- og Boligministeriets
tidligere undersøgelser af kommunernes dispensationspraksis, der har vist,
at der i 13 % af byggesagerne skete overtrædelser af tilgængelighedskravene
i bygningsreglementet.
ÅRSBERETNING 2000
37

Ændring af byggeloven
I efteråret 2000 fremsatte by- og boligministeren et lovforslag om ændring
af byggeloven. Lovforslaget udvider bl.a. adgangen til at stille krav til
bebyggelsers handicaptilgængelighed. Det foreslås, at det i byggelovens formålsbestemmelse
medtages, at et af formålene med byggeloven er at
fremme tilgængeligheden for handicappede. Det foreslås også, at det bliver
muligt for by- og boligministeren at fastsætte regler i bygningsreglementerne
om faste installationer af tekniske hjælpemidler for handicappede som
for eksempel elektroniske ledelinier og teleslyngeanlæg. Som den sidste af
de forbedringer, der vedrører tilgængeligheden for handicappede, fremgår
det af lovforslaget, at det skal være muligt at fastsætte regler i bygningsreglement
1995 om niveaufri adgang til konstruktioner, der ikke er omfattet af
begrebet ”bygninger”, det kan fx være IT-standere samt kort- og betalingsautomater.
Rådet er meget positiv over for de kommende forbedringer af
byggeloven.
Fremtiden for Tilgængelighedscentret
Alle er enige om, at tilgængelighed er en vigtig faktor for handicappedes
lige muligheder i samfundet og at det er vigtigt at informere om, hvad
tilgængelighed er. Center for Tilgængelighed har spillet en vigtig rolle som
rådgivnings- og videnscenter, og det var derfor med stor beklagelse, at Rådet
i oktober 2000 modtog meddelelse om, at Centret måtte lukke med udgangen
af 2000. På baggrund af pressemeddelelsen tog Rådets formand
kontakt til by- og boligministeren, og det blev aftalt at iværksætte en redningsaktion.
Det er lykkedes at skaffe midler til Centrets fortsatte eksistens
i 2001, og en arbejdsgruppe skal komme med forslag til, hvordan Tilgængelighedscentret
kan drives og finansieres efter 2001.
Lokalplanvejledning
Rådet har afgivet høringssvar på Miljø- og Energiministeriets lokalplanvejledning:
”Landsby med jordbrugsparceller”. Denne vejledning er tænkt
som et eksempel på, hvordan man kan opbygge en lokalplan. Rådet er meget
positiv over for dette forslag til lokalplanvejledning, idet der i eksemplet
er medtaget bestemmelser om tilgængelighed for handicappede.
Forskning
Socialforskningsinstituttet (SFI) lancerede i 1999 et udviklingsprogram for
handicapforskningen. I november 2000 blev det første bidrag fra dette
forskningsprogram offentliggjort i form af en undersøgelse af befolkningens
holdninger til handicappede.
38
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Holdninger til handicappede
På Rådets møde i december fremlagde seniorforsker Henning Olsen resultaterne
fra holdningsundersøgelsen. Et af de væsentlige resultater er, at
integrationslinien i dansk handicappolitik medvirker til at fremme befolkningens
positive holdninger til handicappede. Undersøgelsen viser også, at
befolkningen har de mest negative holdninger til grupper af handicappede,
som opleves som afvigende i deres adfærd. Med afsæt i undersøgelsens resultater
vil Rådet i 2001 diskutere holdningspåvirkning og handicappolitiske
strategier. Det er tydeligt, at der skal en mere målrettet påvirkning
til for at komme negative holdninger til livs.
SFI’s forskningsprogram på handicapområdet byder i det kommende år på
flere nye undersøgelser. I februar 2001 har SFI offentliggjort en undersøgelse
af forældre til børn med handicap og deres møde med det sociale system,
samt en undersøgelse af fleksjob, som de opleves af kommuner og
fleksjobansatte.
Et liv i venteposition
Andre forskningsinstitutioner og centre har også i årets løb bidraget til, at
der kom ny viden om handicappedes vilkår. Især kan nævnes Formidlingscenter
Øst’s undersøgelse af yngre fysisk handicappede på plejehjem ”Et liv
i venteposition”. Undersøgelsen viser, at størstedelen af de yngre fysisk
handicappede oplever situationen på plejehjem som uværdig, og at de er
frustrerede over at leve et liv sammen med personer, hvis livsrytme, interesser
og sociale fællesskab er væsentligt anderledes end deres. Undersøgelsen
gav anledning til en del debat og presseomtale. Det Centrale Handicapråd
gav i et brev til Socialministeriet, Kommunernes Landsforening og
Amtsrådsforeningen deres besyv med. Kritikken af boligforholdene for
yngre fysisk handicappede resulterede i en ny lov, som giver by- og boligministeren
mulighed for at yde tilskud til udgifter forbundet med etablering
af almene boliger. På satspuljen blev der samlet afsat 112 mio. kr. i perioden
2001-2204, heraf er de 15 mio.kr afsat som tilskud til etablering af almene
boliger til yngre fysisk handicappede i 2001. Eksemplet er et synligt
bevis på, hvordan forskning kan være med til at forbedre forholdene for
handicappede.
Endelig skal nævnes, at Socialministeriet i 2000 har sat en række undersøgelser
i gang af området voksne handicappede. Undersøgelserne skal evaluere
forskellige tiltag, som blev sat i gang med serviceloven. Det handler om
institutionsbegrebets ophævelse, brugen af § 111, individuelle planer og
sammenhængen i de handicapkompenserede ydelser. Undersøgelserne forventes
færdige sommeren 2002.
ÅRSBERETNING 2000
39

IT
Den mest betegnende overskrift på IT og teleområdet i disse år er konvergens.
Kommunikations og informatonsteknologi, der tidligere var – og blev
opfattet som – adskilte størrelser med hver sit regelsæt og med hver sit sæt
af handicapkompenserende ordninger, er ved at smelte sammen i kraft af
den fortsatte udbredelse af internettet og de radiobaserede netværk. Det
fordrer, at der bliver tænkt nyt, når man skal sikre handicappede fortsat adgang
til information og kommunikation i fremtidens e-samfund. Rådet har i
løbet af 2000 afgivet forskellige høringssvar med dette budskab til
Forskningsministeriet og Telestyrelsen, både i relation til teleområdet og i
relation til digital signatur og planen for det nye e-europa.
Teletjenester
Forsyningen af særlige teletjenester til handicappede, fx teksttelefon og
nummeroplysning for handicappede, er i dag garanteret ved den såkaldte
forsyningspligt, som pålægger Tele Danmark at drive disse særtjenester.
Forsyningspligtmodellen er introduceret som et bolværk mod de risici, der
umiddelbart kunne identificeres, da det danske telemarked blev privatiseret
i løbet af 90’erne. Men med den hastige teknologiske udvikling er vi kommet
derhen, at modellen ikke længere sikrer handicappede de bedste vilkår
på teleområdet.
Det Centrale Handicapråd har derfor august 2000 i et høringssvar til
Forskningsministeriet over bekendtgørelse om forsyningspligtydelser foreslået,
at den nuværende model revurderes. En række handicaporganisationer,
Center for Ligebehandling af Handicappede og Hjælpemiddelinstituttet
har udviklet en alternativ model for, hvordan telekommunikationsydelserne
til handicappede kan organiseres og Rådet foreslår, at
Forskningsministeriet indleder drøftelser mellem handicaporganisationer,
andre interessenter og ministerier om dette tema.
Et af problemerne ved den eksisterende model er, at teleselskaberne ikke er
forpligtiget til at udvikle eller forske i nye tjenester til handicappede. Et andet
problem er, at forsyningspligten alene sikrer handicappedes adgang til
de grundlæggende telefoniydelser og ikke tager højde for den konvergens,
der er ved at ske mellem telefoni, IT, radio, tv etc. Det betyder, at handicappede
ikke sikres mulighed for at bruge nyt udstyr og nye tjenester, da
disse ikke er omfattet af forsyningspligten, som fx bredbåndstjenester og
tjenester på mobilområdet. Rådet har gjort Forskningsministeriet opmærksom
på disse problemstillinger i et høringssvar til ministeriets udkast til forslag
til lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarkedet.
Telestyrelsen har i løbet af efteråret 2000 gennemført en undersøgelse af
handicappedes vilkår på teleområdet, som – sammen med den omtalte al-
40
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

ternative model for organiseringen af teleydelser til handicappede – vil
kunne danne udgangspunkt for fornyede tiltag på området. Rådet imødeser
resultaterne af udredningen med stor interesse.
eEuropa – et informationssamfund for alle
EU-kommissionen har siden december 1999 arbejdet med en handlingsplan
for det nye eEuropa. I handlingsplanen lægges der op til en styrkelse af
Europa som et Internet-vækstområde. En række initiativer skal fremme udbredelsen
af højhastighedsnetværk og elektronisk handel og forvaltning,
men handlingsplanen indeholder også et delinitiativ med overskriften
”eDeltagelse for Handicappede”, som sigter mod, at handicappede skal
kunne deltage på lige fod med andre i den digitale verden.
Rådet afgav høringssvar på handlingsplanen i februar 2000 og påpegede, i
tråd med DSI, at der savnes en overordnet inddragelse af handicapperspektivet
i samtlige de 10 delområder, handlingsplanen omfatter. Tilgængelighed
for handicappede bør, som det er tilstræbt i dansk IT-handicappolitik
de seneste år, tænkes ind i de andre initiativer også, så handicapinitiativerne
ikke blot bliver et appendiks til mainstreamudviklingen.
eEuropaplanen blev diskuteret på en uformel ministerkonference i april
2000, hvor der også var en særskilt session, der handlede om handicapinitiativerne.
På en ministerkonference i Portugal i juni 2000 blev planen
endeligt vedtaget. Blandt de konkrete initiativer på handicapområdet skal
bl.a. nævnes, at WAI-retningslinierne for tilgængeligt webdesign bliver gældende
for offentlige hjemmesider i medlemslandene inden udgangen af
2001. De øvrige initiativer skal være gennemført ved udgangen af 2002.
Der blev i efteråret 2000 etableret en ”eAccessibility expert group” med
dansk repræsentation, som skal assistere Højniveaugruppen vedrørende beskæftigelse
og den sociale dimension i informationssamfundet (ESDIS), der
har det overordnede ansvar for at koordinere realiseringen af handicapinitiativerne.
Forskningsministeriets initiativ ”Bedst på Nettet”, som har til
formål at lave løbende kvalitetskontrol med offentlige hjemmesider, omfatter
også kontrol af handicaptilgængeligheden. Dette projekt vil, sammen
med de øvrige initiativer, der er iværksat af Forskningsministeriets følgegruppe
om handicappedes IT-brug, være en naturlig del af den danske realisering
af eEuropaplanens ”eParticipation for All” mål. Faktisk ligger Danmark
i front på dette område, sammen med Sverige og Portugal.
Elektronisk signatur
Rådet afgav allerede i 1998 høringssvar til Forskningsministeriet vedrørende
Kommissionens forslag til et direktiv om fælles ramme for elektroniske
signaturer. Rådet påpegede dengang, at det er vigtigt at sikre, at der
ÅRSBERETNING 2000
41

stilles krav om, at de teknologier, som benyttes i forbindelse med afgivelse
og kontrol af digital signatur, kan betjenes af mennesker med handicap.
I januar 2000 har Rådet afgivet høringssvar på et lovforslag om elektroniske
signaturer. Her gentager Rådet sin utilfredshed med, at der ikke i lovforslaget
er hjemmel til at stille handicaptilgængelighedskrav til signaturløsningerne.
Senere har Rådet i høringssvar om to bekendtgørelser om
sikkerhedskrav til nøglecentre og indberetning til Telestyrelsen beklaget
stærkt, at der stadig mangler handicaphensyn.
Det er dog positivt, at der i forbindelse med den udbudsforretning, som
Statens og Kommunernes Indkøbsservice gennemfører i starten af 2001, er
blevet udpeget en repræsentant fra DSI’s Tilgængeligheds og Hjælpemiddelpolitiske
Udvalg til den arbejdsgruppe, der skal forberede udbudsbekendtgørelsen.
Det skal også nævnes, at handlingsplanen fra Regeringens ministerudvalg
for handicapområdet tager initiativ til, at tilgængelighedshensyn indgår
kontraktligt ved offentlige indkøb og i udbudsforretninger, og at der ved offentlige
indkøb satses på produkter, der opfylder krav om tilgængelighed.
Sundhed
Begreberme funktionsnedsættelse og handicap er løsrevet fra sygdomsbegrebet.
Derfor har Det Centrale Handicapråd ikke en særlig indgående
interesse i sundhedsområdet i forhold til andre samfundsområder. Men området
er vigtigt, fordi det handler om handicappedes ret til behandling i almindelighed
og retten til behandling, der har specifik betydning for den
konkrete funktionsnedsættelse.
Helbredstillæg
I december 2000 vedtog Folketinget nye regler for bl.a. helbredstillæg til
pensionister. Helbredstillægget skal bruges til medicin og andre helbredsbetingede
ydelser, som sygesikringen yder tilskud til efter lov om offentlig
sygesikring. Tillægget skal gives efter faste regler, som er ens i alle kommuner.
Størrelsen på helbredstillægget er som udgangspunkt 85 % af pensionistens
udgift til medicin, men nedsættes hvis pensionisten og en eventuel
ægtefælle eller samlever har indtægter ved siden af pensionen over et vist
minimumsbeløb. Helbredstillægget udbetales ikke, hvis pensionisten og
vedkommende ægtefælle eller samlever tilsammen har en likvid formue på
over 50.100 kr. Tildeling af helbredstillæg sker på baggrund af en konkret
og individuel vurdering i hver enkelt sag.
42
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Rådet har også været hørt over et lovforslag om ændring af sygesikringens
tilskud til medicin, hvor medicintilskuddet fastsættes ud fra et europæisk
gennemsnitsniveau. I første omgang skulle de nye regler kun gælde for
nogle lægemidler, men fra 1. marts 2001 gælder reglerne for alle typer lægemidler.
Rådet har ikke haft bemærkninger til forslagets hensigt om at
styre indtjeningen på medicin. Men Rådet har udtrykt bekymring for, om
forslaget vil føre til højere medicinudgifter for den enkelte medicinbruger.
Amternes tandbehandling
I december 2000 vedtog Folketinget ændrede regler for, hvilke persongrupper
som fremover kan få dækket udgifter til tandbehandling i amtslig
regi. De nye regler indeholder bestemmelser om, at sindslidende, psykisk
udviklingshæmmede, personer med odontologiske lidelser, der medfører
varige funktionsnedsættelser, personer med udbredt mundtørhed (Sjøgrens
sygdom) samt personer med skader på tænderne som følge af strålebehandling
mod hoved- og halsregionen og personer med følger af kemoterapi kan
visiteres til amtslig tandpleje. Tandplejen til disse persongrupper er gratis,
bortset fra en egenbetaling på 1.300 kr. Egenbetalingen svarer til, hvad andre
betaler for tandbehandling i gennemsnit, når tilskuddet fra sygesikringen
er fratrukket.
Formålet med de ændrede regler er at sikre et forbedret tandplejetilbud til
grupper af personer, der tidligere ikke har kunne udnytte de eksisterende
tandplejetilbud, enten fordi de ikke er i stand til at benytte den kommunale
tandpleje, eller fordi udgifterne for patienterne er væsentlig højere end normalt
for regelmæssige brugere af tandplejen. Udgifterne til ordningen skal
afholdes af de enkelte amter. Kommunerne har allerede tilsvarende forpligtelser
gennem omsorgstandplejen til personer med nedsat førlighed og vidtgående
psykisk eller fysiske handicap, som kun vanskeligt kan udnytte de
eksisterende tandplejetilbud.
Rådet har ikke været hørt i forbindelse med de ændrede regler om amtslig
tandpleje. Rådet mener, at de nye regler er et virkeligt godt tiltag med hensyn
til ligebehandling af personer, som enten har meget store udgifter på
grund af medfødte tandskader/deformiteter i munden, som lider af følger
efter behandling, eller som ikke tidligere har haft mulighed for at komme
til tandlægen, fordi det simpelthen har været for vanskeligt.
Vederlagsfri fysioterapi
I sommeren 1999 blev der som led i en aftale mellem regeringen og Amtsrådsforeningen
lagt loft over vederlagsfri fysioterapi på 72 moduler, svarende
til ca. 25 timer årligt. Dette medførte et voldsomt brud på kompensationsprincippet,
idet en fysisk handicappet nemt kan komme til at betale for
sit handicap, fordi der ikke kompenseres for den ekstraudgift, som behand-
ÅRSBERETNING 2000
43

ling hos fysioterapeut kan være. Baggrunden for indførelsen af et maksimum
for antal behandlinger var, at udgifterne på området var steget voldsomt
gennem de seneste år. En undersøgelse foretaget af Sygesikringens Forhandlingsudvalg
om årsagen til stigningen viste imidlertid, at der blev visiteret
langt flere til ordningen, end det var hensigten. Dette skyldtes, at mange
blev visiteret uden at opfylde kriterierne for vederlagsfri fysioterapi.
Sundhedsstyrelsen har i marts 2000 udgivet retningslinier for visitation til
vederlagsfri fysioterapi til fysisk handicappede. Retningslinierne beskriver i
detaljer, hvem der kan visiteres til vederlagsfri fysioterapi. Ud over at indeholde
retningslinier for visitation til fysioterapi, er der også udarbejdet en
positivliste over, hvilke diagnoser der kan visiteres til ordningen. Følgende
kriterier skal være opfyldt for, at en person kan henvises til vederlagsfri fysioterapi:
• Personen skal have et svært fysisk handicap,
• Fysioterapien skal have til formål at forbedre den fysiske funktionsevne,
vedligeholde funktionsevnen eller forhale forringelse af
funktionsevnen,
• Tilstanden skal være varig.
Der er fortsat ikke mulighed for at få dækket udgifterne til transport mellem
bopælen og fysioterapeuten. Rådet mener, at det også burde være omfattet
af den gratis behandling hos fysioterapeuten.
Genoptræning efter sygehusophold
Med en ændring af sygehusloven, vedtaget i december 2000, er amtskommunerne
nu forpligtet til at sørge for, at patienter, som ved udskrivning har et
lægeligt begrundet behov for genoptræning, får tilbudt genoptræning. De
ændrede regler skal koordinere genoptræningsindsatsen mellem amter og
kommuner, så indsatsen sættes i værk allerede ved udskrivning fra sygehus, i
amtsligt regi, og senere overtages af kommunen, når patienten kan vende tilbage
til eget hjem.
ICIDH-2
Rådet har, som omtalt i beretningen for 1999, gennem nogle år fulgt
Sundhedsstyrelsens arbejde med at oversætte Verdenssundhedsorganisationens
(WHO) 2. udgave af klassifikationen ICIDH-2. Der er tale om en videreudvikling
af WHOs klassifikation af funktionshæmning, funktionsnedsættelse
og handicap (ICIDH) fra 1980. ICIDH-2 er stadigvæk under udvikling.
Den seneste udgave, der er fra december 2000, har fået titlen: The
International Classification of Functioning, Disability and Health.
Formålet med klassifikationen er bl.a. at skabe et fælles sprog på tværs af
faggrænser, og at give et redskab til registrering af forskningsresultater mv.
44
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Forskellige steder i verden har der været lavet forsøg med at bruge
klassifikationens forskellige udgaver i praksis. Følgende feltforsøg har fra
august 1999 til september 2000 været gennemført i Danmark:
• Fredericia Kommune: ICIDH-2 som arbejdsredskab i kommunal
genoptræning,
• Frederiksborg Amt: ICIDH-2 som grundlag for tværfagligt og
tværsektorielt samarbejde – og kvalitetsudvikling af indsatsen
for ældre med apopleksi og yngre med hjerneskade,
• Danmarks Pædagogiske Institut: Anvendelsesmuligheder på undervisningsområdet,
• Videnscenter for Hjerneskade: ICIDH-2 som ramme for rehabilitering
af senhjerneskadede – et nationalt referenceprogram.
Sundhedsstyrelsen, der er dansk klassifikationsmyndighed, har oplyst, at
Klassifikationen forventes at blive vedtaget på WHOs samling i 2001. Det er
endnu ikke besluttet, hvornår og hvordan arbejdet med den endelige version
af Klassifikationen vil fortsætte i Danmark. Rådet vil fortsat følge arbejdet
med ICIDH-2 med stor interesse.
Indenrigsministeriet
Ny lov om integration
I 1999 fremsatte indenrigsministeren forslag til ny lov om integration af indvandrere
og flygtninge. Forslaget indeholdte en bestemmelse om, at handicappede
ikke automatisk var omfattet af et integrationsprogram, hvis handicappet
var en hindring for, at indvandrerne/flygtningene kunne lære dansk.
I sit høringssvar kritiserede Rådet kraftigt denne åbenlyse diskrimination af
handicappede, og opfordrede til, at Indenrigsministeriet lever op til FNs
standardregel nr. 6 om lige adgang til uddannelse for alle.
I et svar til Rådet understregede indenrigsministeren, at der ikke var planer
om, at handicappede automatisk skulle omfattes af integrationsprogrammet,
og kommunerne skulle ikke forpligtes til at stille samme tilbud om undervisning
til rådighed, som ikke-handicappede indvandrere og flygtninge får.
I lovforslaget til ny integrationslov, som trådte i kraft den 1. februar 2000, er
der indføjet en bestemmelse om, at handicappede indvandrere og flygtninge
kan få hjælp til integration - herunder sprogundervisning - efter lov om aktiv
socialpolitik, og ikke efter integrationsloven. Selv om der var modstand
mod, at handicappede skulle omfattes af retten til et introduktionsprogram,
blev det alligevel gennemført. Rådet er naturligvis tilfreds med, at handicappede
har fået denne ret, selv om den optimale løsning havde været, at også
handicappede var omfattet af integrationslovens integrationsprogram.
ÅRSBERETNING 2000
45

Beredskab ved katastrofe- og krigssituationer
I 1999 gennemførte Center for Ligebehandling en større undersøgelse af
beredskabsplanerne i alle landets kommuner for at undersøge, om handicappede
er tænkt ind i planerne. Der kom svar fra 161 kommuner. Ud af
disse kommuner havde 82 tænkt handicappede ind i planlægningen.
Som opfølgning på Centrets 1999-beretning sendte Rådet en henvendelse
til indenrigsministeren med en opfordring til, at der blev gjort noget ved
den manglende beredskabsplanlægning for handicappede. Henvendelsen
blev også sendt til Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening.
Indenrigsministeren svarede, at der i april 1998 blev udsendt en vejledning
til kommunerne om beredskabsplanlægning fra Beredskabsstyrelsen. I 1990
havde Socialministeriet nedskrevet særlige retningslinier for beredskabsplanlægningen
for handicappede i krigs- og katastrofesituationer.
Beredskabsstyrelsen arbejder på at udsende en planvejledning til kommunerne
om fremtidig beredskabsplanlægning. Planen forventes udsendt i
2001. Fremover vil det være de enkelte forvaltninger i kommunerne, som
skal sørge for, at der er udarbejdet beredskabsplaner for de dele af beredskabet,
som hører under den enkelte forvaltning. Dette indebærer, at flere
ministerier vil skulle udarbejde retningslinier for beredskabsplanlægning.
For handicappede vil det være Socialministeriet, og Indenrigsministeriet
har opfordret Socialministeriet til at se på retningslinierne fra 1990 med
henblik på eventuel revision og ajourføring.
I Amtsrådsforeningens svar blev det oplyst, at amterne er blevet opfordret
til at gøre mere ud af beredskabsplanlægningen for handicappede, mens
Kommunernes Landsforening har svaret, at man giver opgaven videre til
Beredskabsstyrelsen. Rådet følger fortsat udviklingen omkring indtænkningen
af handicappede i den kommunale og amtslige beredskabsplanlægning.
Justitsministeriet
Tidsubestemte domme
Folketinget vedtog den 26. maj 2000 en række ændringer af straffelovens
bestemmelser om tidsubestemte foranstaltninger over for psykisk handicappede,
der har begået kriminalitet. Det Centrale Handicapråd har flere gange
kritiseret det nuværende lovgrundlag i straffeloven, som medfører en
urimelig forskelsbehandling af psykisk handicappede lovovertrædere i forhold
til andre lovovertrædere, på grund af idømmelse af tidsubestemte
domme. En undersøgelse foretaget af Center for Ligebehandling af Handicappede
i 1996 viste bl.a., at udviklingshæmmede lovovertrædere bliver un-
46
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

derkastet retslige foranstaltninger i urimelig lang tid set i forhold til karakteren
af den begåede lovovertrædelse.
Rådets formandskab havde foretræde for Retsudvalget i forbindelse med
udvalgsbehandlingen af loven. Dette medførte desværre ikke en afskaffelse
af de tidsubestemte foranstaltninger. Loven indeholder dog en række mindre
forbedringer:
• Der fastsættes en maksimal varighed på fem år for frihedsberøvende
foranstaltninger i anledning af ikke-personfarlig kriminalitet
• Ved personfarlig kriminalitet skal anklagemyndigheden indbringe
spørgsmålet om ændring eller ophævelse af foranstaltningen for retten
fem år efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt
retten inden for de sidste to år
• For ikke-frihedsberøvende foranstaltninger fastsættes en maksimal
varighed på tre år
Adoption
På adoptionsområdet har Rådet i år 2000 deltaget i en arbejdsgruppe vedrørende
kravene til adoptionsansøgernes helbredsmæssige forhold. Arbejdsgruppen
er nedsat af Civilretsdirektoratet og Justitsministeriet som følge af
den voldsomme kritik fra Rådet og handicaporganisationerne i forbindelse
med folketingsbehandlingen i 1999 af ændringen af adoptionsloven. Kritikken
gik navnlig på, at den nuværende praksis på adoptionsområdet var
præget af et utidssvarende syn på handicappede og deres evner som forældre.
Arbejdsgruppen skulle således se på områder, hvor den nuværende
praksis bør ændres. Gruppen har afholdt en række møder i løbet af året og
forventes at afslutte sit arbejde i foråret 2001.
Abort
Justitsministeren fremsatte i foråret 2000 et forslag om ændring af abortloven,
hvori det forbydes at foretage provokeret abort på fostre, som er levedygtige.
I forbindelse med høringen over forslaget gav Rådet udtryk for stor
utilfredshed med lovforslaget, fordi det fortsat tillades at foretage provokeret
abort på levedygtige fostre, der risikerer at udvikle et alvorligt handicap.
Man indfører med andre ord en åbenbar diskrimination af levedygtige
handicappede fostre i forhold til andre fostre. Et flertal i Etisk Råd anbefalede
ligeledes, at man som i Sverige og Norge bør indføre en absolut
grænse for provokeret abort, hvis fostret er levedygtigt.
Uanset at forslaget således må anses for at være et væsentligt tilbageskridt
for handicappedes ligestilling med andre borgere, blev det vedtaget i Folketinget
den 31. maj 2000.
ÅRSBERETNING 2000
47

48
DET CENTRALE HANDICAPRÅD
Fra vores egen verden

20 års jubilæum
Det Centrale Handicapråd holdt sit første møde den 7. marts 1980, hvor
formanden var fhv. arbejdsminister Erling Dinesen og sekretariatschefen
var tidligere chef for Statens Åndssvageforsorg Nils Erik Bank-Mikkelsen.
De eneste af de oprindelige medlemmer, som har været med siden det allerførste
møde, er John Møller og Knud Søndergaard.
Socialforsorgsprisen
Næstformand og personligt medlem i Det Centrale Handicapråd, John Møller
modtog i september socialforsorgsprisen for år 2000, uddelt af Bank-
Mikkelsen-fonden. Bank-Mikkelsen-fonden blev oprettet i 1994 og uddeles
til en person, der arbejder efter Bank-Mikkelsens principper, ”om at hjælpe
de svage til et liv så nær det normale som muligt, normalisering eller snarere
menneskeliggørelse”.
Fire årlige møder i Rådet
I de 21 år der er gået, siden Rådet startede sin virksomhed, har der været
afholdt fire møder årligt af gennemsnitligt to timers varighed. Med vedtagelsen
af arbejdsplaner siden 1999 med ministerbesøg på hvert Rådsmøde
og temadrøftelser, er der oftere og oftere tidnød på Rådsmøderne. Rådet
besluttede derfor på mødet i marts at udvide mødetiden, således at martsjuni
og septembermøderne fremover er af 3½ times varighed, medens
decembermødet er et heldagsmøde af 6 timers varighed.
Ministerbesøg
Fire ministre har i løbet af 2000 besøgt Det Centrale Handicapråd: Undervisningsminister
Margrethe Vestager (R) besøgte Rådet i marts, kulturminister
Elsebeth Gerner Nielsen (R) var på besøg i juni, socialminister Henrik
Dam Kristensen (S) i september og i december var det by-og boligminister
samt ligestillingsminister Jytte Andersen (S), der også er formand for regeringens
ministerudvalg for handicapområdet, som besøgte Rådet.
Temadrøftelser
Rådet har i løbet af året haft temadrøftelser om handicap og ligebehandling,
psykisk syge og distriktspsykiatrien samt aktørerne på arbejdsmarkedet
og deres initiativer.
Rådets sekretariat
Som en af de første offentlige institutioner (i den størrelsesorden) indførte
Rådets sekretariat i samarbejde med Rigsarkivet elektronisk dokumenthåndtering
den 1. september 2000.
ÅRSBERETNING 2000
49

Publikationer udgivet i 2000
Publikationerne udleveres gratis ved henvendelse til Rådet (fås også på
bånd og diskette) og kan hentes på Rådets hjemmeside www.dch.dk
Uddannelse og handicap – et politikpapir
Efter en generel temadrøftelse i 1999 af handicappedes uddannelsessituation
besluttede Rådet i maj måned at udforme et politikpapir, der indeholder
Rådets anbefalinger og en beskrivelse af den samfundssituation,
anbefalingerne er udformet på baggrund af.
Handicappede og retssikkerhed
Det Centrale Handicapråd udgav i oktober måned, forud for en konference
i november, en pamflet om retssikkerhed med fokus på sagsbehandlingen
på det sociale område. Målgruppen for pamfletten er kommuner, amter,
handicaporganisationer og andre interesserede.
Voksnes holdninger til handicappede
Det Centrale Handicapråd har i samarbejde med Socialforskningsinstituttet
(SFI) i november udgivet pjecen ”Voksnes holdninger til handicappede”.
Pjecen indeholder hovedresultater af SFI’s landsrepræsentative undersøgelse
af voksnes holdninger til handicappede (Henning Olsen: Holdninger
til handicappede. En surveyundersøgelse af generelle og specifikke holdninger,
deres sammenhæng og specifikke holdningers bestemmende faktorer,
SFI 2000).
Fleksjob
Pjecen om Fleksjob, som er udarbejdet i samarbejde med Socialministeriet,
udkom i 8. udgave i juni. Den er nu udkommet i et samlet oplag på
260.000.
Beretning
Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet
efter Rådets direktiv udarbejde en beretning om Rådets virksomhed hvert
år. Beretningen sendes til socialministeren og offentliggøres efter aftale
med Socialministeriet. Beretningen for 1999 udkom i marts 2000 i et oplag
på 1.800.
50
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Nyhedsbreve
I 2000 er Rådets nyhedsbreve udkommet i januar, april, juli og oktober i et
oplag på 1.200. Nyhedsbrevene indeholder mindre artikler med udgangspunkt
i de emner, Rådet har haft oppe til diskussion. Nyhedsbrevene, som
afløste rådsmødereferaterne, er siden 1995 sendt til en bred kreds af interesserede.
I januar 2001 udkom HandicapRåd i et særnummer, der refererede
indlæg og synspunkter fra Rådets konference ”Kommunale forskelle –
et retssikkerhedsproblem for handicappede?”, november 2000.
Høringssvar
I det omfang Rådet høres over lovforslag, der behandles i Folketinget, har
høringssvarene siden starten af folketingsåret 2000/2001 været offentligt
tilgængelige på Center for Ligebehandling af Handicappede’s hjemmeside
www.clh.dk
ÅRSBERETNING 2000
51

Rådets medlemmer 2000
Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997 om
et Centralt Handicapråd § 1 virker Handicaprådet for en 4-årig periode fra
1. juli i året efter kommunalvalget, dog således at medlemmerne fungerer,
indtil nyt medlem udpeges. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af
socialministeren, de 14 medlemmer efter indstilling fra nedennævnte organisationer,
ministerier og kommuner.
Rådets medlemmer og særligt sagkyndige, der er beskikket for perioden 1.
juli 1998 til udgangen af juni 2002, er følgende:
Formand
Fhv. finans- og socialminister Palle Simonsen
Næstformand
Direktør for Landsforeningen LEV, John Møller
Indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer og udpeget som
personligt medlem 8. juni 2000
Medlemmer
De Samvirkende Invalideorganisationer:
Formand for De Samvirkende Invalideorganisationer, Stig Langvad
Udpeget den 8. juni 2000
Medlem af Nyreforeningen, Willy Jagd Jensen
Formand for Danske Døves Landsforbund, Knud Søndergaard
Næstformand i Landsforeningen for Laryngectomerede, Gudrun Mørup
Medlem af Scleroseforeningen, Henny Jacobsen
Fratrådt den 8. juni 2000 og efterfulgt af
Udviklingschef i Muskelsvindfonden, Jørgen Lenger
Formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede,
Landsdommer Holger Kallehauge
Direktør for DAMP-foreningen, Birgit Christiansen
Indstillet af Amtsrådsforeningen:
Amtsborgmester Søren Eriksen, Vestsjællands Amt
Indstillet af Kommunernes Landsforening:
Borgmester Anny Winther, Støvring Kommune
52
DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Indstillet af Københavns og Frederiksberg Kommune:
Socialudvalgsformand Lilian Nilsson, Frederiksberg Kommune
Indstillet af Arbejdsministeriet:
Specialkonsulent Elsebeth Foged, Arbejdsministeriets 4. kontor
Indstillet af Socialministeriet:
Afdelingschef Grethe Buss
Indstillet af Sundhedsministeriet:
Kontorchef Søren Hansen Thomsen, Sundhedsministeriets 3. kontor
Indstillet af Undervisningsministeriet:
Undervisningsinspektør Jørgen Hansen, kontoret for børn, unge og voksne
med særligt behov, fratrådt den 21. september 2000
Vakant
Særligt sagkyndige
Boligforhold:
Kontorchef Ella Blousgaard, By- og Boligministeriet
Trafikforhold:
Kontorchef Helga Theil Thomsen, Trafikministeriets planlægningsafdeling
Fratrådt den 16. januar 2001 og efterfulgt af
Kontorchef Dorthe Nøhr Pedersen, Trafikministeriets planlægningsafdeling
Kultur:
Adelingschef Lene Witte, Kulturministeriet
Vakant
Kommunikation:
Kontorchef Jette Plenge Jakobsen, Telestyrelsen, Forskningsministeriet
Tværsektoriel sagkundskab i forskning:
Professor, dr.med. Thomas Sinkjær, Center for Sansemotorisk Interaktion,
Aalborg Universitet
Sekretariat
Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af
Handicappede
Sekretariatschef Mogens Wiederholt
Sekretariatsleder Lene Kann-Rasmussen, fratrådt den 31. december 2000
ÅRSBERETNING 2000
53

I henhold til § 87, stk. 2, i lov nr. 453 af
10. juni 1997 om retssikkerhed og administration
på det sociale område fastsættes
følgende:
§ 1. Socialministeren nedsætter et
Centralt Handicapråd, der rådgiver i
handicapspørgsmål.
§ 2. Rådet består af 1 formand og
14 medlemmer, der udpeges af socialministeren.
7 medlemmer udpeges efter
indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer,
1 medlem efter indstilling
fra Amtsrådsforeningen, 1 medlem
efter indstilling fra Kommunernes Landsforening,
1 medlem efter indstilling fra
Københavns og Frederiksberg kommuner,
1 medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet,
1 medlem efter
indstilling fra Sundhedsministeriet, 1
medlem efter indstilling fra Arbejdsministeriet
og 1 medlem efter indstilling
fra Socialministeriet.
Stk. 2. Til støtte for Handicaprådets
arbejde udpeger socialministeren
endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab
vedrørende boligforhold,
trafikforhold, kultur, kommunikation og
tværsektorial sagkundskab i forskning.
Stk. 3. Socialministeren kan herudover
udpege personlige medlemmer af
Rådet.
Stk. 4. Handicaprådet virker for en
4-årig periode fra 1. juli i året efter
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997
Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd
Socialmin. j.nr. 7.kt.,j.nr. 0610-6
Socialministeriet, den 11. december 1997
kommunalvalget, dog således, at medlemmerne
fungerer, indtil nyt medlem
udpeges.
§ 3. Det påhviler Handicaprådet
at følge og vurdere vilkårene i samfundet
for personer med handicap, herunder
på det forebyggende område.
§ 4. Folketinget og ministrene
kan rådføre sig med Handicaprådet i
alle anliggender af generel karakter,
der har betydning for vilkårene i samfundet
for personer med handicap.
Stk. 2. Med henblik på at sikre,
at rimelige hensyn til personer med
handicap tilgodeses i samfundets planlægning,
kan centrale offentlige myndigheder
rådføre sig med Handicaprådet
i anliggender, der berører
levevilkårene for personer med handicap.
Stk. 3. Handicaprådet kan selv
tage initiativ og fremsætte forslag til
ændringer på de nævnte områder.
§ 5. Socialministeren fastsætter
Rådets forretningsorden og stiller den
fornødne sekretariatsmæssige bistand
til rådighed.
§ 6. Bekendtgørelsen træder i
kraft den 1. juli 1998.
Karen Jespersen / Birgit Elvang

DET CENTRALE HANDICAPRÅD