PDF udgave - side 32-64 - Det Centrale Handicapråd

Det sundhedspolitiske område 

Stop for vederlagsfri fysioterapi til handicappede - 

et angreb på kompensationsprincippet 

I sommeren 1999 indgik regeringen en økonomiaftale med amterne, 

hvor man bl.a. enedes om, at der skulle sættes et loft for 

den vederlagsfri fysioterapi på 72 moduler, svarende til ca. 25 timer 

på et helt år. Ud over dette loft skulle den handicappede selv 

betale for fysioterapien, kun med almindelig amtsrefusion. Årsagen 

til indgrebet var, at udgifterne til ordningen havde udviklet sig 

stærkere, end man havde forventet. Derimod var der ikke foretaget 

nogen undersøgelse af, hvad der egentlig lå til grund for denne 

udvikling. Ordningen med vederlagsfri fysioterapi til svært fysisk 

handicappede var blevet indført ved finanslovsforliget 1989. 

Hvis denne aftale blev gennemført, ville man havde brudt med et 

af de helt grundlæggende principper i dansk handicappolitik, 

nemlig at den handicappede ikke skal betale for sit handicap, 

altså at handicappet kompenseres uden udgift for den handicappede, 

det være sig i form af behandling, hjælpemidler eller anden 

særlig bistand og støtte. 

På Rådets septembermøde drøftede man dette brud på kompensationsprincippet, 

samt hvad der kunne være årsag til udgiftsudviklingen. 

På det tidspunkt havde sundhedsministeren allerede i 

Folketinget kunnet oplyse, at i 1998 var der mindst 6200 personer, 

som var blevet henvist til og havde modtaget vederlagsfri fysioterapi, 

selvom de ikke var berettiget hertil. Rådet var også af 

den opfattelse, at fejlhenvisninger var en væsentlig årsag til stigningerne 

i udgifterne, men hertil kom, at såvel afinstitutionaliseringen 

som pensionsudbetalingen til institutionsbeboerne har bevirket, 

at fysioterapi, der hidtil var konteret som en institutionsudgift, 

nu figurerede som vederlagsfri fysioterapi. Heri lå altså 

ikke en stigning, blot en anderledes kontering. 

Rådet opfordrede derfor sundhedsminister Carsten Koch og regeringen 

til at revurdere aftalen, så mennesker med handicap, der 

kan kompenseres for handicappet med individuel fysioterapi, 

også fremover kan få denne ydelse vederlagsfrit hele året rundt. 

Samtidig opfordrede Rådet til at få undersøgt, om administrationen 

var sket i overensstemmelse med ordningens regler og formål. 

Årsberetning 1999 Det Centrale Handicapråd 32

ICIDH-2 

I december kom sundhedsministerens svar, og han oplyser, at 

man er i gang med at undersøge alternative modeller til begrænsning 

af udgifterne. For ham er det centrale, at vederlagsfri fysioterapi 

forbeholdes den gruppe patienter, ordningen er tiltænkt, så 

disse ikke presses ud af patienter eller patientgrupper, for hvem 

ordningen ikke er velbegrundet eller nødvendig. 

Endelig oplyser ministeren, at Sundhedsstyrelsen netop har udarbejdet 

et udkast til nye retningslinier for fysisk handicappede personers 

adgang til vederlagsfri fysioterapi, som i det væsentligste er 

en præcisering af henvisningskriterierne til ordningen med det 

hovedformål at sikre, at kun de, der opfylder kravene, får tilbuddet. 

Det præciseres heri, at personen skal have et svært fysisk 

handicap, tilstanden skal være varig, og fysioterapien skal have til 

formål at forbedre eller vedligeholde den fysiske funktionsevne 

eller forhale en forringelse af denne. Udkastet vil, lover ministeren, 

blive sendt ud til en bredere høring. Og ministeren ser hermed 

gode muligheder for at finde en løsning, der kan fastholde et 

godt, fagligt begrundet tilbud om gratis fysioterapi til de alvorligt 

handicappede, der hele tiden har været ordningens målgruppe. 

Sundhedsstyrelsen, der er dansk klassifikationsmyndighed for 

sundhedsvæsnet, er p.t. i færd med at oversætte Verdenssundhedsorganisationens 

(WHO) 2. udgave af en klassifikation på 

handicapområdet ICIDH-2 (International Classification of Functioning 

and Disabilities) til dansk. ICIDH-2 hører til den familie af 

klassifikationer, der er udviklet af WHO til anvendelse og belysning 

af forskellige sundhedsaspekter. 

ICIDH-2 er en gennemgribende revision af International Classification 

of Impairments, Disabilities and Handicaps (ICIDH), som 

WHO udsendte i en prøveudgave i 1980 med henblik på afprøvning, 

men som aldrig har fået større udbredelse og ej heller er 

blevet oversat til dansk. Den første råoversættelse er nu ude til 

høring med henblik på diskussion om klassifikationens egnethed 

som værktøj og fællessprog i danske sammenhænge. ICIDH-2 vil 

blive underkastet systematisk afprøvning og yderligere diskussion 

frem til 2001 og blive færdiggjort i overensstemmelse med resultaterne 

af afprøvningerne. WHO har understreget, at klassifikationen 

ikke skal klassificere mennesker, men kun helbredstilstande i 

samspil med den bestemte livssituation og omgivelsernes påvirkning. 

Det overordnede sigte med ICIDH-2 klassifikationen er at 

Årsberetning 1999 Det Centrale Handicapråd 33

Information og samtykke ved 

biomedicinske forsøg på 

mennesker 

tilbyde et samlet og standardiseret sprog, og en tilsvarende 

ramme til beskrivelse af menneskers funktionsevne og funktionsnedsættelse, 

som en vigtig del af den enkeltes helbredstilstand. 

Det Centrale Handicapråd følger med stor interesse arbejdet med 

ICIDH-2, der giver mulighed for et mere nuanceret syn på begrebet 

handicap, idet f.eks. to personer med den samme lidelse kan 

have forskellige funktionsniveauer, og to personer med samme 

funktionsniveau kan have forskellige helbredstilstande som baggrund. 

I 1999 har Rådet afgivet høringssvar til en bekendtgørelse om information 

og samtykke ved biomedicinske forsøg på mennesker. 

Det Centrale Handicapråd har tidligere taget skarpt afstand fra, at 

der tillades forsøg på personer, som på grund af et handicap 

mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt. I sit høringssvar konstaterer 

Rådet dog, at lovgivningen nu giver mulighed for dette. 

Rådet har derfor understreget, at der bør fastsættes klare og meget 

strenge regler for, hvornår der kan gennemføres forsøg på denne 

gruppe personer. 


Arbejdsmarkedet 

Besøg af arbejdsministeren 

Forbedring af 

kompensationsloven 

Arbejdsmarkedstemaet indgik i Rådets arbejdsplan i 1999 og var 

på som temadrøftelse ved Rådets junimøde. På mødet blev problemstillingerne 

omkring handicappede og arbejdsmarkedet diskuteret 

meget bredt, idet diskussionen spændte lige fra problemerne 

omkring den manglende dokumentation for effekten af de 

arbejdsmarkedspolitiske initiativer på handicapområdet til den 

manglende adgang for handicappede til efter- og videreuddannelse. 

Det var med stor glæde, at Rådet havde besøg af arbejdsministeren 

ved rådsmødet i december. Ved dette møde fortalte arbejdsministeren, 

at der arbejdes på at permanentgøre isbryderordningen 

og ordningen om personlig assistance til handicappede 

under efter- og videreuddannelse. Disse blev indført som forsøgsordninger, 

samtidig med at lov om kompensation til handicappede 

i erhverv m.v. trådte i kraft i juni 1998. Foreløbig er forsøgsordningerne 

forlænget indtil slutningen af 2000. Rådet er meget 

glad for dette, da Rådet mener, at begge ordninger er med til, at 

flere handicappede får/fastholder deres ansættelser på det ordinære 

arbejdsmarked. Ministeren fortalte bl.a. også, at reglerne 

om fleksjob ville blive forbedret i forhold til reglerne om ledighedsydelse 

(de nye regler trådte i kraft 1. januar 2000), og at der 

også arbejdes på at forbedre reglerne om seniorydelse. Endelig 

lovede arbejdsministeren at kigge på problemet med, at handicappede 

i beskyttet beskæftigelse og på beskyttede værksteder 

ikke er dækket af arbejdsmiljøreglerne. 

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. blev i løbet 

af 1999 forbedret, idet det er muligt frem til 31. december 2001 

at rekvirere en personlig assistent fra et vikarbureau. Kravet til 

indholdet af arbejdsmarkedetsrådets årlige beretninger er udvidet 

til også at skulle indeholde oplysninger om tildeling af personlig 

assistance under efter- og videreuddannelse, anvendelse af isbryderordningen 

og tildeling af hjælpemidler. Endelig indeholder 

ændringen af lov om kompensation til handicappede i erhverv 

m.v. også en forbedring af klagemulighederne. Det er nu muligt 

også at klage over afslag over personlig assistance under efter- og 


Problemer med 

arbejdsmarkedspensioner 

AMU 

videreuddannelse, afslag vedrørende isbryderordningen samt tilskud 

til nødvendige arbejdsredskaber. Arbejdsmarkedets Ankenævn 

kan ligeledes udtale sig om, hvorvidt offentlige myndigheder 

har overtrådt reglerne om samtale- og forhandlingspligt ved 

fortrinsadgang til ledige stillinger og bevillinger hos offentlige 

arbejdsgivere/bevilligesmyndigheder. I forbindelse med vedtagelsen 

af ændringsloven til lov om kompensation til handicappede i 

erhverv m.v. har Rådet afgivet høringssvar, og Rådet er meget tilfreds 

med de foreslåede ændringer. 

Efter fremlæggelsen af Center for Ligebehandling af Handicappedes 

beretning for 1997, hvor Centret gør opmærksom på det ligebehandlingsproblem, 

der foreligger, når lønmodtagere med et 

handicap ikke kan tegne en obligatorisk arbejdsmarkedspension 

på lige vilkår med ikke handicappede lønmodtagere, besluttede 

Rådet, at der skulle arbejdes videre med problemstillingen. Der 

har efterfølgende været afholdt et orienteringsmøde, hvor Centret 

og Rådet samt Forsikring og Pension havde mulighed for at udveksle 

synspunkter og afklare spørgsmål af forsikringsmæssig karakter. 

Den 24. august 1999 afholdt Centret i samarbejde med 

DSI en høring om emnet på Christiansborg. Da der er tale om en 

kompliceret problemstilling og en problemstilling, der bliver mere 

og mere udbredt, er der enighed om at forsætte arbejdet med 

at søge at få den løst blandt de implicerede parter. 

Også inden for arbejdsmarkedsuddannelserne er der sket meget i 

løbet af 1999. Arbejdsministeriet har i perioden fra 1998 til 2001 

afsat 23 mio. kr. til iværksættelse af to handlingsplaner: en om 

undervisningen og en vedrørende den fysiske tilgængelighed. I 

april afholdt Rådet i samarbejde med Arbejdsmarkedsstyrelsen en 

konference, hvor målet var at oplyse de mennesker, som er involverede 

i tilrettelæggelsen og afholdelsen af AMU-uddannelser, 

om initiativerne. Der er udarbejdet to foldere om ordningerne, 

som informerer om de muligheder, der er for at hente hjælp i forbindelse 

med handicappede kursister. Samtidig er et tema-hæfte 

om handicappede og AMU ved at være klar til udsendelse. Hæftet 

skal oplyse om forsøgsordningen og sætte temaet ‘handicap’ 

på dagsordenen. Hæftet udarbejdes i et samarbejde mellem Rådet 

og Arbejdsmarkedsstyrelsen. 


Endelig kan nævnes, at Rådet har diskuteret diskriminationsforbuddet 

i Amsterdamtraktatens artikel 13, som forventes at få 

betydning inden for arbejdsmarkedsområdet. Se nærmere om 

dette under det internationale afsnit. 


Fysisk tilgængelighed 

Trafikcafé 

Initiativer for 

handlingsplanen 

Det fremgår af regel nr. 5 i FN’s Standardregler om Lige Muligheder 

for Handicappede, at tilgængelighed er altafgørende for opnåelse 

af lige muligheder i alle områder af samfundet. Videre 

fremgår det af regel nr. 5, at de enkelte lande bør indføre handlingsprogrammer 

med henblik på at gøre de fysiske omgivelser 

tilgængelige for mennesker med handicap. Det Centrale Handicapråd 

er ganske enig i dette, og begrebet tilgængelighed har altid 

haft høj prioritet i Rådets arbejde. 

Med udgangspunkt i FN’s Standardregler nedsatte regeringen i oktober 

1995 det tværministerielle udvalg, og i 1997 præsenterede 

by- og boligministeren udvalgets handlingsplan. Siden 1998 har 

Rådet været repræsenteret i følgegruppen, der består af de involverede 

ministerier samt repræsentanter for De Samvirkende Invalideorganisationer 

og Center for Ligebehandling af Handicappede. 

Følgegruppen skal løbende følge med i arbejdet med udførelsen 

af handlingsplanen og i udviklingen af denne. Med oprettelsen 

af det tværgående ministerudvalg blev følgegruppen nedlagt. 

Som et led i regeringens handlingsplan afholdt by- og boligministeren 

i samarbejde med trafikministeren i september 1999 

“Trafikcafé” , hvor man satte fokus på temaet “ Den sammenhængende 

rejse - for alle”. Rådet deltog i denne konference, der viste, 

at der stadig mangler meget, før vi kan tale om en sammenhængende 

rejse for alle, men at der trods alt også er en del gode eksempler, 

der viser, at det kan lade sig gøre at skabe en sammenhængende 

rejse for alle. 

Der er i løbet af 1999 taget forskellige initiativer i forbindelse 

med regeringens handlingsplan. F.eks. kan nævnes: 

• By- og Boligministeriet påbegyndte i 1999 udgivelsen af det 

kvartalsvise nyhedsbrev om tilgængelighed. Nyhedsbrevet sætter 

fokus på information og gode erfaringer om tilgængelig indretning 

af omgivelser. 

• By- og Boligministeriet gennemførte i marts 1999 en landsdækkende 

informations- kampagne med TV-spot og foldere om tilgængelighed. 


Landsplanredegørelsen 

• Ved statsligt byggeri skal der udnævnes en bygherreansvarlig 

person, der skal være ansvarlig for, at byggeriet bliver tilgængeligt 

for handicappede. 

• By- og Boligministeriet har i 1999 arbejdet på en vejledning til 

kommunerne om varetagelse af dispensationskompetencen på 

handicapområdet. Dette arbejde har Rådet fulgt tæt gennem Center 

for Ligebehandling af Handicappede. 

• Udarbejdelsen af en standard for tilgængelighed, som beskriver 

funktionen af tilgængelighed på de forskellige områder og giver 

anvisninger på, hvordan udformningen kan ske. Rådet har ligeledes 

fulgt dette arbejde tæt gennem Center for Ligebehandling af 

Handicappede. 

Begrebet tilgængelighed er også kodeordet i Rådets høringssvar 

vedrørende landsplanredegørelsen “Lokal identitet og nye udfordringer”. 

Forslaget til landsplanredegørelsen 1999 indeholder regeringens 

mål for landsplanpolitikken og forslag til handlinger, 

som kan bidrage til at virkeliggøre målsætningerne. Forslaget peger 

eksempelvis på, at amter og kommuner bør bruge den fysiske 

planlægning som led i den lokale erhvervsstruktur, ligesom man i 

stedet for at bygge nye transportanlæg bør anvende transportinfrastrukturen 

fornuftigt, hvis transporten skal blive mere effektiv og 

miljøvenlig. I sit høringssvar henviser Rådet til FN’s Standardregler 

og til Folketingsbeslutning B 137 om forbedring af trafik- og 

adgangsforhold for handicappede. 


Internationalt arbejde 

Antidiskriminationsdirektiv på beskæftigelsområdet 

er på vej 

I december 1999 modtog Rådet fra EF-Specialudvalget vedr. arbejdsmarkedet 

og sociale forhold EU-Kommissionens forslag til 

anti-diskriminationspakken. 

Anti-diskriminationspakken er en omsætning til praksis af beføjelserne 

i EF-Traktatens artikel 13, efter hvilken Rådet med enstemmighed 

på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa Parlamentet 

kan træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe 

forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, 

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. 

Pakken består af fire dele: 

• Udkast til meddelelse om visse fællesskabsforanstaltninger til 

bekæmpelse af diskrimination. 

• Forslag til Rådets direktiv om generelle rammebestemmelser 

om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv 

• Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af ligebehandling 

af alle uanset race eller etnisk oprindelse samt 

• Forslag til Rådets afgørelse om Fællesskabets handlingsprogram 

for bekæmpelse af forskelsbehandling. 

Det er set ud fra et handicapsynspunkt navnlig den anden del, der 

påkalder sig opmærksomheden. Det er et såkaldt horisontalt direktiv, 

der er tale om, idet man ønsker at beskytte samtlige de i artikel 

13 opregnede grupper mod at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet. 

Undtaget er alene kønsdiskrimination, som allerede er 

reguleret i artikel 141 og i to ligebehandlingsdirektiver om ligebehandling 

mellem mænd og kvinder. 

Udkastet til det horisontale direktiv har til formål at knæsætte 

ligebehandlingsprincippet i medlemslandene hvad angår adgang 

til beskæftigelse og erhverv. Herved forstår man bl.a. forfremmelse, 

erhvervsuddannelse, ansættelsesvilkår samt medlemskab 

af visse organisationer. Direktivet er ikke til hinder for et højere 

beskyttelsesniveau i de enkelte lande, det er altså et såkaldt 

minimumsdirektiv. 


Hverken direkte eller indirekte diskrimination er tilladt. Ved indirekte 

forskelsbehandling forstås når en bestemmelse, et kriterium 

eller en praksis, skønt tilsyneladende neutral, stiller de diskriminationsbeskyttede 

ringere end andre. Her kan dog gøres undtagelser, 

hvis dette er hensigtsmæssigt og nødvendigt og kan begrundes 

i objektive faktorer. 

Også chikane af de omtalte grupper bliver forbudt, hvis der herved 

skabes et generelt truende, fjendtligt, krænkende eller forstyrrende 

arbejdsmiljø. 

Af stor betydning bliver det, at der skal sørges for passende faciliteter 

for at give handicappede personer mulighed for adgang til 

eller øget deltagelse i beskæftigelse. Undtaget er dog, hvis det 

medfører uforholdsmæssigt store ulemper. I såvel England som 

Sverige findes allerede sådanne bestemmelser, men vi har her at 

gøre med et felt, hvor der er modstand, fordi det ofte vil koste 

penge at stille de omtalte faciliteter til disposition. 

Der indføres delt bevisbyrde, forstået således at den krænkede 

først skal sandsynliggøre, at der er sket diskrimination, hvorefter 

den anklagede skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke blev 

krænket. 

Der skal sikres nationale retslige og/eller administrative procedurer 

for håndhævelse af reglerne og 2 år efter vedtagelsen, skal direktivet 

være gennemført nationalt 

Der er ikke i direktivforslaget sket en definition af begrebet handicap. 

En vedtagelse af det horisontale direktiv på arbejdsmarkedsområdet 

vil få indgribende betydning også i Danmark. 

Handicaprådet er imod at gennemføre princippet om ligebehandling 

af handicappede ved bindende regler og sanktioneret med 

straffebestemmelser. Vi foretrækker i stedet en løbende dialog 

med myndigheder og private personer og virksomheder. 

Rådet vil følge direktivets vej gennem instanserne i Danmark og 

EU, hvor man håber på en vedtagelse i juni 2000. 


Internationalt i øvrigt 

Rådets plads i Rådet for 

Internationalt Udviklingssamarbejde 

Ministerrådet vedtog i maj 1999 sin resolution om lige muligheder 

for handicappede for beskæftigelse. Et tidligere udkast til resolutionen 

havde Det Centrale Handicapråd haft til høring, og vi 

var dengang bekymrede for fokuseringen på særlige job, beregnet 

for handicappede, og på mindstestandarder. Det Centrale Handicapråd 

ønskede i stedet lige muligheder på arbejdsmarkedet, 

kompensation for handicappet og så hellere incitamenter i form 

af handlingsprogrammer frem for lovgivning på området. 

Den vedtagne resolution er langt bedre end udkastet. Allerede i 

overskriften nævnes lige muligheder, og fokus ligger på mainstreaming. 

Handicapintegrationen skal ske inden for de nationale 

handlingsplaner for beskæftigelse, strukturfondene nævnes med 

de muligheder, der ligger heri, ligesom informationssamfundets 

muligheder fremhæves. Brugerne skal inddrages, og Rådet opfordrer 

Kommissionen til at fremme lige muligheder for beskæftigelse 

af handicappede i sine egne institutioner - et felt, hvor Kommissionen 

har været særdeles sendrægtig. 

Resolutionen efterlyser analyser på området, man ønsker nye strategier 

udviklet, og det slås fast, at de lige muligheder hænger nøje 

sammen med tilgængelighed, uddannelse og efteruddannelse, 

med arbejdspladsindretning, med hjælpemidler etc. 

Rådet har længe forsøgt at få tættere kontakt til Udenrigsministeriet 

med henblik på at blive hørt, når handicapspørgsmål drøftes i 

internationale sammenhænge. Rådets ønsker kom frem i en brevveksling 

med udenrigsminister Niels Helveg Petersen i 1998, og 

det endte med, at udenrigsministeren meddelte, at i EU-regi må 

samarbejdet gå gennem de relevante ministerier, mens samarbejdet 

på udviklingsministerens område kunne ske via Rådet for Internationalt 

Udviklingssamarbejde, hvori Det Centrale Handicapråd 

kunne få en plads. Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde 

har til opgave at følge Styrelsen for internationalt Udviklingssamarbejdes 

virksomhed, modtage beretning fra Styrelsen og 

fremkomme med råd og henstillinger. Rådet har mere end 70 

medlemmer. Handicaprådet indstillede sin næstformand John 

Møller, som den 11. marts 1999 af udviklingsministeren blev udnævnt 

til medlem af Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde 

frem til 31. december 2001. 


Trafik 

Individuelle 

kørselsordninger 

Trafikministeriets 

årlige status 

Siden 1995 har Rådet arbejdet på at få trafikministeren til at rette 

op på en række problemer ved administrationen af de individuelle 

kørselsordninger for bevægelseshæmmede. Problemerne 

handler især om antallet af ture, aldersgrænser, taksering og kørsel 

fra dør-til-dør i stedet for fra kantsten-til-kantsten. Det arbejde 

er nu nået så langt, at Trafikministeriet er i gang med at se på 

praksis i sammenhæng med regelsættet. Ministerens mål er at 

finde en løsning i samarbejde med Amtsrådsforeningen. 

Rådet har ved flere lejligheder udtrykt sin utålmodighed med 

hensyn til at finde en løsning - ikke mindst fordi Rådet er af den 

opfattelse, at amternes praksis i flere tilfælde er ulovlig. Folketingets 

Ombudsmand har bedt trafikministeren om at blive holdt 

orienteret om, hvordan sagen forløber, og holder på den måde 

øje med, at der faktisk sker noget. 

Trafikministeren har i år udarbejdet en status over Trafikministeriets 

indsats over for handicappede, sådan som ministeren havde 

lovet på mødet med Det Centrale Handicapråd i september 

1998. Ministeriets statusoversigt viser, at der på mange punkter 

gøres meget for at sikre handicappede lige muligheder for at 

bruge transportsystemet. Samtidig kan Rådet konstatere, at oversigten 

ikke er udtømmende, og at der stadigvæk mangler en indsats 

på en række områder. Især er der problemer med sammenhængen 

mellem forskellige transportformer, og der er også eksempler 

på, at kun enkelte handicapgrupper er inddraget i planlægningen 

af nye tiltag, hvorefter der senere har vist sig at være 

tilgængelighedsproblemer for andre grupper. 

Generelt ser Rådet meget positivt på trafikministerens indsats 

med at udarbejde en status, og Rådet har foreslået, at der udarbejdes 

en redegørelse om trafikområdet en gang om året, og at 

ministeren drøfter denne med handicaporganisationerne, så indsatsen 

kan bedømmes og diskuteres med regelmæssige mellemrum. 

Trafikministeren har meldt tilbage, at hun gerne udarbejder 

skiftevis en egentlig oversigt det ene år og en kort status det næste, 

som bagefter bliver drøftet med handicaporganisationerne. I 

den nærmeste fremtid vil ministeren satse på at få en nærmere 

vurdering af vejreglerne, de individuelle kørselsordninger og af 

togtrafikken. 


Busdirektivet 

Taxibekendtgørelsen 

Rådet har været involveret i forskellige forslag til ændringer i 

regelsættet for busser og buskørsel. EU’s busdirektiv har været til 

høring igen i foråret 1999 i en ny udgave med EU-parlamentets 

ændringsforslag til EU-kommissionens oprindelige udkast. Rådet 

var meget tilfreds med forslaget, der blandt andet gav direktivet et 

bredere handicapbegreb, som også omfattede personer med nedsatte 

sensoriske og mentale evner. Derudover var direktivet indrettet 

på at skulle sætte standarder, der også gør det muligt at 

rejse med el-kørestole. Rådet støttede et forslag om, at der blev 

nedsat en teknisk arbejdsgruppe med repræsentanter fra bl.a. 

handicaporganisationerne, som skulle fastsætte de mere præcise 

tekniske bestemmelser, og anbefalede i øvrigt, at fastspænding af 

kørestole blev en obligatorisk anordning. Desværre er direktivforslaget 

foreløbig strandet i EU-systemet, hvor Kommissionen er 

imod den del af forslaget, der handler om, at en teknisk arbejdsgruppe 

skal finde frem til de mere detaljerede regler. 

I forbindelse med høring over ændringer i busbekendtgørelsen og 

buskravsbekendtgørelsen har Rådet udtalt anerkendelse af, at 

Færdselsstyrelsen i samarbejde med Dansk Standard og handicaporganisationerne 

arbejder på at løse de tekniske problemer 

omkring sikkerhedsseler til kørestolsbrugere i busser, hvor kørestolen 

er fastspændt i bussen. 

Rådet har afgivet høringssvar på Trafikministeriets ændringer af 

taxiloven og -bekendtgørelsen. I denne sag er det afgørende for 

Rådet at få gennemført kompensationsprincippet, så der ikke opkræves 

særlig betaling for kørestolsbrugeres eller andre handicappedes 

kørsel med taxi. I 1999 har Trafikministeriet gennemført 

ændringer af taxibekendtgørelsen, så der nu står tydeligt, at man 

ikke kan kræve særlig betaling for en passagers behov for at benytte 

en lift til for eksempel kørestole. Altså forbud mod særligt 

gebyr for kørsel med lifttaxi og forbud mod særligt gebyr for brug 

af liften i en lifttaxi. Rådet havde derudover foreslået, at ministeriet 

også indførte et forbud mod opkrævning af en højere takst for 

kørsel med lifttaxi, men dette forslag blev ikke gennemført, og det 

er derfor stadigvæk lovligt at gøre det dyrere for kørestolsbrugere 

at køre med taxi, når de har brug for en lifttaxi. 


Parkeringskort 

Nye vejregler 

Rådet har afgivet høringssvar til Trafikministeriets udkast til ny bekendtgørelse 

om parkeringskort for handicappede. Rådet har rost, 

at kortet foreslås at blive personligt, og også vil kunne bevilges til 

personer, der benytter den individuelle kørselsordning. Det gør 

parkeringskortet langt mere fleksibelt og anvendeligt også i de situationer, 

hvor den bevægelseshæmmede ikke kører i sin egen 

bil. 

Rådet har haft nye regler om tilrettelæggelsen af vejarealerne til 

høring. Her har Rådet lagt vægt på Folketingsbeslutning B 137 fra 

1987 om forbedring af trafik- og adgangsforholdene for handicappede 

og på FN’s Standardregler. Rådet har forespurgt i Dansk 

Blindesamfund om, hvorledes fodgængerovergange bør udformes 

af hensyn til synshandicappede, og har givet Dansk Blindesamfunds 

anbefalinger videre til Vejdirektoratet. 


Justitsministeriets område 

Tidsubestemte domme 

Straffelovrådet barslede med en betænkning om tidsbegrænsning 

af de tidsubestemte domme til psykisk udviklingshæmmede og 

sindslidende i 1999. Betænkningen er et resultat af justitsministerens 

henstilling til Straffelovrådet om at se på de tidsubestemte 

domme, efter at Center for Ligebehandling af Handicappede i 

1995-96 gennemførte en undersøgelse om brugen af tidsubestemte 

retsfølger over for psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere. 

Rådets formand havde møde med justitsministeren herom i vinteren 

1997. 

Straffelovrådet afviser en konsekvent gennemførelse af et tidsbestemt 

sanktionssystem. Men i 4 forskellige modeller åbnes der 

op for, at der kan ske en ændring af det nuværende system. Model 

1, som er den, justitsministeren har fremlagt i et lovforslag om 

ændring af straffeloven i efteråret 1999, indebærer, at der indføres 

en tidsgrænse på 5 år for lovovertrædelser af “ikke-personfarlig” 

karakter, hvis foranstaltningen lyder på institutionsanbringelse eller 

åbner mulighed herfor. I særlige tilfælde kan dommen udstrækkes 

i yderligere 2 år, så den samlede varighed bliver 7 år. Er 

der tale om en dom til andet end institutionsanbringelse (f.eks. tilsyn), 

indføres en tidsgrænse på 3 år, der ligeledes i særlige tilfælde 

kan udstrækkes yderligere 2 år. 

Er der tale om lovovertrædelser af “personfarlig” karakter, så 

idømmes der som i dag tidsubegrænsede foranstaltninger. 

Rådet fandt det dybt skuffende, at Straffelovrådet alene havde baseret 

sig på udtalelser fra Retslægerådet, da de i betænkningen 

konkluderede, at tidsubestemte foranstaltninger stemte bedst 

overens med de forebyggende og terapeutiske retningslinier. Handicaprådet 

kunne derfor ikke tiltræde betænkningens forslag og 

anbefalede, at man fik undersøgt det terapeutiske perspektiv i 

dommene hos de sociale myndigheder og andre med viden om 

udviklingshæmmede samt afventede resultaterne af de overvejelser, 

der pågår i de øvrige nordiske lande om sanktionssystemet til 

udviklingshæmmede, inden en ændring af straffeloven. Dette er 

imidlertid ikke sket. Lovforslaget er fremsat. 


Adoptionsloven 

Arveloven 

I juni 1999 vedtog Folketinget en række ændringer af adoptionsloven. 

I forbindelse med lovforslagets fremsættelse og under Folketingets 

behandling af forslaget blev der bl.a. sat fokus på de 

krav, der stilles til adoptionsansøgeres helbredsmæssige forhold. 

Der bør ske en lempelse af praksis, således at personer med handicap 

i højere grad end i dag kan godkendes som adoptanter. 

Handicappede skal naturligvis individuelt vurderes som adoptanter 

ligesom alle andre. 

Civilretsdirektoratet besluttede, som led i den nærmere udmøntning 

af lovændringen, at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende 

kravene til adoptionsansøgeres helbredsmæssige forhold. Det 

Centrale Handicapråd blev bedt om at udpege to repræsentanter, 

hvorefter en medarbejder fra Center for Ligebehandling af Handicappede 

og en afdelingsleder fra Center for Små Handicapgrupper 

blev udpeget. Rådet imødeser med forventning resultatet af 

arbejdsgruppens indstillinger. 

På baggrund af den kritik, der har været af arveloven, er der blevet 

udarbejdet en “Redegørelse om behovet for ændringer af arveloven”. 

Rådet havde i sit høringssvar enkelte bemærkninger til afsnittet 

om psykisk udviklingshæmmede. Rådet fandt det fornuftigt at lovfæste 

den praksis, som gennem en årrække har fundet sted i Justitsministeriets 

forvaltning af sager, hvor forældre ønsker at testamentere 

på vegne af deres psykisk udviklingshæmmede børn. Når 

der er tale om psykisk udviklingshæmmede, som ikke opfylder de 

fornuftsmæssige krav for at kunne oprette testamente, er det hensigtsmæssigt 

at formalisere forældres mulighed for at indsætte arvinger, 

der kan arve, hvad der måtte være tilbage af arven efter 

forældrene, den dag den udviklingshæmmede falder bort. 

Rådet fandt dog redegørelsens formulering: “en psykisk udviklingshæmmet, 

som ikke selv opfylder de fornuftsmæssige minimumskrav 

for at kunne oprette testamente” uheldig. Med denne 

formulering er der ikke sat nogen grænse for, hvem der kan testere. 

Der skal derfor tages stilling til, hvornår en psykisk udviklingshæmmet 

person kan oprette eget testamente. Det kan ikke 

generelt udelukkes, at nogle psykisk udviklingshæmmede kan oprette 

testamente. Der er endnu ikke fremsat lovforslag om ændring 

af arveloven, men når dette sker, vil Rådet anbefale, at det 

nøje defineres, hvilke personer reglerne kan rettes imod. 


Indenrigspolitiske område 

Tilgængelighed til 

offentlig information 

Diskriminering i integrationsloven 

Det Centrale Handicapråd og De Samvirkende Invalideorganisationer 

(DSI) har rettet henvendelse til indenrigsministeren og udtrykt 

bekymring for, om handicappede tilgodeses i tilstrækkelig 

grad i forbindelse med integrationsloven. 

Kommunalbestyrelsen kan undlade at give udlændinge tilbud om 

aktivering, hvis den pågældende ikke er i stand til at deltage i aktivering 

på grund af et handicap. Indenrigsministeriet har fastsat 

bestemmelser i integrationslovgivningen om, at kommunerne ikke 

er forpligtet til at tilbyde udlændinge med handicap aktivering. 

Denne forskelsbehandling fandt Rådet og DSI helt uacceptabel, 

og derfor blev indenrigsministeren opfordret til at revurdere integrationslovgivningen. 

Indenrigsministeren mente imidlertid ikke, 

at der var behov for at fastsætte særlige regler for handicappede 

udlændinge, der er omfattet af integrationsloven. Rådet og DSI er 

ikke enig heri, men afventer foreløbig resultatet af en lovændring 

af integrationsloven. Af lovændringen fremgår bl.a., at udlændinge 

med handicap skal kunne tilbydes revalidering eller fleksjob 

efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik i stedet for et introduktionsprogram 

efter integrationsloven. Rådet imødeser derfor med 

interesse den praktiske udmøntning af ændringen af integrationsloven. 

Tilgængelighed bliver traditionelt knyttet tæt sammen med fysisk 

tilgængelighed som adgangsforhold, transportmuligheder m.v. 

Men tilgængelighed er også relevant, når vi taler om tilgængelighed 

til offentlig information. I 1997 kom en betænkning “Information 

til tiden” - en betænkning som i høj grad fokuserer på 

handicappedes adgang til information. 

Siden betænkningen fremkom, er der imidlertid sket meget lidt. 

Arbejdet med at sikre handicappede adgang til information ligger 

ikke i et bestemt ministerie. Det er en fælles opgave, der her skal 

løftes. Rådet har derfor rettet henvendelse til justitsminister Frank 

Jensen, som er ansvarlig for de overordnede principper for offentlig 

forvaltningsvirksomhed, for at få ham til at påtage sig ansvaret. 


Nej til antidiskriminationsklageorgan 

Indenrigsminister Thorkild Simonsen er også blevet kontaktet, da 

mange informationsaktiviteter til borgerne ligger i kommunerne. 

Begge ministersvar er positive, men indeholder ikke konkrete forslag 

til initiativer, de to ministerier vil sætte i værk for at sikre 

handicappedes adgang til information. Dog har indenrigsministeren 

orienteret de kommunale parter om korrespondancen med 

Rådet. 

Rådet er kritisk over for et fælles klageorgan i diskriminationssager 

mod bestemte, diskriminerede minoritetsgrupper, som foreslået 

af Nævnet for Etnisk Ligestilling. 

Der findes endnu ikke i Danmark regler, der forbyder diskrimination 

af mennesker på grund af handicap, og Rådet er kritisk over 

for indførelsen af sådanne regler. Forebyggelse af diskrimination 

mod handicappede skal efter Rådets opfattelse ske gennem oplysning, 

information og påvirkning af befolkningens holdninger til 

handicappede. Diskriminationslovgivning og individuel klageadgang 

løser efter Rådets opfattelse ikke handicappedes problemer. 


Kultur 

Tekstning af TV for døve og 

hørehæmmede 

Centrets undersøgelse af 

tilgængelighed til 

folkebiblioteker 

Kulturministeriets handlingsplan 

Kulturministeriets handlingsplan for handicappedes adgang til 

kulturen blev endelig offentliggjort 18. oktober 1999. 

Handlingsplanen satser på indarbejdelse af tilgængelighedskrav i 

kontrakter og bekendtgørelser og på en oplysningskampagne rettet 

mod de forskellige kultursektorer. Oplysningskampagnen vil 

bestå i udgivelse af temahæfter og eksempelsamlinger samt afholdelse 

af konferencer og seminarer. 

Blandt de enkelte initiativer, som handlingsplanen nævner, skal 

en ændring af bekendtgørelsen om arkitektuddannelsen fremhæves. 

Fremover stilles et nyt færdighedskrav om, at de studerende 

skal kende til og have viden om tilgængelighed. Dette er en sag, 

som Rådet længe har arbejdet for, og vi er glade for initiativet. Et 

andet konkret punkt i handlingsplanen drejer sig om handicappedes 

mulighed for at gennemføre de uddannelser, som ligger under 

Kulturministeriet. Kulturministeren vil her tage skridt til sikre, at 

alle handicappede, der iøvrigt opfylder optagelseskravene, får 

mulighed for at gennemføre uddannelse på de pågældende institutioner. 

TV-stationernes mangelfulde tekstning af dansksprogede TV-udsendelser, 

som gør en lang række TV-udsendelser utilgængelige 

for døve og hørehæmmede, er en gammel traver i Rådets arbejde. 

Der har også i 1999 været flittig brevveksling mellem Danske 

Døves Landsforbund, Landsforeningen for Bedre Hørelse, Det 

Centrale Handicapråd, bestyrelserne for DR og TV2, kulturministeren 

og statsministeren om den mangelfulde tekstning af ikke 

mindst nyheds- og aktualitetsudsendelser. Efter opfordring fra kulturministeren 

er der nu etableret en arbejdsgruppe med repræsentanter 

for Danske Døves Landsforbund, Landsforeningen for Bedre 

Hørelse, DR og TV2 med henblik på at udarbejde en fælles 

indstilling til ministeren. Denne indstilling skal være færdig i begyndelsen 

af år 2000. 

Center for Ligebehandling af Handicappede offentliggjorde i april 

1999 resultatet af deres undersøgelse af tilgængeligheden til de 

danske folkebiblioteker. Undersøgelsen peger på udbredte problemer, 

både hvad angår den fysiske tilgængelighed, tilgængelig- 


Lov om Biblioteksvirksomhed 

hed til materialer og bibliotekernes elektroniske søgefaciliteter og 

i bibliotekspersonalets kendskab til betjening af handicappede 

brugere. Oven på dette triste resultat kontaktede Rådet kulturministeren 

og bad hende om at rette henvendelse til samtlige kommuner 

med opfordring til, at bibliotekerne gøres tilgængelige for 

alle, og til at handicapaspektet integreres i Danmarks Biblioteksskoles 

bibliotekaruddannelse via lov om Danmarks Biblioteksskole. 

Endelig opfordredes ministeren til at tage initiativ til etablering 

af en tilgængelighedspulje, der kan yde kommunerne tilskud 

til forbedring af bibliotekers tilgængelighed. Samtidig sendte Rådet 

kopi af brevet til borgmestrene i landets kommuner med en 

opfordring til, at der også herfra sættes fokus på problemstillingen. 

Kulturministeren understreger i sit svar, at hun anser folkebibliotekerne 

som et af de væsentligste kulturpolitiske indsatsområder. 

Hun mener, at rapporten om bibliotekers tilgængelighed 

udgør et godt udgangspunkt dels for revision af lov om biblioteksvirksomhed, 

dels for forhandlinger med Danmarks BlindeBibliotek 

(DBB) om den fremtidige rådgivningsfunktion for folkebibliotekerne 

og endelig for forhandlingerne om resultatkontrakt med 

Danmarks Bibliotekskole. 

Kulturministeren fremsatte i efteråret så sit lovforslag til lov om 

biblioteksvirksomhed, som erstatter biblioteksloven. Blandt de 

vigtigste elementer i forslaget er en udvidelse af de medietyper, 

som folkebiblioteket skal stille til rådighed. Danmarks BlindeBibliotek 

får med loven rolle som en ‘overcentral’ for folkebibliotekerne, 

for så vidt angår materiale til blinde, svagtseende, ordblinde 

og andre, der på grund af handicap er ude af stand til eller har 

vanskeligt ved at læse trykt tekst. Samtidig tildeles DBB med forslaget 

en rådgivningsfunktion i forhold til folkebibliotekernes betjening 

af blinde, svagtseende og læsesvage brugere, herunder 

rådgivning i, hvordan biblioteker udformer deres hjemmeside, så 

den er tilgængelig for denne gruppe. Rådet ser meget positivt på 

den rolle, DBB med loven tildeles. Rådet fik inden fremsættelsen 

af forslaget lejlighed til at afgive høringssvar. I sit høringssvar foreslår 

Rådet forskellige tydeliggørelser med henblik på at fremme 

bibliotekernes tilgængelighed (i bred forstand) for handicappede. 

Det endelige lovforslag inddrager tilgængelighedsaspektet i bemærkningerne 

til loven, men Rådet ville have foretrukket en klar 

lovbestemmelse. 


Udvikling af handicapforskningen 

Det er titlen på den pjece, der i 1999 blev udgivet af Socialforskningsinstituttet. 

Hermed blev det initiativ publiceret, som Socialministeriet, 

Det Centrale Handicapråd og Socialforskningsinstituttet 

har stået fadder til. 

Socialforskningsinstituttet har set i øjnene, at forskning i handicapspørgsmål 

har været nedprioriteret, og med igangsætningen af 

handicapforskning som et særligt tværgående udviklingsområde i 

4 årsperioden 1999 - 2002 bliver der nu igangsat en kompetenceopbygning 

på handicapområdet i Socialforskningsinstituttet. 

Handicapforskningen skal ske i tilknytning til fem af Socialforskningsinstituttets 

ti programområder, og nogle projekter er allerede 

i fuld gang, andre er i planlægningsfasen. 

Inden for programområdet Socialpolitik er der 7 handicapprojekter: 

1) Forældre til handicappede børn og deres møde med systemet, 

som er et af de felter, hvor Rådet længe har gjort opmærksom på 

behovet for forskningsbaseret viden. Det samme gælder 2) Brugerinddragelsens 

omfang og former. 3) Den sociale dækning af 

handicappede i forhold til nutidens levevilkår, herunder betydningen 

af de mange skåne-og fleksjob, og betydningen af et eventuelt 

privatfinansieret forsikringssystem i fremtiden, hvilket Rådet 

også finder nødvendigt. 4) Evaluering af rådgivningsfunktionerne i 

Fyns Amt, et evaluerings- og organisationsprojekt. 5) Funktionshæmmedes 

brug af de offentlige systemer, såsom social-, sundheds- 

og arbejdsmarkedspolitiske ydelser. 6) Begreber i dansk 

handicappolitik, som skal beskrive integrations- og normaliseringspolitikkens 

baggrund, realisering og konsekvenser samt udviklingen 

i begreberne over tid. Også dette er et felt, hvor Rådet 

har peget på behovet for forskning. 

Og sidst, men ikke mindst, et projekt, som Rådet længe har haft 

placeret meget højt på ønskesedlen: 7) Befolkningens viden om 

og holdninger til handicappede. Projektet belyser, hvad danskerne 

forstår ved at være handicappet, og hvem der har negative, 

henholdsvis positive generelle eller specifikke holdninger. 

Det sætter holdninger, viden og adfærd i forhold til hinanden. 

Projektet vil give os viden om, hvilke parametre, der er bestemmende 

for holdningerne, og vil dermed pege på værktøjer i inte- 


grations- og ligebehandlingsarbejdet. Både Rådet og Center for 

Ligebehandling af Handicappede er repræsenteret i følgegruppen 

til denne undersøgelse. 

Inden for programområdet Komparativ velfærdsforskning findes 

projekt 8) Reintegration af langtidssygemeldte på arbejdsmarkedet, 

hvor man vil undersøge effekten af forskelle i regler omkring 

fyring og arbejdsgiveransvar og vurdere effekten af forskelle i 

kompensationsgrader i overførselsindkomsterne i Danmark og 

Holland. 

Programområdet Børn, unge og familier har to handicapprojekter, 

nemlig 9) Børn med handicap i dagtilbud og klub-fritidstilbud. 

Projektet sætter fokus på mødet mellem handicappede og 

ikke-handicappede børn i legen for at belyse processer og mekanismer, 

der hæmmer eller fremmer deres sociale udvikling. Og 

10) Unge handicappede, med fokus på overgangen fra barn til 

voksen. Hvilken grad af integration og segregation er optimal i 

overgangsfasen, når den handicappede unge skal udvikle selvstændighed 

og modenhed? Kontinuiteten i indsatsen skal sikres, 

selvom børnereglerne adskiller sig væsentligt fra voksenreglerne. 

Også dette forskningsfelt har Rådet efterlyst. 


I programområdet Social integration og marginalisering finder vi 

11) Handicaps betydning for arbejdsmarkedsstatus. Projektet vil 

vurdere en arbejdsudbudsfunktion for handicappede og se på 

indkomst, lønelasticiteter, arbejdsudbuddets og beskæftigelsesomfangets 

følsomhed over for handicappets omfang og karakter 

samt betydningen af overførselsindkomsterne. 

Og i programområdet Arbejdsmarkedets rummelighed har vi 

12) Måling af virksomhedernes sociale engagement, der vil belyse 

udviklingen i virksomhedernes beskæftigelse af handicappede, 

og hvor på arbejdsmarkedet ansatte med handicap er beskæftiget. 

Samt 13) Effekten af adfærden hos både medarbejdere 

og ledere i virksomheder på integrationen af svagere grupper, herunder 

handicappede. Hvordan spiller de to gruppers adfærd sammen 

i forhold til ansættelse og fastholdelse af ressourcesvage 

medarbejdergrupper som bl.a. handicappede? 

Det må også nævnes, at Rådet har fået en plads i Socialforskningsinstituttets 

Rådgivende Forskningsudvalg. 

Socialforskningsinstituttet holdt i januar 1999 et handicapforskningsseminar 

om socialpolitik og handicap som et led i kompetenceopbygningen. 

Her kom der en god dialog i stand mellem 

forskerne og interessenter som f.eks., Socialministeriet kommuner, 

amter og handicaporganisationer og Det Centrale Handicapråd. 

Socialforskningsinstituttet har ydermere taget initiativ til at skabe 

et dansk netværk af handicapforskere. På en workshop i november 

1999 fremlagde og drøftede en række af disse deres planlagte, 

igangværende eller netop afsluttede projekter på handicapområdet. 

Workshoppen viste klart, at der er et stort behov for at 

udveksle erfaringer, og Socialforskningsinstituttet vil også i 2000 

samle handicapforskere til en workshop. 

Alt i alt er der inden for den sociale sektor nu sket en bemærkelsesværdig 

opprioritering af handicapforskningen, der vil give os 

eksakt viden på en række væsentlige felter af stor handicappolitisk 

betydning. Rådet håber, at denne satsning vil få en dominoeffekt, 

så handicapforskning også bliver genstand for interesse og 

satsning i Forskningsministeriet, i Forskningsforum, i forskningsrådene 

og i de øvrige sektorforskningsinstitutioner. 


Telekommunikation 

Telekommunikation flyder uden hensyn til landegrænser og får 

stigende indflydelse i hverdagen. Det er derfor af stor betydning, 

at nye tjenester og nyt udstyr udvikles, så det også kan benyttes af 

handicappede. Som eksempel på udviklingsmuligheder kan nævnes, 

at Telestyrelsen i 1999 har udarbejdet “Udredningen om 

UMTS” (Universal Mobile Telecommunications System), som Det 

Centrale Handicapråd har haft til høring. Konceptet for UMTS indebærer, 

at brugerne skal have adgang til personlig kommunikation, 

i princippet hvor som helst og når som helst, det vil sige individualiseret 

kommunikation med global anvendelighed. Blandt 

de muligheder, der forventes, er f.eks. kommunikationstjenester 

såsom videotelefoni og videokonferencer. 

Det er vigtigt, at Det Centrale Handicapråd som aktiv høringspart 

har mulighed for at fremsætte handicappolitiske synspunkter, når 

Forskningsministeriet skal fastlægge den danske holdning med 

henblik på stemmeafgivning i EU-Kommissionen, når der stemmes 

om nye direktiver på telekommunikationsområdet, og efterfølgende 

når direktiverne skal implementeres i dansk telelovgivning. 

EU er som udgangspunkt opmærksom på, at alle borgere i EU bør 

have adgang til at udnytte de muligheder, som telekommunikation 

rummer, bl.a. for at fremme og styrke EU’s position og konkurrenceevne. 

Det Centrale Handicapråd har også i 1999 ved 

Forskningsministeriets høringer over EU-initiativer gentagne gange 

påpeget vigtigheden af, at handicapaspektet inddrages i udviklingen 

af nye tjeneste- og medietyper og udstyr, således at også 

handicappede har mulighed for at deltage i og tage medansvar 

for det samfund, de lever i. 

Men trods de gode intentioner er handicapaspektet (fortsat) ikke 

indføjet blandt de “væsentlige krav” i Europa-Parlamentets og Ministerrådets 

direktiv (99/5/EF) om radio- og terminaludstyr samt 

gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse, til trods for 

at direktivet er udstedt ud fra en betragtning om bl.a., at telekommunikation 

er af afgørende betydning for handicappedes livskvalitet 

og beskæftigelse. 

I høringssvar til Forskningsministeriet over forslaget til dansk lovgivning, 

hvori oven for omtalte EU-direktiv om radio- og terminaludstyr 

implementeres, anførte Det Centrale Handicapråd, at 


Information 

man var af den opfattelse, at de krav, der skal være opfyldt, for at 

apparaterne frit kan markedsføres, hvilket loven bl.a. har til formål, 

bør udbygges med kravet om tilgængelighed for handicappede. 

Det Centrale Handicapråd har i 1999 deltaget i et udvalgsarbejde 

med tilknytning til “Det Digitale Danmark”, hvor kommissoriet 

flyttede fokus fra udviklingen af de infrastrukturelle forudsætninger 

for informationssamfundet til det liv, der leves i og med informationssamfundet. 

I et notat konstaterede Det Centrale Handicapråd 

i den anledning, at den nuværende forsyningspligtlovgivning 

er meget dårlig, når det gælder om at sikre forskning, udvikling 

og implementering af nye løsninger og nye tjenester, og at 

der derfor er et presserende behov for at få suppleret forsyningspligtstrategien 

med nye elementer, som sikrer, at eksisterende tjenester 

fornyes i takt med den teknologiske udvikling, og at der 

sker forskning i og udvikling af nye tjenester. Det Centrale Handicapråd 

har i januar 2000 påpeget dette i et høringssvar til Forskningsministeriet 

over forslag til ny forsyningspligtlovgivning. 

Forskningsministeren fremlagde den 9. december 1999, en uge 

efter lanceringen af udvalgsrapporten om “Det Digitale Danmark”, 

en IT-og telepolitisk redegørelse i Folketinget med titlen 

“Omstilling til Netværkssamfundet”. Ifølge redegørelsen vil Forskningsministeriet 

bl.a. gøre status over de hidtidige IT-initiativer, 

der retter sig mod handicapområdet. Målet er at samle op og 

eventuelt komme med forslag til nye initiativer i forbindelse med 

forskningsministerens næste redegørelse til Folketinget. Samtidig 

skal det sikres, at regeringens nye IT-politiske initiativer indeholder 

overvejelser om tilgængelighed for alle, herunder handicappede. 

Redegørelsen nævner også, at der, for at højne de offentlige 

hjemmesiders kvalitet, skal gennemføres kvalitetstjek fire gange 

årligt, bl.a. også for at sikre større brugervenlighed, herunder almen 

tilgængelighed for handicappede. Også nedsættelsen af det 

tværgående ministerudvalg for handicapområdet, der er omtalt i 

forordet er omtalt i IT-redegørelsen. 


Finansiering af 

kompensationsprincippet 

I 1998 aftalte regeringen og de kommunale parter at søge at fjerne 

en række barrierer for effektiv drift på hjælpemiddelområdet, 

så det herved blev lettere at realisere de opsatte målsætninger. I 

perioden 1987-1997 var udgifterne på området steget med ca. 

33% fra 1,5 mia. kr. til 2,0 mia. kr, hvilket svarer til en gennemsnitlig 

årlig stigning på 2,9%. 

Der blev nedsat en arbejdsgruppe, som skulle gennemgå de offentlige 

tilskudsordninger. Arbejdsgruppen skulle bl.a se på hensigtsmæssigheden 

i den nuværende tilskudsstruktur og udgiftsstyring 

på sygesikrings- og hjælpemiddelområdet. Arbejdsgruppen 

skulle vurdere, om de offentlige tilskud fordeles hensigtsmæssigt, 

og om de rette incitamenter sikres. Samtidig skulle arbejdsgruppen 

undersøge muligheden for at kombinere adgangen 

til frit valg med egenbetaling, hvis der vælges et dyrere hjælpemiddel 

end det tilbudte. 

I juni 1999 udkom rapporten “Offentlige tilskud på hjælpemiddelområdet” 

som et resultat af arbejdet. 

Rapporten kommer med forslag til, hvordan udgifterne til hjælpemidler 

kan begrænses, således at udgiftsniveauet ikke stiger så 

voldsomt fremover: Modtagerkredsen kan begrænses, begrænsning 

i antallet af hjælpemidler, der ydes støtte til, og begrænsning 

af den offentlige støtte til det enkelte hjælpemiddel. 

Hvis sådanne indskrænkninger i grundlaget for tildeling af hjælpemidler 

gennemføres, vil det få alvorlige konsekvenser for de 

personer, som er afhængige af at få støtte til hjælpemidler for at 

kunne klare f.eks. hverdag, job m.v. Det ville være et brud på det 

kompensationsprincip, hvorefter et handicap skal kompenseres 

bedst muligt gennem støtte fra det offentlige, uafhængigt af 

modtagerens økonomiske vilkår i øvrigt. 

På baggrund af rapporten rettede Rådet henvendelse til finansministeren. 

I henvendelsen advarede Rådet kraftigt mod et angreb 

på kompensationsprincippet. Desuden henledte Rådet opmærksomheden 

på nogle faktorer, som også kunne være årsag til den 

voldsomme stigning i udgifterne til hjælpemidler, herunder ophævelsen 

af institutionsbegrebet, hvorved alene konteringen af 

udgiften blev anderledes. 


Friere valg på de kommunale 

serviceydelser? 

Finansministeren har besvaret Rådets henvendelse og oplyst, at 

regeringen ikke har planer om at ændre på kriterierne for tildeling 

af hjælpemidler. 

Regeringen og Kommunernes Landsforening har indgået en aftale 

om, at borgerne på de relevante kommunale serviceområder bør 

have flere valgmuligheder mellem kommunale institutioner inden 

for og på tværs af kommunegrænserne og/eller mellem kommunale 

og private udbydere. Som resultat af aftalen har der været 

nedsat et fælles udvalg, som havde til formål at: - kortlægge i 

hvilket omfang kommunerne allerede tilbyder borgerne frit valg 

på de kommunale serviceområder - også frit valg, der ikke er lovbestemt 

- identificere barrierer for yderligere udbredelse af frit 

valg - stille forslag til yderligere udbredelse af frit valg i kommunerne 

- udvikle mulighederne for at stille kvalitetsvurdering og 

sammenligning institutionerne imellem til rådighed for borgerne i 

sammenlignelig form.Udvalget har haft repræsentanter for Stats-, 

Økonomi-, Indenrigs-, Social-, Undervisnings-, Sundheds-, 

Forsknings- og Finansministeriet, Kommunernes Landsforening, 

Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner. 

Der er kun i meget begrænset omfang en ret til valgfrihed inden 

for kommunale serviceydelser, men i en lang række tilfælde er 

muligheden til stede. Denne mulighed udnyttes dog kun i meget 

begrænset omfang. Udvalget foreslår, at adgangen til friere valg 

kan øges ved at udvide borgernes lovfæstede ret til frit valg, ved 

at indgå forpligtende aftaler mellem stat og kommuner om udvidelse 

af de eksisterende aftaler på landsplan, ved tilskyndelse 

gennem økonomiske incitamenter og ved at understøtte den 

igangværende udvikling gennem analyser, forsøg, vejledning og 

fjernelse af barrierer. 

Udvalgets arbejde har været begrænset til en række kommunale 

ydelser, såsom hjemmehjælp, hjælpemidler, ledsagelse og andre 

tilskud til psykisk og fysisk handicappede. 

I Rådets høringssvar blev fysisk tilgængelighed og informationstilgængelighed 

anført som forudsætninger for reelt frit valg. Rådet 

anførte samarbejdsaftaler som en mulighed for at øge frit valg af 

dagbeskæftigelse m.v., og til fremme af brugerindflydelse har Rådet 

anbefalet, at der indføres ret til frit valg af botilbud, specialundervisning, 

særlige dagtilbud til børn, valg mellem offentlig og 

privat leverandør samt personligt udpegede hjælpere. 


Kommunerne 

Det Centrale Handicapråd har siden FN’s vedtagelse i 1993 af 

FN’s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede arbejdet 

på at få reglerne efterlevet i Danmark. 

Det Centrale Handicapråd er af regeringen udpeget til nationalt 

koordinationsudvalg for FN’s Standardregler, se regel nr. 17, og 

skal i denne egenskab “tjene som nationalt samlingspunkt for 

handicapspørgsmål”. 

I første omgang rettede Rådets bestræbelser sig mod de centrale 

myndigheder, men ved 5 års jubilæet for Standardreglerne i 1998 

besluttede Rådet at forsøge også at få amter og kommuner til at 

tage fat på implementeringen af Standardreglerne. Når dette er 

specielt vigtigt, er årsagen jo, at overordentlig mange af de offentlige 

beslutninger, som har betydning for handicappedes lige muligheder 

her i landet, er decentraliseret til amter og kommuner. Så 

hvis Standardreglerne skal få succes, er det helt afgørende, at 

også amter og kommuner tager opgaven på sig. 

Rådet besluttede, at der skulle udarbejdes en pjece, der som 

værktøjskasse kunne anvendes af kommuner og amter i implementeringen 

af Standardreglerne netop på de områder, hvor det 

direkte ansvar for handicaprelevante afgørelser ligger i det decentrale 

niveau. 

Kolding kommune, der allerede var i fuld gang med at gennemføre 

Standardreglerne kommunalt, var en god inspiration. 

Pjecen blev færdig i år og blev den 1. september sendt ud til 

borgmestre, udvalgsformænd, kommunalbestyrelse og kommunaldirektør 

i alle landets kommuner, og til amtsborgmester, udvalgsformænd, 

amtsråd og amtskommunaldirektør i alle landets 

amter. Pjecen består, udover et forord ved Rådets formand, af et 

afsnit kaldet ‘Starthjælp’ med ideer til organisering af arbejdet, et 

afsnit ‘Et skridt foran’ med interview med tre ildsjæle fra Kolding 

kommune og endelig af ‘Værktøjskassen’, der regel for regel 

kommer med ideer til kommunale initiativer. 

I erkendelse af, at der nok skal mere til for generelt at gøre kommunerne 

interesserede i FN’s Standardregler, har Rådet i november 

skrevet til Kommunernes Landsforenings formand Anker Boye 

og opfordret til, at man mødes for at drøfte, om Rådet og Kommunernes 

Landsforening i fællesskab kan gøre en indsats og tage 

nogle initiativer, som kan være med til at sætte fokus på kommunernes 

rolle i handicappolitiken. 


Amterne 

Børnehaveklassetilbud 

på specialskolerne 

Voksne på børneinstitutioner 

Siden 1995 har Det Centrale Handicapråd beskæftiget sig med 

antallet af handicappede voksne, der ulovligt bor på døgninstitutioner 

for børn og unge. Center for Ligebehandling af Handicappede 

har undersøgt antallet årligt. Antallet af voksne på børneinstitutioner 

er faldet for hvert år, men samtidig har der i 1997 

og 1998 været et voksende antal konverterede pladser, hvor 

voksne formelt har ophold i et tilbud for voksne, men den enkelte 

placering er stadig rent fysisk på en døgninstitution for børn og 

unge.Der er flere problemer i forhold til voksnes ophold på institutioner 

for børn og unge. Det ene består i, at serviceloven giver 

mulighed for, at unge mellem 18 og 20 år kan have ophold på en 

institution for børn og unge, hvis den unge/voksne er indforstået. 

Servicelovens regler om institutioner for børn og unge giver derimod 

ikke mulighed for at forlænge opholdet udover det fyldte 20. 

år. Derudover er der et mere principielt problem i, at voksne vedbliver 

at opholde sig i et miljø for børn og unge.Den seneste undersøgelse 

af problemet er gennemført af Amtsrådsforeningen i 

januar/februar 1999. Ifølge Amtsrådsforeningens undersøgelse har 

i alt 50 personer over 18 år, heraf 20 personer over 20 år, nu ophold 

på en institution for børn og unge. Samlet set viser Amtsrådsforeningens 

undersøgelse et fald på ca. 10% i antallet af 

voksne, der fysisk befinder sig på en institution for børn og unge. 

Men antallet af personer over 20 år, der bor på institution efter 

servicelovens børneregler, er faktisk steget med 3, siden Centrets 

undersøgelse i juli/august 1998. 

På rådsmødet i juni blev dette problem diskuteret. Da der var 

bred enighed om, at problemerne med voksne på børneinstitutioner 

bør løses, blev konklusionen, at Amtsrådsforeningen en gang 

årligt gennemfører en undersøgelse af, hvor mange voksne der 

fortsat opholder sig på en børneinstitution. Den fortsatte fokus på 

området vil forhåbentlig medføre, at reglerne følges, således at ingen 

voksne skal have ophold på børneinstitutioner i strid med 

lovgivningen på området. 

I 1998 gennemførte Ligebehandlingscentret en undersøgelse af 

amternes tilbud om børnehaveklassepladser til børn omfattet af 

den vidtgående specialundervisning efter folkeskolelovens § 20, 

stk. 2. Det viste sig, at nogle amter slet ikke havde tilbud til den- 


Amternes specialrådgivning 

på handicapområdet 

ne gruppe børn, hvilket indebærer, at et antal børn med behov for 

vidtgående specialundervisning ikke tilbydes 11 års skolegang således 

som andre børn. 

Rådet henvendte sig i maj 1999 til Amtsrådsforeningen på baggrund 

af resultaterne af Centrets undersøgelse. I henvendelsen 

gjorde Rådet opmærksom på den forskelsbehandling, der sker 

mellem børn med behov for vidtgående specialundervisning og 

andre børn, når det gælder tilbud om børnehaveklasse. 

Amtsrådsforeningen svarede, at man er opmærksom på dette problem, 

og at situationen vil blive ændret i forbindelse med en 

igangværende reform af reglerne om vidtgående specialundervisning, 

hvor børnehaveklasser vil blive sidestillet med det øvrige 

skoleforløb. 

Udviklingscenter for Specialrådgivning har i april 1999 udgivet 

rapporten „Amternes specialrådgivning på handicapområdet - status, 

tendenser og anbefalinger“. Rapporten gennemgår den samlede 

amtslige specialrådgivning på handicapområdet, det vil sige 

det enkelte amts indsats, de amtslige specialkonsulentordninger, 

amternes videnscentre og de lands- og landsdelsdækkende institutioner. 

Rapporten giver en kort status over de enkelte områder 

og peger samtidig på problemstillinger inden for de enkelte områder, 

som det er vigtigt at arbejde videre med. I rapportens afsluttende 

kapitel opsamles disse problemstillinger i i alt 10 meget 

præcist beskrevne initiativer, som bør iværksættes. Der er tale om 

en usædvanlig god og spændende rapport, som udmærker sig ved 

at være meget direkte og præcis. Udover at være arbejdsprogram 

for Udviklingscentret, så er rapporten også et meget nyttigt informationsmateriale 

for enhver, som ønsker overblik over den amtslige 

specialrådgivning på handicapområdet. 


Vores egen verden 

Fleksjobpjecen 

Beretning og nyhedsbreve 

Rådets arbejdsplan for 1999 - 2000 

Det Centrale Handicapråd har for årene 1999 - 2002 udarbejdet 

en arbejdsplan. På marts-mødet drøftede Rådet forslag til temaer, 

der tages op både på kort sigt for 1999 og på lidt længere sigt 

frem til 2002. Det blev på mødet også besluttet at tage arbejdsplanen 

op hvert år i marts med henblik på eventuel justering. 

I 1999 har Rådet haft besøg af socialminister Karen Jespersen på 

marts-mødet og arbejdsminister Ove Hygum på december-mødet. 

Der har været temadrøftelser om handicappede og arbejdsmarkedet 

på juni-mødet, retssikkerhed på september-mødet og handicappede 

og uddannelse på december-mødet. 

Det Centrale Handicapråd har i samarbejde med Socialministeriet 

udgivet pjecen Fleksjob. 1. oplag blev udgivet i januar 1998, 

og pjecen er så efterspurgt, at den med den seneste rettede version 

forelå i 6. udgave i marts 1999. Det samlede oplag er nu på 

210.000. 

Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet 

efter Rådets direktiv udarbejde en beretning om Rådets 

virksomhed hvert år. Beretningen sendes til socialministeren og 

offentliggøres efter aftale med Socialministeriet. Beretningen for 

1998 udkom i marts 1999 i et oplag på 1.800 eksemplarer. 

Det Centrale Handicapråd udsendte i maj 1995 sit første nyhedsbrev, 

som for en bred kreds af interesserede afløste rådsmødereferater. 

Siden er nyhedsbrevene udkommet 4 gange årligt umiddelbart 

efter rådsmøderne. Nyhedsbrevene indeholder mindre artikler 

med udgangspunkt i de emner, Rådet har haft oppe til diskussion. 

I 1999 er nyhedsbrevene udkommet i januar i et oplag på 1.000, 

og i maj, juni og oktober har oplaget været 1.200. 


Rådets medlemmer 

Formand 

Medlemmer 

Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 

1997 om et Centralt Handicapråd § 1 virker Handicaprådet for en 

4-årig periode fra 1. juli i året efter kommunalvalget, dog således 

at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. 

Formanden og de 14 medlemmer udpeges af socialministeren, de 

14 medlemmer efter indstilling fra nedennævnte organisationer, 

ministerier og kommuner. 

Rådets medlemmer og særligt sagkyndige, der er beskikket for perioden 

1. juli 1998 til udgangen af juni 2002, er følgende: 

Fhv. social-og finansminister Palle Simonsen 

Indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer: 

Formand for DSI, John Møller, valgt til Rådets næstformand 

Medlem af forretningsudvalget i Nyreforeningen, Willy Jagd Jensen 

Formand for Danske Døves Landsforbund, Knud Søndergaard 

Næstformand i Landsforeningen for Laryngectomerede, Gudrun 

Mørup 

Medlem af Scleroseforeningen, Henny Jacobsen 

Formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede 

- PTU, Holger Kallehauge 

Medlem af DAMP-foreningen Birgit Christiansen 

Indstillet af Amtsrådsforeningen: 

Amtsborgmester Søren Eriksen,Vestsjællands Amt 

Indstillet af Kommunernes Landsforening: 

Viceborgmester Anny Winther, Støvring Kommune 


Særligt sagkyndige 

Indstillet af Københavns og Frederiksberg Kommune: 

Socialudvalgsformand Lilian Nilsson, Frederiksberg kommune 

Indstillet af Arbejdsministeriet: 

Konsulent Elsebeth Foged 

Indstillet af Socialministeriet: 

Afdelingschef Grethe Buss 

Indstillet af Sundhedsministeriet: 

Kontorchef Peter Bak Mortensen 

Fratrådt den 9. september 1999 og efterfulgt af: 

Kontorchef Søren Hansen Thomsen 

Indstillet af Undervisningsministeriet: 

Undervisningsinspektør Jørgen Hansen, Kontoret for børn, unge 

og voksne med særlige behov 

Boligforhold: 

Kontorchef Ella Blousgaard, By- og Boligministeriet 

Trafikforhold: 

Fuldmægtig Bente Moeslund Laursen, Trafikministeriets planlægningsafdeling 

Fratrådt den 9.december 1999 og efterfulgt af: 

Kontorchef Helga Theil Thomsen, Trafikministeriets planlægningsafdeling 

Forvaltningsret: 

Fuldmægtig Lars Findsen, Justitsministeriet 

Fratrådt den 6. april 1999, og der er ikke beskikket en efterfølger. 

Kultur: 

Afdelingschef Lene Witte, Kulturministeriet 

Årsberetning 1999 Det Centrale Handicapråd 64

Sekretariat 

Kommunikation: 

Kontorchef Jette Plenge Jakobsen, Telestyrelsen, Forskningsministeriet 

Tværsektoriel sagkundskab i forskning: 

Professor, dr.med. Thomas Sinkjær, Center for Sansemotorisk 

Interaktion, Aalborg Universitet 

Sekretariatschef Mogens Wiederholt 

Sekretariatsleder Lene Kann-Rasmussen 

Inspektør Lise From 

Overassistent Elsebet Bonde Jakobsen 


Årsberetning 1999 Det Centrale Handicapråd 66 

Illustrationer 

Det er Jacob Kjeldberg, der med sine 

oliekridttegninger og akvarelbilleder har 

illustreret Rådets beretning 1999. 

Jacob Kjeldberg er 54 år og 

udviklingshæmmet. Billederne fremstiller han 

i aktivitetscentret Rørhuset, som er tilknyttet 

Sølund i Skanderborg. 

Jacob benytter sine billeder som sit sprog til 

at fortælle omverdenen om de indtryk han 

møder, og om ønsker han måtte have. En 

varm tak til Jacob Kjeldberg og til hans lærer 

Else Marie Mortensen, for lov til at bruge 

Jacobs billeder til illustrationer i beretningen.

PDF udgave - side 32-64 - Det Centrale Handicapråd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?