DET CENTRALE HANDICAPRÅD

Det Centrale Handicapråd skal ikke og har heller ikke forudsætningerne for
at indgå i en diskussion om relevansen og effekten af forskellige medicinske
eller terapeutiske behandlingsformer. Rådets opgave er derimod at bidrage
til udviklingen og kvalificeringen af de problemstillinger og løsninger, der
relaterer sig til sindslindende som handicapgruppe. Og der er tilsyneladende
problemstillinger nok at tage fat på. Ser man helt overordnet på sindslidendes
vilkår set i forhold til det “traditionelle” handicapområde, får man
meget let det indtryk, at udviklingen nok er forløbet parallelt, men at den
er parallelforskudt ti år bagud, når det gælder sindslidende som handicapgruppe.
Kompensationsprincippet
I den sammenhæng er det først og fremmest vigtigt at få afklaret og defineret,
hvad kompensationsprincippet indebærer i relation til mennesker med
sindslidelser. Vores nuværende kompensationsbegreb er meget instrumentelt
og bygger i meget høj grad på forestillingen om, at det der skal kompenseres
for er et fysisk handicap – motorisk eller sensorisk. Det er en konsekvens
af det forhold, at sindslidelser i høj grad er blevet betragtet som en
sygdom og ikke et handicap. Derfor er sindslidende kun i meget begrænset
omfang tænkt ind i de eksisterende kompensationsordninger.
På en lang række områder må vi derfor konstatere, at de kompenserende
foranstaltninger til sindslidende er væsentlig dårligere udbygget end til andre
handicapgrupper. Det kan skyldes, at vi enten ikke har viden om eller
fantasi til at forestille os, hvad den relevante kompensation kan bestå i. Eller
måske snarere, at vi er så indgroet i en bestemt og meget mekanisk opfattelse
af, hvad kompensation kan være, at vi ikke er i stand til at tænke
begrebet tilstrækkeligt rummeligt til også at kunne omfatte sindslidende.
Det vil fx sige rummeligt nok til også at omfatte hjælp til at takle sociale
relationer.
Sektoransvarlighed
Det er tilsvarende vigtigt at få sat fokus på sektoransvarlighedsprincippet.
Netop når det gælder området for sindslidende, er der fortsat en udpræget
tendens til at skyde både problemerne og løsningerne over til andre: det
må social- eller sundhedsområdet tage sig af. Det er bl.a. en logik, vi er
stødt på inden for områder som ledsagelse i forbindelse med transport, og
det er et problem, vi har mødt i forbindelse med brug af personlig assistance
til handicappede i erhverv. Det kan være svært at forestille sig, hvordan
de kendte ordninger kan udbredes til også at omfatte personer med
psykiske lidelser.
ÅRSBERETNING 2000
15