April 2003 - Lystfiskeriforeningen

findes en mindre bestand af geddeyngel, og hvis de er
blot en smule større end det yngel der udsættes, vil de
udsatte fisk blive ædt.. Dette blev bekræftet ved, at der
i flere tilfælde blev fundet udsat geddeyngel i maverne
på søens ”vilde” geddeyngel. Modsat var gedder udsat
tidligt på sæsonen lidt større end søens egen geddeyngel,
og som man ville forvente overlevede mange flere
af dem sommeren igennem. Den tidlige udsætning forhindrede
dog ikke kannibalisme imellem de udsatte
gedder. Undersøgelser af overlevelsesmønstret baseret
på analyser af de overlevende gedders øresten (se boks
en), indikerede en mulig overdødelighed i løbet af de
Mærking af øresten
Fisk som anvendes til udsætning bliver ofte mærket,
således det er muligt at skelne dem fra vilde fisk. På
samme måde ønskede vi i forbindelse med undersøgelser
at kunne adskille udsatte gedder fra andre
gedder, men på grund af geddernes lille størrelse måtte
vi finde en anden metode en de der normalt bruges i
undersøgelser (f.eks. finneklip og diverse mekaniske
mærker). Vi endte med at anvende en metode som
mærker geddernes øresten. Øresten er små kalkstrukturer
som sidder i væskefyldte kanaler inde i hovedet
på fisk. Der er nogen usikkerhed om deres præcise
funktion, men de spiller højst sandsynlig en vigtig
rolle for fiskens hørelse og balance. En gedde har som
de fleste fisk 3 par øresten.
Ørestenene vokser i ca. samme rate som fisken, og der
16136
første 10 dage på ca. 70 %. For yderlig at bekræfte troværdigheden
af disse resultater blev forsøget gentaget
under mere kontrollerede forhold i en karpedam (0,5
ha). Dammen blev fyldt med vand i begyndelsen af
april og derefter blev der “konstrueret” en fiskebestand
bestående af skaller (geddernes fødegrundlag) og en
lille bestand af geddeyngel svarende til en naturlig produktion
i søen. Ti dage senere udsatte vi en stor pulje
geddeyngel i stil med det der bruges i biomanipulation.
Efter ca. 60 dage sluttede forsøget ved at tømme søen
for vand og dernæst indsamle de overlevende gedder.
Som ved forsøget i Udbyover Sø var dødeligheden af
indlejres således dagligt ringe af kalk på ørestenene.
Ved at nedsænke gedderne i et rødt farvestof, alizarin,
med samme kemiske struktur som kalk kan man
"snyde" fisken til at optage den røde farvestof i ørestenene
og dermed danne en rød ring i stedet for en
kalk ring. Farven er permanent og kan genfindes i ørestenene
i mindst 3 måneder efter mærkning, og gør det
således muligt at skelne det udsatte geddeyngel fra
andet geddeyngel.
Øresten afslører kannibalisme
Størrelsen af ørestene afspejler normalt fiskens længde,
og kender man ørestenes størrelse til et givet tidspunkt
kender man i princippet også fiskens længde på
samme tidspunkt. Det betyder samtidig, at størrelsen
af den røde ring, der dannes på ørestenen når de mærkes
med alizarin, afspejler fiskens længde ved mærkning.
Man kan derfor bruge mærkets størrelse til at
sige noget om geddens længde ved mærkning og
udsætning. Det betød, at vi er i stand til at afgøre, om
geddeyngel der overlever i måneder efter udsætningen
var store eller små ved udsætningen. I vores undersøgelser
fandt vi to eksempler på, at det udelukkende
var de allerstørste individer der overlevede, hvilket
gjorde det overvejende sandsynligt, at kannibalisme
(de store æder de små) var en afgørende faktor for
denne dødelighed.
Øresten fra geddeyngel mærket med farvestof.
Gedden er mærket umiddelbart før udsætning og
indfanget igen efter 7 dage. Foto: P. Grønkjær & C.
Skov.