Download PDF - Outsideren

RECEPTIONEN:
Indespærret,
udelukket
26
Når jeg i min e-mailboks finder en invitation til
en reception, får jeg en underlig angstfornemmelse.
Jeg tror der sker en retraumatisering af
begivenheder fra en katastrofal barndom. Det
vil sige: Jeg får det ubehageligt i kroppen og
der dukker symbolske billeder op. Udefra kan
jeg stå og betragte, hvad det ret konkret handler
om: Indespærring og ekskludering.
Det ene billede er et, jeg kan huske fra et sæt
Tarotkort. Et af kortene viser billedet af en lille
dreng, der står bag en høj gitterlåge.
Drengen kigger gennem gitteret. Tydeligvis
tror han sig udelukket eller indelukket. Vi
Jeg har det sådan, at jeg slet ikke omgås raske
mennesker udover min familie og de repræsentanter
for systemet, man er nødt til at tale med.
Jeg har ingen raske venner, har ikke haft det i
mange år. Jeg har oplevet, at gamle bekendte
fra skolen ikke vil have noget med mig at gøre
pga min sygdom.
Mange, der får konstateret en psykisk lidelse,
føler sig stemplet. De tror at deres pårørende
og bekendte skammer sig over dem, måske
skammer de sig selv. Selv har jeg valgt at holde
mig indenfor psykiatriens mure som en slags
selvbeskyttelse. Ikke fordi jeg synes, der er
noget i vejen med at være syg og på pension.
Det er mere det, at jeg ikke gider spilde min
tid eller nedværdige mig selv med at prøve at
komme i kontakt med folk, som har svært ved
at håndtere, at jeg har nogle andre problemer
end de har. Jeg går ikke ud og møder nogen
i byen, uden at der i hvertfald er een anden
andre kan se, at det ikke er tilfældet, han kan
træde et skridt til siden for eksempel og komme
ud eller løfte låsen af.
Et andet billede viser en skov med høje,
mørke stammer, stående side ved side, og en
lille pige, der løber ind, skynder sig forbi de
store træer i håb om at nå ind i en lysning hvor
der er lidt varme.
Jeg kommer nødig til receptioner.
Annette Madsen
UDE I ByEN:
Frygten for de raske
sindlidende, jeg kan gemme mig bag. Jeg går
heller ikke på kurser ude i byen af frygt for at
møde nogle raske, der spørger hvad jeg laver.
Og jeg vil ikke ud og have et skånejob blandt
”normale” mennesker, der måske vil ringeagte
mig, fordi jeg ikke er en rigtig medarbejder.
Det lyder måske som om jeg lægger bånd på
mig selv, fordi jeg er bange, men sandheden er,
at jeg ikke længere gider lade som om jeg er
et almindeligt menneske. Hvad jeg skal bruge
borgerligheden til? Jeg ser mennesker, der
lever et normalt, aktivt liv med job, uddannelse,
kæreste, børn og venner, og jeg misunder
dem ikke. Min sygdom er ligesom blevet
et skjold for mig, en undskyldning for at holde
mig udenfor rotteræset. Hurra for at være anderledes.
Julie Feilberg