Download PDF - Outsideren

I dag er jeg
fuldstændig
desperat
En personlig beretning om
en hændelse for ikke så længe siden
Af Julie Feilberg
Her tidligere på dagen lå jeg i min seng
som så ofte før og kiggede op i loftet, mens
jeg blæste tyggegummibobler. Jeg tænkte:
jeg klarer ikke at leve det her liv længere,
det kan være fuldstændig ligegyldigt nu.
Sådan har jeg tænkt så mange gange før,
men idag var jeg fuldstændig desperat. Nu
gør jeg det sgu, tænkte jeg. Og jeg vidste
også hvordan, troede jeg. Så jeg tog mit
overtøj på, forlod lejligheden og gik ned
til Amagerbrogade for at tage bussen. Jeg
ville gøre noget, jeg havde haft i tankerne
mange gange, at springe ud fra Dybbølsbro.
Jeg var ikke specielt deprimeret, ikke
engang trist, men jeg havde altid troet at
jeg en dag ville tage livet af mig selv. Bare
for at bevise at jeg er i stand til ikke at
begå et kujonagtigt selvmordsforsøg, der
var dømt til at mislykkes. Det er skamfuldt
at have siddende på sig, at man ikke
engang kan gøre en ende på et liv, der
er fuldstændig ligegyldigt. På vejen til
Hovedbanegården var jeg overbevist om
Julie Feilberg, juni 2009.
I live, heldigvis.
jeg ville gøre det, om jeg så skulle tvinge
mig selv. Det skulle jo nødig hedde sig, at
jeg havde ulejliget mig derop for ingenting.
Da jeg så kom derhen, var der slet ikke så
langt ned til banelegemet som jeg havde
troet. Det er håbløst, tænkte jeg, hvis jeg
springer, brækker jeg bare nogle knogler
og kommer til at sidde i kørestol. Så jeg
besluttede at udsætte forehavendet til lejligheden
bød sig en bedre gang. Da jeg gik
derfra, var jeg på en måde glad for at jeg
havde fået lov at overleve endnu en gang.
Det var sådan en pludselig indskydelse,
der havde fået mig til at gå hjemmefra for
at dø. Hvor er livet dog skrøbeligt.
Jeg skriver det her, fordi jeg synes jeg
har brug for at dele det med nogen, og jeg
ved ikke hvem jeg skulle tale med. Der er
efterhånden ingen, der tager selvmordstanker
alvorligt længere, jeg gør det ikke
engang selv.
5