Untitled - Callnet

More documents

Recommendations

Info

på Euroluce, den prestigefyldte belysningsmesse i Milano. Denne mand er i dag leder af Prandinas afdeling i Benelux-landende samt Tyskland, der tilsammen tegner sig for 33% af Prandinas samlede omsætning. Har Sergio Prandina først etableret en god kontakt, gør han sit bedste for at vedligeholde den. Også fi rmaets amerikanske afdeling er drevet af en mere end 20 år gammel forbindelse, og mange af husets designere har været tilknyttet siden de tidlige dage. Og loyaliteten går begge veje. Prandinas unge eksportchef Lamberto Scalabrin har været 11 år i fi rmaet. Han voksede op i Bassano del Grappa som nabo til det hæderkronede Grappa-hus Poli, og efter en afstikker til studier i Rom vendte han, som italienere har det for vane, tilbage til fødeegnen og kastede sin store energi ind i Prandina. Det er med ham som guide, vi nu har forladt fabrikken for at køre en time østover og fi nde den lille by Le Grazie. Lamberto Scalabrin vil vise os Morgana, et af verdens fi neste glaspusterier. Siden fi rmaets begyndelse har Prandina fået fremstillet alle komponenter hos nøje udvalgte producenter i regionen for derefter at samle dem hjemme på fabrikken, og mange af de komplicerede glasopgaver ligger hos Morgana. ”Bare vent og se,” siger Lamberto Scalabrin. ”Når Naomi Campbell sidder og drikker champagne på en fornem klub i London, kan der meget vel stå en lampe ved siden af hende, som er pustet på Morgana. Men som I selv vil erfare, er der langt fra det miljø, I møder på glaspusteriet, til den fancy natklub. Meget langt.” Trafi kken er tung i Veneto. Lange lastbilskaravaner truer konstant med at sætte det hele i stå, og det på alle tider af døgnet. Regionen består bestemt af andet end små, pittoreske velhaverbyer som Marostica og Bassano del Grappa. Langs motorvejen ligger det ene industrikompleks efter det andet, og de mange nybyggede boliger er hverken mere eller mindre charmerende, end den slags er i det øvrige Europa. Men at Veneto er en driftig del af Italien er ganske åbenlyst. Der er ingen slentren og ”domani” her. Man arbejder. De allierede bombede Veneto i knæ under 2. Verdenskrig, og derefter fulgte en udmarvende periode med fattigdom og arbejdsløshed, indtil de langsomt men sikkert rejste sig igen. Den ene lille garagevirksomhed efter den anden tog form og dette særligt inden for tøj, mad, kemikalier, mekanik, elektronik og glas. Venetianerne er fl ittige; efter en lang dag på fabrikken gik man i marken derhjemme og dyrkede afgrøder som en sidegesjæft. I dag er Veneto en af Italiens mest velhavende og dynamiske regioner. Men når man kigger ud af bilvinduet er der stadig majs at se. Overalt bølger de høje planter, og mange af dem ender som polenta; majsgrøden, som er et vigtigt element i det ellers forholdsvis lette, venetianske køkken. Le Grazie er ikke en egentlig by, men snarere en samling mindre virksomheder med en gennemkørende landevej. At der ligger et glaspusteri i verdensklasse på en af sidevejene er svært at forestille sig. Selv når man står foran bygningen, kan man blive i tvivl. Udefra ligner den ethvert andet halvstort værksted. På venstre side af den forglemmelige bygning er en større losseplads opstået. Uden gennemskuelig orden ligger gamle stereoanlæg, køleskabe og glas i bunker. Midt i det hele står en række metalforme til afkøling under sprinklere. Lamberto har selvfølgelig meldt sin ankomst på forhånd, og som det sig hør og bør modtages vi af Morganas chef foran værkstedshallen. Men det ligger i luften, at vores besøg er omgærdet af en vis diskretion, og dette ikke kun fordi de ansatte er kede af at blive forstyrret under arbejdet. ”Som I måske har bemærket har jeg ikke noget skilt på brystet med Prandinas logo,” siger Lamberto, inden vi går ind, og giver derpå forklaringen: Prandina ligger konstant i diskussion med Morgana om kvaliteten af det leverede, for selv om det er umuligt at fi nde bedre glaspusterier end dette, er selve elementet glas så svært håndterbart, at der dels aldrig vil være to fuldstændig identiske glasskærme, dels altid lurer en fare for, at minimale fejl indsniger sig under processerne. Det er disse minimale fejl, som ofte skiller Prandina fra Morgana og umuliggør et gnidningsløst samarbejde. Prandina stiller tårnhøje krav til kvaliteten af de be- stilte produkter og har tydeligvis ry for at være mere pernittengryn end fi rmaer er fl est. Det kunne tænkes, at nogle af de arbejdende på Morgana havde en ting eller to de gerne ville drøfte med en repræsentant for Prandina, og da Lamberto Scalabrins ærinde i dag er at vise os rundt i god ro og orden, har han derfor fravalgt at skilte med Prandinas navn. Når man åbner døren til Morganas højloftede produktionshaller, træder man ind i et enestående, fortidigt arbejdsmiljø, som næppe ville blive godkendt af det danske arbejdstilsyn. Her arbejdes med glas, som man har gjort det gennem utallige generationer. Redskaberne ser ud som de altid har gjort og er af træ og metal; forme, pusterør, stativer og ovne, masser af ovne. Temperaturen indendørs er et godt stykke over 40 grader. Om sommeren møder de ansatte ved 3-4 tiden om morgenen og indstiller arbejdet ved 11-tiden. På en god sommerdag kan der blive 60 grader varmt. Man må give Lamberto ret i, at atmosfæren på Morgana er så langt fra den fancy natklub som tænkeligt er. Her er virkelig ingen forfængelighed at spore blandt de 20 mænd i hallerne. De er i T-shirts, udtjente skjorter og bukser og sikkerhedssko uden hælkappe. Svedende, beskidte og kæderygende sørger de hver især for, at netop deres del af processen gennemføres bedst muligt. Der hersker en rolig koncentration, indimellem falder et lille smil af, men der tales ikke. Man passer sit arbejde, og resultaterne er bogstavelig talt til at få øje på; det giver mening. Man er ikke bare en lille del af et uoverskueligt produktionsapparat. Det arbejde man udfører med ild, vand, metal og glas udmønter sig i et konkret resultat. I et stykke håndværk af uovertruffen kvalitet. Og i dette machounivers med den næsten zenbuddhistiske harmoni trives sensibilitet, muskelkraft og koordination side om side. Det kræver mange års erfaring at få det fl ydende glas til at fordele sig ensartet for enden af de lange pusterør, og det kræver stor styrke at bære disse lange rør videre til næste station; hvilket også kan afl æses på de senede kroppe og de kraftige underarme. Samtidig er det et studie i elegant koreografi , når glaspusterne bevæger sig rundt mellem hinanden med rødglødende, 60 61
800 grader varmt glas foran sig. Et forkert skridt kan få katastrofale følger. En skærm i glas består af sand og soda. Disse to komponenter blandes omhyggeligt for derefter at smelte natten over i en 1.400 grader varm ovn. Ønskes andet end transparent glas iblandes mineraler for at give den ønskede farve. Denne indledende proces foregår i et lille forrum til de store haller, og opgaven varetages altid af de samme mænd. Et glaspusteri fungerer som et team, men med en åbenlys hierarkisk struktur. Øverst i dette er glaspusteren; den mand, der rent faktisk puster glasset op, og jo længere man er fra den proces, desto lavere plads indtager man på rangstigen, hvorfor det at blande komponenterne selvsagt er lavstatus. Når sand og soda er smeltet og blevet til fl ydende glas, nedkøles dette til ca. 1.150 grader og transporteres ind i den første store hal, hvor lagene lægges på. Morganas glas består altid af 3 lag. En hvid skærm består af et transparent lag, et hvidt lag og endnu et transparent lag. Det er et kvalitetstegn, hvis glas består af fl ere lag. Dels giver det større holdbarhed, dels giver det et fl ottere resultat. En hvid lampeskærm fremstår dybere i farven, hvis den er omgivet af 2 transparente lag. Inde i den første hal begynder den forberedende proces. Der lægges op til den endelige glaspustning. De 3 lag rulles på det lange pusterør, ét ad gangen. Det fl ydende glas opsamles i en træskovl, og pusterøret drejes ned i denne med nøje afstemte bevægelser. For at sikre et ensartet lag må denne rulning foregå hurtigt og præcist. Under denne proces holdes glasset hele tiden varmt. Når de 3 lag er placeret som en lille 800 grader varm kugle for enden af det lange pusterør, bliver det båret ind til glaspusteren. Det er kun få forundt at indtage den rolle. At puste glasset er at krone værket. Det kræver stor erfaring, god fysik og timing at nå så vidt, og de få udvalgte, der får lov at toppe processen på Morgana er blandt verdens bedste glaspustere. Når Prandina beslutter sig for at sætte en lampe i produktion, lader de en form fremstille og sender den derpå ud til Morgana. Og når glaspusteren får overrakt kuglen med de 3 lag på, sætter han røret ned i denne form og puster af sine lungers fulde kraft. Når glasset har udfoldet sig og taget form, bærer glaspusteren den nylavede skærm over til en 10 meter dyb nedkølingsovn, slår skærmen af røret med en hurtig bevægelse og lægger den til afkøling. Der er meget præcise dessiner for, hvor hurtigt glasset skal nedkøle. Sker det for hurtigt, sprænger det. Efter nedkølingen venter næste fase. Finish. Skærmen skæres til efter nøjagtige direktioner og efterses grundigt for eventuelle fejl. De, der fi ndes, indtegnes på skærmen med tusch, for derefter om muligt at blive udbedret ved endnu en arbejdsstation. Sluttelig poleres skærmen, før den videregives til pakkeområdet. Når man ser de mange skærme ligge side om side, er det slående, hvor forskellige de er. Særligt tykkelsen afviger betragteligt fra skærm til skærm. Nogle er blevet så tykke i glasset, at de er uegnede til brug. Andre for tynde. ”Vi giver dem typisk en margin på 3-6 mm, som de skal holde sig indenfor” siger Lamberto Scalabrin. ”Overstiger de den, bliver skærmen kasseret.” Ude bag Morgana står en container fuld af kasserede skærme og venter på destruktion. ”Vi fremstiller skærme, der er så svære at lave, at spildprocenten nærmer sig de 40.” Men det er bestemt ikke kun tykkelsen, som kan diskvalifi cere en lampeskærm. Små ridser eller minimale luftbobler kan også gøre udslaget. ”Engang imellem ville jeg ønske, at mine kunder havde været med herude på Morgana og følge processen,” siger Lamberto Scalabrin. ”Jeg tror de ville være rede til at acceptere et par små bobler, hvis de med egne øjne havde set, hvordan skærmene blev skabt.” Man skal ikke opholde sig længe på Morgana, før det står klart, at der er forskel på folk. Den øverste i Morganas hierarki er Paolo Ceprax, en levende legende blandt glaspustere. Det lyser ud af ham, at han har særlig status. Han kan, modsat alle andre, slentre omkring, som han vil. Ingen i hallen er over ham, ingen ved siden af. Og han har bestemt ikke problemer med at bære sin stjernerang. Med en mesterkoks attitude bevæger han sig omkring på sit territorium; beser, bedømmer, kommenterer, og hvor alle andre har mere eller mindre tilfældige frisurer, hvis overhovedet nogen, har Paolo velklippet, gråt hår. Han er i en lyserød Lacoste-skjorte med buttom-down krave og bærer nydelige briller. ”Jeg burde have trukket mig tilbage for mange år siden, men jeg har stadig passionen tilbage,” siger han og klapper sig på hjertet. ”Det her er mit liv, og når jeg holder op, er der ingen til at tage over. Man kan ikke få de unge til det. De orker ikke.” Han viser sine hænder frem. De ligner rågummisåler. ”Jeg er 58 år, og jeg har arbejdet på glaspusteri i 48 år. De første 35 år ude på Murano.” Paolo Ceprax kan ikke sige Murano uden at få våde øjne. For glaspustere er det et helligt sted. Historien om Murano lever stadig, om end den lever bedre i hukommelsen end i realiteten. I 1291 blev alle Venedigs glaspustere forvist fra byen. Deres brug af ild havde medført for mange brande, og derfor besluttede man at udstationere dem alle på en lille ø uden for Venedig. 62 63
Page 1 and 2: Manden fra Marostica og kunsten at
Page 3 and 4: Man kan stadig købe de smukke mund
Page 5: Glasset er 1.150 grader varmt, når
Page 9: Øen hedder Murano, og dette navn s

Untitled - Callnet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?