Den færdige skærm har gennemgået en lang række processer. De store metalforme er prototyper; heri pustes glasset i den rette form. Efter afkøling bliver skærmene slebet og poleret. 64 65
Øen hedder Murano, og dette navn står som selve symbolet på det fornemmeste mundblæste glas. I de efterfølgende århundreder indtog Murano en ubestridt lederposition, og da Paolo Ceprax i slutningen af 1950´erne begyndte at arbejde på et af Muranos mange glaspusterier, var øen stadig et verdenscentrum. Dengang fandtes 90 fuldt fungerende glaspusterier på Murano, som tilsammen beskæftigede 15.000 mennesker, og da Prandina åbnede, var Murano en væsentlig leverandør af mundblæst glas. ”Der var stadig stor aktivitet derude i begyndelsen af 1980´erne,” fortæller Sergio Prandina. ”Men gennem 80´erne og 90´erne fl yttede man i stigende grad produktionen over til fastlandet. Det er jo upraktisk at drive virksomhed på en ø, for alt skal sejles frem og tilbage, og det koster. De ansatte krævede også mere i løn, fordi de skulle sejle til arbejde. Samtidig er gassen, som man bruger i ovnene, væsentligt dyrere derude. Der var virkelig en fantastisk stemning på Murano, men jeg er bange for, at den har overlevet sig selv nu.” Glaspustere over hele verden benytter stadig mange af de metoder, som blev opfundet og udviklet på Murano, og den dag i dag er navnet forbundet med luksus og spidskompetence; en lampe fra Murano rangerer på niveau med habitter fra Savile Row, vin fra Sauternes eller parfume fra Grasse. Prandina har opretholdt en spinkel forbindelse til Murano. De træforme, man bruger til at lave nye prototyper med, fremstilles på øen, og der bliver fortsat pustet glas af høj kvalitet derude, men i meget begrænset omfang. Omkring 1.000 mennesker arbejder på Muranos 30 tilbageværende glaspusterier, og en stor del af disse er beskæftiget med at fremstille produkter til øens mange besøgende turister. Der er stadig et leben i Muranos lille havn, men hvor det tidligere udgjordes af fragtfolk og glasarbejdere på vej til og fra arbejde, består havnelivet i dag af vældige horder turister på endags ture. Man skal lede længe for at fi nde et glaspusteri på Murano. Det gode navn er blevet rammen om en turistindustri, og de mange små butikker langs kanalerne er proppet med letomsættelige, små glasfi gurer af tvivlsom æstetisk kvalitet. ”In here we sell no chinese glass”, fortæller et lille skilt i en af butikkerne og bekræfter på den vis, at det modsatte ofte er tilfældet. Mange af de udstillede varer er således slet ikke fremstillet på Murano, men indkøbt til spotpris i Kina for nu at blive videresolgt til souvenirhungrende besøgende. Klokken 19.00 er øen affolket. Turisterne har taget vandbusserne tilbage til hotellerne i Venedig, og øens beboere er trukket hjem i privaten. Langs kanalerne står den ene forladte produktionsbygning efter den anden. De bærer stadig logoer fra dengang de var i drift. Gamle familienavne skrevet med smukt svungen skrift. Nu står de mægtige huse tomme tilbage som imponerende monumenter fra en svunden tid. Inde i Morganas produktionshaller er aldersgennemsnittet omkring de 50. En ung mand i sort T-shirt på 25 år er eneste arbejdende under 40 år, og det er ved at blive et alvorligt problem, at faget ikke tiltrækker de unge. ”Hvis man først taber en generation, er der ingen vej tilbage,” siger Sergio Prandina. Og meget kunne desværre tyde på, at dette er tilfældet. At Prandina stadig kan levere glaslamper af høj kvalitet, skyldes udelukkende stor ihærdighed. Der er bud efter et glaspusteri som Morgana; kunderne står i kø, og indimellem er det derfor et reelt problem for Prandina at honorere efterspørgslen på glaslamper. ”Vi må hele tiden være på udkig efter nye glaspusterier. Indtil for 4 år siden fi k vi produceret alt i Italien, men nu må vi også kigge os om i lande som Polen, Tjekkiet og Slovenien. Det kan godt lade sig gøre at fi nde steder, som kan holde kvaliteten, men det kan så til gengæld være svært for dem at holde leveringsdatoen.” Og så er det både besværligt og dyrt. Finder Prandina en leverandør i udlandet tager det tid, før varerne er i hus. Indledningsvis skal leverandøren have tilsendt en støbeform, så skal Prandina se en prøve, og først hvis den fi ndes tilfredsstillende, kan en egentlig produktion iværksættes. Der går dermed mindst 3 måneder før bestillingen er effektueret. Dertil skal lægges det økonomiske faktum, at en ny støbeform koster op mod 15.000 euro at få fremstillet. Der er således grænser for, hvor mange af slagsen, man kan have liggende på de østeuropæiske glaspusterier. Med dette inmente er det overraskende at se, hvordan kasserede glasskærme hober sig op på Prandinas hovedsæde. Det ene pragteksemplar efter det andet ligger i den store bunke på første sal. For udefrakommende er fejlene oftest umulige at se med det blotte øje, men de hvidkitlede damer, der gennemlyser hver enkelt glasskærm minutiøst, er nøje instrueret i at slå ned på det mindste. Og det gør de mildest talt. Der opereres ikke med 2. sortering på Prandina. Hvis skærmen er perfekt, bliver den sendt ud til kunderne, hvis ikke, ryger den i containeren. En af Prandinas mest succesrige designs i disse år er Glam, en tidløs glaslampe designet af belgieren Luc Ramael. Den mund- blæses i to dele for derefter at blive samlet og færdiggjort på Prandina, og har man først fulgt hele glaspusterprocessen og konstateret, hvor mange skærme der frasorteres, kan det ikke længere undre, at disse moderne klassikere er forholdsvis dyre. Prandina kan ikke garantere, at deres glaslamper stadig er mulige at fremstille om 20 år, men alligevel bliver de netop i disse år besøgt af unge designerteams, som har spottet Prandinas navn og gerne vil associere sig med det. ”På sidste Euroluce (belysningsmesse i Milano) fi k vi 30 henvendelser fra designere,” siger Sergio Prandina. ”Og for mig er det et virkelig godt tegn, at de nye designere er interesseret i os. Jeg inviterer dem altid til at komme og besøge os efter messen; så vi har tid til at fordybe os og tale ordentligt sammen. Ud af de 30, valgte vi 10, og ud af de 10 bliver 3 forslag realiseret. Det tager cirka halvandet år at have en ny prototype klar. Der skal laves nye forme, og i mange tilfælde skal der skabes specielt værktøj, og netop fordi det er så svært at sikre en kontinuerlig glasproduktion er vi begyndt at arbejde meget med nye materialer; både metal og syntetiske materialer. Jeg elsker den del af mit arbejde. At udvikle og producere nye lamper er det bedste jeg ved.” Også selv om de ikke er af glas. Hvilket meget tyder på bliver tilfældet, når Paolo Ceprax og slænget fra Morgana en dag bliver for gamle til at puste liv i traditionerne. 66 67
Change language