Untitled - Callnet

Manden fra Marostica
og kunsten at puste liv
i traditionerne
50 51

Paolo Ceprax er 58 år og har arbejdet på glaspusteri, siden han var 10.
I dag er han at regne blandt verdens dygtigste glaspustere.
52 53

Man kan stadig købe de smukke
mundblæste lamper fra det italienske fi rma
Prandina. Men måske ikke om 20 år.
Her er en reportage fra Veneto. Det er
historien om en italiensk direktør uden
slips, som kompromisløst kæmper for
æstetik. Om stjerneglaspusteren med den
lyserøde skjorte og hænder som rågummi.
Om sved, snavs og Naomi Campbell.
Og om det tusinde år gamle
kunsthåndværk, som nu er truet på livet.
”Glas vil altid være det bedste materiale at lave lamper i,” siger
Sergio Prandina. I sig selv ikke et overraskende synspunkt, når
det kommer fra en mand, hvis virksomhed gennem 25 år i overvejende
grad har været koncentreret om netop det at fremstille
lamper i mundblæst glas. Det bemærkelsesværdige er hans blik,
da han siger det, og den lille antydning af et suk. Alt det, der ligger
bag ordene.
Når man, som Sergio Prandina, er født og opvokset i Venetoregionen
har man et forhold til kunsten at puste glas; man kender
historien om det krævende håndværk, der kan dateres mere end
tusinde år tilbage, og man har hørt om fagets mestre, som blev
hyldet og feteret af kongelige og giftede sig ind i Venedigs fi neste
kredse. Glaspusteri er langt mere end en profession på disse
kanter. Det er en grundsten i regionens kultur, en del af Venetos
dramatiske historie. Men måske er det også et fag, der er i fare
for at uddø med den nuværende generation.
Siden grundlæggelsen af Prandina er det blevet gradvist sværere
at fi nde kvalifi cerede glaspusterier, og dette forklarer delvist Sergio
Prandinas stille suk. En anden årsag er de myriader af konkrete,
praktiske problemer man løber ind i, når man arbejder med glas.
At gå den vej er at sige ja til en syndfl od af besværligheder. Og
det har Sergio Prandina altså for længst gjort. Men det er også
takket være dette ja, at denne nydelige, italienske mand kan sidde
på sit forholdsvist lille og uprangende kontor og lyse i øjnene, selv
om han har passeret de 60 år.
Man skal kun have talt med ham kort tid, før det står klart, at hans
virkelyst er drevet af en dybfølt sans for det æstetiske. Det er glæden
ved at frembringe smukke ting, der motiverer ham til at drive Prandina
snarere end ønsket om økonomisk vinding og magt. Han søger det
enkle, det tidløse. Han lader kun en lampe producere, hvis han tror,
den har potentiale til at blive en klassiker.
Sergio Prandina ligner ikke prototypen på en Norditaliensk
virksomhedsleder. Da han blev gift, måtte han låne et slips af en
bekendt, og når han går på restaurant med ansatte og kunder, er
det ikke på prangende steder fra Guide Michelin, men på den
lokale med kanin og hjemmelavet pasta i tomatsauce på menuen.
Weekenderne bruger han på at male.
Sergio Prandina voksede op 4 kilometer fra fabrikken i den
lille og smukt bevarede by Marostica. Som barn nummer 7 af en
søskendefl ok på 12, lå det mildest talt efter eget udsagn i kortene,
at han, når tid var, skulle indrulles i faderens tøjfabrik.
”Men jeg kunne ikke lide tøjbranchen,” fortæller han. ”Jeg
hjalp til i 7-8 år, og så var det nok for mig. Alle mine søskende er
på en eller anden måde stadig involveret i tøjbranchen. Jeg begyndte
i stedet at designe ting til boligen; askebægre, glas m.v.,
og jeg begyndte ret hurtigt at fokusere på lamper. På et tidspunkt
besluttede jeg mig for at grundlægge Prandina, og jeg spurgte
min svoger, Mario Mengotti, om han ville være med. Han sagde
op fra det arkitektfi rma, hvor han arbejdede, og så begyndte vi.
Det var i 1982.”
Mario designede og Sergio tog sig af kontakter udadtil. En
af de første kunder fi rmaet fi k, var en hollænder, som Sergio traf
54 55

Alle glaspustere på Morgana er mænd. Fagets bedste udøvere besidder en
kombination af råstyrke, koncentrationsevne og forfi net, æstetisk sans.
56 57

Glasset er 1.150 grader varmt, når det tages ud af ovnen.
Om sommeren kan temperaturen i den store hal nærme sig de 60 grader.
58 59

på Euroluce, den prestigefyldte belysningsmesse i Milano. Denne
mand er i dag leder af Prandinas afdeling i Benelux-landende
samt Tyskland, der tilsammen tegner sig for 33% af Prandinas
samlede omsætning. Har Sergio Prandina først etableret en god
kontakt, gør han sit bedste for at vedligeholde den. Også fi rmaets
amerikanske afdeling er drevet af en mere end 20 år gammel
forbindelse, og mange af husets designere har været tilknyttet
siden de tidlige dage.
Og loyaliteten går begge veje. Prandinas unge eksportchef
Lamberto Scalabrin har været 11 år i fi rmaet. Han voksede op i
Bassano del Grappa som nabo til det hæderkronede Grappa-hus
Poli, og efter en afstikker til studier i Rom vendte han, som italienere
har det for vane, tilbage til fødeegnen og kastede sin store
energi ind i Prandina.
Det er med ham som guide, vi nu har forladt fabrikken for at
køre en time østover og fi nde den lille by Le Grazie. Lamberto
Scalabrin vil vise os Morgana, et af verdens fi neste glaspusterier.
Siden fi rmaets begyndelse har Prandina fået fremstillet alle komponenter
hos nøje udvalgte producenter i regionen for derefter at
samle dem hjemme på fabrikken, og mange af de komplicerede
glasopgaver ligger hos Morgana.
”Bare vent og se,” siger Lamberto Scalabrin. ”Når Naomi
Campbell sidder og drikker champagne på en fornem klub i London,
kan der meget vel stå en lampe ved siden af hende, som
er pustet på Morgana. Men som I selv vil erfare, er der langt fra
det miljø, I møder på glaspusteriet, til den fancy natklub. Meget
langt.”
Trafi kken er tung i Veneto. Lange lastbilskaravaner truer konstant
med at sætte det hele i stå, og det på alle tider af døgnet.
Regionen består bestemt af andet end små, pittoreske velhaverbyer
som Marostica og Bassano del Grappa. Langs motorvejen
ligger det ene industrikompleks efter det andet, og de mange nybyggede
boliger er hverken mere eller mindre charmerende, end
den slags er i det øvrige Europa. Men at Veneto er en driftig del
af Italien er ganske åbenlyst. Der er ingen slentren og ”domani”
her. Man arbejder.
De allierede bombede Veneto i knæ under 2. Verdenskrig, og
derefter fulgte en udmarvende periode med fattigdom og arbejdsløshed,
indtil de langsomt men sikkert rejste sig igen. Den ene lille
garagevirksomhed efter den anden tog form og dette særligt inden
for tøj, mad, kemikalier, mekanik, elektronik og glas. Venetianerne
er fl ittige; efter en lang dag på fabrikken gik man i marken derhjemme
og dyrkede afgrøder som en sidegesjæft. I dag er Veneto
en af Italiens mest velhavende og dynamiske regioner. Men når
man kigger ud af bilvinduet er der stadig majs at se. Overalt
bølger de høje planter, og mange af dem ender som polenta;
majsgrøden, som er et vigtigt element i det ellers forholdsvis lette,
venetianske køkken.
Le Grazie er ikke en egentlig by, men snarere en samling
mindre virksomheder med en gennemkørende landevej. At der
ligger et glaspusteri i verdensklasse på en af sidevejene er svært
at forestille sig. Selv når man står foran bygningen, kan man
blive i tvivl. Udefra ligner den ethvert andet halvstort værksted. På
venstre side af den forglemmelige bygning er en større losseplads
opstået. Uden gennemskuelig orden ligger gamle stereoanlæg,
køleskabe og glas i bunker. Midt i det hele står en række metalforme
til afkøling under sprinklere.
Lamberto har selvfølgelig meldt sin ankomst på forhånd, og
som det sig hør og bør modtages vi af Morganas chef foran værkstedshallen.
Men det ligger i luften, at vores besøg er omgærdet
af en vis diskretion, og dette ikke kun fordi de ansatte er kede af
at blive forstyrret under arbejdet.
”Som I måske har bemærket har jeg ikke noget skilt på brystet
med Prandinas logo,” siger Lamberto, inden vi går ind, og giver
derpå forklaringen: Prandina ligger konstant i diskussion med
Morgana om kvaliteten af det leverede, for selv om det er umuligt
at fi nde bedre glaspusterier end dette, er selve elementet glas
så svært håndterbart, at der dels aldrig vil være to fuldstændig
identiske glasskærme, dels altid lurer en fare for, at minimale fejl
indsniger sig under processerne. Det er disse minimale fejl, som
ofte skiller Prandina fra Morgana og umuliggør et gnidningsløst
samarbejde. Prandina stiller tårnhøje krav til kvaliteten af de be-
stilte produkter og har tydeligvis ry for at være mere pernittengryn
end fi rmaer er fl est. Det kunne tænkes, at nogle af de arbejdende
på Morgana havde en ting eller to de gerne ville drøfte med en
repræsentant for Prandina, og da Lamberto Scalabrins ærinde i
dag er at vise os rundt i god ro og orden, har han derfor fravalgt
at skilte med Prandinas navn.
Når man åbner døren til Morganas højloftede produktionshaller,
træder man ind i et enestående, fortidigt arbejdsmiljø,
som næppe ville blive godkendt af det danske arbejdstilsyn. Her
arbejdes med glas, som man har gjort det gennem utallige generationer.
Redskaberne ser ud som de altid har gjort og er af træ og
metal; forme, pusterør, stativer og ovne, masser af ovne. Temperaturen
indendørs er et godt stykke over 40 grader.
Om sommeren møder de ansatte ved 3-4 tiden om morgenen
og indstiller arbejdet ved 11-tiden. På en god sommerdag
kan der blive 60 grader varmt. Man må give Lamberto ret i, at
atmosfæren på Morgana er så langt fra den fancy natklub som
tænkeligt er. Her er virkelig ingen forfængelighed at spore blandt
de 20 mænd i hallerne. De er i T-shirts, udtjente skjorter og bukser
og sikkerhedssko uden hælkappe. Svedende, beskidte og kæderygende
sørger de hver især for, at netop deres del af processen
gennemføres bedst muligt. Der hersker en rolig koncentration, indimellem
falder et lille smil af, men der tales ikke. Man passer sit
arbejde, og resultaterne er bogstavelig talt til at få øje på; det
giver mening. Man er ikke bare en lille del af et uoverskueligt
produktionsapparat. Det arbejde man udfører med ild, vand, metal
og glas udmønter sig i et konkret resultat. I et stykke håndværk
af uovertruffen kvalitet.
Og i dette machounivers med den næsten zenbuddhistiske
harmoni trives sensibilitet, muskelkraft og koordination side om
side. Det kræver mange års erfaring at få det fl ydende glas til
at fordele sig ensartet for enden af de lange pusterør, og det
kræver stor styrke at bære disse lange rør videre til næste station;
hvilket også kan afl æses på de senede kroppe og de kraftige
underarme. Samtidig er det et studie i elegant koreografi , når glaspusterne
bevæger sig rundt mellem hinanden med rødglødende,
60 61

800 grader varmt glas foran sig. Et forkert skridt kan få katastrofale
følger.
En skærm i glas består af sand og soda. Disse to komponenter
blandes omhyggeligt for derefter at smelte natten over i en 1.400
grader varm ovn. Ønskes andet end transparent glas iblandes
mineraler for at give den ønskede farve. Denne indledende proces
foregår i et lille forrum til de store haller, og opgaven varetages
altid af de samme mænd. Et glaspusteri fungerer som et team, men
med en åbenlys hierarkisk struktur. Øverst i dette er glaspusteren;
den mand, der rent faktisk puster glasset op, og jo længere man
er fra den proces, desto lavere plads indtager man på rangstigen,
hvorfor det at blande komponenterne selvsagt er lavstatus.
Når sand og soda er smeltet og blevet til fl ydende glas, nedkøles
dette til ca. 1.150 grader og transporteres ind i den første
store hal, hvor lagene lægges på. Morganas glas består altid af
3 lag. En hvid skærm består af et transparent lag, et hvidt lag og
endnu et transparent lag. Det er et kvalitetstegn, hvis glas består af
fl ere lag. Dels giver det større holdbarhed, dels giver det et fl ottere
resultat. En hvid lampeskærm fremstår dybere i farven, hvis den er
omgivet af 2 transparente lag.
Inde i den første hal begynder den forberedende proces.
Der lægges op til den endelige glaspustning. De 3 lag rulles på
det lange pusterør, ét ad gangen. Det fl ydende glas opsamles i
en træskovl, og pusterøret drejes ned i denne med nøje afstemte
bevægelser. For at sikre et ensartet lag må denne rulning foregå
hurtigt og præcist. Under denne proces holdes glasset hele tiden
varmt. Når de 3 lag er placeret som en lille 800 grader varm
kugle for enden af det lange pusterør, bliver det båret ind til glaspusteren.
Det er kun få forundt at indtage den rolle. At puste glasset
er at krone værket. Det kræver stor erfaring, god fysik og timing
at nå så vidt, og de få udvalgte, der får lov at toppe processen på
Morgana er blandt verdens bedste glaspustere.
Når Prandina beslutter sig for at sætte en lampe i produktion,
lader de en form fremstille og sender den derpå ud til Morgana.
Og når glaspusteren får overrakt kuglen med de 3 lag på, sætter
han røret ned i denne form og puster af sine lungers fulde kraft.
Når glasset har udfoldet sig og taget form, bærer glaspusteren
den nylavede skærm over til en 10 meter dyb nedkølingsovn,
slår skærmen af røret med en hurtig bevægelse og lægger den
til afkøling. Der er meget præcise dessiner for, hvor hurtigt glasset
skal nedkøle. Sker det for hurtigt, sprænger det.
Efter nedkølingen venter næste fase. Finish. Skærmen skæres
til efter nøjagtige direktioner og efterses grundigt for eventuelle
fejl. De, der fi ndes, indtegnes på skærmen med tusch, for derefter
om muligt at blive udbedret ved endnu en arbejdsstation. Sluttelig
poleres skærmen, før den videregives til pakkeområdet.
Når man ser de mange skærme ligge side om side, er det
slående, hvor forskellige de er. Særligt tykkelsen afviger betragteligt
fra skærm til skærm. Nogle er blevet så tykke i glasset, at de er
uegnede til brug. Andre for tynde.
”Vi giver dem typisk en margin på 3-6 mm, som de skal holde
sig indenfor” siger Lamberto Scalabrin. ”Overstiger de den, bliver
skærmen kasseret.”
Ude bag Morgana står en container fuld af kasserede skærme
og venter på destruktion.
”Vi fremstiller skærme, der er så svære at lave, at spildprocenten
nærmer sig de 40.”
Men det er bestemt ikke kun tykkelsen, som kan diskvalifi cere
en lampeskærm. Små ridser eller minimale luftbobler kan også
gøre udslaget.
”Engang imellem ville jeg ønske, at mine kunder havde været
med herude på Morgana og følge processen,” siger Lamberto Scalabrin.
”Jeg tror de ville være rede til at acceptere et par små bobler,
hvis de med egne øjne havde set, hvordan skærmene blev skabt.”
Man skal ikke opholde sig længe på Morgana, før det står klart,
at der er forskel på folk. Den øverste i Morganas hierarki er Paolo
Ceprax, en levende legende blandt glaspustere. Det lyser ud af
ham, at han har særlig status. Han kan, modsat alle andre, slentre
omkring, som han vil. Ingen i hallen er over ham, ingen ved siden
af. Og han har bestemt ikke problemer med at bære sin stjernerang.
Med en mesterkoks attitude bevæger han sig omkring på sit
territorium; beser, bedømmer, kommenterer, og hvor alle andre har
mere eller mindre tilfældige frisurer, hvis overhovedet nogen, har
Paolo velklippet, gråt hår. Han er i en lyserød Lacoste-skjorte med
buttom-down krave og bærer nydelige briller.
”Jeg burde have trukket mig tilbage for mange år siden, men
jeg har stadig passionen tilbage,” siger han og klapper sig på
hjertet. ”Det her er mit liv, og når jeg holder op, er der ingen
til at tage over. Man kan ikke få de unge til det. De orker ikke.”
Han viser sine hænder frem. De ligner rågummisåler. ”Jeg er 58
år, og jeg har arbejdet på glaspusteri i 48 år. De første 35 år
ude på Murano.”
Paolo Ceprax kan ikke sige Murano uden at få våde øjne.
For glaspustere er det et helligt sted. Historien om Murano lever
stadig, om end den lever bedre i hukommelsen end i realiteten.
I 1291 blev alle Venedigs glaspustere forvist fra byen. Deres
brug af ild havde medført for mange brande, og derfor besluttede
man at udstationere dem alle på en lille ø uden for Venedig.
62 63

Den færdige skærm har gennemgået en lang række processer.
De store metalforme er prototyper; heri pustes glasset i den
rette form. Efter afkøling bliver skærmene slebet og poleret.
64 65

Øen hedder Murano, og dette navn står som selve symbolet på
det fornemmeste mundblæste glas. I de efterfølgende århundreder
indtog Murano en ubestridt lederposition, og da Paolo Ceprax i
slutningen af 1950´erne begyndte at arbejde på et af Muranos
mange glaspusterier, var øen stadig et verdenscentrum. Dengang
fandtes 90 fuldt fungerende glaspusterier på Murano, som tilsammen
beskæftigede 15.000 mennesker, og da Prandina åbnede,
var Murano en væsentlig leverandør af mundblæst glas.
”Der var stadig stor aktivitet derude i begyndelsen af 1980´erne,”
fortæller Sergio Prandina. ”Men gennem 80´erne og 90´erne fl yttede
man i stigende grad produktionen over til fastlandet. Det er jo upraktisk
at drive virksomhed på en ø, for alt skal sejles frem og tilbage, og
det koster. De ansatte krævede også mere i løn, fordi de skulle sejle
til arbejde. Samtidig er gassen, som man bruger i ovnene, væsentligt
dyrere derude. Der var virkelig en fantastisk stemning på Murano,
men jeg er bange for, at den har overlevet sig selv nu.”
Glaspustere over hele verden benytter stadig mange af de
metoder, som blev opfundet og udviklet på Murano, og den dag
i dag er navnet forbundet med luksus og spidskompetence; en
lampe fra Murano rangerer på niveau med habitter fra Savile
Row, vin fra Sauternes eller parfume fra Grasse. Prandina har
opretholdt en spinkel forbindelse til Murano. De træforme, man
bruger til at lave nye prototyper med, fremstilles på øen, og
der bliver fortsat pustet glas af høj kvalitet derude, men i meget
begrænset omfang. Omkring 1.000 mennesker arbejder på
Muranos 30 tilbageværende glaspusterier, og en stor del af disse
er beskæftiget med at fremstille produkter til øens mange besøgende
turister. Der er stadig et leben i Muranos lille havn, men
hvor det tidligere udgjordes af fragtfolk og glasarbejdere på vej til
og fra arbejde, består havnelivet i dag af vældige horder turister
på endags ture.
Man skal lede længe for at fi nde et glaspusteri på Murano.
Det gode navn er blevet rammen om en turistindustri, og de mange
små butikker langs kanalerne er proppet med letomsættelige, små
glasfi gurer af tvivlsom æstetisk kvalitet. ”In here we sell no chinese
glass”, fortæller et lille skilt i en af butikkerne og bekræfter på den
vis, at det modsatte ofte er tilfældet. Mange af de udstillede varer
er således slet ikke fremstillet på Murano, men indkøbt til spotpris i
Kina for nu at blive videresolgt til souvenirhungrende besøgende.
Klokken 19.00 er øen affolket. Turisterne har taget vandbusserne
tilbage til hotellerne i Venedig, og øens beboere er
trukket hjem i privaten. Langs kanalerne står den ene forladte
produktionsbygning efter den anden. De bærer stadig logoer fra
dengang de var i drift. Gamle familienavne skrevet med smukt
svungen skrift. Nu står de mægtige huse tomme tilbage som imponerende
monumenter fra en svunden tid.
Inde i Morganas produktionshaller er aldersgennemsnittet omkring
de 50. En ung mand i sort T-shirt på 25 år er eneste arbejdende
under 40 år, og det er ved at blive et alvorligt problem, at faget
ikke tiltrækker de unge.
”Hvis man først taber en generation, er der ingen vej tilbage,”
siger Sergio Prandina. Og meget kunne desværre tyde på, at
dette er tilfældet.
At Prandina stadig kan levere glaslamper af høj kvalitet, skyldes
udelukkende stor ihærdighed. Der er bud efter et glaspusteri som
Morgana; kunderne står i kø, og indimellem er det derfor et reelt
problem for Prandina at honorere efterspørgslen på glaslamper.
”Vi må hele tiden være på udkig efter nye glaspusterier. Indtil
for 4 år siden fi k vi produceret alt i Italien, men nu må vi også kigge
os om i lande som Polen, Tjekkiet og Slovenien. Det kan godt lade
sig gøre at fi nde steder, som kan holde kvaliteten, men det kan så til
gengæld være svært for dem at holde leveringsdatoen.”
Og så er det både besværligt og dyrt. Finder Prandina en leverandør
i udlandet tager det tid, før varerne er i hus. Indledningsvis
skal leverandøren have tilsendt en støbeform, så skal Prandina se
en prøve, og først hvis den fi ndes tilfredsstillende, kan en egentlig
produktion iværksættes. Der går dermed mindst 3 måneder før bestillingen
er effektueret. Dertil skal lægges det økonomiske faktum,
at en ny støbeform koster op mod 15.000 euro at få fremstillet.
Der er således grænser for, hvor mange af slagsen, man kan have
liggende på de østeuropæiske glaspusterier.
Med dette inmente er det overraskende at se, hvordan
kasserede glasskærme hober sig op på Prandinas hovedsæde.
Det ene pragteksemplar efter det andet ligger i den store bunke
på første sal. For udefrakommende er fejlene oftest umulige at se
med det blotte øje, men de hvidkitlede damer, der gennemlyser
hver enkelt glasskærm minutiøst, er nøje instrueret i at slå ned på
det mindste. Og det gør de mildest talt. Der opereres ikke med 2.
sortering på Prandina. Hvis skærmen er perfekt, bliver den sendt
ud til kunderne, hvis ikke, ryger den i containeren.
En af Prandinas mest succesrige designs i disse år er Glam,
en tidløs glaslampe designet af belgieren Luc Ramael. Den mund-
blæses i to dele for derefter at blive samlet og færdiggjort på
Prandina, og har man først fulgt hele glaspusterprocessen og konstateret,
hvor mange skærme der frasorteres, kan det ikke længere
undre, at disse moderne klassikere er forholdsvis dyre.
Prandina kan ikke garantere, at deres glaslamper stadig er
mulige at fremstille om 20 år, men alligevel bliver de netop i disse
år besøgt af unge designerteams, som har spottet Prandinas navn
og gerne vil associere sig med det.
”På sidste Euroluce (belysningsmesse i Milano) fi k vi 30 henvendelser
fra designere,” siger Sergio Prandina. ”Og for mig er
det et virkelig godt tegn, at de nye designere er interesseret i os.
Jeg inviterer dem altid til at komme og besøge os efter messen; så
vi har tid til at fordybe os og tale ordentligt sammen. Ud af de 30,
valgte vi 10, og ud af de 10 bliver 3 forslag realiseret. Det tager
cirka halvandet år at have en ny prototype klar. Der skal laves nye
forme, og i mange tilfælde skal der skabes specielt værktøj, og netop
fordi det er så svært at sikre en kontinuerlig glasproduktion er
vi begyndt at arbejde meget med nye materialer; både metal og
syntetiske materialer. Jeg elsker den del af mit arbejde. At udvikle
og producere nye lamper er det bedste jeg ved.”
Også selv om de ikke er af glas. Hvilket meget tyder på bliver
tilfældet, når Paolo Ceprax og slænget fra Morgana en dag bliver
for gamle til at puste liv i traditionerne.
66 67