Læs meget mere om jazz på ibyen.dk/jazzlive Du kan også læse ...

More documents

Recommendations

Info

... 4 JAZZLIVE SØNDAG 8. JULI 2012 POLITIKEN Hyldestkoncerter skal være intelligent tænkt På jazzfestivalen er det nærmest uundgåeligt ikke at støde ind i hyldestkoncerter til store kunstnere. Fænomenet er en del af jazzens historie, men også nem markedsføring. tigt, at det er med en kapelmester ’Miles Smiles’ – en tribute til Miles eller musiker, som brænder for den Davis-albummet af samme navn. kunster, der bliver hyldet. Og det sy- Ifølge Ib Skovgaard »en promoternes jeg faktisk er lykkedes«, siger idé, som ikke virker særlig genial«. han. Andre koncer- Kenneth Hansen lægger ikke ter fremstår til skjul på, at tribute-koncerterne gengæld mere KATRINE GRØNVALD RAUN den hylder ikoner som Miles Davis samtidig er en godbid, der skal lok- Det er en unikke, synes Islutningen af 1990’erne fortolkede pianist Søren Kjærgaard Leo Mathisen i en række af hyldestkoncerter i Haveselskabets Have. og Billie Holiday ved de såkaldte tributekoncerter. Copenhagen Jazz Festival har de seneste tre år præsenteret temaet Classic Jazz Tributes på Carlsberg. I år er det blandt andet ke publikum til et af de mere afsides spillesteder på festivalen, som Carlsberg er. En pointe, Ib Skovgaard, jazzanmelder for Weekendavisen, også hæfter sig ved i sin vur- måde at fortælle jazzens historie på han: »I Jazzhouse er der en koncert med Joe Lovano og Dave Douglas, Her levede han så meget op til idea- Marvin Gaye og Dewey Redman, der dering af fænomenet: Chefbooker der også har et let om at nyskabe det etablerede, at publikum forlod koncerten på Frederiksberg, undrende sig over, hyldes af danske kunstnere, som har en særlig tilknytning til sangerne. »Det er nem markedsføring, som så kan bruges mere eller mindre intelligent. Men det har hærget i åre- Kenneth Hansen tribute-tilsnit, men er en mere indirekte hyl- hvad de egentlig havde overværet. Det må nemlig ikke blive »røvbalvis på festivaler, og det er et spørgsdest til Wayne Deres opfattelse af Leo Mathisen var lejazz udelukkende med covermål om balance. I al almindelighed Shorter som komponist. Det er me- det i hvert fald ikke. Men personligt numre«, som jazzfestivalens chef- mener jeg, det kan være en pestiget mere lovende rent konceptuelt, – det var det. booker Kenneth Hansen siger: lens, fordi der tit bliver lavet nem- fordi musikerne fortolker Wayne Det er en velkendt del af jazzens »Så hver eneste gang, vi planlægme løsninger«, siger han og peger Shorters uendelige hav af interes- historie, at kunstnere fra tid til anger en tribute-koncert, er det vig- blandt andet på dette års koncert sante kompositioner på en ny må- BOBO MORENO. Foto: Kåre Viemose At synge med ikonets stemme For at være ærlig, så betyder det først og fremmest en måde at lave et job på, som passer til tiden«, siger Bobo Moreno om hyldestkoncerters betydning. Selv skal han torsdag optræde med koncerten Marvin Gaye Classic Jazz Tribute på Carlsberg. Et navn, der helt sikkert vækker genkendelsens glæde hos flere. Og selv om Moreno overordnet ser hyldestkoncerter som en markedsføringskoncept, så har han også et særligt forhold til Marvin Gayes musik. »Marvin Gaye kender jeg, mine forældre og en masse mennesker omkring min generation – og tributekoncerten er en mulighed for at udbrede kendskabet til ham til nogle generationer, som ikke ved, hvem han er. Dem bliver der flere og flere af, hvilket er svært for mig at forstå. For mig er han et ikon,« siger han. En del af hyldestkoncerter handler for mange om at fortolke materialet, men den disciplin ligger ikke Bobo Moreno så nær, særligt ikke når det kommer til Marvin Gaye. »Når jeg synger hans sange, så har jeg det med at lægge mig op ad hans stil. Det er ikke nødvendigvis min intention, men meget af min måde at synge soul på, kommer fra ham. Andre sangere ville jeg nok fortolke mere på. Mit bud på Marvin Gaye bliver nok mere Marvin end Bobo«. SINNE EEG. Foto: Jonas Pryner Andersen Ikke tribute for tributens skyld Hvis sangerinden Sinne Eeg ikke har et særligt forhold til en kunstner, kan denne se langt efter en hyldestkoncert fra hende. Hun er selektiv i udvælgelsen. Den franske komponist Michel Legrand skal imidlertid ikke vente længere og bliver ved dette års jazzfestival fortolket af sangerinden. »Jeg elsker Michel Legrand og synger i forvejen flere af hans numre i mit repertoire. Men jeg har aldrig samlet det i et tema, så det tænkte jeg kunne være sjovt – og så er det bare af ren og skær kærlighed til og interesse for hans musik«. Egentlig bryder hun sig ikke om tribute-koncerter. De bliver nemlig oftest lavet i troen på, at kunstneren ikke kan sælge i sig selv, mener hun. Men når det nu alligevel skal være, så har det været en god erfaring: »Det en kæmpe oplevelse at dykke ned i musikken og arbejde med noget andet, end man plejer. Så jeg er samtidig ret taknemlig for at blive kastet ud i de projekter. Men jeg holder lidt igen med det«, siger Sinne Eeg. Hvorfor optræder du ikke kun med dit eget materiale? »Jeg mener også, man bør være opmærksom på ikke at gå for meget over i det der tribute-mode. Jeg har virkelig prioriteret også at få en koncert med mit eget band og mit repertoire på festivalen. Det er altid meget vigtigt for mig«. de. Det er den intelligente måde at gøre det på«, siger Ib Skovgaard. Ud over at skabe intelligente tribute-koncerter er spørgsmålet også, hvordan man sikrer fornyelse. I år er det tredje gang, Joni Mitchell bliver fortolket på Copenhagen Jazz Festival. Men solisterne er nye, fortæller Kenneth Hansen. »Der er genvalg til Julie Maria, som gjorde det fremragende under Vinterjazz. Men Ane Trolle og Jacob Bellens er nye i denne sammenhæng, og det bliver interessant at høre deres bud. Og Joni Mitchells univers kan man aldrig få for meget af«, siger han, griner og tilføjer: »Tributekoncerterne fylder en promille af det samlede udbud, så jeg synes godt, vi kan forsvare det. Det er en måde at fortælle jazzens historie på«. jazzlive@pol.dk KIRA SKOV. Foto: Jacob Ehrbahn Et forfriskende afbræk fra én selv To aftener i løbet af Copenhagen Jazz festival skal sangerinde Kira Skov optræde med sin tribute til ikonet Billie Holiday. En kunstner, der siden de tidlige teenageår har fulgt sangerinden, som derfor føler sig tæt knyttet til sangene. »Det er meget befriende at træde lidt uden for sit eget univers og forholde sig til en konkret ting, som en anden kunstner har skabt og så fortolke det«. Fortolkningen er vigtig, mener sangerinden, der med projektet samtidig har en fornemmelse af at være en del af noget større. Meget af Billie Holidays materiale ligger som en fælles sangskat og jazzarv, fordi så mange kunstnere tidligere har taget Holidays standarder op. »Men jeg ville ikke have lavet projektet, hvis jeg ikke virkelig kunne tillægge det min egen historie, og det også var personligt for mig«, siger hun. Hvad med dit eget materiale? »Der kan være noget forfriskende i et afbræk fra én selv, for det er en meget selvcentreret proces at være sangskriver«, forklarer Kira Skov og fortæller, hvordan arbejdet med jazzen har nuanceret hendes sangskrivning: »Der er en anden dynamik i jazz, som har fået noget helt andet frem i min stemme og inspireret mig«.
... POLITIKEN SØNDAG 8. JULI 2012 Åbne sange spiller sig selv Guitarknas var ved at slå poesien i stykker, da Jakob Bros nye trio øvede for første gang i Hofteatret. Men til sidst tog musikken over. JAKOB DYBRO JOHANSEN Guitarforstærkeren virker ikke. Det er det første, der sker denne lørdag aften, efter at guitaristen Jakob Bro er trasket op ad Hofteater-trappens røde løber med sin cremefarvede Fender i en taske på ryggen, en mulepose under armen og bassist Thomas Morgans fikse, lille forstærker i højre hånd. »Den vil slet ikke spille«, siger Jakob Bro til en af dem, der er ved at hjælpe med at rigge scenen an. »Virkelig nederen. Virkede ellers lige i går. Den har aldrig nogensinde strejket før«. Et skidt tidspunkt at svigte på for den ellers så trofaste Fender Princeton Reverb, for klokken er lidt i halv syv, og om tre timer skal trioen spille den koncert, der er flere grunde er ganske speciel. For det første er der spillestedet. På Hofteatret går vejen til Jakob Bros musik gennem en art guldal- der-kabinet bestående af gips-statuer af Holberg og Oehlenschläger og en bronzestøbt Johan Ludvig Heiberg. Og selve teatersalen, hvor koncerten foregår, er opført i 1840’ernes idylliske biedermeier-stil. Det er i dette trygt ornamenterede rum, at Jakob Bro skal kommunikere sin skrøbelige, antydende musik. Sange, der på de seneste albums, ’Balladeering’ og ’Time’, virker, som om de rækker ud for at se, om eksistens er noget, man kan røre ved. Men det er også en helt ny trio, Jakob Bro stiller op med. For godt nok spillede den amerikanske bassist Thomas Morgan med på ’Time’, men norske Jon Christensen er ny mand på trommestolen. En slagtøjs-legende, der var med til at opfinde en helt ny jazzlyd, ECM, og er gammel nok, for øvrigt, til at være far til begge sine to nye medmusikanter. Faktisk ved han ikke så frygtelig meget om Jakob Bros musik. Han ved bare, at han vil skulle improvisere over nogle numre, der er holdt i en nærmest selvudslettende enkel form, fordi det er den måde, man skaber rum på. Rum til at hver enkelt musiker kan være sig selv, men også rum til, at de egenartede lyde, der kommer, sammen kan vokse til noget større. Men lige nu spænder Princeton Reverb’en ben. Eller er det i virkeligheden guitaren, den er gal med? »Måske er det guitaren. Det er lidt bekymrende ...«, siger Jakob Bro. Han står bøjet over brættet med de ni effektpedaler – røde, sorte, sølv, turkis – og får stadig dybere rynker i panden. En form for lyd kommer der ganske vist ud, men det er en underligt forkølet poesi. »Lyden er alt for tynd. Jeg er sgu bekymret for den guitar«, siger Jakob Bro igen, denne gang måske mest til sig selv. På et tidspunkt slår forstærkeren over i en knasende støj, der får Jon Christensen til at udbryde et spontant »Jimi Hendrix!« Jakob Bro har haft mobilen fremme og ringet til en ven, der vil komme forbi med en forstærker. Han kan være på Hofteatret om en halv time, men en halv time... Koncerten er lige rundt om hjørnet. Det begynder at ligne en nedtur af en første øver – lige indtil Jakob Bro får en lys idé: »Jeg tror sgu, det er kablet, den er gal med«. Det nye kabel hjælper. I hvert fald en smule. Jakob Bro må stå helt stift på scenen i en bestemt positur, fordi selv få centimeters bevægelse til den ene eller den anden side udløser en køleskabsagtig, elektrisk summen. En enerverende baggrund at udfolde sig på, men nu kan øveren endelig gå i gang. »Vil du prøve at høre nogle af temaerne?« spørger Jakob Bro og kigger ned på Jon Christensen, der har stillet sit trommesæt op og nu sidder nede i salen, med benene over kors. Jon Christensen starter med bare at lytte. Jakob Bro på guitar og Thomas Morgan på kontrabas går igennem Jeg tror sgu, det er kablet, den er gal med Jakob Bro, guitarist et par af temaerne. De er begge i starten af 30’erne, men med Jon Christensen som publikum kommer de på en måde til at se yngre ud. Ingen af dem bevæger sig ret meget på scenen, men det er, som om især Thomas Morgan fortæller en historie med sit ansigt. For hver tone han spiller på kontrabassen, trækker det sig sammen, næsten som fik han elektrisk stød. Gennemstrømmet af musik, måske, bag en stille, genert facade. Jon Christensen hopper ud ad en sidedør og dukker kort efter op på scenen, hvor han sætter i gang bag JAZZLIVE 5 KNAS. Problemer med teknikken gav Jakob Bros nye trio en hel del at tænke over. Foto: Per Folkver trommerne. Spillestilen er både rolig og rastløs: Som om han læner sig tilbage i musikken, fuld af overskud og erfaring. Men der er samtidig noget ungdommeligt utålmodigt over måden, han hele tiden skifter idé på: fra stikker til køller til fingerspidser, der kribler og krabler på lilletrommens skind. Og Jakob Bro? Han lader akkorderne strække sig ud, helt ned til mannequinerne bagest i teatersalen, og rækker en tommeltot i vejret: »Du lyder fantastisk, Jon«. »De her sange spiller sig selv«. »Grundlæggende er det alt sammen åbent. Vi kan gøre, hvad vi vil, når vi har spillet melodien«. Så hopper han på cyklen og hjuler hjem efter en anden guitar, der måske kan løse støjproblemet, mens de to andre bliver stående lidt på scenen. Jon Christensen går over til Thomas Morgan: »Det er første gang, vi spiller, så vi skal lige finde ud af hvordan og hvorledes. Men med de her sange har jeg det, som om vi aldrig kan spille forkert«. jazzlive@pol.dk
Page 1 and 2: BASSISTEN KAN SELV SIDE 7 HYLDEST,
Page 3: ... POLITIKEN SØNDAG 8. JULI 2012
Page 7 and 8: ... POLITIKEN SØNDAG 8. JULI 2012

Læs meget mere om jazz på ibyen.dk/jazzlive Du kan også læse ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?