Untitled - Boghallen

synes det både at være en evighed siden og samtidig bare et kort øjeblik.”
“Ja, det er meget forvirrende,” sagde hun. Hendes distinkte udtale,
som mange af landsbyens beboere kunne lære noget af, forekom ham
at lyde som en velstemt klokke. “Nogle gange føler jeg, at min mand
er lige så nær mig, som De er nu, og andre gange føler jeg mig helt
alene i verden,” sagde hun.
“De har jo familien.”
“Ja, en temmelig stor familie.” Han bemærkede et anstrøg af ironi
i hendes tonefald. “Men det er ikke det samme som det tætte bånd
mellem mand og kone.”
“Det er fuldstændig rigtigt,” sagde han. De drak deres te, og han
tænkte på, hvor forunderligt det var, at mrs. Ali – uden for butikkens
kontekst og her i hans egen opholdsstue – skulle vise sig at være en
kvinde, der var så forstående. “Med hensyn til housecoaten,” sagde
han så.
“Housecoaten?”
“Den der beklædningsgenstand, jeg var iført.” Han nikkede hen
mod en kurv fyldt med numre af National Geographic, som housecoaten
nu lå oven på. “Den brugte min hustru altid, når hun gjorde
rent. Nogle gange så ...”
“Jeg har en gammel tweedjakke, som min mand plejede at gå
med,” sagde hun stille. “Nogle gange tager jeg den på og går en tur
rundt i haven. Og nogle gange stikker jeg hans pibe i munden for at
opleve smagen af hans bitre tobak.” Hun rødmede, så hendes hud
fik en varmere glød, og kiggede ned på gulvet med sine dybe brune
øjne, som om hun havde sagt for meget. Majoren bemærkede hendes
glatte hud og hendes ansigts markerede træk.
“Jeg har også noget af min hustrus tøj endnu,” sagde majoren.
“Her efter seks år ved jeg ikke, om det stadig har bevaret duften af
hendes parfume, eller om det bare er noget, jeg forestiller mig.” Han
ville gerne fortælle hende, at han nogle gange åbnede skabslågen og
trykkede sit ansigt ind mod de grove ulddragter og de bløde chiffon­
12