Henning Henningsen: Sømanden og tobakken, s. 108-155

ubedrageligt tegn på, at rygningen her havde fået et brohoved, og i løbet af
kort tid røg alle, især søfolkene. Den islandske bøsseskytte Jon Olafsson
fortæller om, hvordan han lærte at ryge ombord på et engelsk skib, da han
1615 forlod Island for at drage ud i den vide verden: »Der var en mand ombord,
som hed Ruben, som var den, jeg først så bruge tobak og nyde den
hver aften; han tilbød at lære mig den kunst og blev min læremester deri«.
Kendte man på det fjerne Island endnu ikke tobakken, gjorde man det i
hvert fald i København. Da Ove Gedde 1619 drog ud på sin ekspedition til
Ostindien, blev det bestemt, at mandskabet undervejs skulle have lov til at
ryge tobak tre gange daglig ved masten, og vi hører, at de da også privat tog
et lager af rygevarer med.
Samme år, 1619, forbød Christian IV tobaksrygningen på norske orlogsskibe.
Blev nogen fundet i besiddelse af tobak, skulle denne kastes
overbord og han selv kølhales, - en alvorlig straf, som dog aldrig er blevet
anvendt i Danmark. 1625 kom samme forbud for danske skibe, puttet md i
§ 91 i de almindelige skibsartikler, som kongen udstedte til sine skibe, der
var i krigstjenesten eller gik på langfart, dog uden at true med kølhaling.
1632 blev al indførsel af og handel med tobak forbudt i Norge, og selv om
kongen øjensynlig veg tilbage for at udstede et lignende forbud i Danmark,
var det tydeligt for enhver, at majestæten ikke yndede tobak. Måske var
han efter sin engelske svogers påvirkning forvisset om den skade, som
denne »tubaksdrikken« forvoldte. Udtrykket at »drikke tobak«, der forøvrigt
fmdes på de forskellige sprog, og som først forsvandt ud af dansk ca.
1700, kunne muligvis tyde på, at man kendte til at inhalere røgen.
Dog indså kongen snart, at der lå uanede muligheder for at presse penge
ud af rygerne, og i Danmark gjorde han derfor noget helt andet end i
Norge: han lagde en klækkelig told på tobakken. Modstanden mod tobakken
lod sig selvfølgelig ikke opretholde, og 1640 måtte kongen bide i det
sure æble og anmode Corfitz Ulfeldt, der skulle udruste den danske flåde,
om »i tide at tænke på tobak til det norske folk på flåden, som næppeligen
længe skal kunne uden det tøj forblive sunde. De tage det gerne an (i
stedet) for frokosten«. Det er et klart tilbagetog, og det synes, som om
kongen helt har glemt, at tobakken stadig var forbudt i Norge (indtil
1643). Ovenikøbet måtte han nedsætte tolden til et mere passende niveau.
De følgende konger var mere velvilligt stemt over for rygningen, selv om
man nok skal helt op til Frederik VII, før man finder en kongelig storryger.
1658 sørgede Frederik III ved et kongebrev for, at soldater og bådsfolk
(sømænd) fik leveret tobak under Københavns belejring, og i eftertiden gik