KIRKEBLADET - Lundehus kirkes

Sogn og præst
Birte Andersen ser tilbage
og drager erfaringer
fra godt 33 år i Lundehus
Der er sat et punktum. Jeg er bevilliget afsked
pr. 1. december og går på pension. En anledning
til at tænke over 33 års kirke- og personhistorie
- set fra Lundehus sogn.
Da jeg begyndte som præst i 1978, stod verden
endnu. Dengang var megen af den entusiasme
til stede, som kendetegnede den første
pionérgeneration af mennesker, der byggede
kirken. Verden stod endnu på den måde, at
mange frivillige var aktive i spejderarbejde, i
mødregrupper, bibelkredse og meget andet, og
om søndagen samledes de forskellige mennesker
til gudstjeneste med mange deltagere.
Selv kom jeg som ret ny præst fra kvindeteologi
og ungdomsoprør på universitetet, og var
begyndt mit præstearbejde med stor tøven
over for Folkekirken som institution, men også
med megen lyst til at prøve kræfter med virkeligheden,
som den tegnede sig i en brydningstid.
Før jeg blev teolog havde jeg arbejdet som
husassistent, pædagog for børn på en evnesvageinstitution,
og på et bibliotek. Efter et
halvt år som fængselspræst i en orlovsstilling
på Vridsløse Statsfængsel og Herstedvester,
var det lysten til det meningsfulde præstearbejde
med samtaler og gudstjenester, der sejrede
over min tøven.
Derfor var jeg glad, da jeg blev valgt som
præst i Lundehus. Og med det rige udbud af
aktiviteter kunne præsten glide ind i et fællesskab,
som allerede fungerede godt, og dog
forme sin vej og arbejdsform.
Det særlige ved Lundehus på det tidspunkt
var, at kirken rummede to forskellige
strømninger. Dels den overvejende indremissionske
gruppe, der havde bygget kirke, og dels
en grundtvigsk linje, som i kraft af markante
personligheder og den daværende menighedsrådsformand
stod stærkt. Det frugtbare ved, at
der fandtes disse to retninger, var tillige, at de
ikke lå i krig med hinanden, men satte samtalen
mellem sig højt.
Jeg mener den dag i dag at kunne finde spor
fra dengang, sådan at der i Lundehus findes en
3