Lisbeth Zornig

RUST
Nr. 8 • 2012
bolde og klassefotos overtaget rummet. Ikke på
en rodet facon, men på den måde hvor selv en
skribent, der aldrig før har besøgt en lejlighed i
et alment boligbyggeri, føler sig hjemme.
Der er en umiddelbarhed og noget tillidsvækkende
over Lisbeth Zornig. Noget der giver folk
lyst til at betro sig. Noget der får fremmede til
at vise hende de skrammer, de har holdt skjult
for andre. Det har hun i hvert fald selv oplevet.
Fra hun åbnede helt op for off entligheden og
fortalte om sin opvækst, har hun i stort antal
modtaget henvendelser fra mennesker, der har
oplevet noget tilsvarende som hende. Og fra
dem der er værre ramt. Hun får hele historien,
ubarmhjertige fortællinger om brutal vold, misrøgt
og voldtægt, man ville ønske var fi ktion.
Og masser af spørgsmål; ”Hvad skal jeg gøre?”,
”Kender du en god psykolog?”, ”Må jeg tale med
dig?”. Og så de mere hårdkogte af slagsen.
”En sen fredag aften var der en, der skrev, at nu
havde han besluttet sig at tage sit liv…. Sådan
en må jeg jo bare ringe op. Og så bruger jeg en
time på ham, og så er han okay bagefter. Lige
præcis de her mennesker, der kontakter mig,
har jo brug for mig. Det er jo ikke, som hvis jeg
var musiker eller forfatter. Det her er folk i nød.”
Indtil for tre år siden havde det ellers ikke været
oplagt at kontakte Lisbeth Zornig med den
slags henvendelser. I hvert fald ikke for en vidt
fremmed.
1. januar 2010 blev hun formand for Børnerådet,
men før det har hun lavet meget andet end at
være børn og udsattes stemme. Nej, tidligere
var det IT-branchen, der betalte for Lisbeth
Zornigs arbejdsraseri. Raseriet har til gengæld
været en fast bestanddel i Lisbeth Zornigs DNA,
siden hun som 16-årig begyndte at pumpe
hamburgerryg og udskære bøff er hos slagter
Svendsen i Fakse Ladeplads nær Hylleholt Husgerningsskole,
hvor hun var blevet anbragt to
år tidligere.
Siden hamburgerryggens indtog i Lisbeth Zornigs
liv har arbejdet været et sted at fi nde ro.
Også selvom arbejdsliv ofte bliver til privatliv,
og den anden vej rundt. Men når det hele er ét
liv, kan det have sine omkostninger. Både på det
familiemæssige, det personlige og det kropslige
plan. Særligt de to sidste kan have svært ved
at fi nde fælles fodslag. For når man begraver sig
så dybt og intenst i arbejdet, kan der være langt
op til overfl aden, når det gør ondt.
Og så er massive smerter og blødninger fra tarmen
i øvrigt ikke noget, der skal øve indfl ydelse
24
på ens liv. Det kan man kæmpe sig igennem.
Ligesom de smerter Lisbeth Zornig oplevede i
barndommen. Denne gang var det dog mere,
end en kradsbørstig psyke kunne klare. Hun fi k
stillet diagnosen colitis ulcerosa, blødende tyktarmsbetændelse,
men installerede sig først på
sygehuset, da hun ikke kunne mærke sine ben.
Hendes tyktarm blev fj ernet, mens IT-projekterne
blev pløjet igennem iført hospitalsuniform.
Tilgangen til tilværelsen har ikke ændret sig synderligt
med årene. I dag har hun tre knækkede
tænder, der endnu ikke er fundet tid til, foredrag
i kilometermål, og en mobiltelefon, der danser
rundt på bordet, tørstende efter nærkontakt.
Det er svært at forestille sig, at hun havde ligget
og fået masseret fødder og set ”Vild med dans”
den fredag aften, hvor der lød et råb om hjælp.
”Jeg tror, jeg bruger arbejdet på samme måde,
som mine brødre bruger stoff er og alkohol. Du
” Jeg tror, jeg bruger arbejdet
på samme måde, som mine
brødre bruger stoff er og
alkohol. Du ved, det er sådan
et fi x. Et præstationsfi x”
ved, det er sådan et fi x. Et præstationsfi x, som
jeg er afhængig af. Jeg kan mærke, at jeg hungrer
efter det. Hvis jeg siger til mig selv, at nu må
jeg ikke lave noget de næste to timer, så går jeg
rundt som et rovdyr i et bur.”
Men er der ikke også en slags opofrelse i at give så
meget af en selv til en sag?
”Nej, det ville være smukt, hvis jeg kunne sige
det om mig selv. Det håber jeg, at der er nogen,
der siger, når jeg dør engang. Jeg tror egentlig
mere, det handler om at være dygtig. Det er
sådan en ualmindeligt dårligt selvværd, der gør,
at jeg hele tiden skal præstere mit ypperste.
Altså, det er et rigtigt usympatisk træk hos mig,
men jeg tror mere, det er funderet i usikkerhed
end i egoisme. Men hvis jeg så i den præstationstrang
kan gøre noget for nogen, er det jo
bare godt.”
FORSTÅET, MEN IKKE TILGIVET
Og så er vi tilbage, hvor det hele startede. Barndomsårene
på Lolland trækker stadig deres
ubarmhjertige spor efter sig. Det massive omsorgssvigt,
de tørre tæsk som Lisbeth Zornigs
tre brødre måtte lægge krop til, misbruget og
ligegyldigheden, der herskede, har modelleret
familiens skæbner. Og slået René, nummer to i
fl okken, ihjel. Han begik selvmord. De to andre,
Tonny og Michael, har fundet ro i rusen. Tonny
har Aids i udbrud og dulmer det med medicin
og alkohol. Michael, den ældste, ham, der stod
op for sine søskende, når stedfar Jan havde fået
nok, har det også svært. Lisbeth Zornig har arvet
udholdenheden, usikkerheden og vreden.
”Angsten for ikke at slå til har altid været en god
motor for mig. Og så kan jeg mærke en ny følelse,
jeg ikke tidligere har været så opmærksom
på. Den der, du ved, det var fandeme ikke i orden,
at mine brødre og jeg ikke blev behandlet,
som vi burde.”
Og så er der kærligheden.
Lisbeth Zornig er, hvad man kalder en mønsterbryder.
Hun sætter dagsordenen på det
socialpolitiske område, hun har magt, og den
dag, vi kommer forbi, er hun netop blevet kåret
som vinder af ALT for damernes kvindepris
2012 ”for sin utrættelige kamp for de svageste i
samfundet”. Hun har succes.
Og så er der kærligheden. Den kommer hun
ikke uden om, selvom hun hårdnakket prøver.
Der er kærligheden til sagen, hvor hun bestemt
får glæde af at lykkes og hjælpe, men hvor hun
ikke gider at blive tilskrevet nogle ædle motiver,
for i bund og grund handler det ifølge hende
selv mest om ”desperat overlevelse”. Men så er
der familien tilbage på Lolland, for hvem overlevelse
er en langt mere håndgribelig størrelse.
Dem lader hun ikke i stikken. Uanset om det
er hendes brødre, nevøerne og niecerne eller
hendes mor, der passivt dopet så til, mens
rædslerne regnede ned over børnene. Drengene
tog tævene. Pigen tog stedfar Jan sig af
i sengen, mens mor var langt væk på spiritus.
Liggende ved siden af.
Hun har ikke tilgivet sin mor, men ved, at hun
også er et produkt af en traumatisk barndom.
Hun er endnu en borger i Underdanmark. Det
samfund, som hun nu arbejder for, at resten
af Danmark skal blive bevidst om eksisterer. Et
samfund, der måske begynder med arbejdsløshed,
armod og afmagt, men som har rødder
langt længere ned, end hvad man kan se fra den
misfarvede lædersofa. Ved kakkelbordet med
de grønne fl asker og Escort-rulletobakken. De
langsigtede mønstre er også årsagen til, at hun
stoppede som formand for Børnerådet. For skal
man redde børnene, er man nødt til at starte
med deres mor og far. Lisbeth Zornig Andersen
begynder med sin egen.